Spørgsmål til en minister
Medlemmer stiller spørgsmål til ministre som led i arbejdet med lov- og beslutningsforslag. Der kan også stilles spørgsmål som led i den parlamentariske kontrol med regeringen. I folketingsregi er der flere muligheder for at stille spørgsmål til en minister.
Udvalgsspørgsmål til skriftlig besvarelse
Et folketingsmedlem kan gennem et udvalg, hvor vedkommende er medlem, stille skriftlige spørgsmål til en minister. Spørgsmålene kan enten vedrøre et forslag, der er til behandling i udvalget, eller vedrøre et emne, der ligger inden for udvalgets sagsområde. Udvalgsspørgsmålene stilles i udvalgsformandens navn, selv om initiativet stammer fra et enkelt medlem af udvalget. Spørgeren kan dog også godt få sit navn på spørgsmålet. Et folketingsmedlem kan også stille spørgsmål om faktuelle forhold via et udvalg, selv om han eller hun ikke er medlem af udvalget.
§ 20-spørgsmål til skriftlig besvarelse
Et folketingsmedlem kan også stille spørgsmål direkte til en minister til skriftlig besvarelse og i sit eget navn. Disse spørgsmål kaldes § 20-spørgsmål, fordi de stilles i henhold til § 20 i Folketingets forretningsorden. Spørgsmålet kan være ledsaget af en begrundelse. § 20-spørgsmål skal angå ministerens holdning. Ministeren skal besvare § 20-spørgsmål inden for 6 hverdage. Ministerens svar på spørgsmål til skriftlig besvarelse sendes direkte til spørgeren, men offentliggøres også på folketinget.dk.
Samrådsspørgsmål
Samrådsspørgsmål stilles skriftligt og besvares mundtligt af ministeren på et udvalgsmøde. Selve begivenheden i udvalget kaldes et samråd. I et åbent samråd besvarer ministeren samrådsspørgsmålet for åbne døre i udvalget. Der skal være mindst 3 medlemmer af udvalget, som ønsker, at samrådet skal afholdes som et åbent samråd. Derudover er den eneste betingelse, at samrådet optages på bånd eller andet medie. Desuden er proceduren for åbne og lukkede samråd ens.
Spørgetimen
Den såkaldte spørgetime er spørgsmål til ministrene til mundtlig besvarelse i Folketingssalen om onsdagen kl. 13.00. Her kan folketingsmedlemmerne stille spørgsmål direkte til den eller de ministre, der deltager i spørgetimen. Spørgsmålene besvares med det samme. Ministrene kender altså ikke spørgsmålene på forhånd. Medlemmerne får oplysning om, hvilke ministre der deltager i spørgetimen, dagen før. Spørgetimen slutter, når der er gået 1 time, eller før, hvis der ikke er flere spørgsmål.
Spørgetiden
Den såkaldte spørgetid dækker over § 20-spørgsmål til ministrene til mundtlig besvarelse i Folketingssalen, som afholdes om onsdagen efter spørgetimen. Spørgsmålene i spørgetiden adskiller sig fra spørgsmålene i spørgetimen, ved at ministeren kender spørgsmålene på forhånd. Spørgsmål skal være modtaget i Folketingets Lovsekretariat senest fredag kl. 12.00 for at kunne blive besvaret af ministeren i Folketingssalen den følgende onsdag.
Senest opdateret:
[06.09.2011]
Sideansvarlig:
Finn Tørngren Sørensen