Jeg har allerede stillet det præcis samme spørgsmål skriftligt, og der ville ministeren ikke svare på det, så det er derfor, jeg står her i dag med det samme spørgsmål. For jeg går ud fra, at ministeren går op i, at DR skal leve op til f.eks. den lovgivning, der er på området – ikke mindst public service-kontrakten. Jeg kan lige citere her fra § 1.2, hvor der står:
DR skal drive en uafhængig public service-virksomhed, der lever op til kravene om objektivitet og alsidighed, herunder undgå politisk slagside i dækningen af samfundsspørgsmål.
Jeg kan også tage fra § 4 her, hvor der står:
Nyheds- og aktualitetsprogrammer skal fremstilles med høj journalistisk standard, herunder upartiskhed og manglende inhabilitet over for politiske aktører.
Flere profiler i DR Nyheder har offentligt beskyldt Israel for folkedrab, den alvorligste forbrydelse overhovedet. Finder ministeren det plausibelt, at en sådan bias og mulig inhabilitet også kan komme til udtryk i f.eks. valg af billeder som i den her aktuelle sag?