Tak for det, formand. Jeg er også en af dem, der mener, at det i sandhed er en glædens dag i dag. Langt om længe behandler vi loven om anlæg af en midtjysk motorvej på næsten 62 km i alt. Strækningen Klode Mølle-Løvel er 44 km lang, strækningen Give-Billund er 18 km lang, og på begge strækninger vil der være mulighed for at køre 130 km/t. Der laves natur – helt præcis 117 ha nyt naturområde og 97 ha ny skov. Vi kan alle sammen se frem til åbningen af strækningerne i 2034, og jeg vil sørge for, at i alle sammen bliver inviteret til festen. I den forbindelse vil jeg også sige tak til alle, der har bidraget til, at vi er nået hertil, hvor vi er nået i dag.
Indholdet af lovforslaget er jo jer alle sammen bekendt, så jeg vil ikke gå i så mange detaljer om det indholdsmæssige. Men der er blevet stillet nogle spørgsmål i salen, bl.a. fra Alternativet og Radikale, som har haft spørgsmål til konsekvenserne for drikkevandet, og her kan jeg naturligvis berolige og sige, at det med hensyn til regnvandsbassiner og opsamling af regnvand osv. jo sker efter alle kunstens regler, hvorfor det ikke vil have negative konsekvenser for drikkevandet.
Enhedslisten nævnte også det her med, at det, når vi taler om motorveje versus kollektiv transport, tydeliggør en skævhed i prioriteterne, og det er jeg sådan set enig med Enhedslisten i. Vi prioriterer jo i »Aftale om infrastrukturplan 2035« 111 mia. kr. til den kollektive transport, men kun 76 mia. kr. til vejene, så på den måde er jeg faktisk enig med Enhedslisten i, at der jo er en skævhed i forhold til de prioriteter i kroner og øre.
Så sker der jo det, når vi laver infrastruktur, at der er mange, der bliver glade og nogle få, som bliver meget kede af det. Det er konsekvensen, når vi laver infrastruktur, og derfor er vi jo vant til det. Uanset om det er jernbaner, veje, eller hvad det kan være, så har det jo konsekvenser, og det berører selvfølgelig i nogen grad den enkelte, der bliver påvirket, hårdt, hvorfor vi selvfølgelig også gør, hvad vi kan, for at tage hensyn til det.
Det betyder også, som Alternativet har nævnt, at der er et område, hvor der bliver en omkørsel på 2,9 km., men det er ikke en omkørsel, som er stor, i forhold til når vi generelt laver infrastruktur. Så det har den konsekvens, at der visse steder vil være omkørsler, og det er, fordi vi også bliver nødt til at tage hensyn til andre parametre end omkørsler.
Der har været en trafiktælling lige nøjagtig på strækningen mellem Hald Ege og Ravnstrup, og som jeg husker det, er der på en hverdag, når det gælder hverdagscykelpendling, 1-3 cyklister om dagen. Det er klart, at det jo kommer til at påvirke dem. En underføring ville have kostet omkring 100 mio. kr., som jeg husker det. Det er jo den slags prioriteringer, vi sidder og tager som transportordførere. Det er det, uanset om det er jernbaneinfrastruktur eller vejinfrastruktur.
Men heldigvis har der været gode borgermøder, hvor vi også har taget hensyn til lokale ønsker og lokale prioriteter, og det er jo også derfor, at der som en del af det her projekt kom en supplerende høring. Det gjorde der, fordi vi jo rent faktisk tilpassede projektet efter lokale ønsker, og det er faktisk noget af det, som jeg også gerne vil kvittere ordførerne for, altså deres imødekommenhed og villighed til fleksibilitet.
Så er der blevet fremført en påstand om, at fra høringsfristen sluttede, til vi tog beslutningen, var det ikke muligt at læse høringssvarene. Det er noget vrøvl. Der var jo frist for høringssvar den 15. november for den store høring, og vi tog beslutningen den 19. februar. I mellemtiden har vi også haft en gennemgang af Vejdirektoratet, hvor der har været mulighed for at stille spørgsmål til høringssvarene osv., og de har altså også i perioden været til rådighed for alle på Vejdirektoratets hjemmeside, hvor man har kunnet gå ind og se, hvad der var blevet skrevet i høringssvarene.
Endelig vil jeg sige, at jeg har stor respekt for de partier, som sidder med inde i lokalet, også de partier, som ikke føler sig lige komfortable med motorvejsprojekter. For man kan faktisk også se i beslutningerne i »Aftale om infrastrukturplan 2035«, hvad der egentlig er blevet sagt fra Radikale Venstres side, og hvad der er der er blevet sagt fra SF's side.
Men jeg har stor respekt for dem, som rent faktisk sidder i lokalet sammen med os alle sammen og kerer sig om f.eks. de miljøkonsekvenser, der er. Det er jo derinde, vi har en mulighed for at påvirke det, når vi nu laver infrastruktur. For det kommer til at påvirke naturen, uanset hvilken slags infrastruktur vi laver, om det er cykelsti, jernbane eller motorvej. Hvordan kan vi så lave endnu mere natur, end vi har i forvejen, og så mange steder som muligt få bedre naturkvalitet, end vi har i forvejen? Her bliver der jo f.eks. 124 km insektmotorvej langs motorvejen, hvor vi alene fokuserer på, hvordan vi kan lave så gode rammer som muligt for biodiversiteten og for insektmangfoldigheden. Så det er jo en motorvej, ikke bare for biler, men også for biller, fordi der bliver lavet stensætninger, der bliver lavet faunastriber, og der bliver lavet alle mulige foranstaltninger. Der kan man skabe fremkommelighed med den her sammenhængende natur på tværs af et land, hvor der måske ikke har været de samme muligheder for fremkommelighed, ved lige pludselig at bruge infrastrukturen til at forbinde landsdele, hvor det var savnet.
Dernæst laves der 89 nye søer. Vi, altså dem, der sidder med ved bordet og tager ansvar, laver 89 nye søer af 500+ m², altså størrelsesmæssigt plus, og det har ordførerne været med til at vedtage. Der bliver der taget hensyn til vandsalamander, spidsmus, frø og andre padder. Det er langt mere, end der er i dag.
Endelig er birkemusen også blevet nævnt, og vi laver jo faktisk 35 ha af sådan noget lav blandingsnatur, altså specialdesignet til birkemusen. Så det er alt sammen mere natur, end vi har i dag. Det er alt sammen beslutninger, man har mulighed for at træffe inde ved bordet, og derfor har jeg egentlig bare siddet og smilet lidt over, hvor mange der har noget på hjerte på de her dagsordner, men som sætter sig selv uden for indflydelse.
Jeg håber, det var svar på spørgsmål, ellers stiller jeg mig selvfølgelig til rådighed for det høje Ting også i den videre proces.