Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse, og afstemningen starter.
Afstemningen slutter.
For stemte 99 (S, V, DD, SF, LA, M, KF, EL, DF, Jeppe Søe (UFG), Jon Stephensen (UFG) og Mike Villa Fonseca (UFG)), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 8 (RV, ALT og BP).
Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.
Inden vi begynder på de to næste punkter, som er tredjebehandlingen af L 139 og L 132, skal jeg oplyse, at disse gennemføres med simultanttolkning til og fra grønlandsk. De folketingsmedlemmer, der er til stede, vil kunne lytte til oversættelsen ved at benytte høretelefonerne på pladserne. Samme mulighed er desværre ikke tilgængelig i dag for de tilstedeværende i presselogen og på tilhørerpladserne. Det vil være muligt at streame mødet med enten dansk eller grønlandsk tale på Folketingets hjemmeside.
For at sikre kvaliteten af tolkningen er det meget vigtigt, at tolkene kan nå at færdiggøre simultantolkningen, inden ordet gives videre til den næste taler. Jeg vil derfor vente lidt længere end sædvanligt med at give ordet videre, og det betyder også, at det er ekstra vigtigt, at I først begynder at tale, når jeg har givet jer ordet.