Det sidste punkt på dagsordenen er:

17) 1. behandling af lovforslag nr. L 179:

Forslag til lov om ændring af udlændingeloven, repatrieringsloven og lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (Skærpelse af bortfaldsregler for udlændinge med asyl, herunder regler om tilbagebetaling af udbetalt hjælp til repatriering, og udvidelse af adgangen til straksudsendelse).

Af udlændinge- og integrationsministeren (Kaare Dybvad Bek).

(Fremsættelse 27.03.2025).

Forhandlingerne er åbnet. Og den første ordfører, der får ordet, er hr. Frederik Vad fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Med det her lovforslag foreslås det at skærpe bortfaldsreglerne for flygtninge, så de i højere grad kommer til at svare til reglerne for andre udlændinge. Som reglerne er indrettet i dag, kan opholdstilladelsen alene bortfalde, hvis en flygtning har taget bopæl i sit hjemland eller har opnået beskyttelse i et land uden for Danmark.

I Socialdemokratiet mener vi, at der ikke bør være lempeligere regler på det her område for flygtninge end for andre udlændinge. Det er kun rimeligt at skærpe bortfaldsreglerne for flygtninge, så de i højere grad kommer til at svare til reglerne for andre.

Med lovforslaget foreslås det desuden, at reglerne om tilbagebetaling af udbetalt hjælp til repatriering vil blive ændret, så der i alle tilfælde vil være pligt til at tilbagebetale de penge, man har modtaget fra det danske fællesskab, hvis man fortryder sin repatriering og rejser tilbage til Danmark.

Derudover foreslås det med lovforslaget at udvide adgangen til at foretage strafafbrydelse for udviste udlændinge, der afsoner fængselsstraf, så de kan blive straksudsendt. For mig at se er det det væsentligste forslag her.

Ordningen finder i dag anvendelse på bl.a. udlændinge, der er idømt en ubetinget fængselsstraf i op til 4 måneder og udvist. Med lovforslaget udvides ordningen til også at omfatte udlændinge, der er idømt en ubetinget frihedsstraf i op til 1 år og udvist. Straksudsendelse vil fortsat være betinget af hensynet til retshåndhævelsen eller andre særlige omstændigheder, der ikke fører til, at straffen ikke afbrydes.

I den her sammenhæng er det jo væsentligt at sige, at grunden til, at man ikke bare kan arbejde med straksudsendelse i forbindelse med alle typer af forbrydelser, er der vel sådan to primære årsager til. Den ene er, at der jo selvfølgelig er et hensyn til retsfølelsen hos de mennesker, der er blevet udsat for kriminelle udlændinges adfærd, og den anden er, at rigtig mange lande naturligt nok – sådan vil vi også have det i Danmark – ikke rigtig vil tage imod deres egne borgere, hvis ikke de borgere har udstået deres fængselsstraf. Altså, man vil ikke tage imod dømte kriminelle, som ikke har udstået deres straf i forhold til meget hårde forbrydelser.

Men det er rigtig, rigtig godt. Vi strammer op i forhold til repatriering, vi strammer op i forhold til asylophold, og vi strammer op i forhold til straksudsendelse. Det er godt. Det løser ikke alverden, og det er ikke kæmpestore politiske tiltag, men det er gode og fornuftige skridt på vejen til at få et bedre samfund. Og vi har i øvrigt også noteret os fra Socialdemokratiets side, at der er et ændringsforslag til lovgivningen, som vi også bakker op om.

Der er altså alt i alt tale om et fornuftigt lovforslag, som Socialdemokratiet naturligvis kan støtte.

Tak til ordføreren. Den første spørger er hr. Steffen Larsen, Liberal Alliance. Værsgo.

Jeg bliver forvirret af ordførerens tale. Det gør jeg, fordi ordføreren starter med at sige, at i alle tilfælde vil repatrieringshjælpen skulle tilbagebetales. »I alle tilfælde«, blev der sagt. Dernæst siger ordføreren i afslutningen af sin tale, at han naturligvis vil støtte ændringsforslaget. Nu citerer jeg bare lige fra ændringsforslaget:

»Det foreslås derfor, at kravet om tilbagebetaling af udbetalt hjælp til repatriering alene skal gælde inden for de første 2 år efter udrejsen«.

Lemper man i ændringsforslaget, sådan at det ikke er i alle tilfælde længere? Der er også nogle andre steder, hvor man lige pludselig sår tvivl om, hvordan repatrieringsydelsen i ændringsforslaget skal forstås. Derfor bliver jeg forvirret. Da jeg sad og læste ændringsforslaget, som kom her, kun ganske få timer inden vi skulle i salen med det her, blev jeg forvirret. For man laver en skærpelse, og dernæst laver man et ændringsforslag, som egentlig er et opgør med den skærpelse, man netop foreslår. Det kan jeg ikke forstå.

Ordføreren.

Nej, det er ikke et opgør med den skærpelse. Det er en tilretning. Jeg forstår godt, at ordføreren blev forvirret, for nu har jeg lige kigget i mit talepapir, som jeg har skrevet, før jeg selv så ændringsforslaget, og det er fuldstændig rigtigt, at der er i det ændringsforslag lagt nogle begrænsninger ind, som skal tage hensyn til nogle af de forpligtelser, Danmark er tilknyttet.

Men som jeg forstår det – jeg har også spurgt ind til det med et halvt øre, i forhold til hvad jeg har kunnet nå – udhuler det ikke lovforslaget. Der vil med det her lovforslag stadig væk være nogle signifikante opstramninger. Men det er rigtigt, hvad ordføreren siger. Der er i ændringsforslaget lagt nogle begrænsninger ind i forhold til det oprindelige udkast. Det har ordføreren ret i.

Spørgeren.

Dermed er vi også i den situation, at det meget bombastiske »i alle tilfælde« ikke gælder længere. Kan hr. Frederik Vad ikke lige bekræfte det? Tak.

Ordføreren.

Jo, jeg sagde netop, at det ændringsforslag, som er kommet ind ret sent, tilretter det her lovforslag på en måde, så det ikke er i alle tilfælde; det er inden for nogle snævrere rammer. Men sådan en misforståelse kan vel opstå for enhver, tænker jeg.

Så er det hr. Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Det her lovforslag lemper reglerne for tilbagebetaling af repatrieringshjælp. Det vil sige, at mennesker, der har fået mere end 150.000 kr. i hænderne af den danske stat – danske skattekroner betalt danskere, der går på arbejde hver eneste dag – er rejst til udlandet mod at få de penge, og så er de efterfølgende vendt tilbage til Danmark og kan nu få lov at beholde de penge, de har fået i hånden af den danske stat for at rejse i første omgang.

Hvordan i alverden kan regeringen og Socialdemokratiet foreslå noget, der er så skingrende vanvittigt? At mennesker, der har fået over 150.000 kr. i hånden af den danske stat for at rejse ud af Danmark og så efterfølgende er vendt tilbage, kan få lov at beholde de penge, de fik for at rejse, forstår vi i Dansk Folkeparti ikke noget som helst af.

Ordføreren.

En kæmpe lempelse, blev der sagt. Det er lidt svært at finde ud af, hvor man skal starte. Det er meget, meget få sager, det her jo egentlig drejer sig om. Hvor mange er det? Vi har ikke fået opgørelsen endnu, men som jeg kan læse mig frem til, har ministeriet identificeret potentielt 20-21 sager. Jeg synes, at hr. Mikkel Bjørn tager munden lidt for fuld. Det er et lovforslag, som generelt flytter udlændingepolitikken i den retning, Dansk Folkeparti synes den skal flyttes i. Det synes jeg at man skal notere sig.

Spørgeren.

Det her handler da om principper. Det handler da om ret og rimelighed. Man vil nu foreslå, at udenlandske borgere, der får mere end 150.000 skattekroner i hånden for at rejse ud af Danmark og så efterfølgende vender tilbage, kan få lov at beholde de penge, selv om de er vendt tilbage til Danmark. De fik dem for at rejse, og så vender de tilbage, og nu foreslår man, at de skal få lov at beholde de penge. Det er da fuldstændig skingrende vanvittigt.

Er det oprigtig regeringen og Socialdemokratiets holdning, at mennesker, der har fået over 150.000 skattekroner i hånden for at rejse, skal have lov at beholde de penge, selv om de vender tilbage til Danmark?

Ordføreren.

Nej, det er det ikke. Men jeg synes, at ordføreren afslører sig selv lidt her. Han siger, at det ikke handler om virkeligheden, men at det handler om principper, og det er det, der er problemet her. Det bliver så småt for Dansk Folkeparti. Det bliver så småt, for der er fuldstændig grundlæggende styr på udlændingepolitikken. De bærende søjler står. Nøgletallene på de væsentligste områder, når det gælder flygtninge, står fuldstændig knivskarpe. Det, man gør, er, at man går ned og gør det så småt, som man overhovedet kan. Principper må aldrig afkobles virkelighedens verden, hr. Mikkel Bjørn.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere spørgsmål, og vi fortsætter i talerrækken, og den næste er fru Heidi Bank, Venstre.

Jeg oplæser talen på vegne af Venstres udlændinge- og integrationsordfører, Hans Andersen, som er forhindret i at deltage i debatten i dag. Jeg skal også sige, at jeg jo også er opmærksom på, at der er sket en ændring, så jeg forsøger selvfølgelig at tilpasse det efter det.

Vi behandler i dag et lovforslag, der på flere punkter strammer op på udlændingepolitikken. I Venstre støtter vi forslaget. Vi mener, at det er et fornuftigt skridt. Når man får asyl i Danmark, er det, fordi man har et beskyttelsesbehov. Det klare udgangspunkt skal være, at asyl er midlertidigt, og at man derfor skal rejse hjem, når man ikke har et beskyttelsesbehov længere. Og så er det jo så, at der er blevet set på, hvordan man kan gøre det. Det har jo været, at Hvis en udlænding har taget ophold i et andet land, har man i sagens natur ikke længere et behov for beskyttelse i Danmark. Det var udgangspunktet for det forslag, regeringen er kommet med, og det har vi som udgangspunkt ment var fornuftigt, men vi kommer også til at bakke op om, at der nu er lavet en ændring på basis af nogle høringssvar.

Vi mener også i Venstre, at det er positivt, at der lægges op til, at flere udviste udlændinge, der afsoner fængselsstraf, skal kunne straksudsendes, så grænsen for, hvornår der kan ske strafafbrydelse, hæves til 1 års fængselsstraf. Helt generelt skal udlændinge uden lovligt ophold ikke være i Danmark. Straksudsendelser kan være et nyttigt værktøj til at gribe muligheden, mens den er der, for at få sendt en kriminel udlænding ud af Danmark. Så vil jeg blot bemærke, at det fortsat vil være sådan, at udlændinge dømt for bl.a. grov vold, voldtægt og bandekriminalitet ikke kan få afbrudt deres strafafsoning. Vi bakker også op om ændringen i reglerne for repatrieringshjælp. Repatrieringshjælp kan kræves tilbagebetalt, hvis udlændingens opholdstilladelse ikke er bortfaldet.

Som sagt mener vi i Venstre, at der med lovforslaget er tale om nogle fornuftige opstramninger, og vi støtter derfor lovforslaget. Tak for ordet.

Tak. Der er et spørgsmål til hr. Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Venstre støtter sammen med Socialdemokratiet et forslag, som betyder, at udlændinge, der har fået over 150.000 kr. i hånden af den danske stat for at rejse ud af Danmark, faktisk kan få lov at beholde de penge, selv hvis de vender tilbage til Danmark på et senere tidspunkt.

Hvordan kan det oprigtig være Venstres, regeringens og Socialdemokratiets holdning, at mennesker, der har fået penge, altså danske skattekroner, for at rejse ud af Danmark, skal have lov at beholde de penge, selv hvis de vender tilbage på et senere tidspunkt?

Ordføreren.

Nu læste jeg Politiken her i weekenden. Jeg læste bl.a., hvordan en tidligere embedsmand, som jeg lige husker det, beskrev den her succes, det faktisk er, med at få sendt udlændinge ud af Danmark igen.

Jeg tror, at når vi laver den slags, vil noget af lovgivningen da ramme hundrede procent rigtigt. Andre gange vil man måske opdage, at der var nogle huller i noget eller nogle ting, man helst ville have gjort anderledes. Det er klart, at vi jo helst ønsker, at alle dem, der bliver repatrieret, ikke kommer tilbage. Vi synes jo heller ikke, at det er fantastisk, når vi står i en situation, hvor der er nogle, der skal have en tilbagebetaling. Men hvis der har været nogle udfordringer i den lovgivning, der har været, må man også agere efter den lovgivning, vi nu engang også selv skal navigere efter.

Spørgeren.

Tag som eksempel Jytte, der går på arbejde hver dag i Netto og måske møder kl. 6.00, eller Jørgen, der er gadefejer og også møder kl. 6.00. De arbejder til sent om eftermiddagen og betaler skattekroner ind til den danske stat ved hver dag at gå på arbejde. De betaler så 150.000 kr. til udenlandske borgere for at forlade landet. Kan Venstre ikke godt forstå, at det så bliver en lille smule mærkeligt, at de borgere faktisk kan få lov at beholde de skattekroner, som Jørgen og Jytte har betalt ind til den danske stat, og som staten så har givet videre til disse udlændinge for at rejse ud, selv hvis de vender tilbage på et senere tidspunkt? Det skriger jo til himlen i absurditet. Er det oprigtig Venstres holdning?

Ordføreren.

Nu er det jo ordføreren, der nævner 150.000 kr. Jeg ved slet ikke, om der er så store beløb på tale for enkeltindivider. Men det er klart, at det ikke er kønt, hvis man ikke får det afdækket i forhold til de her ting. Men jeg har det også sådan, at hvis der er huller i lovgivningen, er man nødt til at rette op på det.

Tak til Venstres ordfører. Der er ikke flere, der har spørgsmål. Vi fortsætter i talerrækken med Danmarksdemokraternes ordfører, hr. Peter Skaarup.

Tak for ordet. Det her lovforslag har jo til formål at rette op på forskellige åbenlyse uhensigtsmæssigheder i den lovgivning, vi har om hjemsendelser. Sådan mener jeg også at regeringen formulerer det. Vi synes egentlig i Danmarksdemokraterne, at det er fornuftigt, at man giver forskellige områder et servicetjek. Som sædvanlig, havde jeg nær sagt, synes vi så, at man skulle prøve at dele den slags forslag op i forskellige forslag. For det er jo igen en bunkelov, hvor man vælter en masse ting ned, og så er der måske nogle detaljer i det her, som vi gerne bruge noget mere tid på at diskutere, og der bliver det lidt sværere, også under en førstebehandling som den her, for der er jo relativt kort tid. Men altså, lad os prøve at tage den fra en ende af.

Den første ændring handler om reglerne for bortfald af flygtninges opholdstilladelse. Som man forklarer det her, er reglerne i dag jo sådan, at en flygtning uden særlig tilknytning til Danmark i princippet kan opholde sig i udlandet i årevis, uden at det har nogen konsekvens for opholdstilladelsen her i landet. Det synes vi ikke er rimeligt. Danmark skal ikke være sådan et sikkerhedsnet, man har i baghånden, når man i virkeligheden har valgt et andet liv i udlandet.

Derfor støtter vi den lovændring, der lå før det ændringsforslag, som muligvis kommer på banen nu fra regeringens side, så det bliver tydeligere, at opholdstilladelsen ikke er noget, man sådan bare lige kan sætte på pause og så hente frem igen, når det passer en. Vi vil under udvalgsbehandlingen kigge nærmere på, hvad det er, der har gjort, at regeringen så kommer med et ændringsforslag. Hvis det har noget med konventionerne at gøre, kan man sige, at de konventioner jo også var der før. De er ret gamle, så de var der jo også, da regeringen lavede forslaget. Det synes vi er rigtig interessant. Hvad er det, der lige er sket dér?

Den anden ændring handler om, at der manglede en lovhjemmel til, at myndighederne i visse tilfælde har kunnet kræve repatrieringsstøtte tilbagebetalt. Det kan jo f.eks. være tilfældet, hvis udlændinge ikke har opholdt sig længe nok i udlandet til at miste deres opholdstilladelse, og det synes vi jo også er helt uholdbart. Derfor synes vi egentlig, at det lyder meget fornuftigt, at man får en klarere lovhjemmel.

Men der er også et men i det her, for regeringen lægger jo ikke op til, at loven skal virke bagudrettet, altså at de udlændinge, der allerede har modtaget krav på tilbagebetaling uden lovhjemmel, nu skal slippe for det. De skal så til gengæld kompenseres, hvis der alligevel har været et tilbagebetalingskrav, og det giver ikke rigtig nogen mening. Hvis det er rigtigt at kræve pengene tilbage, skal det fastholdes. Det synes vi. Derfor vil vi arbejde for, at vi får et ændringsforslag under udvalgsbehandlingen, sådan at loven får virkning også bagudrettet. Alt andet er forkert, synes vi.

Så er der den tredje del. Den handler om at sikre straksudvisning af udlændinge, der er idømt op til 1 års fængsel. Her deler Danmarksdemokraterne regeringens opfattelse af, at hensynet til en mere effektiv udsendelse af kriminelle udlændinge kan veje tungere end hensynet til, at de her udlændinge afsoner deres dom fuldt ud i danske fængsler og optager fængselspladser i Danmark. Det kunne jo sådan set også have været Kosovo, hvis regeringen var kommet i gang med det projekt. Det trækker voldsomt ud. Men uanset det er det da fornuftigt, at de mennesker kommer tilbage, i stedet for at de fylder i danske fængsler.

Derfor støtter Danmarksdemokraterne også, at udlændinge, der er idømt en ubetinget fængselsstraf på op til 1 år og er udvist, skal kunne straksudvises, men samtidig mener vi, at regeringen så også bør gøre langt mere for, at de her hjemsendelsesaftaler med andre lande fungerer, sådan at kriminelle udlændinge kan afsone i deres hjemland. Der er jo ingen grund til, at man, hvis man har lavet kriminalitet i Danmark, optager plads i danske fængsler. Man bør optage plads i fængslerne i det land, man kommer fra, og hvor man har statsborgerskab. Så her kommer også en opfordring: Kom i gang med den del.

Generelt kan man sige, at der i det her lovforslag er nogle skridt i den rigtige retning, men der er som sagt også nogle betænkeligheder ved dele af det, der ligger på bordet her. Så vi vil interessere os meget for detaljerne i det i forbindelse med udvalgsarbejdet, og så ser vi på, hvilke ændringsforslag og hvilke spørgsmål der skal stilles.

Mange tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Så kan vi gå videre til SF's ordfører, og det er hr. Mads Olsen. Værsgo.

Tak for ordet, formand. I SF er vi åbne for ethvert forslag, der sikrer udvisning af flere kriminelle udlændinge, så længe det overholder Danmarks internationale forpligtigelser. Det er sådan set ikke en ny linje for os. Det har i mange år været en konsekvent linje for SF, at vi både skal beskytte retssikkerheden og beskytte vores fællesskab imod personer, som begår alvorlig kriminalitet. Vi har stemt for stort set alle tiltag, der sikrer udvisning af flere kriminelle udlændinge, så længe det holder sig inden for Danmarks internationale forpligtigelser.

Det her forslag er jo et sammensurium af ting. Man har det her med tilbagebetaling af repatrieringsydelsen, som jeg stadig ikke er helt sikker på at jeg forstår med det nye ændringsforslag, der er kommet ind lidt sent. Så har man skærpelse af bortfaldsregler for personer med asyl. Og så er der det her om strafafbrydelse. Men vi er sådan set enige med de tidligere ordførere. Hovedelementet for os er, at man vil ændre reglerne for strafafbrydelse for udviste udlændinge, der afsoner en fængselsstraf i op til 1 år. Med de nuværende regler kan man kun gøre det for fængselsstraffe i op til 4 måneder, og vi tænker sådan set, at hvis vi kan få flere kriminelle udlændinge ud af landet, er det jo grundlæggende godt. Det har vi i SF gentagne gange vist hernede i salen at vi gerne vil. Derudover tænker jeg også, at det vil frigive mere kapacitet i vores i forvejen rimelig pressede fængsler.

Desuden er der det her element med, at man som asylansøger vil miste sin opholdstilladelse, hvis man har boet i længere tid ude af landet. I SF synes vi egentlig også, at det er underligt at give asyl til en person, som så vælger i meget lang tid at bo i et andet land, hvor de ikke har fået beskyttelse, og hvor de ikke har fået en opholdstilladelse. Men Institut for Menneskerettigheders bemærkninger omkring mulige brud på konventionerne bekymrede os ærlig talt, og derfor blev jeg også lige nødt til at ændre min tale her til sidst. For regeringen har jo så har et par timer før debatten fremsendt et ændringsforslag, der skal imødekomme det.

Jeg ser frem til udvalgsarbejdet og til at tjekke op på, om et ændringsforslag grundlæggende er godt nok. Jeg synes, og det er ment som en generel bemærkning, at det altid er ærgerligt, når der kommer et så substantielt ændringsforslag ind, 2-3 timer før debatten skal i gang, der både ændrer på det her med, om det potentielt er konventionsstridigt, og så også det her med repatrieringsydelsen. Det skyldes jo også, så vidt jeg har forstået på processen, at man har valgt at fremsætte det, mens høringsperioden stadig væk var i gang. Jeg synes, at det har været en underlig proces, og det ser vi jo så konsekvenserne af i dag her i debatten, hvor jeg tror, at der mange af os, der egentlig ikke helt forstår, hvad det her ændringsforslag kommer til at gøre. Det håber jeg også at vi kan få en teknisk gennemgang af, så vi ligesom forstår konsekvenserne af det, vi stemmer om.

Men umiddelbart stemmer vi i SF for, medmindre der er noget, der kommer frem, der bringer det hele i spil. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning til hr. Mikkel Bjørn.

Tak for det. Jeg må indrømme, at jeg også blev forvirret, da jeg læste ændringsforslaget. Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg synes, at meget af det er det rene volapyk. Jeg ved ikke, om det er bevidst volapyk, eller om det simpelt hen er konsekvensen af, at man ikke selv ved, helt præcis hvad det her ændringsforslag handler om.

Men den sætning, der virkelig springer i øjnene, er jo sætningen på allersidste side i ændringsforslaget, hvor der står, at det foreslås, at »kravet om tilbagebetaling af udbetalt hjælp til repatriering alene skal gælde inden for de første 2 år efter udrejsen«. Det vil sige, at hvis en udlænding har fået over 100.000 skattekroner i hånden for at rejse ud af landet og personen så vender tilbage efter 2 år og 1 måned, så kan personen bare beholde de over 100.000 skattekroner, som personen har fået for at rejse i første omgang. Det er jo mildest talt fuldstændig skørt. Hvad mener SF om det?

Ordføreren.

Jeg tror lige, at jeg skal bruge noget tid på at dykke lidt mere ned i ændringsforslaget, for der står også – jeg mener, at det endda er den næste sætning – at det stort set svarer til de regler, der er på området i dag. Så jeg kan ikke gennemskue, hvor stor en ændring det her rent faktisk er. Jeg synes jo også, at det er lidt ærgerligt, at man ikke lige har haft tid til at vende det med en rådgiver og ligesom få kigget på, hvad reglerne er i dag, og hvordan det her adskiller sig fra de regler, der er i dag.

Jeg synes, at det er for uoverskueligt til, at jeg lige kan give et svar på, om jeg synes, at den her ændring er kritisabel. For når der står det i det notat, eller hvad det nu er, vi har fået udsendt, at det sådan tilsyneladende svarer til de regler, man har i dag, har jeg svært ved at gennemskue, om det så bare er en teknisk ændring, eller hvad det helt præcis er. Jeg synes, at det er svært at gennemskue.

Hr. Mikkel Bjørn.

Det er svært at gennemskue. Men noget af det, jeg synes bekymrer, er jo, at der i det oprindelige lovforslag, altså også inden ændringsforslaget, står, at man nu kan risikere at skulle betale penge tilbage til nogle mennesker, som man egentlig havde krævet skulle betale pengene tilbage, men det har man så gjort uberettiget, selv om de reelt er vendt tilbage til landet.

Altså, det er jo en total udstilling af regeringens udlændingepolitik, at man betaler udlændinge for at rejse ud af Danmark, hvorefter de så vender tilbage, og at man så siger, at de skal betale nogle penge tilbage, fordi de er vendt tilbage, hvorefter man så på et senere tidspunkt opdager, at de faktisk ikke skal betale de penge tilbage alligevel. Altså, det er jo fuldstændig hovedløst.

Ordføreren.

Jeg vil i hvert fald tilføje til det, hr. Mikkel Bjørn siger, at det jo er tankevækkende, at en ordfører for Socialdemokratiet siger, at der er tale om ca. 20-21 tilfælde her, og at man derfor er klar til at ændre loven, når vi jo så samtidig har hele bederumsdebatten og hele debatten omkring det her tildækningsforbud, hvor man så siger, at man skal have mere information og have mere viden om, hvor stort et problem det her egentlig er.

Altså, hvis man kan gøre det på det her område, altså lave en ændring af loven på baggrund af noget, der drejer sig om 20 tilfælde, burde man da også være klar på at ændre det med det samme, når det gælder f.eks. bederummene. Jeg synes, at det er en underlig konsekvens af spørgsmålet om, hvornår noget er stort nok til rent faktisk at ændre loven.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi kan gå videre til Liberal Alliances ordfører, og det er hr. Steffen Larsen. Værsgo.

Det er jo altid noget forunderligt, når en debat, som man havde forventet skulle gå på en måde, måske går på en lidt anden måde.

I det oprindelige forslag her er der nogle udmærkede skærpelser af reglerne. Der bliver også rettet op på, hvad man måske kan sige er et klassisk socialdemokratisk område, hjemmelsudfordringer, hvor der bliver rettet op på manglende hjemmel i forhold til det med, om den her repatrieringshjælp skal tilbagebetales eller ej. Det er sådan set udmærket.

Nu modtager vi så i ordførerkredsen det her ændringsforslag, kort tid inden at vi skal debattere det her i salen. Mange af os sidder i forvejen i salen og diskuterer andre sager, mens vi modtager det her. Jeg sidder og læser ændringsforslaget og kommer frem til, at det egentlig gør op med en del af den skærpelse, som ligger i det oprindelige forslag, og derfor er jeg jo nødt til at stille nogle spørgsmål, der gør, at vi kan få nogle klare svar på, hvad det egentlig er, effekten af det bliver, også fordi der er nogle ting i ændringsforslaget, som står lettere ubehjælpsomt. Vi må selvfølgelig også få fundet ud af, hvad de uhjælpsomt skrevne dele af det præcis betyder for det her. Men der er nogle ting i det oprindelige forslag, hvor man får løst såkaldte hjemmelsudfordringer. Det er jo altid positivt, at vi begynder at have en lovgivning, der er i overensstemmelse med praksis.

Der er også alt det her med, at udvisning af kriminelle udlændinge skal kunne ske lidt mere smidigt. Det er fint, det er godt, det er vi absolut for i Liberal Alliance.

Så er der det her med repatrieringshjælpen. Som hr. Mikkel Bjørn siger, indføres den her 2-årsgrænse lige pludselig med ændringsforslaget. Den vil jeg egentlig gerne have en bedre begrundelse for end det, der står i mailen om det, for jeg er lidt usikker på, præcis hvorfor og hvordan det bliver lagt ind, og det kunne være rart at få en meget god afklaring af det, når ministeren går på, eller også må vi tage det i udvalgsbehandlingen.

Det minder nærmest om danegæld – den måde, at vikingerne for tusind år siden fik englænderne til at betale lidt penge. Det skete jo først ved, at man rendte over og plyndrede, og så blev englænderne rigtig trætte af en, og så tilbød de egentlig bare en at betale nogle penge, og så betalte de penge, og så skulle man jo ikke komme igen, men så kom man alligevel igen lidt senere, og så fik man jo pengene, og så smuttede man så igen. Sådan rejste man frem og tilbage hver anden sommer og fik lidt penge af englænderne. Det var jo meget rart med lidt romerske guld.

Jeg ved det ikke helt, men det minder lidt om en danegældssituation, man kunne oprette, hvis der er en meget kort tidsfrist på, lad os sige 2 år, for, hvornår man kan komme og få ret repatrieringsydelse igen næste gang, og så bliver det lige pludselig en lukrativ forretning at rejse frem og tilbage mellem Danmark og ens hjemland. Det synes jeg kunne være en uheldig sideeffekt af den her noget arbitrært korte tidsgrænse for det her, men vi må se, hvad svarene fra ministeren kommer til at levere.

Jeg håber altså ikke, at det kunne være effekten, men det sad jeg lidt at tænkte på om det ikke kunne være effekten, når vi sætter en 2-årsgrænse for, hvornår man ikke længere skal betale tilbage, sådan at man 2 år og 1 måned senere dukker op igen med hatten i hånden og siger: Jeg vil gerne rejse igen, men det koster 150.000 kr. Så det glæder vi os til at få nogle svar på. Tak.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre til Moderaternes ordfører, og det er hr. Mohammad Rona. Værsgo.

Tak for det, formand. Tak for ordet, og tak for debatten. Jeg vil ikke komme ind på det tekniske i forhold til lovforslaget. Det har vi sådan set været ret fint igennem. Der er nogle hovedpunkter i forhold til skærpelse af regler for bortfald af flygtninges opholdstilladelse, skærpelse af tilbagebetalingsregler og udvidelse af mulighed for straksudsendelse. Og der står sådan set meget fint i regeringsgrundlaget, at vi vil gøre alt, hvad vi kan for at kunne udvise flere kriminelle udlændinge. Først havde vi trappestigemodellen her før påske, og nu udvider vi straksudsendelser af kriminelle udlændinge, og det er alt i alt rigtig fint.

Jeg er helt med på, at der er en debat lige nu omkring ændringsforslaget, og det forventer jeg sådan set også selv at blive klogere på i forhold til udvalgsbehandlingen. Men alt i alt bakker vi op om lovforslaget.

Mange tak for det, og der er ikke nogen korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Så kan vi gå videre til Det Konservative Folkepartis ordfører, og det er fru Mai Mercado.

Det er en lidt svær tale at holde til et lovforslag, jeg troede at jeg skulle op at stå og tale for og bakke op, fordi det oprindelige lovforslag jo rummer en række udmærkede ting, som både bidrager til en mere ansvarlig og også en mere retfærdig udlændingepolitik. I det oprindelige lovforslag strammer man jo bortfaldsreglerne for flygtninges opholdstilladelse, således at de i højere grad sidestilles med reglerne for andre udlændinge, og det er rimeligt, for man skal ikke kunne bevare en opholdstilladelse i Danmark uden reel tilknytning til landet. Derudover vil der med lovforslaget også blive sat ind mod misbrug af repatrieringsordningen, hvor det altså bliver muligt at kræve repatrieringshjælp tilbagebetalt, hvis man har fortrudt at rejse tilbage til sit hjemland og kommer tilbage til Danmark. Og så har jeg skrevet her, at det er et nødvendigt skridt for at sikre, at ordningen ikke udnyttes.

Det er jo rigtig godt, indtil der tilsyneladende kl. 16.50 er kommet et ændringsforslag, og nu har jeg altså været i Folketingssalen siden kl. 13.00 i dag og sidder ikke i udvalget og har derfor ikke modtaget det ændringsforslag, som er blevet sendt på mail til de ordførere, som skal diskutere det her. Men der er kommet et, som jeg har fået lejlighed til sådan lige skråt over skulderen at læse lidt med på hos Dansk Folkepartis hr. Mikkel Bjørn – og det er jeg jo glad for – og det ser ud, som om den oprindelige skærpelse, som lå i lovforslaget, nu bliver udvandet, måske endda undermineret af et ændringsforslag, som så altså er stillet kl. 16.50.

Så i forvejen havde jeg faktisk stående i min tale, at vi ville stille nogle spørgsmål til udvalgsbehandlingen, og det tror jeg søreme da ikke vi vil mindre, efter at det her ændringsforslag er kommet ind fra siden. Så vi vil læse ændringsforslaget, og så vil vi opveje konsekvenserne heraf.

Mange tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Og så vidt jeg kan se, når jeg kigger rundt i salen, er vi nu nået til Dansk Folkepartis ordfører, og det er hr. Mikkel Bjørn.

Tak for det. De små forbedringer, som regeringen med dette lovforslag foreslår, herunder udvidelsen af mulighederne for straksudsendelse, drukner i en langt større og langt mere graverende fejl, nemlig en åbning for, at repatrierede kan vende tilbage til Danmark og alligevel beholde de danske skattekroner, de har fået med i bagagen for at rejse i første omgang.

Regeringen skriver selv, at de vil ændre reglerne, så udrejste udlændinge, der vender tilbage og på grund af mildere regler bevarer deres opholdstilladelse, kan få lov at beholde de penge, de fik udbetalt for at rejse.

Det er ganske enkelt skandaløst. Vi taler om danske skattekroner, midler, som borgerne i det her land har knoklet for at betale, og som regeringen tilsyneladende er klar til at forære væk uden sikkerhedsforanstaltninger, når borgerne så efterfølgende vender tilbage til Danmark. Ovenikøbet skriver regeringen, at ministeriet nu vil undersøge, om der tidligere er stillet uberettigede krav om tilbagebetaling, og i så fald frafalde disse med tilbagevirkende kraft.

Danmark skal altså betale penge tilbage til mennesker, der har misbrugt vores tillid ved at tage imod hundredtusindvis af skattekroner for at rejse og så vende tilbage. Så har man bedt dem om at tilbagebetale, og nu får de så lov at beholde pengene alligevel.

Dansk Folkeparti kan naturligvis ikke bakke op om de her lempelser, som fuldstændig underminerer danskernes tillid til repatrieringssystemet. Vi finder det også problematisk, at flygtninge, som rejser ud af Danmark, kan bevare deres opholdstilladelse, så længe de ikke har taget bopæl uden for EU. Det er for os i realiteten en kattelem, der gør det alt for let at bevare tilknytningen til Danmark uden reel tilstedeværelse.

Ligeledes er det højst kritisabelt, at flygtninge, som modtager repatrieringshjælp, stadig kan bevare deres opholdstilladelse, hvis ikke de bosætter sig varigt uden for EU. Staten sikrer sig ikke i tilstrækkelig grad, at flygtninge, der har modtaget økonomisk hjælp til hjemrejse, faktisk bliver ude. Og den slaphed kan ikke forsvares over for danske skatteydere.

Dansk Folkeparti vil altid kæmpe for, at danskernes skattekroner forvaltes ansvarligt. Vi siger ja til konsekvens og nej til foræring af velfærdsmidler til udrejste, der vender tilbage og stikker hånden frem igen. Altså, jeg må indrømme, at jeg er forundret over, at bl.a. hr. Frederik Vad var ude på X i går og skrive: I den her uge behandler vi regeringens forslag til stramninger af udlændingepolitikken. Og det, hr. Frederik Vad så kalder en stramning af udlændingepolitikken, er, at mennesker, der har fået 150.000 kr. i hænderne for at rejse ud af Danmark, faktisk kan få lov at beholde de penge, hvis de på et senere tidspunkt vender tilbage til Danmark.

Altså, det er hovedrystende, hvis det er regeringen og Socialdemokratiets definition på en stramning af udlændingepolitikken at udbetale penge til folk for at rejse og så lade dem beholde pengene, når de ikke rejser alligevel. Men det er jo så fantastisk, at vi nok har forskellige definitioner af, hvad stramninger i udlændingepolitikken egentlig går ud på.

Men jeg synes, det er en skandale, og det er klart, at hvis regeringen kan opdele lovforslaget, så vi alene kan stemme for den del med straksudsendelse, som vi bakker op om, og imod den anden del, så vil vi da overveje det. Men vi kan ikke bakke op om at udbetale skattekroner til mennesker for at rejse, der så efterfølgende vender tilbage til Danmark på et senere tidspunkt. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning til hr. Frederik Vad.

Jeg vil bare have ordføreren til at bekræfte, inden han får rodet sig ud i noget forkert, at det, jeg skrev om konkret på sociale medier, er det, der vedrører asylophold, altså bortfaldsreglerne der, og det, der vedrører straksudsendelse. Jeg har ikke skrevet et ord om repatriering.

Ordføreren.

Men det er jo det samme lovforslag, så den logiske konsekvens ville i så fald være, at hr. Frederik Vad i stedet skulle skrive: I den her uge behandler vi regeringen og Socialdemokratiets forslag om en enkel stramning og nogle lempelser af udlændingepolitikken. Så havde vi i det mindste haft en lidt nuanceret debat om, hvad det helt præcis er, vi står og debatterer her.

Men jeg synes bare, det er en uærlig måde at præsentere lovændringer på at sige, at man nu strammer udlændingepolitikken, når man reelt tillader, at mennesker kan beholde tusindvis af skattekroner, de har fået med i bagagen for at rejse, når de så på et senere tidspunkt vender tilbage til landet igen.

Det synes jeg er skørt, og jeg tror, at der er mange danskere, som, hvis de hører den historie, vil ryste på hovedet og tænke: Hvad er det for en skør verden, politikerne lever i, når de udbetaler skattekroner for at rejse til folk, der så efterfølgende vender tilbage og får lov at beholde pengene?

Hr. Frederik Vad. Han frafalder. Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så går vi videre til fru Zenia Stampe, Radikale Venstre.

Tak. Jeg tror nok, at folk, der følger den her debat, hvis der er nogen derude, vil sammenfatte det på den måde, at regeringen lidt har skudt sig selv i foden. For når man går ind og kigger på høringsnotatet, er det jo anderledes, end det plejer at være, fordi der ikke er kommenteret og så ændret, som der nogle gange er det efter kommentarerne. Det er jo – og det kan man læse i høringsnotatet – fordi ministeriet først sent er blevet opmærksom på det problem, der er med bortfald af opholdsgrundlag og tilbagebetalingskrav. Og det er jo noget, man så pludselig er blevet opmærksom på, hvor man har tænkt: Det kan vi lige hurtigt skynde igennem, for det er et hul. Jeg ved ærlig talt ikke, hvor store problemer der er med folk, der kommer tilbage og ikke skal tilbagebetale deres repatrieringsydelse, men man har fundet et eller andet, som det i hvert fald kunne være godt at stramme, og så har man sagt: Pyt med, at vi er lidt sent ude, og at vi derfor ikke kan nå at tilrette lovforslaget til de høringssvar, der kommer, så høringssvarene må bare komme. Og så må man alligevel i sidste øjeblik tilrette det, fordi regeringen trods alt – og det er vi jo glade for – bakker op om konventionerne og selvfølgelig ikke kan fremsætte lovforslag, som er konventionsstridige.

Før jeg så ændringsforslaget – jeg havde ikke set det, før andre ordførere gjorde opmærksom på det, da vi begyndte forhandlingen – havde jeg selv det forbehold, at netop flere organisationer, bl.a. Institut for Menneskerettigheder, påpegede, at de forslag, der oprindelig var stillet med lovforslaget, var konventionsstridige. Og det er så det, man har løst i sidste øjeblik, men dermed har man jo nærmest også fjernet grundlaget for størstedelen af lovforslaget. Så det bliver en lidt underlig oplevelse at stå heroppe nu.

Vi kan godt bakke op om den del, som der ikke er ændret på, og som handler om straksudsendelse i stedet for afsoning. Vi kan sådan set også godt bakke op om forslaget nu, for nu er det jo blevet rettet til efter Institut for Menneskerettigheders, Advokatsamfundets og en tredje organisations bemærkninger om, at forslaget var konventionsstridigt. Det har man rettet op på, og derfor kan vi godt bakke op om forslaget, som det ligger nu. Men det er egentlig lidt uklart for os, om forslaget så overhovedet ændrer på retstilstanden, eller om det i virkeligheden var et forslag, som man nu gennem ændringsforslag trækker tilbage. Det er i hvert fald lidt svært for os at læse det anderledes.

Måske er det, fordi vi ikke har så frygtelig meget erfaring med folk, der rent faktisk er blevet repatrieret og vender tilbage, og derfor har vi måske ikke været forberedt på den situation, hvor de pludselig kommer tilbage. Hvad er så egentlig retstilstanden, og har de krav på ophold ifølge konventionen osv.? Jeg har faktisk selv familiemedlemmer, som er repatrierede, men jo har familie i Danmark – min egen familie – som de, håber jeg da, får lov til at komme og besøge. Det går jeg også ud fra at de fortsat vil have mulighed for, altså at komme på besøg i Danmark, uden at skulle betale repatrieringsydelsen tilbage. Det tror jeg ikke det her ændrer ved.

Summa summarum: Vi kan godt støtte det, som det foreligger, for det forbehold, vi havde, er blevet ordnet i ændringsforslaget. Men dermed står vi i virkeligheden også med en lidt tynd omgang, hvor retstilstanden måske ikke er blevet ændret væsentligt, ud over at det er blevet slået fast, at en flygtning ikke pr. automatik mister opholdsgrundlaget efter 2 år. Hvis flygtningen stadig væk ud fra konventionerne har et beskyttelsesbehov, kan der være grunde til, at man altså ikke automatisk kan fratage denne flygtning opholdsgrundlaget efter 2 år og repatrieringsydelsen.

Tak for det. Der er en kort bemærkning til hr. Mikkel Bjørn.

Jeg synes jo bare, det er lidt sjovt. For nu har jeg flere gange hørt, og det er sådan set ikke, fordi jeg er enig i analysen, at Radikale Venstre – og det er jo Socialdemokratiet selv, der har sagt det – altid eller i hvert fald i nærmest i hele deres levetid har stemt imod alle stramninger af udlændingepolitikken, og der er jo så to scenarier: Enten står vi her med et historisk lovforslag, hvor Radikale Venstre for første gang bakker op om en stramning af udlændingepolitikken, eller også står vi med det scenarie, som nok er det er mere sandsynlige scenarie, nemlig at den stramning, som hr. Frederik Vad og Socialdemokratiet med det her lovforslag forsøger at sælge til befolkningen, reelt overhovedet ikke er nogen stramning. Men fru Zenia Stampe kan jo selv kommentere på, hvad hun her mener er scenariet.

Det er klart, at Dansk Folkeparti ikke anser det her for at være en stramning, slet ikke den del, som handler om, at folk, der får penge for at rejse ud af landet, faktisk kan få lov at beholde de penge, selv hvis de vender tilbage, og det er jo klart, at der ikke er tale om, at man vender tilbage på en ferie. Men der er jo tale om, at man vender tilbage og bosætter sig her permanent og man så alligevel får lov at beholde de penge, som man fik for at rejse. Det er absurd, og det håber jeg selvfølgelig også at Radikale Venstre er enig i.

Ordføreren.

Ja, det er måske ikke en stor stramning, men det er jo heller ikke en lempelse at stemme for det her, vil jeg jo så bare sige. Jeg tror, det var regeringen, der havde fået øje på en mulighed for at stramme noget, som hypotetisk kunne blive et problem, altså at folk pludselig begyndte at vende tilbage. Så der så man en mulighed for at komme det i forkøbet og stramme, og det er så det, som der er nogle konventionsmæssige problemer ved, og som man så her ved et ændringsforslag i ellevte time retter op på.

Hvis jeg skal være ærlig om min egen uklarhed, vil jeg faktisk sige, at godt forstår alt det med opholdsgrundlaget, altså at man, hvis folk stadig væk har et beskyttelsesbehov, ikke bare kan tage det fra dem. Men at man ikke kan gøre krav på repatrieringsydelsen efter 3 år, har jeg faktisk selv lidt svært ved at forstå, det vil sige nr. 3 i ændringsforslaget fra regeringen. Jeg har læst det mange gange, og jeg har egentlig lidt svært ved at forstå det. Det er klart, at man ikke kan tage opholdsgrundlaget fra folk, hvis de stadig væk har et beskyttelsesbehov, men man kan jo godt sige, at de skal betale repatrieringsydelsen tilbage, hvis de kommer tilbage til Danmark. Så jeg forstår faktisk ikke teknikken i det, for konventionsindsigelsen handlede jo om opholdsgrundlaget. Den handlede ikke om tilbagebetalingen af repatrieringsydelsen, sådan som jeg havde forstået den.

Så er det hr. Mikkel Bjørn.

Nej tak, og jeg forstår det heller ikke. Men vi kommer jo selvfølgelig, og det kan jeg også høre der er andre ordførere der gør, til at stille nogle spørgsmål om det. Det er for det første, hvad der helt præcis er årsagen til, at man foreslår, at folk ikke bare helt konsekvent skal betale repatrieringsydelsen tilbage, hvis de vender tilbage, og det er dernæst, hvor mange mennesker det her omfatter. Hvor mange mennesker har vi eksempler på har modtaget en repatrieringsydelse, er vendt tilbage, og som så nu med den nye lovændring får lov at beholde de penge? Hvor mange penge skal der reelt tilbagebetales til mennesker, af hvem man uretmæssigt har krævet at de skulle betale pengene tilbage? Der er jo her mange gode spørgsmål, man kan stille, og dem glæder jeg mig til at få ministerens svar på.

Ordføreren.

Nu bliver det sådan lidt gætværk, og klokken er også mange, men jeg tror måske, jeg ved, hvad der er sket. Der er jo også repatrieringsordninger for andre udlændinge, hvor man har en fortrydelsesret, hvor man inden for en periode på 1 år og op til 2 år kan fortryde sin repatriering og komme tilbage til sit gamle opholdsgrundlag, og hvor man så skal betale det tilbage. Det gælder for alle andre udlændinge. Så tror jeg bare, at det, der er sket for regeringen – og nu gætter jeg – er, at man har fundet ud af, at den periode kan man ikke afgrænse for flygtninge, for det kan faktisk godt være, at de har krav på ophold efter 3 år, og så har man – hovsa – lige skullet lave en hurtig løsning på det med repatrieringen.

Jeg tror måske ikke, det er umuligt at kræve de penge tilbage. Det står ikke nødvendigvis øverst på vores ønskeliste, men jeg tror ikke, at det er en helt umulig opgave for Mikkel Bjørn.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Så er vi nået dertil, hvor vi giver ordet til udlændinge- og integrationsministeren.

Tak for det, formand, og tak for debatten her i Folketingssalen. Det her lovforslag er en skærpelse af reglerne om bortfald af opholdstilladelse for flygtninge. Skærpelsen vil betyde, at bortfald ikke længere skal være betinget af, at udlændingen har taget bopæl i sit hjem eller opnået beskyttelse i et land uden for Danmark. Flygtninge vil således i videre omfang blive sidestillet med andre udlændinge, hvor opholdstilladelsen bortfalder ved opgivelse af bopæl eller længerevarende ophold i udlandet. Der foretages desuden en justering af reglerne om klageadgang til Flygtningenævnet i sager om bortfald, hvor der fastsættes en frist for indgivelse af en klage. Der vil i lyset af høringssvarene blive lavet en ændring, hvilket også har været grundlag for debat her i salen i aften.

Hvis man tager spørgsmålet om repatriering fra en ende af, er der i forbindelse med skærpelsen af bortfaldsreglerne i Udlændinge- og Integrationsministeriet blevet gjort opmærksom på, at den nuværende udformning af reglerne indebærer, at udlændinge, der fortryder repatriering, ikke i alle tilfælde vil være forpligtet til at tilbagebetale den udbetalte hjælp. Det er ministeriets vurdering, at der også i det omhandlede tilfælde bør ske en tilbagebetaling, og det er, uanset hvad det er for et flygtningeopholdsgrundlag, man er her på.

Lovforslaget indeholder derfor også en ændring af tilbagebetalingsreglerne for hjælp til repatriering, så vi sikrer, at reglerne dækker alle de relevante grupper. Det ændrer dog ikke ved, at reglerne hidtil ikke har været ensartet på tværs af grupperne af repatrieringsloven, hvilket er uhensigtsmæssigt. De kan ikke afvise, at der vil være sager, hvor der uberettiget er krævet tilbagebetaling. Det er ministeriet derfor ved at undersøge i samarbejde med de kommuner, der har behandlet sagerne, og eventuelle uberettigede tilbagebetalingskrav vil blive frafaldet med tilbagevirkende kraft og afdragende beløb vil blive refunderet.

Lovforslaget skal også udvide adgangen til at foretage strafafbrydelse med henblik på at straksudsende udviste flygtninge direkte fra fængslet. Ordningen sikrer, at udvisningsdømte bliver sendt hurtigt, og det sparer ressourcer i fængslerne. Siden hjemrejselovens ikrafttræden og til udgangen af februar i år er der blevet udsendt ca. 370 udlændinge med ordningen. På baggrund af de gode erfaringer ønsker regeringen, at det er muligt at straksudsende endnu flere udlændinge, der er udvist. I dag omfatter ordningen bl.a. udlændinge, der har fået en ubetinget fængselsstraf på op til 4 måneder, som er udvist, og med lovforslaget udvides ordningen til at omfatte udlændinge, der har fået en ubetinget fængselsstraf på op mod 1 år, som er udvist. Ordningen vil dog som i dag ikke kunne bruges, hvis hensyn til retshåndhævelse eller andre særlige omstændigheder gør, at straksudsendelse ikke bør ske, og ordningen vil som udgangspunkt derfor ikke blive anvendt på udlændinge, der er dømt for kvalificeret vold, seksualforbrydelser, bandekriminalitet eller lignende.

Så vil jeg bare sige i forlængelse af den debat, der har været, at uanset hvad er der jo også for den del, der handler om repatriering, tale om en stramning. Det er rigtigt, som det fremgår af ændringsforslaget, at der så er lagt op til for nuværende, at det ikke gælder for flygtninge med ophold efter § 7, stk. 1, men det vil stadig gælde for de andre flygtningekategorier. Derfor vil der være tale om en stramning, uanset hvad der er blevet sagt her fra talerstolen. Når der er en tilbagebetalingsperiode på 2 år, handler det jo om, at vi i virkeligheden går ind og lægger den grænse, som i forvejen er praktiseret. Så det er en stramning, om end den, hvad der jo også er blevet påpeget, er mindre, end den ellers ville have været. Tak for ordet.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger, og den første er til hr. Mikkel Bjørn.

Tak for det. Jeg har personligt svært ved at se det som en stramning, at vi nu stadfæster det i loven, at folk, der kommer tilbage efter 2 år og 1 måned, i nogle tilfælde kan få lov til at beholde de penge, som de fik for at rejse i første omgang – noget, der ikke var stadfæstet i loven før. Så kan det godt være, at det er den retspraksis, man har haft i Udlændinge- og Integrationsministeriet, men jeg ser det her som en klar lempelse.

Ikke desto mindre vil jeg egentlig bare spørge: Hvorfor er der egentlig nogen scenarier – nogen som helst scenarier – hvor folk, der har fået penge i hånden af den danske stat for at rejse, og som så er vendt tilbage på et senere tidspunkt, skal have lov til at beholde de penge, de fik for at rejse i første omgang? Er det ikke fuldstændig uholdbart, at vi udbetaler penge til folk for at rejse, og at der så er scenarier, hvor nogle mennesker, hvis de vender tilbage, kan få lov til at beholde de penge, som de fik for at rejse. Det kunne jeg godt tænke mig ministerens kommentar til. Og hvis ministeren har svaret vil jeg gerne høre: Hvor mange personer er det ministeriets vurdering at man risikerer at skulle tilbagebetale ydelser til nu efter den nye lovændring, hvor man stadfæster retspraksis?

Ministeren.

Jeg forstår såmænd godt kritikken. Men jeg tror, at det er vigtigt at forstå, at vores ønske jo er, at så mange som muligt bliver repatrieret. Det tror jeg sådan set også er Dansk Folkepartis ønske, men man kan være uenig, i forhold til hvordan ordningen er lavet. Og en del af det at få folk repatrieret er også at give dem mulighed for at vende tilbage. Der vil være tilfælde, hvor man har brugt pengene, og hvor man derfor ikke vil have mulighed for at tilbagebetale dem. Vi har identificeret, som der blev sagt, 21 tilfælde. Det er jo en meget lille mængde i forhold til de flere hundrede, der hvert år får repatriering. Så vi mener, at det er en meget lille procentdel, der vender tilbage, og at det er med til at sikre, at der er flere, der bruger ordningen, end der ellers ville have været.

Hr. Mikkel Bjørn.

Til det med at have brugt pengene vil jeg sige: Hvis man låner 150.000 kr. i banken og så går ud og bruger dem på champagne og tapas, er det jo ikke sådan, at man kan gå ned i banken efterfølgende og sige, at man har brugt pengene – beklager! – for der vil stadig være et krav om, at man skal betale de penge tilbage. Men det er det, man nu slår fast, altså at der vil være nogle tilfælde, hvor det er uberettiget at man kræver at de penge skal betales tilbage. Det er da helt og aldeles uholdbart. Er ministeren ikke enig i, at der da ikke må være scenarier, hvor mennesker skal kunne få lov at beholde penge, som de har fået for at rejse, hvis de efterfølgende ikke rejser, men er vendt tilbage til Danmark?

Ministeren.

Der kan jo være tilfælde, hvor man er rejst, og hvor de forudsætninger, at man har haft, er blevet ændret, f.eks. hvis regimet er blevet ændret, og hvor man ikke har mulighed for at betale tilbage, og ligesom i andre situationer og andre sammenhænge eftergiver man gæld, hvis folk reelt ikke er i stand til at tilbagebetale. Jeg synes også, at det er utilfredsstillende, og det er ikke, fordi jeg skal forsvare, at det sker i de tilfælde, men samlet set er det ud fra en betragtning om, at hvis man kan få flere til at rejse, er det tabet værd. Og det synes jeg stadig det er; hvis det betyder, at der er flere, der kommer af sted, så mener jeg også, at det er pengene værd.

Så er det hr. Steffen Larsen.

Tak. Det er et relativt simpelt spørgsmål, jeg har, men som måske kan være ganske vanskeligt at svare på, og som jeg måske skal stille skriftligt. Men hvorfor er det 2 år, når det kommer til det her med repatrieringshjælpen? Hvorfor er det en 2-årsgrænse, der er sat, hvorfor ikke 5 år eller 10 år eller 20 år? Eller hvorfor ikke reelt set have den for bestandig og så lave undtagelsen, i forhold til at man er stukket af eller skal bruge en ny opholdstilladelse, fordi regimet i Syrien er skiftet for syvende gang på 20 år, eller hvad det nu måtte være af årsager, som folk flygter på baggrund af? Det er her, jeg bliver lidt forundret, for det virker bare arbitrært, at man lige vælger 2 år – det kunne lige så godt være 4 år eller 8 år, sådan som jeg forstår det.

Så kan ministeren svare på det på stående fod?

Ministeren.

Det, jeg er blevet oplyst om, er, at det afspejler en praksis, der er. Men jeg tror, det vil være mere præcise oplysninger i et skriftligt svar end det, jeg kan oplyse om her fra talerstolen.

Hr. Steffen Larsen.

Det er bare, fordi jeg samler lidt på sådan arbitrære tidsgrænser på det udlændingepolitiske område. Her for nylig var der et forslag fra Udlændinge- og Integrationsministeriet, og det er så blevet trukket, men det handlede om en grænse for, hvor lang tid man kunne udvise. Fordi de i Tyskland havde en grænse, fik de en dom ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, og den havde vores embedsværk her i Danmark dygtigt omsat til, at så måtte vi også indføre en tidsgrænse. Så var der lige pludselig en grænse, der hed, at man kun kunne udvises i maksimalt 10 år, hvilket var lidt mærkeligt, når vi faktisk havde en grænse, og den var jo netop, at man kunne udvise i meget længere perioder i Danmark.

Så hvor kommer den grænse fra, altså at det lige pludselig skal være 2 år? Er det, fordi det var praksis, og så er det bare nemt? Burde det måske ikke være noget mere?

Ministeren.

Det er bestemt en relevant diskussion, og hr. Steffen Larsen har da ret i, at der er adskillige grænser, både på udlændingeområdet og også på andre politiske områder, jeg har haft med at gøre, som kan være svære lige at se noget logisk ræsonnement bag ved, men som er valgt, enten fordi man har gjort det et andet sted, eller fordi man i en anden lovgivning har haft den grænse, og så har man lagt sig op ad det. Men lad os prøve at blive klogere på det frem mod udvalgsbehandlingen.

Mange tak for det. Så ser det ikke ud til, at der er flere. Jo, der var lige en til. Fru Zenia Stampe.

Ja, vi er jo alle sammen forvirrede på et højere plan, men kan ministeren så ikke bare prøve at forklare: Hvad er så forskellen fra retstilstanden i dag og til det, som nu er forslaget, altså med ændringsforslaget? Hvad er forskellen? Det er bare, så vi kan forstå det.

Ministeren.

Forskellen er, at for nuværende i forhold til repatrieringslovens tilbagebetalingsregler har vi lagt op til at ændre det for alle flygtningegrupper. Nu, med det ændringsforslag, der er kommet, fjerner man så dem, der er flygtninge efter § 7, stk. 1, altså de her bl.a. syriske mænd, som er en af de kategorier af flygtninge.

Så der er nogle flygtningekategorier, vi kan stille kravet for, mens der er andre flygtningekategorier, som vi ikke kan stille kravet for. Det er det, som ændringsforslaget handler om. Så det er det, der bliver ændret. Det er, at de øvrige kategorier stadig vil have det her tilbagebetalingskrav.

Fru Zenia Stampe.

Jeg forstår det stadig væk ikke, men det er også, fordi der er en eller anden kobling mellem det der med opholdsgrundlag og så tilbagebetalingskrav. For sådan som jeg forstår ændringsforslaget, handler ændringsforslaget om tilbagebetalingskravet. Nr. 3 relaterer sig jo på en eller anden måde til det der med opholdsgrundlaget og konventionerne. Ja, vi må blive klogere i udvalgsbehandlingen; jeg kan ikke helt gennemskue det.

Dog ved jeg jo, at man med de nuværende repatrieringsregler har 1 år og op til 2 års fortrydelsesret, hvorefter man skal tilbagebetale den ydelse, man eventuelt har fået, og der forstår jeg faktisk ikke, om der er en stramning med ændringsforslaget.

Ministeren.

Jo, der er den stramning, at man for de øvrige flygtningekategoriers vedkommende, ud over bl.a. flygtninge efter § 7, stk. 1, skal tilbagebetale, og det er det, som vi lægger op til der bliver et strammere krav i forhold til. Så jeg mener stadig, der er tale om en stramning, men – og nu ved jeg ikke, om man kan bruge sådan et Lars Løkke-udtryk – en mere mindre stramning end tidligere.

Mange tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ministeren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Udlændinge- og Integrationsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.