Det, jeg synes er udfordringen med en ensidig anerkendelse af Palæstina som stat, er: Hvad så med Israel? Hvad så med den israelske befolknings sikkerhed? Lige nu er der terrorbevægelser i de palæstinensiske områder. Det er jo indiskutabelt. Det er jo derfor, der er en krig. Hamas angreb Israel, og jeg håber ikke, der er nogen i det her Folketing, der hverken direkte eller indirekte bakker op om terrororganisationerne. De skal væk. Derfor er jeg fortaler for, og derfor er vi fortalere for en tostatsløsning.
Det, der så er vores udfordring i dag, er, at mange ledende kræfter i de palæstinensiske områder ikke vil have en tostatsløsning, fordi der stadig væk er for mange palæstinensere, der ikke anerkender Israels ret til at eksistere. Vores problem er så oveni, at vi har en regering lige nu i Israel, der ikke anerkender, at der skal være to stater.
Og det rammer så en civilbefolkning først og fremmest. Jeg har ingen forståelse, vil jeg gerne sige, for, at man blokerer for, at der kan komme humanitær hjælp ind i Gaza – ingen. Det synes jeg er forkert. Den civilbefolkningen er prøvet nok i forvejen.
Jeg får lejlighed til at mødes med FN's generalsekretær i morgen, og der vil jeg selvfølgelig tage det her op, for Israel skal stoppe med det, der er sat i gang bl.a. i går.