Særlige rammer ved afstemning om rigsretstiltale

01.02.2021

Clearinger er ophævet, og fordi der vil være mange medlemmer til stede, stemmes i tre hold.

Når Folketinget tirsdag den 2. februar skal stemme om rigsretstiltale mod forhenværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg, er der indført særlige retningslinjer i Folketingssalen for at undgå risiko for spredning af coronasmitte.
 
Ved afstemningen har partigrupperne valgt at ophæve den sædvanlige clearing mellem partigrupperne. Clearinger er uformelle aftaler, hvor grupperne indbyrdes sikrer, at et antal folketingsmedlemmer ikke behøver stemme i Folketingssalen, uden at det ændrer ved flertallet i Folketinget. Der skal deltage mindst 90 folketingsmedlemmer i en afstemning, for at Folketinget er beslutningsdygtigt.
 
Den manglende clearing ved afstemningen den 2. februar betyder, at de fleste folketingsmedlemmer sandsynligvis vil være til stede i salen. Det gør det nødvendigt at afvikle afstemningen på en måde, så man undgår, at medlemmerne stimler sammen og kommer for tæt på hinanden.
 
Medlemmerne vil stemme fra deres vante plads, men bliver inddelt i tre hold, som stemmer med cirka fem minutters mellemrum. Rent praktisk bliver de varslet med en sms-besked om, hvornår de skal komme i salen. Det betyder, at det ene hold stemmer og forlader salen igen, før næste hold kommer ind. Efter afstemningen vil der være en pause, hvor folketingsbetjente vil desinficere borde og andre flader, før mødet kan blive genoptaget.
 
Fordi der forventes mange medlemmer og ansatte på dagen, er alle med ærinde på Christiansborg blevet opfordret til at tage en strakstest, inden de møder ind.
 
Denne dag kan hverken ansatte eller journalister med privilegeret adgang modtage gæster. Pressen har mulighed for at møde medlemmerne i Landstingssalen eller i området omkring Landstingssalen. Endelig tilskynder Folketingets formand til, at man bærer mundbind til og fra Folketingssalen.
 
»Situationen med corona tvinger os til at gøre tingene anderledes end normalt. Jeg synes, vi har fundet en løsning, der skaber så trygge rammer som muligt for dem, der er i huset denne dag«, siger Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen.

Sideansvarlig: Claus Brask