Spm. nr. US 56

Jeg vil indlede med noget måske lidt utraditionelt; jeg vil nemlig gerne rose statsministeren. Jeg vil gerne rose statsministeren for hendes utrættelige kamp for Ukraine og for Ukraines ukrænkelige ret til at være en fri og selvstændig stat over for en hensynsløs og militært overlegen nabo. Jeg vil også gerne rose statsministeren for at træde i karakter som en tydelig og samlende leder i Europa, på et tidspunkt hvor vi mærker aggressioner fra Trumps USA, der med magt og trusler sår tvivl om Grønlands sikkerhed og fremtid.

Men der er ingen roser uden torne. For lige så stærk og tydelig statsministeren er i spørgsmålet om Ukraines frihed, lige så fraværende er hun, når det handler om palæstinenserne i Gaza. I går gjorde Israels premierminister, Netanyahu, det klart, at han vil erobre og overtage Gaza permanent. Han vil tvangsforflytte hele den tilbageværende udmattede og udhungrede palæstinensiske befolkning fra Gaza.

Hvornår fordømmer statsministeren det folkemord, der foregår i realtid lige for øjnene af os alle sammen? Hvor bliver sanktionerne af? Hvor bliver det danske boykot af? Hvorfor samarbejder Danmark stadig væk med en formodet krigsforbrydere som Netanyahu?

Mit spørgsmål til statsministeren er derfor: Hvornår vil statsministeren handle på det folkemord, vi ser lige nu i Gaza, stoppe våbensalg og indføre hårde sanktioner mod Netanyahus Israel?

Statsministeren.

Jeg vil sige tak for de positive ord til en indledning. Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg har valgt hele vejen igennem at bakke op om Israels ret til at forsvare sig mod Hamas og andre terrorbevægelser. Den krig, der er i Mellemøsten, er startet på grund af et terrorangreb fra Hamas. Det er Hamas, der angreb Israel, ikke omvendt. Det har jeg valgt at bakke op om.

Jeg må også sige, at de udtalelser, der kom fra Israel og Netanyahu i går, er dybt bekymrende. Jeg er selv, og det er regeringen også, fortaler for en tostatsløsning, og dermed anerkender vi jo, at der selvfølgelig skal være en palæstinensisk stat, hvor man kan leve i fred og frihed, men jeg er lige så optaget af, at der selvfølgelig også i fremtiden skal være en et Israel og et Israel, der lever i sikkerhed. Det kan ikke lade sig gøre, så længe Hamas er der.

Så palæstinenserne bliver nødt til at få sagt farvel til de terrororganisationer og gøre klart, at de ikke har plads i Gaza eller på Vestbredden eller i det hele taget i en palæstinensisk fremtid. Men ordene fra Netanyahu og fra Israel går synes jeg og vi er dybt bekymrende. Det vil jeg gerne have lov til at sige.

Fru Franciska Rosenkilde.

Det glæder mig dog, men jeg synes ikke, jeg hører sådan en entydig fordømmelse fra statsministeren. 143 ud af FN's 193 medlemslande anerkender allerede Palæstina som selvstændig stat, heriblandt Sverige og Norge. Den danske regering har valgt ikke at stemme for det senest her i salen for nylig.

Spanien har indført våbenembargo over for Israel, FN anklager Israel for at indføre apartheid over for palæstinenserne, og Frankrig kalder Netanyahus offensiv for brud på humanitær lov. Det bør være tydeligt for enhver på nuværende tidspunkt – hvis ikke tidligere – at Netanyahu ikke ønsker at bekæmpe terror; han vil erobre nyt land. Derfor spørger jeg igen: Vil regeringen med Mette Frederiksen i spidsen handle på det her folkemord, vi ser lige nu i Gaza?

Statsministeren.

Det, jeg synes er udfordringen med en ensidig anerkendelse af Palæstina som stat, er: Hvad så med Israel? Hvad så med den israelske befolknings sikkerhed? Lige nu er der terrorbevægelser i de palæstinensiske områder. Det er jo indiskutabelt. Det er jo derfor, der er en krig. Hamas angreb Israel, og jeg håber ikke, der er nogen i det her Folketing, der hverken direkte eller indirekte bakker op om terrororganisationerne. De skal væk. Derfor er jeg fortaler for, og derfor er vi fortalere for en tostatsløsning.

Det, der så er vores udfordring i dag, er, at mange ledende kræfter i de palæstinensiske områder ikke vil have en tostatsløsning, fordi der stadig væk er for mange palæstinensere, der ikke anerkender Israels ret til at eksistere. Vores problem er så oveni, at vi har en regering lige nu i Israel, der ikke anerkender, at der skal være to stater.

Og det rammer så en civilbefolkning først og fremmest. Jeg har ingen forståelse, vil jeg gerne sige, for, at man blokerer for, at der kan komme humanitær hjælp ind i Gaza – ingen. Det synes jeg er forkert. Den civilbefolkningen er prøvet nok i forvejen.

Jeg får lejlighed til at mødes med FN's generalsekretær i morgen, og der vil jeg selvfølgelig tage det her op, for Israel skal stoppe med det, der er sat i gang bl.a. i går.

Fru Franciska Rosenkilde med et afsluttende spørgsmål.

Jeg er helt enig med statsministeren i, at alle herinde, som jeg hører det, selvfølgelig tager afstand fra terror og hele dens afskyelige væsen, men krigen startede jo tidligere, dvs. for snart 2 år siden, og der er en lang og blodig historie. Men det glæder mig at høre, at statsministeren også tager det, som vi hører fra Netanyahu, alvorligt.

Det sidste og tredje spørgsmål kommer vanen tro ude fra Christiansborg, og den her gang kommer det fra en af de nye danskere, der deltog i den årlige statsborgerskabsdag. Det er en ung kvinde, som er født og opvokset i Danmark, men som stadig venter på det rødbedefarvede pas. Hun kalder sig selv den unge østjyde, og spørgsmålet lyder således:

Kære statsminister, jeg har knoklet hele livet for mit land, min familie og mig selv. Jeg er i gang med uddannelse. Jeg arbejder og er engageret i lokalsamfundet. Kan det virkelig passe, at det er min etnicitet, der skal hindre mig i at være dansk nok?

Statsministeren.

Nu ved jeg jo ikke, hvad der ligger i spørgsmålet, men jeg står fuldstændig på mål for, at vi har meget, meget stramme krav til at opnå dansk statsborgerskab. Det har vi af flere grunde.

Vi har det, fordi der er for mange, der er kommet hertil og begår kriminalitet – alt for mange. Den kriminalitet er ødelæggende for vores frie og åbne samfund. Det er den, fordi når folk begynder at blive bange for at være i deres lokalsamfund eller for at tage toget sent om aftenen, så ødelægger man noget af det allerallervigtigste i Danmark. Så det er den ene årsag. Den anden årsag er, at det ikke er ligegyldigt, hvor mange der kommer hertil. Antallet betyder noget. Derfor har vi meget, meget stramme regler for at opnå dansk statsborgerskab.

Det er jo næsten umuligt for mig at forholde mig til en helt konkret situation, men det er jo ikke sådan, at man ikke kan opnå dansk statsborgerskab, hvis man har en anden etnisk baggrund. Man skal bare leve op til de regler og de kriterier, der er, og så i øvrigt lade være med at gøre nogle andre ting samtidig.

Tak for det. Vi siger tak til fru Franciska Rosenkilde.

Jeg byder nu velkommen til hr. Lars Boje Mathiesen har Borgernes Parti. Værsgo.