Det næste punkt på dagsordenen er:

20) 1. behandling af lovforslag nr. L 212:

Forslag til lov om ændring af sundhedsloven. (National fordeling og styring af lægekapaciteter i det almenmedicinske tilbud, begrænsning i antal ydernumre ejet af én læge og flere og nye klinikformer i det almenmedicinske tilbud m.v.).

Af indenrigs- og sundhedsministeren (Sophie Løhde).

(Fremsættelse 24.04.2025).

Forhandlingen er åbnet, og den første ordfører er fru Lea Wermelin fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Det er det nemlig, og jeg har glædet mig til den her del af sundhedsreformen. For noget af det, som allerede har fyldt lidt i debatten, handler jo om, at alle har ret til en læge. Det er noget af det mest fundamentale i vores velfærdssamfund, altså trygheden i at vide, at vi kan få hjælp, hvis vi selv eller vores nærmeste bliver syge, at der er en læge tæt på, som kender os, og som kender vores sygdomshistorie, og at man også kan få den specialiserede hjælp, man har brug for. Så det, at vi med sundhedsreformen – med den brede opbakning, som vi i debatten førhen også lige har hørt at der er til det – nu kommer til at give det store løft til vores sundhedsvæsen i de kommende år, er meget vigtigt, og det har været afgørende for os i Socialdemokratiet, at vi sikrer en mere lige adgang til læger på tværs af Danmark.

Udfordringen har vi talt om i mange år. Vi har kort sagt færre læger i de dele af Danmark, hvor folk er mest syge, og det er skævt. Det skaber ulighed i adgangen til sundhed, og jo længere vi kommer fra de store byer, jo færre læger er der. Til gengæld er der flere ældre borgere, og dermed jo også alt andet lige flere med f.eks. kroniske sygdomme, der kræver behandling. Den udfordring bliver kun større i de kommende år. Flere ældre læger går også på pension i landdistrikterne, og samtidig kan vi se, at de ældres andel af befolkningen vokser. Så hvis ikke vi gør noget, risikerer vi, at Danmark bliver endnu mere skævt.

En del af løsningen er selvfølgelig, at vi uddanner flere læger. Vi har sat som et mål, at der skal være 5.000 læger i det almenmedicinske tilbud i 2035, altså allerede om 10 år, og det er et stort løft i forhold til i dag. Men det hjælper jo ikke meget på Lolland og i Nordjylland, hvis de nye læger vælger at slå sig ned tæt på de store byer. Derfor skal de mange flere læger også ledsages af en styrket national fordeling. Det er samtidig vigtigt at huske, at fordelingen af læger går hånd i hånd med, at vi uddanner mange flere, og derfor vil langt de fleste områder i Danmark opleve at få flere læger. Men nogle vil altså få flere end andre, fordi behovet også er større.

Når vi skruer op for antallet af nye læger, så er det også helt rimeligt, at vi har en bedre styring med, at de kommer derhen, hvor der er mest brug for dem. Med dagens lovforslag tager vi altså hul på det arbejde. Helt konkret giver vi i dag ministeren bemyndigelse til at fastsætte de nærmere regler om og indholdet af den nationale model for en fordeling og styring af læegkapaciteter i det almenmedicinske tilbud. Det skal ske på grundlag af befolkningens behandlingsbehov inden for et afgrænset geografisk område, og den konkrete planlægning og udmøntning skal ske i vores regioner, eksempelvis ved at fastlægge loftet over antallet af patienter, som en klinik som minimum skal have tilknyttet, før klinikken får ret til at lukke for tilgangen af yderligere patienter, så lægen får mere tid til den enkelte behandlingskrævende patient.

Det bliver også muligt for regionerne både i år og næste år at give et midlertidigt tillæg til læger med mange behandlingskrævende patienter, og fra 2027, hvor hele sundhedsreformen kører, er det jo så planen, at den nye honorarstruktur skal træde i kraft, som særlig tilgodeser de læger med mange behandlingskrævende patienter. Et andet element i forslaget handler også om at begrænse antallet af ydernumre, som én læge kan eje, fra de i dag seks ydernumre til tre ydernumre, fordi vi ikke ønsker, at sundhedskoncerner skal overtage kontrollen med netop ydernumre, som vi har set eksempler på tidliger. Derfor laver vi den her begrænsning.

Som et sidste element i lovforslaget giver vi også regionerne mere fleksibilitet til at oprette alternative klinikformer, f.eks. regionsklinikker. Det skal ikke være bureaukratiske regler, der står i vejen for, at patienter kan få en læge tæt på, så vi giver kort sagt regionerne mange flere værktøjer i kassen, når det kommer til at sikre en lægedækning i hele landet. Lighed i sundhed er som sagt en af de mest grundlæggende værdier for os i Danmark, og jeg vil også sige, at jeg som bornholmer har set eksempler på, hvordan det hjælper med et samarbejde på tværs – det kunne være et hospital på Bornholm, som har et samarbejde med Bispebjerg Hospital – og hvordan det i virkeligheden kan give en synergi med et godt samarbejde på tværs.

Så med dagens aftale tager vi altså et vigtigt og et stort skridt – det er måske også større, end jeg kan huske vi har gjort det længe – i forhold til at sikre alle danskere adgang til en læge tæt på. Så er glad for og stolt over det skridt fremad, som vi i fællesskab tager i dag. Tak for ordet.

Der er en kommentar fra fru Theresa Scavenius, uden for grupperne.

Det her forslag har sådan en meget stærk ideologisk kerne, som jo er fantastisk. Så det kan vi benytte lejligheden til at diskutere, for jeg er netop meget nysgerrig på, hvad Socialdemokratiets ideologiske linje er i forhold til sundhedspolitikken.

Det grundlæggende er jo det her med, hvor meget det offentlige skal bruges til at finansiere det private. Det her lovforslag åbner op for, at der også kan være flere private aktører i almen praksis, og så er det bare, mit spørgsmål er: Hvad er Socialdemokratiets ideologiske linje i forhold til det?

Ordføreren.

Der er rigtig meget ideologi i at sikre, at alle danskere har adgang til en læge, der er tæt på, og man kan sige, at med det her lovforslag kommer der, som jeg sagde, til at ske en række ting. Der bliver flere værktøjer i værktøjskassen, og vi kommer også til at uddanne markant flere læger. I forhold til hvad der så derudover skal ske i forhold til almen praksis, så har vi jo også i Danmark den tradition, at der er en aftalebaseret model. Det vil sige, at vi jo i dag, som vi kender det, har nogle regioner, der også forhandler med nogle alment praktiserende læger, og den model ønsker vi i Socialdemokratiet at holde fast i, fordi det sådan set grundlæggende er en model, der fungerer godt.

Det betyder ikke, at der ikke kommer til at ske ændringer i den, bl.a. en eller anden grundmodel for, hvad man skal levere i forhold til almen praksis, og også i forhold til eksempelvis at have andre faglige kapaciteter inde, og hvor mange patienter man skal have, som jeg også var inde på i min tale. Så det er jo ikke, fordi der ikke skal ske forandringer, men aftalemodellen vil vi gerne holde fast i.

Spørgeren.

Det er lige præcis den ideologiske kerne, jeg er interesseret i at høre Socialdemokratiets holdning til. For idéen er jo netop, at der kan være nogle almene praksisser, der arbejder uden overenskomst, uden de her aftaler. Det er jo det, lovforslaget åbner op for, og det er jeg bare nysgerrig på hvordan Socialdemokratiet kan støtte. Jeg kan godt finde det i teksten, hvis ordføreren er i tvivl om, hvor det står henne. Der står det her med:

»De lovgivningsmæssige barrierer for at bruge andre permanente klinikformer end alment praktiserende læger, som virker efter overenskomst ..., fjernes.«

Det er bare et af de steder, det står.

Ordføreren.

Jeg tror, ordføreren forveksler dette med, at jeg er uenig med ordføreren, i forhold til at jeg jo har været med til at forhandle den her reform, hvilket ordføreren ikke har. Så jeg tror ikke, det er, i forhold til hvad der står i lovforslaget og ikke står i lovforslaget, at vi nødvendigvis skal have det store skænderi.

Nu ved jeg faktisk heller ikke, hvad fru Theresa Scavenius mener i forhold til alment praktiserende læger, men vi synes, det er vigtigt at fastholde den aftalebaserede model. Samtidig synes vi også, det er godt, at regionerne, som jeg også sagde før, får fjernet det benspænd. Det gør, at man også kan tilbyde de her regionsklinikker, som vi allerede kender i dag.

Hr. Per Larsen, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, og tak for en rigtig fin tale. Det er jo sådan, at når man laver en aftale, er der ofte forskellige synspunkter. Og vi har jo i Det Konservative Folkeparti en grundsætning om, at vi gerne vil sikre alle en god kontinuitet hos den praktiserende læge. Igennem tiden har vi jo haft kæmpestor mangel på praktiserende læger, og det har så gjort, at man har været nødt til at prøve at komme igennem med andre muligheder, bl.a. det her med, at man havde flere ydernumre. Det bibeholder man jo til en vis grad, i og med at der så er mulighed for fremadrettet at have tre ydernumre pr. læge. Og vi har jo set nogle lidt trælse eksempler på nogle, som så ikke er i klinikken i et tilstrækkeligt omfang og dermed heller ikke giver den kontinuitet til patienterne. Var det Socialdemokraterne, der holdt meget nidkært fast i, at man skulle kunne have flere ydernumre i fremtiden?

Ordføreren.

Nu havde jeg jo selv fornøjelsen af at forhandle reformen, bl.a. sammen med Konservatives ordfører, så vi har været enige om, at der skulle strammes op netop i forhold til det eksempel, vi også har set i Nordjylland. For det er klart, at det har været helt utilfredsstillende, og det er også derfor, at det har været vigtigt for os sådan set at stramme op på antallet af ydernumre.

Så kan man sige, at noget af det, vi også kommer til at give mulighed for i forhold til sundhedsråd og med den nye struktur, er, at man kan inddrage nogle hensyn, i forhold til hvor det er, man vil åbne nye lægekapaciteter henne. Et af de hensyn, man kan tage, er jo bl.a. i forhold til, om lægen reelt har mulighed for at føre det lægefaglige tilsyn, altså om ydernumrene ligger geografisk tæt på hinanden. Dermed mener jeg, at ud over antallet er der faktisk også det ekstra hensyn lagt ind, som gør, at der er en bedre styring med det fremadrettet, end der har været før.

Spørgeren.

Grunden til, at jeg borer lidt i det, er jo, at vi ved, at kontinuiteten er utrolig vigtig for patienterne, og de vil gerne have – specielt hvis det er nogen, der virkelig fejler noget – at de så har den der kontinuitet. Fordi vi netop også uddanner så mange læger i øjeblikket, er jeg jo lidt bange for, at vi måske kommer i en situation, hvor der så er nogle, der gerne vil have deres egen praksis, men fordi der så er læger, der sidder på op til flere ydernumre, kan de måske ikke få deres egen praksis. Det synes jeg rent faktisk er ærgerligt, både for de unge læger, som gerne vil i gang, men jo også for de patienter, som måske har et lidt dårligere tilbud, end de ellers ville have haft.

Ordføreren.

Jeg tænker, at nu kommer aftalekredsen til at følge reformen tæt, og vi mødes allerede rigtig meget, kan jeg afsløre, i forhold til at få den her store reform til at blive til virkelighed. Og vi har jo alle sammen et meget, meget stærkt ønske om, at der skal være en læge tæt på, hvor man bor. Det er det, som hele den her lægereform i sundhedsreformen handler om. Derfor kan man sige, at noget af det, der har været en bekymring, jo ikke så meget er, at der er læger, der gerne vil lave en praksis, som ikke kan komme til det, men tværtimod at der er for mange steder, hvor der ikke er nogen, der vil åbne en praksis, men måske gerne vil være på en klinik eller andet, og det er jo det, der bliver øget mulighed for her.

Tak til ordføreren for Socialdemokratiet. Den næste i talerrækken er ordføreren for Venstre, hr. Christoffer Aagaard Melson.

Tak for det. Ulige adgang på tværs af landet og befolkningsgrupper er en af de udfordringer, vi med sundhedsreformen er blevet enige om at gøre noget ved. Det problem er dette lovforslag en central del af at adressere. Med lovforslaget sikrer vi nemlig en mere hensigtsmæssig fordeling af praktiserende læger på tværs af landet. For netop de praktiserende læger har en helt afgørende betydning for vores sundhedssystem og den enkelte danskers sundhed, og med reformen her bliver deres rolle kun mere afgørende i fremtiden.

I modsætning til hvad man skulle tro, er det nemlig ikke sådan, at der er flest læger pr. indbygger der, hvor behovet er størst. Oftest er det faktisk lige omvendt. Med lovforslaget sikrer vi bedre styringsmekanismer og muligheder for at belønne læger, der gerne vil slå sig ned i områder, hvor behovet er størst. Bl.a. vil man som læge, der arbejder i de områder, hvor patienterne er mest syge, kunne have færre patienter, end hvis man arbejder i et område, hvor patienterne, karikeret beskrevet, er unge og friske. Det er igen sund fornuft, men sådan er virkeligheden bare ikke i dag.

Jeg vil gerne understrege, at jeg bestemt ikke antyder, at der er læger, der ikke yder en ordentlig og dedikeret indsats. Derfor er der også lagt op til en tæt dialog mellem regionerne og den enkelte praktiserende læge i forhold til at få hverdagen til at fungere. Lovforslaget skal også ses i sammenhæng med den del af aftalen, som handler om at øge antallet af praktiserende læger markant til 5.000 læger i 2035, så alle læger, når reformen er fuldt indfaset, får mere tid til hver enkelt patient og den endnu mere centrale rolle, de skal have i vores sundhedsvæsen i fremtiden.

Derudover er der som nævnt også lagt op til en øget fleksibilitet i forhold til at løse de akutte udfordringer, der er visse steder i landet, med at få skaffet praktiserende læger, og det synes vi selvfølgelig også er en positiv ting. Så med de ord kan vi bakke fuldtonet op om det her lovforslag.

Fru Theresa Scavenius, uden for grupperne.

Tak. Ordføreren siger det her med, at der kommer til at ske en hensigtsmæssig fordeling. Det lyder jo rigtig godt. Det, der sker med det her lovforslag, er jo ikke det; der er det jo, at vi bemyndiger ministeren til at lave nogle regler omkring en model. Det, der står her, er så, at det skal være baseret på behandlingsbehov.

Jeg er nysgerrig på at vide, om ordføreren ved, hvad behandlingsbehov betyder. Hvad har vi af tal og mål for det? Hvis det bare er ministeren, der selv bestemmer, hvordan det skal foregå, så ved vi jo ikke her fra Folketingets side af, om det foregår efter det, vi ønsker.

Ordføreren.

Nej, det er jo fagprofessionelle, der helt nede på patientniveau skal sidde og kigge på det i tæt dialog med regionerne. Der er også lagt op til, at regionerne skal have en meget, meget tæt dialog med den enkelte læge. Det er helt nede på det enkelte ydernummer, at der bliver kigget på de her ting, altså hvordan situationen er.

Så det bliver meget håndholdt og meget tæt på den enkelte læge og den enkelte læges patienter, at det her bliver diskuteret. Der er også lagt op til, at der skal være en meget tæt dialog med den enkelte læge i forhold til, hvad den rigtige sammensætning af patienter er.

Spørgeren.

Hvor står de ting, du siger der, henne i lovforslaget? For det er jo den eksisterende model, hvor det foregår regionalt, altså at de netop laver den her planlægning. Forslaget handler jo netop om at flytte kompetencen nationalt, og derfor ser jeg ikke, som jeg har læst det, men det kan være ordføreren kan korrigere mig, noget sted med nogen formel inddragelse af lægerne. Det er jo også det, høringssvarene kritiserer, og som de er bekymret for, nemlig at der er læger, der får at vide, hvor mange patienter de skal have, uden at de bliver inddraget. Så hvor ser ordføreren det her?

Ordføreren.

Det ser jeg jo bl.a. i aftaleteksten, og det ved jeg jo også fra den tætte dialog, der er i aftalekredsen i forhold til udmøntningen. Så det er der, jeg ved det fra.

Tak til ordføreren fra Venstre. Den næste ordfører i talerrækken er fra Danmarksdemokraterne. Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Tak. Det helt overordnet formål er blevet nævnt et par gange, men med det her lovforslag er det at sikre dækning med almenmedicinske læger i hele landet. For det er faktisk kernen i det nære sundhedsvæsen, at vi alle har nær adgang til vores lokale læge, uanset hvor i landet vi bor.

Det er afgørende for at få det nære sundhedsvæsen til at hænge sammen og sikre sammenhængende forløb for patienterne, at vi har tilstrækkelig med praktiserende læger. Det er i høj grad den praktiserende almene læge, som skal være tovholder for den enkelte patients forløb, og som skal kende den enkelte patient og dermed kunne rådgive og vejlede patienterne.

Lovforslaget bemyndiger indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte nærmere regler og indholdet af en national model for fordeling og styring af lægekapaciteter i det almenmedicinske tilbud på grundlag af befolkningens behandlingensbehov inden for et afgrænset geografisk område. Regionsrådet får hjemmel til at fastlægge patienttallet, en klinik som minimum skal have tilknyttet, før klinikken får lov til at lukke for tilgang af patienter, på baggrund af patienternes behandlingsbehov, den nationale fordelingsmodel og efter dialog med klinikkerne.

Lovforslaget ændrer antallet af ydernumre, som kan ejes af en læge i det almenmedicinske tilbud, fra seks til tre, for at sundhedskoncerner ikke overtager kontrollen med ydernumrene i almen praksis. Regionsrådet får flere muligheder for at benytte forskellige klinikformer og leverandører i det almenmedicinske tilbud.

Samtidig er lovforslaget blevet forbedret i høringsprocessen, således at det fremgår klart og tydeligt, at dialog og lokale aftaler mellem regionerne og de lokale lægepraksisser skal komme før tvang og krav, der potentielt hæmmer lægedækningen.

Med de ord skal jeg sige, at Danmarksdemokraterne naturligvis støtter forslaget, og så skal jeg hilse fra Alternativet og sige, at de også støtter forslaget.

Fru Theresa Scavenius, uden for grupperne.

Tak. Det er lidt i relation til det her med dialog, for alt det, ordføreren siger, lyder ikke helt, som om det handler om den her nationale model, som ministeren skal lave. Så hvis der foregår rigtig meget dialog med lærerne og regionerne, hvorfor så overhovedet det her lovforslag, for det er jo den praksis, vi har i øjeblikket?

Spørgsmålet er også, hvad ordføreren mener om det her med at åbne op for at have ikke overenskomstbaserede klinikker og dermed bryde med hele den aftalebaserede model i Danmark.

Ordføreren.

For at starte med det sidste mener jeg sådan set, at det at have forskellige typer klinikmodeller kan være nødvendigt i forhold til at sikre lægedækningen. Og det, der er allervigtigst for Danmarksdemokraterne, er sådan set, at vi har reel lægedækning med almenpraktiserende læger overalt i landet, så vi alle sammen har en læge at gå til. Og hvis det kræver, at der er nogle regionsklinikker eller andre strukturer, er det okay for os. Hvad var det andet spørgsmål?

Spørgeren.

Det andet spørgsmål gik på det her med, hvad ændringen er i forhold til det eksisterende. Ordføreren lægger meget vægt på dialog med lægerne og regionerne, men hele lovforslaget handler jo lige præcis om at flytte kompetencen væk fra regionerne og lægerne og PLO og over til ministeren. Så på en eller anden måde må der jo ske et skifte med det her lovforslag, for ellers havde vi slet ikke behov for det.

Der sker et skifte på den måde, at man giver en kompetence til netop at styre, hvor ydernumrene skal være henne. Men det, der har været vigtigt for Danmarksdemokraterne i det her forløb, er, at der, når man så skal ud i den enkelte praksis og definere, hvor mange borgere man kan have tilsluttet her, så reelt tages udgangspunkt i et forsøg på at lave det i en dialog. I sidste ende kan regionen være nødt til at beslutte det, men det er ændret i lovgivningen, at der er åbent for, at der skal være en dialog, og det er udgangspunktet, at man forsøger at finde en fælles løsning.

Tak til ordføreren for Danmarksdemokraterne. Den næste i talerækken er fra SF, og det er fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for det. Lægedækning har igennem mange år været et tilbagevendende sundhedstema, herunder ikke mindst den meget skæve regionale fordeling af læger og speciallæger. Tænk, at vi har regioner i dag, hvor man stort set ikke har lungemedicinere. Igennem tiderne er forskellige tiltag taget i brug for at flytte flere læger til yderområderne. Det gælder eksempelvis i Nordjylland, hvor et større optag på lægeuddannelsen i Aalborg faktisk har haft en god effekt. Vi mangler stadig praktiserende læger og speciallæger, og det er til skade for patienterne, og derfor er der også brug for, at vi hjælpes ad med at fordele de læger, vi har. Det sker ikke af sig selv. Historiske forhold, kulturelle forhold, faglige forhold, strukturelle forhold, ja, fortsæt selv listen over alle mulige slags forhold, som har været årsag til, at vi i årevis har gjort mere af det samme. Derfor er det også vigtigt, at vi får mulighed for ligesom at sætte en prop i nogle steder og stoppe med at udvide antallet af læger for til gengæld at kunne øge kapaciteten andre steder. Det sker heller ikke på én gang.

Et vigtigt element i den nye aftale er, at der ikke kun tages hensyn til antal patienter. Nej, det sker heller ikke på en gang, men til gengæld vil det også betyde, at vi får en periode, hvor der skal gøres noget mere. Men et vigtigt element i den nye aftale er, at der ikke kun tages hensyn til antallet af patienter, men også til tyngden af de sundhedsfaglige problemer, som den enkelte læge skal tage sig af. Det synes jeg er klogt, og det giver mening, at læger på sigt kan tjene det samme ved at have færre, men mere syge patienter som den læge, der har flere, men mere raske patienter. Det er faktisk en model, som jeg også tænker man godt kunne have gjort brug af i andre dele af sundhedsvæsenet. Præcis hvordan vil fremgå af den aftale, som lægerne selv får indflydelse på, og det er mit håb, at nye aftaler kan basere sig mere på tillid til lægerne, og at nye aftaler mere handler om, hvordan vi sikrer den rigtige og den rettidige hjælp til alle, mere end at den skal handle om, hvad lægerne skal have for de enkelte ydelser.

Jeg håber også, at vi kan bruge reformen og den kommende tid, fordi vi stadig har mangel på læger og det varer et stykke tid endnu, inden vi har nok af dem, til også at videreudvikle på, hvordan andre faggrupper kan være med til at aflaste lægepraksis. Måske kan læger overlade recepter på medicin til farmaceuterne, så de kan nøjes med selv at ordinere medicinen, måske kan forsøg i Region Sjælland, som vi også har fået sat i gang, give os mere viden om, hvorvidt patienter kan henvise sig selv til fysioterapeuten, så lægen slipper for at bruge tid på en konsultation, som andre måske i stedet for kunne have haft glæde af. Måske kan vi aftale, at lægers henvisning til sygehuse ikke kan afvises. På den måde vil lægens arbejde blive lettet med udredning af eventuel behandling i almenpraksis til gavn for patienten i det nære sundhedsvæsen.

Lægen er vigtig for sundhed, og det er rigtig mange andre faggrupper også. Jeg har tillid til, at vi med den her aftale får løst nogle af de udfordringer, vi har med den geografisk set skæve fordeling af læger i landet og til gavn for det nære sundhedsvæsen. Tak for ordet.

Fru Theresa Scavenius, uden for grupperne.

Tak. Jeg er interesseret i at forstå SF's opdaterede ideologiske linje i forhold til kunne støtte det her forslag. For mig at se er det et meget fundamentalt forslag, som netop åbner op for øget privatisering inden for almen praksis. Det interesserer mig bare at høre, om SF er for det og støtter det, og derfor kunne jeg godt tænke mig at høre begrundelsen for det i forhold til den her vægtning mellem det offentlige og det private.

Ordføreren.

Nu har jeg hørt det her spørgsmål et par gange i salen undervejs i behandlingen. Jeg forstår det egentlig ikke, for mig bekendt er praktiserende læger i dag jo også private – det er deres egen klinik, det er en privat klinik, den er aftalebaseret, så man aftaler indbyrdes, hvad der skal foregå henholdsvis det ene og det andet sted. Så på den måde er der jo ikke lavet nye aftaler som sådan i forhold til den praksis, man har, bortset fra at i de situationer, hvor vi så ikke kan lave aftaler, og hvor vi ikke kan lægedække, har vi fjernet det benspænd, der har været hidtil, for at regionerne kan oprette regionsklinikker, sådan at vi i det mindste kan sikre en praktiserende læge til borgerne.

Spørgeren.

Ja, og der er det jo sådan, at de her regionsklinikker kan forekomme uden de aftaler, som vi traditionelt har, og de kan så også lave private udbud. Det er jo her, hvor der så er tale om, hvorvidt der er koncerner, som overtager vores almene praksis. Det har man så begrænset med de her tre. Så der ligger jo en klar åbning i, at vi nu siger, at vi ikke skal have et aftalebaseret system alene. Det fortsætter nogle steder, men andre steder åbner vi op for det.

Igen vil jeg sige, at det jo er helt fair at være for det; det kan være, at det giver nogle gode resultater. Jeg er bare interesseret i at forstå, hvordan I i SF, som er et socialistisk parti, kan stemme for øget privatisering forstået som kommercialisering, hvor man ikke har en aftalebaseret ramme for lægerne.

Ordføreren.

Men ordføreren bliver ved med at påstå, at der kommer øget privatisering, samtidig med at jeg forklarer, at man har fjernet benspændet for eksempelvis regionsklinikker. Og det er jo regionerne, man skal lave aftalerne med. Det giver jo ikke mening, at regionerne skal lave aftaler med sig selv, men når man har praktiserende læger, der skal løse opgaven, og når man har andre, der eventuelt måtte skulle løse opgaven, er det jo sådan set rimeligt nok, at regionerne så også laver en aftale om, hvad der skal gøres, og hvad de skal have for det. Det er sådan set almindelig sund fornuft, og sådan gør man det også i dag.

Tak til ordføreren fra SF. Den næste i talerrækken er fru Louise Brown fra Liberal Alliance.

Tak for det. Liberal Alliance er helt enige i ambitionen om, at alle danskere, uanset hvor de bor, skal have adgang til en praktiserende læge. Vi ved godt, at der er brug for handling, for det, som der er i dag, også set i lyset af den fremtid, der kommer, er ikke godt nok. Det tror jeg egentlig vi alle er ret bevidste om.

Efter vores overbevisning er det her forslag ikke den rigtige løsning. Det er en falsk tryghed pakket ind i central styring, ejerskabsloft og en offentlig markedsdominans, der klæder intentionen ud som en forandring, men som i virkeligheden nok skubber os væk fra et mere moderne og bæredygtigt sundhedsvæsen.

Med vores eget sundhedsudspil, »Alle skal med på A-holdet«, foreslår vi et sundhedsvæsen, der bygger på frihed, incitamenter og professionalisme. Vi vil gøre det mere attraktivt at være praktiserende læge og ikke mere bøvlet. Vi vil gøre det lettere at drive klinikker og ikke sværere. Og vi tror altså ikke på, at central detailstyring fra et regionskontor eller et ministerium løser problemerne med lægedækning, tværtimod.

Med L 212 bliver det nu muligt for regionerne at springe konkurrence og markedet over og oprette egne regionsklinikker uden udbud. I ministerens fortælling lyder det ellers godt, nemlig at alle kan byde på ydernumrene fra start, og at vi slipper for rækkefølgen, hvor PLO altid kom først. Men i virkeligheden er det jo noget andet, hvilket vi også nåede at påpege i forhandlingerne, inden vi blev bedt om at gå og ikke komme igen.

Med det her forslag er der nu ingen pligt til at sende et ydernummer i udbud. Nuvel. Det betyder, at regionen ikke er forpligtet til først at tilbyde ydernummeret til en PLO-læge, men det betyder jo så også, at regionen bare kan åbne en klinik selv – med det samme. Private aktører får altså ikke nødvendigvis besked, og der er ingen mekanisme, der sikrer, at de overhovedet kommer i betragtning. Dansk Erhverv advarer os imod det her i deres høringssvar, og jeg citerer:

»Dette ser vi i Dansk Erhverv som et meget alvorligt problem, da det giver regionerne mulighed for at kortslutte enhver form for konkurrence og kvalitetsudvikling med henblik på at tilgodese egne klinikker, uden at der er dokumentation for, at det kommer patienterne til gode.« Citat slut.

Lovforslaget her begrænser også antallet af ydernumre, en læge må eje, fra seks til tre. Det sker med henvisning til et ønske om at komme koncernerne til livs, men for mig at se er det altså en misforstået kamp. Koncernerne og større sundhedsaktører er ikke problemet her; de er en del af løsningen. De kan ofte tilbyde attraktive arbejdsmiljøer, fordi har administrativ støtte, professionel drift og kapital til at investere i bedre teknologi, og moderne faciliteter og opkvalificering af personalet.

For nyuddannede læger er det en enorm fordel at kunne blive en del af en veletableret enhed i stedet for selv at stå med ansvaret for personale, lønkørsel, rengøring og revision. Desuden kan det som nyuddannet være vanskeligt at rejse kapital til også at investere i nyt og moderne udstyr, når man i forvejen har betalt høje summer for et ydernummer. Når vi lægger loft på vækst, straffer vi dem, der gør det godt, vi straffer dem, der vil bygge noget større, og vi begrænser dermed kvalitet og innovation.

L 212 giver også regionsrådene ret til at fastsætte minimumspatienttal, altså hvor mange patienter en læge som minimum skal tage, før en klinik må lukke for tilgang. Lægeforeningen, DSAM, PLO og en række kommuner advarer netop imod dette. De peger i deres høringssvar på, at det risikerer at presse læger ud af faget, udhule behandlingskvaliteten og skabe utilfredshed hos både personale og patienter. Det er ikke den slags forhold, der tiltrækker læger i yderområderne. Tvang er ikke en rekrutteringsstrategi.

Hvis vi i virkeligheden vil sikre lægedækning i hele Danmark, skal vi turde at lade markedet spille med. Vi skal gøre det attraktivt fagligt, økonomisk og organisatorisk at være læge og drive klinik i hele landet. Det kræver professionelle rammer, fri konkurrence, mulighed for vækst og respekt for de aktører, der faktisk vil investere og bidrage. Og så skal vi altså huske, at det jo ikke er markedet, der har svigtet sundhedsvæsenet. Det er systemet, der har svigtet markedet, men faktisk allermest patienterne.

Liberal Alliance kan ikke støtte et forslag, der centraliserer kapacitetsstyring, indfører tvang imod læger, lægger loft over vækst og investering og favoriserer offentlige aktører frem for private uden at dokumentere, at det også skaber bedre resultater.

Vi foreslår i stedet et system, hvor frihed, konkurrence og professionalisme belønnes – et sundhedsvæsen, hvor man tør tage højde for, at borgere er forskellige, og hvor lægen ikke er systemets funktionær, men borgernes primære sundhedspartner. Vi skal ikke gøre det sværere at være en dygtig læge. Vi skal gøre det nemmere at gøre det godt. Derfor stemmer vi imod.

Tak for det. Fru Theresa Scavenius, uden for grupperne.

Tak for talen. Jeg er helt enig i at være imod detailstyring og imod centralisering og det her med, som det bliver godt formuleret, at tvang ikke er en rekrutteringsstrategi. Jeg er sikker på, at der er rigtig mange læger, der kommer i klemme. Det der med at tro, at man kan flytte rundt på dem, er jo ikke en måde at løse vores problemer på.

Men det, der også er rigtig sjovt, er, at Liberal Alliance er imod, men at SF så er for. Det er måske også, fordi lovforslaget lidt er en blanding af noget fra en flertalsregering, hvor der både er noget gammelt rødt og noget gammelt blåt. For den åbner jo også for øget privatisering uden de her aftaler. Så det er rigtigt nok, at regionerne kan lave nogle klinikker, men de kan også udbyde dem mere privat, uden at de skal have en aftale, og det er jo et kæmpestort brud med dansk tradition, som jeg egentlig tænker at LA kunne støtte, men der er nok så meget, der trækker i den anden retning. Men det er i hvert fald interessant, at det er jer, der er imod, og f.eks. SF, der er for den her type af ændringer.

Ordføreren.

Tak. Der er rigtig mange ting i den her sundhedsaftale, den store aftale, som vi faktisk synes er rigtig positive. Der, hvor vores veje måtte skilles, var netop, når det handlede om strukturen, som vi ikke er enige i. Vi tror ikke, det løser problemerne.

Som jeg også adresserede kort i ordførertalen her, så giver jeg ordføreren ret og ministeren ret i intentionen om, at man netop har fjernet den her rækkefølge, hvor det først er en PLO-læge, der skal tilbydes ydernummeret. Dernæst kan man sætte det i udbud, og først til sidst må man lave en regionsklinik. Det, som vi frygter, er jo netop, at man springer de led over, og at man bare åbner en regionsklinik med det samme, i det fald der ikke er en PLO-læge, der vil have ydernummeret. Og det mener vi jo ikke er en privatisering, tværtimod.

Spørgeren.

Nej, men det er derfor, det her lovforslag er meget interessant, for det handler om et opgør med den aftalebaserede model, og det tror jeg faktisk er det, der ligesom er kernen i at lave mulighederne for at lave flere udbud. Så kan man jo være ideologisk for eller imod det, men som jeg ser det, er det klart, at det da er en mulighed. Men det kommer selvfølgelig også meget til at afhænge af den nationale model, ministeren skal lave, og den organisering af sundhedsrådene, som jo ikke er der endnu. Det er også derfor, vi sidder og diskuterer noget, vi faktisk ikke kender konsekvenserne af, fordi de her lovforslag primært er bemyndigelser. Derfor er det selvfølgelig også svært at kende de fulde konsekvenser af det. Men i hvert fald er det mulighederne, der bliver åbnet op for.

Ordføreren.

Tak. Som spørgeren siger, er der en intention, der i hvert fald gør, at man laver et opgør med PLO's monopol, om man vil. Det er ekstremt positivt. Det bifalder vi selvfølgelig. Vores frygt er bare, at det ikke kommer til at ske. Det er jo stadig regionerne, der skal lave aftalerne med PLO-lægerne ude i de enkelte klinikker. Det er jo stadig regionerne, der sidder med det ansvar. Er det nemmeste så ikke bare at åbne en regionsklinik i stedet for at få store private aktører ind, som vi mener ville kunne gavne? Og så er jeg i øvrigt fuldstændig enig i det her med bemyndigelserne. Det er et skråplan.

Fru Lea Wermelin, Socialdemokratiet.

Tak for det. Det var noget af en svada fra ordførerens side. Jeg synes, man skulle lede længe efter de forbedringer, som Liberal Alliance ser med sundhedsreformen, og som vi hørte indenrigsordføreren fortælle om. Det kan være, at ordføreren kan gøre mig lidt klogere på det. Derudover vil jeg egentlig sådan konkret spørge ordføreren om noget, når nu der er så meget galt med den her sundhedsreform. Jeg var jo selv med i forhandlingerne, og det var ikke sådan, at Liberal Alliance blev bedt om at gå og ikke komme igen; det var, fordi vi var kilometervis fra hinanden. Det er jo svært at lave en aftale, også når man forstå på ordføreren, at der er så meget i vejen med den set med Liberal Alliances øjne. Men skal man forstå Liberal Alliance sådan, at det er noget, man går til valg på at rulle tilbage? Eller hvordan stiller man sig til sundhedsreformen?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Nu skal vi jo ikke referere fra et forhandlingsrum, men jeg kan hvert fald sige, hvad vi selv sagde, og vi sagde bl.a., at vi var villige til at lægge hånden på kogepladen, såfremt vi fik noget andet i forhold til patientrettigheder. Hvis jeg skal komme ind på noget af det, jeg synes er ret positivt ved den her store aftale, som ikke er noget af det, vi behandler i dag, er det netop, at man har givet patienterne flere rettigheder. Det synes jeg er en rigtig, rigtig god ting – en rigtig fin ting. Hvis vi skal kigge på det her, er der også noget godt i, at man kigger på honorarstrukturen, for vi tror på, at man når længere med gulerod frem for med pisk, så vi er også store fortalere for, at man kigger på den her struktur.

Jeg skal lige huske, hvad det var, ordføreren sagde. (Fjerde næstformand (Lars-Christian Brask): Det var om at rulle reformen tilbage). Nåh! Nu er tingene, som de er, og vi skal ikke gå til valg på, at det her skal laves fuldstændig om. Vi vil hellere være samarbejdsvillige og forsøge at få tingene til at spille, og skulle vi være så heldige at komme i regering efter et valg, er vi jo en del af den aftale, der er indgået nu sammen med de andre partier. Sådan er det.

Spørgeren.

Okay. I forhold til forhandlingsrummet kan man sige, at det ikke var patientrettighederne, der skilte partierne, for som ordføreren også selv nævner, er der jo faktisk forbedrede patientrettigheder i den her sundhedsreform. Så det var i hvert fald ikke der, forskellen var. Det var snarere, kan man sige, i hele diskussionen om, hvorvidt alt skal i udbud og bureaukratiseres endnu mere, om man vil have et sundhedsvæsen efter amerikansk forbillede, eller hvor man ligesom kigger hen. Det var jo mere det, der skilte os. Men det vil så sige, at hele den svada, som vi hører fra ordføreren nu, er sådan noget, man mener, indtil det er stemt igennem, og så bakker man op om sundhedsreformen.

Ordføreren.

Tak. Der sker det, at der, når man kommer i regering, så er nogle aftaler, man automatisk bliver en del af, og så kan vi jo forsøge at præge dem i den retning, som vi synes er den rigtige. Umiddelbart er det her ikke det, som vi kan lide, men det er jo sådan, det er. I forhold til amerikanske standarder og amerikanske forbilleder er der bare sådan en helt generel misforståelse i vores samfund af, at det amerikanske sundhedsvæsen er privatiseret. Det amerikanske sundhedsvæsen er i høj grad offentligt finansieret, og det er det, fordi man startede ud med en forsikringsmodel, som man forsøgte at manipulere med fra statens side. Havde staten blandet sig fuldstændig udenom i forhold til subsidier, og hvad ved jeg, havde det været et fint sundhedssystem. Men sådan er det bare ikke blevet.

Hr. Per Larsen, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, og tak til fru Louise Brown for talen. Kontinuitet er det, der slår alt i forhold til almen praksis. Det handler om, at man har en læge, som man kender, altså at det er en læge, som kender sine patienter. Det er simpelt hen i den grad vanvittig vigtigt for patienterne, måske ikke, hvis ikke man fejler en hel masse. Men der er jo rigtig, rigtig mange patienter i det her land, som har op til flere kroniske sygdomme, og der betyder det altså virkelig meget, at de har en læge, hvor kontinuiteten er der, og hvor lægen kender patienten. Har vi set nogle eksempler på nogen, der kunne gøre det bedre end den almene praksis?

Ordføreren.

Jeg tror da, der er flere eksempler på nogle, der gør det bedre. Så vidt jeg ved, har man faktisk i ordførerens egen region hentet et privat alternativ ind, fordi man ikke fra regionens side selv formåede at løse opgaven, og det fungerer vist upåklageligt. Ja, der har også været sager med koncerner, hvor det ikke har fungeret, og de sager er der også i regionerne og i de almene praksisser, der er rundtomkring. Det viser den rapport, som Indenrigs- og Sundhedsministeriet fik BDO til at lave, også, altså at der også sker fejl ude i de almene praksisser, som regionerne styrer.

Jeg vil gerne give ordføreren ret i det her med, at det for nogle mennesker er meget, meget vigtigt, at den gamle familielæge, som vi kan kalde den, er der. Jeg sætter også stor pris på, at det er den samme læge, jeg går til hver gang. Men vi har også et samfund i dag, hvor det for mange, måske specielt for den yngre generation, ikke betyder super meget. De efterspørger jo også de digitale løsninger, som i øvrigt også er en del af de positive ting, der er i forslaget. Nå, det bliver ikke hørt nu, fordi de taler.

Så jeg tænker også, at vi skal kigge fremad i tiden og se på, hvad det så er, de unge gerne vil have. Det er ikke nødvendigvis familielægen, tror jeg.

Spørgeren.

Det er fuldstændig rigtigt, at hvis det er sådan, at man ikke fejler noget, så betyder det måske ikke så meget, hvad for en læge man har. Men fakta er bare, at den almene praksis er utrolig effektiv. Det koster omkring 1.500-1.600 kr. om året at have adgang til lægehjælp hver evig eneste dag hele året rundt. Jeg synes, det er fantastisk billigt.

Nu nævnte ordføreren selv, at vi også har haft alternativer inde. Vi har bl.a. også haft alles Lægehus. Det har ikke været den store succes. Når man sidder i et regionsråd, ved man godt, at de ikke kan klare det på prisen, og at de slet ikke kan klare det i forhold til kontinuiteten, og derfor er folk jo så glade for den almene praksis.

Ordføreren.

Jamen jeg anerkender, at der er et behov for den almene praksis, og den bliver jo også ved med at være der, som det ser ud nu. Jeg tror bare på, at hvis man gav markedet fuldstændig fri og f.eks. fjernede alt det her med ydernumrene, ville man opleve noget andet. Det, som er udfordringen med det system, der er nu, er, at når noget er 2 pct. privat og resten er offentligt styret, blander staten sig hele tiden, og derfor får de frie markedskræfter ikke lov til at regere. Hvis man nu lod dem regere, ville jeg æde min gamle hat på, at tingene også ville kunne lade sig gøre.

Tak til ordføreren for Liberal Alliance. Den næste i talerækken er Moderaternes hr. Henrik Rejnholt Andersen.

Tak for ordet, formand. Jeg står her igen som substitut for vores sædvanlige ordfører, som ikke kan være her i dag, så jeg vil prøve at se, om jeg også kan komme igennem den her.

Der er i dag alt for stor geografisk ulighed i vores sundhedsvæsen. Borgere, der bor i udkanten af landet, har ofte rigtig ringe adgang til almenmedicinsk læge, og det skal vi have gjort op med. For når borgere bliver syge og har brug for at blive tilset af en læge, skal der ikke være forskel på, om man bor i Nakskov, på Nørrebro eller i Odense eller i Tønder. Som borger har man brug for at møde sundhedsvæsenet med tryghed – tryghed i ens sygdom, at blive tilset, at sundhedstjekket bliver foretaget og visheden for, at man ikke skal køre mange kilometer for at snakke med en læge. I Moderaterne har vi snakket med eksperter og borgere, vi har lyttet til udfordringer, og sammen har vi tænkt i løsninger. Vi gik til forhandlingerne med et brændende ønske om at skabe et nært sundhedsvæsen, hvor alle borgere har adgang til en læge, og et sundhedsvæsen med lægedækning i de egne af landet, hvor behovet for at tale med lægen er størst. I Moderaterne er vi glade for, at der med vedtagelsen af forslaget kan skabes en national model for fordeling af styring af lægekapaciteten ud fra de behandlingsbehov, som borgerne har. Vi synes, at det er fornuftigt, at vi i en periode kan give en økonomisk håndsrækning til de læger, der tager arbejde i de områder, hvor der er lægemangel. Sidst, men ikke mindst, ser vi positivt på regionsrådets muligheder for at benytte forskellige klinikformer og leverandører.

Med alle disse tiltag realiserer vi Moderaternes visioner for sundhedsvæsenet, et borgernært, tilgængeligt sundhedsvæsen, som skaber tryghed, behandlingsmuligheder for borgerne, et sundhedsvæsen, der giver lægehjælp til alle, uanset hvor i landet man bor, og som indretter den hjælp til de borgere, hvor behovet er størst. Det går Moderaterne ind for, og derfor stemmer vi for lovforslaget. Tak for ordet.

Tak til ordføreren for Moderaterne. Den næste i talerækken er hr. Per Larsen, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, formand. Alle borgere i Danmark skal kunne stille krav om at have tilknytning til en praktiserende læge, som de kender, og som kender sine patienter, altså en familielæge. Vi ved, at borgere, som har en fast læge, som de kender, har mindre risiko for at blive indlagt på hospitalet. Ja, det er rent faktisk dokumenteret, at man lever længere, hvis man har en læge, som man kender. Men det er jo desværre ikke alle, der har den mulighed. Helt tilbage fra dengang de fem nuværende regioner blev dannet i 2006 og 2007, var der jo allerede stor mangel på praktiserende læger. Jeg bor selv i en region, hvor det har været et kæmpeproblem, for at sige det ligeud, og derfor var det faktisk også motivationen for mig til at stille op til Folketinget i 2019, altså fordi jeg synes, at der måtte være nogen, der greb den dagsorden.

Regionerne har så forsøgt sig med regionsklinikker og udbudsklinikker og konstruktioner med læger, som driver flere klinikker, ja, helt op til seks klinikker. Og det siger sig selv, at det kan være ganske vanskeligt at holde kontinuiteten, hvis det er skiftende personale, ofte vikaransatte, der møder patienterne. Alle sammen har de forsøgt at løse opgaven, men hvis kontinuiteten mangler, er det altså ikke et optimalt tilbud. Tænk på de måske ældre patienter med kol og diabetes og stofskiftelidelser, og som måske også har problemer med bentøjet. Eller hvad med os, der måske risikerer at kunne blive ramt af psykisk sygdom? Det er utrolig vigtigt, at man har en læge, som man kender.

Derfor har vi også i Det Konservative Folkeparti kæmpet for at sikre hele befolkningen adgang til egen læge. Og da vi lavede sundhedsaftalen med daværende sundhedsminister Magnus Heunicke i 2022, holdt vi også fast på, at vi skal sikre ca. 1.500 flere praktiserende læger, så vi øger antallet af praktiserende læger i Danmark fra omkring 3.500 til 5.000. Den målsætning forfølger vi nidkært, så det også kommer til at lykkes.

Lovforslaget, vi behandler her, sigter direkte på at sikre flere muligheder for en familielæge. Vi er med i aftalen og kommer selvfølgelig til at stemme for, men vi har selvfølgelig også nogle opmærksomhedspunkter i fordelingen af læger og krav til antallet af patienter m.v. For os er det vigtigt, at regionerne aftaler patienttallet med lægerne, så der ikke er læger, der tildeles så mange patienter, at lægerne måske stopper og går på tidlig pension, for så har vi jo gjort ondt værre.

Men jeg har også noteret mig, at sundhedsministeren har den samme holdning, altså at det skal aftales med lægerne, hvor mange patienter de skal have. Vi glæder os til, at flere og flere får adgang til en familielæge, simpelt hen fordi det redder liv. Vi havde helst set, at en læge kun kan drive én klinik, for vi har set eksempler på meget sørgelige tilbud, hvor stråmandsklinikker bestemt ikke har levet op til det, man kunne forvente af et effektivt og ordentligt sundhedsvæsen med respekt for patienterne. Der er så heldigvis også lagt en evaluering ind i 2028, og så må vi rette til, hvis der er noget, som ikke er til patienternes bedste.

Så vil jeg også gerne sige tak til aftalepartierne for et godt samarbejde i forhold til tilblivelsen af reformen. Tak for ordet.

Tak for det. Fru Theresa Scavenius, uden for grupperne.

Tak. Jeg deler med ordføreren det her med, at det handler om faglighed og kvalitetssikring, for selv om ordføreren snakker om familielæge, handler det jo meget om det der med, at man kan have tryghed som borger og patient, når man går til sin læge. Og det er jo meget det, det handler om. Derfor er det også, at ordføreren siger, at derfor skal lægerne og regionerne selvfølgelig være med inde over, når vi skal fastsætte, hvor lægerne skal være, plus patientantal.

Problemet er jo bare, at det her lovforslag er et opgør med den model; det er jo den, vi har nu. Og det er jo det, som ordføreren og regeringen mener her og nu, at regionen ikke har gjort godt nok, og derfor skal der laves en ny model, hvor ministeren bl.a. bliver bemyndiget til at træffe egne beslutninger, og så kan det jo godt være, at hun snakker med nogen hist og pist, det tænker jeg da hun gør, men der er jo ikke nogen formel ramme. Vi flytter magten fra lægerne og fra regionerne til staten. Det synes jeg vi bliver nødt til at forholde os til, og jeg forstår bare ikke helt, hvordan ordføreren kan støtte det, når ordføreren siger noget helt andet i sin tale.

Ordføreren.

Sandheden er jo den, at vi, som jeg også sagde i min tale, har haft mangel på praktiserende læger i alt, alt for lang tid. Nu er vi heldigvis i et regime, hvor vi uddanner flere. Det vil sige, at der også kommer flere praktiserende læger, og derfor vil det også være naturligt, at man sørger for at sikre, at de bliver fordelt så godt som overhovedet muligt i hele Danmark. Der er jo ingen grund til, eller det er i hvert fald uhensigtsmæssigt, at vi bliver ved med at have et system, hvor de steder i Danmark, hvor folk rent faktisk er mest syge, også er der, man har den absolut dårligste lægehjælp. Det synes jeg at den her reform adresserer, og at man simpelt hen sørger for at få nogle læger derud, hvor det er sådan, at patienterne har de største behov.

Spørgeren.

Nu bliver jeg bare lige forvirret. Vi skal jo bare lige være enige om, hvad det her lovforslag handler om, og så kan man jo bagefter synes, at det er en god eller en dårlig ting. Er vi enige om, at magten bliver flyttet fra regionerne og lægerne til staten?

Og så er der den udfordring, som ordføreren startede med at nævne, nemlig hvad betyder det så, hvis en læge derude faktisk får at vide, at patientantallet skal være anderledes, og måske går på pension? Hvad for en udfordring har vi så? Så hvordan kan vi ikke arbejde med, at vi sikrer os, at der f.eks. skal være en mere formel inddragelse, f.eks. af lægerne og af regionerne, når ministeren træffer beslutninger?

Ordføreren.

Det har vi rent faktisk også talt en del om, og det er rent faktisk sådan, at det ønske også er imødekommet fra ministerens side. Det er sådan, at det skal aftales, det står klart og tydeligt, og det vil også være sådan, at man ude i regionerne, hvis det er nogle kloge regionsrådspolitikere, vælger de gode tilbud, og at man, hvis der er en læge, der går på pension, og der skal en ny til, så sørger for, at det også bliver ved med at være en praktiserende læge, som har ét ydernummer, og som har de patienter, der så hører til det ydernummer.

Tak til ordføreren fra Det Konservative Folkeparti. Den næste i talerrækken er hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten.

Det er nemlig rigtigt. Tak, formand. Jeg vil starte med at sige, at jeg faktisk syntes, der er en del positive elementer i det her lovforslag, og at vi samlet set også kommer til at bakke op omkring det. Der er jo en række initiativer, som man tager med det her lovforslag, som vi også tidligere har været foretalere for, bl.a. det med at kunne sikre nogle mere differentierede normtal i de områder, hvor man har mange behandlingskrævende patienter, og hvor man også skal sikre, at der den tilstrækkelige tid til den enkelte patient. Så det ser vi egentlig ret positivt på og også hele spørgsmålet om at sikre en mere ligelig fordeling af de praktiserende læger og sikre, at der i de områder, hvor vi i særlig grad mangler praktiserende læger, bliver en bedre mulighed for en lægedækning.

Jeg synes også, det er fornuftigt, at man, når man netop ser på det med de differentierede normtal, da går ind og kigger på de forskellige udfordringer, der kan være, altså både i forhold til geografien, men jo også i forhold til socioøkonomien. Jeg kunne sådan set godt tænke mig, at man var gået videre i forhold til at se på, hvordan man kan sikre en model, der gør, at der i så høj grad som overhovedet muligt bliver taget højde for de udfordringer, der måtte være i forhold til at sikre tilstrækkelig tid til den enkelte patient. Derfor ærgrer det mig også, at det ikke lykkedes for Enhedslisten at få et element ind i aftalen om at få lavet en lighedsgaranti, hvor man netop kunne gå ind og se på, i hvor høj grad vi faktisk også lever op til målsætningen om at reducere uligheden i sundhed, ved at man f.eks. kunne have en ekspertgruppe til at sidde og vurdere det og måle på uligheden i leveår på tværs af indkomst, geografi, etnicitet og køn. Det synes jeg ville have stillet os stærkere i forhold til det her, men jeg anerkender sådan set, at der ligger nogle elementer, som reelt set kan være med til at tage et opgør med både den geografiske og den sociale ulighed i sundhed.

Et enkelt bekymringspunkt, som jeg også tror der er et par høringsparter der har gjort opmærksom på, er også det, at vi ser, at der inden for de bestemte geografiske områder kan være en forskel, når det drejer sig om de enkelte sundhedsråd og deres dækningsområder. Der bliver det jo i hvert fald også vigtigt at få sikret en model, der gør, at der kan tages højde for, at det ikke kun er inden for sådan en større målestok i geografien, hvor der er en ulighed, men at der også inden for ganske få kilometer kan være en geografisk ulighed. Jeg synes også, det er rigtig positivt, at der bliver taget et opgør med stråmandsklinikker, altså at man gør et reelt forsøg på at få stoppet sundhedskoncernerne i at overtage kontrollen. Altså det, at man reducerer antallet af ydernumre, som en enkelt læge kan have, fra seks til tre, er jo et væsentligt skridt på vejen. Jeg så gerne, at man var gået endnu længere, altså at man, hvis ikke man skulle gå helt ned til ét ydernummer, så i hvert fald gik ned til to ydernumre, fordi der jo kan være steder, hvor det godt kan give mening, at en enkelt læge har to ydernumre, hvis det ligger inden for en afmålt geografisk afstand.

Jeg synes også, det er rigtig positivt, at man giver bedre mulighed for at kunne etablere regionsklinikker. Vi ved jo også, at der blandt yngre læger er en stor efterspørgsel efter at kunne komme ud at arbejde i en klinik, hvor man både kan være en del af et fagligt fællesskab, og hvor man måske kan have nogle timer på et hospital og kunne deltage i forskning, og hvor man i hvert fald slipper for arbejdsgiveransvaret i forhold til at skulle være ansættende læge, men at man kan arbejde på en almindelig overenskomst med almindelige løn- og arbejdsvilkår. Det tror jeg kan være med til at styrke muligheden for, at man i første omgang kan etablere en regionsklinik, som så måske senere kan føre til, at folk får lyst til at etablere sig som alment praktiserende læge. Men der ligger helt klart nogle elementer i det, som jeg synes er positive, og som jeg også gerne så man var gået endnu længere med end man gør her, men det er positivt, at man tager det med.

Så samlet set og på trods af at der er nogle ting, jeg ikke synes man får adresseret helt korrekt i forhold til det, synes jeg faktisk, det er et positivt lovforslag, som Enhedslisten også kommer til at bakke op om.

Fru Theresa Scavenius, uden for grupperne.

Tak. Jeg synes, det er enormt interessant, at I har arbejdet med en lighedsgaranti, og at det så ikke er lykkedes at få den med ind i lovforslaget, for det er jo netop noget, hvor vi så kan måle effekten af lovforslaget, ligesom vi snakkede om ved det forrige forslag. Hvis vi ikke har en eller anden form for målestok, ved vi faktisk ikke, hvad effekten er, men vi kan så spørge ministeren, om hun så måler på andre parametre.

Det, som jeg synes er interessant, er, hvorvidt Enhedslisten støtter det her med, at man kan have klinikker, der er uden for det aftalebaserede system. For for mig at se, er det et ret stort opgør med den overenskomst, som findes, og så kan man både have regionsklinikker og de her private udbud, som netop ikke har den samme aftale, som vi er vant til med PLO. Det synes jeg bare interessant at Enhedslisten kan støtte.

Jeg forstår godt det der med, at det er gået fra seks til tre, og derfor er det en forbedring, i forhold til hvordan det kunne have set ud, men vi har jo stadig væk en ret stor mulighed for, at der kan komme private aktører ind på almen praksis, og det kan man ideologisk godt synes er en god idé, men jeg tænkte bare, at Enhedslisten ville være imod det.

Ordføreren.

Som jeg ser det her forslag, er det faktisk også en opstramning, fordi det allerede er sådan i dag, at hvis en region ikke kan få praktiserende læger til at tage et ydernummer, ja, så har man muligheden for at etablere en udbudsklinik. Det er jo det, vi har set med alles Lægehus og også tidligere med Nordic Medicare og Falck Healthcare. Der kan man sige, at det, at vi får styrket muligheden for, at man kan etablere en regionsklinik, jo netop gør, at man ikke skal igennem den runde med først at etablere en udbudsklinik, og først, hvis en udbudsklinik vil give op eller der ikke er nogen, der byder ind på det udbud, kan man etablere en regionsklinik.

Nu kan regionen jo faktisk gå ind og etablere en regionsklinik tidligere. Der er ikke nogen åremålsbegrænsning på, hvor lang tid en regionsklinik kan være der, så man kan også sikre en form for kontinuitet. Så det sammenholdt med, at man også tager et opgør med stråmandsklinikkerne, ser jeg faktisk som en styrkelse i forhold til at undgå, at vi får et sundhedsvæsen, hvor koncerner kan komme ind og overtage kontrollen.

Så jeg håber også, at vi i forhold til den psykiatriaftale, vi forhandler, også kan få sat nogle hegnspæle ned, i forhold til at det ikke skal være private udbydere, som skal gå ind og overtage markedet, men at vi sikrer, at det bliver under offentlig kontrol. Men jeg ser faktisk det her som en styrkelse i den retning.

Spørgeren.

Ja, men det er jo lidt efter, hvordan vi fortolker det. Der er forskellige fortolkninger, men faktum er jo, at regionen selv kan bestemme, om det skal være en PLO-læge, eller om det skal være en regionsklinik, eller om det skal være et privat udbud på kommercielle vilkår uden nogen overenskomst. Vi ved så ikke, hvad det ender med, og det er jo problemet med den her type lovgivning, at vi ikke rigtig har bestemt os ideologisk for, hvad det her Folketing ønsker. Er det mere at gå privatiseringsvejen, eller er det at beholde det offentligt ejede sundhedsvæsen? Derfor kan vi jo alle sammen tro, at det er det, det bliver, men vi ved det jo faktisk reelt ikke.

Ordføreren.

Man kan sige, at man i hvert fald styrker det. Det handler jo altid om, hvordan man forbedrer styrkeforholdet mest muligt for det offentlige, og det gør man efter min opfattelse i det her forslag, fordi det giver regionen muligheden for at kunne etablere regionsklinikker, særlig i de områder, hvor der er en særlig beboersammensætning, hvor det kan være svært at få tiltrukket privatpraktiserende læger eller udbudsklinikker for den sags skyld. Her får man netop muligheden for at kunne lave specialiserede klinikker, hvor man også kan give de ansatte mulighed for både at kunne deltage i forskning og være i et kollegialt fællesskab, så de ikke står alene i den sammenhæng. Der synes jeg, at det her er en klar mulighed for at kunne styrke det offentlige.

Tak til ordføreren fra Enhedslisten. Den næste i talerrækken skulle have været Dansk Folkeparti, og jeg fornemmede, at ordføreren fra Liberal Alliance havde en hilsen med, så værsgo til ordføreren.

Tak for det, og undskyld min forglemmelse før; jeg havde faktisk lovet at hilse fra Dansk Folkepartis ordfører og sige, at de kommer til at stemme imod det her lovforslag.

Det er således dokumenteret.

Den næste i talerrækken er fra Radikale Venstre. Hr. Stinus Lindgreen.

Tak, formand. Dette lovforslag er så også en udmøntning af en del af aftalen om en ny sundhedsstruktur, som vi har debatteret her de sidste par timer, og det er jo det, som ministeren ynder at kalde en reform i reformen. For vi har et godt sundhedsvæsen i Danmark, men vi har også problemer med ulighed i sundhed på flere områder. Eksempelvis ser vi jo i dag stor forskel på, hvor let adgang den enkelte borger har til en læge tæt på, hvor de bor. Adgang til egen læge er en vigtig grundpille i vores sundhedsvæsen og fungerer som adgang til vores sundhedsvæsen. Derfor skal vi tage skridt for at styrke dette område til gavn for patienterne.

Med lovforslaget her skal vi sikre bedre lægedækning i hele landet, for vi er nødt til at sørge for, at der skabes en mere ligelig fordeling af almenmedicinske tilbud på tværs. For uanset hvor du bor, skal der være let og lige adgang til en læge. Det er ikke en nem opgave, men det er nødvendigt at gøre noget for at håndtere udfordringen, og det tages der en række initiativer til her.

Først og fremmest lægges der jo op til en national fordelingsmodel, således at lægekapaciteter i det almenmedicinske tilbud i langt højere grad fordeles på baggrund af befolkningens sammensætning i et givent område med hensyn til sygdomsbyrde, befolkningstæthed og andre relevante parametre. Det vil over tid betyde en mere ligelig fordeling af læger, når nye kapaciteter skal oprettes. Det er her vigtigt at understrege, at der ikke lukkes klinikker i områder med god lægedækning. Det handler alene om, hvor der oprettes nye lægekapaciteter.

Samtidig giver vi i regionsrådene mulighed for at fastsætte, hvor mange patienter en klinik som minimum skal have, før klinikken kan sige stop for tilgang af nye patienter. Det skal basere sig på patientpopulationens behov for behandling og på den tidligere nævnte nationale fordelingsmodel og selvfølgelig ske efter dialog med klinikkerne.

Med lovforslaget begrænser vi også antallet af ydernumre, som en enkelt læge kan eje, fra seks til tre. Det sker for at forhindre store sundhedskoncerner i at tage kontrol med ydernumre i almen praksis, således at vi bevarer den afgørende forbindelse mellem læge og patient.

Endelig åbnes der op for, at regionsrådene kan bruge forskellige klinikformer for at sikre lægedækning i deres områder. Det kan naturligvis være, som det jo er for det meste, ved at afsætte ydernumre til praktiserende læger, sådan som vi kender det i dag. Det kan også være ved at etablere en regionsklinik eller ved at udbyde driften af en klinik.

Alt i alt mener vi, at dette lovforslag vil være med til at sikre en bedre lægedækning i hele landet, og vi glæder os til at følge udviklingen i de kommende år. Radikale Venstre støtter lovforslaget. Tak for ordet.

Tak til ordføreren fra Radikale Venstre. Den næste i talerrækken er fru Theresa Scavenius, uden for grupperne.

Mange har hæftet sig ved, at det her forslag giver bedre muligheder for at lave regionsklinikker. Det, jeg har hæftet mig ved, er meget muligheden for at lave udbudsklinikker uden om overenskomstsystemet. Der står i forslaget, at overenskomst er en barriere. Det er de her sproglige vendinger, som jeg bliver ret forundret over, altså når det faktisk er en socialdemokratisk ledet regering med en socialdemokratisk statsminister, som fremsætter sådan et lovforslag, der simpelt hen siger, at overenskomst er en barriere, og at det hæmmer regionernes muligheder. Lovforslaget fremhæver stolt, at hvis man fjerner de her begrænsninger, er det en god idé. Jeg tænkte, at kollektive, aftalebaserede systemer, der beskytter borgerne og lægernes arbejdsvilkår, kan da ikke i Danmark betragtes som en barriere og en begrænsning. Det betragter vi da som en del af vores velfærdsmodel.

Men med det her forslag tager man et ret revolutionært opgør med det. Og så er det selvfølgelig lidt en mellemvare, fordi vi nok også har den her flertalsregering, som har forskellige partier i sig, så der er noget, der trækker i forskellige retninger, og det er nok også derfor, vi er flere ordførere, der er lidt forvirrede over, hvad det reelle indhold er. Det er jo så også, fordi vi ikke ved det, og fordi det er ministeren, der i sidste ende bestemmer det. Derefter bliver det regionerne, der bestemmer i de konkrete tilfælde. Det er jo rigtigt. Jeg kan se, at SF ryster på hovedet, men lovforslaget handler jo om at bemyndige ministeren til at fastsætte regler om noget, som før blev besluttet af regionerne og PLO. Så jeg håber, vi er enige om, at det er det, lovforslaget handler om. Det står på side 1.

Men grundlæggende handler det jo om, hvorvidt vi synes, at flere private aktører skal have mulighed for at etablere sig i Danmark. Der står netop også i lovforslaget det her med, at man har frygtet, hvorvidt sundhedskoncerner de factor ville overtage almen praksis. Derfor har man begrænset antallet af ydernumre, som en læge kan have, fra seks til tre. Men det betyder jo ligesom, at man anerkender, at det her lovforslag faktisk åbner op for, at store sundhedskoncerner kan komme ind og få større indflydelse. Jeg tror netop, at det, der ligesom er kernen i det her opgør med den aftalebaserede model, er, at det bliver muligt fremadrettet. Det kan man jo så have forskellige politiske holdninger til. Jeg synes i hvert fald, vi skal være ærlige omkring, at det er det, der er indholdet, og det undrer mig, at der er flere på den traditionelle venstrefløj, der støtter det her forslag.

Hvorfor er det, at vi ideologisk kan være lidt kritiske over for de private aktører? Det er jo noget med, at vi bliver nødt til at have en meget, meget stærk faglighed i vores sundhedsvæsen. Når vi organiserer en sundhedssektor primært baseret på økonomisk profit, er der en risiko for, at fagligheden ryger, og at man som borger ikke kan være tryg ved den behandling, man får. Vi har set fra andre lande, at der sker det, at nogle bliver overbehandlet igennem forsikringssystemet, og at nogle bliver underbehandlet, f.eks. hvis de ikke har et arbejde og dermed ikke har en forsikring. Så man kan godt have et godt sundhedsvæsen, men det bliver et ulige sundhedsvæsen, hvor der bliver et A-hold og et B-hold. Det synes jeg vi skal være bekymrede om. Vi skal i hvert fald være bevidste om, at hvis vi ønsker at ændre vores universelle velfærdsmodel med sundhed til alle, er det den ideologiske debat, vi skal tage. Det synes jeg. Derfor undrer det mig, hvis det er venstrefløjen, der er bannerførere for den.

Siden den anden store sundhedsreform for snart 10 år siden, hvor man også åbnede for private hospitalsudbud, har vi jo set, hvordan der er sket en gradvis privatisering af sundhed. Lægeforeningen har netop lavet en opgørelse, der viser, at der på 10 år er sket en fordobling af de udbud, der er, selv om de selvfølgelig stadig væk fylder meget lidt.

Der er også noget andet, som jeg synes er rigtig vigtigt. Man jo sådan set godt kan synes, at privathospitaler eller private almene praksisser kan være en god idé. Det, som jeg er imod, er, at det offentlige skal finansiere de private tilbud, og det er jo det, vi har set med privathospitalerne, nemlig at der er sket en overkompensation, hvor pengene flyder fra det offentlige til det private, hvilket bliver en skæv måde at lave et sundhedsvæsen på, hvor man har et offentligt system, som man så nedprioriterer ved, at man flytter pengene til de private udbud igennem de her overkompenseringer, som er det, der er sket.

Til sidst vil jeg gerne nævne noget omkring lovkvalitet. For jeg synes også, at et problem med det her forslag er, at der ikke er nogen konsekvensvurderinger. Vi har snakket om effektmålinger, altså hvad omkostningen er ved det. Meget af det kender vi ikke detaljerne ved, og derfor kan vi alle sammen have lidt forskellige tolkninger af det. Jeg kunne godt ønske mig noget lovgivning, som i højere grad havde nogle mere klare målsætninger og nogle mere klare kriterier for, hvordan vi måler på det, bl.a. ved at have en klar konsekvensvurdering, så vi kunne være enige om det i forhold til at vide, at hvis det her lovforslag bliver vedtaget, kommer der x antal andre typer af klinikker. Så kan man være for eller imod det, men vi vil trods alt kende til indholdet. Lige nu virker det, som om vi ikke er enige om, hvad indeholder af det her lovforslag er og vil føre til.

Derudover synes jeg, at det er spændende at have den her ideologiske debat med udgangspunkt i den her aftale, som forekommer meget teknokratisk og administrativ, men som i virkeligheden indeholder en vigtig reel politisk forskel.

Fru Louise Brown, Liberal Alliance.

Tak for det. Jeg tror godt, ordføreren kunne se på mig, at der her lige blev sagt noget, som fik mig til at flyve til tasterne. I dag er det kun 3-4 pct. af vores sundhedsudgifter, der ryger ud til det private sundhedsvæsen, så det er jo ikke, fordi pengene bare flyder helt uhæmmet derud. I forhold til priserne er en af udfordringerne, som jeg ser det, jo netop, at man, hvis man spørger, hvad den her operation koster i det offentlige, ikke kan få en reel pris, fordi alle udgifterne er sovset ind i, at der også er varme, og at der også skal gøres rent osv., hvorimod de, hvis man spørger om det ude på en privat klinik, så ret præcist kan fortælle, hvor mange penge der går til hvilke poster. Jeg synes, det er en stor udfordring, hvis man skal gøre noget effektivt, og i øvrigt også i forhold til konkurrencen.

Jeg har bare et spørgsmål til ordføreren. Vi ser, at markedskræfterne fungerer, når det handler om mælk, smør eller alt muligt andet. Hvad er ordførerens argument for, at markedskræfterne ikke skulle kunne fungere i forhold til sundhedsvæsenet?

Ordføreren.

Jamen det siger jeg sådan set heller ikke. Jeg siger bare, at det handler om, hvordan vi sikrer en faglighed i det offentlige og en lighed, sådan at alle har adgang til det. Det, vi har set de steder, hvor man har meget privat behandling – og det er jo typisk forsikringsbaseret – er, at der så kommer en skævhed. I forhold til den danske private del af det – og jeg ved godt, at den fylder en lille del, men den er stigende – er der jo også det her med, at det ikke er rigtige priser, og at det ikke er prisægte. For det jo er det offentlige hospital, der finansierer en stor del af det private, og derudover kommer lægerne på privathospitalerne i øvrigt også fra det offentlige. Så der er en underlig sammenmasning af det offentlige og det private, som jeg er imod.

Jeg synes, det er fint, at der er private tilbud til dem, der har råd til det, men jeg synes ikke, vi skal bruge den offentlige kasse, hvor vi risikerer at svække det offentlige på bekostning af det private. Jeg synes, det er bedre, at vi har to stærke systemer, og at det derudover netop er vigtigt at spørge, hvordan vi sikrer de faglige miljøer. Jeg har læst undersøgelser om det, der netop viser, at man f.eks. på de private hospitaler, som typisk laver nogle nemmere operationer, ikke har et så fagligt tungt miljø, som man som læge typisk har brug for for at være opdateret.

Spørgeren.

Tak, og tak for svaret. Jeg vil godt give ordføreren ret i, at der godt kan mangle de her faglige miljøer ude i de private, men det handler også om, at de dér ikke har undervisning. Det ønsker de at have, men det har de ikke muligheden for at få, som det ser ud nu. Det kan være, at det bliver anderledes i fremtiden.

I forhold til uligheden i sundhed er det jo det, vi har i dag. For som ordføreren også siger, har dem, der har pengene, eller dem, der er forsikringskunder, en mulighed for at kunne gå på et privathospital. Man kunne i stedet gøre op med det og lave det sådan, at alle borgere reelt havde et frit valg. For sådan er det jo ikke dag. I dag skal du først hen i det offentlige, og så skal du vente i 30 dage, før du har en mulighed for at gøre noget andet. Det er da urimeligt, og det synes jeg er ulighed i sundhed.

Ordføreren.

Ja, det er jo rigtigt, at vi i Danmark har en meget blandet model, hvor vi egentlig netop basalt har et offentligt sundhedssystem, men at der på grund af de private forsikringer og på grund af de private udbud er ved at ske en forandring. Det var netop også derfor, at Lægeforeningens formand sidste år sagde, at vi bliver nødt til at tage ideologisk stilling til, hvad det er for et sundhedsvæsen, vi gerne vil have, og det er jeg faktisk enig i.

I forhold til det konkrete synes jeg måske heller ikke vi skal overdrive, når vi taler om det offentlige. Så dårligt er det heller ikke, og der er også masser, der dér får gode behandlinger. Så det kan også godt være, at man ikke skal sige, at hvis man ændrede det hele, ville det blive fantastisk. Det er typisk ikke det, der sker.

Hr. Stinus Lindgreen, Radikale Venstre.

Tak for det. Og tak for talen. Ordføreren startede med at sige, at vi skulle være enige om, hvad lovforslaget handlede om. Så kan vi i hvert fald være enige om, at det ikke handler om privathospitalerne eller private sundhedsforsikringer. Det handler om fordelingen af lægekapaciteter i det almenmedicinske tilbud og ikke, hvad det end var, I diskuterede før.

Så det, der undrer mig lidt ved ordførerens tale her, er talen om private tilbud, og jeg vil høre, om ordføreren ikke kan bekræfte, at alle de læger, vi har i dag, og alle de almenmedicinske tilbud, vi har i dag, er private erhvervsdrivende. Der er ikke flere eller færre i morgen, end der var i dag. Det er private leverandører af sundhedsydelser. Det er sådan, vores system er skruet sammen. Det bliver der ikke ændret på her. Det, der bliver ændret på her, er, hvordan de nye kapaciteter bliver slået op, og hvem der bestemmer, hvor de skal slås op henne. Det handler ikke om mere eller mindre af de private tilbud.

Ordføreren.

Vi er vel enige om, at forslaget åbner op for, at man kan lave de her private udbud uden overenskomst og uden aftale, og det er jo det, der er forskellen. De private almene praksisser i dag er tæt styret af de faste aftaler, både i forhold til honoraraftalerne og til overenskomsten i det hele taget, så de arbejder under en fast struktur. Det er jo noget af det, man ændrer på, ved at de ikke skal arbejde inden for overenskomst, plus at der er det, at den her honorarstruktur slet ikke er lavet endnu; den laver man også om, og det er jo også der, ministeren vil få større indflydelse, i forhold til hvad hun har i dag.

Så jeg ser nogle ret store ændringer i det, og det er jo rigtigt nok, at vi ikke kender det fulde omfang af det. Det kan også være, at regionerne bare beslutter at lave regionsklinikker i stedet for under en ny overenskomst, som man så også laver, men jeg ser en mulighed for, at man åbner for en ny type af klinik, som jeg synes at vi skal være ideologisk opmærksom på, i forhold til om vi synes, det er det sundhedsvæsen, vi ønsker. Når jeg så netop læser teksten i lovforslaget, synes jeg, der er det her med, at man har en meget negativ omtale af den aftalebaserede model, hvilket undrer mig, og det fortæller noget om den ideologiske linje i forslaget.

Spørgeren.

Jeg er ikke enig i den udlægning. Altså, aftalen er stadig væk grundlaget. Det er det, vi gerne vil. Pointen er bare, og det ved alle, der har været i regionerne, at det ikke altid er muligt, og så er det, at vi skal have en anden måde at gøre det på. De læger, der måtte blive ansat på en regionsklinik eller en udbudsklinik, er jo ikke mere eller mindre private end alle de andre læger, der er i systemet.

Jeg synes, der er en grundlæggende misforståelse i den måde, ordføreren fremlægger lovforslaget på, i forhold til hvad det er, vores sundhedsvæsen består af i dag. Din egen læge er ikke en offentlig person. Det er en privat erhvervsdrivende, som bare byder en service ind til vores sundhedsvæsen. Det er sådan, det er skruet sammen.

Ordføreren.

Ja, men det er jo også noget med den magtfordeling, der bliver forskudt med det her forslag, for de rammer, den praktiserende læge er underlagt nu, er en aftale baseret på PLO og regionerne. Det er det, man gør op med. Det er det, man flytter, og PLO står på lægernes side, så på den måde vil der ske nogle ændringer.

Det er jo rigtigt nok, at vi ikke ved, hvad det konkrete omfang af det er. Det er først noget, der bliver lavet senere hen. Det er, som om man ikke vil anerkende, at der selvfølgelig sker kæmpestore forandringer med det her forslag. Det er jo derfor, det er der.

Tak til ordføreren uden for grupperne. Så er vi nået til indenrigs- og sundhedsministeren.

Tak for det, formand, og tak til ordførerne for taler og bemærkninger til lovforslaget, vi behandler nu, som også er en del af den samlede sundhedsreform. Med lovforslaget her sætter vi jo for alvor gang i bevægelsen mod det, der er vores ambition om at skabe et langt mere nært sundhedsvæsen, hvor langt flere borgere og patienter kan få pleje og behandling uden for sygehusene i eller tæt på eget hjem. Det kræver dermed også, at vi styrker og udvikler det nære sundhedsvæsen og ikke mindst det almenmedicinske tilbud, der er i centrum for lovforslaget her.

For vi kan konstatere, og det er åbenlyst, at det nære sundhedsvæsen ikke er stærkt nok alle steder i Danmark. Der er meget stor forskel på, hvilken adgang man har til egen læge, hvad kvaliteten er af de tilbud, der er, og hvor langt der er til dem, og der er for mange, der får tilbud med for forskelligartet kvalitet. Det handler også om og er afstedkommet af, at der i dag er for få læger de steder i landet, hvor der er flest syge. Derfor vil vi nu også ændre den måde, vi styrer og udvikler det almenmedicinske tilbud på, altså borgerens egen læge, så det almenmedicinske tilbud kan varetage den nøglerolle, som det er tiltænkt i fremtidens sundhedsvæsen.

For et stærkt almenmedicinsk tilbud er en helt, helt central forudsætning for, at vi kan styrke det nære sundhedsvæsen og dermed også sikre en mere lige adgang til sundhed. Borgerens egen læge er i dag en afgørende grundsten i vores sundhedsvæsen. Det er så at sige hovedindgangen for de fleste af os. De almenpraktiserende læger løfter i dag en stor og vigtig opgave. De har en nøglerolle i sundhedsvæsenet, og det vil og skal de også have fremover.

Med lovforslaget her tager vi for alvor hul på det, som jeg ganske rigtigt et par omgange har kaldt for reformen i reformen. For det er en reform i sig selv, vi laver af det almenmedicinske tilbud, hvor vi styrker og udvikler tilbuddet, og vi styrker lægernes tovholderfunktion for patienterne, beder dem om at løfte et større ansvar og spille en endnu tydeligere rolle i patienternes liv, men forudsætningen for, at vi kan lykkes med det, er også, at rammerne skal være på plads, og at vi er parate til at investere i det nære sundhedsvæsen og i det almenmedicinske tilbud, og det er vi. Vi investerer massivt med sundhedsreformen i opbygningen af det nære sundhedsvæsen og ikke mindst i de almenmedicinske tilbud.

Som en del af den samlede reform øger vi antallet af læger i de almenmedicinske tilbud, så ambitioner og midler også fremover kommer til at følges ad. Jeg tror, det var den konservative ordfører, der i sin tale tidligere refererede til, at målet om de 5.000 læger i 2035 var en målsætning, man aftalte i 2020, og det er helt korrekt, men det var netop også kun en målsætning. Det nye her er jo, at vi går fra, at det bare er en målsætning, vi alle sammen kan være enige om, til at vi nu også skrider frem til at sige, der også skal være handling, der skal være økonomi bag målet om, at der skal være mindst 5.000 læger i det almenmedicinske tilbud i 2025 – mindst.

Det er 1.500 flere end i dag og dermed jo en kæmpe, kæmpe udvidelse, vi ser ind i, og som nu er finansieret. Vi skal de kommende år uddanne flere speciallæger i almen medicin, også uden for de store byer, og vi sætter også skub i medicinuddannelsen i Esbjerg, Køge og Aalborg, så vi kan få flere læger ud i hele landet, så vi sikrer, at alle borgere får let og lige adgang til en læge tæt på, uanset hvor de bor, og så det almenmedicinske tilbud i højere grad kan prioritere indsatserne og ressourcerne til de mest sårbare og syge borgere.

For i dag er der store udfordringer med lægedækningen i visse dele af landet. Det er en udfordring, som har været diskuteret rigtig meget politisk, og en udfordring, som skiftende regeringer igennem årene forgæves har forsøgt at løse. Ingen er nået i mål. Med lovforslaget her tager vi derfor nu langt mere grundlæggende fat. Nu tager vi de nødvendige skridt til en bedre, men også meget mere lige fordeling af læger i det almenmedicinske tilbud med en national fordeling af lægerne – en fordeling, der som noget nyt taget udgangspunkt i patienternes behandlingsbehov. Vi kommer dermed også til at styre mere fra nationalt hold og fordele lægerne i det almenmedicinske tilbud, så det bedre matcher patienternes behov. For hvor der er flest syge borgere, skal der også være flere læger.

Derfor skal der også være en bedre sammenhæng mellem, hvor mange patienter man har tilknyttet i en klinik, og patienternes behandlingsbehov. Med lovforslaget her sikrer vi derfor, at læger i områder, som har mange syge borgere og sårbare borgere med et stort behandlingsbehov, skal have adgang til og mulighed for at kunne have færre patienter tilknyttet, så de i stedet kan bruge mere tid på patienterne, mens visse klinikker i områder med mange raske og ressourcestærke borgere skal kunne have flere. Og efterhånden som der bliver uddannet flere speciallæger i almen medicin – og det er vigtigt – vil alle læger, alle læger, på sigt få tilknyttet færre patienter.

Det gør vi, fordi det er vigtigt også at give mulighed for, at de praktiserende læger, borgerens egen læge, kan løfte flere opgaver. Jeg tror, at de fleste praktiserende læger i dag vil sige: Vi vil godt være med til at påtage os et øget ansvar og flere opgaver, men hvordan skal vi få tiden til det, og hvordan skal vi få muligheden for det? Det er det, der fordrer, at vi skal sørge for, at der bliver uddannet flere speciallæger i almen medicin, men en vigtig vej er jo også at sikre en bedre fordeling, så vi på den måde også tager højde for, at forskellige borgere har forskellige behov, og at vi er nødt til at sikre, at der er flere læger der, hvor der også er flere syge.

Fremover bliver det jo regionsrådene, der får kompetencen og opgaven med at fastlægge patienttallet for den enkelte klinik. Det sker med afsæt og udgangspunkt i en ny national fordelingsmodel, og med den nye organisering i sundhedsvæsenet får sundhedsrådene opgaven fra 2027 med udgangspunkt igen i patienternes behov og ud fra regionens kendskab til lokale behov og hensyn til den enkelte og hos den enkelte klinik. Der er allerede i dag mange læger, som har flere patienter end det, som normtallet tilsiger. Regionsrådene skal derfor også sørge for at fastlægge patienttallet i et tæt og konstruktivt samspil med de praktiserende læger, og vi forudsætter, at før regionsrådet pålægger en klinik væsentlig flere patienter, så forsøger man at aftale patienttallet frivilligt baseret på klinikkens samlede situation og muligheder, så vi fortsat sikrer gode rammer og vilkår for lægerne, så det fortsat vil være attraktivt at arbejde i det almenmedicinske tilbud.

Med lovforslaget her reducerer vi også samtidig antallet af ydernumre, som kan ejes af én læge i det almenmedicinske tilbud. I dag kan en læge eje op til seks ydernumre, fremover vil det være tre. Det skal sikre, at læger med flere ydernumre i praksis efterlever gældende regler, og at den kvalitet, som borgerne møder i det almenmedicinske tilbud, er høj. Derfor giver vi med lovforslaget regionerne mere kontrol med ydernumrene i almen praksis og større indflydelse på valg af leverandører.

Vi afskaffer samtidig de lovgivningsmæssige barrierer for regionerne. Vi giver nye muligheder for, at regionerne også kan bruge forskellige klinikformer og leverandører i det almenmedicinske tilbud, så regionerne også kan sammensætte det almenmedicinske tilbud ud fra lokale behov, så de bedre kan tilpasse tilbuddene til særlige patientgrupper, ikke mindst til de patienter, der oplever udfordringer med at bruge de eksisterende, traditionelle tilbud. Det tror vi på vil kunne understøtte, at også sårbare borgere sikres den hjælpe lægehjælp, de er berettiget til.

Med flere muligheder og også flere kompetencer for regionerne, større fleksibilitet og med lige dele forpligtelser og redskaber giver vi regionerne mulighed for at sikre gode almenmedicinske tilbud i hele landet, og dermed letter vi også adgangen til behandling og giver alle borgere flere valgmuligheder. For vi har brug for et stærkt almenmedicinsk tilbud, for at vi kan nå i mål med sundhedsreformen. Med de ord vil jeg sige tak for Folketingets opmærksomhed.

Igen vil jeg sige en særlig tak til aftalepartierne for et godt, konstruktivt og tillidsfuldt samarbejde, også igennem forhandlingerne, og dermed også en tak for, at partierne er med til at tage ansvar for, at vi kommer et rigtig vigtigt skridt nærmere at løse de udfordringer, vi står over for, og som vi har brugt så farlig meget tid på at diskutere igennem rigtig mange år uden for alvor at få taget de fornødne beslutninger. Jeg ser frem til den videre udvalgsbehandling og står naturligvis til rådighed for besvarelse af de spørgsmål, som udvalget måtte have undervejs.

Fru Theresa Scavenius, uden for grupperne.

Tak. Ministeren siger, at regionerne får større muligheder i forhold til valg af leverandører, og det er det, vi har diskuteret i en times tid efterhånden, tror jeg. Det er det her med, at der ligesom er nogle, der hæfter sig ved, at regionerne kan lave flere klinikker selv, og så er der det her spørgsmål om udbudsklinikker, som er uden for overenskomst. Vil ministeren ikke selv vurdere lovforslagets ideologiske karakter? For jeg synes, at der ligesom er lidt uenighed om det her. Det er jo lidt sådan, at nogle af de traditionelle højrefløjspartier er imod det, og at nogle af venstrefløjspartierne er for det. Men ministeren repræsenterer et parti, der traditionelt er gået ind for en privatisering af sundhedssektoren, så jeg tænker også, at ministeren er interesseret i netop den her debat om, hvor meget vi skal privatisere fremadrettet, og meget privatisering der sker på det her område i forhold til det her lovforslag.

Ministeren.

Nu står jeg her i dag som minister på vegne af regeringen. Men nej, mit eget parti, Venstre, går ikke ind for at privatisere sundhedsvæsenet i Danmark. Vi tror på og er stolte af, at vi skal have et stærkt samlet offentligt sundhedsvæsen. Hvilken ideologisk karakter har det? Hvis jeg skal kigge ned på lovforslaget med mine briller på, vil jeg sige, at det da har en karakter, som jeg synes er iblandet en god portion sund fornuft og ikke mindst også en handling hen imod det mål, som jeg fornemmer at alle er enige om, nemlig at alle skal have adgang til en læge tæt på, men hvor vi nu gør noget nyt i stedet for bare at snakke og snakke, altså hvor vi rent faktisk både sikrer økonomien og rammerne til, at vi kan få markant flere læger i de almenmedicinske tilbud, og at vi ikke mindst også kan sikre en langt bedre fordeling, så vi på den måde også sikrer, at alle borgere får den reelle adgang til også at kunne have egen læge tæt på.

Spørgeren.

Det lyder næsten ligesom Borgernes Parti, som også går ind for sund fornuft. Jeg synes ikke rigtig, at det er en seriøs måde at tage debatten på. Der er nogle klare ideologiske linjer i sundhedssektoren, som vi skal tage stilling til. Lægeforeningens formand har netop bedt os om det. Der sker en øget privatisering fra et lille område, og vi skal ligesom finde ud af, i hvilken retning vi vil gå. Derfor er det det, alle sundhedspolitikere skal forholde sig til, inklusive sundhedsministeren. Jeg ser helt klart, at der bliver åbnet for en ideologisk retning her, hvor der er en øget privatisering, dvs. en kommercialisering i forhold til at være uden overenskomst. Det synes jeg bare at vi skal være opmærksomme på, og så kan man jo være for eller imod det.

Ministeren.

Ja, det er så fint, at løsgængeren gerne vil forsøge at karakterisere, hvad der er en seriøs måde at tage debatten på. Jeg synes også, at det er en seriøs måde at tage debatten på, at man også læser de lovforslag, vi behandler her i Folketinget, og går ned i den substans. Altså, prøv at høre: Det er jo ikke en privatisering af vores sundhedsvæsen, vi snakker om. Vi har i dag almenpraktiserende læger. De er private erhvervsdrivende. Vi giver nu også regionerne nogle øgede frihedsgrader i forhold til at kunne etablere egne regionsklinikker og gå i udbud, og vi fjerner dermed nogle af de eksisterende barrierer. Men grundstenen vil jo fortsat være det, vi forstår og kender som de almenpraktiserende læger, som er borgerens indgang til vores sundhedsvæsen.

Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Sundhedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.