Mange tak. Jeg havde egentlig ønsket, at vi kunne lave et ændringsforslag til det her lovforslag, men jeg har kunnet høre fra regeringen, at det ikke har været muligt, fordi man ikke kan finde ud af, på hvilket ministeriums ressort følgende hører hjemme, nemlig at vi en gang for alle kan få løst det problem med kontantkasser og unge, som f.eks. har et dårligt forhold til deres værge eller forældre og derfor ikke kan få deres eventuelle børne- og ungeydelse udbetalt selv. Det ligger lige i kanten af lovforslaget, men vi ønskede at få det afklaret i løbet af processen, og det har vi ikke kunnet få, fordi Justitsministeriet peger på Erhvervsministeriet og Erhvervsministeriet peger på Justitsministeriet.
I henhold til at det her både handler om nogle af de mest udsatte mennesker i vores samfund, nemlig dem, der skal have udbetalt fra en kontantkasse, og nogle af de udsatte børn og unge, som skal have udbetalt deres børne- og ungeydelse, appellerer jeg bare til, at de to ministre selv finder ud af, hvem det ligger hos, og får ordnet det her. Jeg synes simpelt hen ikke, at vi kan være bekendt, at vi ikke får ordnet det. Jeg hører ikke rigtig nogen, der taler imod, at vi skal have håndteret det her, men det ender i sådan noget skuddermudder. Det synes jeg ikke at vi kan være bekendt. Så jeg appellerer til, at justitsministeren finder ud af, om det ligger i værgemålsloven, eller om erhvervsministeren skal have håndteret det på sit område. For jeg tror faktisk heller ikke, at vi er uenige om, at vi skal have ordnet det her. Tak.