Tak for ordet. Først og fremmest vil jeg sende en tak til alle dem, der er værnepligtige i Danmark og har været værnepligtige i Danmark: Tak for jeres tjeneste.
I gymnasiet, når min kammerater skulle til session, synes jeg, det var underligt, at jeg ikke skulle. Jeg synes, det var underligt, at vi talte om ligestilling. Jeg var vokset op i en familie, hvor jeg fik at vide, at der ikke var forskel på mænd og kvinder, men i mødet med det omgivende samfund, var det ikke sådan, det var. Allerede der gik det op for mig, at der var nogle strukturelle ting, man kunne gøre noget ved, og det har også været en del af det, som jeg har arbejdet på på forskellig vis. Så det er ikke nogen hemmelighed, at jeg i mange, mange år har syntes, at det var vigtigt, at vi fik ligestilling i forhold til værnepligt.
Men jeg synes også, det skal nuanceres. I Alternativet er vi jo ikke i tvivl om, at ligestilling mellem alle køn er vigtigt. Det mener vi så vel formelt som reelt. Derfor glæder det mig også i dag, at vi står et sted, hvor der er en bred anerkendelse af kønsligestilling. Jeg synes, at hr. Søren Søndergaard måske meget godt gjorde opmærksom på, at det ikke er noget, der har været så bred opbakning til historisk set i Danmark. Jeg synes faktisk, at det har været en relativt hurtig udvikling, at vi er nået derhen. Så det er på den måde en glædens dag.
Der er bare nogle udfordringer. En af de udfordringer er, i forhold til at jeg simpelt hen ikke synes, vi kan få en tydelig plan for, hvordan vi opnår den reelle ligestilling. Ordførerne har tidligere talt om advisoryboards, og de har talt om ting, der skal laves, og ting, man gør sig klar til, osv. Men det er stadig væk ikke et svar på, hvordan det er, vi kommer derhen. Vi har længe haft mulighed for, at kvinder kan aftjene deres værnepligt, og som vi allerede har talt om, er hver fjerde kvinde værnepligtig i Danmark. Men vi står stadig i en situation, hvor der klages over seksuelle overgreb, chikane, sexistiske marchsange og andre former for diskrimination – der er nogle af tallene, der allerede er blevet nævnt. Kulturforandringer tager tid, men det her er måske gået for langsomt. Derfor tror jeg på, at der kan være en plan for det, men jeg har brug for at høre den, og hvordan vi på rekordplan vil ændre den her kultur, til trods for at vi ikke har formået det indtil nu.
Det blev af Socialdemokratiets ordfører nævnt, at man tager den her samtale i forligskredsen – nu kan jeg ikke se ordføreren herinde. Han nævnte tidligere, at det bliver en samtale, der bliver taget i forligskredsen. Det er meget muligt, at det er på grund af den høje grad af lukkethed i vores forsvarspolitik, der gør, at jeg og de, som har indsendt høringssvar, ikke forstår, hvad planen er. Hvis det er tilfældet, vil jeg blot opfordre ministeren og regeringen til en højere grad af gennemsigtighed omkring de her planer.
Ud over kulturen er der også en anden udfordring. Der er blevet talt om tøj, udrustning og militært udstyr, der også er en udfordring for de kvindelige soldater, og som de selv henviser til igen og igen, både når man mødes med dem på tomandshånd, men også når vi har haft de seminarer, som vi har haft herinde. Det er, hvad enten det er rygskader og rygsække, gnavesår fra bh'er eller læger uden de fornødne gynækologiske kompetencer. Der er rigtig, rigtig meget udstyr, vi skal have indkøbt, og der er ret så mange læger, vi skal have fundet, og de hænger ikke ligefrem på træerne.
Herudover er der en ting, der ikke er blevet berørt. Som kvinde ved jeg, at mange dele af samfundet ikke er indrettet til den kvindelige fysiologi. Jeg ved, at jeg har en markant større risiko for at dø i et trafikuheld, end mine mandlige kolleger herinde har, også selv om vi renser tallene. Jeg mener, det er omkring 17 pct. Det er ret meget, hvis man kører ind i hinanden, uanset hvor det er henne. Meget af det udstyr, vi har i militæret, er ikke lavet til små, petite kvinder, så derfor vil den risiko alt andet lige logisk set også være større. Det er noget af det, jeg mangler nogle svar på, altså hvordan vi håndterer det. Jeg er med på, at det ikke er alle soldater, der skal ind og sidde i en kampvogn eller et kampfly, men der er altså rigtig mange kvinder, som også har lyst til det. Hvis jeg skulle i militæret, ville jeg da synes, det var den sjove del af det at få lov at lege med noget isenkram. Jeg er ikke den fødte dronepilot – jeg ville synes, det var federe med en kampvogn. Det er mere bare for at sige, at vi har forskellige præferencer. Hvis det er det, vi gerne vil opnå, altså den form for ligestilling, er vi også nødt til at tage det i betragtning.
I Alternativet mener vi, at alle liv er lige og ligeværdige, og derfor giver alle mennesker, der melder sig til at være villige til at give deres liv for vores fællesskab, uagtet køn et lige stort offer. Derfor er det også vigtigt for os, at det er et ligestillet offer, vi beder om. Jeg er med på, at det ikke lykkes i morgen, men gerne inden for en overskuelig tidshorisont, og jeg har stadig til gode at få en helt klar forklaring fra regeringen på, hvordan man vil løfte den opgave for at blive klar.