Spm. nr. S 1048

10) Til justitsministeren af:

Peter Skaarup (DF):

Hvordan vil ministeren sikre, at ingen mordere går fri, set i lyset af dagbladet B.T.s artikelserie, som beskriver hvordan sager på et spinkelt grundlag er blevet henlagt som selvmord, selv om spor tyder på, at der i virkeligheden kan være tale om drab?

Hr. Peter Skaarup for oplæsning af spørgsmålet.

Tak til formanden. Spørgsmålet lyder sådan her: Hvordan vil ministeren sikre, at ingen mordere går fri, set i lyset af dagbladet B.T.s artikelserie, som beskriver hvordan sager på et spinkelt grundlag er blevet henlagt som selvmord, selv om spor tyder på, at der i virkeligheden kan være tale om drab?

Ministeren.

Tak for det. Som jeg gav udtryk for flere gange i forbindelse med min besvarelse af samrådsspørgsmål F og G i Retsudvalget sidste torsdag, vil jeg af principielle grunde ikke nærmere kommentere de konkrete sager, som er omtalt i B.T.s artikelserie, herunder deltage i spekulationer om, hvorvidt de pågældende sager med rette er afsluttet som selvmord. Vi har her i landet en tradition for, at ministre er endog særdeles tilbageholdende med at blande sig i behandlingen af konkrete straffesager. Det er efter min opfattelse både en god og rigtig tradition, som jeg agter at videreføre.

Som jeg imidlertid også gav udtryk for i min samrådstale, er jeg som justitsminister og dermed som den øverste ansvarlige for politi og anklagemyndighed selvsagt meget optaget af at sikre, at der ved hvert eneste dødsfald, som skyldes en forbrydelse, med det samme iværksættes den relevante strafferetlige efterforskning med det formål, at den eller de, der står bag forbrydelsen, kan blive pågrebet og retsforfulgt. Ingen, hverken borgerne eller politiet, kan således være tjent med, at der sættes spørgsmålstegn ved politiets håndtering af dødsfald, idet enhver naturligvis skal kunne have tillid til, at så alvorlige forbrydelser som drab ikke overses.

Derfor bifalder jeg også, at Rigspolitiet bl.a. som en reaktion på den debat, som artikelserien har givet anledning til, har besluttet at iværksætte en nærmere undersøgelse af dansk politis praksis for visitation af dødsfald, der anmeldes til eller behandles af politiet, med henblik på at afklare, om der rent faktisk er svagheder i den eksisterende praksis. Som jeg også redegjorde for under samrådet forleden, er det imidlertid min opfattelse, at politiet bl.a. i kraft af politiuddannelsen, reglerne på det retsmedicinske område og samarbejdet mellem de forskellige aktører allerede i dag er godt klædt på til at varetage de opgaver, som påhviler politiet i forbindelse med håndteringen af dødsfald.

Afslutningsvis vil jeg gerne minde om, at hvis en sag om et dødsfald er afsluttet som et selvmord, uden at der har været indledt en strafferetlig efterforskning eller rejst sigtelse i sagen, vil sagen uden videre kunne genoptages af politiet, hvis der senere fremkommer oplysninger, som tyder på, at der lå en forbrydelse bag dødsfaldet. Har der været indledt en strafferetlig efterforskning og rejst en sigtelse mod en bestemt person, som af bevismæssige grunde har måttet opgives, gælder der som udgangspunkt en 2-måneders-frist, inden for hvilken den overordnede anklagemyndighed kan omgøre beslutningen om påtaleopgivelse. Også i disse tilfælde er der imidlertid mulighed for at genoptage sagen, hvis der tilvejebringes nye, vægtige beviser, som understøtter mistanken mod den tidligere sigtede i sagen. Som bekendt følger det af straffeloven, at der aldrig indtræder strafferetlig forældelse i sager om drab.

Hr. Peter Skaarup.

Tak for svaret. Som justitsministeren ganske rigtigt sagde til sidst, er det sådan, at drabssager aldrig forældes i Danmark. Godt for det, for i denne tid oplever vi faktisk forbedringer af muligheden for at finde tekniske beviser. Først og fremmest er DNA blevet et knippelgodt redskab for politiet i nogle af de sager, vi taler om her, drabssagerne. Også derfor synes jeg, at der er rigtig gode argumenter for at politiet bruger obduktion, bruger tekniske hjælpemidler til at opklare gamle sager.

Det, jeg er bekymret for, er den omtale, som der har været af sagen i B.T. Her fremgår det, at vi i Danmark er alt for dårlige til at bruge obduktion i forbindelse med mistænkelige dødsfald, herunder selvmord. B.T. har fået opgjort, at det kun er i 16 pct. af sagerne om selvmord i Danmark, at der bruges obduktion. Det er knap 100 pct. i Sverige og Finland, og det er 66 pct. i Norge.

Kan justitsministeren forklare den forskel? Hvorfor er der den forskel, og vil ministeren sikre, at man i den arbejdsgruppe, der nu nedsættes – det er jo positivt nok, at der nu kigges på det – sikrer sig, at vi kommer tættere på andre lande og kommer til at ligge på et niveau, som ligner de andre landes, når det gælder obduktion, som er et meget vigtigt redskab, når man skal konstatere, hvad der er sket i en bestemt sag.

Så kunne jeg godt tænke mig at spørge justitsministeren: Kan ministeren bekræfte, at der faktisk har været spurgt til nogle af de enkeltsager tidligere i Folketinget – bl.a. i forbindelse med spørgsmål i Folketinget er det faktisk kommet frem, at der nu er blevet indledt ny efterforskning i en bestemt drabssag, og derfor er det ikke helt fremmed for ministre at svare på spørgsmål, der vedrører enkeltsager – og at det i øvrigt er sådan, at ministeren er øverste chef for politiet og anklagemyndigheden?

Ministeren.

Det er helt rigtigt, at jeg er øverste chef for politiet og anklagemyndigheden, som jeg også sagde i min besvarelse af det første spørgsmål. Det er også derfor, som jeg startede med at sige, at jeg mener, at der er behov for at fastholde den tradition, vi har, om, at man så at sige ikke blander sig i konkrete straffesager. Det er et princip, som jeg agter at forfølge.

Når der så spørges ind til forholdene, som de står omtalt i artikelserien, vedrørende bl.a. den svenske ordning og den finske ordning, der jo tidligere har været til debat, vil jeg sige, at jeg ikke har noget nærmere kendskab til det, men at vi jo er i dialog om de her spørgsmål også via Folketingets Retsudvalg. Men jeg tror også, at man vil se her, at der kan være ganske mange grunde til, at antallet af obduktioner i vores nabolande er højere, end det er i Danmark. Eksempelvis kan det jo tænkes, at der i vidt omfang er tale om såkaldte hospitalsobduktioner, det vil sige obduktioner, der foretages af videnskabelige og ikke efterforskningsmæssige grunde. Der kan være mange grunde til det, men et nærmere kendskab til den svenske og finske lovgivning på det her område er jeg ikke i stand til at levere her i spørgetiden i dag.

Hr. Peter Skaarup.

Som justitsministeren er inde på, er justitsministeren jo netop øverste chef for politiet og anklagemyndigheden, og derfor er det jo ikke forbudt for justitsministeren at sikre sig, at sager, der har en stor grad af offentlig interesse og bliver beskrevet på alle leder og kanter i den offentlige debat, bliver efterforsket til bunds. Det er heller ikke forbudt for ministeren – det er jo også sket tidligere – at spørge ind til konkrete sager i politikredsene, typisk efter spørgsmål i Folketinget.

B.T. har beskrevet sagen om den 14-årige Pernille Oldenborg Lind fra Galten, der blev betragtet som værende død efter selvmord, men sagen bliver i øjeblikket efterforsket som en drabssag. Vil ministeren sikre sig, at der i de andre sager, som B.T. har beskrevet, bliver foretaget en tilbundsgående undersøgelse af, om alt nu er, som det skal være, altså at der rent faktisk var tale om selvmord?

Ministeren.

Med hensyn til de sager, der spørges om, kender jeg kun til de konkrete sager fra pressens omtale, og jeg kan i sagens natur ikke deltage i spekulationer om de konkrete sager, hvori de relevante myndigheder har foretaget deres vurdering. Men jeg vil gerne sige, som vi også drøftede i samrådet, at det er Rigspolitiet, som nu sætter sig for i spidsen for en arbejdsgruppe, som skal se på politiets deltagelse i det her arbejde.

Håndteres det rigtigt, og er der behov for tilpasninger? Det sker gennem en arbejdsgruppe, som får et bredt spektrum af initiativer, de skal se på: relevant lovgivning; det regelsæt, der er for politiets myndighedsopgaver i forbindelse med dødsfald, der anmeldes til politiet; beskrivelse af udviklingen inden for sagsområdet på baggrund af tilgængelige data; beskrivelse og ikke mindst analyse af politiets aktuelle praksis på sagsområdet; ikke mindst beskrivelse af de forhold, som har en væsentlig indflydelse på politiets visitation af det her område. På baggrund heraf skal der som sagt laves en komparativ undersøgelse af lovgivning og statistik i de nordiske lande. Ikke mindst det sidste relaterer sig til det spørgsmål, som hr. Peter Skaarup stillede som, tror jeg, andet spørgsmål, hvor han spurgte direkte til forholdene i bl.a. Sverige og, tror jeg, Finland.

Tak. Hr. Peter Skaarup.

Jeg synes, det er fint, at ministeren omtaler den her arbejdsgruppe, men jeg vil så på den anden side også sige, at det jo egentlig ikke er det, som det spørgsmål, der bliver stillet her i Folketingssalen, handler om. Spørgsmålet handler om, om ministeren vil sikre, at de sager, der er blevet omtalt i B.T., bliver efterforsket til bunds på ny. Det er i virkeligheden det, der er det interessante her.

Det er jo altså en 29-årig Stanley Bengtsen fra Lemvig, der er blevet omtalt i B.T. – tilsyneladende selvmord, men måske er det en drabssag – det er en 21-årig Eva Lykke Christensen fra Kolding, og det er 55-årige Edith Hindhede Christiansen fra Ans. Det er sager, der virker meget mystiske, og hvor mange borgere spørger: Har man nu gjort alt? Familien til vedkommende, der er afgået ved døden, spørger: Har man nu gjort alt for at tjekke, om alt er, som det skal være?

Der har ministeren altså det overordnede ansvar for politi og anklagemyndighed og kan meget vel spørge til de her sager. Jeg vil spørge ministeren: Vil der blive spurgt til de her sager fra ministerens side? Og jeg vil altså også spørge ministeren: Kunne det være en god idé, at man genoplivede det såkaldte rejsehold, som jo havde rigtig gode resultater med at efterforske netop sådanne sager? Det er jo i dag nedlagt, men der er mange, der har argumenteret for, at man skulle genoprette det. Vil ministeren sørge for, at der bliver sat ekstra fokus på det ved en genoprettelse af rejseholdet?

Ministeren.

Nu står både mit eget parti, den nuværende regering og spørgerens parti bag en politireform, som blev søsat med arbejde helt tilbage i 2005, 2006 og vedtaget i 2007. En af konsekvenserne af politireformen var netop, at man lavede nye store politikredse og dermed skabte grundlaget for, at politikredsene også kan håndtere komplicerede kriminalitetsmønstre, komplicerede sager. Og det går jeg selvfølgelig ud fra også stadig væk er Dansk Folkepartis indgang til, hvordan dansk politi skal udvikle sig.

Når det handler om de konkrete sager, agter jeg at følge traditionen for, at en minister skal være endog særdeles tilbageholdende med at blande sig i behandlingen af konkrete sager. Det mener jeg er en god og rigtig tradition, som jeg også sagde tidligere at jeg agter at videreføre.

Men jeg vil som sagt også gerne understrege og minde om, at hvis en sag om et dødsfald er afsluttet som et selvmord, uden at der er blevet indledt en strafferetlig efterforskning eller rejst en sigtelse, vil sagen jo uden videre kunne genoptages af politiet. Og en væsentlig pointe i den sammenhæng er jo, som jeg også sagde tidligere, at det så følger af straffeloven, at der aldrig indtræder strafferetlig forældelse i sager om drab.

Tak til ministeren. Spørgsmålet er afsluttet.

Det næste spørgsmål er stillet til justitsministeren af hr. Peter Skaarup.