Tekstil- og modeindustriens produktion og forbrug har en stor
indflydelse på både klima og miljø, især i
forhold til ressourceforbrug, CO2-udledning og affaldsproduktion.
Det anslås, at tekstilindustrien står for ca. 4 pct. af
de globale drivhusgasudledninger. De høje udledninger
skyldes bl.a. den vestlige verdens store forbrug af tøj,
hvor den årlige udledning fra privat tøjforbrug pr.
dansker vurderes at være ca. 0,4 ton CO2e. Formålet med
studieturen er at få en dybere forståelse af, hvordan
den danske tekstil- og modeindustri arbejder på at reducere
branchens CO2-udledning og ressourceforbrug. Dette omfatter bl.a.
brugen af bæredygtige materialer, genanvendelse af tekstiler,
energieffektive produktionsmetoder og udvikling af klimavenlige
produktionskæder. Studieturen vil give medlemmerne en bedre
forståelse af de udfordringer og muligheder, der er forbundet
med at skabe en mere klima- og miljøvenlig tekstil- og
modeindustri. Turen er arrangeret af Dansk Mode & Tekstil.
Erhvervsudvalget, Miljø- og Fødevareudvalget og
lokalt valgte folketingsmedlemmer er inviteret til at deltage.