Det næste punkt på dagsordenen er:

9) 1. behandling af lovforslag nr. L 13:

Forslag til lov om ændring af årsregnskabsloven, lov om finansiel virksomhed, lov om forsikringsvirksomhed og lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter. (Udskydelse af virksomheders pligt til rapportering om bæredygtighed og afregistrering af revisorer eller uafhængige erklæringsudbydere vedrørende bæredygtighedsrapportering).

Af erhvervsministeren (Morten Bødskov).

(Fremsættelse 08.10.2025).

Forhandlingen er åbnet. Den første ordfører er hr. Malte Larsen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Mindre bøvl og mere konkurrenceevne. Det er intentionerne fra Kommissionen, og det er et rigtig dejligt tiltag herfra. Det er en del af en større simplificeringspakke. Med lovforslaget vil ca. 2.000 danske virksomheder få udsat kravet om bæredygtighedsrapportering til 2028 eller 2029. Vi slækker ikke på de grønne ambitioner, men med forslaget får Kommissionen bedre tid til at lave mere forenklede krav til den fremtidige rapportering. Med lovforslaget følger også en mulighed for at afregistrere den bæredygtighedsrevisor, der måske allerede er aftalt.

Alt i alt er det et godt og rettidigt initiativ, så vi ikke svækker europæisk konkurrenceevne i en urolig tid med stigende statsstøtte fra øst og øgede toldsatser fra vest. Jeg kan meddele, at Socialdemokratiet støtter forslaget.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Karin Liltorp, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Jeg er jo glad for at høre, at Socialdemokratiet ikke har tænkt sig at slække på ambitionerne. Men hvad har man konkret tænkt sig at gøre for at undgå, at der netop bliver slækket på ambitionerne? For det vil jo være en naturlig konsekvens af, at der ikke er det her krav.

Ordføreren.

Det tror jeg bare at vi ser helt forskelligt på, for virkeligheden derude er jo, at virksomhederne rigtig gerne vil grøn omstilling og rigtig gerne vil bæredygtighed. Det er allerede i dag et konkurrenceparameter, som virksomhederne bliver mødt med, når de skal handle med andre virksomheder. Simplificeringen er rigtig god, og vi kommer til at arbejde endnu mere og bedre i forhold til at få en fornuftig rapportering ud af det her.

Spørgeren.

Så jeg skal forstå det sådan, at der ikke er nogen konkrete initiativer, man har tænkt sig at sætte i værk for at sikre, at den grønne omstilling ikke går langsommere? Det er mere sådan et håb om, at det ikke går langsommere?

Ordføreren.

Som sagt kommer det ikke til at gå langsommere. Det kommer tværtimod til at gå bedre, når det bliver simplificeret, og når Kommissionen kommer med et forslag, som også er mere enkelt at arbejde med.

Så er det hr. Sigurd Agersnap, SF. Værsgo.

Tak for det. Jeg studsede også over, at ordføreren så kategorisk sagde, at der ikke blev slækket på klimakravene eller kravene til miljøbeskyttelse eller kravene til kædeansvar. Jeg er enig i, at det, at man stopper tiden med det her lovforslag, jo ikke nødvendigvis i sig selv slækker på kravene.

Men er ordføreren ikke enig i, at de forhandlinger, der foregår i EU lige nu, handler om at deregulere, slække på kravene og om at have færre krav til virksomhederne omkring klimarapportering?

Ordføreren.

Nej, og jeg oplever det sådan, at i den virkelighed, der er ude i virksomhederne, er det her noget, man arbejder meget seriøst med i forhold til at kunne dokumentere, hvor god man egentlig er, i forhold til de grønne krav der stilles, altså til leverandører af ydelser eller den service, man får. Og det vil være godt for virksomheder, at det bliver mere enkelt at arbejde med, sådan at den grønne omstilling ikke drukner i en masse papir.

Spørgeren.

Nu spurgte jeg jo heller ikke til virksomhedernes indsats, for jeg er enig i, at rigtig mange danske virksomheder er rigtig langt fremme på det her område, og de er jo nok også nogle af de førende i Europa.

Jeg spurgte til det, der foregår i Europa, og om ikke det bekymrer ordføreren lidt. Hvis vi er enige om, at det her er noget, danske virksomheder er gode til, altså at gå forrest på klima og kædeansvar, og at man så er i gang med at forhandle om at slække kravene, er man så ikke bekymret over det i Socialdemokratiet?

Ordføreren.

Jeg er ret overbevist om, at den styrke, danske virksomheder har, og det, som i rigtig mange år har været den danske mission, nemlig at vise verden, at grøn omstilling og høj velstand og velfærd kan gå hånd i hånd, vil blive taget ned andre steder, hvor man kan se, at sådan kan man gøre. Det vil vi selvfølgelig være med til at sikre, altså at det også kan lade sig gøre i resten af Europa.

Så er det hr. Peter Kofod, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg er meget bekymret for den tsunami af administration og bureaukrati, som i de her år strømmer ud fra Bruxelles og Strasbourg, og som kommer til at ramme vores virksomheder enormt hårdt. Derfor er jeg selvfølgelig også glad for, at regeringen har sagt, at man pauser det her for en stund. Men det løser jo ikke det store problem her, som er, at EU-systemet er på fuldstændig galt spor.

Så mit spørgsmål er egentlig: Hvad gør vi om et par år, når Socialdemokratiet har tabt næste valg og vi er i en situation, hvor det her jo udløber og vi skal til at se på det her spørgsmål igen? Kan vi så regne med, at Socialdemokratiet vil være det parti, der vil beskytte os mod den her eksplosion af bureaukrati fra Bruxelles? Eller vil man igen gå over til de røde venner og være med til at gøre en masse, som ikke gør noget godt for bæredygtighed eller klimaet eller noget som helst? Det eneste, det gør, er, at det skubber erhverv, vækst og jobs ud af Europa til kinesere og alle mulige andre, som ikke går op i de her ting, på samme måde som vi har gjort i Europa.

Ordføreren.

Der var godt nok en lang række af hypoteser, hvor jeg bare kan erklære, at der er flere af dem, jeg ikke er enig i. Med hensyn til spørgsmålet om, om vi mere konkret til være garant for, at der kommer til at ske noget, er jeg rigtig tilfreds med, at det her forslag faktisk sikrer, at vi har en ambition om at deregulere og sikre bedre og mere enkle vilkår, i forhold til hvad der kommer ind, også i dansk lovgivning, og uden at slække på de grønne krav. Så jeg er ret overbevist om, at det her bliver en vej, vi kommer til at forfølge i fremtiden.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Det håber jeg også regeringen vil, f.eks. i ministerrådet, altså at man lader være med at skubbe på den hysteriske klimavogn hele tiden og bære endnu flere administrative byrder til. Jeg håber også, at man vil gøre det i Europa-Parlamentet, hvor de danske socialdemokrater jo er bannerførere for alt det, som man står og væmmes over herhjemme; man siger, at det er også noget forfærdeligt bureaukrati. Det er man jo selv med til at vedtage. Man er endda ordfører på meget af det, og der er Socialdemokratiet jo altså ikke en del af løsningen. Man er en del af problemet i Bruxelles, i forhold til den måde man regulerer de her ting på.

Ordføreren.

Vores klimakrav og grønne krav er selvfølgelig meget bastante. Vi ønsker en grønnere verden, et bedre klimamål. Det er jo ikke det samme, som at det skal formuleres i et dokument på adskillige hundreder sider. Det kunne måske forkortes og gøres på et færre antal sider; det kunne måske også være sådan, at det var nemmere at forstå. Det er vel egentlig det, der ligger i det her, at alle er enige om, at bureaukratiet måske er kommet til at gå lidt for vidt, og at vi nu skal have ned i et andet niveau, uden at vi slækker på de grønne ambitioner.

Så er det fru Leila Stockmarr, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil spørge lidt i tråd med mine kollegaer fra SF og Alternativet: Hvordan vil ministeren egentlig garantere, at det her ikke betyder en tilbagerulning samlet set af grøn politik i Europa og i Danmark – også med det in mente, at der er kræfter særlig på højrefløjen bredt set i Europa lige nu, der arbejder på at rulle den grønne omstilling tilbage? Hvordan vil regeringen garantere, at den tid, der går nu på grund af udskydelsen, ikke vil blive brugt særlig af højrefløjen til at udvande omnibusforslaget?

Tak. Og der var lige en forfremmelse der til ordføreren.

Må jeg have lov til at rette den lille misforståelse, at jeg skulle være minister og kan tale på regeringens vegne? Hvis det nu var et spørgsmål, der var rettet mod Socialdemokratiet, ville jeg igen svare på den måde, at vi jo ikke slækker på de grønne ambitioner. Vi udskyder tiden for, hvornår virksomhederne skal lave den her bæredygtighedsrapportering, og vi får forhåbentlig et mere forenklet regelsæt, inden den tid er gået.

Spørgeren for anden korte bemærkning.

Det beklager jeg. Jeg mente selvfølgelig ordføreren.

Men som et opfølgende spørgsmålet vil jeg sige, at der er blevet lavet en ret omfattende undersøgelse for nylig, en rundspørge blandt 2.500 europæiske virksomhedsledere, der viser, at 48 pct. af de virksomhedsledere faktisk gerne vil have, at vi her og nu implementerer omnibusforslaget, fordi det faktisk skaber forsinkelser i forhold til investeringsbeslutninger og skaber usikkerhed på markederne. Hvad mener ordføreren om den undersøgelse og om, at faktisk op mod halvdelen af de virksomhedsledere er bekymrede over, at man udskyder?

Ordføreren.

Jeg er sådan set fuldstændig enig i, at noget af det, virksomheder og erhvervsledere derude efterlyser, er stabile og forudsigelige rammer, sådan at man har et sikkert investeringsmiljø at foretage investeringer i. Det er måske så også præcis det, der kommer til at foregå her, når man kender niveauet for de grønne ambitioner. Her snakker vi om en bæredygtighedsrapportering, som så bliver udskudt et par år, og derefter måske kommer til at optræde i en mere forenklet version.

Tak. Så er det fru Pernille Vermund, Liberal Alliance.

Tak for det. Når man nu fra Socialdemokratiets side har indset, at bæredygtighedsrapporteringsloven, som den står nu, før vi ændrer den eller trykker på stopknappen, spænder ben for den grønne omstilling, hvad er så årsagen til, at man ikke går hele vejen og siger: Lad os dog rulle det tilbage, så ingen virksomheder er omfattet af noget, som spænder ben for den grønne omstilling? Hvis svaret nu er, at de her store virksomheder godt kan klare det, for de har deres jurister, de har deres økonomer, og de må leve med det, som nogle måske ville sige, kan ordføreren så ikke bekræfte, at alle de små og mellemstore underleverandører, der er til de store virksomheder, også fortsat er omfattet af loven, og at det derfor ikke kun er de store, der har råd til økonomer og jurister, der skal bebyrdes med det her, men også en lang række andre virksomheder? Så 1) Hvorfor ruller man det ikke helt tilbage? Og 2) Når man nu ikke gør det, kan man så bekræfte, at loven, sådan som den er indført allerede for de store virksomheder, også rammer de små og mellemstore leverandører?

Ordføreren.

Eller også giver den muligheder, altså de værdifulde erfaringer, de store virksomheder gør nu, og de krav, de møder deres underleverandører med, er jo så med til, at vi netop ikke får sat mindre blus på de grønne ambitioner, men vi udskyder en administrativ pukkel og i øvrigt med et ønske om at forenkle det for de lidt mindre virksomheder, de ca. 2.000, som jeg omtalte.

Spørgeren for anden korte bemærkning.

Altså, det er noget pjat. Når man spørger økonomer i Danmark, er der fuldstændig enighed om, at den der fortælling ikke holder. Der er ingen økonomisk evidens for, at når man skubber virksomheder i Danmark foran sig med øget bureaukrati for at nå en eller anden gevinst i forhold til den grønne omstilling, vil de stå bedre, når andre lande kommer med. Tværtimod er danske virksomheder jo så prøvekaniner, som risikerer at ryge bagud. Det kan godt være, at de gør sig nogle erfaringer, men de betaler også prisen for det, mens andre kan bruge de erfaringer og komme foran. Så det der er et svar, som i hvert fald ikke har nogen økonomiske evidens.

Tak. Ordføreren.

Det var vist ikke et spørgsmål, så det lader jeg bare stå som en bemærkning.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så nu går vi videre i ordførerrækken. Nu er det så fru Linea Søgaard-Lidell fra Venstre. Værsgo.

Tak for det. Der er rigtig meget ved den grønne omstilling, som fordrer din konkurrenceevne som virksomhed: lavt ressourceforbrug, grønt energiforbrug og cirkularitet. Men lange rapporter med prosa er ikke en af de ting. Derfor er jeg glad for, at vi i dag implementerer en politisk aftale og et EU-direktiv, der udskyder bæredygtighedsrapporteringen for de næste to bølger af virksomheder, store virksomheder og børsnoterede SMV'er, i 2 år, mens vi venter på, at EU kan forenkle reglerne.

Da jeg selv sad i Europa-Parlamentet, var jeg sådan set for de europæiske regler om bæredygtighedsrapportering, csrd. Bevares, jeg stillede ændringsforslag, men jeg var for. For tanken bag var og er god. Vi skal skabe gennemsigtighed i virksomhedernes arbejde med bæredygtighed, men når reglerne bliver så tunge, at de spænder ben for den virkelighed, de skulle hjælpe, så må vi også stoppe op. Det gør vi nu, og det mener jeg er den rette beslutning.

Rapporteringen skal skabe en reel forandring i verden. Den skal være overskuelig og anvendelig, så det er nemt for investorer at sammenligne, og det bliver nemmere at tiltrække grøn kapital. Vi skal skabe de bedste rammer for, at vores virksomheder bruger deres tid på at reducere udledninger og skabe grønne løsninger, som verden har brug for, frem for at de har store administrative byrder og papirarbejde, der kan forsinke deres innovation, deres udvikling, nye markeder, bedre hoveder, eller hvad det nu er, de står over for at skulle bruge ressourcerne på i stedet.

EU's konkurrenceevne er svært udfordret, bl.a. fordi vi har fået så meget lovgivning og bureaukrati på det indre marked, at vi ikke får de store fordele ud af fællesskabet, som vi burde. Det er godt, at vi erkender fejl, trykker på pauseknappen og retter op. Klimahensyn og grøn omstilling rummer en kæmpe konkurrencefordel, og det skal vi som lovgivere skabe rammerne for.

For Venstre handler det her ikke om at rulle ambitionerne tilbage. Det handler om at sikre, at de faktisk kan gennemføres. Derfor bakker Venstre op om forslaget. Vi ønsker mindre bureaukrati og mere grøn handling. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Leila Stockmarr, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren, også fordi jeg ved, ordføreren selv har siddet i i Europa-Parlamentet, om ordføreren kan pege på andre gennemgribende, store grønne forslag, der ikke skaber i hvert fald nogle bureaukratiske udfordringer, når de skal implementeres?

Altså, er der eksempler på, også når det kommer til virksomheder, at man kan lave grøn regulering, der ikke giver en lille smule bøvl, imod at vi vinder meget på den grønne dagsorden, når det gælder lovgivning, der skal gælde for alle EU's medlemslande?

Ordføreren.

Jamen jeg synes, at ordføreren har en vigtig pointe, i forhold til hvor meget bøvl vi skaber, og hvor meget betydning det får i den virkelige verden. Der synes jeg netop, at det her er et eksempel på, at der er meget bøvl, som egentlig ikke får så meget betydning.

Det, som vi godt kunne tænke os, er jo, at vi har en bæredygtighedsrapportering, som er gennemsigtig, gennemskuelig og nem for investorer at sammenligne ud fra. Det forslag, der er vedtaget nu i forhold til CSRD'en, er der jo rigtig meget i, som er prosa, altså hvor det er op til virksomhedens kommunikationsafdeling at finde ud af, hvordan man forholder sig til det ene og det andet, og ikke ligesom hård data, som man måler på.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Men så kunne jeg godt tænke mig at få ordførerens bud på, hvordan man så laver det? Vi er vel enige om, at virksomheder skal bidrage til den grønne omstilling, særlig store virksomheder og særlig virksomheder, der udleder meget og tjener mange penge.

Hvilke andre greb foreslår ordføreren kan matche det her i forhold til at sikre, at de store virksomheder, særlig på EU-plan, bidrager til den grønne omstilling?

Ordføreren.

Vi har rigtig meget regulering, som sikrer, at virksomheder bidrager til den grønne omstilling, f.eks. kvotehandlen, som vi har udvidet, og som jeg synes er en god måde at gå frem på, altså ved at vi sætter en pris på udledninger. Det er jo noget, som skaber nogle resultater i den virkelige verden.

Det her handler jo ikke om, hvordan virksomhederne ikke skaber grøn omstilling, men om, hvordan de rapporterer på den grønne omstilling, de skaber.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken. Nu er det fru Betina Kastbjerg fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det, formand. Lad mig starte med at sige det helt klart: Vi var imod indførelsen af EU's bæredygtighedsdirektiv fra begyndelsen, og det er vi stadig. Udskydelsen, som det her lovforslag handler om, er i bedste fald et lille plaster på et meget stort sår, for det grundlæggende problem består. Det her direktiv pålægger danske virksomheder massive og bureaukratiske og dyre rapporteringskrav, så vi i praksis flytter fokus væk fra drift, vækst og arbejdspladser og over mod skemaer, procedurer og papirarbejde.

De nye regler betyder, at tusindvis af virksomheder skal bruge tid og ressourcer på at rapportere om alt fra CO2-aftryk og leverandørkæder og til sociale forhold og ledelsesprocesser. Mange mindre virksomheder har slet ikke ressourcerne til det, og i sidste ende ender regningen hos forbrugeren og samfundet. Når erhvervsministeren nu taler om at udskyde kravene i 2 år, lyder det måske som en lettelse, og det er det jo også, men kun på overfladen. For i stedet for at tage fat om roden og sige klart fra over for et EU-direktiv, der er ude af proportioner, vælger regeringen blot at trykke på pauseknappen. Det ændrer ikke ved, at direktivet fortsat er alt for vidtgående, alt for tungt og alt for lidt forankret i virkeligheden for danske virksomheder.

I Danmarksdemokraterne mener vi, at man, hvis man virkelig vil styrke konkurrenceevnen og lette byrderne, ikke bare skal udskyde reglerne, men helt grundlæggende gentænke dem. Det er på tide, at vi i Danmark og i EU begynder at have mere tillid til virksomhederne og mindre tro på kontrol og central regulering. Så ja, udskydelsen kan give et kort pusterum, men det løser ikke problemet. Det svarer til at give smertestillende i stedet for at behandle selve sygdommen. Så Danmarksdemokraterne støtter ikke lovforslaget.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken. Nu er det hr. Sigurd Agersnap fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for ordet, formand. Den grønne omstilling kræver jo også, at vi ændrer adfærd, og det er jo ikke uden bøvl. Og noget af det bøvl kræver også, at man som virksomhed kan blive set efter i sømmene, om man faktisk ændrer adfærd, om man lever op til en grønnere profil, om man har et lavere klimaaftryk, og om man også tager et socialt ansvar. Derfor har SF været for, og vi er det stadig væk, at der er bæredygtighedsrapportering.

Vi er i Europa-Parlamentet gået konstruktivt ind i, at man kunne sætte noget af rapporteringen på pause, og det gør vi egentlig grundlæggende, fordi vi synes, at man godt kan lytte til de virksomheder, som mener, at reglerne gennemføres for hurtigt og med for tunge omkostninger, og de skal jo implementeres på en måde, som virksomhederne kan håndtere. Har man brug for ekstra tid til at tilpasse sig, er der nogle småting, der skal justeres, er det fornuftigt.

Men den bevægelse, der er sket samtidig, er dybt bekymrende og skaber ikke mere klarhed. Det er en bevægelse, hvor man ikke bare stopper tiden, men hvor man også arbejder hen imod at deregulere. Man skruer tilbage og slækker på nogle af de klima- og miljøkrav, som man ellers har stillet op. Det skaber ny og større usikkerhed for virksomhederne, og det belønner de virksomheder, som handler sent, og som ikke omstiller sig, som ikke ændrer adfærd, dem, som ikke allerede har taget opgaven alvorligt. Det er også derfor, man kan se mange virksomhedsledere sige: Kør videre med bæredygtighedsrapporteringen, for det er noget, der skaber større usikkerhed for os, hvis det hele bliver sat på pause.

Man er lige nu i gang med at forhandle om at fjerne en række virksomheder fra at skulle lave bæredygtighedsrapportering, man skubber dataindsamlingen baglæns, man udhuler noget af kædeansvaret, det, der handler om forurening, afskovning, arbejdsvilkår og brud på menneskerettigheder uden for EU i resten af verden. Man fjerner pligten til at implementere egne klimaplaner, og det er den forkerte vej at gå. Klimakrisen går ikke væk, fordi vi ikke følger med i, hvordan det går, og det er også useriøs erhvervspolitik. For de danske virksomheder, som er forrest på nogle af de her områder, er det et problem, at man i EU slækker på kravene. Det er danske virksomheder, som er gået forrest i at tage et ansvar for klimaet, for den sociale omstilling, for miljøomstilling, og nu bliver der ikke sikret en mere lige spillebane. Det er dårlig erhvervspolitik, også for Danmark.

Vi er kritiske over for den udvikling, hvor man deregulerer. Vi er som sådan ikke imod, at man sætter det på pause, men den pause må ikke bruges på at skabe ny usikkerhed med en større deregulering. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken. Og nu er det fru Pernille Vermund, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for ordet. Jeg synes jo, det er lidt bemærkelsesværdigt, at man som parti kan gå ind for afbureaukratisering og så alligevel være imod deregulering. Hvis ikke afbureaukratisering er deregulering, hvad er det så? Det må de partier, der er imod deregulering jo så svare på.

I Liberal Alliance har vi fra første dag været kritisk over for bæredygtighedsrapporteringsloven – loven, som erhvervsministeren i sin tid omtalte som en konkurrencefordel for danske virksomheder. I dag er ministeren også blevet klogere, lidt hjulpet på vej af EU. Nu omtaler selv samme minister loven som et benspænd for den grønne omstilling. Sjældent, hvis nogen sinde, har jeg været så enig med erhvervsministeren. Den dag skulle jo også komme. Bæredygtighedsrapporteringsloven er et bureaukratisk monster. Den skulle aldrig have været indført, og i Liberal Alliance gør vi alt, hvad vi kan, for at stoppe monstre i at æde sig ind på danske virksomheder. Stod det alene til os og måske nogle af vores gode venner blandt de borgerlige, ville bæredygtighedsrapporteringsloven blive afskaffet helt. Når man har erkendt, at loven spænder ben for den grønne omstilling, og når man ved, at loven samlet set årligt ville koste danske virksomheder mellem 6 og 10 mia. kr., giver det simpelt hen ikke nogen mening at fastholde loven for nogen virksomheder.

Er man kynisk, kan man måske mene, at de allerstørste virksomheder, som allerede er blevet ramt af loven, nok kan bære den byrde. Indimellem kan man jo til og med indvende, at det er de store virksomheder, som har råd til jurister og økonomer, der på den lange bane vil vinde på, at der stilles stadig større krav. Men selv hvis man har det synspunkt, bør man huske på, at bæredygtighedsrapporteringsloven ikke kun gælder for den enkelte virksomhed eller leverandør, den gælder også for dennes underleverandørerer, og her rammer loven så alligevel de små og mellemstore virksomheder, som vi med stopknappen i dag forsøger at skåne. Derfor burde bæredygtighedsrapporteringsloven afskaffes helt. Man burde starte forfra.

Når vi alligevel stemmer for lovforslaget, som vi behandler i dag, og når vi i foråret var med i aftalen, der ret tidligt gav de omfattede virksomheder vished og tryghed for, at de ikke ville blive omfattet fra årsskiftet, skyldes det naturligvis, at vi ikke vil tage de mange virksomheder til gidsel i en politisk kamp for de få.

Lovforslaget gennemfører som nævnt en aftale mellem regeringen, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, som endte med at være med, ja, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti, så vidt jeg husker, selv om de ikke er nævnt i lovforslaget, om udskydelse af bæredygtighedsloven i 2 år for visse virksomheder. Lovforslaget udskyder tidspunktet for, hvornår virksomheder skal begynde at rapportere om bæredygtighed med 2 år. Det betyder, at en lang række større virksomheder ikke skal rapportere fra det regnskabsår, der starter i 2026, altså lige som lidt, mens børsnoterede SMV'er går fri til og med 2027. Indtil da vil vi bruge vores stemmer og vores mandater Liberal Alliance såvel i EU som her i Folketinget på at få loven afskaffet helt, på at starte forfra.

Lovforslaget implementerer, som tidligere ordførere har nævnt, den første del af Europa-Kommissionens simplificeringspakke og skal jo så, modsat hvad vi i mange år ellers har modtaget af direktiver og forordninger fra EU, reducere administrative byrder og styrke konkurrenceevnen. Det er i den grad kærkomment, hvis den slags begynder at komme fra EU's side. Liberal Alliance støtter forslaget.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra hr. Sigurd Agersnap, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Det var jo bare, fordi ordføreren startede talen med en interessant diskussion om, hvad der er forskellen mellem at deregulere og at afbureaukratisere. Man kan jo sådan hæve sig lidt op i helikopteren og sige, at du ikke kan have et frit marked uden en regulering, og der er nødt til at være nogle regler for, hvordan et marked kan fungere. Du kan ikke deregulere det fuldkommen, men bureaukraiet er jo det at opsætte kravene og processerne for, hvormed du rapporterer på de regler, der er.

Så jeg synes jo bare, at der her er en helt åbenlys forskel, og vi har det jo i SF ikke sådan, at der skal være så meget bureaukrati som muligt, og der må gerne være lette og simple regler. Men at deregulere betyder færre regler for markedet og færre regler, man skal leve op til, og det mener jeg er en helt anden diskussion.

Ordføreren.

Nå ja, det synspunkt kan man jo have. Men man kan jo også have det synspunkt, at når vi behandler en stopknap for et af de mest bureaukratiske monstre, der er indført i de seneste år, i hvert fald i den tid, jeg har siddet i Folketinget, og man så er imod det, fordi man er imod deregulering, så giver det jo ikke mening. Der er jo det her bureaukratiske monster, fordi de krav om rapportering, man stiller til virksomhederne, som ordføreren selv nævner, er fuldstændig uigennemskuelige. De giver så mange byrder, at det i virkeligheden bremser det initiativ og den virkelyst, det kunne være ude i virksomhederne til at skabe en grøn omstilling. Man bruger tid på papirarbejde i stedet for at bruge tid på innovation og alt det andet, der skal bringe os fremad.

Så hvis det er argumentet, forstår jeg slet ikke, hvorfor man stemmer imod lovforslaget her.

Spørgeren.

Jeg kan godt høre, at ordføreren ikke har forstået SF's position. SF stemmer ikke imod lovforslaget her. Det, jeg netop sagde, var jo, at det at sætte bureaukratiet på pause kan give mening, og at det kan være fornuftigt nok. Men det er, når man samtidig bruger den pause til at deregulere, det er problematisk.

Så hele talen handlede jo faktisk om at præcisere den diskussion, som ordføreren også startede, altså at man, når man deregulerer, slækker klimakravene, også til markedet, men at man kan kigge på, hvad for et bureaukratisk monster der er bygget ovenpå, er vi ikke imod.

Ordføreren.

Men der er jo ikke noget, der tilsiger, at det bliver bedre for klimaet, at man stiller større krav, altså at man har flere regler om, hvad der skal rapporteres. Det, der er godt for klimaet, er jo, at der er virksomheder, som har friheden til at blive innovative, virkelystne, skabe alle de nye løsninger, som vi skal leve af i fremtiden, og som vi forhåbentlig også skal have et bedre klima af i fremtiden.

Så der er et eller andet i den argumentation, der ikke hænger sammen. Jeg er så med på, at jeg har misforstået SF's position, men det var nok, fordi man talte meget om, at man var imod en deregulering, og det beklager jeg.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til fru Charlotte Bagge Hansen fra Moderaterne. Værsgo.

Tak for ordet, formand. Det her lovforslag handler om at trykke på pauseknappen. Det er ikke for at bremse den grønne omstilling, men for at give vores virksomheder lidt luft.

Med lovforslaget udskydes kravene om bæredygtighedsrapportering for den næste bølge af virksomheder med 2 år. Det giver mere tid til at forenkle reglerne og skabe mere ens vilkår i hele EU, og her er vores erhvervsminister helt i front. Målet er ikke at afskaffe rapporteringen, men at gøre den klogere, og som min dygtige kollega fra Venstre sagde det: Vi skal have mindre prosa og flere fakta. For med fakta kan man sammenligne, det kan investorerne også, og så kan man vælge, og så kan man som virksomhed være tryg.

Grøn omstilling og konkurrenceevne skal helt klart gå hånd i hånd, og når reglerne bliver mere overskuelige, bliver de også nemmere at efterleve, så virksomhederne kan bruge tid på at udvikle og ikke på at udfylde skemaer. Vi bakker op om EU's arbejde med at regelforenkle, og vi hilser det velkomment, at Danmark arbejder – og det er igen med ministeren i front – for at få de nye forenklede regler på plads hurtigt.

Moderaterne støtter lovforslaget. Det er et balanceret skridt, som giver virksomhederne mere og en hårdt tiltrængt ro, uden at vi giver køb på den grønne retning. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til fru Lise Bertelsen fra Det Konservative Folkeparti.

Tak for ordet, formand. (Anden næstformand (Karina Adsbøl): Værsgo). Da fru Helle Bonnesen sad og forberedte det her, fik hun vakt nogle minder – minder tilbage til forrige folketingsår, hvor vi behandlede stærkt beslægtede forslag om bæredygtighed hele to gange. De to forrige gange stemte Det Konservative Folkeparti imod. Vi mente ikke, at lovforslaget var hensigtsmæssigt skruet sammen. Den var rasende dyr for erhvervslivet, og den ville medføre øgede byrder.

Det blev ikke bedre af, at man så begyndte at lappe på ordningen med inddragelse af nye uafhængige erklæringsudbydere. Vi mente, det ville så tvivl om troværdigheden af bæredygtighedsrapporteringen, og ikke mindst mente vi, at man jo kunne afvente EU. For på det tidspunkt var det kun ganske få lande, som havde indført det, bl.a. Rumænien og Litauen, og der var ingen klare kriterier landene imellem.

Nu skal vi så behandle, hvorvidt vi igen skal lappe på noget, som vi fra Det Konservative Folkepartis side oprindelig slet ikke ønskede. Vi skal behandle en udskydelse. Det begynder nu at blive ret mudret. Der er ingen tvivl om, at vi fra Det Konservative Folkepartis side slet ikke ønskede at pålægge erhvervslivet disse byrder til at starte med. Samtidig må vi forholde os til, at det ville et flertal her i salen. Så i øjeblikket er den ramte part erhvervslivet.

Så vi er faktisk lidt i en kattepine. Men da hensynet til arbejdsvilkår for erhvervslivet må vægte højest, vælger vi at støtte det her forslag. Det er trods alt det mindste, vi kan gøre, nemlig at sikre, at erhvervslivet ved, hvad de skal forholde sig til. Så Det Konservative Folkeparti stemmer for. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til fru Leila Stockmarr, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. I fredags kom der en pressemeddelelse fra erhvervsministeren, hvor overskriften lød: »En trist dag for den grønne omstilling.« Og så får I lige resten af ministerens citat her:

»Klimaaftalen for den globale skibsfart er udsat med et år. Der er brug for en global aftale hurtigst muligt. Nu fortsætter vi kampen for en ambitiøs grøn omstilling af skibsfarten. Jeg vil gerne takke industrien for den store opbakning.«

Selv om vi ikke behandler det i dag, synes jeg alligevel, at der er en slående parallel. For der er det også en trist dag for den grønne omstilling, fordi vi udskyder vital klimahandling. Med forslaget i dag lægger regeringen nemlig op til, at vi udskyder endnu et vigtigt klimainitiativ, nemlig rapporteringen om, hvordan virksomhederne klarer sig på bæredygtighed og samfundsansvar. Og med hvilket formål gør regeringen det? Hvis man skal tage ministerens egne ord for fremsættelsen alvorligt, er formålet med at udskyde virkningstidspunktet, at det skal styrke dansk og europæisk konkurrenceevne. Men så kan vi jo også bare blive ved med at hælde gødning i havet, bruge underbetalt arbejdskraft og nyde smagen af PFAS i grundvandet, hvis det vigtigste for os som samfund er konkurrenceevnen.

Regeringen kalder Danmark et grønt foregangsland og fremhæver igen og igen, hvordan den grønne industri er højt prioriteret. Men man kan altså næppe tale om et grønt foregangsland, når man vælger at udskyde en rapporteringsordning, som både danske og europæiske virksomheder allerede har forberedt sig på at bruge. I en rapport fra konsulenthuset PricewaterhouseCoopers fra juni 2024, altså for mere end 1 år siden, vurderede seks ud af ti virksomheder, at de ville være klar til at rapportere. Rapporten viser endvidere, at knap otte ud af ti virksomheder mener, at direktivet vil få topledelsen i deres virksomhed til i højere grad at inddrage bæredygtighed, når de træffer beslutninger.

På den baggrund forstår jeg på ingen måde, hvorfor regeringen nu lægger op til at udskyde den bæredygtighedsrapportering, som vil gavne både vores klima og fremtidens erhvervsliv. Ja, selvfølgelig giver så store tiltag bøvl, særlig i implementeringsfasen. Men bureaukrati og udfordringer kan ikke være en undskyldning for at udskyde vital klimahandling. Og vi ved, at særlig store virksomheder i Europa spiller en helt afgørende rolle i forhold til at nedbringe vores CO2-udslip og generelt at tage et større samfundsansvar, ansvar for ligestilling og ansvar for menneskerettigheder. Udskydelsen af den her type klimapolitik vil tillade fortsat uhensigtsmæssig virksomhedsadfærd med alvorlige konsekvenser potentielt for menneskerettigheder og miljø til følge.

Vi er i Enhedslisten også bekymret for den præcedens, det vil skabe, for at man nu vil begynde at udskyde klimapolitik i de seks pakker, der vil komme fra EU, samtidig med at indholdet bliver udvandet, mens man udskyder implementeringen i flere år. Er regeringen virkelig villig til at smide klimapolitikken på gulvet? Er man virkelig villig til at give efter for et pres fra store virksomheder, som måske ikke har nogen umiddelbar økonomisk interesse i at få nogle ekstra krav påvirket, samtidig med at det vil gavne vores alle sammens grønne omstilling? På den baggrund kan Enhedslisten ikke bakke op om forslaget.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Charlotte Bagge Hansen fra Moderaterne. Værsgo.

Wow, siger jeg bare. Hører jeg Enhedslistens ordfører stå at anklage erhvervslivet for bare at kunne smide gødning og PFAS i havet, som det passer dem, fordi vi vil gå ind at lave en regelforenkling i EU, så vi bliver mere konkurrencedygtige, samtidig med at der stadig væk er udvikling i den grønne omstilling? Hører jeg Enhedslistens ordfører stå at anklage erhvervslivet for, at de vil smide gødning, forurening, direkte i havet, fordi vi vil lave en regelforenkling?

Ordføreren.

Jeg understreger det faktum, at det jo er ret tydeligt, også som debatten har udfoldet sig her i dag, at konkurrenceevne og hensyn til virksomhedernes i hvert fald kortsigtede økonomi bliver vægtet højere end klimahensynet i den her sag.

Det er jo også noget – og det står jeg gerne på mål for – vi i øvrigt ser i den grønne politik, når det kommer til regeringen, altså at man aktivt holder hånden under erhvervslivet på bekostning af vores miljø, og det gælder også i miljøpolitikken. Det gælder også i forhold til den minimumsimplementering, man har indført på miljøområdet, at man fortsat giver virksomheder lov til f.eks. at udlede de stoffer i vores miljø med henvisning til netop deres konkurrenceevne. Så ja, det står jeg fuldt på mål for.

Spørgeren.

Det er jo det, der er forskellen på Enhedslisten og Moderaterne. Vi har en tiltro til, at vores virksomheder gør alt for at være så grønne som muligt; de har et incitament til det, fordi det også er et parameter i forhold til konkurrenceevnen. Og så ved vi også, hvor pengene til kernevelfærd kommer fra.

Vi har tillid til, at de fleste virksomheder går i en grøn retning ligesom os. Vi står ikke og anklager dem for at lave systematisk forurening. Det synes jeg er uhørt.

Tak. Ordføreren.

Min primære kritik går jo på regeringen og jo egentlig også de partier, der bakker op om forslaget her, for at prioritere virksomheders konkurrenceevne og kortsigtede økonomiske interesser over hensynet til vores miljø og vores natur. Så min kritik går egentlig ikke på virksomhederne. Den går egentlig på den manglende politiske ansvarstagen i forhold til at sikre den nødvendige regulering af hensyn til den grønne omstilling.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre til den næste ordfører. Nu er det hr. Peter Kofod, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Hvor skal jeg næsten starte! Det her er jo endnu et eksempel på noget af den lovgivning, som strømmer ud fra Bruxelles og Strasbourg, og som viser sig at være noget rigtig biks i virkeligheden. Hvis vi havde gjort ingenting, havde man kastet byrder på danske virksomheder for anslået 7,5 mia. kr., og det er min påstand, at man ikke havde gjort noget som helst bedre for klimaet eller miljøet.

Det eneste, der ville være kommet ud af det, er, at man havde skubbet vækst, beskæftigelse og virksomheder ud af det europæiske kontinent, og så havde man sendt dem til Asien eller til den anden side af Atlanten, og så var vi alle sammen blevet fattigere, og der var ikke kommet noget som helst godt ud af det. Derfor er det jo også godt, at der er lavet en aftale, som pauser det her vanvid – for det vil jeg tillade mig at sige det er – i 2 år.

Vi synes ikke, at man skal nøjes med at pause det. Vi synes, og det er en klar opfordring til regeringen, at hvis man vil trække baseballbattet og knockoute den form for lovgivning her, som kommer fra Bruxelles, så har man Dansk Folkepartis fulde opbakning til det. For vi vil simpelt hen ikke ødelægge danske virksomheder, bare fordi nogen har behov for at se mere grønne og klimavenlige ud. Derfor er vi også en del af den her aftale, hvor vi jo udskyder det.

Men jeg må også sige, at når den her udskydelse så er færdig og vi en eller anden dag skal behandle det i Folketingssalen igen, for det skal vi jo, så kommer vi simpelt hen ikke til at støtte det. Altså, vi vil ikke være med til at kaste alle de her byrder over på danskerne eller på danske virksomheder. Det synes vi er alt for galt. Vi vil hellere løfte byrderne og fjerne dem og sørge for, at Danmark og Europa bliver et konkurrencedygtigt kontinent igen, hvor det kan betale sig at lægge en virksomhed.

Vi ser på en lang række områder, at innovationen i verden ikke sker i Europa i de her år. Den sker i Nordamerika, og den sker i Asien, og det er jeg dybt, dybt bekymret for, altså at Europa sakker bagud i den globale konkurrence. Og det gør vi bl.a. på grund af EU. EU og den regulering, der foregår i EU-systemet, belaster Europa, er en hindring og gør ikke noget som helst godt for klima og miljø, men skubber bare vækst og velstand fra os og ødelægger det her smukke kontinent.

Derfor må jeg sige til regeringen: Lad os nu få det store baseballbat på banen, og lær de der bureaukrater nede i Bruxelles og Strasbourg, at os skal man ikke regulere livet ud af.

For det, der sker i de her år, er, at det strømmer ud med ny regulering, som ikke er efterspurgt i virkeligheden, og som vi bare omsætter her i Folketingssalen til ny, død, håbløs lovgivning, som vi ikke burde have. Så det er ikke kun det her, der skal pauses. Det er meget af den produktion af unyttigt bureaukrati, som kommer fra EU-systemet.

Gudskelov er Europa jo ikke lig med EU. Europa er et fantastisk kontinent fyldt med forskellige lande, sprog og historie, og det er jo på mange måder, synes jeg, det bedste sted i hele verden. Men vi lider af, at der er en meget tung enretningsmekanisme i gang over det europæiske kontinent i de her år, og det er EU-systemet, som i stedet for at respektere forskellene og det, der er den kulturelle mangfoldighed og rigdom på vores kontinent, har en lyst til at forsimple det, ensrette det, også selv om det ikke passer til vores meget forskellige lande og måder at være på.

Det er et enormt problem, og jeg havde håbet, at det var sådan noget, man ville tage sværdslag med de andre europæiske lande om i forbindelse med det danske EU-formandskab. Jeg må så konstatere, at også den mulighed har regeringen fuldstændig forsømt, men sådan er det nu engang.

Jeg kan meddele, at vi selvfølgelig støtter forslaget, fordi det er en udmøntning af den aftale, vi har været med til at lave. Vi er glade for, at vi kan pause det, men vi så allerhelst, at den her slags lovgivning blev dræbt i fødslen. Tak for ordet.

Mange tak for det. Der er ikke indtegnet nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Så kan vi gå videre til Radikale Venstres ordfører, og det er fru Katrine Robsøe. Værsgo.

Tak for det. Jeg er en af dem, der rent faktisk tror på, at bæredygtighedsrapporteringen kan blive en kæmpe succes, også for danske virksomheder. Men jeg tror også på, at ting skal implementeres ordentligt, hvis det rent faktisk skal blive en succes. Hvis danske virksomheder skal kunne få den konkurrencefordel og europæiske virksomheder skal kunne skabe innovation og være grønne foregangsvirksomheder, ja, så skal vi sikre, at vi ikke bare laver prosatekster i rapporter, men at det rent faktisk kan bruges til at sørge for, at de investeringer, vi ønsker i virksomheder, også kommer derhen, hvor investorerne kan se at det er grønt og at man gør noget for det samfund, som man er en del af – at den virksomhed, man investerer i, rent faktisk er bæredygtig. Vi skal sørge for, at vi ikke bare laver et bureaukratisk monster, men rent faktisk laver noget, der sikrer bæredygtighed.

Lige så godt jeg synes det her kan blive, lige så meget må jeg jo også bare anerkende, at den vej, det her var på vej ned ad, i min optik ikke var den rigtige. Derfor synes jeg også, at det er fornuftigt, at man trykker på pauseknappen, indrømmer det, når der er noget, der går den forkerte vej, får rettet op og får gjort det ordentligt, så vi rent faktisk får skabt den grønne fremgang og den bæredygtige fremgang på flere parametre, som vi alle sammen – eller i hvert fald rigtig mange af os herinde – ønsker skal komme. Det tror jeg på i sidste ende kan blive en fordel for danske virksomheder.

Vi vil i Radikale Venstre naturligvis gerne støtte en pauseknap. Men vi støtter også, at der kommer en ambitiøs bæredygtighedsrapportering, og at vi rent faktisk får danske virksomheder til at være nogle af dem, der kommer til at gå allerforrest for at sikre, at vi både får klimahandling, men også en bæredygtig udvikling hele vejen rundt. Radikale Venstre støtter lovforslaget. Tak for ordet.

Mange tak for det. Der er ikke indtegnet nogen korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre til Alternativets ordfører, og det er fru Karin Liltorp. Værsgo.

Tak for det. Det lovforslag, vi behandler lige nu, handler jo i al sin teknikalitet om udskydelse af virksomhedernes pligt til at rapportere om bæredygtighed med 2 år. Men i virkeligheden handler det om noget langt større, nemlig spørgsmålet om, hvor hurtigt vi som samfund vil tage ansvar for vores økonomis aftryk på klima, miljø og mennesker. Og der er ingen tvivl om, at vi er meget, meget ærgerlige over den forsinkelse. Regeringen kalder det selv et stop the clock-direktiv. Det lyder teknisk, men vi må spørge, hvad det egentlig er, vi stopper klokken for. For klimaændringerne og biodiversitetskrisen holder altså ikke pause.

I Alternativet forstår vi godt, at EU og virksomhederne ønsker tid til at forenkle rapporteringssystemet, så det bliver meningsfuldt og brugbart, og vi støtter altid forenkling, når det betyder kvalitet frem for kvantitet; når rapportering bliver et reelt redskab til grøn omstilling og ikke blot en administrativ byrde. Men altså, 2 år er dælme lang tid, og jeg kan jo ikke lade være med at tænke på, hvor meget havbund der risikerer at dø ud, i løbet af den tid vi venter. Derfor må vi insistere på, at den her pause ikke bliver et pusterum fra ansvar. Vi kan ikke stoppe klokken for klimakrisen, og vi kan ikke bruge den som undskyldning for at bremse tempoet i omstillingen.

Virksomhederne har kendt kravene i årevis, og heldigvis er mange danske virksomheder allerede godt i gang, og de oplever jo faktisk, at gennemsigtighed om klima og sociale forhold ikke bare er byrdefuld, men en konkurrencefordel. Det skal vi helt sikkert udnytte. Derfor vil Alternativet opfordre regeringen til at bruge de næste 2 år aktivt på bl.a. at sikre, at omstillingen ikke bremser op, og at vi faktisk kan se virkeligheden i det, Socialdemokratiets ordfører sagde tidligere, i nogle reelle handlinger for ikke at slække på klimaambitionerne. Det kan bl.a. betyde, at alle er klar over, at vi ikke har slækket på målene, og at de gerne må lave den omstilling, de havde regnet med de skulle lave, så hurtigt som muligt.

Men frem for alt er det vigtigste jo, at regeringen bruger deres kræfter på at presse på i EU, så de nye standarder ikke udvandes, hvilket jeg desværre ser en stor risiko for. Så jeg håber, at den danske regering vil arbejde intenst for, at det ikke går i opfyldelse.

Så i virkeligheden kan jeg jo synes, det er sådan lidt sjovt at skulle sige ja eller nej til lovforslaget, for det kommer fra EU, og uanset hvad vi siger her, kommer EU ikke til at ændre på noget som helst. Den her 2 års forsinkelse er en realitet. Vi kan kun sige, at vi synes, det er rigtig, rigtig ærgerligt, og vi håber, at vi kan høre mere om regeringens konkrete initiativer, der kan give os mere ro i maven i forhold til at sige, at det her ikke kommer til at betyde, at vi bremser den grønne omstilling.

Mange tak for det, og der er ikke indtegnet nogen korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Så er vi igennem ordførerrækken, og så kan vi give ordet til erhvervsministeren. Værsgo.

Tak for det, formand, og tusind tak for opbakningen til forslaget. Jeg har glædet mig til at diskutere det her forslag. Det følger jo op på den aftale, vi er partier her i Folketinget der har lavet. Det skal jeg vende tilbage til. Men jeg har glædet mig til det, fordi det er et rigtigt og vigtigt skridt i den rigtige retning, fordi det bryder op i det, der desværre har udviklet sig til at være unødvendigt bøvl for vores virksomheder. Det er ikke bare vigtigt for virksomhederne, det er også vigtigt for vores samfund, og det skal jeg komme tilbage til.

For verden er afgørende forandret. Der er krig i Europa, og vores virksomheder er under pres. Det er de med nye toldmure mod vest, og det er de også med massiv statsstøtte fra øst. Det udfordrer almindelige lønmodtageres arbejdspladser i hele Europa, og i Europa står vi i midten med en konkurrence, som er under pres. Derfor er det godt, at Kommissionen vil gøre op med de for store administrative byrder, som drukner erhvervslivet.

Med lovforslaget ser vi så det første resultat af Europa-Kommissionens såkaldte simplificeringspakke. Det er samtidig et resultat af, tror jeg gerne jeg vil sige her, klare danske prioriteter i forhandlingerne om at sikre tempo på den grønne omstilling og øget grøn konkurrencekraft. Det handler om, at vi med det her forslag jo altså trykker på pauseknappen for den bæredygtighedsrapportering, vi har set hidtil. Vi trykker på pauseknappen for den bæredygtighedsrapportering, der er ved at blive rullet ud nu.

Meningen med bæredygtighedsrapporteringen er at skabe grønne virksomheder, tiltrække mere grøn kapital til flere grønne investeringer, men vi har set, at bunkevis af papirarbejde og rapporteringskrav i stedet har spændt ben for den grønne omstilling. Det står altså klart, at rapporteringen er blevet alt for kompliceret. Det er derfor, vi rydder op i det. Det skal være lettere for vores virksomheder med den her oprydning at træffe de grønne valg, men det kræver altså nye og enklere regler.

Det arbejde er vi jo så i fuld gang med nu. I dag har ca. 80 store danske virksomheder allerede rapporteret om bæredygtighed i deres årsrapport. Over 2.000 virksomheder skulle have gjort det for det regnskabsår, vi er i nu. Med lovforslaget implementerer vi det såkaldte stop the clock-direktiv. Det betyder, at virkningstidspunktet for det her rykkes til 2028 og 2029 for de ca. 2.000 virksomheder i Danmark, der endnu ikke har nået at rapportere. Pausen giver klarhed for virksomhederne og tid til, at EU kan lave både mere gennemgribende forenklinger af reglerne, men også noget, der er nemmere at håndtere for virksomhederne. Vi skal sikre, at de her regler rent faktisk fremmer grøn omstilling og også reducerer virksomhedernes byrder.

Ud over at vi trykker på pauseknappen her, indeholder lovforslaget også en, som det hedder i lovforslaget, overgangsregel. Det er en direkte konsekvens af udskydelsen. For nogle virksomheder har allerede valgt en bæredygtighedsrevisor. De skal have mulighed for, som det hedder, at afregistrere den her bæredygtighedsrevisor uden de sædvanlige krav om særskilt generalforsamlingsbeslutning og dokumentation. Det skal forhindre unødigt administrativt bøvl også her for virksomhederne, og det er derfor, det er en del af lovforslaget.

Den offentlige høring af lovforslaget har vist en generel bred opbakning til lovforslaget. Det gælder både udskydelsen af rapporteringskravene og også den her overgangsordning om revisorer, som jeg talte om før.

Jeg vil gerne takke regeringspartierne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre for den aftale, vi har lavet. Allerede i april i år aftalte vi jo så at implementere den her pauseknap så hurtigt som muligt og også så rettidigt som overhovedet muligt i dansk ret. Det er det, vi gør nu, og med aftalen slår vi så fast over for virksomhederne, at nu trykker vi på pauseknappen. Det gav og giver virksomhederne klarhed og tryghed til at sætte deres forberedelser i bero, og nu kan vi så vende os mod de nødvendige ændringer, der skal laves, så rapporteringen fremadrettet bliver gennemskuelig og sammenlignelig for virksomhederne.

For vores grønne virksomheder skal stå stærkere. De skal være mere konkurrencedygtige, og vores investorer, der gerne vil investere i de grønne virksomheder, skal nemt kunne se, hvad det er, de kan investere i, og hvor de kan investere grønt. Så vi skal ramme et passende antal virksomheder, der skal rapportere, og vi skal sikre, at det, de rapporterer om, både er det rigtige og også det vigtige. Det er balancen, som vi skal finde i anden sammenhæng.

Nu starter vi med at trykke på pauseknappen her, således at det arbejde kan fortsætte, og så får vi lavet en regulering, som betyder, at Europa 1) stadig væk kan bevæge sig fremad på den grønne dagsorden, 2) kan tiltrække mere grøn kapital og 3) kan udvikle flere grønne virksomheder og dermed skabe det, som det her handler om: grønne arbejdspladser til helt almindelige lønmodtagere i Danmark. Tak for ordet.

Mange tak for det. Der er en kort bemærkning til fru Karin Liltorp.

Tak for det, og tak til ministeren for talen. Som ministeren selv afslørede, sagde Alternativet jo pænt nej tak til at være med i aftalen, fordi aftaleteksten glimrede ved, at der stod rigtig meget om konkurrenceevne osv., men de grønne initiativer og lovning på, at vi ikke vil slække på ambitionerne, glimrede lidt ved deres fravær. Men jeg kunne godt tænke mig at høre ministeren, om han nu er i stand til at afvise, at der om 2 år vil være blevet slækket betydeligt på de krav, der kommer til bæredygtighedsrapporteringen fra EU's side.

Ministeren.

Det er helt fair, og det er også helt fair, at man blander tingene sammen. Men det her handler om at trykke på pauseknappen. Så foregår der i anden sammenhæng en diskussion om, hvad det så er for regler, der ligesom skal sættes i stedet, og det kommer vi til at vende tilbage til.

Der er Danmark jo i formandsstolen for EU lige i øjeblikket, og det arbejder vi intenst med. Vi simplificerer; vi deregulerer ikke – vi simplificerer; vi deregulerer ikke. Og hvorfor er der den forskel? Fordi simplificering gør vejen til at nå målet klarere for virksomhederne. Vi ændrer ikke reglerne her. Vi svækker ikke målet om den grønne omstilling med det, vi diskuterer i anden sammenhæng, når vi taler den her berømte Omnibuspakke 1, som er til drøftelse nu i Europa-Parlamentet. Men forhåbentlig kan vi nå en god aftale sammen – Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet – og så kan vi få lavet regler, som så kan sikre, at det bliver klarere for virksomhederne. For virkeligheden er jo den, at de gerne vil investere grønt.

Altså, det, jeg bare synes, kritikerne af det her glemmer, er, at virksomhederne forlader Europa lige i øjeblikket. Hvis man er et rigtigt arbejderparti, vil man stemme ja til det her, for det er med til at sikre flere grønne investeringer og flere grønne arbejdspladser til helt almindelige lønmodtagerfamilier. Men man kan have andre synspunkter. Det må man selv om. Men jeg er uenig i det.

Fru Karin Liltorp.

Vi er ikke et rigtigt arbejderparti, men vi er et ægte grønt parti, og det er jo nok det, jeg har mest fokus på. Og jeg er glad for, ministeren er håbefuld i forhold til at sige, at det bare er en simplificering. Men jeg tror jo, virkeligheden er, at der er mange lande, der arbejder imod den grønne omstilling. Det er nok ikke kun mig, der hører på vandrørene, at vi har et Sydeuropa, der i virkeligheden ikke er lige så interesserede i den her omstilling, som nogle andre lande er. Det er jo derfor, det er vigtigt for mig at få bekræftet, at man vil beholde de høje krav, som man har i dag.

En anden ting, jeg vil høre, er, om ministeren har prøvet at udfordre, at det skal tage 2 år. Jeg ved godt, at politik er bøvlet og tager lang tid, men 2 år er altså lang tid, hvis vi risikerer at tabe en masse momentum.

Ministeren.

Vi trykker på pauseknappen i 2 år. Der er ingen, der holder os tilbage fra at gøre det hurtigere – overhovedet ikke. Det kan vi sagtens gøre. Men jeg fornemmer, der er lidt modstand imod rent faktisk at bevæge sig ind på det her, og det er jo helt fair. Men der er ikke nogen, der står i vejen for, at det kan gøres hurtigere. Det ser jeg gerne. Og det er derfor, vi som formandskab jo forhåbentlig kan få en god proces med de øvrige, som det hedder, institutioner i EU-sammenhæng og få det her løst så hurtigt som muligt, så vi kan få skabt klarhed for virksomhederne. Det er det, der er hele humlen ved det her. Så kan vi få flere grønne investeringer. Lige nu flytter de grønne investeringer ud af Europa, fordi de ikke kan se vejen til målet på grund af alt det her. Det er det, der er pointen.

Så er det fru Leila Stockmarr.

Tak for det. Ministeren siger mange gange, at nu kommer der et pusterum, og at vi trykker på pauseknappen. Man kan jo ikke trykke på pauseknappen, når det kommer til vores klima og vores miljø, til vores klimaforandringer, som desværre er meget fremskredne. Jeg savner lidt, at ministeren kvalificerer, hvordan man vil bruge de 2 år på at sikre, hvad man konkret vil gøre for at sikre, at man så om 2 år har nogle bæredygtighedskrav, som reelt vil accelerere den grønne omstilling, altså konkret, for det bliver hurtigt sådan noget med, at nu bruger vi 2 år, og så laver vi noget, der giver mening og er grønt.

Hvad vil regeringen helt konkret arbejde for på EU-plan at der bliver stillet af krav til virksomhederne i forhold til rapporteringen, når de 2 år er nået?

Ministeren.

Det er jo det, vi kommer tilbage til. Det har ikke noget med lovforslaget her at gøre, så det kommer vi selvfølgelig tilbage til. Men man kan jo se, hvad der er af diskussioner, hvad der føres af diskussioner i Europa, og så kan man få en fornemmelse af, hvad det er, der sigtes efter. Det er vigtigt at understrege, at det her ikke er en deregulering; det er en simplificering. Det handler grundlæggende om, at vi skal sørge for, at vi får flere grønne investeringer, og at Europa bliver mere attraktivt.

Jeg tror bare, jeg er nødt til at sige til Enhedslisten, at man befinder sig lidt i en vildfarelse, når man tror, at flere komplicerede grønne regler også fremmer flere grønne investeringer. Det forholder sig omvendt, og det er det, der er pointen. Hvis man var et rigtigt arbejderparti, ville man stemme for det her, for hvad er det, den grønne omstilling og den grønne industripolitik har betydet for Danmark? Tusindvis af nye arbejdspladser. Det er den største succes på det danske arbejdsmarked i den generation, vi ser ind i nu. Og virksomhederne er udfordrede, fordi investeringerne forlader Europa, fordi det er for kompliceret at se ind i det her. Det er det. Det siger de jo selv. Så hvis man var et rigtigt arbejderparti, ville man tage vare på de grønne job, der er skabt, og ikke igen og igen argumentere for mere kompliceret lovgivning med det resultat, at investeringerne flytter og vi taber arbejdspladser og vækst.

Så er det fru Leila Stockmarr.

Jeg vil komme med som en replik, at jeg ellers skal love for, at der kommer mange komplicerede lovforslag på det grønne område fra regeringen, og der er man jo ikke så uvillig i forhold til faktisk at gennemføre grøn politik på visse områder, på miljøområdet, klimaområdet og andet, hvor det faktisk kan være ganske kompliceret, netop fordi den grønne omstilling er vigtig.

Der blev meget gentaget det her med virksomhederne, som om alle virksomheder står side om side med regeringen i det her. Jeg har tidligere i debatten også refereret til undersøgelser; en rundspørge viser, at 2.500 europæiske virksomhedsledere er ude at sige, at de faktisk ønsker de her rapporteringskrav, fordi det skaber ro og stabilitet omkring investeringsmiljøet i forhold til den grønne omstilling. Jeg står også med et brev, vi har modtaget som erhvervsordførere, fra danske virksomheder, bl.a. TDC og Flying Tiger Copenhagen, der advarer mod, at vi forveksler simplificering og forenkling med tilbagerulning.

Hvad vil ministeren sige til de virksomheder, der faktisk ønsker de krav, fordi det skaber et mere stabilt og grønt investeringsmiljø?

Ministeren kommer med et svar nu.

Jamen spørgsmålet er jo spot on i forhold til nogle af de problemer, der er i den her diskussion. Altså, enten er man i det ene hjørne og er totalt grøn, eller også er man i det andet hjørne og er totalt sort. Jeg tror, at hvis man spørger Enhedslistens spørger, vil hun nok sige: Ministeren Morten Bødskov er nok bare totalt sort i forhold til det her.

Men det, der står i det brev, er lige nøjagtig det, jeg står og siger, hvis man bare gad lytte til det, jeg siger. Jeg siger, at det her ikke er deregulering; det er simplificering. Det er det, ordføreren selv står og læser op. Så det kunne godt være, vi skulle prøve at finde hinanden der og så sige, at hvis vi kan gøre Europa mere attraktiv og Danmark mere attraktiv for grønne investeringer og komme ud af den vildfarelse, hvor vi tror, at jo mere kompliceret og jo mere byrdefuld den grønne lovgivning er, jo bedre bliver det for miljøet. Det passer ikke, for investeringerne flytter. Det koster grøn vækst, det koster grønne arbejdspladser. Det er 3F'ere og metallere , som taber job på grund af det her lige i øjeblikket.

Den næste er hr. Peter Kofod.

Tak for det. Jeg er meget bekymret for den globale udvikling. Der er en enorm udvikling i Nordamerika, og der er en enorm udvikling i dele af Asien, og så er Europa på mange stræk i total stilstand, og en del af årsagen eller en meget stor grund til det er jo EU-systemet og den meget, meget store vilje, der er, til at regulere alle former for teknologisk udvikling og innovation, altså simpelt hen at regulere det ud af det europæiske kontinent. Det er for bøvlet. Det er for byrdefuldt. Det er for omkostningstungt. Alene det her lovforslag er for omkostningstungt. Altså, hvis man ikke havde lavet det her lovforslag, men bare lod det køre, ville der være for 7-7,5 mia. kr. bare i omkostninger til virksomheder for at kunne administrere det her.

Jeg er helt med på, og det synes jeg er rigtig godt, at vi pauser det her for nu. Hvad sker der så om 2 år? Nu tror jeg ikke, at erhvervsministeren er erhvervsminister til den tid, for der ville der have været valg, og der ville vi have fået ny regering inden, men hvis nu, det skete, at den her regering overlevede valget, hvor er vi så om 2 år? Kan vi regne med, at vi pauser det her igen, eller kan vi regne med, at vi har dræbt den her regulering?

Så er det ministeren.

Jeg glæder mig utrolig meget til valgkampen, når den engang kommer. Men lægger man det til side, er det jo klart, at når man ser på det her, er der jo bred enighed i Europa om, hvilken vej vi skal gå her. Den handler grundlæggende om, at vi skal fastholde målet om, at Europa skal være mere attraktiv for grønne investeringer. Det tror jeg bare er vigtigt, ikke mindst for Danmark og ikke mindst for de tusindvis af 3F'ere og metallere , som bliver flyttet ind i nye, sikre og mere værdifulde job med den grønne industripolitik.

Men problemet lige nu er, at den grønne industri er udfordret. Af hvad? Af regler, afrapporteringer og andet, som spænder ben for investeringer og dermed flere job og mere vækst på den grønne dagsorden, altså den grønne industripolitik. Det er det, der er virkeligheden. Derfor synes jeg, at det her rigtigt. Det håber jeg at man kan fornemme. Derfor synes jeg, at det her er rigtigt, altså at finde en ny balance, hvor vi ikke slækker på målene, men gør vejen derhen nemmere og mere gennemsigtig, således at vi kan tiltrække flere investeringer. Det er der, jeg håber vi er, også om 2 år.

Det er hr. Peter Kofod, der har den anden korte bemærkning.

Noget af det, der jo også er bekymrende, synes jeg, eller overraskende, er, at det er de samme mennesker, de samme partier og de samme grupper i Europa-Parlamentet, der har været med til at indføre den her regulering i årevis, og så bliver man lige pludselig overrasket over, at væksten og innovationen bare er flyttet et andet sted hen i verden. Og så siger man med Draghirapporten i hånden: Arh, nu skal man så også til at gå den anden vej.

Altså, hvad regner man selv med at realismen er i det? For mig er det meget svært at se, at den Kommission, man har nu, i øvrigt også formandskabet, kommer til at rykke noget som helst i forhold til at afbureaukratisere og sørge for, at det her er meget mere smidigt, så vi får innovationen tilbage til det europæiske kontinent.

Så er det ministeren.

Det er en bredere europæisk diskussion, men det er jo rigtigt, at verden er forandret, og at Europa skal op i gear. Det er der ingen som helst tvivl om. Men skal det så betyde, at vi bare deregulerer det hele væk? Nej, det skal det ikke. Det er jo heller ikke det, Draghi siger. Tværtimod siger han stort set det, jeg siger her, altså at vi har behov for at simplificere og vi har behov for at sikre, at vejen til at nå de her mål bliver nemmere, mere gennemsigtig og mere attraktiv for investorer og for vores virksomheder. For virksomhederne vil gerne investere grønt. Det vil de gerne. De har set, at det mest produktive er investering i nye grønne teknologier. Problemet er, at bureaukrati og bøvl holder dem væk, og det koster arbejdspladser og vækst lige i øjeblikket.

Mange tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ministeren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Erhvervsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.