Tak for det, formand. Hvis man spørger de unge, hvad der er vigtigst for dem, når de skal vælge ungdomsuddannelse, nævner de fleste tre ting: nærhed, åbne døre og ungemiljø. Det, som fylder mest i de unges valg, er altså, at skolen ligger tæt på, at skolen ikkelukker for deres fremtidige uddannelsesvalg, for de fleste unge ved ikke, hvad de vil endnu, og at der er studenterkørsel, kærestepotentiale og fredagscaféer på skolen. Det gør stx-gymnasierne virkelig attraktive, fordi de ligger i langt de fleste byer i hele landet, fordi de holder alle fremtidige døre og muligheder åbne, og fordi de har fået opbygget et meget stærkt ungemiljø.
Men samtidig siger mange unge, der går på gymnasiet, at de synes, at deres skoletid handler lidt for meget om integralregning og oldtidskundskab og lidt for lidt om noget, de kan relatere til deres hverdag og fremtidige jobs, og ligeledes savner mange af de unge noget mere praktisk undervisning. Det har vi lyttet til, og derfor laver vi nu et helt nyt erhvervs- og professionsrettet gymnasium, epx, som kommer til at ligge lige så mange steder, som stx-gymnasierne gør, som kommer til at holde alle døre åbne, ligesom stx-gymnasierne gør, og som kommer til at have rigtig stærke ungdomsmiljøer, som stx-gymnasierne har, men som giver mulighed for at tage uddannelsen på kortere tid med færre A-fag og med mere praktisk undervisning. På den måde får de unge flere reelle uddannelsesmuligheder, uanset hvor i landet de bor, og på den måde kommer langt flere unge til at kunne komme i gymnasiet i fremtiden.
Som en vigtig sidegevinst kommer epx også til at sikre nuværende gymnasiers bæredygtighed og måske endda overlevelse i nogle af de byer, hvor ungdomsgenerationerne falder de kommende år. Det kommer til at gøre en afgørende forskel for mange unge, som ikke føler, at vi har et attraktivt og passende ungdomsuddannelsestilbud til dem i dag, og det kommer til at gøre en afgørende forskel for at bevare uddannelsesmuligheder og liv i flere af vores landområder og mindre byer, og det er jeg så stolt af.
Epx-reformen træder i kraft i år 2030, men med lovforslaget i dag foreslår vi at tage forskud på dele af aftalen og lade nogle skoler og kommuner afprøve nogle af elementerne, så vi kan drage nogle erfaringer, inden den fulde aftale rulles ud.
For det første foreslår vi, at gymnasielovens formål bliver udvidet, så den 2-årige hf-uddannelse også vil kunne forberede eleverne til erhvervsuddannelserne og ikke alene, som det er i dag, til videregående uddannelser. Hf-skolerne har allerede i en årrække haft stor succes med at forberede eleverne til professionsuddannelserne ved at lave studieretningspakker målrettet f.eks. plejesektoren eller handelssektoren med praktikforløb og studiebesøg i relevante virksomheder. Det er helt oplagt, at hf på samme måde kan afprøve og tage forskud på at forberede eleverne til erhvervsuddannelserne. Det vil både være relevant for mange af de elever, der går der i dag, men det vil også være en god erfaring at tage med til opbygningen af den nye epx-uddannelse.
For det andet foreslår vi at lade elever på stx, hhx og htx afgive en forhåndstilkendegivelse om ønsket til studieretning, inden eleverne påbegynder grundforløbet. Det gør vi på baggrund af ønsker og erfaringer fra gymnasierne selv, fordi de på den måde håber og tror, at flere elever kan blive sammen med deres klasse efter grundforløbet. Det har nemlig vist sig uhensigtsmæssig hårdt for nogle elever at starte forfra med en ny klasse allerede efter 3 måneder i gymnasiet. Forhåndstilkendegivelsen vil ikke være bindende for elevernes studieretningsvalg i slutningen af grundforløbet, og det vil også være op til den enkelte institution, i hvilket omfang den vil anvende elevernes forhåndstilkendegivelse til klassedannelse i grundforløbet.
For det tredje foreslår vi, at kommunalbestyrelserne skal have mulighed for at leve op til deres forsyningspligt vedrørende 10.-klassesundervisning ved at indgå en driftsoverenskomst med erhvervsskolerne om, at erhvervsskolen kan varetage 10. klasse. Det har på samme måde været et ønske fra flere kommuners side, som har oplevet, at det var svært at leve op til forsyningspligten, fordi elevgrundlaget var for småt til at drive en bæredygtig faglig institution, fordi de har haft ønsket en synergieffekt ved at lægge flere institutioner på samme matrikel.
Socialdemokratiet bakker varmt op om alle tre forslag, så vi så småt kan komme i gang med den efterspurgte omstilling af vores ungdomsuddannelseslandskab. Tak for ordet.