Præsidiets rejse til Sydafrika
Udvalg: Folketingets Præsidium
Startdato: 06-03-2023
Slutdato: 10-03-2023
Formål

Danmark og Sydafrika har i februar 2022 indgået et grønt strategisk partnerskab, og formålet med Præsidiets besøg er bl.a. at understøtte partnerskabet og samtidig at styrke den danske dialog med politiske partier i Sydafrika om flerpartistyre og partisamarbejde. Folketingets formand Søren Gade udtaler forud for rejsen: "Sydafrika er en meget vigtig partner for Danmark på det afrikanske kontinent. Jeg ser frem til, at Præsidiets besøg i Sydafrika kan bidrage til yderligere at styrke de gode bånd mellem de to landes demokratiske institutioner. " Sydafrika står i disse år over for den "anden demokratiske transition". I perioden 1990-1994 oplevede Sydafrika en transition fra apartheidstyre til demokrati. I dag står Sydafrika over for en mulig transition fra 30 års ANC flertalstyre til en øget grad af flerpartistyre set i lyset af, at prognoser forud for nationalvalget i 2024 peger på, at ANC for første gang ikke vil være i stand til at få et absolut flertal. Præsidiets besøg vil bidrage til at styrke dialogen med de politiske partier i Sydafrika om flerpartistyre og partisamarbejde, og her kan Præsidiet bidrage med erfaringer fra den danske demokratiske tradition.

Deltagere
Øvrige deltagere

Direktør Marie Hansen
Vicedirektør Torben Jensen
Sekretariatschef Søren Koushede
Protokolmedarbejder Britt Thøgersen

Program

Programmet består af besøg dels i Pretoria (regeringens hovedstad), dels i Cape Town (parlamentets hovedstad). Udover møde med den sydafrikanske parlamentsformand mødes delegationen med den sydafrikanske udenrigsminister og parlamentarikere fra en række partier.

Under besøget vil Præsidiet også drøfte Sydafrikas fortsatte udfordringer med korruption og kampen for 'rule of law' med repræsentanter for Sydafrikas anklagemyndighed, medier, forskere samt repræsentanter for Sydafrikas forfatningsdomstol.

Der vil også være besøg til et byudviklingsprojekt i byområdet Salvokop i Pretoria, møde med Sydafrikas uafhængige valgkommission, møde med studerende og repræsentanter for en række NGO'er samt besøg hos Mærsks regionale hovedkvarter i Cape Town.

Budget
525.000 kr.
Regnskab
493.323 kr.