Det næste punkt på dagsordenen er:

6) 1. behandling af lovforslag nr. L 31:

Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsmiljø og lov om arbejdsskadesikring. (Lempelse af anmeldepligten for arbejdsulykker, tydeliggørelse af Sikkerhedsstyrelsens tilsyn med autorisationsordningen på asbestområdet m.v.).

Af beskæftigelsesministeren (Kaare Dybvad Bek).

(Fremsættelse 08.10.2025).

Forhandlingen er hermed åbnet, og den første ordfører er hr. Jens Joel fra Socialdemokratiet. Velkommen.

Tak for det, formand. Ja, det er rigtigt, at L 31 land handler om en lempelse af anmeldepligten. Det er en udmøntning af en aftale, der er indgået om kommunernes økonomi mellem regeringen og kommunerne for 2026, og den handler i sin essens om, at de ulykker, der giver anledning til kortest fravær for arbejdspladsen, ikke længere vil skulle anmeldes – altså under 3 dage – medmindre det er nogle ulykker, som vurderes at kunne udløse erstatning. For så er det, fuldstændig ligesom det har været hidtil, og ligesom det hele tiden har været, arbejdsgivernes ansvar at anmelde dem, så man er sikker på, at man har den ting inde, hvis der senere kan komme en erstatningssag. Det er også vigtigt at sige, at der jo ikke er noget af det her, der slækker på kravene til arbejdsmiljøet; der er ikke nogen ting, der slækker på ansvaret for arbejdsgiverne i forhold til at sikre, at deres medarbejdere kan gå trygt og sikkert på arbejde. Det her handler om, at der skal indberettes færre af de ulykker, som giver anledning til kortest fravær fra arbejdspladsen, hvis det i øvrigt ikke er en ulykke, som ville kunne medføre erstatning. På den baggrund kan vi støtte det med henvisning til, at det er en lempelse, men ikke en svækkelse af beskyttelsesniveauet.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger. Den første er til fru Victoria Velasquez. Værsgo.

Tak for det. Jeg håber, at den del af lovforslaget, som handler om forringelserne i forhold til arbejdsskadeområdet, er noget, vi sammen kan få regeringen til at vende rundt på. Jeg har lige talt med endnu en, som har opnået at blive presset på arbejdet. Det var en arbejdsskade med et trykket ribben, og det er ikke usædvanligt at se det inden for eksempelvis byggebranchen på grund af to ting. Den ene ting er i forhold til at registrere arbejdsskaden, hvor arbejdsgiveren kan være bekymret for den erstatning, der kan følge med i forhold til det. Den anden ting er, at bygherre ofte som et kriterie stiller et krav i forhold til antallet af fraværsdage og antallet af arbejdsskader. Så i forvejen har vi at gøre med et område, hvor det er underrepræsenteret. Man tæller for få med i forbindelse med antallet af arbejdsskader og arbejdsulykker, og derfor deler jeg den bekymring, som de har. Derfor vil jeg spørge, om ordføreren tænker, om ikke det gør indtryk på regeringen, når tillidsvalgte i fagbevægelsen så entydigt kritiserer den her del af loven.

Ordføreren.

Jeg er faktisk enig i nogle af de ting, som jeg også har talt med min egen fagforening om i Aarhus. Man kan stille spørgsmålet, hvad udfordringen her er. Er det, hvordan arbejdsgiverne vurderer, om det her rent faktisk kan give ret til erstatning, altså om de har mulighed for det? Kan man opleve, som ordføreren for Enhedslisten også antyder, at der er nogle, der spekulerer i at nedbringe antallet af fraværsdage og derfor ønsker nogle tilbage på arbejde, før de egentlig er klar til det, friske til det. De bekymringer deler jeg sådan set.

Men de ting ændres der ikke ved ved det her lovforslag, og derfor mener jeg sådan set, at vi fortsat skal diskutere, hvordan vi får den mest retvisende, kan man sige, statistik, hvordan vi sikrer, at de ting, som kan give en erstatning, faktisk bliver registreret og dermed bliver dokumenteret. Det er uafhængigt af det her, altså de udfordringer, vi har ved det. Men jeg er sådan set enig med ordføreren i, at vi har nogle udfordringer i forhold til at sikre, at det bliver anmeldt, også når der er eksempelvis erstatningsmulighed eller -risiko senere hen – alt efter, hvordan man ser det.

Spørgeren.

Men det er jo netop fuldstændig sådan, det lyder fra byggepladserne, men også fra dem, der repræsenterer de tillidsvalgte. Noget af det, der er kritikken, er, at det kommer til at få en konsekvens for, om arbejdsskader og arbejdsulykker bliver anmeldt, og man frygter simpelt hen, at der kommer til at være endnu flere arbejdsulykker, som ikke kommer til at blive anmeldt som konsekvens af det her.

Nu talte vi lige om de fysiske arbejdsulykker, men et andet sted, hvor jeg er rigtig glad for det samarbejde, som vi har haft, og som jeg gerne vil kvittere for, er bl.a. også i forhold til nogle af de psykiske arbejdsulykker og traumer, der kan være, bl.a. ptsd. Her ved vi, at registrering af hændelser også er enormt vigtige, for måske kan man ikke mærke det 3 dage efter, men så er det noget, der kommer senere. Er ordføreren ikke også bekymret her?

Ordføreren.

Det er jo rigtigt, at når man siger, at nogle hændelser fører til så kortvarigt fravær, at de ikke behøver at blive anmeldt, er det færre hændelser, der bliver anmeldt. Det er vi sådan set enige om. Der, hvor jeg måske er lidt uenig, er, at jeg synes, at det svære er det der med, hvordan man vurderer, om en pågældende sag rent faktisk kunne give ret til erstatning, eller som har nogle videre konsekvenser, og den udfordring består allerede i dag, og det vil jeg godt diskutere. Men det ændrer vi ikke på med det her lovforslag, og derfor er jeg uenig i, at problemet ligger der, hvor ordføreren synes det lægger med det her lovforslag. Men jeg anerkender, at vi har en udfordring med underrapportering og også med arbejdsgivere, som nogle gange ønsker at medarbejderen kommer hurtigere tilbage, end de egentlig kan.

Tak. Den næste er fru Samira Nawa.

Mange tak. Når man læser ned i høringssvarene, bliver der også luftet en bekymring for, at der er noget læring, der går tabt, hvis man ikke registrerer og dokumenterer de arbejdsulykker med fravær på under 3 dage. Jeg vil egentlig bare høre, hvad ordførerens overvejelser er omkring, at der er noget læring og dermed måske noget forebyggelse, der går tabt.

Ordføreren.

Jeg anerkender det sådan set, for man kan sige, at jo mere man registrerer, jo mere data har man, og det kan potentielt set føre til læring. Derfor kan man også sige, at hver gang man lader være med at registrere noget, kan det føre til tab. Jeg vil dog omvendt sige, at det kan man jo sige om det hele. Altså, vi har relativt mange data på beskæftigelsesområdet. Vi har også god brug for det, men vi har jo også brug for hele tiden at finde balancen imellem registrering og det udbytte, man får af det. Der står vi jo bag den aftale, man har lavet, om at lave den her mindre registrering. Men det, der er vigtigt for mig at sige, er, at det ikke er et substantielt krav om, at vigtige ting ikke længere skal registreres. Altså noget, der f.eks. kunne føre til erstatning, skal stadig væk registreres og har også hele tiden skullet registreres, også selv om det var helt kortvarigt på et tidligere tidspunkt. Så der bliver ikke slækket på det beskyttelsesniveau. Men selvfølgelig er der nogle indberetninger, der ikke findes, og dermed potentielt nogle data, der er færre af.

Spørgeren.

Men så synes jeg i hvert fald, at vi i fællesskab lige skal have en vending på, hvordan vi sikrer os, at den læring, som indtil nu har været bygget op, ikke går tabt i fremtiden. For jeg tror, vi er enige om, at arbejdsulykker skal forebygges, og også, at den, der oplever en arbejdsulykke, selvfølgelig skal kunne tage det fravær, som nu følger deraf.

Jeg vil egentlig høre, hvad ordførerens bærende argument er for at gennemføre det her. Det er bare for at forstå, hvad det er, der er det grundlæggende argument.

Ordføreren.

Argumentet har været løftet af nogle af de arbejdsgivere, herunder kommunerne, som har sagt: Vi oplever, at vi laver en registrering, som vi ikke synes vi får tilpas værdi ud af. Det er jo også det, som ordføreren hentyder til, altså at vi kan registrere, men at vi hele tiden skal sige, hvor meget vi skal registrere for at vide nok, og hvornår vi skal holde op med at registrere, fordi vi begynder at få for lidt ud af den viden og ender med at skabe bureaukrati, uden at vi får tilstrækkelig viden ud af det. Det, der er vigtigt for mig, er, at man ikke har sagt til arbejdsgiverne: Det her er en mulighed for at tage lettere på arbejdsmiljøet. For det er stadig væk det samme. Det her er ikke en mulighed for at nedgradere skader og sige, at nu tager man dem mindre alvorligt. Det skal man fortsat gøre, fuldstændig ligesom man har skullet gøre tidligere.

Tak. Fru Karin Liltorp.

Tak for det. Jeg vil spørge ind til lidt af det samme, for jeg tror ikke, vi får nogen herinde til at sige, at overflødigt bureaukrati er en super god idé, og at det er dejligt, at folk spilder deres tid. Men jeg kan jo ikke lade være med at tænke på, når jeg ser høringssvarene og de store bekymringer, der er, at hele miseren bunder i, at vi har fået lavet et system, der er vildt bøvlet, og at det ligesom er det, der skal rettes op på. Det er EASY-systemet, der ikke fungerer, som det skal. Nu ved jeg godt, at vi snakker om, at vi kan gøre det endnu lettere, men har man kigget nok i den retning, hvor man ser på, om vi ikke kunne gøre det nemmere? For problemet med registrering er jo, at i stedet for at sige, at nu skal du ikke længere, så skal man bare gøre det så nemt, at der overhovedet ikke er nogen, der blinker med øjnene. Hvad vil ordføreren synes om den løsning?

Ordføreren.

Jeg har ikke noget imod, at man gør registreringen så nem som overhovedet muligt. Jeg vil bare godt advare imod, at man tror, at man kan lave registrering og bureaukrati, uden at det har nogen konsekvenser. Jeg synes, at vi skylder hinanden – fordi vi ret tit står her i den her sal og diskuterer, om der er for meget bureaukrati og der er for meget papirarbejde og for mange benspænd i forhold til tingene – at overveje, om vi bruger vores ressourcer, vores kræfter de rigtige steder. Så det skal være en registrering, der skal være så let som muligt – selvfølgelig skal vi så langt, vi kan komme med det – men det, der er vigtigt for mig, er, at man ikke må lempe det beskyttelsesniveau, som medarbejderne oplever, og man må ikke lade være med at registrere ting, som efterfølgende kan føre til, at medarbejderen f.eks. skal have en erstatning. Det beskyttelsesniveau og det dokumentationskrav holder vi selvfølgelig fast i, også selv om vi siger, at de helt korte fravær behøver man ikke at indberette lige så mange af, så man har gjort tidligere.

Spørgeren.

Jeg tænker bare, at vi jo lige nu har en oplagt chance for at få gjort noget ved systemet igen. For den store advarsel fra fagforeningerne er jo netop, at vi også mister en masse viden, vi mister en masse forebyggelse, og det er jo det, vi giver udtryk for, tror jeg, flere af os, vi er bekymrede for, altså at vi lige pludselig mister den her viden. Så siger man: Jamen det er for bøvlet. Men det behøver jo netop ikke at være bøvlet. Vi er jo i en tid, hvor man i stedet for burde se på, hvordan vi gør det så simpelt som muligt. Så min interesse er bare i at spørge, om man har afsøgt den vej godt nok, før man går til den her mere fundamentale løsning, hvor man siger: Nu dropper vi bare at få den viden, der kunne have været meget gavnlig.

Ordføreren.

Jeg synes faktisk mere, at udfordringen består i at se, om arbejdsgiverne godt nok kan vurdere, som de jo skal både med den gamle lovgivning og den nuværende lovgivning, om det her ligesom kan blive alvorligt. Som vi diskuterede før også med en anden ordfører, er det jo nogle gange ting, der viser sig senere. Det synes jeg er den reelt svære diskussion: Hvornår ved man på det tidspunkt, hvor noget sker, at det kan få længererækkende konsekvenser? Det er jo sådan set en svær opgave, uanset om man er væk 1 dag eller man er væk 4 dage. Det er derfor, jeg siger: Det er ikke det her lovforslag, som egentlig rykker ved problemet, men der er en udfordring med at sikre, at vi får rapporteret og registreret det rigtige.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Så er den næste hr. Kim Valentin fra Venstre. Velkommen.

Tak til formanden. Så behandler vi L 31. Her har vi så et lovforslag i fire dele. Det lovforslag er jeg sådan set grundlæggende ret glad for, fordi vi forenkler reglerne på arbejdsskadeområdet. Det gør vi ved at ændre anmeldeprocedurerne, så de bliver mere tidssvarende. Det betyder, at både virksomheder og myndigheder skal bruge mindre tid på papirarbejde og mere tid på at forebygge og håndtere de alvorlige arbejdsulykker. Vi ønsker et robust arbejdsskadesystem i Venstre – et robust arbejdsskadesystem, der fungerer, når uheldet er ude. Samtidig skal vi gøre det lettere for arbejdsgiverne ved at mindske ressourceforbruget ved de mindre alvorlige ulykker. Det er selvfølgelig altid en balance, og hvordan finder man så den balance?

De alvorlige sager skal naturligvis håndteres korrekt, grundigt, mens virksomhederne ikke skal drukne i administration ved mindre hændelser. Med lovforslaget finder vi netop en god balance. Når jeg siger det – en god balance – siger jeg ikke, at der ikke er en bedre balance, men at det lige nu er en god balance at gøre lige præcis det her. Så må vi jo senere igen vurdere, om der er en, der er endnu bedre. Det er hele tiden den balance, vi står i at skulle forklare, når vi laver lovgivning. Det er godt: Vi skal forklare sådan en balance.

Konkret foreslås det, at arbejdsgivere fremover kun skal anmelde en arbejdsulykke, hvis den har medført mindst 3 dages fravær ud over selve tilskadekomstdagen. I dag er grænsen 1 dag. Dermed vil mindre alvorlige hændelser, som ikke har væsentlige følger, ikke længere skulle anmeldes. Det betyder mindre bureaukrati og et lettere administrativt ansvar for virksomheden.

Det er dog også vigtigt at understrege, at ændringen ikke påvirker den tilskadekomnes rettigheder. Hvis en arbejdsgiver vurderer, at ulykken kan give ret til erstatning efter arbejdsskadesikringsloven, skal den naturligvis stadig anmeldes, uanset fraværets længde. Det gælder allerede i dag.

Lovforslaget præciserer også Sikkerhedsstyrelsens ansvar på asbestområdet. Det er et område, jeg personligt selv er yderst opmærksom på, og det er virkelig et område, vi er nødt til at kigge på tit. Formålet er at tydeliggøre styrelsens tilsynsforpligtelser i forhold til autorisationsordningen for nedrivning af asbest, så det klart fremgår af loven, hvem der fører tilsyn med hvad. Det skaber klarhed over ansvaret og styrker sikkerheden på et område med stor sundhedsrisiko.

Derudover indeholder lovforslaget et forslag om at tilføje en reference til EU's asbestdirektiv i fodnoten til arbejdsmiljølovens titel, så loven lever op til de formelle EU-krav, og det er vigtigt. På den måde sikrer vi et klart og gennemskueligt regelsæt på et område, hvor sikkerhed og sundhed er helt afgørende.

Endelig foreslås en mindre teknisk ændring, som følge af at Finanssektorens Arbejdsgiverforening er blevet nedlagt. Fremover vil det med lovforslaget betyde, at Finans Danmark/Arbejdsgiver og F&P Arbejdsgiver indgår som medlemmer af Arbejdsmiljøklagenævnet i stedet. Venstre bakker altså op om lovforslaget, og vi ser frem til det videre arbejde. Tak for det.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Vi går videre til den næste, og det er hr. Kristian Bøgsted fra Danmarksdemokraterne. Velkommen.

Tak for det, formand. I Danmarksdemokraterne støtter vi regeringens ønske om at mindske de administrative byrder for danske virksomheder, så arbejdsgivere fremover kun skal anmelde arbejdsulykker, der har medført mere end 3 dages fravær. For os giver det god mening, at virksomheder ikke skal bruge tid og ressourcer på at anmelde småskader, hvor medarbejderen hurtigt er tilbage uden alvorlige men. Man skal selvfølgelig stadig væk beskytte og passe på den enkelte medarbejder, det er klart, men det kan gøres på en bedre måde end den måde, man gør det på i dag. Det er en måde, der koster virksomhederne op imod 44 mio. kr. om året. Her kan spares mange penge ved at tage livtag med den måde, man gør det på. De tekniske lovændringer, der også er en del af lovforslaget, som f.eks. tilsynsforpligtelser i forhold til autorisationsordningen for nedrivning af asbest har vi heller ikke nogen udfordringer med.

Så Danmarksdemokraterne støtter lovforslaget. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Så er det hr. Karsten Hønge fra SF. Velkommen.

Tak. Det her lovforslag er altså et lidt sært miks af to ret forskellige ting, og SF ser helst en opdeling af lovforslaget. For den del, der handler om asbest, synes vi er superfin, og vi synes, at den bør behandles for sig selv. Det er helt nødvendigt, at vi får klarere regler for, hvem der behandler hvad hvornår, når det kommer til håndteringen af asbest. Så den del af lovforslaget er superfin, og den ser SF helst behandlet for sig selv.

Men delen om at udskyde anmeldelser fra 1 til 3 dage er til gengæld en rigtig dårlig idé, og det er nok også derfor, at en samlet fagbevægelse er imod det. Jeg synes faktisk, at tiden er til at stille flere krav til arbejdsgiverne og til gengæld give flere rettigheder til lønmodtagerne, for problemet i dag er ikke, at der er for mange anmeldelser, men at der er for få. Gang på gang ser vi dokumentation for, at der er en underrapportering, når det kommer til arbejdsskader, arbejdsulykker og nedslidning.

Så den del af lovforslaget er SF imod, hvorimod vi meget gerne vil kunne have mulighed for at stemme for den del, der har at gøre med asbest.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Så er det hr. Carl Andersen fra Liberal Alliance.

Tak. Arbejdsmiljø er en vigtig dagsorden, for uanset om man er lærling eller mester, uanset om man kommer fra Sønderjylland eller Slovakiet, skal det være trygt og sikkert at gå på arbejde i Danmark.

Derfor er det positivt, at dette lovforslag tydeliggør Sikkerhedsstyrelsens ansvar for tilsynet med autorisationsordningen for nedrivning af asbest. Asbest er nemlig ekstremt sundhedsskadeligt, og vi skal som samfund tage det meget alvorligt, når mennesker risikerer at blive udsat for det i deres arbejde. Det er helt rimeligt, at reglerne på dette område bliver mere præcise, så der ikke er tvivl om, hvem der har ansvaret for at føre tilsyn.

Lovforslaget indeholder samtidig nogle fornuftige forenklinger af anmeldereglerne for arbejdsulykker. Fremover skal en arbejdsulykke, der kun anmeldes på baggrund af fravær, først anmeldes, hvis fraværet varer mere end 3 dage ud over tilskadekomstdagen, og ikke allerede efter 1 dag, som tilfældet er i dag.

Det synes vi er sund fornuft. Det sparer virksomhederne for over 2.000 indberetninger om året og vil også frigøre ressourcer hos Arbejdstilsynet, så de i stedet kan fokusere på de ulykker, som vurderes at være mere alvorlige, eller hvor man vurderer, at der faktisk kan gives en erstatning efter gældende lovgivning. Med andre ord betyder det mindre bureaukrati og mere fokus på det, der virkelig betyder noget for arbejdsmiljøet.

I Liberal Alliance støtter vi indsatsen for et sikkert arbejdsmiljø, ikke mindst kampen mod asbest, og vi bakker derfor op om dette lovforslag.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Så er den næste hr. Ammar Ali fra Moderaterne.

Tak for ordet, formand. Med det her lovforslag gør vi reglerne på arbejdsmiljøområdet mere tidssvarende og mere fornuftige i praksis. Kort sagt: Der bliver mindre bureaukrati og mere fokus på det, der rent faktisk gør en forskel.

Lovforslaget handler grundlæggende om to ting. For det første er det enklere regler for, hvornår arbejdsulykker skal anmeldes. For det andet er det et klarere tilsyn med arbejdet med asbest.

Når vi ændrer anmeldelsesreglerne, så en arbejdsulykke først skal anmeldes efter 3 dages fravær i stedet for 1, er det ikke, fordi vi tager let på sikkerheden, tværtimod. Det handler om at frigøre tid og ressourcer fra en unødvendig administration, så arbejdsgivere og myndigheder kan fokusere på de mere alvorlige ulykker og forebyggende indsatser. Det er sund fornuft. Det er skridt i den rigtige retning mod et mere smidigt og effektivt system.

Samtidig gør vi det tydeligt, at Sikkerhedsstyrelsen har ansvaret for tilsynet med autorisationsordningen på asbestområdet. Det er vigtigt både for de virksomheder, der skal kende reglerne, og for de medarbejdere, der skal kunne stole på, at sikkerheden er i orden, når de arbejder med noget så farligt som asbest.

Moderaterne støtter lovforslaget. Det er et godt, balanceret forslag, der fjerner unødigt bureaukrati, styrker tilsynet der, hvor risikoen er størst, og gør arbejdsmiljøsystemet mere effektivt og mere ansvarligt. Tak for ordet.

Vi siger tak til ordføreren. Den næste er fru Dina Raabjerg fra Det Konservative Folkeparti.

Tak, formand. I Danmark er vi simpelt hen verdensmestre i registrering. Vi registrerer, hvis fru Jensen falder på vej til badeværelset på plejehjemmet, og vi kan slå op, hvor mange ikkevestlige indvandrere der fik tilkendt førtidspension i februar måned i 2017. Så dygtige er vi til det.

Det er superrart at have al den viden, men det koster jo også noget at lave alle de registreringer, og alting handler om at finde en balance. I dag er det sådan, at virksomhederne skal registrere selv meget, meget små arbejdsulykker, også hvis der er tale om, at der kun er 1 eller ½ dags fravær og der ikke reelt er nogen skader.

Det kunne jo være en chauffør, som slår hånden ind i bildøren og får en let hævelse og så er hjemme dagen efter for at hvile hånden, eller en lærer, som får en bold i hovedet og et blåt øje og lige tager en fridag, inden man kommer tilbage igen. Den slags betyder jo, at vi har tusindvis af unødige anmeldelser hvert eneste år, som ikke gør nogen mere sikre, men som sluger en masse tid og ressourcer.

Med det her forslag flytter vi grænsen, så det kun er ulykker med mindst 3 dages fravær, eller hvor der kan forventes varige følger, der anmeldes. Vi synes, det er sund fornuft, og ifølge Arbejdstilsynet vil det betyde omkring 2.000 færre anmeldelser om året og frigive ressourcer svarende til knap et årsværk i den offentlige og den private sektor. Jeg har siddet lidt med lommeregneren: Det er jo seks sager i timen. Måske har I selv prøvet at udfylde sådan en anmeldelse. Jeg tror faktisk, det er undervurderet. Jeg tror, der kan spares mere end det.

Det er et lille greb, og det gør hverdagen lettere for arbejdsgiverne, uden at vi går på kompromis med sikkerheden for dem, der kommer til skade. Vi får mindre bureaukrati og mere fokus på de alvorlige ulykker og en smartere måde at bruge fællesskabets kræfter på. Så derfor støtter vi lovforslaget. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning. Fra fru Victoria Velasquez. Værsgo.

Tak for det. Jeg kommer især til at tænke på det, som Leif fra Thin Blue Line, som repræsenterer veteraner i politiet, har skrevet, når jeg hører ordførerens tale. Det er bl.a. et eksempel i forhold til ptsd, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kræver, at man efter 30 års tjeneste i politiet skal kunne huske alle sine traumer, gerne med dato, tidspunkt, hvem man var sammen med, hvad man følte, alle mulige forskellige ting. Det, som jeg synes er rigtig vigtigt ved det, som de skriver, er forståelsen af, at noget, der måske gør, at du kan komme tilbage igen på arbejdet dagen efter den ene gang, måske den anden gang, det sker, og måske den tredje gang, kan være noget af det, der igennem et arbejdsliv gør, at du lige pludselig ikke kan gøre det. Der vil jeg bare høre, om det ikke gør indtryk på ordføreren, og hvilke overvejelser det skaber hos ordføreren. Det kan godt være, at du i den afgrænsede enkelte situation godt kan møde igen dagen efter, men arbejdsskader igennem et helt arbejdsliv sætter sig jo både psykisk og fysisk, afhængigt af hvad det er for en arbejdsskade, der er tale om.

Ordføreren.

Selvfølgelig gør det indtryk. Jeg tror bare ikke, man skal foregøgle, at det alt sammen er noget, der bliver registreret i dag. Når det handler om bl.a. om Blue – nu kan jeg ikke huske, hvad de hedder, og det er også lige meget – er det jo primært politifolk. De er udsat for mange ting hver eneste dag, og de kan jo ikke registrere alting hver eneste dag. Jeg tror, man skal hjælpe dem på en helt anden måde. Jeg tænker ikke, at det her lovforslag gør nogen verdens forskel for dem.

Spørgeren.

Men det her lovforslag er jo med til at trække i den forkerte retning. En anden skriver også om en bekymring. Hun sidder med socialrådgivernes anmeldelser af deres arbejdsskader og ser, at det i forvejen også der er svært at få registreret og anmeldt de arbejdsskader, som skal anmeldes. Det her lovforslag trækker jo i den anden retning, hvor man gør det endnu sværere, hvor man slækker på forventningerne til, hvordan vi selvfølgelig skal passe på folk – dem, der passer på vores samfund, får vores samfund til at køre rundt. Der er det vigtigt, at vi registrerer det, når de bliver udsat for en arbejdsskade, fordi det også er en måde at prøve at lære af det og forebygge på, men jo også at passe på dem på.

Ordføreren.

Men jeg synes egentlig, vi er kommet lidt af sporet her, for hvis man i dag i forvejen ikke har let ved at registrere noget som en arbejdsskade, så ændrer det her jo ikke på det. Det er mere et spørgsmål om at være bedre til at lave en vurdering af, hvornår noget kan have langvarig effekt. Det tænker jeg ikke at det her lovforslag har nogen effekt på.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Den næste ordfører heroppe er fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten. Velkommen.

I Enhedslisten mener vi, at det her lovforslag skal deles op. Vi bakker op om den del, der handler om autorisationsordning og asbest, men den anden del kan vi simpelt hen ikke bakke op om. Vi bør her fra Folketingssalen have en respekt for de mennesker, der går på arbejde, og gøre vores for at sikre, at alle de arbejdsulykker, vi overhovedet kan forebygge, skal vi forebygge, så de ikke sker, og træde allerbedst ind, når der sker arbejdsulykker, men selvfølgelig også gøre alt, hvad vi kan, for at passe på dem efterfølgende.

Problemet her er det, vi simpelt hen risikerer. Det kommer jo direkte fra de tillidsvalgte ude på arbejdspladserne, fra dem, der repræsenterer dem; selv AES retter en skarp kritik mod den her del af lovforslaget. De beskriver en voldsom underoptælling, en voldsom underregistrering, i forvejen i forhold til arbejdsulykker. Og hvis vi kigger specifikt på det inden for byggeriet, er der i forvejen et kæmpe pres, i forhold til at arbejdsulykker ikke skal anmeldes, og i forhold til at folk skal møde op. Jeg har konkret fået refereret en, som har fået trykkede ribben, en med fem sting i hånden, en med en forstuvning og andre eksempler på, at man er blevet presset til at skulle møde på arbejde, og at der er et pres for, at man ikke skal registrere arbejdsulykken. Og det her er med et fokus på 1 dag, og det så at ville forlænge det til de 3 dage skaber en alvorlig bekymring.

Der er allerede andre dynamikker, som også presser sig på, f.eks. at hvis man har en fraværsdag på grund af en arbejdsulykke, så bliver sjakket trukket 5 kr. i timen. Og hvad er det, der skaber de her bekymringer? Det er jo både, i forhold til at arbejdsgiveren er nervøs for et erstatningsansvar, men jo også i forhold til bygherrers kriterier for, om man kan byde ind på en opgave. Og det kan ikke være rigtigt, at man med et røgslør, der hedder afbureaukratisering, går ind og på den måde stiller sig på arbejdsgivernes side, når der er brug for, at dem, du står ved siden af, er lønarbejderne. Vi har set, at antallet af arbejdsulykker ikke er faldet specielt meget de senere år, selv om vi har lavet forskellige tiltag kommer, og nu kommer regeringen med et forslag, der går den forkerte vej. Vi bliver nødt til i stedet for at lægge os i selen for at gøre alt hele vejen rundt for at gøre det trygt at kunne gå på arbejde.

Så jeg vil inderlig bede ministeren om at se det som en af sine nye opgaver på bordet og sige: Der er gået noget galt i overleveringen her fra den tidligere minister; det her skulle faktisk slet ikke være blevet fremsat i Folketingssalen. Og jeg er sikker på, at vi er flere ordførere, der gerne vil hjælpe den nye minister godt på vej, så det her lovforslag bliver delt op og den del, der handler om at skære på anmeldelserne af arbejdsulykker, bliver taget af bordet. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste er hr. Nick Zimmermann fra Dansk Folkeparti.

Tak for det. Her står vi jo med et forslag, der skal gøre det frivilligt for arbejdsgivere at anmelde arbejdsulykker, medmindre skaden har ført til hele 3 dages fravær. Først på tredjedagen mener regeringen altså at det er alvorligt nok til, at det skal registreres og anmeldes.

Jeg må være ærlig og sige, at det finder vi faktisk fuldstændig ubegribeligt, når vi ved, at det, der starter som en mindre ulykke, altså en forstuvning eller et fald eller en mindre rygskade eller ondt i knæet eller andet, jo lynhurtigt kan udvikle sig. Men hvis det ikke er anmeldt fra starten, risikerer den ansatte jo altså at stå fuldstændig alene, både uden dokumentation og uden hjælp.

Så vi mener, at det her forslag sender det klare signal, at man fra politisk hold ikke længere mener, at det er vigtigt at følge op på de her lidt mindre ulykker, og hvad der kan kategoriseres som små ulykker. Det er netop det, som vi synes er et meget, meget stort problem.

Det her får jo også en massiv kritik fra hele fagbevægelsen, ikke kun en eller to fagforeninger. Det er sådan set nærmest et enigt kor af dem, der kender arbejdsmiljøet indefra, alt fra FH, Reddernes Fagforening, 3F, FOA, HK, Dansk Sygeplejeråd osv. – listen fortsætter jo. De siger alle sammen nærmest det samme, nemlig at det her er en rigtig forkert vej at gå.

Derfor synes vi selvfølgelig også, det er ærgerligt, at regeringen bare fortsætter ufortrødent ned ad den her vej. Vi var jo nogle, der stadig væk håbede, at der om ikke andet stadig ville være en lille smule respekt tilbage for fagbevægelsen, efter hvad man har budt dem. Men det må vi jo så erkende at der desværre ikke er.

Så Dansk Folkeparti kommer i hvert fald til at sige nej til det her forslag. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Der var alligevel en enkelt, og den er til fru Dina Raabjerg. Værsgo.

Tak. Jeg lod mig lige inspirere af det her med, at så kan der gå nogle dage, og så bliver man dårlig. Hvor hurtigt efter man har fået en arbejdsskade, er man nødt til at anmelde det? Hvor hurtigt tror ordføreren egentlig en skade bliver anmeldt?

Ordføreren.

Jamen der mener vi helt klart, at det skal være fuldstændig klokkeklart. Det skal være sket samme dag, selvfølgelig skal det da det. Nu kommer jeg selv ude fra det private erhvervsliv og været på både byggepladser og rundt på forskellige arbejdspladser som lagermedarbejder. Jeg har faktisk også været kollega til en, der kom ud for en meget, meget slem arbejdsulykke, og jeg er slet ikke i tvivl om, at alle mine gamle kolleger fuldstændig i tråd med det, fagbevægelsen samlet set mener, vil synes, at det her er et massivt problem. Ofte kan der jo ske det, at det, som måske starter som en lille arbejdsulykke, lynhurtigt kan udvikle sig, og hvis ikke man får taget det her alvorligt, hvis ikke man får det anmeldt, får det jo konsekvenser, der kan være fuldstændig vidtrækkende. Så vi mener, at vi skal holde fast i, at det skal anmeldes.

Spørgeren.

Jeg tror egentlig ikke, at der er nogen af os, der er uenige i, at hvis der er en alvorlig skade, skal den anmeldes. Men det er faktisk sådan i dag, at man har 14 dage til at anmelde en skade, så der kan jo gå noget tid, før man finder ud af, at hovsa, den her hovedpine varer ikke bare lige en eftermiddag, men varer ved en hel uge. Dermed kan man, inden man anmelder skaden, faktisk få syn for sagen om, hvorvidt det er en lille ting, eller om det måske er en lidt større ting.

Ordføreren.

Jamen det er måske der, hvor ordføreren er enormt udfordret af aldrig at have været på en byggeplads eller aldrig have været ude i det håndgribelige erhvervsmæssige Danmark, men har levet hele sit arbejdsliv bag et skrivebord. Mange af de ting, som kan opstå ude på en arbejdsplads, starter måske med at være lidt ømhed eller starter med at være noget, der gør rigtig ondt, kan over lang tid udvikle sig til at blive noget mere alvorligt. Derfor er det også helt klart og tydeligt, at den samlede fagbevægelse, som jo kender arbejdsmarkedet indefra, siger, at det her er en dårlig idé.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere bemærkninger, så vi går videre til den næste, og det er fru Samira Nawa fra Radikale Venstre. Velkommen.

Tak, formand. Det her lovforslag, L 31, indeholder også en række forskellige elementer, eller i hvert fald to, som er rimelig forskellige. Den ene del handler om asbest, og det synes jeg sådan set er ganske nemt, for i Radikale Venstre står vi altid klar i kampen mod asbest og for at sikre sikkerheden for dem, der arbejder med asbest.

Så er der den anden del af lovforslaget, som har været den mest diskuterede her i salen. Og der deler jeg den skepsis, som flere andre ordførere også har luftet her fra talerstolen, nemlig at hvis vi stopper med at registrere arbejdsulykker, som fører til færre end tre fraværsdage, er der sikkert en risiko for, at vigtig viden, læring og eventuel forebyggelse går tabt. Jeg anerkender naturligvis, at registreringsbyrden hos virksomheder bliver lettet, og det kan der også være et vigtigt hensyn i, men så synes jeg, at vi skal have en diskussion om, hvordan vi kan sikre, at det forebyggelsesarbejde, som flere af høringssvarene peger på følger af registrering af arbejdsulykkerne, ikke går tabt. Det er jo ikke, fordi Radikale Venstre traditionelt står side om side med fagbevægelsen, men her deler vi altså de bekymringer, som der bliver nævnt i de forskellige høringssvar. Tak, formand.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til fru Karin Liltorp, Alternativet. Værsgo.

Som det allerede er blevet sagt, handler den ene del af her lovforslag om at lempe den administrative byrde for arbejdsgiver, når der sker arbejdsulykker, som kun giver kortvarigt fravær. Og lad det være sagt herfra, at der er ingen, i hvert fald ikke i Alternativet, der ønsker unødigt bureaukrati. Men her synes jeg, det drejer sig om et mere principielt spørgsmål, for hvad er prisen for den administrative lettelse? For når man hæver grænsen fra en dags fravær til tre dages fravær, så mister vi reelt data om tusindvis af arbejdsulykker hvert år.

Hver enkelt af de ulykker fortæller en historie om, hvordan vores arbejdspladser fungerer, om mønstre, farlige arbejdsprocesser, manglende oplæring eller træthed. Når de hændelser forsvinder fra statistikkerne, forsvinder også noget af det vidensgrundlag, som Arbejdstilsynet, forskningen og virksomheden selv bruger på at forebygge nye skader.

Vi er fuldstændig enige i, at arbejdsgiverne ikke skal bruge unødvendig tid på rapportering, men løsningen bør ikke være mindre viden; det bør være smartere indberetning. For jeg kan jo ikke lade være med at tænke, at det er lidt sjovt, at forslaget kommer nu, i en tid hvor den kunstige intelligens virkelig blomstrer. Jeg har svært ved at forestille mig, at man ikke kan lave et smartere system, hvor man får lempet på alt det bøvl, der er med registrering, og at man i stedet for kigger på, hvordan man gør systemet enklere.

Jeg synes jo ikke, det er utænkeligt at forestille sig, at små ulykker automatisk registreres gennem systemet uden sagsbehandling. For en arbejdsskade, der kun giver en eller to dages fravær, er stadig væk en arbejdsskade, og den kan være et tydeligt tegn på, at noget er galt.

Forslaget er også et udtryk for en bestemt tilgang til forebyggelse, nemlig at vi skal reagere på det, der går galt, men ikke nødvendigvis lære af alt det, der næsten gik galt. Her mener Alternativet, at vi burde tænke mere holistisk: Hvordan kan vi bruge alle de data, vi allerede indsamler, til at skabe et sundere og mere bæredygtigt arbejdsliv?

Vi støtter som flere andre naturligvis præciseringerne omkring Sikkerhedsstyrelsens tilsyn på asbestområdet. Det er vigtigt og nødvendigt, men vi støtter vi også op om det forslag, som flere ordførere har nævnt, nemlig at vi opdeler lovforslaget, så vi kan få lov at give helhjertet støtte til asbestdelen, mens vi stiller os meget betænkelige over for den anden del af lovforslaget. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så går vi til beskæftigelsesministeren.

Tak for en god drøftelse her i Folketingssalen og tak til ordførerne for bemærkningerne. Forslaget handler for det første om at lempe anmeldepligten for arbejdsulykker med det formål at forenkle de administrative procedurer for arbejdsgivere og kommuner. Det er noget, som kommer ud af aftalen om kommunernes økonomi for 2026, og det medfører, at arbejdsgiveren først vil skulle anmelde en arbejdsulykke, hvis ulykken har medført mindst 3 dages fravær. Det er, som det er blevet nævnt flere gange, anderledes end i dag, hvor arbejdsgiverne skal anmelde en arbejdsulykke efter 1 dags fravær. Man skal fortsat anmelde en arbejdsulykke, hvis arbejdsgiveren vurderer, at ulykken kan udløse ret til erstatning. Det gælder, uanset om ulykken har ført til 1, 3 eller flere fraværsdage eller slet intet fravær.

Det er vigtigt at understrege, at arbejdsgiverne helt uændret fortsat har pligt til at sørge for et ordentligt arbejdsmiljø på arbejdspladsen og følge op på ulykker, uanset deres fraværslængde. Derfor er det også vigtigt, at arbejdsgiverne fortsat har fokus på at blive endnu bedre til at forebygge arbejdsulykker. Formålet med lovforslaget er derudover at tydeliggøre Sikkerhedsstyrelsens tilsynsforpligtelse i forhold til autorisationsordningen på asbestområdet og derudover at sikre, at man i loven kan se, at men implementerer dele af asbestdirektivet, inden fristen udløber. Så vil jeg sige tak for en god drøftelse. Jeg ser frem til spørgsmål og lovbehandlingen fremadrettet.

Tak til ministeren. Der er en række korte bemærkninger, og den første er fru Victoria Velasquez, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. I forhold til den første del tænker jeg, som jeg også hørte fra flere ordførere, at ministeriet hjælper med en opdeling af lovforslaget. Det vil jeg også mene er helt rimeligt, i forhold til at vi jo er nogle, der står bag den ene del af det, og så kommer der en aftale, som vi andre ikke er med i, og så bliver vi ikke tvunget til at skulle stemme for begge dele. Så den del tænker jeg giver mening.

I forhold til den del, som mange herinde med rette rejser en stor kritik af, vil jeg høre ministerens overvejelser, i forhold til om det, de tillidsvalgte beskriver, ikke gør indtryk, altså den nervøsitet, bekymring og usikkerhed, i forhold til at det bliver endnu sværere at få anmeldt ens arbejdsulykker, og at man kommer til at blive endnu dårligere stillet i forhold til senere at få anerkendt arbejdsskader og få erstatning eller andre dele. Gør det indtryk på ministeren, og hvad er ministerens svar til dem?

Ministeren.

Først vil jeg sige, at der ikke er nogen, der er tvunget til at stemme for eller imod noget i Folketingssalen. I sidste ende beslutter man jo selv, om man vil stemme for eller imod det her lovforslag. Men hvis man vil have det ændret i udvalget, synes jeg jo, at man skal tage diskussionen der. Det er ikke fordi, at jeg principielt har noget imod det.

I forhold til indtryk fra arbejdspladserne vil jeg sige, at der jo er ingen, der får en langvarig skade med ret til erstatning, som bliver stillet ringere, end de gjorde før. Der er en række sager – vi anslår det til cirka 2.000 sager – som så ikke vil blive registreret. Det medfører på den ene side, som det er blevet nævnt fra flere ordførere, en mindre bureaukratisk proces, hvad vi jo samlet set har ambition om her i Folketinget. Og på den anden side medfører det selvfølgelig også, som det er blevet beskrevet, et datattab, set i forhold til hvilke arbejdsulykker der registreres. Men det er ikke korrekt, at det skulle give mindre ret til erstatning eller lempe arbejdsgivernes pligt til at anmelde og registrere arbejdsulykker, der kan give ret til erstatning.

Spørgeren.

Men er det så arbejdsmiljørepræsentanterne, tillidsrepræsentanterne, Fagbevægelsens Hovedorganisation, AES osv., som forstår det dårligt og har misforstået det, og ministeren, der har ret? Eller mener ministeren, at de faktisk har fat i noget her, og vil man genvurdere, om det her lovforslag skal vedtages?

Ministeren.

Nej, jeg har aldrig påstået, at der er nogen, der har forstået noget dårligt, og jeg kan ikke se nogen grund til at skulle lægge de ord ind i min mund. Men det, som er afvejningen her, og som flere ordførere jo har redegjort for i længder, er, at der på den ene side er et bureaukrati forbundet med at anmelde nogle former for fravær, f.eks., som det bliver nævnt, med en skolelærer, der har fået en bold i hovedet, eller det kan være andre ting. Det medfører selvfølgelig bureaukrati, og det skal måles op i forhold til, hvad for et tab man har af den form for data. Der har vi så vurderet i samarbejde med kommunerne, at vi gerne vil lægge snittet en lille smule anderledes, uden at det ændrer noget for dem, der reelt får en skade, og som skal have erstatning.

Tak. Så er det fru Karin Liltorp, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Jeg har også et helt konkret spørgsmål. Det er, om ministeren synes, det er helt utænkeligt at trykke lidt på pauseknappen og så faktisk undersøge muligheden for, at vi kan få et simpelt system, der både giver mening for arbejdsgiveren og arbejdstageren i forhold til indberetning, for det ændrer jo ikke på, at de stadig væk synes, det er bøvlet at indberette de mere alvorlige arbejdsskader i dag. Tænk, hvis vi på den måde kunne slå to fluer med et smæk og lave et system, der er enkelt hele vejen rundt. Der kunne man jo overveje at bruge den der nymodens kunstige intelligens til noget nyt og smart.

Ministeren.

Nej, jeg synes ikke, det er dumt at overveje det. Men jeg synes samlet set, vi er landet et fornuftigt sted i den afvejning, der er af, at på den ene side er der mange offentligt ansatte, som bruger meget tid på at registrere ting, bl.a. den her form for fravær, og at man på den anden side selvfølgelig skal sørge for, at folk, der har krav på erstatning og er blevet arbejdsskadet, selvfølgelig skal have fuld erstatning.

Spørgeren.

Nu har man jo i forbindelse med udarbejdelsen af det her lovforslag netop hørt arbejdsgiverne, og de har fortalt, hvor irriterende og træls det er, at der ligger alt det arbejde i at skulle indrapportere det her, og fuld respekt for det. Det er derfor, jeg tænker, at det er den oplagte anledning til ligesom at kaste det lidt op igen og sige: Hvordan laver vi om på det? Lige nu tager man godt nok en del af arbejdet væk, men hvad nu, hvis det er den forkerte viden, der går tabt i det her?

Så jeg vil bare igen opfordre til, at man måske fik en lille arbejdsgruppe, der kiggede på, om man kunne gøre det meget smartere end i dag, for det er rigtig uheldigt, at vi kommer til at miste al den viden, der ligger i dag.

Ministeren.

Nej, jeg mener ikke, vi mister al den viden, der ligger i dag. Men det er klart, at det altid er en afvejning. Men jeg synes også bare, hvis man skal sige det lidt mere principielt: Der er jo ingen herinde i Folketingssalen, der ikke fortæller, at vi gerne vil afbureaukratisere, særlig i den offentlige sektor. Men hver gang det bliver konkret med at afbureaukratisere, ender det jo her, hvor man siger: Skal vi ikke nedsætte en arbejdsgruppe, der kan kigge på det igennem noget længere tid og opstille en eller anden model, og så kan man måske lave nogle undtagelser og lave et eller andet særligt system med dispensation osv.? Og så er der jo bureaukrati.

Nu tager vi chancen og siger: Nu afbureaukratiserer vi lidt her. Jeg ved, der kan være en risiko. Jeg ved, der er et datatab. Men jeg tror, vi holder fast i, at det vil vi gerne stå på mål for.

Tak til beskæftigelsesministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Beskæftigelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.