Jeg vil godt starte med at takke alle ordførerne for den brede opbakning til det her lidt tekniske lovforslag. Alle arbejdsgivere, både offentlige og private, bidrager til finansieringen af Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag ved at indbetale til både AUB og til veu, som er voksenområdets bidragsordning. Satserne for begge bidrag og for de parametre, der ligger bagved, fastsættes hvert år ved ændring af den her lov for det kommende år. I år fastsætter vi så satserne for 2026.
Arbejdsgiverne kan få refusion; det kan de også for deres pensionsbidrag. Det foreslår vi med det her lovforslag at ændre, sådan at den maksimale refusionsprocent forhøjes fra 10 pct. til 11 pct., fordi der ved de private overenskomstforhandlinger i 2025 blev aftalt en tilsvarende forhøjelse.
Der foreslås også andre tekniske ændringer i form af et nyt lønbegreb og gennemførelse af visse tilskud for formidling af aftaler om oplæring i udlandet. Vi vil jo gerne have, at flere elever på erhvervsuddannelserne får mulighed for at komme til udlandet som en del af deres uddannelse. Det foreslås at omlægge ordningen for tilskud til oplæring i udlandet. Den foreslåede omlægning indebærer en administrativ forenkling for både lærlinge og deres arbejdsgivere. Et led i den administrative forenkling er, at der foreslås at give mulighed for efterfølgende partshøring i stedet for den ellers obligatoriske forudgående partshøring.
Loven handler grundlæggende set, som jeg ser det, om retfærdighed. De virksomheder, som gerne vil ansætte faglærte, men som ikke tager nogen lærlinge, betaler med den her lov til de virksomheder, der tager lærlinge. Det synes jeg helt grundlæggende er både rimeligt og klogt og godt. På den måde bliver det også billigere for virksomheder at ansætte en lærling, og jeg synes, det er vigtigt at støtte de virksomheder, som tager et ansvar for at uddanne næste generation. Så tak til dem.
Danmark er jo et rigt land, fordi vi både har kloge hoveder og har kloge hænder, og fordi vi har en lang tradition for, at vi respekterer hinanden og hinandens uddannelse – fordi lægen og sosu-assistenten samarbejder på sygehuset, og fordi smeden taler med ingeniøren om nye løsninger. Det er godt, at vi uddanner folk fra universitetet, men det er ikke nok. Vores velfærd og vores velstand bygger også på produktion i landbruget, på byggepladser, i industrien, på restauranter, i børnehaver, i gartnerier, i hjemmeplejen og mange, mange andre steder. Og alt det kræver faglærte; det kræver kloge hænder. Men det får vi aldrig uden chefer i det offentlige og arbejdsgivere i det private, som åbner døren for lærlinge og for elever. Derfor skal der til jer lyde en tak: Tusind tak for at tage og have taget uddannelsesansvar gennem så mange år.
Men når jeg nu har ordet, vil jeg sige, at vi desværre fortsat har nogle unge, som ikke kan finde en praktikplads. Det gælder f.eks. inden for tømrerfaget eller blandt elektrikerne, og det går simpelt hen ikke. Vi mangler faglærte allerede nu, og vi kommer til at mangle endnu flere i fremtiden. Vi skal være glade for hver eneste af de unge, der vælger et håndværk. Vi har brug for at få hjulpet dem i gang på en rigtig virksomhed. Det er godt at være i skolepraktik på teknisk skole, men det er markant bedre at få en rigtig læreplads på en virksomhed.
Så også af hensyn til de unge, der står og mangler en praktikplads, er det godt og fornuftigt og retfærdigt at lade virksomheder, der ikke tager lærlinge, betale til dem, der gør, og derfor er den her lov faktisk meget vigtig, og derfor vil jeg også godt takke både røde og blå partier for opbakning til lovforslaget. Tak for ordet, formand.