Tak for det, og også tak for en rigtig god debat. Jeg vil også gerne starte med at ønske fru Aaja Chemnitz tillykke med ordenen. Det er en meget, meget velfortjent anerkendelse for en meget, meget stor indsats for Grønland og for rigsfællesskabet. Så stort tillykke herfra.
Så vil jeg ellers glæde mig til at tale om regeringens finanslovsforslag. Det handler om en bedre hverdag og et stærkere Danmark. Hele tanken med den her finanslov er, at i et land, hvor økonomien er så stærk, som den er i Danmark, hvor vi har den højeste beskæftigelse nogen sinde – der har aldrig i danmarkshistorien været så mange mennesker, der går på arbejde hver dag – hvor arbejdsløsheden er lav, og hvor der er styr på statsfinanserne, har vi muligheden for at investere i det, der er vigtigst for danskerne. Det er bl.a. i vores forsvar og sikkerhed – vi lever desværre i en urolig og farlig verden, og præsident Putins forfærdelige angrebskrig i Ukraine er en daglig understregning af, hvad vi står over for. En meget, meget stor del af det, vi kommer til at bruge penge på i de kommende år, bliver at passe godt på Danmark og passe godt på Europa. Der vil jeg gerne anerkende de rigtig mange partier her i Folketinget, der har bakket op om den kurs; det skal jeg vende tilbage til. Det er også en mulighed for at investere i vores politi og i vores sikkerhed i bredeste forstand. Det er også en vigtig del af den finanslov, som regeringen har lagt frem.
Så er det jo også sådan, at man i en finanslov tager de aftaler, vi har lavet med kommunerne og regionerne, og gør dem til en del af det, vi er fælles om, når vi vedtager en finanslov. Når det er vigtigt, er det, fordi vi for andet år i træk har lavet nogle rigtig gode kommune- og regionsaftaler, der gør, at man kan investere i vores velfærd, i vores sundhedsvæsen, i vores børn og i rammerne for vores ældre – det, som gør Danmark til det fantastisk dejlige velfærdssamfund, som jeg tror at vi alle sammen holder rigtig meget af. Vi har med den her finanslov valgt at sætte et særligt fokus på børn ved at sige, at vi vil have flere voksne ude i vores daginstitutioner for at skabe bedre kvalitet for vores børn, og samtidig vil vi gøre det billigere at få sine børn passet. Det synes vi er fornuftigt, og det er noget, som jeg også tror at rigtig mange børnefamilier vil sætte pris på. Det er ikke alene sådan, at vi taler om at forbedre kvaliteten, eller sådan, at vi taler om, at prisen skal ned. Vi gør begge dele. Vi øger kvaliteten, og vi sætter prisen ned. Samtidig er det også en del af den aftale, vi lavede med kommunerne, at der vil blive sat et milliardbeløb af til at skabe nogle bedre fysiske rammer, både for vores mindste i dagtilbuddene, men også i vores skoler. Det er noget, der betyder noget for vores børn og for vores unge. Det gør en forskel.
Den her finanslov handler også om, at vi lever i en tid, hvor det er blevet enormt dyrt, når man går ned og handler ind. Når kurven er fyldt, og selv når den ikke er så fyldt, er det virkelig noget, der kan mærkes, når man når op til der, hvor der skal betales. Det er baggrunden for, at regeringen har sat en række initiativer i gang, som hurtigt og effektivt kan gøre, at det bliver billigere at være dansker. Vi banker elafgiften helt i bund – som i helt i bund. Vi fjerner nogle af de punktafgifter, som også er med til at gøre det dyrere at være dansker. Og vi går ind i forhold til daginstitutionspladser. Det er bare for at tage nogle af de vigtige initiativer.
Det, der så også hører med til historien, er, at vi godt ved, at vi ikke dermed har løst alle problemer. Men det er en vigtig håndsrækning, som skal ses, i forlængelse af at vi har sat skatten ned, ikke mindst i forhold til ganske almindelige hårdtarbejdende danske familier i forhold til beskæftigelsesfradraget. For enlige forsørgere har vi sat det ekstra meget ned. Vi kan se, at der her – hvis der kun er én indtægt i familien – altså er en ekstra god grund til, at man får lidt flere penge ud af det end ellers. Det synes vi også er socialt retfærdigt, og det er vigtigt for regeringen, og det er vigtigt for mig som socialdemokratisk finansminister. Jeg kan fuldt ud stå på mål for, at vi på den måde gør det nemmere og billigere at være familie i Danmark for ganske almindelige arbejdende familier. Vi har så også lavet et lønløft i forhold til bl.a. pædagoger, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter og -hjælpere, som også kan mærkes derude. Til næste år vil der komme yderligere skattelettelser ind på danskernes konto.
Det er vigtige tiltag, og det er et udtryk for, at vi lever i et land, hvor der er så meget styr på økonomien, at vi både kan investere i vores forsvar og sikkerhed og vores velfærd og også kan gøre det billigere at være dansker. Det er jeg stolt af. Det skyldes, at vi fører en solid, fornuftig og ansvarlig økonomisk politik, hvor der er styr på tingene. Det skyldes også, at regeringer før denne har truffet vigtige beslutninger. Nogle har været røde regeringer, og nogle har været blå. Det har været med til at lægge et fundament, som har været rigtig vigtigt for det danske samfund.
Men jeg må også erindre om, at i de 6 år, jeg nu har fået lov til at være landets finansminister, har det her land været konfronteret af nogle meget, meget store udfordringer. Jeg var for ikke så lang tid siden til radikalt nytårsstævne med den radikale leder, hr. Martin Lidegaard, og med lederen fra Liberal Alliance, hr. Alex Vanopslagh. Der sagde hr. Alex Vanopslagh, at det godt nok måtte være nemt at være finansminister. Jeg vil sige, at det er dejligt, at det har set sådan ud, men da vi stod med coronakrisen og vi skulle holde hånden under danske virksomheder og arbejdspladser og vi skulle navigere i et farvand, som ingen havde været i før, og træffe beslutninger om at lukke en stor del af det danske samfund ned, føltes det ikke som en specielt let opgave, men til gengæld en enormt vigtig opgave. Vi kom igennem corona sundhedsmæssigt og økonomisk stærkere end langt de fleste lande, vi kan sammenligne os med. Vi er senere blevet ramt af krig i Europa. Inflationen var oppe over 10 pct., og den har vi fået ned. Der har været energikrise. Der har været utrolig mange ting, som har gjort, at når man kigger ud i Europa – man behøver bare kigge syd for grænsen eller til Sverige – kan man se, at de står med nogle udfordringer, som i forhold til deres økonomi er langt større, end hvad vi står med.
Så jeg er stolt af det, vi har leveret. Men jeg er ikke tilfreds, i den forstand at der er meget mere, vi vil nå. Det er hele formålet med den her finanslov. Hr. Sigurd Agersnap spurgte, hvad meningen med det hele egentlig er. Og jeg tror ikke, at det dermed var ment i en filosofisk forstand om livet som sådan, men om finansloven. Den tidligere svenske statsminister Olof Palme blev citeret for det berømte citat: Politik er at ville. Der var en eftersætning i Palmes citat, og det var, at socialdemokratisk politik er at ville forandringen. Og vi vil forandringen i forhold til at skabe et endnu stærkere velfærdssamfund; et Europa, hvor vi er fri af energi fra Rusland, og hvor vi bliver bedre i stand til at passe på os selv i tæt samarbejde med vores allierede på den anden side af Atlanten; et Danmark, hvor vi kan investere mere i vores politi og i vores tryghed; et Danmark, hvor vi skaber rammerne for, at børn, uanset om man kommer fra en familie med mange penge eller få penge, kan få et godt liv. Der er masser, vi skal nå endnu. Og vi står på mål for, at det arbejde ikke bare skal i gang – det er i gang, og det skal også fuldføres.
Når man så har lyttet til debatten her i dag, har det været spændende. Som sagt var SF på banen med et ønske om, at vi skulle blive mere fokuseret, set med SF's øjne, bl.a. på børneområdet, og jeg ser frem til, at SF kommer til forhandlinger i Finansministeriet, når vi indbyder til det. Det er sådan, er der jo igen i år er en forhandlingsreserve på ½ mia. kr., som vi fra regeringens side ser for os kan anvendes enten til velfærd, til grøn omstilling eller til at gøre det billigere at være dansker. Så alle Folketingets partier, herunder selvfølgelig også SF, er hermed indbudt til at deltage i de forhandlinger – forhåbentlig på konstruktiv vis.
En af dem, der tilkendegav, at han gerne ville komme på konstruktiv vis, var hr. Dennis Flydtkjær, som vel grundlæggende sagde, at vi har en sund dansk økonomi, en høj beskæftigelse – alt sammen fantastisk for vores land. Så langt er vi enige. Så kom det så, at hr. Dennis Flydtkjær synes, at vi kunne bruge pengene mere fornuftigt end det, som regeringen har lagt op til. Det er jo et fair synspunkt at have. Så må man jo møde op til forhandlingerne med sit bud på, hvordan man forestiller sig at gøre det.
Jeg forstod også på hr. Dennis Flydtkjærs økonomiske overvejelser i forbindelse med finanslovsforhandlingerne var stærkt præget af hr. Flydtkjærs kærestes meritter. Nu har jeg ikke haft fornøjelsen af at møde hr. Flydtkjærs kæreste, men nu kender jeg jo hr. Flydtkjær, så er jeg sikker på, at det er et meget, meget sympatisk og også på alle måder godt selskab. Men jeg forstod det sådan, at hr. Dennis Flydtkjær var lidt bekymret for, om det var kærestens måde at tænke økonomi på eller hans egen, der ville være det dominerende, og hvor regeringen lå.
Min egen erfaring ud i den slags er, at kvinder som regel har meget forstand på penge. Så hvis jeg må give et enkelt råd, så lyt til kæresten, medmindre der er stærkt tvingende, nødvendige årsager til at lade være. Det vil bare være mit råd. Hvis hun har lyst til at komme en tur med i Finansministeriet og få en kop kaffe, skal hun også være velkommen.
Så var der hr. Ole Birk Olesen. Jeg vil sige, at hr. Ole Birk Olesen og jeg har kendt hinanden i mange år, og vi har haft vores slagudvekslinger. Det får vi nok også i dag. Men jeg vil gerne kvittere for den indflyvning, der var på talen, i forhold til Carlo i Italien. Jeg synes, at det var et billede på empati og menneskelighed, som er nogle af de helt afgørende værdier i et samfund, hvad enten det er det italienske eller det danske. Det var en tankevækkende illustration af, hvad det egentlig vil sige at have et godt ældreliv.
Nu er det nok ikke sådan, at man alle steder, hvor der er ældre i familien, har en restaurant, hvor man kan komme hen, men det var vel i virkeligheden heller ikke pointen. Pointen var vel mere, at vi skal være opmærksomme på, at et godt ældreliv ikke nødvendigvis er noget, der alene sker inden for institutioners rammer, men at vi skal tænke det bredere, og at vi i det hele taget skal have et fokus på den enkelte ældres velfærd. Det er så også det, vi har lagt op til med ældrereformen. Men jeg vil egentlig bare sige, at i en politisk verden, hvor man ofte står og slår til hinanden, så synes jeg, at det var befriende og næsten rørende at høre om den oplevelse, hr. Ole Birk Olesen havde haft.
Mindre rørende var det at følge det blå konvent. Som flere jo har været inde på, er det jo 50 ønsker, som man ikke rigtig har regnet på hvad vil koste og slet ikke har set på hvordan skal finansieres. Men jeg hørte dog på hr. Ole Birk Olesen – og jeg ved ikke, om det gjorde sig gældende for alle de blå partier, der var med, eller det alene var for Liberal Alliance – at man gerne ville lave, jeg tror det var århundredets skattereform. Hr. Ole Birk Olesen var ikke meget konkret på, hvad århundredets skattereform skulle indeholde, men jeg ved jo, at Liberal Alliance tidligere har præsenteret sine tanker på skatteområdet.
En vægtig del af det, der blev præsenteret, var, at dem, der kommer til at tjene allerallermest på Liberal Alliances skattepolitik, jo så er dem, der har den allerhøjeste indtægt. De 100 i Danmark, der tjener mest, vil hver få en gevinst på det, Liberal Alliance har lagt frem, på 12 mio. kr. om året. Der må jeg bare sige, at hvis jeg skal prioritere, hvad der er vigtigst at bruge penge på i det danske samfund, altså om det er at give en årlig skattelettelse på 12 mio. kr. til dem, der tjener allermest, eller om det er, at vi ikke brænder alle pengene af på store skattelettelser, men kan investere mere i vores sundhedsvæsen, mere i vores ældrepleje, mere i gode forhold for vores børn og unge og andre, der har brug for det i vores samfund, så ved jeg godt, i hvilket hjørne jeg står.
Men jeg vil gerne kvittere for, at Liberal Alliance toner rent og meget, meget mørkeblåt liberalt flag. Det, der jo så bliver interessant at se, er, om de partier, man stod og holdt konvent med, er parate til at gå hele vejen. Der synes jeg at svarene har været noget uldne, for at sige det pænt, i dag. Jeg tror, at hr. Peter Kofod sagde: Uhm, vi er jo forskellige partier, og nu må vi se osv. Det er jo rigtigt, at man er forskellige partier, og det er også rigtigt, når hr. Peter Kofod siger, at der jo også er forskelle på den anden side. Det er jo alt sammen rigtigt.
Men når man laver et konvent, som man gjorde der, så går jeg ud fra, at det er, fordi man gerne vil signalere en eller anden form for retning, for kurs, for enighed. Derfor er det jo bare interessant, om det syn, man i Liberal Alliance har på, at man skal brænde hver en krone, man overhovedet kan komme af sted med, af på skattelettelser, eller om det er vigtigt, at vi har mere til ældreplejen, mere til skolerne, mere til daginstitutionerne, mere til sundhedsvæsen, altså hvad det er, der dominerer, når beslutninger skal træffes.
Hr. Peter Kofod plejer i øvrigt være en rimelig glad mand. Det synes jeg ikke helt at hr. Peter Kofod var i dag. Jeg ved godt, at der kom mange besværgelser om, at han var glad. Jeg er i godt humør, lød det. Min egen erfaring er, at hvis man har behov for at sige sådan noget mange gange, er det, fordi det måske ikke helt er det indtryk, man har efterladt. Jeg forstod på hr. Peter Kofod, at det handlede om, at Danmark har brug for en ny regering og en ny statsminister og en ny udenrigsminister. Jeg ved ikke om, om jeg skal være glad eller lidt småfornærmet over, at der ikke også var brug for en ny finansminister, men jeg tror egentlig, at det var en forglemmelse i rækken af ministre, der skulle skiftes ud. Jeg har ingen hverken forventning om eller håb om skulle være en del af en regering, som hr. Peter Kofod skulle danne.
Jeg håber alligevel, selv om det var en meget lang og i øvrigt også velformuleret tale, som dog havde som sit hovedformål at sige, at regeringen ikke havde forstået, hvordan vi kunne bruge alle de gode muligheder, vi havde, at man trods alt vil møde op til forhandlingerne. Men jeg må også sige – og jeg kan jo ikke vide, om det var hensigten – at hr. Peter Kofod lød mere som en mand, der var på vej ud af et forhandlingslokale, der endnu ikke havde haft et møde, end en mand der var på vej ind. Det synes jeg altid er lidt ærgerligt.
Det var til gengæld ikke indtrykket i forhold til Det Konservative Folkeparti. Tillykke med at være blevet finansordfører. Det er en meget, meget vigtig post, som alle kollegerne har sagt. Første dag på arbejdet, og så er der finanslovsdebat – altså, det er ret godt timet, må man sige. Af egen erfaring kan jeg sige, at det at være finansordfører kan føre vidt, hvis man stopper i tide, men det skal man jo ikke sige til en mand, der har første dag på jobbet. Jeg tog bare med mig budskabet om, at der bestemt er ting, som Det Konservative Folkeparti gerne ser anderledes. Der er prioriteter, når det gælder afgifter og at gøre det billigere at være dansker, hvor man er meget positiv, men kunne ønske sig mere. Der er andre elementer, men man signalerede i den tale, som jeg hørte den, en vilje til at være borgerlige stemmer, der arbejder. Det vil jeg gerne kvittere for, og det vil regeringen også gerne byde op til en dans omkring i forbindelse med finanslovsforhandlingerne.
Jeg synes, og det gælder alle partier, så altså også de blå, at det er meget, meget vigtigt, at vi her har et samarbejde i Folketinget, hvor vi prøver at finde løsninger. Det blev jo sagt på nordjysk vis, og jeg tænkte, at det egentlig var meget præcist af en mand, der haft jobbet i 1 dag: Vi skal jo have en finanslov, sådan er det. Det er jeg meget enig i, og hvis De Konservative har lyst til at være med i sådan en finanslov, er der i hvert fald en åben dør herfra.
Så var der selvfølgelig også gode indspark fra den anden side af Folketingssalen. Fra Enhedslistens side var der, som jeg hørte det, en lang række ønsker til, hvad man syntes vi skulle tilføje til det udspil, der er kommet fra regeringen, både i forhold til at gøre det billigere at være dansker på nogle stræk, men også med en anden fordeling i forhold til frugt og grønt og den grønne dagsorden. Også her må jeg sige, at det kun er godt, at man har ting med under armen, når man møder op i Finansministeriet. Jeg glæder mig til drøftelserne der.
Det samme gælder i forhold til Radikale Venstre. Jeg vil gerne sige tak til fru Lotte Rod for, at hun har valgt at være i Folketingssalen frem for på Nyborg Strand – ikke at der er noget som helst galt med Nyborg Strand. Det er et dejligt sted, og solen har skinnet, og jeg ved, at det vel nærmest er, jeg ved ikke, om arnestedet er det rigtige ord for det, men så i hvert fald et epicenter for radikal virksomhed. Så det er jo en stor cadeau til os andre, at man vælger at være her. Jeg vil også sige tak for det stærke engagement i forhold til børn, og hvordan man kan skabe nogle bedre vilkår der. Det ved jeg ligger ordføreren meget på sinde, og det er noget, jeg også håber vi kan komme til at drøfte.
Der var også en reference til Peter Sabroe. Der, hvor jeg så synes, at kæden hoppede lidt af, var, da man spurgte, hvornår Socialdemokratiet var holdt op med at interessere sig for Peter Sabroe. Peter Sabroe var socialdemokrat af hele sit hjerte og er en af de vigtigste figurer i mit partis historie og i øvrigt også fra min hjemby, Aarhus. Peter Sabroe udmærkede sig ved utrolig mange ting, bl.a. sin kamp for børn. Han gik rundt til byens værtshuse, når der var lønningsdag, og så gik han ind, fordi fædrene sad og var ved at drikke det hele op og mødrene stod og græd med børnene udenfor. Så gik han ind, og ene mand – det har sikkert været ulovligt, men han gjorde det alligevel – lukkede han værtshusene ned, sådan at fædrene ikke nåede at drikke alle pengene op. Og herinde, i den sal, vi befinder os i, var det Peter Sabroe, der havde fedtegrever med ind. Det stank så voldsomt, at nogle af de fine medlemmer af Folketinget klagede over, at man skulle lugte til den slags; det kunne man da ikke byde Tingets medlemmer. Men det var så det, man bød landets børn at de skulle spise.
Hvorfor siger jeg nu det her? Jo, det gør jeg, fordi jeg ikke tror, at Peter Sabroe, hvis han havde været her i dag, havde syntes, at det var en god idé, at man gik ind og gjorde det dyrere for børnefamilier, især de børnefamilier, der har mindst, at få f.eks. spaghetti bolognese. Og så er der det radikale forslag om, at man gerne vil gøre det dyrere med kød. Jeg forstod, at det var noget, der sådan kom lidt tilfældigt ind i den præsentation, man havde på Hovedbanegården, men der er jo blevet spurgt til det i dag, og fru Lotte Rod siger meget åbent og ærligt: Vi synes, det skal være dyrere for en ganske almindelig børnefamilie, også dem, der har mindst, at købe oksekød til at lave frikadeller eller spaghetti bolognese af, eller hvad man nu vil lave. I min verden – og det er jeg nødt til at sige til Radikale Venstre – er den tænkning helt på månen.
Som jeg startede med at sige, lever vi i en tid nu, hvor man, når man går ned i det lokale supermarked og handler ind – det gælder børnefamilier, og det gælder pensionister; det gælder stort set alle danskere – kigger på det og tænker: Hold da op, hvor er det dyrt. Og i den situation vil man gøre det endnu dyrere. Det er den helt, helt forkerte vej.
Til Alternativets Christina Olumeko vil jeg gerne sige, at jeg opfatter det sådan, at man igen i år gerne vil ind og præge finanslovsprocessen både i forhold til det grønne og klima og i forhold til fællesskaber – velkendte og vigtige dagsordener. Jeg har også forstået, at man var enig i overskrifterne i regeringens udspil, men måske ikke helt enig i konklusionerne på, hvordan det skulle udmøntes. Men igen i år står døren åben. Jeg glæder mig til at se jer og til forhandlingerne.
Til Aaja Chemnitz vil jeg sige tak for en meget, meget stærk og fin tale, der understreger vigtigheden af det respektfulde og ligeværdige samarbejde mellem Grønland og Danmark og i det hele taget vores rigsfællesskab og behovet for, at vi i fællesskab laver vigtige investeringer i Grønland. Vi har allerede taget skridt til det, men der er meget mere, vi kan gøre sammen, og jeg synes, det var velvalgte ord. Vi har i den her finanslov, som det også er blevet sagt, afsat en ramme på samlet set 1,6 mia. kr. over de kommende 4 år til investeringer i Grønland, naturligvis ud over det, vi allerede har investeret, og ud over det, vi kalder puljen til initiativer i Nordatlanten, og selvfølgelig det årlige bloktilskud. Det er jo et udtryk for, at vi i lighed med det grønlandske samfund ser behovet og gerne vil være en partner i den udvikling. Og som det også, synes jeg, meget rigtigt blev sagt, har vi jo, når vi skal se i bakspejlet, nok haft en tendens til, at vi har ventet på hinanden gensidigt, og det, der må være opgaven, er, at vi nu i fællesskab ikke venter på hinanden, men sammen arbejder os frem mod at skabe nogle endnu bedre vilkår i det grønlandske samfund og i vores rigsfællesskab.
Med andre ord er det her en finanslov, som viser, at Danmark er et fantastisk stærkt land også når det gælder økonomien. Det giver os mulighed for at lave vigtige investeringer i forsvar, sikkerhed, politi, velfærd og samtidig give danskerne nogle flere penge mellem hænderne. Det er ikke noget, man kan gøre i så mange andre lande, men det kan vi i Danmark, og det håber jeg at mange vil kunne se idéen i at bakke op omkring. Jeg glæder mig til de forhandlinger, der kommer, og jeg glæder mig til den debat, vi skal have nu. Tak for ordet.