Vil ministeren kommentere, om lovforslaget kriminaliserer de situationer, der er oplistet som punkt a) til i) nedenfor?
a) En lokalbestyrelses brug af en pendlerlejlighed ejet af en dansker bosat i udlandet til månedlige bestyrelsesmøder.
b) En dansker med bopæl i udlandet deltager i en fundraisingmiddag, hvor overskuddet går til en kandidats valgkamp. Deltagerprisen er 1.000 kr./kuvert, og udgifterne udgør 500 kr./kuvert. Overskuddets størrelse er ikke offentligt oplyst ved tilmelding.
c) En tysker med bopæl i Flensborg smider 50 kr. kontant i en frivillig bidragskasse i forbindelse med et oplæg hos Slesvigsk Parti i Sønderborg.
d) En dansksindet sydslesviger, der ejer en mark i Tønder, stiller denne vederlagsfrit til rådighed til opsætning af et markbanner for et dansk parti.
e) En dansk statsborger bosat i Danmark testamenterer sin formue til et dansk parti. Kort inden dødsfaldet emigrerer personen til Sverige uden at ændre testamentet. Formuen er hovedsageligt placeret i Danmark (hus, penge, aktier m.m.).
f) Et parti eller en kandidat optager et privat lån fra en person med bopæl i udlandet.
g) En person med bopæl i udlandet er betalende medlem af en dansk forening, som regelmæssigt uddeler midler til politiske partier som led i sit virke.
h) En professionel oplægsholder fra udlandet, der normalt tager betaling, deltager vederlagsfrit på et partis landsmøde.
i) En mor, som bor i USA, overfører 50.000 kr. afgiftsfrit til sin søn i Danmark i henhold til gaveafgiftsloven. Beløbet skal anvendes til sønnens valgkamp.
Dato: 15-05-2025
Status: Endeligt besvaret
Emne:
valg og folkeafstemninger