Tak, formand. Lovforslaget ligger under Transportministeriet, men det er jo egentlig en større sag, vi er i gang med – jeg står her som færøordfører – fordi det er en del af en større transformation af vores rigsfællesskab, hvor Færøerne ønsker større selvbestemmelse, og vi bakker op om det.
Det, vi har nu, er et lovforslag, som markerer et skridt i retning af at styrke Færøernes selvstyre og skabe tættere og mere effektivt samarbejde mellem Danmark og Færøerne. Forslaget om ændring af lov om luftfart handler ikke kun om luftfart, som jeg er inde på, det handler om tillid, det handler om samarbejde, og det handler om en gensidig anerkendelse af de færøske myndigheders ret til at styre deres egne anliggender i en kompleks verden.
Så formålet med dette lovforslag er at tilvejebringe de nødvendige rammer for, at de færøske myndigheder selv kan overtage luftfartsområdet. Overtagelsen vil ske i nogle etaper, men det vil være de færøske myndigheder, der bestemmer, hvornår de vil gå i gang med de enkelte etaper, og hvornår de vil overtage det. Rækkefølgen for etaperne er endnu ikke fastlagt, men der vil blive nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter for både danske og færøske myndigheder, som skal fastlægge, hvilke dele af luftfartsområdet der kan overtages, og hvornår og hvordan vi sikrer, at de nødvendige forudsætninger er på plads, for det kræver noget koordinering. Det er en svær opgave, som synes at være i trygge hænder, både i forhold til det danske, men også på Færøerne, som i alle sammenhænge har gjort en virkelig flot indsats i forhold til de områder, de har overtaget.
Det er klogt og nødvendigt med arbejdsgruppen, og arbejdsgruppen vil konstant have fokus på at identificere og adressere de snitflader, der vil findes mellem de danske og de færøske lufthavnsmyndigheder. Vi håber med det her at sikre, at der er klarhed og ikke mindst, at sikkerhedsniveauet for luftfarten opretholdes gennem hele overgangen. Jeg vil tro, at dem, der har prøvet at lande på Færøerne, tænker, at det kræver lidt mere end at lande i Københavns Lufthavn, for det er nogle andre forhold, man har med at gøre der. Så jeg er ret tryg ved, at Færøerne også har kompetencer inden for det.
Det her lovforslag er resultatet af det nære samarbejde, der allerede har fundet sted mellem danske og færøske myndigheder. I 2013 blev der udarbejdet en rapport om luftfartsområdet i relation til Færøerne, og i 2024 fulgte en ny rapport op omkring Færøernes overtagelse af luftfartsområdet.
Jeg vil slutte med at sige, at vi med forslaget styrker Færøernes mulighed for at tage ansvar og styre deres eget land, og det er vores ønske, at de færøske myndigheder har mulighed for at træffe egne beslutninger. Samtidig sikrer vi et effektivt samarbejde mellem vores to lande, og at vi sammen kan opretholde den nødvendige sikkerhed og stabilitet omkring luftfarten.
Lovforslaget er et skridt mod en mere fleksibel og samarbejdsorienteret fremtid, hvor vi anerkender og støtter de færøske myndigheders evne til at træffe beslutninger på egne vegne.
Jeg har bevidst valgt i min tale ikke at komme så meget ind på det tekniske i selve lovforslaget, men mere det overordnede i den relation, Danmark og Færøerne har, og med udgangspunkt i det, jeg har sagt, vil jeg sige, at Socialdemokratiet støtter meget op om det her forslag og glæder os over det samarbejde, vi har med Færøerne omkring de færøske forhold. Tak for ordet.