Grunden til, at jeg stiller det her spørgsmål, er, at der findes mange pensionister og førtidspensionister, som ikke er gift, men har boet sammen i under 2 år. Nu er det ikke sådan, at kærlighed kender forskel på, om man har arbejde eller ej. Kærlighed opstår mellem mennesker, også mellem mennesker, der arbejder og er på pension eller førtidspension. Det betyder, at når de bliver kærester, trækkes den ene i ydelse, fordi den anden arbejder. De er ramt af det, der hedder samleverafhængighed. Hvis jeg f.eks. var førtidspensionist og samlever med en, der arbejder og tjener over 381.000 kr. om året, så trækkes jeg i ydelse, fordi min partner arbejder.
Jeg går ud fra, at ministeren er enig i, at grunden til, at jeg bliver trukket i ydelse, er, at man regner med, at jeg bliver forsørget af min arbejdende partner. Problemet er bare, at ugifte ikke må overføre værdier til hinanden uden at betale gaveafgift. Det er der ikke nogen der må, når de ikke er gift, heller ikke mig, heller ikke ministeren. Vi skal betale det, der hedder gaveafgift, når vi forærer hinanden ting og værdier og penge.
I svar på et spørgsmål har beskæftigelsesministeren skrevet, at der kan være tale om frit underhold, når den arbejdende forsørger pensionisten eller førtidspensionisten, selv om de ikke er gift – altså, som jeg forstår det, at der ikke skal betales gaveafgift, hvis der er tale om frit underhold. Her er det, at jeg gerne vil høre, om ministeren kan fortælle, hvornår der er tale om frit underhold. Er det leverpostejsmadder, man må give hinanden? Eller ting? Hvad med et fjernsyn? Hvad med en rejse? Hvad med et hus? Hvad med penge? Kan ministeren helt præcis fortælle mig, hvad der dækkes af frit underhold, så alle de her samlevende mennesker ved, om de skal beskattes af det, de får af deres kæreste?