Tårnet på Christiansborg bliver lyst op i gult og blåt

23.02.2023

For at sende et tydeligt budskab om solidaritet med det ukrainske folk vil Tårnet på Christiansborg være lyst op i gult og blåt fredag den 24. februar kl. 18-24.

På årsdagen for den russiske invasion af Ukraine bliver Tårnet på Christiansborg lyst op i gult og blåt for at sende et tydeligt budskab om, at alle Folketingets partier støtter Ukraines frihedskamp.

Folketingets formand Søren Gade håber, at budskabet når bredt ud: 

»Folketinget har støttet Ukraine fra krigens begyndelse, og det vil vi fortsætte med at gøre. Med lyset på Tårnet viser vi på symbolsk vis Danmark og resten af verden, at Folketinget står bag Ukraine i deres kamp mod Rusland. Jeg håber, at vores fælles budskab om solidaritet giver genlyd i Ukraine og Kreml.«

Tårnet vil være lyst op fredag den 24. februar kl. 18-24 og igen lørdag den 25. februar kl. 18-24. Tårnets facade oplyses udefra fra Christiansborg Slotsplads og fra Indre Slotsgård.

Foto: Christoffer Regild