Udvalget har anmodet ministeren om at redegøre for
situationen omkring den stigende udbredelse af
"evighedskemikalierne" PFAS i Danmark og oplyse, hvilke konkrete
tiltag regeringen tager for at afdække, stoppe og løse
forurenings- og sundhedsproblemerne som følge heraf, og
hvordan de mennesker, som er blevet forgiftet med PFAS eller PFOS,
kan søge erstatning, og hvem der skal dække
omkostningerne for disse erstatninger. Udvalget har herudover bedt
ministeren om at bekræfte, at Miljøstyrelsen, Danske
Regioner og kommunerne nu har det fulde overblik over forureningen
med "evighedskemikalierne" PFAS i Danmark, og at der ikke kommer
nye fund, der viser, at forureningen er mere udbredt end
Miljøstyrelsens seneste opgørelse fra 26. januar 2022
og undersøgelsen fra Danske Regioner som offentliggjort
på Miljøstyrelsens hjemmeside den 11. februar
2022.
Spørgsmålene er stillet efter ønske fra Anni
Matthiesen (V) og Jacob Jensen (V).