L 216 Forslag til lov om ændring af partiregnskabsloven og partistøtteloven.

(Forbud mod udenlandske donationer til politiske partier og kandidater).

Af: Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V)
Udvalg: Indenrigsudvalget
Samling: 2024-25
Status: Fremsat

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 24-04-2025
Sat på dagsorden til 1. behandling 13-05-2025
Sat på dagsorden til 2. behandling 04-06-2025
Sat på dagsorden til 3. behandling 11-06-2025
Ministerområde:
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Resumé:
Forslaget implementerer den politiske aftale mellem regeringen (S, V og M), DD, SF, KF, EL, RV og ALT om at indføre et forbud mod udenlandske donationer til politiske partier, kandidatlister og kandidater.

Formålet med forslaget er at begrænse muligheden for, at udenlandske aktører kan øve indflydelse på det danske folkestyre ved hjælp af økonomisk støtte til politiske partier og kandidater.

Med forslaget indføres et forbud for partier, kandidatlister og kandidater mod at modtage tilskud fra udenlandske myndigheder og fysiske eller juridiske personer med bopæl eller hjemsted i udlandet, herunder tilskud fra danske statsborgere med bopæl i udlandet.

Fra forbuddet er undtaget tilskud fra EU-institutioner, tilskud fra europæiske sammenslutninger af partier og tilskud fra medlemmer af Europa-Parlamentet, som er valgt i Danmark, men har bopæl i udlandet, samt fra det medlem af Europa-Kommissionen, som er indstillet af Danmark.

Det foreslås, at forslaget træder i kraft 1. juli 2025.