Tak for ordet. Vi starter med det positive. Det positive er jo, at Digitaliseringsstyrelsen formelt bliver udpeget som kompetent myndighed. Det var det positive. Vi har jo snakket om længe, at det kunne være rart, at der var en myndighed, som forholdt sig til tingene, og det får vi så nu her. Jeg vil også sige, at når man sådan lige læser overskriften, tænker man, at det her ikke kan fylde ret meget, men det er så 111 siders lovforslag, vi har fået smækket i hovedet. Så det er lidt vanskeligt at sige, at vi har gjort det her, og så bliver det en forenkling for borgerne. Og det fører mig til det næste punkt.
Der er jo en problemstilling i, at vi indfører en tilsynsmulighed for Datatilsynet, som så kan udstede påbud og bøder, men der er ingen administrativ rekurs, hvis man nu får et forkert påbud eller en forkert bøde. Nej nej, så skal borgere og virksomheder gå domstolsvejen. Det kan jeg ikke se er nemmere eller billigere, hverken for virksomheder eller borgere. Det virker som sådan mere stat og mindre frihed, og så kender man jo Venstre igen. Det er vel også derfor, Venstre bliver sådan lidt ulden i munden, når SF siger til Venstre, om de ikke godt kunne se på, om der var nogle problemstillinger her, og så fik vi et svar om, at det ville de rigtig gerne se på i andenbehandlingen. SF har jo en klar pointe, som er vigtig her.
I Danmarksdemokraterne synes vi, at det positive altid skal starte en tale, og vi kan også godt slutte en tale med det. Det er positivt, at vi laver en tilsynsvirksomhed. Men vi bliver vel nødt til at være bekymrede for, at det her bliver endnu mere sådan socialistisk stat, hvor vi ret beset indfører noget og ikke giver borgerne lov til at bede myndighederne om at vurdere, om de har taget fejl. Det er jo vanskeligt.
Hvis vi skal køre på sådan noget, som har været aktuelt for nylig, ville det svare til, at myndighederne havde ret til kræve at få udleveret data fra minkavlerne, inden de slog minkene ned. Det havde jo nok været tilrådeligt i forhold til de regninger, man fik efterfølgende. Men er det i orden? Og hvem skal holde øje med, at myndighederne ikke beder om data fra virksomheder og borgere, som de rent faktisk ikke har behov for at få? Det er bekymrende. Den lægger vi ovre ved ministeren. Det er jeg ikke helt tryg ved qua de andre ministre, som jo har stået her tidligere og måske kom til at sige noget nogle dage for tidligt, i forhold til hvornår der var lovformelig hjemmel til det.
Jeg synes, jeg vil slutte positivt igen. Nej, hvor er det dejligt, at vi endelig efter så mange år får en myndighed på et område, der er så vigtigt som data. Det er dejligt. Det er en regering, som skaber resultater sådan lige sidst i valgkampen. Det er flot.
Det her er et kæmpe gummistempel, det bliver jeg nødt til at sige – et kæmpe gummistempel, sådan som det er sat sammen nu. Og jeg bliver bare nødt til at sige, at vi er nogle borgere, i hvert fald uden for byerne, som har oplevet, at hvis staten har ubegrænset magt eller kan tælle til 90 efter et valg, så har borgernes rettigheder ikke altid været det, der har været i fokus, og det er det ikke her.
Så lad os slutte med det positive: Det er dejligt, vi får en tilsynsmyndighed. Der skal være en administrativ rekurs. Vi skal beskytte borgere og virksomheder mod overgreb fra staten, og det er det, jeg ser et potentiale for her. Det kan ikke passe, at hver gang man bliver trådt over tæerne af staten, så skal man ned og tage et lån i huset for at have råd til at gå til en domstol. Staten skal lære, at den også kan tage fejl. Det vil fuldt ud være muligt for Datatilsynet at sige: Hov, her har vi lige været hurtige nok; det ændrer vi på.
Den administrative rekurs er nem at indføre. Den burde være indført fra dag et, og regeringen burde jo også bare sige: Selvfølgelig skal den det. Så lad os få ændret det, minister, til vi kommer til tredje behandling. Så kan det være, vi er rigtig positive. Indtil videre kommer vi til at stemme hverken for eller imod. Vi er spændt på at se, hvordan Venstre ændrer sig i forhold til SF her i udvalgsbehandlingen. Jeg er ikke sikker på, det ændrer ret meget. Det har ikke været sådan, vi plejer at arbejde under den her regering, at der er ret meget, der bliver ændret under behandlingen. Mon ikke det bliver det samme med det her lovforslag?
Så vi er positive over for, at vi har fået en tilsynsmyndighed. Det er dejligt, og det tog mange år. Lad os håbe, det kan gå hurtigere med at få rettet op på alle de andre fejl, der er i lovforslaget, sådan at vi ikke skal vente flere år på det. Jeg kan godt blive bekymret, når jeg hører Venstres ordfører stå heroppe og være sådan lidt ulden i munden i forhold til tingene. Men så kender vi Venstre igen.