Program
Oplev Folketingssalen indefra
Træd ind i folkestyrets helt centrale arena og se, hvordan salen er indrettet. Få indblik i hverdagen i Folketingssalen og i, hvem der sidder hvor, når Folketingets betjente fortæller om arbejdet i salen.
Mød grundloven
Hvordan var det nu, det var? Dyk ned i grundlovene og bliv klogere på, hvem der er med til at bestemme i Danmark, og hvorfor grundloven fra 1915 er så vigtig, når Folketingets betjente fortæller historien i både voksen- og børnehøjde ved grundlovene i Vandrehallen.
Du kan også lade børnene gå på opdagelse i en 2 m høj grundlov, hvor de kan skrive deres egen paragraf.
Spil med i det store bankoshow
Det politiske arbejde i Folketinget indeholder en masse tal og numre. Til det store bankoshow i Landstingssalen kan børnene gå på jagt efter tal til bankopladen. Børn og voksne dyster på samme hold, og der er selvfølgelig præmier til vinderne og et særligt grundlovsdagsminde til alle deltagende børn.
Kom ind i det kreative værksted
I Grundlovsværelset kan du dekorere dit eget festtegn med farver, glimmer, perler og fjer. Du kan også starte en skattejagt, hvor du skal løse gåder blandt Vandrehallens statsministerportrætter og i ”den onde malers” blomsterfrise. Bevægelsen Grundlovsfesten, der samarbejder med foreninger, organisationer og skoler for at stable grundlovsfester på benene over hele landet, står bag.
Vær med til fællessang i Vandrehallen
I Vandrehallen vil Katrine Muff, Sangskattens kapelmester, Nikolaj Muldkjær, og violinist Maria Jagd spille op til fællessang med en række kendte og folkekære sange. Katrine Muff er kendt som komponist, sanger og tv-vært – bl.a. fra DR1’s populære program Fællessang – hver for sig. Nikolaj Muldkjær har som vært, kapelmester og idémand bag projektet Sangskatten turneret hele Danmark rundt med fællessang sammen med en lang række solister. Maria Jagd er en alsidig violinist, der bevæger sig på tværs af mange genrer – fra klassisk musik til film og eksperimenterende lydlandskaber.
Se gruppeportrættet i Samtaleværelset
30 kvindelige politikere, der har sat deres præg på folkestyret, blev i efteråret 2024 hyldet med et stort maleri. På grundlovsdag får du en unik mulighed for at møde billedkunstner Mie Mørkeberg, der har udført maleriet. Her kan du høre om processen bag gruppeportrættet – fra idé til færdigt maleri. I to oplæg deler Mie Mørkeberg sine tanker og kunstneriske overvejelser om at portrættere 30 kvinder på tværs af tidsaldre, generationer og politiske holdninger i ét samlet maleri. Oplæggene er gratis, men kræver billet på grund af begrænset plads. Billetterne kan bookes fra onsdag den 14. maj på Folketingets hjemmeside efter først til mølle-princippet. Mellem oplæggene kan du møde Mie Mørkeberg, når hun står klar til at svare på spørgsmål om maleriet.
Grundlovskage
Der bliver serveret kage, kaffe og kakao.