Høring om 3. Limfjordsforbindelse

19.04.2024

Folketingets Transportudvalg inviterer til høring om anlæg af 3. Limfjordsforbindelse

Formålet med høringen torsdag den 25. april 2024, kl. 15.00 - 18.00 er, som led i udvalgets behandling af L 112 – lov om anlæg af 3. Limfjordsforbindelse, at bibringe udvalget og andre interesserede yderligere viden og afklaring af en række forhold ved projektet, som har været debatskabende, herunder projektets påvirkning af drikkevand og asbestdeponier. Derudover har den valgte linjeføring over Egholm været genstand for diskussion i den offentlige debat, og høringen har derfor også til formål at belyse og kvalificere denne debat med en række forskellige ekspert- og interessentindlæg.

Programmet kan ses her.

Høringen er åben for alle, men tilmelding er nødvendig (også for pressen). Tilmelding skal ske senest dagen før kl. 18.  Der er et begrænset antal pladser til høringen, og pladserne vil blive fordelt efter først til mølle-princippet.

Tilmeld dig her.

Gæster i Folketinget må beregne ekstra tid til registrering i besøgsindgangen på grund af sikkerhedstjek, og det anbefales derfor at møde op ca. en halv time inden høringen starter. Det er tilladt at optage lyd og billeder under høringen, hvis det kan ske uden at forstyrre høringens afvikling i øvrigt.

Høringen tv-optages og vil blive vist på Folketingets hjemmeside, hvor den også kan findes efterfølgende under "TV fra Folketinget". Desuden vises høringen forskudt på Folketingets tv-kanal.