Det er jo altid en stor fornøjelse at få lov til at være den første efter regeringspartierne, hvor man kan sige, at der har vi i hvert fald fået udlagt, hvad der står i redegørelsen, og alt det positive omkring den. Og så er man jo altid den første, der kan få lov sådan bare at gå op og råt for usødet finde hårene i suppen, så det har jeg tænkt mig at bruge 10 minutter på.
Først vil jeg jo rose mine kolleger i Digitaliseringsudvalget. Det er et udvalg, hvor der faktisk altid, på trods af at man har forskellige holdninger, er en følelse af, at man tager jobbet seriøst. Man ser problemstillinger, man ser dem fra begge sider, og man forsøger at komme sådan lidt i mål. Så i forhold til dem af mine kolleger, som er med til alle udvalgsmøderne, ved man jo, at det her er noget, som vi alle sammen har et øje på, og det bliver vi alle sammen nødt til at have, for digitalisering er jo mange ting, og det går så stærkt. Så hvis vi alle sammen har travlt, ligesom vi normalt har det i Folketingssalen, med det her, så bliver det sådan lidt ligesom at gå ind til en skrædder og sige: Jeg vil gerne snakke om det her kørekort til symaskine, jeg har taget i folkeskolen. For det går bare stærkere.
Vi snakker om digitalisering lige nu, og jeg skal nok komme tilbage til de huller, vi har i forbindelse med det lige nu. Men vi skal jo til at snakke om noget andet. Næste år skal redegørelsen vel handle om noget med kunstig intelligens, for digitalisering er så meget fortiden, at man slet ikke forstår det. Alle danskerne er med på nær nogle, og dem kommer jeg tilbage til. I virkeligheden ligger den store glæde og den store chance i at være first mover – eller det finder vi lige på et tidspunkt et dansk ord for, formand – altså at være dem, der ligesom sørger for at være med på vognen. Det er også det, Draghi siger. Det er jo fint nok, at Kina og USA løber med det lige nu, men det er jo ikke et spørgsmål om antallet af pc'er eller muligheden for at bruge Microsoft Word, han er bekymret for; det er jo den næste udvikling. Og det er jo nok lidt, ligesom første gang jeg så, da jeg var helt ung i begyndelsen af 1990'erne eller slutningen af 1980'erne, at man kunne blive datalog, og så tænkte jeg, at det er der bare ingen fremtid i. Det skulle jeg nok alligevel have gjort, for så havde jeg været specialist i en kommune nu og været fuldstændig vildt eftertragtet og kunne nærmest selv have valgt min løn. Det er det første hår i suppen.
Det er jo ikke godt nok, at nærmest alle kommunerne siger: Vi har et kæmpe problem, vi kan ikke finde specialisten. Noget af det, vi skal se på, er lovgivningen; vi skal sørge for, at måske tre små kommuner kan få den her specialist at deles om, ved at de rammer noget ind med noget GDPR eller noget. Så der er lavthængende frugter, og dem skal vi have pillet ud. Og så skal vi naturligvis arbejde frem imod, at alle er digitale eksperter, og at vi har rigeligt af dem til kommunerne. Det er bare ikke den virkelighed, vi er i nu. Så den lavthængende frugt får regeringen nu: Få da sørget for, at de kan deles om dem, sådan at vi ikke rammer en situation, hvor vi lægger en kommune ned. For det, vi alle sammen i udvalget også ved, er, at hvis det sker i en kommune, så er vi ude i det, der på fornemt nydansk hedder redundans, og det har vi ikke noget af, så vi er tilbage ved papirark. Det er jo der, hvor vi må spørge: Er det virkelig meningen, at et topdigitaliseret samfund, når det går galt, så skal blive topanalogt? Og hvor skal containerne med alle de papirer og alt det dobbeltarbejde stå henne?
Det fører faktisk tilbage til noget i forhold til de her cloudløsninger og bekymringen for dem, som jo faktisk er ret reel. Det er ikke så meget, at jeg er bekymret for, at det sker lige i morgen, men det kan jo ske. Det kan jo ske, at der, hvor vi har vores data i et datacenter, vælger de at lukke; det kan brænde ned. Den form for redundans skal vi sikre os at vi altid har adgang til, og der er jeg jo nok mest tryg ved det, hvis vi sørger for, at den som minimum ligger inden for landegrænsen; så er det noget nemmere som Folketing at gå ind og gøre et eller andet, sådan at vi har adgang til de her livsvigtige informationer, da der rent faktisk er meget kritisk infrastruktur på utrolig mange flere områder end bare sygehusene. Der er kritisk infrastruktur i alting, fordi vi netop er et af de mest digitaliserede samfund i verden, og der er vores data bare supervigtige. Det kan vi også tage ned; vi kan simpelt hen lave nogle regler, der siger, der skal være en form for backup, hvor vi simpelt hen har retten til at sige: Ja, det kan godt være, I ikke har lyst til at være her, men det er vores data, der ligger der, og dem beholder vi. Det er selvfølgelig en meget socialistisk tankegang for en blå mand som mig, men altså, i mangel af bedre bliver man jo nødt til at sige, at vi i hvert fald skal sikre os, at dataene er der.
I forhold til nogle af dem, vi svigter, ved jeg jo, at ministeren har fulgt med i det. Nu kommer ordføreren fra Moderaterne snart og siger, at det ikke var en kuglepen, han sad med i munden, men at det var en digital pegepind. Men vi har jo helt lavpraktiske ting, hvor vi ikke sikrer, at vi alle sammen kan være med, selv ikke dem, der vil. Der er nogle mennesker, der gerne vil være med, men hvis du ikke selv kan få din nemkontokode lavet om, så er vi på den. Det skal vi løse, og det er en lavthængende frugt. Jeg ved, at ministeren har fulgt med i det, og jeg ved også, at ministeren sagde, at jeg gav hende indtil marts, og vi er jo i april nu, så nu tager vi handskerne af og siger: Få det dog fikset, få det dog ud af verden. Hvis man ønsker at gøre med det digitale samfund og vi har sat et benspænd, i forhold til at vi på en eller anden måde ikke magter at sørge for at kunne hjælpe folk til at få en kode, så må vi kunne løse det. Nu er tiden gået, minister, og nu forventer jeg, at vi får det løst. Jeg ved, at ministeren er interesseret i at få det løst, så lad os få det gjort.
For det er jo en problemstilling, vi kommer til at ramme mange steder. For mens vi klapper os selv på ryggen for at være et digitalt samfund, skal vi huske, at 5,4 pct. af danskerne ikke er med i digital post eller e-Boks. Det er jo ikke, fordi det er et problem. Det er jo bare noget, der skal håndteres. For det kommer aldrig ned på nul – det kommer aldrig ned på nul, så vi alle sammen er digitaliseret. Der er nogle mennesker, der ikke kan, og der er nogle mennesker, der ikke ønsker det, og det går jeg ind for. Vi skal jo ikke gøre livet lige så let, for det er nok svært at få gjort, men vi skal gøre det muligt.
I sidste lovforslag, vi havde, havde vi f.eks. ventekontoen. Det skal da bare skrives ind, at naturligvis kan du få dine penge i kontanter, hvis du vil have i dem i kontanter. Worst case er det ikke et kæmpestort problem for os. Det er ganske få, der har behov for det. Vi skal bare hele tiden huske, når vi laver det her digitalisering – og vi gør det på alle områderne herinde – at der også er mennesker, der ikke bliver digitaliseret eller ikke ønsker at blive digitaliseret eller for den sags skyld kommer udefra og ikke har mulighed for at blive digitaliseret. Så vi farer frem i verden og bliver bedre, for det gør vi, og om end det er små plusser, der er på kontoen i redegørelsen, så er det jo plusser. Vi bliver jo bedre og bedre hvert år. Så skal vi bare huske at have dem med.
Så er der den her med børns trivsel på sociale medier. Jeg har faktisk ikke mødt en eneste, tror jeg, i hele Folketingssalen, der ikke mener, at det skal vi gøre noget ved. Men det er jo ikke sikkert, det er Digitaliseringsudvalget, der kan løse det. For muligvis er det jo noget, hvor vi skal ind at snakke om noget familie i stedet for: om forældrene skal være bedre til at løse det og gøre deres børn robuste i forhold til en verden, hvor de bliver udsat for det her. For virkeligheden er, at hvis vi forbyder Facebook eller Snapchat i morgen, så er der i overmorgen en anden model. Og med den måde, vores system er bygget op på, kan vi ikke sikre, at de ikke bliver udsat for det. For det er markedsøkonomi, og vi kan ikke lukke Danmark ned, sådan at vi ikke får data ind over grænsen.
Vi er faktisk ret impotente i forhold til muligheden for at gøre det her, faktisk også på EU-niveau. Selv om vi siger, at så kan vi lave noget i EU, er virkelighed global. Vi handler med amerikanerne, vi handler med kineserne, og det gør vi også digitalt. Digitalt er problemstillingen så bare meget for mig, at det, især med den kunstige intelligens, som jeg vender tilbage til, er: Det er jo ikke dataene, vi putter ind i den. Det er de tanker, som motoren kan få lov at lave bagved og udnytte, som jeg er bekymret for. Kan vi styre, hvor den motor ligger? Det tror jeg ikke vi kan.
Vi var meget hurtigt ude i Folketinget at sige, at den kinesiske chatrobot var forbudt, men kan vi garantere, at vi ikke bliver brugt på samme måde af en engelsk eller en amerikansk eller for den sags skyld en tysk? Vi har ikke kildekodeadgang. Vi har vægtadgang på nogle af dem. Det er jo en god ting. Det er stadig væk kun vægten. Hvad er det lige, man suger ud?
Hvis vi på den måde forsøger at sige, at det er et digitaliseringsudvalg, der skal stå for det, tror jeg ikke vi er klar til at imødegå noget, som jeg ønsker og som jeg håber bliver udkommet især. Det er, at vi accepterer, at vi ikke kan blive ved med at jagte efter haren ude på marken. Vi kommer aldrig til at fange den. Vi kan hegne marken ind i forhold til at sikre, at danskerne har nogle rettigheder, sådan at vi i hvert fald har en reaktiv model, der sikrer, at hvis dine rettigheder bliver brudt, kan vi komme efter nogen. Den proaktive tror jeg ikke vi kan nå at følge med i i et demokrati, hvor alle skal høres, og hvor der er en dialog og en proces. Og det bliver jo bare værre på EU-niveau. Der går alting endnu langsommere.
Og hvis vi skal være reaktive, skal vi holde op med at putte tingene ind i søjler i Folketinget. Vi skal til at have digitalisering, borgerrettigheder, kunstig intelligens og kvantecomputere til at være noget, som alle ordførere på alle områder forholder sig til, hver eneste gang vi sidder og laver noget. For alle, der har været ordførere på mere end ét område, ved, at vi forholder os til en hel masse med computere, digitalisering og data på alle områder. På alle andre områder hedder det bare noget andet. Så der fokuserer vi måske kun på sundhed, og så glemmer vi digitalisering.
Om det allerallersidste i forhold til uddannelse af danskerne vil jeg sige: Jeg synes, det er fantastisk, vi har fået det ind i skolen, men vi kan bare ikke vente 35 år på, at der er en af dem, der får det i folkeskolen nu, der står på Folketingets talerstol og kommer med den gode idé. Danskerne skal som helhed, som befolkning tilbage til »OBS«-tiden, hvor vi havde en oplysning til borgerne om samfundet på et dejlig analogt medie som DR. Vi skal simpelt hen til at informere danskerne om, hvordan det er, det går, og hvordan du udnytter kunstig intelligens bedst muligt. For jeg tror, det er et kæmpe plus. Vi skal bare huske, at kunstig intelligens og kvantecomputere i et digitaliseringsudvalg med folk som os risikerer at blive rendt over ende, for virkeligheden er, at vi lige nu risikerer at stå over for den største revolution af vores samfund siden, ja, dampmaskinen. Og den kommer vi ikke til at fange, hvis vi bliver ved med at jagte haren. Den kommer vi kun til at fange, hvis vi sætter gode regler ned og stoler på, at det ... (Den fg. formand (Bjarne Lausten): Tak).