Tak for det, formand. Og tusind tak for den entydige opbakning til lovforslaget her. Vi førstebehandler jo i dag et lovforslag om ændring af lov om krigsforsikring af skibe, som det hedder. Som flere andre har sagt, er det jo sjældent, at man fremsætter et lovforslag, som man håber at der aldrig nogen sinde bliver brug for; det er tilfældet her. Men det er et vigtigt lovforslag, for, som det også har været fremme, er verden jo forandret. Der er krig i Europa, og vi skal være klar til at håndtere de trusler, der er omkring os. For omkring i vores farvande og jo altså også ude på verdenshavene sejler der rigtig mange danske skibe. Vi er en stor, men også en stolt søfartsnation, og det er vigtigt, at skibene også kan sejle, hvis Danmark bliver angrebet af en fremmed magt, eller hvis to eller flere stormagter går i krig med hinanden. Det er f.eks. helt afgørende, som det også er blevet sagt, for vores forsyningssikkerhed, både i Danmark, men jo også på Færøerne og i Grønland. Men skibe må jo kun sejle, som vi ved, hvis de er forsikrede, og det er jo godt. Og i tilfælde af krig kan den danske handelsflåde ikke længere tegne krigsforsikringer på det kommercielle marked. Krigsforsikringsinstituttet skal derfor fremtidssikres. Det skal kunne holde den store danske handelsflåde sejlende, også i krigstid. Det er det, der er pointen med lovforslaget.
Hvis vi ser nærmere på indholdet af lovforslaget, er den gældende lov om krigsforsikring af skibe helt tilbage fra 1997. Dengang blev det besluttet, at Krigsforsikringsinstituttet så at sige hviler i sig selv i fredstid, og at rederne først betaler ved aktivering, og sådan vil det selvfølgelig også fortsat være. Der er dog behov for at ændre loven på en række områder.
For det første skal Krigsforsikringsinstituttet have tilstrækkelig med likviditet til at kunne udbetale erstatninger for krigsskader fra første dag. Vi foreslår, som det også har været fremme her under debatten, at lave en statslig låneramme på 6 mia. kr. og selvfølgelig skrive det ind i loven. Den skal Krigsforsikringsinstituttet kunne trække på akut, hvis det skal udbetale erstatninger for krigsskader. Eventuelle træk på den låneramme, som det jo er, vil rederne så efterfølgende tilbagebetale gennem deres præmier.
For det andet skal instituttet kunne dække ansvar for skader og tab for besætningen og passagerer, men også for last. Det er ikke nok, at instituttet kun dækker skader på selve skibene, som de gør i dag. Derfor vil vi også ændre lovforslaget på dette punkt. Uden de her påkrævede ansvarsforsikringer er pointen jo den, at skibe ikke kan lægge til havn hos stater, der er med i de internationale konventioner på søfartsområdet. Vi, Danmark, har også en pligt til at tilbageholde skibe, der sejler med Dannebrog, hvis de ikke har de rigtige ansvarsforsikringer.
For det tredje skal Krigsforsikringsinstituttet jo så fra første dag kunne assistere skibe med krigsskader, hvor end i verden skibene er. Det kræver en aftale med et søforsikringsselskab eller, som det også har været fremme her under debatten, en anden privat aktør, der kan stå for det – så de står klar til at træde til og varetage administrationen her, altså Krigsforsikringsinstituttets administration. Derfor ønsker vi jo også, at loven giver mulighed for, om man vil, at delegere, altså uddelegere, administrationen af instituttet til en privat aktør. Den private aktør skal jo selvfølgelig have de rigtige kompetencer til at assistere skibe og behandle krigsforsikringsskader umiddelbart efter en aktivering, altså hvis det går galt.
Til sidst foreslår vi så, at skibe, der har tilladelse til at sejle med dansk flag, i en begrænset periode også omfattes af Krigsforsikringsinstituttet i den pågældende periode.
Det er et lovforslag, som forhåbentlig aldrig nogen sinde skal bringes til at virke, men vi er i en alvorlig situation, og derfor skal vi tage de forbehold, der er. Vi er en stor søfartsnation, og der er selvfølgelig her tale om et erhverv, som bringer tusindvis af job til Danmark og milliarder i eksportindtægter, og så skal vi selvfølgelig også hjælpe dem til at håndtere de udfordringer, de står over for. Det er grundlæggende derfor, vi fremsætter det her lovforslag. Og tak for den entydige opbakning til forslaget. Det var det, formand.