Tak, formand. Lovgivning skal være tilsvarende, relevant og forståeligt. Det er grundlæggende for borgernes tillid til systemet og for Folketingets arbejde som lovgivende myndighed. Derfor giver det god mening, at vi i dag behandler et forslag, der har det formål at rydde op i en række ældre, forældede love på Transportministeriets område. Med dette forslag lægges der op til at ophæve i alt 37 love, herunder projekterings- og anlægslove, som enten aldrig er blevet anvendt, eller som har udtjent deres formål, fordi de pågældende anlæg for længst er etableret og i drift. Derudover foreslås det at ophæve love om nedlæggelse af jernbaneanlæg samt om bemyndigelse til ekspropriationer og arealerhvervelser, som ikke længere er aktuelle.
I Danmarksdemokraterne støtter vi forslaget. Vi mener, det er sund fornuft at fjerne overflødig lovgivning, som ikke længere har nogen praktisk betydning. Det skaber klarhed og bidrager til et mere overskueligt lovgrundlag, både for myndigheder, borgere og virksomheder. Og lad os så være ærlige: Ministeren vil sikkert slå sig op på, at han nu står i spidsen for endnu en storstilet regelsanering, men det her handler altså ikke om at fjerne bureaukrati, der tynger virksomheder i hverdagen. Det handler om at rydde op i gamle papirer, som har ligget og samlet støv, siden før internettet blev opfundet. Love fra 1863 og frem – det er mere arkivrens end afbureaukratisering. Mit bedste gæt er, at det her frigør cirka nul personer.
Hvis man virkelig vil gøre en forskel, skal man fjerne de love og regler, der faktisk skader danske virksomheders konkurrenceevne – de love, der overimplementerer – og samtidig bevare den regulering, der sikrer balance og ordentlige vilkår. Det er den regulering, der beskytter eksempelvis danske vognmænd mod unfair konkurrence fra udenlandske aktører mod social dumping og sikrer ordentlige standarder for sikkerhed og arbejdsforhold. Derfor er det også bekymrende, at man har valgt at nedlægge Vejtransportrådet – det forum, hvor branchen kunne mødes med ministeren og embedsværket og komme med input til lovgivning. Det var et vigtigt dialogrum, og det bør genoprettes, hvis man vil tage erhvervets udfordringer alvorligt.
Lovforslaget har ingen direkte konsekvens for borgere eller virksomheder. Det er ganske enkelt et nødvendigt oprydningsarbejde, som vi hilser velkommen, og som vi gerne ser mere af fremover. Men næste gang må ministeren gerne tage fat i de regler, der faktisk står i vejen for vækst og udvikling. Som nævnt stemmer Danmarksdemokraterne for forslaget. Tak for ordet.