Det sidste punkt på dagsordenen er:

33) Forhandling om redegørelse nr. R 12:

Ældreministerens redegørelse om ældreområdet 2025.

(Anmeldelse 30.04.2025. Redegørelse givet 30.04.2025. Meddelelse om forhandling 30.04.2025).

Vi skal i gang med endnu en redegørelsesdebat. Det indebærer, at ordførerne lige skal logges ind på deres pladser og rykke lidt fremad. Der er meget arbejde i det, så vi tager lige en kort pause.

Så er alle på plads, og computersystem er også med. Dermed er forhandlingen åbnet. Den første ordfører er fru Maria Durhuus fra Socialdemokratiet.

Tak for ordet. Jeg er glad for, at vi har den her årlige status, hvor vi ikke bare diskuterer enkeltsager eller enkelte forslag, men hvor vi hæver blikket en lillebitte smule og kan drøfte de sådan større linjer i ældrepolitikken. Men det må også siges at være noget af en særlig redegørelse i år, og det skyldes jo ikke kun det faktum, at der endnu en gang er leveret en grundig gennemgang af tilstanden i ældreplejen, men jo også, at det er den sidste redegørelse under det gamle styringsregime, for om lidt over en måned træder den nye ældrelov i kraft – en reform, der markerer et retningsskifte i vores tilgang til pleje og omsorg for alle ældre borgere i Danmark.

Den nye ældrelov er jo faktisk det skifte, hvor vi går fra ydelse til menneske. Vi tager et afgørende skridt væk fra tænkning i enkeltydelser og minutregistreringer. Vi skal med andre ord se det enkelte menneske og gøre op med den rigide visitation og det bureaukrati, som alt, alt for længe har trukket energi ud af systemet, væk fra omsorgen og over i kontrol. Som det fremgår af redegørelsen har vi over årtier opbygget en struktur, hvor dokumentationskrav og standarder har fået forrang over tillid og dømmekraft, og det er en udvikling, vi nu vender, fordi helhedspleje skal sætte mennesket, ikke systemet i centrum. Vi skal rykke visitationen væk fra et skrivebord på rådhuset, hvor man ikke engang behøver at have set det menneske, man sidder og træffer afgørende beslutninger om, og meget tættere på mennesket, på den ældre.

Det betyder, at det i langt højere grad er de medarbejdere, som kender den ældre – kender livshistorien, kender familien og de pårørende – der også er de bedste til at vurdere, hvad der er brug for hos det enkelte menneske i den situation, menneskets står i. Vi giver altså med andre ord fagligheden tilbage til dem, der hver dag er i kontakt med borgerne, og det giver både bedre beslutninger og meget mere meningsfulde relationer. Samtidig ønsker vi at organisere plejen i faste teams, så det bliver færre og mere kendte ansigter, der kommer i de ældres hjem. Det handler også i sidste ende om værdighed. Jeg bliver oprigtigt ked af det, når jeg hører om en ældre kvinde med demens, som hver måned har mellem 30 og 35 forskellige medarbejdere forbi i sit hjem. Det kan og skal vi gøre bedre.

Reformen kommer til at stille store krav, men den kommer også til at åbne store muligheder, og det er nu op til kommunerne og medarbejderne at gribe visionen og fylde den med liv, omsætte enkeltydelser til helhedsforløb og visitation på afstand til vurderinger i hverdagen. Det er at vende en supertanker. Det er ikke nogen nem opgave. Vi forsøger at vende et kæmpestort system, som i 2 årtier har sejlet i en retning og de sidste mange år pløjet sig ind på grund, og hvor styring og mere styring og mindre tillid har været det, der satte sig fast i mennesker. Jeg kender det fra min egen tid i ældreplejen: følelsen af, at skemaet var vigtigere end samtalen; følelsen af, at hvis man gik den ekstra mil for at yde værdig pleje, var det lig med overarbejde.

Derfor har vi også sat penge af til reformen, og når den er fuldt indfaset, vil der være over 1 mia. kr. ekstra til ældreområdet. Det giver os muskler til både at styrke plejen og skabe de rette rammer for de medarbejdere, som skal få reformen til at lykkes. Det er nemlig medarbejderne, der er velfærdens rygrad. Vi må ikke glemme, at det vigtigste i ældreplejen ikke er systemet, men de mennesker, der hver dag møder ind for at gøre en forskel, for uden fagligt dygtige og engagerede medarbejdere har vi ingen ældrepleje.

Redegørelsen viser også, at der stadig væk er et højt antal ikkeuddannede medarbejdere i ældreplejen. Det er bekymrende, ikke fordi de mennesker ikke gør deres bedste og yder en god pleje, men fordi den ældrepleje, vi ser ind i, kommer til at kræve kompetencer, erfaring og en stor faglighed. Derfor er der også allerede sat flere initiativer i gang, nemlig både lønløftet og en styrkelse af uddannelserne og efteruddannelserne og en investering i rekruttering, og ikke mindst giver vi tilliden tilbage til medarbejderne for at skabe bedre pleje, men så sandelig også attraktive arbejdspladser. For der er ikke nogen medarbejdere i Danmark, der har lyst til at komme på arbejde, hvis de hver morgen kl. 7.15 lægger deres faglighed på hattehylden og udfører, hvad der står på dagens smørrebrødsseddel.

Vi tror på, at det vil få flere til at søge ind i faget, og det er der brug for, for redegørelsen peger jo også på, at der er ude i fremtiden vil blive et markant øget behov for flere medarbejdere, hvilket kalder på handling nu.

En af de sidste ting, jeg vil komme ind på i min tale, er velfærdsteknologi. Velfærdsteknologi kræver omtanke, men det kræver også empati og viden. Mere end 80 pct. af medarbejderne er positive over for velfærdsteknologi, og det er med god grund, for teknologi kan være en gave. Det kan frigive tid, det kan skåne kroppen, men det kan også styrke selvhjulpenhed. Vi skal bare bruge den med omtanke.

Jeg har fra min egen kommune har fået mange henvendelser fra borgere, der har oplevet, at hjemmehjælpen blev byttet ud med en robotstøvsuger uden nogen egentlig vurdering af, om det gav mening i deres situation. Det ikke sådan, det skal bruges. Det må aldrig erstatte nærvær, men skal understøtte det, medmindre det selvfølgelig er den ældres eget ønske. Vi skal også sikre en introduktion af ny teknologi, og vi skal sikre, at det sker i dialog med ældre og deres pårørende og ikke bare hen over hovedet på dem. Derfor er det vigtigt, at vi som politikere ikke bare jubler over ny teknologi, men også lytter til de ældres stemmer, for det handler om værdighed og ikke effektivitet for enhver pris.

Vi står på et solidt udgangspunkt, men vi må ikke glemme de 6 pct. For når vi taler om ældrepolitik, er det let at hæfte sig ved alt det, der ikke fungerer. Vi skal selvfølgelig også huske at anerkende det, der virker. Redegørelsen viser, at næsten 85 pct. af de ældre er tilfredse med ældreplejen, og det er godt. Det er et stærkt udgangspunkt, og det skyldes ikke mindst medarbejdernes daglige indsats. Vi må bare heller ikke glemme de sidste 6 pct., for bag de 6 pct. gemmer der sig rigtige mennesker med oplevelser, vi skal tage alvorligt. Når man arbejder politisk med velfærd, er det let at blive fanget i gennemsnit, tal og statistikker, men vi skal bare også huske variationerne. Vores ambition må være, at alle ældre oplever værdig, omsorgsfuld og kompetent pleje.

Vi står ved en afslutning i dag, men også ved en ny begyndelse. Vi står foran en ny æra i ældreplejen, og med ældrereformen får vi en enestående mulighed for at gentænke, hvordan vi skaber et værdigt og tillidsbaseret velfærdssamfund for vores ældre – ikke mindst, hvordan vi går fra styring til omsorg. Det kræver investeringer; dem har vi lagt på bordet. Det kræver forandringer, de allerede i gang. Men mest af alt kræver det, at vi tør give plads til faglighed, til tillid, til medmenneskelighed og til praksisnært fagligt lederskab i hverdagen. I Socialdemokratiet glæder vi os til at følge den spændende tid, vi går ind i. Med det vil jeg sige tak for ordet.

Der er ingen korte bemærkninger, så tak til Socialdemokratiet. Så går vi videre i ordførerrækken til hr. Hans Christian Schmidt fra Venstre.

Tak for ordet. Om lige godt halvanden måned, den 1. juli 2025, træder ældreloven i kraft – en frisættelse af ældreområdet, som skal give vores ældre endnu mere frihed og endnu flere valgmuligheder, og lad os lige holde fast i det. Ældreloven skal give vores ældre mere frihed og flere valgmuligheder. Jeg tror, at det helt generelt er sundt for os politikere en gang imellem at løfte blikket og huske på, hvad det egentlig er, vi arbejder for. Vi arbejder for at give friheden og selvbestemmelsen tilbage til den enkelte ældre, så de kan leve det liv, der passer til lige netop dem. Det er målet. Selvbestemmelse, tillid og samspil er ældrelovens bærende værdier, og det er de værdier, som ældreloven i sidste ende skal måles på. Først når vores ældre ude lokalt kan mærke, at de har fået mere medbestemmelse og indflydelse på deres hverdag, når medarbejderne i ældreplejen kan mærke, at der er tillid til deres faglighed og tid til den borgernære velfærd, og når pårørende føler sig inddraget og anerkendt og også aflastet efter behov på, vil jeg mene, vi er i mål. Med ældreloven har vi taget et vigtigt skridt i den rigtige retning. Nu skal frisættelsen af ældreområdet ud at leve lokalt hos vores ældre, hos medarbejderne og hos de pårørende.

Jeg vil gerne rette en særlig tak til ældreministeren i dag og sige tusind tak for ministerens indsats, for det har været helt afgørende for, at vi har kunnet få det her. Jeg har selv haft fornøjelsen af at være herinde i mange år, mere end 30 år, og jeg har set meget, og jeg har tit savnet, at der kom så stort fokus på ældreområdet, som der er kommet her i den seneste periode, og det vil jeg gerne sige ældreministeren tusind tak for. Det er så flot.

Årets ældreredegørelse giver os et godt overblik over ældreområdet her, inden ældreloven træder i kraft. Jeg hæfter mig særlig ved tre elementer, som jeg gerne vil sætte nogle ord på. Først og fremmest kan vi se, at den private hjemmehjælp stormer frem. Op mod halvdelen af alle modtagere af hjemmehjælp vælger nu en privat leverandør. I 2011 var der ca. 28 pct. af de ældre, der modtog både personlig pleje og praktisk hjælp, som valgte en privat leverandør. Nu er det ikke i sig selv afgørende, at man vælger en privat leverandør, men derimod, at man kan vælge, at man har en valgmulighed – det er det, der er det afgørende. I 2023 var tallet steget til 45 pct. – der var altså 45 pct. af de ældre, der modtog både personlig pleje og praktisk hjælp, som valgte en privat leverandør. De benytter sig jo altså af det, som de har lov til, nemlig at kunne vælge selv. Det er meget positivt og vidner om, at flere og flere ældre benytter sig af deres ret til frit valg. For Venstre er det vigtigt, at vores ældre frit kan vælge mellem offentlige og private leverandører, og derfor glæder jeg mig over, at vi med ældreloven sikrer ligestilling mellem offentlige og private leverandører, så private leverandører får endnu bedre muligheder for at byde ind på opgaver i ældreplejen. På den måde styrker vi nemlig både det frie valg og vores ældres ret til selvbestemmelse.

I den desværre knap så opløftende ende må vi også med ældreredegørelsen konstatere, at vi står med en alvorlig udfordring. Vi mangler og kommer til at mangle arbejdskraft i ældreplejen. I 2070 vil antallet af ældre i Danmark være steget med mere end 40 pct. Det betyder, at vi allerede inden for det næste årti vil mangle rigtig mange hænder i ældreplejen. Det er ikke holdbart, og det er noget, vi skal tage dybt alvorligt. Det gør vi også i Venstre. Der er behov for se på, hvordan vi tiltrækker flere medarbejdere, det synes vi er godt, men også, hvordan vi fastholder de mange dygtige medarbejdere, det synes vi også godt, der allerede arbejder i ældreplejen. Fokus skal holdes på det. Med ældreredegørelsen kan vi se, at hele 71 pct. af sosu-medarbejderne på ældreområdet i kommunerne er ansat på deltid. Selv om vi kan se, at flere og flere stillinger som sosu-assistent og sosu-hjælper bliver besat, er der stadig 11 pct. af de her stillinger, som ikke bliver besat under rekrutteringen. Det må vi have fokus på.

Der bliver behov for at tage mange værktøjer i brug for at vende den her ærgerlige udvikling. Et af de værktøjer er et større fokus på fastholdelse af medarbejdere. Med ældreloven giver vi medarbejderne i ældreplejen endnu bedre mulighed for at bruge deres faglighed og uddannelse. Vi skruer ned for bureaukratiet, så medarbejderne skal bruge mindre tid på en unødig dokumentation og kontrol og mere tid på den direkte kontakt med vores ældre. Det tror jeg på de kan se sig selv i og også medarbejderne, og det kan forhåbentlig bidrage til, at endnu flere vil blive ved med at fastholde deres arbejdstilknytning, for når det kommer til stykket, tror jeg, at det er de færreste medarbejdere i ældreplejen, der mener, at det er papirnusseriet, der er den meningsfyldte del af deres arbejde.

Et andet vigtigt element i tiltrækningen og fastholdelsen af medarbejdere vil jeg påstå er tid, simpelt hen følelsen af, at man har den nødvendige tid til samværet og arbejdet med de ældre, tid til at stoppe op og snakke med de ældre om, hvordan de har det, og hvad de har brug for, uden at føle, at hele dagens arbejdsprogram begynder at skride. Her kan udbredelsen af velfærdsteknologi spille en rigtig stor rolle i aflastningen af medarbejderne og frigivelse af ressourcer i ældreplejen. Velfærdsteknologier skal bruges med omtanke, og de kommer aldrig til at kunne erstatte mødet mellem mennesker i hverdagen, men de kan spille en afgørende rolle for medarbejderne i ældreplejen, der har behov for at få frigivet mere tid til arbejdet med de ældre.

I årets ældreredegørelse kan vi se, at de ansatte i ældreplejen overordnet set har en positiv indstilling til brugen af velfærdsteknologi. Hele 82 pct. af de ansatte har enten en positiv eller overvejende positiv holdning til brugen af velfærdsteknologi. Det er et rigtig godt grundlag for det videre arbejde med velfærdsteknologier, som jo er et område, vi kun lige har taget hul på, men som rummer et stort potentiale. Det er i hvert fald en udvikling, vi følger tæt i Venstre.

Jeg vil runde af, hvor jeg startede. For mig og Venstre er det afgørende, at vores ældre får lov at bestemme selv, og at deres hverdag er præget af frihed, valgmulighed og ikke mindst tryghed. Det er ikke nok, at det står i et aftalepapir eller som lovtekst, det er en følelse, der skal helt ud at leve hos vores ældre – først der er vi helt i mål. Tak for ordet og endnu en gang stor ros til ældreministeren; jeg synes, det er så flot et arbejde, ministeren gør.

Der er en kort bemærkning fra hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det, og tak til hr. Hans Christian Schmidt for talen. Når jeg føler mig foranlediget til at tage ordet, skyldes det hr. Hans Christian Schmidts ord omkring frit valg og det, at man har set en stigning i andelen, der benytter sig af private tilbud i hjemmeplejen. Nu bemærkede jeg jo, at hr. Hans Christian Schmidt også modererede det og sagde, at det ikke var et mål i sig selv. Men når jeg ser på stigningen i antallet af borgere, som søger privat hjælp, ser jeg nærmere på det med en bekymring, fordi det jo er udtryk for, at det, man får, er man ikke tilfreds med.

Er hr. Hans Christian Schmidt ikke enig i, at det optimale sådan set ville være, hvis der ikke var nogen, som skulle være udsat for et skift, fordi man er tilfreds med den pleje, man får? For normalt tilstræber vi jo, at der er kontinuitet, og at det netop er kendte ansigter, der leverer hjælpen. Så burde det ikke i stedet for handle om, at så mange som overhovedet muligt var tilfredse med den hjælp, de faktisk fik, og ikke havde behov for at skulle skifte leverandør?

Ordføreren.

Sådan tror jeg altså ikke man kan stille det op, men jeg tror heller ikke, at man kan gøre, som jeg gjorde, i det første jeg sagde, nemlig sige, at bare fordi der er mange flere, der har søgt over i de private ordninger, så kan man være sikker på, at det er et gode. Det behøver det ikke at være. Det kan sagtens være, som hr. Peder Hvelplund siger, at det er, fordi man er utilfreds med det eksisterende. Så det skal vi have meget fokus på og bruge meget tid på.

Spørgeren.

Men jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre sådan helt principielt, om det, der må være målet, ikke er, at så mange borgere som overhovedet muligt har så høj tilfredshed med den hjælp, de får, at de ikke søger efter andre tilbud. For frit valg består jo ofte ikke i, at man kan vælge at få mere hjælp. Det betyder bare, at man kan få en anden leverandør til at levere hjælpen. Så er målet ikke tværtimod at sikre, at så mange som overhovedet muligt er tilfredse med den hjælp, de rent faktisk får, og dermed ikke har behovet for at skulle søge hjælp andre steder?

Ordføreren.

Nu er det sådan, at jeg ikke godkender den præmis. Jeg mener ikke, at man skal stille den præmis og så sige, at de ting er hinandens forudsætninger. Jeg mener sagtens, man kan forestille sig, at der også er nogle, der søger der over og vælger nogle andre til at levere den ydelse, fordi de hellere vil have det. De vil gerne have det her frie valg. Det er det, jeg værdsætter meget.

Så er det hr. Per Larsen, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, og tak for en rigtig fin tale. Det synes jeg var supergodt. Nu blev der jo lige rejst lidt spørgsmål omkring det der med det frie valg. Jeg er jo så gammel, at jeg kan huske, dengang man kun kunne få synet sin bil ved statens bilsyn. Der var alenlange ventelister, og man var jo ofte utilfreds, for hvis det var sådan, at man ikke lige var der til tiden, kunne man vente en måned længere i forhold til at få bilen synet. Det slap man fri, og så blev der konkurrence på området, og så fik man en væsentlig bedre service. Det var det, man også indførte i forhold til ældreplejen i sin tid, altså det var at sige: Hvis I har muligheden for at kunne skifte, er det bedre for alle, det er bedre for medarbejderne, det er bedre for de ældre, og alle bliver glade. Kan ordføreren ikke bekræfte, at det er sådan, det forholder sig?

Ordføreren.

Jo, jeg kan bekræfte, at det er sådan. Jeg er så heldig, at jeg også kan huske det, så ja, det kan jeg fuldt ud bekræfte.

Der er ingen opfølgning derfra. Tak til Venstre. Vi går videre i ordførerrækkefølgen til fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne.

Tak. Vi står på tærsklen til en ny tid for ældreplejen. Med den nye ældrereform tager vi et stort og vigtigt skridt mod en mere værdig pleje og omsorg – en ældrepleje med øget selvbestemmelse for den enkelte ældre, større faglig frihed og tillid, men også et tættere, bedre samarbejde med både pårørende og civilsamfundet samt mindre, faste teams, så mennesker, der bor i deres eget hjem og får hjælp i deres eget hjem, bliver mødt af mennesker, som de kender og ikke af hundrede sytten forskellige ansigter.

På den måde kan man også bedre tilrettelægge plejen efter den enkeltes ønsker og behov. Det er værdighed, og det kan måske lyde som fjerlette floskler her fra Folketingets talerstol, men derude i virkeligheden, dér, hvor medarbejdere, ældre og pårørende hver dag er en vigtig del af ældreplejen, tager man reformen alvorligt. Her arbejder man grundigt med at blive klar til at implementere reformens bærende værdier og sikre en mere værdig pleje. Ja, der knokles faktisk på livet løs i øjeblikket for at blive klar.

Jeg ser det bl.a. i Nordsjælland, hvor jeg selv kommer fra. Her oplever jeg stor glæde hos personalet over den større faglige frihed, som venter. Det er begyndelsen på en ny epoke – en ny tid, hvor man som omsorgs- og sundhedsansat sammen med Niels eller Jonna finder ud af, hvad de har brug for hjælp til, og hvor den ansatte samtidig bringer sin faglighed i spil for at se, men også opfylde, den enkeltes behov.

Ældreloven skal implementeres over 2 år med start den 1. juli i år, og ikke alt vil lykkes fra dag et. Der er meget nyt at lære, men jeg er overbevist om, at vi vil se forbedringer og større tilfredshed hos både ældre, pårørende og medarbejdere. Jeg håber også, at det kan være med til at forbedre arbejdsvilkårene i ældreplejen og gøre det mere attraktivt at uddanne sig i faget. Vi har brug for flere, der vælger en omsorgs- og sundhedsuddannelse.

Så sent som i dag har jeg haft fornøjelsen af at lykønske et hold nyuddannede social- og sundhedsassistenter. Det første hold fra den nye SOSU H-skole i Helsingør. Det har været en helt fantastisk dejlig dag at se nogle af dem med huer på og få kram og en fin nål at sætte på blusen. For det viser, hvor vigtigt det er med nogle gode lokale uddannelsesmuligheder, for ikke alle har mulighed for at pendle langt for uddannelser, især ikke, når man også skal få familielivet til at hænge sammen.

Tidligere i år har vi i Danmarksdemokraterne sammen med en række partier herinde i Folketinget også været med til at indgå en aftale om en reform af bl.a. professionsbacheloruddannelserne. Bag det her lidt tekniske begreb gemmer sig bl.a. uddannelserne til sygeplejerske, fysioterapeut og ergoterapeut. Der investeres nu massivt i de uddannelser som aldrig før. Derudover har vi i Danmarksdemokraterne kæmpet for, at det her særlige regionaliseringstaxameter, der gælder for uddannelser uden for de største byer, bliver hævet. Det vil styrke fundamentet for uddannelser i hele landet og for, at man kan tage uddannelse tæt på, hvor man bor, og forhåbentlig vil den samlede aftale på sigt gøre det mere attraktivt for at tage de her uddannelser, for vi har brug for dygtige, fagligt kompetente mennesker, hvis ældreplejen skal løftes.

77.000 ældre i plejesektoren er underernærede, og tallet er stigende. Det er en ond spiral, der koster på livskvaliteten, for når ældre ikke spiser, følger sult, vægttab og svækkelse. Mennesker med ernæringsfaglig viden er derfor vigtige nøglepersoner i ældreplejen. Vi bør ansætte flere af dem og arbejde mere systematisk lokalt med at forebygge underernæring. Det må ikke være noget, vi først reagerer på, når man med det blotte øje kan se, at kiloene er raslet af en borger. Vi skal arbejde forebyggende, så sult og vægttab undgås.

Alle kommuner og regioner bør forpligtes til at følge den evidens, der findes på området. Det har stor betydning for den enkeltes livskvalitet, og det er egentlig til stor undren, at det ikke er sådan i dag. Men samfundsøkonomisk giver det også rigtig god mening, for underernæring koster samfundet 14,5 mia. kr. om året. Derfor bør ernæringsbehandling også skrives ind i sundhedsloven, så den sidestilles med anden behandling. Det er sund fornuft.

Palliation, lindrende behandling i den sidste tid, er en afgørende del af en værdig ældrepleje. Det handler om at møde det enkelte menneske med respekt og med omsorg, når livet går på hæld. At lindre smerte, uanset om det er af fysisk, psykisk, social eller åndelig karakter, at sikre, at den ældre ikke efterlades alene med utryghed, men oplever tryghed, nærvær og værdighed i samspil med både fagpersonale og pårørende, er noget, vi i Danmarksdemokraterne kæmper for bliver forbedret. Her er det jo vigtigt at sikre, at personalet både har kompetencerne og tiden til at tilbyde den rette lindring, for en værdig afslutning på livet er lige så vigtig som et godt liv.

Så mener vi i Danmarksdemokraterne også, at vi skal gøre op med overflødig dokumentation og unødigt bureaukrati. Vi tager første skridt mod det med den nye ældrelov og ældrereform, men vi skal et skridt videre, for alt for mange medarbejdere i ældreplejen oplever i dag, at deres tid bliver opslugt af skærme og skemaer og registreringer – tid, som i stedet burde bruges sammen med de ældre borgere.

Vi skal have tillid til fagligheden og give medarbejderne frihed til at bruge deres sunde fornuft og menneskelige dømmekraft. Det skal være muligt at yde omsorg uden hele tiden at skulle dokumentere hvert minut og hver en bevægelse. Der skal selvfølgelig være styr på tingene, men det må ikke ske på bekostning af nærværet.

Alle problemer i ældreplejen løses ikke over en nat, men reformen er et skridt i den rigtige retning, og i Danmarksdemokraterne vil vi sammen med en række partier her i Folketinget følge det meget, meget nøje, så vi sikrer, at den ældrelov, som vi alle sammen står på mål for, og som skal sikre mere nærvær og en mere værdig ældrepleje, også bliver til virkelighed ude i praksis.

Så lad mig lige afslutte med at sige, at nok kan man stå og sige meget herinde i Folketinget om de store visioner, men den her reform lykkes ikke uden de mange, mange medarbejdere, der lige i øjeblikket knokler i døgndrift for at blive klar. Det er en ny tid for dem – en ny tid, hvor de kommer til at skulle arbejde anderledes, end de plejer, og vi skal give dem deres fulde støtte og opbakning i den kommende tid, samtidig med at vi skal give dem den frihed og den faglige frihed til at gøre det rette for den enkelte borger, så vi bakker dem op, men selvfølgelig også på den måde, at vi er med til at sikre, at de kan gøre deres allerbedste for den enkelte borger. Tak for ordet.

Der er ingen korte bemærkninger. Dermed tak til Danmarksdemokraterne. Efter gensidig forståelse har SF og Liberal Alliance skiftet plads. Ja, der nikkes, så dermed er det fru Louise Brown, Liberal Alliance.

Tak, formand, og tak til mine gode kolleger her i salen for forståelsen. Jeg vil gerne starte med at takke ministeren for den fremsendte redegørelse. 2025 bliver året, hvor ældrereformen skal ud at leve, året, hvor det ikke længere handler om papir og paragraffer, men om, hvordan virkeligheden føles for borgerne og for medarbejderne i ældreplejen, og det er godt, at ministeren har valgt at tage den debat. Vi i Liberal Alliance er med i aftalen, og det er vi, fordi den har potentiale til at gøre op med netop det, vi længe har kritiseret: en ældrepleje præget af kontrol frem for kvalitet, systemtænkning frem for sund fornuft og skemaer frem for selvbestemmelse. Vi har som samfund i årevis forsøgt os med strukturændringer, vi har lavet nye tilsyn, udstukket nye regler, oprettet nye lag og lavet nye garantier.

Men tænk, hvis diagnosen hele tiden har været forkert. Tænk, hvis det ikke er strukturen, der er syg, men kulturen. Vi har skabt et system, hvor medarbejderne løber fra opgave til opgave uden ordentlig tid til at se borgeren i øjnene, hvor faglig dømmekraft erstattes af afkrydsningsskemaer, og hvor det vigtigste målbarhedsparameter er, om proceduren nu blev fulgt, ikke om borgeren blev hjulpet. Derfor er det afgørende, at ældrereformen ikke bare fører til ny organisering, men til en ny måde at være menneske og medarbejder i ældreplejen på – en ny kultur. Og her er der noget, der giver håb. Jeg vil gerne kvittere for, at ældreministeren ikke har valgt den vante vej. Vi står midt i en reform, hvor implementering for en gangs skyld ikke er overladt til en stak bilag, men følges løbende med viden og data og ægte feedback. Som jeg tidligere har påpeget, synes jeg, det er modigt og klogt, at ministeren har inddraget Institut for vilde problemer og Sigge Winther til at følge reformens implementering i realtid, for hvis man virkelig vil lykkes med at ændre en kultur, kræver det netop det: reel læring, involvering af medarbejdere og mulighed for justering undervejs. Jeg ser meget frem til at følge det arbejde, og jeg bidrager selvfølgelig også gerne til det.

Men forandringen skal kunne mærkes hos borgerne. Det er deres oplevelse, der er afgørende for, om vi lykkes, ikke antallet af handleplaner, eller om der bliver sagt helhedspleje mange gange i en brochure. Derfor er det positivt, at redegørelsen her viser, at det frie valg på hjemmehjælpsområdet allerede bruges aktivt. 42,9 pct. vælger en anden leverandør. Det viser, at danskerne godt kan og vil selv. Men på plejehjemsområdet er valgmulighederne stadig væk for begrænsede. Vi er derfor glade for, at aftalen både åbner for etablering af flere friplejehjem og introduktionen af lokalplejehjem, hvor den lokale ledelse og det nære fællesskab kan få bedre vilkår. Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning, og det flugter med vores ambition om, at alle ældre skal have reelle alternativer at vælge mellem.

I Liberal Alliance fastholder vi derfor også vores mål om, at der skal være mindst ét privat plejehjem i hver kommune, og at vi når op på 20 pct. private pladser i 2030. For det frie valg har kun værdi, hvis der faktisk er noget at vælge imellem. Men et frit valg bliver jo også kun reelt, hvis der er en fair konkurrence blandt aktørerne. Det kræver gennemsigtighed i afregningsmodeller og lige vilkår for private og kommunale tilbud, for vi kan ikke tale om reelt frit valg, hvis den ene aktør kender reglerne og sætter prisen, og den anden skal gætte sig frem. Og når den ældre så skal vælge, skal den ældre og/eller dennes pårørende også kunne gennemskue forskellen mellem tilbuddene. De skal kunne se, hvem der er tilfredse, hvad tilbuddene indeholder, og hvordan man faktisk vælger. Frihed uden information er ikke frihed, og dette kommer plejehjemsoversigten forhåbentlig også til at sikre.

Lad mig med fare for at lyde som sådan en dårligt oversat netflixdokumentar slutte på en høj node. For det er faktisk det, vi forsøger her: at løfte ældreplejen, ikke bare strukturelt, men menneskeligt. Borgeren skal ikke længere være en passiv modtager af en ydelse. Borgeren er ikke et sagsnummer. Borgeren er den egentlige ekspert i eget liv. Det er borgerens oplevelse, vi skal lykkes med at forbedre. Derfor – og nu kommer der så en af mine kæpheste – skal vi måske også tale lidt om sproget. Varme hænder, robusthed, plejeydelser, fastholdelse – vi taler altså om mennesker, ikke om hænder, og om liv, ikke om ydelser. Og vi bør stille os selv det spørgsmål i al politik, vi laver herinde: Hvad skal borgeren opleve, for at vi er lykkedes?

Så alt i alt rummer reformen gode intentioner, og med den rette implementering kan vi også lykkes. Men det kræver, at vi tør tænke anderledes, at vi tør give slip på kontrolrefleksen og stole på fagligheden, at vi ikke bare flytter rundt på opgaver, men også forandrer relationerne, og at vi spørger lidt mere ind til det enkelte menneske og lidt mindre ind til systemet. Det handler ikke om at gøre mere; det handler om at gøre det rigtige, og det synes jeg at vi i fællesskab er rigtig godt i gang med. Tak for ordet.

Tak til fru Louise Brown. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til Liberal Alliance og går videre til fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti.

Mange tak for ordet, og tak til ministeren for en vigtig redegørelse om ældreområdet. Vi står midt i en omstilling, som mange allerede har sagt, fordi vi i 2024 indgik en aftale om en ny ældrelov, som skal træde i kraft her den 1. juli. Det er en ny retning for ældreplejen, der i alt for mange år har været præget af detailstyring, minuttyranni og mangel på tillid både til de ældre og til de ansatte. Nu skal vi bygge plejen på selvbestemmelse, tillid og samspil.

Men vi skal også være ærlige: Reformen forpligter, og vi er kun lige begyndt. Det er kommunerne, der nu står med opgaven, og det er en stor i en af slagsen. Vi har med rette givet mere frihed, men frihed uden retning risikerer også at blive til ulighed. I SF har vi eksempelvis haft meget stort fokus på at sikre kontinuitet i ældreplejen. Jeg har selv som pårørende oplevet, hvor stor en forskel det gør for trygheden og for tilfredsheden med ældreplejen, når det er de samme kendte mennesker, som skal hjælpe med meget private ting. Jeg har også som ansat oplevet, hvordan det letter arbejdet og øger kvaliteten, når man kender de patienter og borgere, som man skal hjælpe, og hvordan det relationelle arbejde øger trygheden og tilliden og i øvrigt også tilfredsheden med arbejdet. Derfor er jeg særlig glad for, at vi fik afsat penge til oprettelse af faste teams, og i hele landet er kommunerne i gang med at ændre organiseringen, så ældre slipper for Fredericia Banegård i deres eget hjem.

Med den nye ældrelov skal kommunerne sikre kontinuitet. Selv om jeg godt ved, at det kræver både hårdt arbejde, ledelsesmæssige prioriteringer, økonomiske rammer, investeringer i arbejdsmiljø, kompetenceudvikling og nærværende ledelse, glæder jeg mig alligevel over at kommunerne deler ambitionen om fast og kendt personale.

Ikke mindst en hårdt presset kommunal økonomi kan gøre det svært at komme i mål med den ønskede omstilling. Hvordan skal en kommune som Lolland Kommune kunne løfte opgaven med at investere i faste teams og kontinuitet i plejen, når de år efter år og altså også er tvunget til at skære ind til benet og spare bredt? Jeg håber, at ældreministeren vil holde godt øje med de kommuner, som måske har brug for en ekstra hjælpende hånd i omstillingen.

En anden væsentlig barriere er, at vi endnu ikke har knækket koden til rekruttering. Tallene taler for sig selv: 15 pct. af forsøgene på at rekruttere social- og sundhedshjælpere mislykkede sidste år. I 2035 kommer vi til at mangle mellem 15.000 og 27.000 social- og sundhedsassistenter og -hjælpere. Derfor skal vi ikke bare tale om, at vi mangler medarbejdere; vi skal handle. Vi skal sikre flere uddannelsespladser og bedre praktikvilkår. Det har vi også sagt til hinanden i rigtig mange år, men jeg tror lige så meget, det er i praksis, at flere skal få lyst til faget. Det er altså ikke kun tyndhårede kommunedamer, som ikke kan andet, som vælger job i ældreplejen. Det er også reflekterede mænd og kvinder, som holder af at se gode resultater af godt fagligt arbejde.

Når vi nu gerne vil give mere ansvar, så lad os gå linen ud og give autorisation til social- og sundhedshjælperne. De kan og vil nemlig gerne selv stå til ansvar, og de er trætte af påstande om, at andre faggrupper har ansvaret for det arbejde, som de alle sammen udfører dagligt, selv om opgaverne ikke står i deres jobbeskrivelser og på deres joblister, og selv om de heller ikke får anerkendelse for det arbejde, de udfører. Hierarkiet i sundhedsvæsenet er altså værre, end det er i militæret. Det gælder desværre for rigtig mange faggrupper, at de ikke anerkendes for deres personlige viden og erfaring. Det skal vi kort og godt gøre bedre, hvis vi skal lykkes med rekruttering i fremtiden.

Vi skal også være ærlige om, det ikke er nok at uddanne flere, hvis vi ikke også kan fastholde dem, der allerede er der. Tungt arbejde og for ringe normeringer er en virkelig dårlig cocktail, og netop sundhedspersonale er i stor risiko for tidlig nedslidning. Derfor er det også vigtigt at udvikle velfærdsteknologi, som kan aflaste personalet, og som kan hjælpe ældre med klare flere ting selv. I næste måned har vi arrangeret en høring i Ældreudvalget om velfærdsteknologi, og jeg håber så inderligt på, at vi også får nogle innovative bud på velfærdsteknologiske løsninger, som kan frigøre tid, så plejepersonalet kan være til stede med omsorg, nærhed og faglighed.

Boliger og plejehjemspladser nok og et velfungerende civilsamfund med relevante aktiviteter for ældre kan også være med til at aflaste personalet. Jeg ved godt, at det er de færreste ældre, som drømmer om en plejehjemsplads. Det var også en af konklusionerne på en høring om boliger til ældre, så vi afviklede for noget tid siden, hvor jeg tror Curt Liliengreen sagde, at ældre vil blive boende i deres parcelhus, til de dør. Men fakta er også, at livet alene hjemme i en stue, som man ikke længere selv kan forlade, er et ensomt liv, og ensomhed gavner hverken helbredet eller psyken. Derfor skal vi stadig væk sikre egnede plejehjemspladser nok, og vi skal altså også gøre dem så attraktive, at ældre har lyst til at flytte ind i dem og bo der.

Endelig vil jeg komme med et par ord om mad og ikke mindst underernæring. Det er nemlig et af de områder, hvor jeg selv synes at begrebet frit valg ærlig talt har fået karakter af ansvarsfralæggelse. Der er i den grad brug for alternativer til de ordninger, som ældre kan vælge mellem i dag. Der er ikke tale om frit valg, når man kan vælge mellem mad fra det ene storkøkken og mad fra det andet storkøkken. Der simpelt hen brug for mere fleksibilitet og variation, og jeg synes, at det frie valg her har spillet fallit, og jeg mangler noget innovation, og at nogen byder sig til med nogle gode nye løsninger.

2025 bliver, som flere har sagt, året, hvor vi skal løfte ældreloven fra papiret til praksis. Det glæder jeg mig selv rigtig meget til, men jeg ved også godt, at det kræver, at vi løfter i fællesskab – at vi som Folketing viser, at ældreområdet ikke er noget, man skubber mellem ressortområder, for vi taler om mennesker, ikke ministerier. Derfor vil jeg blot slutte med en appel: Lad os stå sammen om at styrke fagligheden, værdigheden og tilliden i ældreplejen, og lad os sikre, at alle danskere, uanset hvor de bor, kan regne med en tryg, nærværende og menneskelig ældrepleje. Lad os samtidig vise unge mennesker, at det der arbejde med omsorg bare altså kan være noget er det mest meningsfulde job, som man overhovedet kan have. Tak for ordet.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til Socialistisk Folkeparti. Vi går videre til hr. Per Larsen, Konservative.

Tak for det, formand, og tak til ministeren for redegørelsen. I det Konservative Folkeparti er vi rigtig glade for den politiske aftale fra 2024, som jo netop er ved at blive implementeret rundtomkring, og vi glæder os til at se resultaterne, som jeg er sikker på vil blive til glæde og gavn for de ældre, men også til glæde og gavn for de medarbejdere, som har dedikeret sig til at arbejde i ældreplejen.

Vi har aftalt øget selvbestemmelse til de ældre, som får mere valgfrihed og råderet i egen hverdag. Personalet vises mere tillid og får større frihed til at træffe de rigtige beslutninger og skal ikke kvæles i bureaukrati. Vi har også sikret, at pårørende får en mere fremtrædende rolle, samtidig med at vi rækker ud til civilsamfundet. Netop civilsamfundet har virkelig mange muskler, når det handler om at minimere ensomheden, som desværre er tiltagende. Vi Konservative har et stort ønske om at udbrede ordningen med sociale recepter, så de praktiserende læger sammen med kommunerne f.eks. kan ordinere, at de ældre får kontakt med civilsamfundet gennem et gymnastikhold, en strikkeklub, et kirkeligt samfund, en dartklub eller en anden forening, hvor det sociale fællesskab kombineres med en form for aktivitet.

Vi lever heldigvis længere end tidligere, bl.a. fordi mange sygdomme kan behandles, og mange overlever både kræft og hjerte-kar-sygdomme, som for år tilbage havde direkte konsekvenser såsom tidlig død. Heldigvis er der rigtig mange raske ældre, som også stempler ind i civilsamfundet til glæde og gavn for mange andre. Der ville ikke være ret mange genbrugsbutikker i det her land, hvis det ikke var for de ældre.

Det er gruppen af dem, som har hjælp behov, vi skal have fokus på, og har man behov for hjælp – ikke kun til rengøring, men også personlig pleje – skal der selvfølgelig også være værdighed, som er den bærende kraft i plejen. De ældre skal vide, at den dag, de får brug for hjælp, kan de være trygge ved det, uanset om de vælger en kommunal eller en privat leverandør. Desværre har vi kommuner, hvor der ikke er private leverandører, som er klar til helhedspleje; der er rent faktisk kommuner, hvor der slet ikke er et alternativt tilbud til den kommunale leverandør, og det synes jeg faktisk er rigtig ærgerligt. Desværre har der også været en betydelig usikkerhed hos de private leverandører med hensyn til de vilkår, de bydes, og ikke mindst i forhold til de takster, der tilbydes de private leverandører. Det ville have været formålstjenligt, hvis vi tidligere kunne have meldt taksterne ud og skabt mere klarhed over, hvilke vilkår der rent faktisk er for de private leverandører. Vi ser i øjeblikket, at specielt mindre leverandører oplever usikkerhed.

Når det er sagt, går min bekymring på, om vi kan blive ved med at rekruttere personale til ældreplejen, for vi ved jo godt, at der er rigtig mange brancher, der leder efter medarbejdere, og flere steder er det vanskeligt at få stillingerne besat. Det er selvfølgelig også vigtigt, at vi sørger for at uddanne personalet tilstrækkeligt, så de også har de rette kompetencer til at kunne løse opgaven i forhold til arbejdet med de ældre.

Til slut vil jeg gerne sige tusind tak til dels ministeren og til aftalepartiernes ordførere, som alle brænder for at gøre det så godt som overhovedet muligt. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke stillet spørgsmål, så vi går videre i talerrækken. Den næste på talerstolen er hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, formand, og også tak til ministeren for den ældrepolitiske redegørelse her. Nu er det jo sådan, at når vi fra Enhedslistens side ser på sådan en redegørelse, læser vi den altid med interesse, særlig med de briller på, som gør, at vi ser på, hvordan det her så er med til at mindske uligheden i vores samfund. For det er sådan set den mest afgørende dagsorden for os, særlig i de tider, vi står i nu, med usikkerhed, og hvor vi kan se, at opstår der ulighed, er der også udemokratiske kræfter, der kan vinde frem. Så derfor handler det jo for os i Enhedslisten om i så høj grad som overhovedet muligt at sikre, at vi har sammenhæng og lige adgang til de muligheder, ressourcer og ydelser, der er i samfundet. Der må jeg sige, at der er nogle ting i den ældrepolitiske redegørelse og også aftalen omkring ældreloven, som bekymrer mig.

Nu udspillede der så her lidt tidligere i debatten en ordveksling mellem hr. Hans Christian Schmidt og hr. Per Larsen, hvor der blev sammenlignet mellem ældreplejen og tidligere tiders bilsyn. Det er nok en sammenligning, jeg ville være lidt forsigtig med at begive mig ud i, men jeg tror godt, at man kan konstatere, at den liberalisering, der er sket af bilsynsmarkedet, også har ført til en meget svingende kvalitet. Det kan godt ske, at man som bilist har forskellige steder at kunne tage hen og få synet sin bil, men kvaliteten er nok også noget svingende, og det har i hvert fald åbnet for muligheden for, at der også har kunnet opstå svindel, og at nogle decideret har kunnet trække overskud ud, altså har etableret bilsynsvirksomhed primært med det formål at kunne trække et overskud ud. Det har været mere vigtigt, end at det kunne være noget, der kunne bidrage til, at trafiksikkerheden generet blev forbedret.

Det er også lidt med de briller, jeg synes vi skal se på spørgsmålet om, om der kan ske en privatisering af det her område. Der kan komme virksomheder eller koncerner ind på området, hvis primære fokus og primære formål ikke er at sikre og yde så god en pleje som overhovedet muligt, men at sikre, at der kan trækkes profit ud, og at der kan tjenes penge på det.

Derfor er det jo også bekymrende at se, at der åbnes for privatisering i stigende grad, også i forbindelse med ældreloven. Der kan både etableres nye plejefamilietyper, og der er også det, at friplejehjem i stigende grad kan bruges. Det skal ikke misforstås, for selvejende institutioner er jeg helt med på kan være et udmærket alternativ, men det afgørende er jo, at vi sikrer et tilbud af så høj kvalitet, at der ikke er behov for at skulle skifte eller bruge andre private ydelser.

Jeg tror, at en af de helt store udfordringer, vi står med inden for ældreplejen – ligesom inden for de andre velfærdsområder – er, at vi skal sikre, at vi bruger ressourcerne på dem, der har størst behov. Det er sådan set det, der gør sig gældende inden for sundhedsområdet. Det gør sig også gældende inden for ældreplejen. Når ressourcerne er knappe og vi ved, at der bliver flere ældre, og vi har problemer med at rekruttere og fastholde medarbejdere, så er det afgørende, at de ressourcer, vi så bruger, så også bliver brugt på dem med størst behov.

Derfor er det jo bekymrende, hvis vi oplever en udvikling, hvor man bliver mere og mere afhængig af, at man kan tilkøbe ydelser, fordi den hjælp, man kan få fra det offentlige, ikke er tilstrækkelig. Det betyder så, at dem, der har råd, eller dem, der har en forsikringsordning, kan få muligheden for at tilkøbe sig pleje eller bruge andre modeller. Det er sådan set det, der er vores største bekymring i forhold til det med frit valg. Nu kan jeg jo se, at man gør meget ud af at tale om ældrereformen som en frisættelsesreform, men frit valg er jo i virkeligheden det, at den enkelte ældre får lov til at kunne definere, hvad det er, han eller hun har behov for. Hvad kan han eller hun bruge den tid, han eller hun får stillet til rådighed som hjælp, til? Det er mere vigtigt, end hvilket logo der står på den bil, som medarbejderen bruger for at levere plejen.

Det fører mig til den bekymring, der er i forhold til helhedsplejen. Intentionen i ældreloven om at indføre helhedspleje er vi sådan set i Enhedslisten fuldstændig enige i. Problemet er jo bare, at hvis ikke der er de tilstrækkelige ressourcer, altså hvis det ikke bliver et reelt valg for personale og borgere, i forhold til hvad tiden skal bruges til, så risikerer vi, at der stadig væk kommer et minuttyranni, altså at det stadig bliver sådan, at den, der kommer for at skulle levere hjælpen, bliver nødt til at være underlagt et indre minuttyranni og se på, hvor meget tid vedkommende har, i forhold til hvad det egentlig er for en hjælp, vedkommende gerne vil kunne levere.

Det er jo der, hvor vores bekymring opstår, også i forhold til atman har forringet borgerens mulighed for at klage. Borgerens mulighed for at klage til Ankestyrelsen er blevet forringet, for i og med at man laver helhedsplejen, er der ikke tale om en konkret ydelse, som man efterfølgende kan klage over, og dermed mister borgeren den sikkerhed, der trods alt tidligere har været, i forhold til at man har haft muligheden for at rejse en klage. Det er jo ikke sikkert, at man får medhold. Det er heller ikke sikkert, at fordi man har fået medhold, har man reelt fået en bedre hjælp. Men det har dog været en form for ventil, også for os som lovgivere i forhold til at sige: Jamen fungerer systemet? Er der en tilstrækkelig stor tilfredshed, eller oplever vi en stigning i antallet af klager, og hvordan kan vi så politisk påtage os et ansvar for det og sikre, at vi får gjort op med det?

Det er også derfor, at det var bekymrende for os, at det forebyggende hjemmebesøg blev afskaffet med ældreloven. Det samme gælder den revision af tilsynet, som vi jo egentlig principielt også bakker op om. Men at det så betyder, at tilsynskadencen kommer helt op på hvert femte år, synes jeg er bekymrende. Det er det, når vi kaster hele ældreplejen ud i et forsøg, som vi gør her, hvor der er en risiko for, at det også kan komme til at betyde, at kvaliteten faktisk bliver dårligere, på grund af at ressourcerne er knappe.

En anden problemstilling, som flere også har været inde på, er hele spørgsmålet omkring rekruttering og fastholdelse. Der er slet ikke nogen tvivl om fra Enhedslistens side, at vi stadig væk har en udfordring i forhold til ligeløn, altså at der stadig væk er behov for et lønløft inden for området for at kunne tiltrække og rekruttere personale. Der er særlig udfordringer med, at der er så stor en andel af ufaglærte inden for området. Det er en opgave, som vi bliver nødt til at få kigget på.

Vi fik jo i forbindelse med finansloven i 2021 afsat nogle midler, som kunne bruges til at sikre flere faglærte hænder, sådan at kommunerne bliver kompenseret for den udgift, det er at skulle ansætte en ny, når deres allerede ansatte uuddannede personale skulle sendes af sted på uddannelse. Jeg tror, at målsætningen var 1.000 flere faglærte hænder, og jeg tror faktisk, at det endte med at blive til 2.000 flere faglærte hænder. Det er jo en måde, hvorpå man kan sikre, at de mennesker, som har en interesse for området, og som gerne vil arbejde inden for ældreplejen, kan få det uddannelsesløft, der gør, at de faktisk får en reel kompetencegivende uddannelse. Så det så jeg gerne at man fokuserede mere på igen.

Der er også flere, der har været inde på hele spørgsmålet om maden, altså ældremaden. Jeg synes, at det er åbenlyst at se, at der har vi en kæmpestor udfordring. Som fru Kirsten Normann Andersen også gjorde opmærksom på, er det jo ikke et spørgsmål, der løses, ved at vi sikrer frit valg. Det er et spørgsmål om at gentænke hele området, og der kan vi bare konstatere, at det har betydet, at der har været et økonomisk pres på området, at det har handlet om at skulle lave det så effektivt som overhovedet muligt, og at det er det, der er blevet målsætningen, frem for at det rent faktisk lykkes at lave et godt måltid mad, som kan gøre op med underernæringen, fordi det både er noget, der dufter, og man er med i processen. Det er det, at man er med, mens maden bliver lavet; det kan vække sult. Det er det, at der hele tiden erfokus på den faglighed, der også findes i forhold til at kunne gøre op med den problemstilling.

Jeg tror også, at ordføreren for Danmarksdemokraterne var inde på spørgsmålet om palliation. Vi har jo set gentagne gange, at vi får kritik for den indsats fra Statsrevisorerne og Rigsrevisionen. Jeg mener, at det er fuldstændig uholdbart, især i en situation, hvor debatten om aktiv dødshjælp igen og igen bliver rejst. Det er simpelt hen nødvendigt, at vi får sikret bedre muligheder for at levere palliation, både i kommunalt og regionalt regi. For det afgørende er jo netop, at man kan få hjælp til at håndtere også den sidste svære tid. Men man må aldrig nogen sinde komme i den situation, at man skal føle sig besværlig og tænke, at det letteste nok bare er at få hjælp til at komme herfra. I stedet for skal man kunne få de muligheder, der ligger i forhold til smertedækning og den hjælp, man kan få igennem palliation.

En sidste ting, jeg lige kort vil berøre, er i forhold til den økonomiske ulighed, der også er blandt vores ældre medborgere, og det risikerer jo at få en negativ slagside, i forhold til at der kan være flere ydelser, man skal tilkøbe sig. Det er på ældreområdet, at vi både ser nogle af de allermest velhavende, men også nogle af dem, der er allermest udsatte, og der synes jeg, at det er en skændsel, at vi ikke har fået gjort op med den mindreregulering, som betyder, at folk, der er ramt af inflationen, nu skal vente 2 år på at blive reguleret i deres indtægter. Det giver bare en stor ulighed.

Så summerende vil jeg sige: Jeg mener stadig væk, at der er store udfordringer i forhold til at få gjort op med uligheden, også på ældreområdet, og jeg er ikke af den opfattelse, at ældreloven er i stand til at løfte den opgave.

Tak. Der er ingen spørgsmål, så vi går videre i talerrækken. Den næste på talerstolen er fru Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg beklager, at jeg ikke har været her under hele debatten. Hr. Mikkel Bjørn holdt vagten, fordi jeg var ovre i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Dyrene skal jo også have det godt. Der var en aftale, der skulle på plads derovre. Men det her er jo også vigtigt, og jeg vil sige, at begge dele sådan set er en hjertesag for mig.

De sidste ordførere, som jeg nåede at høre, var inde på, at vi har fået en ny ældrelov, en ældrereform kalder man den. Det blev bekendtgjort den 1. januar 2022 af statsministeren i nytårstalen, at der skulle udarbejdes en ældrelov – en lov, der skulle sikre de ældre helt basale rettigheder. Så langt, så godt. Nu er vi her så, 2½ år senere. Mange skåltaler og meget alvorlige miner er blevet udvekslet fra regeringens ministre, som gang på gang har forsikret os om, at en ny ældrelov ville blive både ordentlig og ambitiøs. Og ja, så er den såkaldte ældrereform vedtaget. Den træder i kraft den 1. juli.

Men lad mig bare være helt tydelig: Dansk Folkeparti anerkender ikke det her som en ældrereform. Jeg kan jo også høre, at selv nogle af aftalepartierne, forligspartierne, kalder det en lille aftale og ikke en reform, som ministeren har gjort. Jeg synes, at der er tvivl om den, for at sige det ligeud. Det synes jeg desværre, når nu vi havde muligheden. Jeg synes ikke, at der er grundlæggende reformer på ældreområdet. Den ændrer ikke på de massive udfordringer, som ældreplejen står over for. Derfor må man jo kalde det en ældreaftale og ikke en reform. For en reform indebærer forandring i dybden, og det gør den her aftale ikke. Vi har stemt imod, ikke fordi vi ikke ønsker forbedringer, men netop, fordi aftalen ikke indeholder reelle forbedringer. Tværtimod synes jeg, at den på visse områder flere steder forværrer de allerede utilfredsstillende forhold. Ældres vilkår skal forbedres markant, ikke forringes.

Det, der var så underligt – det bliver jeg så igen nødt til at minde ministeren om – var, at man, inden man overhovedet havde haft en eneste samtale med ministeren bilateralt, fik en opringning om, at man ikke skal være med i aftalen. Det var dumt. Det var rigtig, rigtig dumt. Der må jeg altså både lægge ansvaret på ministeren, men også ministerens mange spindoktorer. Det var dumt. Men det er jo fuldstændig ministerens ansvar. Det giver mig også anledning til at være kritisk, og jeg ville i virkeligheden allerhelst være positiv. Jeg ville meget gerne have været med i det her og gjort det bedre end det, vi står og taler om nu i dag med den her redegørelse.

Der skæres i tilsynet, de obligatoriske forebyggende hjemmebesøg fjernes, og serviceniveauet, som i forvejen er lavt, bliver desværre fastholdt. Der bliver ikke sikret ret til basale behov som regelmæssige bade, rengøring eller ordentlig mad – overhovedet. Samtidig gør man intet effektivt for at løse manglen på plejepersonale. Der er jeg helt enig med Enhedslistens ordfører i, at der skal gøres meget, meget mere for at få rekrutteret plejepersonale inden for ældreforsorgen. Altså, det er simpelt hen så trist at opleve, at det hverv ikke er meget mere højnet, end tilfældet faktisk er. De personer, som beskæftiger sig med det her, burde have ordener og medaljer. Det er simpelt hen så vigtigt.

Der er behov for plejehjemspladser. Jeg forstår virkelig ikke, at Folketinget ikke kunne stemme for Dansk Folkepartis forslag om 5.000 ekstra plejehjemspladser i samarbejde med pensionskasserne. Jeg fatter det simpelt hen ikke, når man ved, hvor stort et behov der er. Vi har ikke nok plejehjemspladser. Behovet bliver større og større. Der bliver flere og flere ældre. Der bliver flere og flere, jo ældre man bliver, der har behov for at komme på plejehjem.

Så bruger regeringen og ministeren ordet frisættelse. Det lyder jo godt, og det har vi hørt til bevidstløshed fra ministeren. Frisættelse og helhedspleje er de to ord, som jeg har hørt mest. Er det de ældre, man frisætter, eller er det systemet, man frisætter fra sit ansvar? Når man afskaffer forpligtelser, krav og kontrol uden at sikre minimumsstandarder og ressourcer, risikerer man, at frisættelsen i virkeligheden bare betyder forringelser pakket ind i floskler. Vi bliver ikke inddraget. Vi ville have krævet en ægte ældrereform og ikke bare en aftale, der ændrer lidt i overfladen, men i virkeligheden lader de grundlæggende problemer bestå.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, når man kigger på medierne hver evig eneste dag, også lokalt rundtomkring i landet, hvor mange sager der er, og hvor mange sager der bliver påtalt. Det er enten ældre, der selv er i stand til i sidste instans at henvende sig til en journalist for at få råbt ekstra op, eller nogle pårørende eller måske en ansat, som mange gange ikke vil ind i sagen, for det er man også bange for. Jeg tror ikke, det bliver ændret. Jeg håber det virkelig af hele mit hjerte, men jeg er ikke overbevist om, at den her lov vil ændre ret meget. Lad os se. Det kommer jo an på mange ting.

Et af aftalens centrale punkter er, at ældre får lidt mere medbestemmelse. Man kan vælge, hvilken dag man vil have bad, og hvornår sengetøjet skal skiftes. Ja, ja, men det ændrer jo ikke på den manglende tid, den manglende omsorg, de manglende hænder og den manglende tryghed. Det hele efterlader altså indtrykket af en aftale, som ikke har viljen til at tage fat der, hvor det virkelig gør ondt, og hvor man kunne gøre en forskel. Vi ser som sagt ikke den her aftale som en reform. Vi kalder den, hvad den er: en mindre ældreaftale uden gennemgribende forandringer.

Aftalen reformerer ikke ældreområdet. Den løser ikke de grundlæggende problemer, og den forbedrer ikke de ældres vilkår i praksis. Og ja, der er kommet nogle flere penge ud til kommunerne, men det er småpenge i forhold til det, der batter ude i kommunerne. Det bliver vi bare nødt til at konstatere. Vi vil i en anden retning. Vi vil sikre værdighed og tryghed, og vi vil sikre, at de ældre ikke skal frygte de sidste år af deres liv. Jeg tror da, at alle – jeg vil næsten sige mig selv inklusive – som har nået en vis alder, tænker: Jeg håber aldrig at blive en del af det der, jeg ser – aldrig nogen sinde. Jeg vil noget andet. Og den dag, hvor man ikke selv kan bestemme, kan det godt være, man bliver en del af det, som man alt for ofte ser.

Der var ikke mulighed for en ægte reform. Jeg synes, at muligheden blev forspildt. Det synes jeg var ærgerligt, men sådan er det. Jeg vil som sidste ord give et håb, i forhold til at der er nogle ting, der bliver ændret. Det vil jeg virkelig. Jeg vil glæde mig over, hvis det sker, men jeg tror det grundlæggende ikke. Det gør jeg ikke. Men lad os se den 1. juli. Desværre er det midt i sommerferieperioden. Det har man også lidt klaget over derude. Det bliver godt nok lidt hårdt for dem derude at skulle ændre mange ting med personale på ferie. Det har man ikke tænkt så meget over, altså at det var den 1. juli, men sådan er det. Lad os se, og lad os håbe det bedste og – havde jeg nær sagt – vente det værste. Men jeg vil alligevel understrege, at vi skal håbe det bedste. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ingen spørgsmål, så derfor går vi videre i talerrækken, og den næste er fru Lotte Rod fra Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Tak for nogle virkelig fine taler, der er blevet holdt indtil nu. Da jeg skulle forberede mig på min tale, fik jeg lyst til at starte med taknemlighed: taknemlighed for mine egne bedsteforældre, men i virkeligheden også taknemlighed for de mange ældre, som har givet landet videre til os, og jo i virkeligheden også taknemlighed for hele historien. For som jeg vist har sagt til jer før, er der jo noget ret interessant i, at en af de vigtigste grunde til menneskets udvikling i virkeligheden formentlig er bedstemødrene. Der er kun to arter, så vidt jeg ved, hvor kvinderne lever langt ud over den fødedygtige alder. Der er spækhuggerne, hvor det er den gamle hun, der leder jagten, og så er der os mennesker, hvor det, at der var bedstemødre til at tage sig af børnene, mens forældrene var ude at skaffe mad, formentlig er det, der har gjort, at mennesket kan have så lang en barndom og dermed udvikle sig så meget. Så jeg har bare lyst til at starte med taknemligheden over for alle de ældre i vores samfund.

Så tænkte jeg, at jeg ville sige lidt om det at være menneske, om fællesskab på tværs af generationer og om frihed, tillid og faglighed. For ethvert menneske har værdi i sig selv og må aldrig bare blive en opgave, der skal løses. Vi har jo i nogle af de andre taler været lidt inde på det her med, at nu vil vi gerne afbureaukratisere og vil vi gerne sætte fri, og der er jo et eller andet tankevækkende i, at mens vi alle sammen står og taler og virkelig har gjort det i mange, mange år herinde om, hvor vigtigt det er at sætte fri, så har vi også lige lavet nogle love, som, hvis man lægger dem oven på hinanden, faktisk er ret mange stykker papir. Derfor bliver der noget interessant i at se, om vi den her gang faktisk lykkes med, at den frisættelse, som vi alle sammen gerne vil have, faktisk bliver til virkelighed.

Jeg tror i hvert fald, at der, som vi også har diskuteret tidligere, er et eller andet i det her med, om vi får stillet os det, der er det egentlige spørgsmål, der ligger nedenunder. For hvorfor er det egentlig, at vi politikere i så mange år har talt om frisættelse og om afbureaukratisering, og at det så alligevel er så svært? Jeg tror jo, det hænger sammen med, at vi ikke rigtig har forholdt os til, om vi i virkeligheden tror på, at mennesker grundlæggende er gode og prøver at gøre det så godt, de kan, eller om vi grundlæggende tror på, at folk snyder, for så længe vi ikke stiller dét spørgsmål, kommer vi til at blive ved med at finde på dokumentation, på kontrol og på tilsyn. Derfor tror jeg også, det vigtigste, vi overhovedet kan gøre for at komme den forråelse til livs, som vi ser nogle steder, er, at vi gør noget ved, at vi har skabt et system, hvor mennesker bliver til et middel, en opgave, der skal løses, noget, der skal tjekkes af, og et skema, hvor man skal krydse af, hvad andre ordførere før mig også har været inde på, og at vi i stedet for giver mere plads til den etiske forpligtelse, der er i, at man står over for et andet menneske.

Derfor kan man jo måle den her aftale på mange måder. I virkeligheden er det vigtigste for mig, at der ikke er nogen ældre, som får den der følelse af, at de bare er en opgave, der skal løses, men at vi, når vi snakker med ældre eller med deres pårørende, når dertil, at man så kan mærke, at det faktisk gør en forskel, og at de bliver set i øjnene, at der er nogen, der lytter til dem, at der er nogle, der rigtigt er der for dem, og at de ikke bare er en opgave, der skal overstås. Det hænger for mig sammen med frihed og faglighed. Jeg har det selv ret svært med at komme ind i institutioner. Der er for mig noget med, at det, når man kommer ind på de der lange gange, gør et eller andet ved mig som menneske. For vi er jo sansende mennesker, og det bliver jo kun vigtigere, hvis man mister ordene eller hukommelsen. (En telefon larmer i salen). Der er en, der skylder flødeboller, som man ville sige i skolen.

Vi har brug for venlige øjne, der smiler til os. Vi har brug for at danse sammen, synge og grine. Vi har brug for mad, der dufter og smager af noget. Vi har brug for leg på plejehjem, hvor legegrupper og barselsgrupper kommer og leger sammen med de ældre. Og for dem, der bor hjemme, har vi brug for, at de kender de medarbejdere, der kommer hos dem, og derfor kommer jeg, ligesom andre ordførere før mig også har været inde på, jo til at holde øje med, at det rent faktisk bliver faste medarbejdere, og at det ikke er noget, vi går rundt og siger, men der så alligevel kommer 24 eller 28 forskellige medarbejdere.

Jeg kommer også til at blive ved med at bokse med regeringen om reelt at sætte fri, for der er jo et eller andet i, at vi er forskellige hele livet, og vi bliver jo ikke ens af bare at blive gamle. Derfor ønsker vi i Radikale Venstre reelt at lave en tillidsreform, og det giver stadig ikke nogen mening for mig, at regeringen jo i forhandlingerne blokerede for, at ældre mennesker kan få lov at købe ekstra ydelser; jeg synes, det er en mærkelig uliberal holdning, at man kun må gøre det på de plejehjem, som Lars Løkke Rasmussen har bestemt, og ikke på de kommunale, og jeg synes, vi skal blive ved med at arbejde for, at den frihed selvfølgelig skal være til alle mennesker, også på de kommunale plejehjem.

Så savner jeg, at vi får langt mere fokus på forebyggelse og på prioritering, for der er stor forskel på, hvilke forhåbninger vi kan have til, både hvor gamle vi bliver, men jo også hvor godt vi har det, når vi bliver gamle. Det hænger jo sammen med, at vi i for mange år har underprioriteret forebyggelse, og derfor synes jeg, en af de vigtigste diskussioner her er, hvordan vi kommer til at tage det langt mere alvorligt, at vi forebygger, sådan at flere kan se frem til en god alderdom.

Jeg tror også, at hvis vi bare bliver ved med at fortsætte, sådan som vi plejer, og der samtidig kommer flere ældre, så risikerer vi, at vi kommer i en situation, hvor vi giver noget til alle, som er for dårligt. Derfor savner jeg også, at vi kommer til at tage hul på de svære diskussioner om prioritering, sådan at de mennesker, der har mest brug for det, får noget, som er godt nok, og så kan det godt være, at der er nogle af os andre, der må betale lidt mere selv. Og så drømmer jeg om, at vi får bygget mange flere steder for flere generationer som børnehaver og plejehjem, som ligger det samme sted, sådan at man kan tage sin rollator og trisse ned på gul stue eller man kan have stolegymnastik i fællesskab.

Så det er noget af det, jeg gerne vil arbejde videre med, og ellers vil jeg bare slutte af med at sige tusind tak for samarbejdet, både til regeringen, men jo også til Danmarksdemokraterne, SF, Liberal Alliance og Konservative, som vi har forhandlet sammen med. Det er en meget stor fornøjelse at arbejde sammen med nogle af jer, der er så passionerede på det her område. Det gør mig virkelig stolt af vores danske demokrati og af at være ordførerkollega sammen med jer, så tak for det.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så derfor fortsætter vi talerrækken. Den næste på talerstolen er fru Karin Liltorp fra Alternativet.

Tak for det, og tak for ordet. Jeg vil lige starte med en lille kæphest, og det er lidt i forlængelse af, hvad Liberal Alliances ordfører sagde, nemlig at vi bliver nødt til at snakke lidt om sproget, for nogle gange får man indtryk af, at dem, vi snakker om, altså de her ældre over 67 år, har brug for hjælp til alt mulig fra at komme i tøjet om morgenen til at rede seng og smøre en leverpostejmad. Men som vi jo også ser af tallene, er virkeligheden en helt anden. Det er kun 11 pct. af den ældre befolkning, der modtager hjemmehjælp – resten klarer sig selv. De lever fulde og aktive liv, og det skal vores sprog selvfølgelig afspejle.

I stedet for at putte alle ældre i en og samme kategori foreslår vi, at vi begynder at skelne lidt og tale om f.eks. aktive ældre og hjælpekrævende ældre. For Leif på 85, som stadig spiller tennis og laver frivilligt arbejde tre gange om ugen, har ikke brug for pleje. Han har brug for anerkendelse og en samfundsforståelse, der ikke taler ham ældre, end han er. I Café Blom, hvor jeg selv har været frivillig, mistede vi for nylig Svend på 86. Han var fast på holdet, et anker i hverdagen og en uundværlig del af fællesskabet. Ældre som Svend og Leif bidrager, og vi skal passe på med ikke at omtale det, som om alle de ældre er en eller anden slags byrde, og det ved jeg bestemt også at alle jer herinde anerkender.

Men jeg vil gerne lige tage jer med på en lille tidsrejse. Min oldemor flyttede på plejehjem i Farsø engang i 1960'erne, da hendes mand døde. Hun var selv 63 år, og hun fejlede absolut ingenting. Men hun kunne ikke køre gården alene, og så var det åbenbart normalt dengang, at man blev placeret på plejehjemmet, og der boede hun så i over 35 år helt til sin død som 99-årig. Det var bestemt ikke et venteværelse til døden, det var et hjem. Hun lavede mad med de andre; hun var i kortklub; hun hjalp til i køkkenet, så længe hun kunne. Jeg husker besøgene som vældig hyggelige. Der lugtede altid af smør, fordi de fik sådan noget, som man også gjorde i gamle dage, med et halvt kilo smør på panden og så lige en hakkebøf. Vi spillede kanaster og rakker i timevis, også dengang hun ikke længere kunne huske lige nøjagtig, hvem jeg var. Men hun kunne stadig væk finde ud af at skrælle kartofler og lave sovs. Det var et fællesskab, hvor man både fik støtte og havde noget at give.

Nu prøver jeg ikke at svømme tilbage i en fortælling om, at alt var meget bedre i gamle dage, for det var det ikke, og jeg ved, at der er mange ting, der har ændret sig, bl.a. demografien i landet. Pointen er dog, at de fleste plejehjem ikke ser sådan ud i dag. I dag kommer man først på plejehjem, når man er meget syg, ofte med tung demens, stort plejebehov og meget begrænset funktionsevne. Plejehjemmet er ikke længere en boligform, men en nødløsning. Det er blevet den sidste station, og det er der jo selvfølgelig ingen, der ønsker. Måske ville mange flere ønske at vælge ældrefællesskaber, hvis de lignede hjem, hvis vi skabte steder med liv, medborgerskab, varme og ikke kun pleje, kantinemad og linoleum.

Ja, selvfølgelig skal vi sikre støtte i eget hjem, men der skal også være et værdigt alternativ, altså et sted, hvor man har lyst til at flytte hen. Så kan vi også få frigjort nogle af de store boliger til ungdommen. Og så skal vi altid huske at spørge, ikke primært om, hvad man ikke kan længere, men i stedet hvad man egentlig gerne stadig væk vil bidrage med.

Alternativet ønsker en ældrepolitik, der ser mennesker og ikke kun behov og opgaver, hvor ældre ikke reduceres til modtagere, men ses som aktive medborgere med viden, erfaring og livslyst, og hvor nærvær, frihed og fællesskab er grundpillerne, også når helbredet svigter. Ældrereformen, som vi jo allerede har snakket om, rummer heldigvis mange positive elementer. Den lægger nemlig op til helhedspleje og mindre tyranni, mere tillid til medarbejderen og fokus på selvbestemmelse og samspil med civilsamfundet. Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen: Jeg synes, det er en mindre revolution, I har været med til at skabe her. Efter mange års kassetænkning tager man en helt ny vej i ældreplejen, og det kan jeg kun glæde mig over.

Den eneste ting, jeg kan beklage mig over på Alternativets vegne – det skulle jeg hilse at sige – er, at vi i Alternativet er kede af ikke at kunne få lov til at være med i aftalen, for det ville vi helt sikkert gerne, hvis vi var blevet inviteret. Men selvfølgelig er det helt afgørende, at den bliver implementeret, som vi håber, og det tror jeg også, at ministeren er virkelig bevidst om, så reformens løfter faktisk kan mærkes i den ældres hverdag. At hjælpen er der, når der trænges, og at medbestemmelsen er reel.

Omsorg kræver tid, og uden tid forsvinder nærværet. Derfor skal der investeres i hænder og ikke kun i værdier. Ældrereformen siger, at vi skal væk fra kontrol- og minutstyring, og det støtter vi fuldt ud; men frihed uden ressourcer bliver bare til stress. Vi savner en reel investering i mennesker, så medarbejdere har overskud til at sætte sig ned, lytte og være til stede.

Så skal vi selvfølgelig tage fat på ensomheden, der er en folkesygdom, især blandt ældre. 55.000 danskere over 65 år føler sig ensomme hver dag. Vi ønsker en ældrepleje, der bygger bro til fællesskaber, styrker frivillighed og arbejder med koordinatorer, som reelt hjælper de mest isolerede ud i nye sammenhænge. Reformen nævner heldigvis civilsamfundet, men måske mangler der konkrete midler og ambitioner. Vi foreslår flere brobyggere og lokale fællesskabsinitiativer, så det ikke bliver ved hensigtserklæringer.

Selvfølgelig fortjener medarbejderne, som det allerede er blevet nævnt, også et løft. Vi ønsker en ældrepleje, hvor faglighed, arbejdsglæde og stolthed fylder mere, og hvor ufaglærte får adgang til uddannelse og opkvalificering. Rekrutteringskrisen skal bare mødes med store ambitioner.

Så lige en lille bekymring: Friheden i ældreplejen skal også gælde dem, der ikke har stærke netværk, digital kunnen eller ressourcer til at råbe op. Valgfrihed kræver støtte. Jeg har selv oplevet, hvor hurtig selvstændigheden forsvinder, når et ældre familiemedlem pludselig ikke kan huske sit MitID eller sin dankort-kode. Det skal vi gribe langt tidligere som en naturlig del af visitationen.

Ældrepolitik handler ikke kun om pleje; det handler om livskvalitet, om forebyggelse og om at give mulighed for at blive ved med at bidrage på egne præmisser. Derfor ønsker vi også at eksperimentere med mentorordninger, altså hvor seniorerne selv er mentorer med delestillinger og nye boformer – det kan jeg høre jeg har tilfælles med De Radikales ordfører – hvor ældre og yngre mødes, hvor erfaring og livsmod deles på tværs. Den slags fællesskaber styrker både mental sundhed og samhørighed.

Alternativet tror på en ældrepolitik, der rækker videre end til hjælp og ind i det, der giver mening, og hvor mennesker ikke sættes på pause; hvor Leif er Leif, hvor Svend stadig kan stå i cafeen, og hvor min oldemor stadig væk ville kunne finde et sted, der virkelig føles som et hjem. Vi skal skabe ældreliv og ældrepleje, hvor mennesker ikke bliver set som nogen, der skal passes, men som nogle, der stadig har meget at give, for det har de, og det skal vi tage alvorligt. Der er heldigvis stadig væk forbedringsmuligheder, og jeg glæder mig til at snakke videre med jer alle sammen om de muligheder, der er, for gode løsninger. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er et spørgsmål til fru Pia Kjærsgaards fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg ved ikke, hvor meget et spørgsmål det er, men jeg må indrømme, at jeg sådan lidt sidder og tænker: Hvad sker der dog lige for ministeren? Når der står en ordfører, som nærmest tigger om at komme med i det her, som tilslutter sig det fuldstændig, hvad er der så sket? Altså, hvad er det for en form for demokrati og folkestyre, den minister og den regering er i besiddelse af, når man ikke engang i forhold til dem, der er helt vilde for at komme med, lytter til det?

Jeg må understrege, at vi fra Dansk Folkepartis side kun ville være med, hvis vi kunne være med til at forbedre det, men det bliver vi jo end ikke spurgt om. Men når ordføreren står her og tilbyder sig selv, synes jeg, det er fantastisk, og det er noget af det, som jeg meget, meget sjældent har oplevet i det her Folketing, og jeg håber ikke at opleve det igen. Jeg vil bare høre, hvordan ordføreren har det med det. Er det ikke underligt at stå der og sige: Jeg vil så gerne, jeg tilslutter mig, og jeg synes, det er så godt, men jeg må ikke?

Ordføreren.

Jeg kan jo sige, at jeg nu er ny i partiet, men at jeg ved, at Alternativet ofte har oplevet, at de ikke bliver inviteret med ind, og det synes jeg selvfølgelig er en uheldig udvikling. Jeg håber som udgangspunkt, at alle bliver inviteret med, og hvis man så stiller sig på bagbenene, er det fint nok at sige, at vi ikke kommer til enighed om det her, og at I ikke længere er med. Men jeg håber da selvfølgelig, at det første fremadrettet bliver den proces, de fleste herinde accepterer.

Ønsker spørgeren endnu en kort bemærkning? Da det ikke er tilfældet, er der ikke flere spørgsmål, og så er vi igennem talerrækken. Så giver vi ordet til ældreministeren. Værsgo.

Tak for ordet. Storm P. sagde for mange herrens år siden efterhånden, faktisk længe før der var nogen, der hed sosu'er, og før der var noget, der hed helhedspleje eller lokalplejehjem, at ingenting kommer af ingenting, bortset fra lommeuld. Store forandringer af vores samfund, store reformer, kulturændringer, måden at arbejde sammen på kommer heller ikke af ingenting, eller det kommer heller ikke af ord på papir. Som flere ordførere har været inde på i dag, kræver det kontinuerligt fokus på implementering, på gennemførsel og viljen til at få det til at ske.

Det gælder selvfølgelig også for ældrereformen, som træder i kraft her om godt og vel en måneds tid. Derfor vil jeg godt begynde min tale med at takke aftalepartierne, ordførerne fra SF, LA, Danmarksdemokraterne, De Radikale, Det Konservative Folkeparti, for at være dedikeret igennem hele arbejdet med ældrereformen, og jeg kan kun tilslutte mig det, der blev talt om i dag med passionerethed, med, at det er en gruppe, som brænder for ældreområdet, og som grundlæggende har et helt andet menneskesyn, og det er det, jeg synes kendetegner det grundlæggende værdisæt i den reform, vi har lavet. Jeg vil også gerne takke for en god og engageret debat i dag, som også tydeligt viser, at vi alle sammen er virkelig optaget af at kunne få en værdighed og et helt andet menneskesyn til at være gældende i vores ældrepleje.

Og hvor er det så, vi står? Den altoverskyggende gode nyhed er jo, at vi lever længere i Danmark. Der var i 2024 godt 1,1 million danskere over folkepensionsalderen, og af dem har godt 320.000 fejret fødselsdag med 80 lys i lagkagen, og det er jo grundlæggende en god nyhed, og der er også en taknemlighed for det, som ordføreren for Radikale Venstre var inde på. Jeg kan også godt genkende det her omkring betydningen af bedstemødre, det er i hvert fald en oplevelse, jeg også selv har haft. Den anden gode nyhed er, at andelen, som har brug for pleje, er nogenlunde konstant. Godt hver tiende ældre modtager hjemmehjælp. Det betyder så også på den anden side, at knap ni ud af ti af de ældre, der bor i eget hjem, faktisk klarer sig selv. Det var ordføreren for Alternativet også inde på, altså at det er en gruppe, som er utrolig vigtig at fokusere på, for det er nemlig ganske rigtigt, at langt, langt størstedelen i vores samfund, hr. Per Larsen var også inde på det, er raske ældre, som er en livskilde til frivillighed og sammenhold.

Når man følger med i den offentlige debat, kan man godt få det indtryk, at vi som velfærdssamfund generelt leverer en hjælp til de ældre, som er for lidt, og som er for dårlig, og en undersøgelse fra Tryg viste også for nylig, at blandt den almindelige befolkning frygter hver anden, at der ikke vil være tilstrækkelig hjælp og pleje, når de bliver gamle. Men ser vi på ældreredegørelsen, er der også tal deri, som viser, at godt og vel 84 pct. af de ældre, som modtager personlig pleje, er tilfredse eller meget tilfredse, mens alene godt og vel 6 pct. er utilfredse eller meget utilfredse. Vi skal selvfølgelig bestræbe os på, som fru Maria Durhuus også var inde på, at gøre det endnu bedre for alle, for bag hvert enkelt tal er der et helt menneske, som selvfølgelig skal mødes med nærvær og relationer. Og god kvalitet tror jeg er en forudsætning for en bæredygtig ældrepleje, og den gode kvalitet indebærer også at kunne leve op til de forventninger, som der er i fremtiden. Jeg vil igen sige tak til aftalekredsen, for det er det, der faktisk har været et kernestærkt fokus på i hele forhandlingerne omkring aftalen, altså at vi skal have kvalitet i vores offentlige og private ældrepleje.

Dem, der skal have kvalitet, er de ældre, og derfor er jeg også glad for, at vi i forbindelse med ældrereformen for første gang nogen sinde faktisk har besluttet at spørge både alle modtagere af hjemmehjælp og beboere på plejehjem om deres syn på den hjælp, de får. De undersøgelser er lige ved at være færdige, og dem glæder jeg mig til at dele med jer og diskutere med jer, når de ligger klar.

Som flere af jer har været inde på, er en af de bærende udfordringer, som også ældreredegørelsen viser, spørgsmålet om rekruttering, spørgsmålet om arbejdskraft. Ældreredegørelsen viser, at der er kommet flere medarbejdere på ældreområdet, og det er jo heldigt, men vi ved også, at udviklingen går med sådan en hast, at vi om ganske få år kommer til at mangle tusindvis af medarbejdere, faktisk så mange, at det er 15.000 om bare 10 år. Og det er altså rigtig mange, set i lyset af, jf. også ældreredegørelsen, at der er godt og vel 61.000 social- og sundhedsmedarbejdere i ældreplejen i dag.

Vi ser også af ældreredegørelsen, at godt hver tiende af stillingerne til en stilling som social- og sundhedsassistent ikke lykkes med at blive besat, og det samme gjaldt også for mere end hver sjette til social- og sundhedshjælperstillingerne. Det er godt nok en positiv udvikling i sammenligning med tidligere år, men det viser stadig væk, som flere af jer også har været inde på, at det stadig væk kniber med at få stillinger besat allerede i dag.

Det korte af det lange er jo, at vi kan lave nok så mange reformer, vi kan lave nok så mange ord på papir, som flere af jer også været inde på, men det hjælper ikke noget, hvis det er sådan, at vi ikke lykkes med at løse udfordringerne omkring arbejdskraft. Derfor skal vi have hele værktøjskassen i brug, og det er vi heldigvis også godt i gang med. Vi har styrket social- og sundhedsuddannelserne, løftet lønnen til sygeplejerskerne og sosu-medarbejderne, øget friheden i ældreplejen til at bruge sin faglighed og givet mere tid med borgeren. Færre dokumentationskrav er jeg sikker på også vil skabe bedre arbejdsmiljø, bedre arbejdsvilkår, og når man får lov til at bruge sin faglighed, vil det alt andet lige sænke sygefraværet. Det er faktisk nogle resultater, vi allerede kan se af de erfaringer, vi har med teams allerede. Lønløftet og muligheden for at gå op i tid er også begyndt at give resultater ude i kommunerne, men som vi også kan se på tallene i redegørelsen, er det simpelt hen nødvendigt fortsat at have fokus på at fastholde medarbejdere. Vi skal have fokus på at mindske frafaldet på social- og sundhedsuddannelserne, vi skal nedbringe sygefraværet, og så skal vi, som flere ordførere også har været inde på, nedbringe andelen af deltidsmedarbejdere, så vi får flere på fuld tid.

Så har vi af alle, synes jeg, og det er måske der, jeg selv og fru Pia Kjærsgaard kan nå til enighed, en forpligtelse på at tale faget op og ikke at tale det ned. Det er så utrolig vigtigt, især når det er sådan, at man får styrket fagligheden, givet mere tillid til sin dømmekraft, at man også føler sig respekteret, og at man har et godt omdømme i det samfund, man er en del af.

Men hvis vi skal lykkes med arbejdskraftudfordringen, er vi simpelt hen også nødt til at gå nye veje, eller hvis vi skal lykkes med at knække koden, som jeg tror fru Kirsten Normann Andersen udtrykte det, har vi brug for at gå nye veje. Og her mener jeg, at rekrutteringen af international arbejdskraft er et vigtigt, et nødvendigt skridt i forhold til at sikre tilstrækkeligt personale. Derfor er vi sammen med Indien og Filippinerne i gang med at etablere rekrutteringspartnerskaber om social- og sundhedsmedarbejdere, og der er det utrolig vigtigt, at vi får etableret et velfungerende modtageapparat, når det er sådan, at medarbejderne skal ind på arbejdspladserne, for det er jo ikke alene kvalifikationerne, kompetencerne, det er også danskkundskaber, det er også forståelse af den danske kultur, som er så utrolig vigtig. Det et arbejde, som jeg har sat mig i spidsen for, og vi er allerede i rigtig god dialog med både kommuner og regioner, så vi også trækker på en del af de gode erfaringer, som de kommuner, som allerede er langt på den dagsorden, har, og så de kan blive bragt i spil.

Vi er også nødt til at kigge på velfærdsteknologi, som flere af jer også har været inde på. Velfærdsteknologi kan man sige er vort århundredes svar på moderne hjælpemidler. Det skaber mere frihed, det skaber mere værdighed for de ældre, og det er jo i virkeligheden det allervigtigste formål. Samtidig har det den fordel, at det ofte frigør mere tid for medarbejdere til de mere borgernære opgaver. På mange måder kan man sige, at det både for den ældre og for den ansatte, bare for at give nogle eksempler, er rarere at få en censor til at registrere, om bleen skal skiftes. Det kan også være en stor hjælp for demente at have et særligt elektronisk apparat, som husker en på, hvad det nu er, man skal huske. Det kunne eksempelvis også være overvågning af diabetessår via videolink, så sygeplejersken kan se, hvordan det går, uden patienten skal forlade sit hjem.

Derfor synes jeg, at det er positivt, at ældreredegørelsen også viser, at personalet i ældreplejen generelt har et positivt syn på brugen af velfærdsteknologi. Som den undersøgelse, der henvises til i ældreredegørelsen, fra FOA viser, var 82 pct. positive eller overvejende positive omkring velfærdsteknologi i ældreplejen, og heldigvis er der jo en række kommuner, som er godt på vej. Men som en rapport fra Teknologisk Institut viser, er langt den største udfordring, når man spørger kommunerne omkring brugen af velfærdsteknologi, implementering og skalering af velfærdsteknologi. Vi har teknologien, men den er slet ikke brugt i det omfang, den skal.

Derfor er jeg utrolig glad for, at vi i aftalekredsen har sat et arbejde i gang med et partnerskab omkring velfærdsteknologi, som lige om lidt kommer med nogle anbefalinger, som jeg også glæder mig til at snakke med jer om, for der er ingen tvivl om, at vi har brug for at gå mere i retning af at få indført velfærdsteknologi. Der tror jeg allerede nu at jeg synes at en hovedkonklusion bliver, at det ikke kun handler om teknologien, det ikke kun handler om kompetencerne, men at det også handler om den praksisnære overførsel ude hos den enkelte medarbejder i forhold til at være dygtig til at omsætte en teknologi, så det skaber glæde og værdighed og personlig frihed for den ældre.

Som ældreredegørelsen også viser, er implementeringen af reformen vigtig. Det er der rigtig mange af jer der har peget på i dag, og den holdning er jeg jo selvfølgelig utrolig glad for at vi deler. Derfor er jeg også utrolig glad for, at vi i aftalekredsen har afsat 145 mio. kr. til at understøtte implementeringen. I lighed med fru Marlene Harpsøe oplever jeg også, når jeg taler med kommuner, at størstedelen af kommunerne er rigtig godt i gang. Der er en rigtig god og positiv indstilling til den her reform, og der bruges virkelig meget knofedt derude.

Det er også tydeligt, at der er travlt, de bruger knofedt, og de tværfaglige teams, som flere af jer har været inde på, spirer frem over hele landet. Jeg tror, det var rigtig klogt, som SF's ordfører var inde på, at vi også fik afsat midler til teams, som jo allerede blev indfaset i august sidste år. Det høster vi frugten af nu, fordi kapaciteten i det meste af landet faktisk er bygget op omkring teams. Jeg tror, det er et godt sted at starte, for det, vi kan se med teams, er, at det dels er en forudsætning for at levere helhedspleje, dels er det der, vi ser den positive forskel for borgerne og deres pårørende og deres oplevelse af plejen. Det er nogle af de erfaringer, som bl.a. VIVE-undersøgelserne peger på.

Så samlet set i forhold til implementeringen har vi også, som det fremgår af ældreredegørelsen, ud over en række midler både til teams, men også til kompetenceudvikling, etableret seks partnerskaber, hvor vi grundlæggende involverer alle aktørerne på området. Det er klogt at involvere aktørerne på området, fordi det jo ikke er os herinde, der skal sidde og trykke på knapperne ud i det enkelte hjem, det er de aktører, der er omkring ældreplejen i borgernes hjem, og det er dem, vi skal have i spil til at føle forpligtethed på implementering af reformen. De partnerskaber, vi har igangsat der, synes jeg har et rigtig godt tråd.

Frit valg er der flere, der har været inde på. Jeg deler bl.a. Venstres og De Konservatives begejstring for resultaterne vedrørende frit valg eller private leverandører i ældreplejen. Som flere af jer har været inde på, er det jo 43 pct. af hjemmeplejemodtagerne, som vælger en privat leverandør. Det synes jeg er utrolig positivt. Jeg ser det på den måde, at det er et valg, som den enkelte ældre har, og faktisk er det nogle af de ting, hvor vi vil kunne få syn for sagen på, hvordan tilfredsheden egentlig er i forhold til henholdsvis de private og de kommunale. Det er noget af det, vi også ser i de undersøgelser, vi kan fremlægge lige om lidt. Lige nu har vi jo ikke nogen grund til at tro, at der er forskel på tilfredsheden i dem.

Grundlæggende synes jeg, det er positiv, at mange som muligt har frit valg af helhedspleje. Samlet set synes jeg at vi skaber endnu mere fair og lige konkurrence mellem de offentlige og de private leverandører. Det gør vi på en række måder ved at styrke det med en fast overheadtakst og med en kontrolenhed og ved også at have en efterregulering af prisen i forhold til de private leverandører. Det er alt sammen noget, som jeg mener og håber kommer til at gøre en endnu større forskel i forhold til at få endnu flere private leverandører på markedet.

Om det her med private leverandører, at sikre et privat alternativ i helhedsplejen, vil jeg også sige – for det er jo rigtigt, som nogle ordførere har været inde på, jeg tror bl.a., det var hr. Per Larsen – at det har været meget vigtigt at få et tæt samarbejde op at køre mellem KL og brancheorganisationerne. Det startede de allerede på i starten af året, hvor vi i Ældreministeriet har været faciliterende. Det er også noget af det, vi har fulgt tæt i aftalekredsen. Derfor glæder det mig også, at det faktisk tyder på, at det er tre ud af fire kommuner, der forventer at kunne levere en privat leverandør af helhedspleje. Det vidner bare om, synes jeg, at det at tale med de aktører, som skal implementere det helt ude i den spidse ende, er så utrolig vigtigt, ikke kun, når vi laver reformer, men også når vi skal implementere reformer.

Så har vi hele fokusset på civilsamfundet. Der synes jeg jo selvfølgelig at det er utrolig vigtigt at fokusere på, at staten kan løse nogle opgaver, men vores civilsamfund, vores frivillige, de pårørende har en utrolig vigtig opgave, når det handler om at skabe livskvalitet og livsglæde for de ældre. Der skal vi være mere ambitiøse. Det gælder både staten, kommunerne og de private aktører, og derfor er jeg så utrolig glad for den samspilsværdi, vi har fået ind som en af de bærende værdier i ældrereformen. Det er jo ikke et samspil, man kan vælge om man vil etablere; det er et samspil, man skal forholde sig til, altså hvordan det er, vi skal samarbejde langt, langt tættere mellem kommunerne, mellem frivillige og mellem det lokale civilsamfund og de pårørende.

Lokalplejehjem er også et eksempel på en styrket inddragelse af civilsamfundet. Fra den 1. januar har kommunerne jo fået mulighed for at etablere lokalplejehjem. Det er grundlæggende positivt i forhold til at styrke den lokale forankring af vores lokalplejehjem, og jeg er utrolig glad for – det er en indikator på det – at den pulje, vi har udbudt, i forhold til at man kan få støtte til etablering af lokalplejehjem, faktisk nu har fået otte ansøgere, som er det, der er penge til i puljen for i år. Så kommer der jo flere penge næste år. Men grundlæggende synes jeg, det er en utrolig positiv interessetilkendegivelse fra nu otte kommuner. Jeg er optaget af, at vi får nogle gode og dygtige lokalplejehjem, og derfor synes jeg, det er så utrolig vigtigt at bruge tid i den her udviklingsfase, når det er, vi skal have etableret nogle gode plejehjem af lokalplejehjemsslagsen.

Lad mig slutte, hvor jeg begyndte, med Storm P.'s lommeuld. Ældrereformen er og skal ikke være en skrivebordsreform. Reformen lykkes først, når den kan mærkes ude i hjemmet hos de enkelte borgere, og jeg er så utrolig glad for, at det er en holdning, der deles af hele aftalekredsen. Jeg er sikker på, at ældrereformen vil blive fulgt til dørs, for det er der et kæmpe fokus på, og det er jeg utrolig glad for. Tak for det.

Derfor ser jeg selvfølgelig også meget frem til, at ældrereformen for alvor fra den 1. juli skridt for skridt kommer til at udfolde sig i praksis ude i landet til glæde for de ældre og til glæde for de pårørende, for det at være pårørende er noget, vi alle sammen er, og som vi holder af at være, men som vi også ved er noget, der er utrolig hårdt. Derfor er samspillet med de pårørende også så utrolig vigtigt. Jeg håber, og det er i hvert fald tanken med ældrereformen, at den også er til glæde for medarbejderne, for det at få tillid til sin faglighed ved at indgå i stærke tværfaglige fællesskaber, det at føle sig kompetent og kvalificeret til den opgave, man løser, ved vi en til en er det, der rimer på arbejdsglæde. Det er det, jeg plejer at kalde arbejdsglædeligningen.

Så endnu en gang tusind tak for den gode debat og det engagerede syn og menneskesyn på ældre. Det er jeg utrolig glad for at vi har et fælles fokus på. Tak for ordet for nu. Jeg ser frem til spørgsmål.

Tak til ministeren. Der er en række indtegninger for korte bemærkninger, og den første er fra fru Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg hæfter mig lidt ved det med udenlandsk arbejdskraft. Jeg bemærkede, at ministeren sagde, at der var en god dialog med regioner og kommuner. Så skal jeg bare høre: Hvad med dialogen med Socialdemokratiet, altså det andet regeringsparti? Det er ikke mit indtryk, at den er sådan helt på plads endnu.

Så må jeg altså også bare spørge om noget andet. Altså, på Filippinerne er der vel også ældre, der har et behov for pleje. Jeg synes, det er en skæv udvikling. Hvorfor søger man, når vi mangler, og det gør vi, først og fremmest at rekruttere flere – jeg ved godt, det er en langsigtet proces, og at der skal meget mere til – fra så langt væk i verden? Man går langt væk, og der skal bruges mange ressourcer på at ændre sprog, kultur og socialt syn på utrolig mange ting. Og jeg tænker faktisk også lidt på, at man river folk langt væk fra, hvor der måske også er et behov for dem. Altså, det synes jeg er et problem.

Så lige med hensyn til en ny teknologi afviser jeg absolut ikke ny teknologi, men jeg er simpelt hen så skeptisk, i forhold til at det vil blive brugt negativt. For hvis det giver mere samvær med mennesket, der kommer forbi, så er det godt. Det har jeg så bare en fornemmelse af ikke rigtig vil ske. Hvordan vil ministeren sikre det?

Ministeren.

Tusind tak for mange spørgsmål. Hvis jeg lige skal komme omkring dem, vil jeg sige, at vi jo har indgået aftale om det som regering; vi er ved at etablere de her internationale partnerskaber, og det er jo en enig regering, der går den vej.

Det er jo utrolig vigtigt, når vi gør det – det lægger i øvrigt både Filippinerne og Indien utrolig meget vægt på, og de er utrolig dygtige til at uddanne folk – at de forhold og de arbejdspladser, man kommer til, hvilket de selvfølgelig også er optaget af, er dygtige og gode. Og derfor har det hele vejen igennem været vigtigt, når mine kollegaer uddannelses- og forskningsministeren og indenrigs- og sundhedsministeren har etableret de forståelsespapirer, der skal pege hen imod partnerskaberne, at vi gør det inden for rammerne af WHO's retningslinjer. For selvfølgelig skal det være gode og ordentlige forhold.

Så er der i forhold til sproget ingen tvivl om, at sprogforståelse, men også kulturforståelse, dialekter osv., er afgørende for, at det her skal lykkes. Derfor stikker vi virkelig fingeren i jorden hos de kommuner, bl.a. Frederiksberg Kommune, Vejle Kommune, Varde Kommune og Lolland Kommune, som har gode erfaringer med, hvordan det er, vi klæder de her på, også i forhold til de sproglige kompetencer, for selvfølgelig skal man det.

Ønsker spørgeren den anden korte bemærkning? Værsgo.

Jo jo, der mangler lige det med ny teknologi. Og så bliver jeg altså nødt til at spørge ministeren igen: Hvad var der i ministerens overvejelser, i forhold til at man ikke inddrog alle partier? Hvilke overvejelser gjorde man sig? Altså, det synes jeg er spændende, specielt efter Alternativets tale, hvor det kom lidt bag på mig, hvor begejstrede man var, og hvor gerne man ville have været med. Vi var ikke helt på samme plan, men vi var dog som sagt slet ikke med i nogen form for forhandling, ikke en eneste.

Altså, jeg må bare sige, at ministeren gør regning uden vært, og at det her ikke bliver nemt for ministeren; det kan jeg godt garantere. For så er fordelen jo altså også, at man har ret og pligt til at se ministeren i kortene i forhold til det, der er lavet her, og det lover jeg vil ske.

Ministeren.

I forhold til teknologien er jeg helt på linje med ordføreren, i forhold til at det med teknologi jo ikke må være sådan, at den ikke giver glæde, forstået som selvhjulpenhed eller større værdighed for den ældre.

Det, der er fordelen ved teknologi, er, at så er der slet og ret også mere tid til de ting, der kræver en borgernær relation. Som et eksempel kan jo nævnes nogle af de muligheder, man har, for at blive hjulpet på toilettet. Det giver simpelt hen en større værdighed for de ældre, at man selv kan komme på toilettet og på de tidspunkter, man gerne vil, i stedet for at man skal sidde og vente på en medarbejder.

Tak. Så er det fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne.

Mange tak. Og tak for talen. I forbindelse med at vi indgik den her ældreaftale, har vi jo også afsat en del midler til det her såkaldte demensrejsehold, der skal tage ud på en række plejehjem og arbejde med at forebygge omsorgstræthed og forråelse, men i høj grad også skal give medarbejderne ude lokalt nogle vigtige værktøjer til, hvordan man arbejder med mennesker med demens, og hvordan man sikrer den her helhedsorienterede indsats omkring den enkelte, der gør, at de føler sig set og hørt, og at de får fyldt deres såkaldte trivselskar i en periode af deres liv, hvor det er, at man, hvis man er et menneske med demens, virkelig bliver udfordret.

Men det, som jeg ikke forstår, vedrører, at vi jo nu står i en situation, hvor det er, at vi er i gang med at formidle masser af midler ud til en række plejehjem, men hvor der også er en række plejehjem, som har fået et nej, fordi der ikke er flere penge i puljen til, at flere kan få besøg af demensrejseholdet. Så hvad vil ministeren gøre der for at sikre, af de plejehjem, som altså har fået et nej, fremover kan få et ja til at kunne arbejde med mennesker med demens?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Det er jo helt rigtigt, at demensrejseholdet er en virkelig, virkelig stor succes. Jeg tror, hvis jeg lige husker rigtigt, at det er omkring 20 plejehjem, der har fået et positivt svar. Der er nogle kommuner, der har flere plejehjem blandt dem. Det vidner jo også om, som spørgeren er inde på, at der er et behov for mere. I virkeligheden var det faktisk også noget, vi så, da der blev lavet puljer på Teams i sin tid. Der var også flere kommuner, end der var penge til så at sige, der søgte.

Jeg synes jo generelt set, at fokus på demens vil jeg gerne være med til at snakke om. Helhedsplejen styrker jo hele forudsætningen for at kunne arbejde med demens. De grundlæggende værdier taler lige ind i, hvordan vi også skaber nogle rammer, der er gode for at arbejde med demens. Men demens vil jeg da gerne have en nysgerrighed i forhold til at tale mere om.

Spørgeren.

Tak for den positive tilkendegivelse. Det glæder vi os i Danmarksdemokraterne selvfølgelig til.

Mit andet spørgsmål skal omhandle underernæring, for som jeg også lagde vægt på i min ordførertale, er der jo 77.000 personer i ældreplejen, som i dag bliver underernæret. De oplever sult med stor svækkelse til følge.

Der synes jeg jo, at vi skylder et klart svar til de mange ældre, i forhold til hvad vi egentlig kan gøre, og hvad ministeren vil gøre. Jeg synes da, at der mangler initiativer fra ministerens side. Ud over de her lidt lette løsninger, som ministeren præsenterede på et samråd for nylig, så vi i Danmarksdemokraterne gerne, at ministeren krævede af kommunerne, at de lavede en systematisk indsats efter de retningslinjer, der allerede findes i dag.

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jeg er også utrolig optaget af ernæringsrigtige tilstande, og det er jo nogle virkelig høje tal. Man kunne nævne nogle andre tal, som er fra de samme undersøgelser, men der er ca. 200.000, hvis jeg lige husker rigtigt, som er i risiko for at være fejlernærede.

Det er en kæmpe problemstilling, og jeg mener jo for det første, at helhedsplejen er en af kronjuvelerne, for der skal man vurdere den enkelte ældres samlede tilstand, herunder også den ernæringsmæssige tilstand. Og for det andet er det rigtigt, at jeg har præsenteret nogle initiativer. Jeg synes, at vi skal se på effekten af dem i forhold til at understøtte implementeringen yderligere.

Tak. Så er det fru Karin Liltorp fra Alternativet. Værsgo.

Tak for det, og tak for en god tale. Jeg har allerede rost ministeren for ældrereformen og det gode arbejde, så jeg vil tage fat et andet sted og i virkeligheden køre lidt videre i det, som fru Pia Kjærsgaard nævnte. For vi stod i går og havde landet en psykiatriaftale, og jeg fik næsten tårer i øjnene, fordi vi stod på tværs af Folketingets partier og vi alle sammen var blevet inddraget og vi alle sammen havde fået mulighed for at give input. Og jeg har selv det princip, at jo flere man lytter til, jo flere guldkorn kan man få ind. Så jeg kunne også godt tænke mig at høre: Hvad er baggrunden for, at man fra starten af udelukker nogle partier? Er det ikke synd for den demokratiske proces?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Det giver mig jo heldigvis også anledning til at svare på det spørgsmål, som jeg ikke kunne nå inden for tiden, nemlig spørgsmålet fra fru Pia Kjærsgaard. Helt grundlæggende var det jo ikke en pointe om at udelukke nogen på forhånd. På baggrund af de dialoger og den tekniske gennemgang, der også har været, og i øvrigt også de spor og de holdninger, der er blevet tilkendegivet, i forhold til hvad det er for en retning for ældreplejen, man vil gå i, valgte jeg at gå videre med de partier, som ville i den samme værdimæssige retning omkring frisættelse. Blot for at tage et eksempel kan jeg sige, at fru Pia Kjærsgaard i sin tale i dag nævner spørgsmålet omkring minimumsstandarder, og det er jo et eksempel på, at tilgangen er fuldstændig anderledes end det, som er kernen i den nuværende reform.

Spørgeren.

Tak for det. Jeg håber ikke, at ministeren oplevede Alternativet på samme måde. For Alternativet er jo meget interesseret i at indgå i den her aftale. Så nu vil jeg bare høre en ting: Hvis der kommer noget i fremtiden på ældreområdet, kunne ministeren så overveje at invitere os alle sammen, så vi har mulighed for at give input?

Ministeren.

Det synes jeg da er helt i tråd med god parlamentarisk skik, altså at invitere i forhold til at afdække, hvor det er, interesserne er, og hvad det er for nogle synspunkter, man har. Så det vil jeg bestemt ikke udelukke.

Så er det hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Vi er jo også et af de partier, som ikke fik muligheden for at deltage i forhandlingerne, fordi vi fik den besked, at vi ikke delte menneskesyn med ministeren. Det har vi så efterfølgende taget til efterretning at vi åbenbart ikke gør.

Men jeg vil godt spørge om noget helt andet, og det er faktisk foranlediget af noget af det, som fru Pia Kjærsgaard spurgte om, nemlig spørgsmålet omkring udenlandsk arbejdskraft. For normalt er det jo sådan på et frit marked som et arbejdsmarked, at hvis der er en stor efterspørgsel, betyder det, at så stiger priserne. Er ministeren virkelig ikke af den opfattelse, at hvis det var sådan, at vi gjorde en større indsats for at give en bedre anerkendelse til de mennesker, der arbejder inden for ældreplejen, kunne det gøre os i stand til at kunne tiltrække og fastholde mere af det personale, vi har behov for? For hvilken garanti har ministeren for, at arbejdskraft, man importerer til Danmark for at arbejde inden for området, hvis løn- og arbejdsvilkårene ikke er tilstrækkelig gode, ikke bare forsvinder ud til andre brancher eller til andre lande og arbejder dér i stedet for? Og så er der det moralske aspekt, der ligger i, at den mangel på både sundhedspleje- og omsorgsmedarbejdere, vi har i Danmark, ser man også internationalt, så der ligger altså også et moralsk aspekt i det, at vi skal løse vores problemer ved at importere arbejdskraften fra lande, der selv mangler den arbejdskraft.

Tak. Så er det ministeren.

Helt overordnet tror jeg simpelt hen ikke, at vi kan løse de problemer. Det er 15.000 medarbejdere, vi mangler – der er 61.000 social- og sundhedsmedarbejdere i dag. Det er en kæmpe andel. Og hvis det så bare var på ældreområdet, havde det jo nok kunnet lade sig gøre, men vi mangler også medarbejdere på det grønne område, vi mangler medarbejdere i erhvervslivet osv., så det er jo en generel problemstilling, vi står over for.

Jeg er ikke så meget for sprogbrugen, hvor man siger, at vi importerer arbejdskraft. Det her er gensidige aftaler, vi ligeværdigt og respektfuldt indgår med Indien og Filippinerne, hvor bl.a. WHO-retningslinjerne er væsentlige. Der skal selvfølgelig være ordnede forhold, altså gode aftaler, der har en gensidighed, og vi skal selvfølgelig etablere nogle arbejdspladser, som folk er glade for at komme til, i de lokalsamfund, man skal integreres i osv. Det er selvfølgelig afgørende.

Jeg kan jo ikke garantere, at man ikke vælger at gå til andre brancher eller noget andet – jeg går jo sådan set ikke ind for stavnsbåndet, og det er jeg sikker på at spørgeren heller ikke gør – men det handler om at få skabt nogle attraktive arbejdspladser.

Spørgeren.

Men det at skabe attraktive arbejdspladser handler jo lige præcis om løn- og arbejdsvilkår. Det er også derfor, at det er uforståeligt for mig, hvorfor regeringen ikke anerkender, at der er en stor mangel på pleje- og omsorgspersonale, og at man derfor bør gøre noget mere for at sikre bedre løn- og arbejdsvilkår for dem. For vi så det jo f.eks. i forbindelse med »Flere hænder og højere faglighed i ældreplejen«, altså det, at vi afsætter midler til at kunne uddanne noget af den uddannede arbejdskraft og sikre, at der kan ske et kompetenceløft. Det er jo én af vejene at gå. Noget andet er at sikre, at en større andel af de unge mennesker, der kommer ud på arbejdsmarkedet, finder det attraktivt at arbejde inden for pleje- og omsorgssektoren. Det burde være en langsigtet løsning, for ellers risikerer vi jo netop, at hvis ikke vi gør noget ved det, forsvinder den arbejdskraft, der er på det område, altså hvis det ikke bliver tilstrækkelig attraktivt at arbejde der, både i forhold til løn og ansættelsesvilkår.

Ministeren.

Jeg er sådan set meget enig i, at lønforhold er væsentligt, og det er bl.a. også derfor, at sosu-medhjælperne og i øvrigt også sygeplejerskerne var nogle af de grupper, der blev målrettet i det lønløft, regeringen lavede for snart 2 år siden. Arbejdsmiljøet er utrolig vigtigt; det er også noget af det, der er væsentligt i forhold til hele ældrereformen, som jeg jo også var inde på min tale. Det at skabe trivsel handler om at bruge sin faglighed, indgå i tværfaglige fællesskaber og føle sig kompetent til det, man gør. Det er faktisk nogle af de ting, vi kan se allerede er effekten af at have teams. Jeg tror bare ikke, det er nok, og jeg tror, at problemet er, at hvis vi ikke manglede arbejdskraft på mange andre områder, ville det være nemt at gøre, men vi mangler arbejdskraft overalt i vores samfund, og det bliver kun værre i de kommende år.

Tak. Så er det fru Kirsten Normann Andersen fra SF.

Tak for det. Som ordfører fra et af de partier, som er med i den her aftale, som bl.a. også involverer, at man kan rekruttere indiske og filippinske sygeplejersker, vil jeg blot sige, at det ikke er mit indtryk, at vi er så langt her, at vi på nogen måde kommer i mål foreløbig.

Først og fremmest var det sygeplejersker, man ønskede at rekruttere, og dernæst har vi også en aftale om, at vi skal se på det grundlag, som eventuelt kan laves, før vi overhovedet går i gang med den her proces. Til gengæld har vi også aftalt, at vi skulle se på, hvordan vi kunne sikre evalueringsansættelser til de mange iranske sygeplejersker, som er i Danmark, og som ikke kan få lov at gøre deres uddannelse færdig, så de netop kunne bidrage – de er selv kommet hertil og har et ønske om at bidrage – og at vi ikke sender veluddannede social- og sundhedshjælpere ud af landet, fordi deres opholdstilladelse ophører, men til gengæld prøver at fastholde dem undervejs.

Jeg vil bare spørge ministeren, hvad der ville være bedst og billigst og mest effektivt: at bruge de mennesker, der allerede er her, eller at rejse om på den anden side af jorden for at rekruttere nye medarbejdere, som ikke har uddannelsen eller sproget endnu?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Det er bare lige for at bekræfte, at vi i forhold til inderne og filippinerne jo ikke står over for, at de kommer lige på den meget korte bane i virkeligheden. Det er jo allerallertidligst ultimo 2026, og der er en række forhold også i forhold til partnerskaberne, der skal være på plads inden da. Men derfor er det godt at være godt forberedt i forhold til de her modtagepakker.

Spørgeren har jo også ganske ret i, og jeg deler sådan set, at det er ganske frustrerende, det omkring iranske sygeplejersker, som er her, og som der bl.a. ikke har været nok evalueringsansættelser til, og som ikke har kunnet få fodfæste endnu. Regeringen har jo taget forskellige tiltag i forhold til den gruppe.

Adspurgt konkret om det er det ene eller det andet, der er bedst, vil jeg sige, at jeg i virkeligheden tror, at vi har brug for begge dele. 15.000 kan jo lyde af noget. Det er lynhurtigt blevet et tal, man bare slynger ud, men det er jo virkelig mange medarbejdere. Det er en fjerdedel af den gruppe af medarbejdere, der er der i dag. Det er virkelig mange, mange mennesker, vi kommer til at mangle.

Spørgeren.

Jeg prøvede i min ordførertale at fremhæve, at jeg tror, at anerkendelse også er en ting, som vi skal arbejde med. Det er fag, som lider under, at der er meget lav anerkendelse på området. Titelbeskyttelse kunne være noget af det, som man kunne arbejde med helt konkret, altså at ikke hvem som helst kan kalde sig faglært social- og sundhedshjælper.

Derfor er jeg også optaget af, at man måske kigger på autorisation til social- og sundhedshjælpere som en metode til at vise anerkendelse, ligesom man selvfølgelig kan kigge på videreuddannelse, arbejdsvilkår, fleksibilitet og andet. Vil ministeren være med til at tænke i autorisation til social- og sundhedshjælpere som en metode til rekruttering og fastholdelse?

Ministeren.

Jeg er meget enig med ordføreren i, at det er utrolig vigtigt at anerkende medarbejdere og også social- og sundhedshjælpere på det her felt, alene af den årsag at når man får mere kompetence, er det bare virkelig vigtigt, at man også ved, hvad det er, man har at stå i. Så det er jo både anerkendelsen, altså som fag og som omdømme, men jo også i virkeligheden som en blåstempling af nogle kompetencer.

Jeg synes, det er væsentligt, at vi også kigger på, og det vil jeg sådan set gerne være med til at kigge på, hvordan vi kan anerkende, og hvordan vi kan sikre kompetencerne. Det er der mange veje til, men det synes jeg bestemt er noget af det, der er væsentligt, også som en forudsætning for at nå i mål med ældrereformen.

Så er det hr. Per Larsen fra De Konservative.

Tak for det, og tak for en god tale. Vi er også med i aftalen om udenlandsk arbejdskraft, og jeg vil gerne spørge ministeren: Nu, når vi ved, at vi har så stor en udfordring, som vi har – tallet er 15.000, og det er jo rigtig, rigtig mange, og spørgsmålet er så, om de alle sammen vil være på fuld tid – hvad var årsagen så til, at man kun satsede på at rekruttere 1.000 udenlandske, altså nu, når opgaven er så stor, som den er?

Ministeren.

Det er jo nogle forhandlinger, der har fundet sted ovre hos mine kollegaer, men i hvert fald er noget af det væsentlige, man faktisk har lært af erfaringerne i forhold til de iranske sygeplejersker, et stærkt fokus på, at vi får det drejet hen i retning af, at tingene i højere grad bliver efterspørgselsdrevet, for det er jo sådan set grundlæggende det, at efterspørgsel og udbud skal passe sammen.

Ordføreren.

Så vil jeg gerne lige skifte emne. Vi kan konstatere, at der er rigtig, rigtig mange ældre, specielt også de demente, som får rigtig meget medicin, også antipsykotisk medicin, og det synes jeg er en skræmmende udvikling. Vi har rent faktisk fremsat et forslag om, at vi skal have en medicingennemgang blandt de ældre oftere, for der kan ske rigtig mange ting på 1 år for f.eks. en dement, hvis vedkommende har været indlagt på et hospital eller fået ordineret noget ekstra medicin af forskellig art, altså en gennemgang af deres medicinindtag oftere. Er det noget, ministeren også kunne ønske sig?

Ministeren.

Nu er det jo sundhedsministerens ressort, og jeg ved, at ordføreren også er sundhedsordfører, så jeg er sikker på, at ordføreren tager det i den sammenhæng. Men når det så er sagt, er jeg fuldstændig enig i, at vi med de resultater, vi ser ud til at have, og det er jo endda, selv om vi i 7 år har haft det som et særskilt mål, at vi skal halvere andelen af antipsykotisk medicin, ikke har nået det mål, og i virkeligheden er der en ekstra krølle på den udvikling, som er, at nogle steder lykkes man rigtig godt med det, og set i lyset af at det samlet set ikke er blevet mindre, må der være nogle steder, det er rigtig dårligt. Jeg vil meget gerne være med til at tale om, hvordan vi også fra et ældreplejeperspektiv kan arbejde mere i retning af at nå det mål.

Tak til ældreministeren. Der er ikke flere spørgsmål. Men jeg er blevet oplyst, at fru Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti ønsker en anden runde. Da det her er en redegørelsesdebat, har fru Pia Kjærsgaard 5 minutter til rådighed. Værsgo.

Tak. Det er slet ikke sikkert, jeg bruger det. Men man kan jo kun få de to korte bemærkninger, og når man så sidder og brænder inde med en masse ting, er man jo nødt til at tage ordet igen.

Jeg må bare sige, at når man sidder og analyserer, og det kan man jo gøre hernede på første række, ministerens svar, er det så teflonbelagt, at jeg synes, det er utroligt, det må jeg bare sige. Jeg lægger mærke til, at ministeren hele tiden enten skyder det over til en anden minister og siger, at det vil hun gerne se på, og når der kommer et konkret forslag fra fru Kirsten Normann Andersen, vil man godt se, at man kan gøre det lidt bedre. Altså, jeg er ærgerlig for at sige det mildt – for at sige det mildt – over at vi stadig væk i den her store debat, den her store ting, kan kigge ind i det, også i forhold til den mangel på arbejdskraft, der er, hvor jeg heller ikke synes, at man gør, hvad der skal gøres. Altså, det nytter jo ikke noget at sige: Vi har givet lidt mere i løn. Det er ikke alene lønnen, det er også lønnen, men det er i allerhøjeste grad også en anerkendelse af, at de mennesker, som beskæftiger sig med ældre mennesker, syge mennesker og demente mennesker, gør et kæmpe, kæmpe, kæmpe arbejde.

Hvad er det, vi gør forkert, i forhold til at de mennesker med god grund ikke føler sig anerkendt – at de føler sig som sådan lidt lavstatus, at det at være sosu-assistent eller sosu-medhjælper bare er det, det er? Det er lidt højere at være sygeplejerske, javel. Jeg er faktisk temmelig fortvivlet over, at man stadig væk har det på den måde, og jeg synes, at ministeren kommer med for mange embedsmandssvar. Det er så svært at nå ind til ministeren. Det er også så svært at nå ind til ministeren, når jeg som ordfører for Dansk Folkeparti, som ældreordfører, som en, der, og jeg kan ikke prale af det længere, for 100 år siden selv har været en del af det system – det er så mange år siden, at jeg ikke kan prale af det mere – får at vide, at man jo lige måtte vurdere det værdisæt, ordførerne havde. Altså, jeg vil næsten sige, hvad bilder ministeren sig ind? »At vurdere det værdisæt«. Jamen jeg har da aldrig hørt noget lignende.

Jeg må sige, at jeg er målløs over ministerens rent ud sagt apparatjikagtige måde at være på, og det synes jeg ikke de ældre kan være tjent med, det synes jeg simpelt hen ikke. I forhold til at Alternativet bare tilslutter sig og er jublende glade, vil jeg sige, at det havde Dansk Folkeparti bestemt ikke gjort. Men jeg må sige, at hele den her form, hele den her måde, man har tacklet den her ældrelov på – jeg kan så også høre, at ordførerne også siger, at det bare er en ældrelov, det er ikke en reform, som ministeren siger – er ret rystende, det er i virkeligheden ret rystende.

Jeg fik lige lejlighed til lige at bruge lidt ekstra, det er så lidt mere end korte bemærkninger, men jeg vil stadig væk sige, jeg har meget på hjerte.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen spørgsmål.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.