Politisk flertal genbekræfter, at Søren Gade kan bevare sit hverv som formand for Esbjerg Havn.

14.05.2025

Behandlingen i Udvalget for Forretningsordenen viste bredt flertal for, at Søren Gade kan bevare hvervet som formand for Esbjerg Havn.

Udvalget for Forretningsordenen har på et møde i dag drøftet spørgsmålet om Folketingets formands hverv.

Drøftelsen viste et bredt flertal for at lade formanden bevare sit hverv som formand for bestyrelsen i Esbjerg Havn.

Sagen om Folketingets formands hverv tog sin begyndelse, da han den 16. december 2022 skrev til Udvalget for Forretningsordenen og oplyste om de hverv, som han agtede at bevare, herunder posten som bestyrelsesformand for Esbjerg Havn.

Efter udløbet af en svarfrist på 14 dage kunne formanden konstatere, at udvalget ikke havde nægtet ham, at han kunne fortsætte i dette hverv.

”Mine kolleger i Udvalget for Forretningsordenen gav mig for over to år siden grønt lys til, at jeg kunne bevare min post som formand for Esbjerg Havn. Det er den beslutning, som jeg lægger og har lagt til grund for at fortsætte med at have dette hverv. Med dagens drøftelse genbekræfter Udvalget for Forretningsordenen, at jeg kan bevare mit hverv i Esbjerg Havn”, siger Søren Gade.

Han fortsætter: ”Jeg har altid været åben om min post i Esbjerg Havn, og det vil jeg fortsat lægge vægt på. Som folkevalgt finder jeg det kun rimeligt, at offentligheden kan se, hvilke interesser og hverv jeg har ved siden af min post som formand for Folketinget”.

Hvis der er et politisk ønske om, at det for fremtiden slet ikke skal være muligt for formanden for Folketinget at bevare et hverv uden for Folketinget, vil det kræve en ændring af folketingsvalgloven.