Jeg har ikke været udenrigsordfører for Dansk Folkeparti i særlig mange måneder, men har alligevel en fornemmelse af, at vi nu har diskuteret det her lille omstridte område, kaldet Palæstina, endog multiple gange på de måneder; og det må være nok.
Jeg fik her forleden dag ind ad døren en oversigt fra en organisation, der kalder sig Open Doors, med en liste over de lande i verden, hvor kristne forfølges. Det undrer mig, at man nu, ikke engang 2 år efter det palæstinensiske område begik et terrorangreb, der kan måle sig med den 11. september 2001, skal have tårevædede sympatierklæringer fra venstrefløjen om de her mennesker – gang på gang og fredag efter fredag, mens lande som Somalia, Libyen og Eritrea, der alle er muslimske lande, groft forfølger vores ligemænd og ligesøstre ude i verden.
Der er ikke et muslimsk land, hvor man ikke forfølger kristne. Det interesserer åbenbart ikke venstrefløjen overhovedet. Det, der interesserer venstrefløjen, er, at man kan pleje sine Hassaner og pleje sine Hamasvenner og hele den bevægelse, som har ledt frem til det frygtelige terrorangreb den 7. oktober 2023. Jeg ved egentlig ikke, hvad det er værst; altså om det er værst, at man går terroristernes ærinde i Hamas, eller at man er fuldstændig ligeglad med, hvad der foregår i alle de andre lande, hvortil den her stat, Palæstina, ville kunne kunne føjes, hvis den blev oprettet. For hvad ville virkeligheden være i det her område? Den ville være, at det ville være et land, der lige så intenst som alle de andre muslimske lande ville forfølge kristne, forfølge jøder og forfølge alle andre end dem, som de selv tilhører, nemlig muslimerne.
Der findes, som jeg ser verdenskortet, jo ikke et eneste område, hvor muslimske grupper støder op til ikkemuslimske grupper, uden at der er konflikt. Er det det, verden har brug for, så der er endnu et muslimsk land, og så der er endnu bedre rammer og endnu bedre fundamenter for, at islamismen og terrorismen virkelig kan agere krig imod Israel og den øvrige vestlige verden? Nej.
Jeg synes ærlig talt, vi skulle bruge tiden på at hjælpe de forfulgte kristne rundtomkring i verden, som behøver vores opmærksomhed og vores hjælp. Udenrigsministeren kunne jo starte med at lade være med at støtte de regimer, som på brutal og grotesk vis river kirker ned, dræber folk på grund af deres kristne overbevisning osv. Det sker i Somalia, Libyen, Eritrea, Yemen osv. Vi kunne jo fremlægge en strategi for, hvordan vi agter at hjælpe de kristne med at generobre Nordafrika sådan rent kulturelt, kristent. Vi kunne stoppe det pres fra islamiseringen, der foregår ned over Afrika. Det er gamle kristne nationer, hvor Markus og andre af apostlene havde deres virksomhed og sikrede kristendommen, som jo i enhver henseende har vist sig at være den mest uovertruffne kultur, som den her planet har været beriget med.
Så i stedet for alt det her grædekoneri i forhold til palæstinensere mig her og palæstinensere mig der synes jeg ærlig talt, at vi skulle fokusere på det, som burde ligge alle i det her land allermest på sinde; og det er at hjælpe alle de forfulgte kristne rundtomkring i verden. Tak, formand.