Det næste punkt på dagsordenen er:

12) 3. behandling af lovforslag nr. L 126:

Forslag til lov om ændring af sundhedsloven. (Ændring af ugegrænsen for den fri abort).

Af indenrigs- og sundhedsministeren (Sophie Løhde).

(Fremsættelse 30.01.2025. 1. behandling 21.02.2025. Betænkning 01.04.2025. 2. behandling 22.04.2025. Lovforslaget optrykt efter 2. behandling).

Den første, der får ordet, er sundhedsministeren.

Det er 52 år siden, at lov om svangerskabsafbrydelse blev tredjebehandlet her i Folketinget. Loven blev vedtaget, og det blev besluttet, at kvinder i Danmark skal have ret til at få en abort. Dengang, den 24. maj 1973, var det et historisk skridt. Det var markant, da et flertal af Folketingets medlemmer stemte for at indføre en abortgrænse på 12. graviditetsuge og styrke kvinders rettigheder. Det er også et historisk skridt, når vi nu i dag skal stemme om at styrke kvinders rettigheder endnu mere.

52 år skulle der gå, men vi står her i dag med tre lovforslag, som indeholder vigtige ændringer i abortreglerne. Vi skal nemlig ikke alene stemme om at øge kvinders ret til at bestemme over egen krop og retten til at få en abort indtil udgangen af 18. graviditetsuge; vi skal også beslutte, om retten til fri abort skal følge den seksuelle lavalder i Danmark, og vi skal stemme om at etablere et nationalt abortnævn, som skal sikre bedre retssikkerhed. Det er ikke en almindelig afstemning.

Vi moderniserer nu abortreglerne. Vi gør dem mere tidssvarende, og vi sender et tydeligt signal om, at i Danmark har vi tillid til, at kvinder selv er i stand til at træffe beslutninger om deres egen krop og deres eget liv frem for at lade staten træffe dem for dem. Det er jeg stolt af.

Lovforslagene bygger som bekendt på tre politiske aftaler med bred politisk opbakning til dem alle, og derfor er der i dag også bred opbakning til lovforslagene. Jeg hæfter mig alligevel ved, at der ikke er stillet ret mange spørgsmål under udvalgsbehandlingen eller stillet ændringsforslag i betænkningen. Det ser jeg ikke blot som et tegn på, at der fortsat er bred opbakning til lovforslagene, men jo også som et tegn på, at alle har kunnet komme til orde under det grundige forhandlingsforløb, og at alle har fået svar på de spørgsmål, man måtte have haft. Tak til Folketingets partier for et godt og konstruktivt forhandlingsforløb.

Det er nu første gang i mere end 50 år, at der laves større ændringer i reglerne på abortområdet. Med de tre lovforslag sikrer vi grundlæggende, at abortreglerne i Danmark følger med samfundsudviklingen. Det gør vi nu ved at sikre, at gravide kvinder kan træffe en oplyst beslutning om deres graviditet på baggrund af de fosterdiagnostiske undersøgelser, vi herinde i Folketinget har besluttet at kvinder skal have adgang til, men også igennem samtaler med relevante fagpersoner og civilsamfundsorganisationer. Vi bringer nu også lovgivningen på niveau med andre lande, som vi normalt sammenligner os med, især når det kommer til noget så fundamentalt som at have tiltro til, at kvinder selv kan træffe beslutninger om deres eget liv og deres egen krop.

Hvis man ser på vores svenske naboer, så har man der faktisk haft en 18-ugersgrænse siden 1996. Det har hverken ført til en stigning i aborter eller ændret på, hvornår i graviditeten de foretages. Senest har man i Norge vedtaget en ny lov, hvor abortgrænsen hæves til 18. uge, og sundhedsfagligt er der intet belæg for den nuværende grænse på 12. uge. Der er heller ikke noget, der tyder på, at der herhjemme vil komme betydelig flere eller senere aborter ved at flytte ugegrænsen. Det kan vi eksempelvis se ved at skele til Sverige og deres erfaringer igennem 30 år. Forskellen er nu bare, at vi lader kvinden selv træffe beslutningen, frem for at kvinden allernådigst skal bede staten om lov til det, de i øvrigt allerede i dag får lov til.

Med lovændringen sikrer vi også, at der fortsat vil være – og det er vigtigt – en betydelig afstand til det tidspunkt i graviditeten, hvor et foster kan være levedygtigt. I dag er det såkaldte levedygtighedskriterie omkring 22. graviditetsuge. Det skyldes, at der er en meget lille sandsynlighed for, at fosteret kan leve uden for livmoderen før 24. graviditetsuge.

Så ændrer vi i dag også aldersgrænsen for abort, så den fremover flugter med den seksuelle lavalder, og så den i øvrigt også matcher sundhedslovens almindelige regler om, at en person, der er fyldt 15 år, selv kan give informeret samtykke til behandling. Så opretter vi et nyt nationalt abortnævn, så vi kan sikre gennemsigtighed og retssikkerhed for kvinder, der anmoder om tilladelse til senabort, for kvinders ret til abort skal ikke være forskellig, alt efter hvilken region man bor i i Danmark. Det er måske et af de steder, hvor jeg er mest forundret over, hvordan den yderste højrefløj kan stemme imod. Hvordan kan den forskelsbehandling være acceptabel, altså at ens rettighed afhænger ens bopæl? Heldigvis er der et bredt politisk flertal, som nu i dag beslutter, at retten til senabort ikke skal være afhængig af, om en kvinde er bosiddende i Hørsholm eller i Hirtshals.

De tre lovforslag er markante fremskridt. Vi står ved, at abort er en grundlæggende sundhedsrettighed, som vi skal værne om. Med de lovforslag, vi behandler i dag, går vi i Danmark i en grundlæggende anden retning end de steder, hvor man i øjeblikket tilbageruller kvinders ret til egen krop og deres selvbestemmelse, som vi ser flere andre steder i verden. Vi styrker kvinders rettigheder, mens andre svækker dem. Det er der grund til at være stolte af.

I dag stemmer vi i Folketinget om en ændring af retten til den fri abort for første gang i 52 år. Det har været en lang proces, det har krævet tid, mange politiske drøftelser, og det er godt. Det hviler også på, at der er sket en enormt stor medicinsk udvikling og kommet et mere progressivt kvindesyn. I dag tager vi som folketingsmedlemmer før os tilbage i 1973 et stort, vigtigt og modigt skridt mod bedre rettigheder for kvinder i Danmark.

Til slut vil jeg også gerne benytte anledningen til at sige en stor tak til de mange aktører, som også har bidraget under forløbet, og som har haft modet til at spille konstruktivt med. Det gælder både de faglige organisationer, civilsamfundsorganisationerne og fagpersonerne, som har været med til at sikre, at vi som parlamentarikere har fået kvalificeret debatten, bidraget til, at de tre politiske aftaler er indgået ikke bare på et stærkt fagligt, men også oplyst grundlag. Derfor vil jeg også benytte anledningen i dag til at sige en særlig tak til aftalepartierne, som er lige så modige som de folketingsmedlemmer, der stemte for loven i 1973.

Dengang ved folketingsbehandlingen i 1973 gik bølgerne højt, og uenighederne var større. Jeg tror, at der efter første behandling i december måned i 1972 sågar også var overvejelser om, hvorvidt spørgsmålet skulle udskrives til afgørelse ved en folkeafstemning. Sådan gik det ikke. Loven blev stemt igennem, og jeg er glad for, at vi her under behandlingen af de tre lovforslag, vi nu skal stemme om, har formået at holde en, synes jeg, god, saglig og respektfuld tone. Det vil jeg gerne takke alle Folketingets partier for, for jeg ser det også, navnlig måske i de her tider, vi befinder os i, som en demokratisk sejr, at vi evner at kunne drøfte og diskutere et spørgsmål om abort i en ordentlig tone, både her i salen, under udvalgsbehandlingen og jo ikke mindst i forbindelse med et grundigt forhandlingsforløb. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig to korte bemærkninger. Først er det fru Susie Jessen fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak til ministeren for at gå på talerstolen. Det har jo været et langt forløb, og det vil jeg også gerne kvittere for, men jeg synes også, at det er en vigtig afstemning i dag, så derfor rejser jeg mig.

I Danmarksdemokraterne holder vi jo fast i de nuværende abortregler. Vi går ind for fri abort, men frem til 12. graviditetsuge. Jeg vil gerne have, at ministeren også i dag fra talerstolen får sagt noget om det her dilemma, der er i, at de på Rigshospitalet f.eks. i 2022 reddede et for tidligt født barn allerede i 22. uge.

Teknologien går rigtig, rigtig hurtigt på det her område. Man redder børn tidligere og tidligere. Jeg synes, der er et enormt stort dilemma i det her med, at man kan komme til at stå i en situation, hvor man i det ene rum foretager en abort af et barn, som i uger er ret tæt på et andet barn, som så bliver reddet. Der er altså en abort i det ene rum og så et barn, der bliver reddet, i det andet rum. Det synes jeg er et enormt alvorligt dilemma, og det vil jeg gerne have at ministeren forholder sig til her fra talerstolen. Tak.

Ministeren.

Først tak for at kvittere for, at vi har haft et grundigt forhandlingsforløb, for det synes jeg også har været ekstremt vigtigt. Jeg må sige, at jeg er forundret over, at Danmarksdemokraterne ikke evner at støtte et eneste af de tre lovforslag og dermed insisterer på, at i Danmark skal der være forskel på, hvilken ret man som kvinde har til at få adgang til abort, selv ved 12. graviditetsuge, alt efter hvor man er bosiddende. Det mener vi ikke i regeringen. Vi mener ikke, der skal være forskel, ud fra hvor man bor.

Hvorfor er vi så landet på 18. graviditetsuge blandt aftalepartierne? Det er for det første, fordi der ingen sundhedsfaglige begrundelser er for det nuværende med 12. graviditetsuge, og for det andet, fordi vi sikrer en betydelig margin til det såkaldte levedygtighedskriterie, der i Danmark ligger ved omkring 22. uge. Muligheden for, at et foster kan overleve før 24. uge, er meget, meget lille, og dermed sikrer vi jo nu også, at vi giver en mulighed for, at man som gravid grundigt kan overveje at handle, også på baggrund af de fosterdiagnostiske undersøgelser, som vi i fællesskab har besluttet at kvinder skal have adgang til.

Endelig skal vi huske på, at kvinder i Danmark allerede i dag i langt, langt de fleste tilfælde får tilladelse ved 18. graviditetsuge til at kunne få en senabort. Forskellen er bare, at vi nu i dag beslutter, at det ikke er staten, der skal afgøre det, men at vi har tilliden til, at kvinden selv evner at træffe den afgørelse.

Inden jeg igen giver ordet til fru Susie Jessen, vil jeg bede om ro i salen. Jeg har ikke slukket A'et for afstemning, men I kan roligt gå ud bagved; jeg skal nok kalde jer ind i så god tid, at man kan nå at stemme. Så hvis der er nogen, der vil stå og snakke, henviser jeg til kafferummet.

Så får fru Susie Jessen ordet igen. Værsgo.

Man bliver dygtigere og dygtigere til at redde for tidligt fødte børn. Venstre var engang et parti, som også tog hensyn til det, der vokser inde i en kvindes mave. Jeg har ikke hørt særlig meget fra ministeren på Folketingets talerstol i dag, der tager hensyn til det, der vokser inde i en kvindes mave.

Os, der har været der, ved, at der er en betydelig forskel fra 12. til 18. graviditetsuge. Vi kan mærke barnet sparke inde i vores maver. Det kan høre. Det kan mange forskellige ting. Jeg synes faktisk, det er helt utroligt, at Venstre er rykket så langt væk i det her og hen til, at man jo ikke vil tale om det, der foregår inde i kvindens mave. Det er et lille liv, som er på vej, og hvor man nu vil udvide abortgrænsen. Jeg tror, det bliver noget rigtig skidt. Det må jeg sige.

Ministeren.

Der er jo så i hvert fald ingen erfaringer fra de lande, vi normalt sammenligner os med, som der er belæg for at man kan støtte sig til i den påstand. Jeg er stolt af at være medlem af et parti, hvor vi står fast på kvinders rettigheder og retten til at kunne bestemme over egen krop.

Det her er en aftale, hvor vi har haft grundige drøftelser og overvejelser. Vi sikrer, at der er betydelig afstand til det såkaldte levedygtighedskriterie omkring 22. graviditetsuge, fordi der er en meget lille mulighed for, sandsynlighed for, at et foster kan leve uden for livmoren før 24. graviditetsuge. Må jeg så også understrege, at i 18. graviditetsuge er fosterets organer ikke færdigudviklet. Afgørende dele af fosterets hjerne og signalveje er ikke udviklet på det tidspunkt. Det betyder også, at et foster ikke kan mærke smerte i 18. graviditetsuge, og jeg kan godt fortsætte de faktuelle oplysninger, som jeg også synes er vigtige at få frem her i debatten, hvor vi er et bredt flertal, der har truffet en beslutning på et oplyst grundlag, og hvor der er absolut nul sundhedsfagligt belæg for det nuværende med 12. graviditetsuge.

Tak. Jeg har slukket A'et for afstemning nu, for der er flere, der har meldt sig på. Den næste, jeg giver ordet til, er hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til ministeren for talen. Jeg vil også gerne kvittere for et godt og konstruktivt forhandlingsforløb, som jo netop har båret præg af, at der har været en inkluderende proces, hvor vi også har inddraget både faglige organisationer og civilsamfundsorganisationer og dermed sikret, at det blev på et fagligt solidt grundlag, vi traf den her beslutning. Jeg er også fuldstændig enig i, at det i dag er en historisk dag, og jeg synes i særlig grad, at vi skal sende en tanke til de modige kvinder, der tilbage for godt 50 år siden i 1973 var med til at presse den første abortlovgivning igennem. Når jeg ser på den debat, der har været, tør jeg slet ikke tænke på, hvordan det har været dengang, og derfor vil jeg rette en særlig varm tak til dem.

Men det er også ufatteligt, at der er gået 50 år, uden at vi har kigget på den her lovgivning, og derfor er det så historisk og vigtigt, at vi gør det i dag, også når man ser på, at vi på globalt plan oplever, at kvinders rettigheder til at råde over egen krop er under pres. Nu er det ikke nogen hemmelighed, at vi i Enhedslisten også gerne var gået videre, både i forhold til ugegrænsen, selvfølgelig med respekt for levedygtighedskriteriet, men også i forhold til at sikre selvbestemmelse for de kvinder, som får brug for en abort efter 18. uge, men før levedygtighedskriteriet. Jeg vil derfor bare høre ministeren, om ministeren ikke godt vil anerkende, at vi ikke nødvendigvis skal vente 50 år igen, før vi kan kigge på den her lovgivning.

Ministeren.

Tak for bemærkningerne fra ordføreren, og også tak herfra for et godt forløb. 50 år er lang tid, og derfor er det, vi gennemfører her i dag, også stort. Dermed tager vi jo også bestik af, at der er sket ekstremt meget på de 50 år medicinsk og teknologisk, i forhold til at abort i dag er et sikkert indgreb. Det var det ikke for mere end 50 år siden. Jeg er også stolt af, at vi træffer beslutningen i en tid og i en verden, hvor kvinders rettigheder så mange steder bliver tilbagerullet og forringet, og at vi i Danmark med et bredt politisk flertal vælger at gå en anden vej og styrke kvinders rettigheder.

Jeg synes, vi har landet tre gode politiske aftaler, hvor vi også sikrer de balancer, der skal være plads til, når vi drøfter noget så vigtigt som spørgsmålet om ugegrænsen i forhold til abort. Det har været vigtigt for regeringen og for aftalekredsen, at vi netop sikrer en betydelig afstand til det såkaldte levedygtighedskriterie omkring den 22. uge, men samtidig sikrer, at kvinder op til 18. graviditetsuge kan få en abort. Og jeg må understrege, at de kvinder allerede i dag i langt, langt de fleste tilfælde får det, så alle jer, der stemmer imod i dag, stemmer for, at staten skal træffe beslutningen på vegne af kvinderne, frem for at have troen på og tilliden til, at kvinder selv evner at træffe beslutningen og skal have friheden til det.

Hr. Peder Hvelplund.

Tak for det, og tak for at præcisere det sidste element. Det er jo netop helt centralt i den her debat. Men jeg hører også en anerkendelse fra ministeren af, at vi selvfølgelig løbende skal vurdere det her. Jeg tænker også lidt på, at nu kommer Danmark til at overtage EU-formandskabet her om forholdsvis kort tid, og vi kan jo se, at kvinders ret til at råde over egen krop også er under pres i Europa. Det her kunne jo godt være en anledning til, at vi også på europæisk plan hejste flaget for, at det her er en vigtig dagsorden, og at den her rettighed selvfølgelig ikke kun skal gælde kvinder bosat i Danmark, men at det bør være en universel og i hvert fald europæisk rettighed.

Ministeren.

Kvinders rettigheder og reproduktive sundhed er en dagsorden, som Danmark med en stolt fane kæmper for overalt, hvor vi engagerer os internationalt, og det vil vi vedblive med at gøre, fordi det er så afgørende, at noget så vitalt som retten og friheden til at kunne bestemme over egen krop er en rettighed, som kvinder skal have, og ikke kun i Danmark. Det er derfor, jeg er stolt af, at vi i en tid, hvor andre forringer kvinders rettigheder, går den modsatte vej. Vi styrker dem i Danmark.

Fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Mange tak. Det er godt, at ministeren går på talerstolen, men også opfordrer til, at vi tager den her samtale – nu kalder jeg det en samtale og ikke en debat, fordi det er sådan et etisk spørgsmål, som det er – på en ordentlig måde, både af hensyn til de kvinder, det handler om, men også i forhold til de ufødte børn. Så det skal ministeren have tak for. Det håber jeg at vi i den her debat i dag, både ministeren og alle os andre, der tager ordet, kan fastholde, for det er det, der er mest værdigt.

I Danmarksdemokraterne stemmer vi jo imod at hæve abortgrænsen. Det kan vi have lange diskussioner om, men for os har det etiske spørgsmål også haft særlig betydning i forhold til den her sag. Der kunne jeg bare godt tænke mig at høre ministeren, hvad ministeren tænker i forhold til det etiske i forhold til at hæve abortgrænsen.

Ministeren.

Det sidste er jo netop det, vi har brugt rigtig lang tid på, og det er der ikke noget i vejen for i den her sag, for vi har taget os god tid. Det var vigtigere, at vi landede tre stærkere og brede politiske aftaler, der står på et solidt fagligt, men også oplyst grundlag, hvor der netop har været plads til at afveje de forskellige balancer, herunder de etiske. Der har det for aftalepartierne været afgørende, at der er en betydelig afstand til levedygtighedskriteriet omkring den 22. uge ved at lande på den 18. graviditetsuge, som man i øvrigt har haft i Sverige siden 1996, og som ikke har ført til flere senaborter, og som vores nordiske naboer i Norge netop for nylig har besluttet.

Jeg er helt opmærksom på, at Danmarksdemokraterne stemmer imod alle tre lovforslag. Jeg er forundret over, at man ikke engang kan støtte det lovforslag, der handler om at etablere et nationalt abortnævn i Danmark og dermed tage et opgør med unge kvinders rettigheder i Danmark. De afhænger af, hvor du er bosiddende. Hvorfor er det, at man ikke der siger, at der ikke skal være forskel på, om man bor i Nordjylland eller i Nordsjælland – kvinder skal have de samme rettigheder, uanset hvor man er bosiddende?

Fru Marlene Harpsøe.

Jeg vil gerne tilbage til spørgsmålet om det etiske, for man kan tale meget om det her levedygtighedskriterie. (Der bliver tysset i salen). Hvor er det dejligt, der lige kan blive tysset lidt, for det er faktisk rigtig svært at koncentrere sig om sådan en vigtig debat, som jeg håber mange følger med i. I forhold til levedygtighedskriteriet kan det godt være, at det er ét sted i dag, men allerede fra 18. uge kan man opleve et barn inde i maven, der kan hikke, og som kan bevæge sig. Hvad har det af betydning i forhold til det etiske? Hvor langt skal man egentlig gå, før det etiske alligevel ikke har nogen speciel betydning?

Ministeren.

Det her jo en beslutning, der ikke alene hviler på bred politisk opbakning, men også meget bred faglig opbakning, og det her er også en diskussion, der har været behandlet grundigt også i Etisk Råd, hvor et massivt flertal i øvrigt også bakker op. Vi har sikret nu, at der er en betydelig afstand til levedygtighedskriteriet omkring 22. graviditetsuge, fordi der er en meget lille sandsynlighed for, at et foster kan leve uden for livmoderen før 24. graviditetsuge. Og jeg må understrege igen, at i 18. graviditetsuge er fosterets organer ikke færdigudviklede, og afgørende dele af fosterets hjerne, signalveje, er ikke udviklet på det tidspunkt. Det betyder også, at et foster ikke kan mærke smerte i 18. graviditetsuge, og derfor handler fastsættelsen af ugegrænsen om at finde den rette balance imellem på den ene side at vægte kvinders ret til at kunne bestemme over egen krop og på den anden side hensynet til at sikre en betydelig afstand til levedygtighedskriteriet.

Fru Rosa Lund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Også tak til ministeren for at gå på talerstolen i dag. Jeg synes, det understreger, at det er en ret historisk beslutning, vi står med i dag. Jeg vil også gerne sige tak til ministeren for et virkelig godt forhandlingsforløb.

Det er jo, må jeg ærligt indrømme, sjældent, at Enhedslisten er så enige med en sundhedsminister fra Venstre, Danmarks Liberale Parti. Men jeg synes faktisk, at man med de her tre lovforslag i Venstre understreger, at man er Danmarks Liberale Parti. Det er ikke staten, der bestemmer over kvindens krop. Det slår vi fast i dag. Så tak til ministeren.

Ministeren.

Tusind tak til ordføreren, og jeg kvitterer også den anden vej tilbage for et rigtig godt forløb og mange gode og også grundige drøftelser undervejs.

Ja, det her handler om noget så vitalt som friheden og retten til at kunne bestemme over egen krop. Og det er også derfor, at jeg synes, at man også skal lade sig belaste lidt af fakta, nemlig om, at kvinder i dag får tilladelse til senabort op til den 18. graviditetsuge i stort set alle, alle, alle tilfælde. Så derfor er der et mindretal i dag, der insisterer på, at man som kvinde skal gå til et abortsamråd og allernådigst bede om tilladelse til, om lov til, noget, man så allerede får tilladelse til i dag, men man skal spørge staten.

Hvorfor er det, at vi ikke der tror på kvinder og kvinders grundlæggende frihedsrettigheder?

Fru Sólbjørg Jakobsen, Liberal Alliance. Værsgo.

Mange tak. Jeg tror i den grad på kvinden og især på kvindens ret til abort. Alle her i salen ved, hvor jeg kommer fra, og der kæmper de stadig væk for overhovedet at have retten.

Man spørger ind til noget, som jeg ikke hører ministeren tage i sin mund, så jeg tænker, at vi måske kan hjælpe hinanden lidt på vej her, for vi kan faktisk i Danmark være ret stolte af, at vi alle sammen går ind for retten til abort. Vi har nogle uenigheder. Vi mener f.eks., det er godt, at vi får styrket abortsamrådene og får lavet det nationalt. Vi mener også, det er godt, at det kommer til at følge den seksuelle lavalder. Jeg mener ikke, at ugegrænsen skal sættes op, i takt med at vi bliver bedre og bedre til at redde liv, men jeg forstår også godt argumentationen hos dem, der er uenige med mig.

Vi har altid været rigtig gode til at tage den her debat ud fra en erkendelse af, at det selvfølgelig er kvindens ret, vi gerne vil beskytte, og også retten til livet. Og det virker, som om sundhedsministeren hele tiden bare lægger afstand til det ved at sige, at det andet hensyn er, at der skal være en afstand til levedygtighedskriteriet. Jeg tror nemlig, at det, man mangler en anerkendelse af, er, at det handler om retten til livet.

Så vil ministeren bare bekræfte, at det har ministeren også med i sine overvejelser?

Ministeren.

Først og fremmest tak til Liberal Alliance for både forhandlingerne, men jo ikke mindst også for trods alt at stemme for flere af de lovforslag, vi behandler i dag – to ud af tre. Tak for at være med i de politiske aftaler.

Jeg hæfter mig ved, at ordføreren siger, at i Liberal Alliance tror man på kvinden. Hvorfor er det så, at Liberal Alliance mener, at det er staten, man som kvinde i Danmark skal spørge om lov? Det er jo ikke at tro på kvinden. Kvinden får allerede lov i dag i de nuværende regionale fem abortsamråd, som vi nu laver et nationalt abortråd for.

Men hvorfor er det, at man skal spørge staten om lov? Hvis man virkelig tror på kvinden, skal man jo også give kvinden den ret til, den frihed til, at træffe så væsentlige beslutninger i forhold til egen krop.

Fru Sólbjørg Jakobsen.

Men ministeren svarer jo ikke på spørgsmålet. Det er jo ikke, fordi Liberal Alliance mener, at staten skal bestemme over kvinden. Det er nemlig ud fra det hensyn, som Venstre jo også mener skal være der, for Venstre mener, at det skal være 18 uger og ikke 22 uger. Efter 18 uger skal man spørge staten, og hvorfor skal man det? Tror Venstre ikke på kvinden? Altså, det er jo den samme argumentation, man kan bruge.

Det handler om, hvor man lægger balancen. Så hvorfor bruger man den retorik, som om man ikke forstår, at vi har en forskellig holdning til, hvor balancen rammes?

Jeg vil lige stille et sidste spørgsmål her: Vidste ministeren, at der på Færøerne var ved at komme ret til fri abort til kvinder, men at der kom et – med et engelsk udtryk – pushback på grund af den behandling, der foregik i Danmark? Var ministeren bekendt med det, altså det resulterede i, at der ikke kom ret til fri abort på Færøerne?

Ministeren.

Hvilke beslutninger man træffer på Færøerne, vil jeg ikke blande mig i – ej heller i spørgsmålet om, hvor man mener, at abortgrænsen skal ligge.

Men jeg er nødt til at holde fast i, at konsekvensen af, at Liberal Alliance stemmer imod at hæve ugegrænsen til 18. uge, er, at I også dermed insisterer på, at det fortsat skal være staten, der bestemmer over kvinderne. Vi andre har truffet en beslutning, hvor vi siger, at efter 18. graviditetsuge er der tale om en senabort, og der skal vi balancere det op imod det vigtige hensyn, der handler om, der skal være en betydelig afstand til levedygtighedskriteriet omkring den 22. uge.

Det er den balance, jeg synes det er så vigtigt at vi har fundet i et bredt politisk flertal her i Folketinget.

Fru Trine Bramsen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Man kan jo håbe på, at Liberal Alliance selv vil gå på talerstolen, så vi får mulighed for også at stille de spørgsmål. Jeg vil gerne takke ministeren for det forhandlingsforløb, som vi havde. Det var grundigt, det var langvarigt, og der var rigtig mange eksperter inde over det.

Så vil jeg gerne spørge ministeren til det, som vi jo hele tiden vender tilbage til, nemlig afvejningen mellem etik og videnskab. Etik er én ting, og det er vigtigt. Og det er videnskab også. Så jeg vil gerne have ministeren til at bekræfte, at der både har været etiske eksperter inviteret ind til de mange, mange debatmøder og videnmøder, der har været, hvor alle partier tilmed har været inviteret med, men at der også har været videnskabelige eksperter, og når vi taler om de videnskabelige eksperter, at der så, hvad angår metoder til abort, fra samtlige eksperter er blevet peget på den udvikling, der har været over de seneste 50 år, men at der også, hvad angår levedygtighedskriteriet, er blevet peget den afstand, som ministeren her understreger.

Ministeren.

Ja, det kan jeg bekræfte. Jeg tror, at jeg på et tidspunkt af et af de lidt mere utålmodige partier – ingen nævnt, ingen glemt – næsten blev beskyldt for, at det gik for langsomt i forhandlingerne, og vi insisterede jo på at sige: Nej, det handler ikke om, hvor hurtigt det går, men det handler om, at vi træffer vigtige beslutninger i fællesskab på et solidt fagligt grundlag, herunder også videnskabeligt og sundhedsfagligt. Og igen må jeg sige: Der er nul sundhedsfagligt belæg for den nuværende grænse ved den 12. graviditetsuge i Danmark. Det handler om, at det skal ske på et solidt fagligt grundlag, men også på et oplyst politisk grundlag, og det synes jeg at vi i fællesskab har haft en rigtig god proces omkring.

Fru Lisa Perkins, Liberal Alliance. Værsgo.

Hej, jeg hedder Lisa Perkins, og det er min første dag i Folketinget. Jeg er stedfortræder for Alex Vanopslagh. Jeg var bare lige nysgerrig efter at høre en ting. Ministeren har nævnt flere gange nu, at der skal være den her betydelige afstand i forhold til levedygtighed. Så jeg er bare nysgerrig på, om ministeren i fremtiden, når teknologien udvikler sig, og hvis man f.eks. har levedygtighed ned til uge 18, så vil være med til at ændre lovgivningen igen og igen skabe en betydelig afstand i forhold til levedygtighed.

Ministeren.

Først og fremmest tillykke til ordføreren med den første dag i Folketinget. Det er en stor dag. Til gengæld må det være lidt træls at være her første dag som medlem af Liberal Alliance og så skulle stemme imod kvinders rettigheder og i stedet stemme for, at staten skal beslutte, hvad kvinder kan få lov til at træffe af beslutninger. Det tænker jeg må være sådan lidt til den trælse side.

Prøv at høre: Abortgrænsen i Danmark er ikke blevet ændret i mere end 50 år. Til gengæld kan vi jo kigge til vores svenske naboer, der har haft en 18-ugersgrænse siden 1996. Det har ikke ført til flere senaborter, og det har heller ikke ført til endnu flere aborter, og derfor er der jo ikke noget, der tyder på, at det bliver tilfældet her i Danmark. Så er det korrekt, at der sker en enormt stor medicinsk og teknologisk udvikling. Men det er jo ikke sådan, at levedygtighedskriteriet hen over de sidste 50 år er fuldstændig forandret på en sådan måde, at vi kan stille uret efter, at om et år er levedygtighedskriteriet sat ved en anden uge. Vi har sikret, at der er en betydelig afstand til den 22. uge. Det er i øvrigt også den faglige begrundelse, som et bredt flertal i Det Etiske Råd har lagt til grund for, at det er balanceret, at vi nu moderniserer den danske abortlovgivning i Danmark og dermed også bringer den i overensstemmelse med samfundsudviklingen, hvor vi også lader kvinder handle på baggrund af de fosterdiagnostiske undersøgelser, som vi i fællesskab har besluttet at kvinder i Danmark skal have adgang til.

Fru Lisa Perkins.

Jeg vil sige, at jeg faktisk er rigtig stolt og tilfreds med at stå her på min første dag og have mulighed for at stemme nej til den her del af lovforslaget. Men jeg synes faktisk ikke, at ministeren svarede på det. Jeg kunne egentlig bare godt tænke mig at spørge ministeren, om hun vil være med til at ændre lovgivningen igen, hvis det bliver sådan i fremtiden, at man ser levedygtighed allerede fra uge 18.

Ministeren.

Nej, på en dag, hvor vi træffer beslutningen om den største ændring af abortloven i over 50 år, står jeg ikke og siger, at så vil vi også ændre den igen om et øjeblik. Jeg synes, at det er tre gode og stærke politiske aftaler med tre brede politiske flertal – tak til aftalepartierne for det – hvor vi har fundet balancen. For det giver jo heller ikke mening, at resultaterne fra eksempelvis de fosterdiagnostiske undersøgelser i dag foreligger efter den nuværende abortgrænse. Kan man så ikke bare flytte tidspunktet for de fosterdiagnostiske undersøgelser? Nej, det kan man ikke. Hvorfor? Det er, fordi det er bestemt af kvindens biologiske ur. Der er en betydelig afstand til det såkaldte levedygtighedskriterie, og vi er også partier, der med stolthed insisterer på – og det er liberalt – at det er kvinden, der skal have retten til at bestemme over sin egen krop frem, frem for som Liberal Alliance at mene, at det skal være staten, der træffer beslutningerne for kvinderne.

Fru Birgitte Bergman, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Når jeg tager ordet, er det, fordi Det Konservative Folkeparti synes, at den nuværende lovgivning er ganske fin. Jeg har selv to børn, og jeg har også prøvet at få foretaget en abort. Jeg har prøvet det at mærke liv i 18. uge. Det er liv, man mærker. Det er en svær beslutning at få foretaget en abort, og det kan der være forskellige grunde til. Vi mener, at kvinder selvfølgelig selv skal bestemme over deres egen krop. Derfor har vi også haft fri abort i Danmark i mange år, og det støtter vi naturligvis hele vejen igennem. Men at rykke grænsen er for voldsomt, for hvornår kommer så den næste grænse i forhold til det, vi medicinsk kan hjælpe kvinder med i dag? Så jeg synes simpelt hen, det er en forfejlet debat at sige, at så har kvinderne ikke selvbestemmelse over deres egen krop, for ministeren står jo selv og siger, at er der komplicerede sager osv., kan man få foretaget en abort senere end i 12. uge.

Men jeg synes, der er noget grundlæggende forkert i, at man ikke som 15-årig skal konfrontere sine forældre og snakke med dem om eventuelt at få foretaget en abort. Alle andre beslutninger skal man, når man er under 18 år, faktisk konfrontere sine forældre med. Jeg synes, det er utroligt, at man overlader det til børn – det er børn – at træffe så alvorlig en beslutning selv.

Ministeren.

For det første er det jo faktuelt sådan, at i forhold til de aborter, der i dag bliver behandlet i de nuværende fem regionale abortnævn, mellem 12. og 18. uge, bliver der givet tilladelse i Abortnævnet i langt, langt de fleste tilfælde. Det skyldes jo, at der er en betydelig afstand til levedygtighedskriteriet. Det er det, vi tager bestik af, og det er derfor, vi siger, at den beslutning, som jo er sindssygt svær – det kan den i hvert fald være – for langt de fleste kvinder, har vi tillid til at kvinden selv skal træffe. Så er det korrekt, at der fortsat vil skulle behandles sager om senabort efter 18. graviditetsuge. Hvis en graviditet f.eks. er til fare for kvindens eget liv, får man også adgang til abort på et senere tidspunkt. Men det er det, der så kommer til at ske i et nationalt abortnævn, så der ikke er forskel på, hvilke rettigheder man som kvinde har, afhængigt af hvor man bor i Danmark.

For det andet sikrer vi nu i forhold til de unge mennesker, at der er overensstemmelse mellem, hvad vi har besluttet der er den seksuelle lavalder i Danmark, og hvornår man har retten til så også at drage konsekvensen og kunne træffe beslutningen. Vi mener jo, at alle unge mennesker skal kunne inddrage deres forældre, men det er ikke alle unge, der kan. For nogle er ens nærmeste måske en skolelærer, en pædagog eller en god ven, og der skal vi sikre, at der er støtte at få, og at flest mulige bliver opfordret til at inddrage deres forældre. Men vi vedstår, at der også er nogle 15-17-årige, som ikke kan spørge familiens overhoved om lov af frygt for repressalier fra familien.

Fru Birgitte Bergman.

Lige præcis i forhold til det foregår det jo allerede i dag sådan, at man godt kan få foretaget en abort, hvis det netop er sådan en situation, man er i. Men her drejer det sig om børn. Altså, med hensyn til alt andet skal man ifølge lovgivningen være 18 år; så er man myndig. Hvis man skal stemme til Folketinget, skal man være 18 år, men hvis man skal have fjernet liv og have foretaget en abort, kan man være 15 år, og så behøver man ikke at tale med sine forældre om det. Jeg synes, at det er grundlæggende forkert og en glidebane, for som Liberal Alliances ordfører er inde på: Hvad er så det næste, som forskning og medicin kan gøre i forhold til den 18. uge? Og jeg synes ikke, ministeren svarer ordentligt på, om det virkelig kan være rigtigt, at børn, altså unge under 18 år, skal kunne træffe så svær en beslutning, uden at forældrene bliver indblandet i det.

Ministeren.

Jeg mener, at vi skal opfordre alle unge mennesker til at inddrage deres forældre mest muligt i alle de store og vigtige beslutninger her i livet. Men jeg vedstår også, at unge mennesker er i stand til selv at træffe beslutninger om deres egen krop og deres eget liv. Vi har en seksuel lavalder i Danmark, som jeg ikke hører at der er politisk uenighed om, altså at det er fornuftigt, at den ligger på de 15 år. Derfor er det jo også oplagt, at man som 15-17-årig betragtes som kompetente til at beslutte, om man vil have en abort eller ej. Det er i øvrigt også i overensstemmelse med sundhedslovens almindelige regler og bestemmelser i dag om, at en patient i Danmark, der er fyldt 15 år, er i stand til selv at give informeret samtykke til behandling.

Så er det ikke korrekt, at man så bare kan lade være med at fortælle det til familiens overhoved, hvis der måtte være en situation, for det er en naturlig konsekvens af det her lovforslag, at i forhold til en begrænsning af forældrenes adgang til børn og unges journaloplysninger vedrørende abort, skal der ikke længere kræves samtykke fra forældrene, for det har familiens samme overhoved jo egentlig mulighed for at kunne få i dag. Og der skal vi sikre, at også de unge kvinder, som måske oplever at blive undertrykt derhjemme, har retten til at kunne træffe en beslutning, som de aldrig skal stå alene med. Vi skal opfordre dem til at inddrage forældrene eller deres nærmeste på anden vis, men vi sikrer dem nu langt bedre rådgivning og støtte, også fra de knalddygtige civilsamfundsorganisationer, som vi har her i Danmark. Det er også et godt resultat af den politiske aftale.

Tak for det. Der er flere på talerlisten, og der kommer mange ordførere på. Jeg beder om, at man overholder taletiden. Når jeg rejser mig op, er der ca. 5 sekunder tilbage, og så ved man, hvornår man er over tiden.

Nu giver jeg ordet til hr. Lars Boje Mathiesen, Borgernes Parti. Værsgo.

Tak. Jeg er lidt nysgerrig på, hvornår Venstre kom til den her erkendelse omkring staten og kvindens rettigheder. I 2022 svarede ministeren på vegne af Venstre, at hun og Venstre var helt uenige i, at abortgrænsen skulle stige, og nu siger man så, at det er fornuftigt, at den stiger. Det udsagn har jeg fra Kristeligt Dagblad den 1. oktober 2022, hvor man svarer på det her spørgsmål. Derfor undrer det mig, hvornår det var, man i Venstre kom til den erkendelse, som man har nu, når man i 2022 var helt uenig i, at abortgrænsen skulle stige.

Har der ændret sig noget i lægevidenskaben, og er det derfor, at man er kommet til en anden erkendelse? Man henviser selv til Sverige i 1996, så der må jo være noget i lægevidenskaben, som ikke har forandret sig. Men er der noget i lægevidenskaben siden 2022, som nu har gjort Venstre klogere, siden de har ændret standpunkt på det her område?

Ministeren.

For det første er det sådan, at når ministeren udtaler sig, er det på vegne af regeringen.

For det andet, og det er ikke nogen hemmelighed – nu ved jeg ikke, om Venstres ordfører går på her i dag – har vi i mit eget parti Venstre også givet os rigtig god tid til en god, grundig og saglig debat omkring det her vigtige spørgsmål, hvor bølgerne også til tider nogle gange er gået lidt højt, men hvor vi har givet hinanden plads til at tage de her diskussioner og også afveje de forskellige elementer op imod hinanden, blive belastet af ny viden af forskellig art, senest udtalelsen fra Det Etiske Råd, som jo kom i den her folketingssamling, og som i virkeligheden også er årsagen og anledningen til, at Folketinget også tog initiativ til at tage den her debat, vel vidende at den ikke ville blive let og ej heller var en debat, hvor vi skulle skynde os frem.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Jo jo, det er jo fair nok, hvis Venstre eller regeringen er blevet klogere. Det må man jo gerne. Jeg forsøger bare at få klarhed over, hvornår det her er sket. I 2022 var Venstre lodret imod at ændre på de her ting, og nu står man og henviser til, at vi skal sammenligne os med lande, som har haft denne lovgivning siden 1996, så der må jo være sket en holdningsændring i Venstre, og hvad baserer den sig på?

Er den baseret på det sundhedsfaglige, eller er det på det etiske, eller er det, fordi man er i regering og gerne vil lægge noget afstand til et andet parti, Liberal Alliance, der er vokset? Derfor undrer jeg mig over, hvad det er, der har ført til den her erkendelse, og jeg ville bare gerne have, at ministeren kunne skabe lidt klarhed over, hvorfor man har ændret holdning siden 2022.

Ministeren.

For det første håber jeg, at jeg hver eneste dag hele livet vil blive klogere, fordi alternativet trods alt ville være værre.

Dernæst vil jeg igen sige, at jeg står her som minister og taler på vegne af regeringen, og at Venstres ordfører er velkommen til også at gå på, hvis det er det, man vil. For Venstres vedkommende har det jo også været den vigtige balance og afvejning imellem på den ene side kvinders ret til at bestemme over egen krop, hvor kvinden selv kan træffe beslutningen og ikke skal bede staten om lov, og så på den anden side, hvad der er meget, meget afgørende, en betydelig afstand til det såkaldte levedygtighedskriterie omkring 22. uge.

Fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg kunne bare godt lige tænke mig at spørge ministeren om noget ret grundlæggende, for ministeren står og taler om det her med, at børn på 15 år nu selv skal kunne tage den her beslutning om at få en abort, og sammenligner det med, at den seksuelle lavalder ligger der. Så kunne jeg egentlig bare godt tænke mig at høre ministeren helt lavpraktisk, om ministeren ikke mener, at der altså er ret stor forskel på, om man vil knalde med Frederik fra 1. g til gymnasiefesten, eller om man skal afslutte en graviditet, hvilket potentielt kan have psykologisk betydning for en resten af livet. Er svaret ja eller nej?

Ministeren.

Vi mener, at unge mennesker er i stand til at træffe beslutninger om deres egen krop og deres eget liv. Vi mener, at alle 15-17-årige i videst muligt omfang skal inddrage deres forældre i alle store og vigtige beslutninger i deres liv, men vi vedstår os også, at det ikke er alle unge mennesker, der kan det. Det er ikke alle unge mennesker, der kan gå til mor eller far og bede om en tilladelse til at få en abort. Derfor kommer det nu til at flugte den seksuelle lavalder på 15 år, men vi sikrer også, at de 15-17-åriges forældre ikke vil blive informeret om graviditet eller en eventuel abort, hvis man som ung kvinde ikke ønsker det eller der i øvrigt er tungtvejende hensyn herfor. For det er ikke alle, der kan tage den her beslutning om at bede deres forældre om lov – desværre. Og de unge mennesker i Danmark skal vi også sikre får retten til at kunne bestemme over egen krop.

Fru Mette Thiesen.

Det var et meget, meget langt svar på noget forholdsvis simpelt – eller det var et ikkesvar. Så det vil sige, at Venstre, Danmarks Liberale Parti, så åbenbart mener, at det er bedre, at staten står for ansvaret, når børn skal have en abort, end at det er deres egen familie. Der står vi bare helt anderledes i Dansk Folkeparti, og det er jeg bare nødt til at sige. Jeg synes, det er dybt foruroligende, at man nu overlader børn til at stå alene med en beslutning, som højst sandsynligt kommer til at forfølge dem resten af livet. Det handler ikke om at være liberal. Det handler grundlæggende om et totalt opgør med danske familier og familiestrukturer, og det synes jeg er meget bekymrende.

Ministeren.

Noget bliver jo ikke mere sandt af at blive fordrejet endnu mere, anden gang man stiller et spørgsmål. Der er ingen her, der har påstået, at staten skal overtage ansvaret for det. Det er jo helt virkelighedsfjernt i forhold til de drøftelser, vi har haft politisk om det her spørgsmål. Det handler om, at vi vedstår os, og at vi anerkender, at unge mennesker er i stand til at træffe beslutninger selv. Vi mener, det er afgørende, at unge kvinder ikke står alene med noget, der er en så stor beslutning som spørgsmålet om abort. Vi synes, det er vigtigt, at unge mennesker har nogle at kunne tale med om abort, men det er ikke alle unge mennesker, der kan spørge mor eller far om lov – desværre. Der er steder, hvor man ikke tør gå til familiens overhoved og bede om lov, og de unge kvinder skal vi også sikre i lovgivningen.

Hr. Hans Kristian Skibby, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak. Jeg undrer mig lidt over, at ministeren svarer, som ministeren gør i diskussionen omkring det her med, at de 15-17-årige ikke skal inddrage deres forældre i forhold til noget så alvorligt som at gennemføre en abort. Altså, hvis man kigger på andre lovgivninger, som vi også har ansvaret for her i Folketinget, så kan man f.eks. ikke optage et banklån og hæfte for sin egen gæld, medmindre man er fyldt 18 år. Men man må altså godt gøre sig til herre over død og liv, havde jeg nær sagt, uden at inddrage sine forældre. Man skal også være 16 år for at køre på en traktor. Jeg ved godt, det er noget helt andet end at stå herinde og diskutere abort. Men kan ministeren dog ikke se, at der er en noget stor og gevaldig diskrepans imellem de her rigide alderskrav, når man så nu ovenikøbet kan se frem til at lempe på noget så ømtåleligt og essentielt som at vælge mellem liv eller død?

Ministeren.

Men der er jo ikke en eneste fra hverken regeringen eller regeringspartierne, der har sagt, man ikke skal inddrage sine forældre. Vi siger tværtimod det stik modsatte: at vi synes, det er helt afgørende vigtigt, at man inddrager sine forældre. Men det er bare ikke alle, der kan gøre det i Danmark, og som tør gå til familiens overhoved. Hvorfor? Fordi man frygter repressalier i forhold til at fortælle om en uønsket graviditet. Og de unge skal vi tage hånd om. Det kan være, ens nærmeste er ens skolelærer eller en pædagog, man har haft et tæt forhold til. Men det kan jo også være, at vi nu forbedrer mulighederne for, at man også kan få uvildig rådgivning og støtte fra de dygtige civilsamfundsorganisationer ved også at gøre deres tilbud mere tilgængelige, så man kan blive henvist til dem, så man kan få støtte hos dem både før og efter en abort. Men selvfølgelig skal man i videst muligt omfang inddrage sine forældre. Det vil alle unge blive opfordret til. Det står også højt og tydeligt i den lov, som vi skal stemme om her om lidt.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Ministeren svarer ikke på spørgsmålet. Der er andre rigide alderskrav om ting, der ikke vedrører liv og død: et traktorkørekort. Mener ministeren, at det er rimeligt, at man må de her ting, men at man ikke må være fører af en traktor? Sådan er det også i forhold til noget, som måske ligger lidt tættere på ministerens område. Det er jo at være bloddonor. Der skal man være 17 år. Hvorfor skal man det? Nu må man åbenbart gøre det her med at vælge mellem liv og død uden at spørge sine forældre. Så siger ministeren i øvrigt, at det er det, man får ændret på. Den mulighed er der jo allerede i dag, hvis man har de her problematikker med ens forældre og man er blevet gravid i en alder mellem 15 og 17 år.

Ministeren.

Jeg beklager, men jeg mener simpelt hen ikke, at noget så vitalt som unge menneskers, 15-17-åriges, ret til at bestemme over egen krop skal sidestilles med retten til, om man må føre traktor. Altså, undskyld mig, det her er så vitalt bestemmende i forhold til ens liv, i forhold til hvis man er uønsket gravid i Danmark. Der skal vi sikre, at unge mennesker inddrager deres forældre, men vi skal også hjælpe dem, der ikke kan inddrage mor og far og spørge dem om lov, fordi man frygter repressalier.

Hr. Christoffer Aagaard Melson, Venstre. Værsgo.

Tak for det, og tak til ministeren for talen. Jeg er jo, som de fleste nok kan gætte, meget enig i argumenterne. Jeg vil nævne et argument, som der har været vigtigt i vores interne debat, ligesom det jo har været hos Det Etiske Råd, og som også er en grund til, at de har ændret holdning i forbindelse med deres grundige arbejde. Det er det her med, at det jo i dag er 95 pct. af kvinderne, der er i abortsamrådene, der får lov til en senabort, fordi så mange af de her ansøgninger går via fosterdiagnostik.

Så vil jeg bare lige bede ministeren bekræfte, at det her alt andet lige også vil føre til, at i hvert fald de 95 pct. af kvinderne vil få en tidligere abort, end de får i dag, fordi vi tager ventetiden ud i forhold til de her abortsamråd, som jo også er meget, meget psykisk hårdt at vente på, f.eks. hvis du har et barn i maven, som du ved ikke er levedygtigt.

Ministeren.

Jeg kan bekræfte, og det er helt korrekt, at der er kommet en helt ny udtalelse fra Det Etiske Råd, hvor også et bredt flertal bakker op om, at vi i Danmark ændrer reglerne til 18. graviditetsuge. Jeg kan dermed jo også bekræfte, at det fremgår, og det er også oplyst i forbindelse med lovbehandlingen, at langt, langt de fleste op til 18. graviditetsuge i dag får tilladelsen – altså mellem den 12. og 18. uge – i de regionale abortsamråd. Forskellen er bare nu, at der desværre er nogle, der insisterer på, at det er staten, der skal træffe beslutningen, og så er vi et flertal, der har besluttet, at der har vi tilliden til, at kvinder selv er i stand til at gøre det.

Dermed har ordføreren også fuldstændig ret i, at konsekvensen af det også vil være, at man sådan set får mulighed for at få en tidligere abort, fordi man ikke skal gå og afvente, at man skal ansøge et regionalt abortnævn om tilladelse til at få det, man så i øvrigt allerede i dag får. Så det er også i sig selv netop et vigtigt fremskridt for de kvinder.

Ønsker spørgeren sin anden korte bemærkning? Det gør spørgeren ikke. Der ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til indenrigs- og sundhedsministeren. Så skal jeg oplyse, at der foreløbig er fire ordførere, der har trykket sig ind, og den første ordfører, jeg byder velkommen til, er fru Lea Wermelin fra Socialdemokratiet.

Tak for det. Da vi i Danmark i 1973 indførte retten til fri abort, var det et markant fremskridt for kvinders rettigheder. Det var ikke en kamp, der blev vundet uden modstand, men det var en sejr for frihed, for ansvar og for retten til at bestemme over egen krop. I dag, mere end 50 år senere, tager vi næste skridt i den samme kamp. Vi gør det ovenikøbet med et bredt flertal. Vi gør det, fordi virkeligheden har ændret sig, fordi teknologien har ændret sig, og fordi kvinder stadig skal have ret til at vælge på et oplyst og trygt grundlag. Med det her forslag hæver vi abortgrænsen fra 12 til 18 uger. Det giver mening, både sundhedsfagligt og menneskeligt. Der er ingen sundhedsfaglig begrundelse for, at netop uge 12 skulle være en magisk grænse. Og mange kvinder, som vi også lige har hørt, får først vigtig informationer om fosterets tilstand efter uge 12. Derfor skal de også have tid til at reagere uden at skulle igennem lange bureaukratiske processer, hvor andre bestemmer over deres krop.

Vi gør det i en tid, hvor vi ser rettigheder blive rullet tilbage andre steder – i USA, i Polen og i andre lande, hvor kvinders rettigheder indskrænkes i ideologiens eller religionens navn. Her i Danmark går vi den modsatte vej. Vi udvider rettigheder, vi styrker friheden, og vi gør det med respekt for kvinders evne til at træffe egne beslutninger.

Jeg må sige, at det undrer mig, og det ærgrer mig – vi har også lige hørt det i debatten – at et parti som Liberal Alliance, der ellers taler så meget om individuel frihed og ansvar ikke støtter det her forslag. Under førstebehandlingen sagde LA's ordfører, og jeg citerer: Der er heller ikke nogen sundhedsfaglig begrundelse for, at det skulle være skadeligt for mig at få skåret min venstre arm af, så det måtte jeg bare gerne gøre, hvis jeg ville. Citat slut.

Den sammenligning er ikke bare absurd, den er også en forfladigelse af en svær personlig og dybt alvorlig beslutning, som mange kvinder står i. For det her handler om kvinder, der står i nogle af de sværeste situationer, man kan forestille sig, og som har brug for støtte – ikke fordømmelse, men forståelse, og ikke forenklinger. Måske LA's mantra i virkeligheden skal omskrives lidt: Du kan godt, bare ikke, hvis du er kvinde og ønsker at bestemme over din egen krop.

Heldigvis vil vi en anden vej, og jeg vil gerne sige tak til både nogle af dem, der sidder oppe på tilhørerrækkerne, som har været en del af den her kamp, og også tak til de mange partier, som vi kan gøre det her sammen med. Vi viderefører en kamp, som generationer før os har kæmpet. Det er jeg rigtig stolt af, og jeg glæder mig til at trykke på den grønne knap i dag. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig tre korte bemærkninger. Først er det hr. Lars Boje Mathiesen, Borgernes Parti. Værsgo.

Tak. Socialdemokratiet vil nu give børn ret til at få en abort, uden at deres forældre er vidende om det. Det rejser jo nogle spørgsmål, for det handler om retten til at træffe beslutninger om ting, der påvirker egen krop. Det er det, jeg hører som argumentet. Samtidig har vi et Socialdemokrati og en regering, som er imod, at unge mennesker på 16 og 17 år skal kunne få lov til at købe alkohol, som også påvirker deres egen krop. Det er ikke for at trivialisere spørgsmålet, overhovedet ikke, men det er for at komme tættere ind på, hvad det er for nogle overvejelser, der gør, at børn godt må bestemme over deres egen krop, når det gælder abort og liv og død, uden at forældrene inddrages, men når det kommer til, om de må drikke portvin eller noget andet, så må de ikke det.

Ordføreren.

Jeg synes, det er rigtig vigtigt, og Socialdemokratiet synes, det er rigtig vigtigt, at de unge, vi taler om her, altså de 15-17-årige, inddrager deres forældre, og det vil langt de fleste også gøre. Men der vil være tilfælde, og det er også det, vi hører ministeren sige, hvor det ikke er muligt, og der vil vi gerne være på de unges side. Det flugter i øvrigt også med den måde, som vi i øvrigt har indrettet vores sundhedslovgivning på. Når vi taler om unge mennesker, skal de have retten til at bestemme over deres egen krop og altså ikke ligge under for det, hvis der er en familiestruktur, som det ikke kan lade sig gøre i.

Spørgeren.

De muligheder er der jo allerede i dag i den nuværende lovgivning. Men hvorfor er det så, at når det handler om, om barnet har lyst til at købe noget alkohol, så er det ikke den unges rettighed, der tæller dér, men det er forældrenes rettighed til at bestemme over det, som tæller mest. Eller det er staten, kan vi sige, for det er jo staten, der begrænser det unge menneske og siger: Det må du ikke. Nu står man og siger, at staten ikke må begrænse, kan man sige, de unge mennesker i retten til at få en abort, for det gælder deres egen personlige krop. Så jeg kan ikke forstå, at man så ikke er villig til at rulle nogle andre ting tilbage, hvor man har travlt med at lave forbud. Og hvis det her er en ny erkendelse, synes jeg også, at man skulle kigge på de andre lovgivninger.

Ordføreren.

Det er en lidt ejendommelig debat og også lidt en afsporing af den debat, vi egentlig har i dag. Det kan omvendt undre mig, at man ikke også i Borgernes Parti vil støtte de unge mennesker, som står i en situation, hvor de netop er bange for de repressalier, det vil medføre, hvis de bliver gravide. De kan stå en situation, hvor det kan være enormt svært at tage den diskussion. Der sikrer vi jo netop med det her lovforslag, som ministeren også var inde på, at man ikke efterfølgende kan få aktindsigt i den unges journal.

Fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak. Jeg lagde ud med at sige tak til ministeren, der var på før, for en konstruktiv og grundig debat her. Men jeg synes, det er ved at udvikle sig til en decideret respektløs måde at debattere på i dag om den her abortgrænse. Jeg bryder mig ikke om, at Socialdemokratiet og Venstres minister får det til at lyde, som om vi er nogle partier, der vil begrænse kvinders rettigheder. Sådan er det bestemt ikke. Vi går alle sammen ind for fri abort i Danmark. Det er vigtigt at holde fast i. Men der er bare nogle etiske dilemmaer her, som vi har en anden holdning til, end Venstre og Socialdemokratiet har. Og det handler om fosteret i maven.

Så jeg rejser mig egentlig også bare for at sige, at jeg synes, det er respektløst over for den her debat, som er meget vigtig, at man får det her til at handle om spørgsmålet om, om vi borgerlige partier er for eller imod kvinderettigheder. Jeg synes simpelt hen, at debatten er for vigtig til det, og jeg synes, man skal holde sig for god til det.

Ordføreren.

Men det her handler om kvinders rettigheder til egen krop. Så kan man synes, at det er en lille smule ubehageligt at tage den debat, men det er jo bare det, det handler om. Jeg synes, det er dejligt, at vi bor i et land, hvor alle partier går ind for retten til fri abort. Det vil jeg gerne anerkende. Men det ændrer ikke på – og det er også det, vi har hørt, også med den udtalelse fra Det Etiske Råd og andre – at der ikke er nogen, ingen, sundhedsfaglig begrundelse for den ugegrænse på 12 uger. Derfor er det en begrænsning af kvinders rettigheder, hvor man skal spørge staten om lov i stedet for selv at kunne træffe en beslutning, som kvinder tager med den største alvor – den største alvor.

Fru Susie Jessen.

Men hvis det udelukkende handler om kvinderettigheder, burde Socialdemokratiet sige, at så skal grænsen gå helt op til 40 uger. Hvis det udelukkende handler om kvinderettigheder, burde man jo bare gøre det på den måde. For det handler også om fostret; det er jo det, vi siger. Og der er vi nogle partier, som synes, at med 18-ugersgrænsen er man alt for langt henne i forhold til fosterets udvikling. Så jeg synes, vi skal holde fokus på det, i stedet for at man begynder at anklage andre partier for ikke at gå ind for kvinderettigheder. Jeg synes, det er for lavt i en debat, der er så vigtig som den her.

Ordføreren.

Men mener Danmarksdemokraterne så, at de aborter, der i dag bliver foretaget mellem uge 12 og uge 18, ikke skulle foretages? For det er jo lige præcis det, som det her handler om. Det er jo ikke et spørgsmål om – det er i hvert fald en misinformation, vil jeg sige til dem, der skulle lytte med – at det skulle handle om alt fra uge 18 og opefter. Det er ikke det, vi taler om. Vi taler om perioden fra uge 12 til uge 18, hvor kvinder i dag får lov til at få foretaget de her aborter. Så det er jo noget, man allerede kan i dag. Og der hører jeg bare med det, der bliver sagt her: Hm, er det så det, man skal høre derude, altså at man ikke ønsker at de kvinder skal have ret til det?

Fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Jeg er meget enig med min politiske ordfører, fru Susie Jessen, i, at det her en rigtig vigtig debat, og at det er en debat, der fortjener den allerstørste værdighed i måden, vi omtaler det på, og det sagde jeg også under førstebehandlingen. For man må altså i det danske Folketing forvente, at man både som minister, men også de forskellige ordførere her rundtomkring i salen i høj grad respekterer, at det her er et ekstremt stort etisk spørgsmål.

I forhold til det etiske vil jeg gerne høre, hvor meget det med abortgrænsen egentlig fylder for Socialdemokratiet i forhold til det her med kvinders selvbestemmelse. Er der forskel på det? Er det 50 pct., der er kvindernes rettigheder, og 50 pct., der er det ufødte barns? Eller er det 70 pct. kontra 30 pct.? Hvor ligger det der for Socialdemokratiet?

Ordføreren.

Jeg synes også, at den her debat fortjener stor alvor, og det er egentlig også den måde, jeg synes vi har behandlet det på politisk, både i den proces, der har været, og sådan set også i de debatter, vi har haft med hinanden. Og jeg synes rent faktisk også, vi i Danmark kan glæde os over, at vi kan have politiske debatter om noget, der er etiske spørgsmål, som det her selvfølgelig også er. Jeg tror måske så, at jeg i forhold til det med at sætte procentsatser på det, synes, man bevæger sig i en lidt anden retning. Så det vil jeg afholde mig fra, men det er også klart, at der er etik i forhold til abort.

Det, vi bare taler om her, og grunden til, at jeg synes, det er vanskeligt at forstå, at man fra Danmarksdemokraternes side heller ikke kan være med i de her forslag, er jo, at vi både forbedrer den geografiske mulighed, sådan at alle kvinder i Danmark har samme rettigheder – det vil man ikke være med til – men at vi jo sådan set også sørger for, at de kvinder, som allerede i dag får foretaget de her aborter, ikke skal spørge nogen om lov, men at de altså kan gøre det, der allerede sker i dag.

Så det er jo ikke et spørgsmål om flere aborter eller et spørgsmål om senere aborter, men det er et spørgsmål om, at man selv får lov til at træffe beslutningen.

Fru Marlene Harpsøe.

Nu har Socialdemokratiets ordfører også flere gange sagt, at det her handler om kvindernes rettigheder. Der har ordføreren, synes jeg, været ganske kontant og klar i mælet, altså at det handler om kvindernes rettigheder, og derfor må jeg også indrømme, at jeg sidder med det her spørgsmål og den her nysgerrighed omkring, hvor langt det egentlig går.

Betyder det så også, at Socialdemokratiet er klar til at udvide abortgrænsen yderligere? Det kunne – hvad ved jeg – være helt op til 40. uge. For det er jo en essentiel rettighed, hvis man skulle forstå det argument, som Socialdemokratiets ordfører fremfører, rigtigt.

Ordføreren.

Det virker, som om Danmarksdemokraterne har lidt svært ved at være i den politiske position, som man her har indtaget. For man vil gerne have debatten til at handle om alt muligt andet, altså om alkoholgrænser og, kan man sige, aborter, mens fosteret er levedygtigt, og det er jo på intet tidspunkt – på intet tidspunkt – det, som vi har talt om i den danske debat.

Så det, vi taler om nu, er, at det er fra 12. til 18. uge, hvor fosteret ikke er levedygtigt, og hvor der ingen sundhedsmæssig begrundelse er for, at grænsen skulle ligge i 12. uge. Derfor mener man ikke, at de skal have ret til de aborter, og jeg forstår simpelt hen ikke den position.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Lea Wermelin fra Socialdemokratiet. Jeg byder nu velkommen til hr. Carl Valentin fra Socialistisk Folkeparti.

Tak, formand. Jeg tror, de fleste af os kan mærke det, hvis man løfter blikket en smule, altså at vi lever i en tid, hvor rettigheder, vi troede var grundfæstede, er under pres, og ikke bare langt væk, men også tættere på, end vi bryder os om.

I USA ser vi lige nu, hvad der sker, når det bliver moderne at tilbagerulle kvinders rettigheder, abort bliver forbudt eller stærkt begrænset flere steder i landet, og det har konsekvenser, der rækker langt ud over politik. Når kvindekroppen bliver genstand for politisk styring og læger tøver med at handle af frygt for juridiske konsekvenser, koster det mere end bare faglig frihed. Det koster også tillid – tilliden til, at sundhedssystemet er der, når det virkelig gælder, tilliden til, at man som kvinde bliver taget alvorligt og man ikke først og fremmest ses som en politisk regulerbar krop, men som et menneske i en sårbar situation, og jeg er bragende stolt over, at vi i Danmark i dag går den anden vej og udvider rettigheder, som stærke kvinder og andre gode feminister har kæmpet for i årevis.

15-17-årige skal ikke længere have deres forældres tilladelse til at få en abort, den uretfærdige, usaglige og uetiske abortgrænse bliver hævet, og vi får lavet et nyt nationalt abortnævn. Det er i sandhed en historisk dag i dag og opløftende, synes jeg, i en verden, som det stadig er alt for hårdt at være kvinde i. Jeg ville være meget stolt, hvis jeg var sundhedsminister i dag. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Carl Valentin fra Socialistisk Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til fru Sólbjørg Jakobsen fra Liberal Alliance.

Tak, formand. Jeg tager ordet, fordi der både er mange bemærkninger og undren i forhold til vores position, så jeg vil forsøge at uddybe, og jeg står selvfølgelig også til rådighed, hvis der er spørgsmål bagefter.

Abortrettighederne har fyldt ret meget for mig, og de fylder også ret meget for mange af os herinde. Vi ved jo alle sammen, og det er nævnt flere gange, at kvinders rettigheder bliver rullet tilbage flere steder, og at de nogle steder aldrig har været eksisterende – heller ikke i vores egen baghave på Færøerne.

Derfor vil jeg som en, der er vokset op i en noget anden debattone, end hvad vi heldigvis er velsignet med i Danmark, sige, at det gør mig glad, at vi debatterer ud fra en helt grundlæggende forståelse af kvinders ret til abort. Det synes jeg vi skal værne om, og vi skal være glade for den tilslutning, der også er i befolkningen på det her område.

I dag behandler vi jo tre forskellige lovforslag. Det lovforslag, der omhandler at give 15-17-årige mulighed for fri abort uden at skulle spørge deres forældre, er et forslag, vi støtter i Liberal Alliance. Jeg synes ikke, der er noget selvfølgeligt over at støtte det, hvad nogle gør det til. Jeg synes faktisk, det er ret svært. Jeg har en datter på 15. Hvis hun blev gravid og ville have en abort, ville jeg virkelig håbe, at jeg var en del af at få hende igennem det.

Men vi ved jo også, at der er nogle miljøer, hvor det at gå til sine forældre og sige, jeg vil have en abort, måske vil betyde en genopdragelsesrejse, eller at man bliver tvunget til at gennemføre graviditeten. Social kontrol kan vise sig i mange former. Det har vejet tungere for os, og derfor vælger vi at stemme for, at 15-17-årige selvfølgelig selv skal kunne have retten. Men der er ikke noget selvfølgeligt over selve beslutningen. Det har været hårdt.

I forhold til den diskrepans, der er i abortsamrådene, har vi også valgt at støtte det forslag, der handler om det. Det synes jeg faktisk ligger lidt mere til højrebenet. Det skal ikke være ens bopæl, der afgør, om man skal have en abort, så den har været nem.

I forhold til ugegrænsen vil jeg sige, at det er den sværeste del, og det er det jo for os alle sammen, ud fra hvad jeg forsøger at lytte mig til. De eneste, som faktisk har det nemmeste standpunkt, man kan have, synes jeg – og det respekterer jeg, uanset at jeg ikke deler det standpunkt – er Enhedslisten. For deres standpunkt følger levedygtighedskriteriet, så det vil sige, at hvis levedygtighedskriteriet blev sat lavere, vil deres politik for ugegrænsen også blive lavere. Jeg synes, de er nemme at følge; det ved jeg er deres politik.

I forhold til mig og de fleste af os i Liberal Alliance – for vi har også nogle medlemmer i vores parti, som ikke deler min holdning; sådan er det ofte med etiske spørgsmål, og det er jeg glad for at vi har plads til i vores parti – vil jeg sige, at der er en gråzone. Og det er en gråzone, i forhold til at vi har kvinders ret til abort – det er jo kvindens ret til sin egen krop, vi snakker om her – og så er der fosteret, som på sigt bliver et barn. Der er det svært at sætte en bestemt dato på, hvornår rettighederne skal indtræffe, som følge af at et barn bliver til, og derfor har vi de her hensyn.

Det lyder faktisk til, at regeringen også har det, for de har ikke valgt at sætte grænsen på 22 uger. De har valgt at sætte den på 18 uger, fordi man mener, det er en betydelig afstand til levedygtighedskriteriet. Det synes jeg også er en fair argumentation. Jeg synes, at en betydelig afstand er lidt længere. Ordet betydelig er jo ikke defineret i ordbogen som et antal uger. Det må man gerne være uenige om hvad er. Men det er så der, uenigheden ligger, altså hvad en betydelig afstand til levedygtighedskriteriet er. Der mener jeg ikke, at vi, i takt med at vi kan redde yngre og yngre spædbørn, skal hæve grænsen. Jeg mener heller ikke, der er grundlag for, at vi skal sænke den. Men jeg synes heller ikke, at vi skal være efter folk, der har ændret mening i forhold til det her hverken den ene eller den anden vej.

For der udvikles mange ting på det her område, og der kan være mange overvejelser i spil, når man skal afveje sådan et hensyn til kvinders grundlæggende ret til egen krop og til at tage en egen beslutning, som ikke er alle kvinder i verden forundt, op mod de rettigheder, der følger med det spirende liv, der er i maven.

Det er en balancegang, der er svær at ramme, synes jeg, men jeg står personligt på, at der jo ikke er noget magisk ved de 12 uger, og det er der heller ikke ved 18 uger. Grænsen skal sættes et eller andet sted, hvis man mener, der skal være en afstand til levedygtighedskritieriet. Det er der, hvor jeg står sammen med et flertal, også i Liberal Alliances folketingsgruppe.

Men jeg kan godt se for mig, at der, i takt med at der måske kommer ny teknologi, der redder endnu yngre børn, bliver anledning til, at vi tager den her debat op igen. Og der håber jeg også, at vi tager debatten med den respekt og konsensus, vi har kunnet gøre de sidste 50 år, hvor det alligevel er hævet over enhver tvivl, at vi alle sammen grundlæggende tror på, at kvinder i Danmark selvfølgelig skal have ret til abort.

Tak til ordføreren for talen. Jeg vil lige gøre opmærksom på, at hvis man skal tale, skal det foregå ude bagved, så der er ro i salen, når der er ordførere, der er oppe og holde deres ordførertale.

Der er en række korte bemærkninger, og den første er fra fru Lea Wermelin, Socialdemokratiet. Værsgo

Tak for det. Jeg er glad for, at Liberal Alliances politiske ordfører går på talerstolen, for det har været ret svært at finde hoved og hale i Liberal Alliances position her.

Nu taler ordføreren om levedygtighed, men det tror jeg simpelt hen man bliver nødt til at parkere, for det er jo ikke det, vi behandler i salen i dag. Så det, Liberal Alliance skal stemme grønt eller rødt til, er et spørgsmål om at hæve ugegrænsen fra 12 til 18 uger. Der vil jeg gerne have ordføreren til at gøre mig lidt klogere på noget. Der er allerede rigtig mange danske kvinder, som får foretaget aborter i den periode. Det kan jo skyldes, at der er noget rigtig galt med fosteret, som man først får at vide efter uge 12, eller der kan være tale om en uønsket graviditet, som man måske har opdaget sent, og i forhold til fosteret er der jo intet sundhedsfagligt belæg for, at der skulle være forskel på uge 12 og uge 18.

Så vil ordføreren ikke gøre os lidt klogere på, hvorfor de kvinder skal spørge staten?

Ordføreren.

Det hensyn, som gør, at man sætter en ugegrænse, handler ikke om kvinden. Vores hensyn her er det samme som regeringens og Socialdemokratiets og Venstres og er det, der er grunden til, at man f.eks. vil sætte den til uge 18-20. Man kan også sige, at 2 uger udgør en betydelig afstand, og så vil det være de samme overvejelser, som ligger til grund for, at I ikke selv har hævet den endnu mere.

Det er umuligt, når man siger, at der skal være et sagligt eller sundhedsfagligt grundlag i forbindelse med en etisk problemstilling, og det er også derfor, man ikke kan efterlyse det saglige svar, der giver dokumentation for, at man siger, at man har en etisk grænse. Det er det, som jeg ikke synes er helt tydeligt i den her debat.

Det er jo en etisk grænse, vi sætter her. Det Etiske Råd sagde, at det, man laver med ugegrænsen, egentlig er et etisk kompromis, hvor det kommende barns rettigheder skal vejes op mod kvindens ret til at vælge. Og det er jo der, hvor vi bare ikke lægger snittet det samme sted.

Tak. Ønsker spørgeren yderligere en kort bemærkning? Ja. Værsgo.

Men det, som ordføreren glemmer i sit svar her, er jo, at de kvinder allerede i dag får foretaget den abort. Så med mindre Liberal Alliances holdning er, at det skal man ikke have lov til, altså at de kvinder ikke skal have lov til at få foretaget en abort mellem uge 12 og uge 18, så er det jo meget svært at forstå, at et parti, der jo ellers hylder frihed og individets rettigheder, så på den anden side anser, at de kvinder ikke skal have lov til at tage den beslutning selv, sådan at man, hvis man f.eks. går med et dødt barn eller et meget sygt barn i maven, skal gå og vente på at nogle andre træffer beslutningen om, hvorvidt man må foretaget en abort eller ej.

Ordføreren.

Så var jeg ikke tydelig nok, da jeg forklarede, hvorfor vi mener, der skal tages det her hensyn. Fordi når vi taler om individet, handler det netop om kvinden og senere hen også barnet. Og hvornår er det så, at rettighederne, som individet har, træder i kraft? Der er det så, vi siger, at der er nogle hensyn og nogle betingelser, der skal gøre sig gældende. Der er den her gråzoneperiode, hvor man endnu ikke har de samme rettigheder som et menneske – som kvinden i det her tilfælde – men vi siger, at der er nogle hensyn, der skal tages. Det er det samme, som regeringen selv gør, når det er efter uge 18. Der bliver også foretaget aborter efter uge 18, og det kan der også være en god grund til. Det er præcis det samme.

Tak. Så er det fru Rosa Lund, Enhedslisten.

Tak for det, og tak for talen, og også tak for forhandlingsforløbet, så længe Liberal Alliance nu var med os. Vi er jo, som det også er tydeligt i dag, ikke enige om det her spørgsmål, selv om jeg godt kan forstå, at det udefra set undrer nogen, at det er Enhedslisten, der står og siger, at staten skal blande sig udenom, og Liberal Alliance står og siger: Jamen altså, vi synes bare staten skal blande sig efter uge 12, det er fint. Det er ikke for være polemisk, fru Sólbjørg Jakobsen, men det er en reel undren. Hvad mener Liberal Alliance så om de aborter, som jo bliver foretaget i dag efter uge 12? Der er jo kvinder i dag, som har brug for at få en abort efter uge 12, som spørger staten om lov i dag. Det er jo det, det kommer til at fortsætte med, når man ikke støtter det her lovforslag.

Ordføreren.

Det er, at vi har nogle betingelser der. Der er ikke fri abort op til uge 12. Efter uge 12 siger vi: Er der nogle kriterier, som gør sig gældende? Så kan man godt få en abort alligevel. Det er ikke, fordi vi mener, at staten ved bedre, det tror vi overhovedet ikke den gør, men det er, fordi vi politisk vælger at sige, at herinde laver vi regler for, hvad det er, vi også mener etisk er korrekt nogle gange. Vi mener f.eks. heller ikke, det skal være tilladt at få en abort op til uge 22, og det mener regeringen heller ikke, for det vil være etisk forkert. Der er ikke en anden begrundelse. Det vil være etisk forkert. Her sætter vi en anden grænse. Det er der, forskellen er. Jeg har lidt svært ved at se, hvorfor det skaber så stor debat, at nogle mener, det skal være 12, nogle mener, det skal være 18, og nogle mener, det skal være 15, når det er, at samtlige af de tidspunkter er arbitrære.

Spørgeren.

Altså, det er ikke arbitrært, når man står i en situation, hvor man skal have en abort efter uge 12, fordi man ikke har opdaget, man er gravid, fordi man har traumereaktioner, som voldtægtsofre f.eks. har. Det er heller ikke arbitrært, når man står i en situation og er uønsket gravid efter uge 12 og gerne vil have en abort, fordi man har et kompliceret forhold til den, der har gjort en gravid. Der kan være så mange grunde til, at man skal have en abort, og jeg synes ærlig talt, det er meget arbitrært, at altid når det handler om kvindens krop, er det et spørgsmål om etik og moral. Det er det aldrig, når det handler om mandens krop. Det er da lidt mærkeligt.

Så er det ordføreren.

Det er bestemt ikke arbitrært for den enkelte kvinde, der står i situationen, og det er heller ikke det, jeg siger. Jeg siger, at ugegrænserne, som bliver sat, er arbitrære. Det er jo ikke, fordi der er noget magisk ved uge 12 og 18, der er jeg fuldstændig enig med fru Rosa Lund. Det er ikke selve situationen, man står i, der er arbitrær, den er meget konkret for den bestemte kvinde. Det er ugegrænsen – jeg siger, at det er den, der er arbitrært sat. Det synes jeg også vi skylder at indrømme. Det er den både for regeringen med 18 uger, og det er den også for os. Det synes jeg man skal være ærlige om.

Tak. Så er det fru Rosa Eriksen, Moderaterne. Værsgo.

Tak, og tak for talen, og tak for at være med i det med abortsamrådene og det med de 15-17-årige. Det sætter vi stor pris på.

Jeg vil rigtig gerne forstå fru Sólbjørg Jakobsens synspunkt. Er det, fordi man i Liberal Alliance er bekymrede for, at der vil komme flere aborter efter uge 12, når man hæver ugegrænsen? For det viser sig jo i eksempelvis Sverige, at det slet ikke er tilfældet. Så kan fru Sólbjørg Jakobsen måske udfolde, hvad det er for nogen bekymringer, I har i forhold til at hæve den her ugegrænse?

Ordføreren.

Nej, det er ikke den bekymring, og det har jeg heller ikke sagt på noget tidspunkt. Som jeg også har nævnt over for Socialdemokratiets ordfører, er det, fordi der er en periode, hvor flere af os synes, at der er en gråzone, hvor det foster, man går rundt med, ikke er noget, som vi ville betegne som et barn endnu, men det er et spirende liv, og der er forskel på, hvor meget hensynet til det spirende liv skal vægte senere hen i graviditeten, end det er i starten af graviditeten. Det er der, hvor vi så har en periode, ligesom regeringen har, fra 18 uger til 22 uger, hvor vi mener, der skal være nogle andre hensyn – præcis på samme måde som regeringen selv.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Men når vi nu står og diskuterer det her med respekt, hvad er det, Liberal Alliance tror de her abortsamråd kan, som jo også giver tilladelse stort set hver gang? Hvad er det, de kan, når det er et etisk spørgsmål? Hvem er klogere på en kvindes liv end kvinden selv? Det kunne jeg godt tænke mig at høre. Hvad er det, man tænker at det der abortsamråd kan? Og vil Liberal Alliance så overveje, at man overhovedet ikke må få en abort efter uge 12, hvis det er af hensyn til det her foster?

Tak. Ordføreren.

Nej, selvfølgelig ved kvinden selv bedst om kvindens liv. Det her handler om, at vi politisk har sat nogle kriterier ind, for det har vi. Du ryster på hovedet, men det har vi altså gjort. Der er sat nogle kriterier ind, og abortsamrådene kigger så på, om de kriterier er mødt. Det er det, som de gør. Det er jo det, deres funktion er. Regeringen fortsætter jo med at have dem, fordi de også mener, at det skal være efter uge 18. Vi mener bare, at det skal være også før. Det er der, forskellen ligger.

Tak. Jeg må minde ordføreren om, at vi ikke anvender direkte tiltale. Så er det hr. Lars Boje Mathiesen, uden for grupperne. Nej, Borgernes Parti, undskyld!

Ja, det skal man lige vænne sig til. Det kommer jo nok.

Jeg har det virkelig svært ved, at staten nu går ind og forbyder mig som forælder i at se mit eget barns sygejournal. Det er et massivt overgreb, og jeg kan undre mig over, at Liberal Alliance kan støtte et lovforslag, som forhindrer forældre i at se deres egne børns sygejournaler, mens de er børn. Jeg hører godt argumentet om, at der kan være noget social kontrol i nogle muslimske miljøer. Så lad os da adressere det; lad os da gå hårdt til det. Men vi må aldrig nogen sinde fortabe os i at lave lovgivning, som fratager forældres rettigheder over for deres børn, fordi vi skal lave lovgivning rettet mod nogle små grupper af muslimske familier, som udøver social kontrol. Så jeg undrer mig over, hvordan Liberal Alliance kan støtte det at fratage forældre deres ret til at se deres børns sygejournaler.

Tak. Ordføreren.

Som jeg også nævnte indledningsvis, er det et meget hårdt dilemma. Jeg har som sagt selv en pige i den aldersgruppe. Jeg forstår det godt. Men man vil aldrig kunne lave en lov, der sikrer, at du rammer præcis dem, som vil behandle deres datter helt grusomt – hvis du spørger mig – i den situation. Det er ikke kun muslimer. Ja, de er klart i overtal, men det kan også ske i andre miljøer. Jeg er meget sikker på, at i det miljø, jeg er vokset op i, er der mange, der ikke ville blive vel modtaget, hvis de gik hjem om sagde: Jeg er gravid, og jeg tror, at jeg vil have en abort.

Så jeg synes, at det er helt forståeligt, at man sidder og tænker: Jeg vil da gerne være en del af det. Jeg håber virkelig, at min datter føler sig tryg nok til at komme til mig, hvis hun har behov for det. Mit hjerte brænder simpelt hen for de piger, som vil stå i en situation, hvor det vil have forfærdelige konsekvenser for dem at skulle tage hjem til sine forældre og sige: Jeg er gravid, og jeg vil gerne have en abort.

Så tager vi lige den rigtige: Så er det hr. Lars Boje Mathiesen, Borgernes Parti. Værsgo.

Så vidt jeg ved, er der også er nogle undtagelser i den nuværende lovgivning, hvor de kan få hjælp osv. Så det kan man jo adressere. Hvis det er, fordi vi vil adressere social kontrol i forskellige religiøse grupper eller andre grupper, så lad os gøre det. Men det er jo ikke det, Liberal Alliance lægger stemmer til her; det er at forringe rettigheder for alle forældre i hele Danmark, og vi er altså nogle flere end en lille subkultur af nogle muslimske forældre, som udøver social kontrol på deres børn. Det vil sige, at man kigger på at lave lovgivning for en lille gruppe, og så rammer det alle andre – ganske almindelige danske forældre, som bare gerne vil passe på deres børn.

Tak. Ordføreren.

Det er jo præcis der, hvor dilemmaet ligger. Jeg tror, at der vil være en lige så lille gruppe af forældre, som ikke vil kunne have et forhold til deres barn, hvor barnet selv kommer og siger det, uanset om vi har adgang til deres journal eller ej. Så begge dele er noget, man vil skulle tage højde for her. Det er der, hvor man skal beslutte sig for, hvad der vejer tungere, og der vejer det tungere for os, at vi får taget et hårdt greb i forhold til de 15-17-årige piger, som bliver gravide, som ønsker en abort, men som ikke trygt kan gå til deres forældre.

Tak. Så er det hr. Jan E. Jørgensen fra Venstre.

Tak for det, og lad mig starte med at anerkende, at spørgsmålet om abort ikke kun handler om kvindens ret til at bestemme over egen krop. Det gør det primært, men det handler jo også om kvindens ret til at bestemme over en anden krop, nemlig den krop, som kvinden har i sin mave i form af et ufødt barn. Derfor tror jeg, de fleste af os er enige om, at man skal have retten til at få abort, når der er tale om et foster, men ikke, når der er tale om et barn. Og der tror jeg også, at al dokumentation viser, at op til 18. uge er det et foster. Barnet er ikke levedygtigt på nogen måde. Det er et foster.

Her er det så bare, jeg ikke forstår, at et parti, der hedder Liberal Alliance, mener, at staten er bedre til at træffe den beslutning, vi taler om, i tidsrummet mellem 12. og 18. uge, altså at staten er bedre til at træffe den beslutning, end moren, kvinden, er. Jeg forstår ikke. Og Liberal Alliances ordfører kan tale herfra, og så til vi går på sommerferie. Det ændrer ikke ved, at Liberal Alliance i denne sag støtter statsligt formynderi.

Tak. Ordføreren.

Der er absolut ingen forskel på den kritik og den samme kritik, man ville kunne rejse af Venstres politiske holdning om 18 til 20 uger. Det er der simpelt hen ikke. Det er præcis det samme. Jeg siger ikke, at Venstre fortjener den kritik. Jeg siger bare, at det er de samme overvejelser, men en arbitrær grænse, man ikke sætter ens. Så behøves hr. Jan E. Jørgensen ikke at forstå eller begribe vores tankegang. Det handler ikke om »statsligt formynderi« eller kontrol; det handler om nogle etiske overvejelser, vi gør os her i salen, hvor vi har sat nogle kriterier op. Og hver gang vi laver kriterier i vores lovgivning, er det ikke noget, man som borger selv behandler. Så er det noget, der bliver behandlet af vores myndigheder. Det er da heller ikke nyt. Det er heller ikke formynderi, at offentlige myndigheder vurderer andre kriterier i anden lovgivning. Man sidder ikke selv dér som borger. Det er ganske almindeligt. Så det er bare præcis den samme overvejelse, som Venstre må have gjort sig om 18 til 20 uger. Ellers må man spørge, hvorfor de ikke har hævet den endnu mere.

Tak. Så er det spørgeren for den anden korte bemærkning.

Jamen fru Sólbjørg Jakobsen bliver ved med at sige, at grænsen er arbitrær. Det er den altså ikke. Det er ikke sådan, at man har trukket et tal op af en hat, og der kunne have stået 2 uger eller 30 uger eller 37 uger. Der ligger jo nogle grundige overvejelser bag. Hvornår er barnet levedygtigt? Hvornår får man foretaget scanninger osv.? I dag giver de her abortnævn jo samtykke fra 12 til 18 uger. Hvorfor er det så, man skal igennem, jeg kunne også sige overflødigt bureaukrati, overflødigt statsligt bureaukrati og statsligt formynderi? Hvordan kan man som repræsentant for et parti, der hedder Liberal Alliance, støtte det? Jeg forstår det ikke.

Tak. Ordføreren.

Det er jo ikke rigtigt. Det er jo ikke 18 uger, der er levedygtighedskriteriet. Hvis det er, at hr. Jan E. Jørgensen ser så firkantet på det, så har hr. Jan E. Jørgensen de facto Enhedslistens holdning. Så er det levedygtighedskriteriet, man tænker på, for der er ingen forskel på det kriterie, som Venstre har sat til 19 uger, og som Liberal Alliance har på 17 uger.

Tak. Så er det hr. Christoffer Aagaard Melson fra Venstre. Værsgo.

Det er for at følge lidt op på det her spørgsmål om, at når vi kigger på aborterne, der bliver foretaget mellem 12. og 18. uge, så er langt, langt de fleste på baggrund af fosterdiagnostikken, hvor svarene først ligger klar efter 12. uge. Stort set alle de her aborter er nogle, man altid får ja til – unødigt, kan man sige, fordi det er helt standard, at du får lov, så du ikke skal stå og vente, sådan at det udskyder aborten og du skal igennem unødigt bureaukrati.

Så hvad er Liberal Alliances overvejelser i forhold til alle de her aborter, som der altid bliver givet et ja til? Hvad er meningen med, at man skal gå og vente på et unødigt bureaukrati, som altid giver et ja? For det er jo langt, langt de fleste, der får det. Kan man ikke godt se, at det virker ufornuftigt?

Ordføreren.

Jo, det havde vi faktisk også ret grundige drøftelser om. For som sagt er de her 12 uger der, hvor vi har haft ugegrænsen indtil videre, og der, hvor vi også har haft en god praksis for det. Når det er, at vi kan se, at der ligger en undersøgelse lige omkring det tidspunkt også og der faktisk bliver ansøgt om en del aborter lige efter, så var Liberal Alliance også åben for eksempelvis at hæve den til 13 uger. Det kom vi også ud med dengang, men der handlede det om, at det alligevel ikke vil være nok. Det var heller ikke noget, som regeringen var åben over for. Regeringen var klare med, hvad de ville. De var også helt åbenlyse og klare i mælet om det.

Så der er det jo, at man ikke kan søge faktuelt og sagligt grundlag ud fra de begrundelser, som er fuldstændig etisk funderede. Det er jo der, hvor det bliver svært. Det er også derfor, man kan sige, at regeringen også kunne have sagt 19 uger, men på et eller andet tidspunkt har de jo sat den et eller andet sted. Der har man tænkt: Uh, nu bliver det for meget. Det sker før for mig – når jeg tænker over det – end det gør for regeringen.

Tak. Ønsker spørgeren anden runde? Man skal huske at trykke sig ind, for så kommer navnet frem heroppe. Tak, værsgo.

Der vil jeg bare sige, at 13 uger jo ikke er nok, i forhold til at det bliver en meget, meget lille del, der når at have afklaring inden 13 uger. Så det vil stadig betyde, at langt, langt de fleste kvinder, der får en abort efter 12. uge, stadig vil skulle igennem den her proces – uden grund, fordi alle ved, de får et ja, f.eks. hvis barnet ikke kan overleve inde i moderens mave.

Så 13 uger vil jo ikke gøre det; der skal man længere hen. Jeg er dog trods alt glad for at høre en imødekommelse fra Liberal Alliance, der siger, at der er nogle udfordringer ved at fastholde 12-ugersgrænsen, i forhold til at kvinder unødigt skal vente på aborter, vi alle sammen ved de alligevel får lov til.

Tak. Ordføreren.

Det var også et godt spørgsmål, for som sagt var det også noget, der var med i vores overvejelser. Jeg synes, det er en relevant overvejelse at inddrage i den her vurdering. Derfor er det, at vi især også håber på, at den anden del af aftalen, som er, at vi får udviklet vores abortråd, også kommer til at forbedre en del af processen for kvinderne. Det ville det også være blevet, hvis ikke man forhøjede ugegrænsen.

Tak. Så er det hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Jeg er stadig væk lidt nysgerrig på at finde ud af, hvordan Liberal Alliances definition af det med kvindens ret til at bestemme over egen krop egentlig fortolkes. Nu har der gennem flere spørgsmål været rejst problematikken i forhold til de gravide, som har søgt abort fra den 12. til 18. uge og fået tilladelse, men der er også nogle, der har fået afslag. Jeg har haft den meget tvivlsomme fornøjelse at læse nogle af de afslag, der er blevet givet, som jo bl.a. handler om kvinder, der har været i voldelige forhold, hvor man ikke har turdet at være åben omkring sin egen graviditet af frygt for partnerens reaktion. Man har truffet beslutning om at forlade partneren, og i den forbindelse ønsker man så en abort, men får afslag, fordi de økonomiske forhold er gunstige. Mener Liberal Alliance stadig væk, at der skal være andre end kvinden selv eller den gravide selv, som træffer beslutningen om, om man ønsker at gennemføre en graviditet, eller om man ønsker at få en abort?

Ordføreren.

Det er klart, at det ønsker Liberal Alliance, og det ønsker regeringen også. Ellers havde vi jo alle sammen forhøjet ugegrænsen op til 22. uge. Men jeg har også læst den praksis, der har været, og også set eksempler, hvor man tænker: Hvad er der sket her? Det er da overhovedet ikke i tråd med den praksis, de har andre steder. Der var det også vigtigt for Liberal Alliance, at vi fik kigget på, hvordan det er, den her proces er. Derfor er vi også med til at stemme det igennem, så det bliver ensartet og også bliver kigget efter i sømmene, så kriterierne bliver mere tydelige.

Spørgeren for anden korte bemærkning. Værsgo.

Men der vil jo stadig væk med Liberal Alliances tilgang være en række gravide, som ikke selv får retten til at kunne bestemme, men hvor Liberal Alliance vil være med til at bestemme de kriterier, som Liberal Alliance nu selv siger er urimelige. For hvorfor er det ikke den gravide selv, som skal have retten til at definere, om man ønsker at afbryde en graviditet eller gennemføre den – også dem, der er gravide i perioden fra den 12. til den 18. uge?

Ordføreren.

Det netop, fordi vi mener, at der i den her periode, før levedygtighedskriteriet er opfyldt, men ikke helt i starten af graviditeten, er en tungere vægt, end der er i starten af graviditeten, hvor du ikke har individets rettigheder endnu, ikke har rettigheder, som følger med et menneske, endnu, men du udvikler dig stille og roligt til på sigt at blive et barn. Der er en gråzone der, inden levedygtighedskriteriet er opfyldt, hvor vi mener der skal være nogle hensyn, man tager, så der tages hensyn til det liv, der er ved at blive skabt. Derfor sætter vi nogle hensyn ind i lovgivningen. Det gør man også stadig. Og det vil der fortsat være efter i dag.

Tak. Taletiden er gået. Så er det fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Jeg vil gerne takke fru Sólbjørg Jakobsen for måden, hvorpå ordføreren holder sin tale og argumenterer på og fortæller om sit partis synspunkter. Jeg synes, ordføreren har gjort det med den største værdighed over for den etiske drøftelse, samtale, vi har herinde i Folketinget i dag om et meget etisk svært dilemma. Det er tydeligt, at det er noget, som ordføreren også er meget optaget af. Man kunne virkelig mærke ordføreren særlig i den første tale om, hvilke overvejelser ordføreren har gjort sig også i relation til sin egen baggrund. Så det vil jeg gerne blot benytte chancen for at sige tak for.

Jeg vil også benytte lejligheden til at sige til hele Folketinget, at vi lige så godt kan øve os på at drøfte de her svære etiske spørgsmål på en ordentlig og værdig måde, for som jeg i hvert fald hører det, bliver det ikke sidste gang, vi gør det, fordi der bl.a. også er spørgsmålet om aktiv dødshjælp, som på et tidspunkt venter, og der betyder det altså meget, at vi kan gøre det på en meget værdig måde.

Tak. Så er det ordføreren.

Tak. Jeg kommer jo selv fra et parti og er selv en politiker, der gerne tager et godt politisk slagsmål og godt kan lade bølgerne gå højt. Det har jeg ikke noget imod. Men jeg skal også være ærlig og sige, at på sådan nogle områder her er det lidt sværere. Det er det godt nok. Det er måske også, fordi jeg er opvokset i et land, hvor det ikke er foregået, altså hvor det her, selv om der har været en lille smule polemik og sådan noget i dag, ville have været den smukkeste abortdebat nogensinde. For de ting, man kalder hinanden, de steder, hvor de ikke har den grundlæggende forståelse af kvinders ret til abort, er noget andet, og det er ikke et sted, jeg nogen sinde vil bidrage til at vi kommer hen i Danmark.

Så er det fru Gunvor Wibroe, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak, og tak for talen. Der er blevet sagt rigtig meget, så jeg vil bare gøre det utrolig enkelt og bede om nogle ja- og nej-svar på mine spørgsmål. 1) Skal det være tilladt at få foretaget en abort efter 12. uge? 2) Er staten bedre til at træffe en afgørelse om at afbryde en graviditet end kvinden eller individet? 3) Tror ordføreren, at kvinder selv kan træffe de rigtige beslutninger over egen krop, herunder om at afbryde en graviditet? 4) Tror ordføreren, at der er nogen, der træffer sådan nogle beslutninger mellem 12. og 18. uge for sjov? Det var det.

Ordføreren.

Ja, nej, ja, nej.

Ordføreren.

Det var meget fint, tak.

Tak. Så er det fru Matilde Powers, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for ordet. Det mest klaustrobiske, jeg overhovedet kunne forestille mig, ville være at skulle gå med et barn i min mave, som jeg ikke ønskede, måske fordi jeg var blevet voldtaget, måske fordi det havde vist sig ved en scanning i uge 12 eller 13, at barnet var alvorligt sygt og det måske ikke kunne overleve, og jeg skulle lægge hele beslutningen om mit liv og måske også barnets liv over til en gruppe, som slet ikke kendte mig, som skulle træffe den. Synes Liberal Alliance, at det er rimeligt at udsætte kvinder for det? Ja eller nej?

Ordføreren.

Men vi bliver ved med at køre om det samme. Hvis Socialdemokratiet selv ikke mener det, hvorfor vil man så gøre det mod kvinder efter uge 18? Det er jo det samme spørgsmål. Jeg har da også dyb sympati for de kvinder, som bliver gravide, og som finder ud af, at deres barn måske ikke engang kan overleve, hvis de gik graviditeten ud, eller som har været dybt traumatiserede, fordi de er blevet voldtaget, og de måske har været handlingslammede lige siden. Jeg har da dyb forståelse for det, og derfor mener jeg også, at den behandling, de får, skal være værdig og ordentlig, at vejledningen skal være frivillig, og at der skal være de samme vilkår, uanset hvor du bor.

Men spørgsmål om, hvorvidt der på et tidspunkt skal være nogle hensyn, er jo et spørgsmål, Socialdemokratiet selv har taget taget stilling til, og man har besluttet sig for, at det skal der. I har bare sat det til uge 18 i stedet for uge 12.

Spørgeren.

Tak. Langt de fleste aborter bliver foretaget før uge 18, så det er klart størstedelen, vi snakker om i dag, som Liberal Alliance ikke mener skal have ret til selv at bestemme. Hvad er den præcise årsag til, at Liberal Alliance synes at uge 12 eller 13 er det helt perfekte tidspunkt?

Ordføreren.

Det er jo det, der er svært at sætte ord på, altså hvad der er en betydelig afstand til levedygtighedskriteriet, som er en formulering, som jeg hører regeringen bruge igen og igen. Hvis vi kigger på den praksis, vi har haft i Danmark, så har den faktisk fungeret ret godt. Det er det, som er konklusionerne, når man kigger på det. Der har været nogle ting, som ikke har fungeret godt, og en stor del af det bliver der rettet op på med den anden aftale om at få rettet op på abortrådene og få det samlet nationalt. Jeg har ikke et magisk tal for, hvor en ugegrænse skal ligge. Jeg synes bare, det skal ske med en grundig overvejelse af det kommende barns og kvindens rettigheder.

Tak. Så er det fru Lisbeth Bech-Nielsen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Jeg har egentlig ikke et spørgsmål. Jeg vil bare takke fru Sólbjørg Jakobsen for en, synes jeg, meget fin og afdæmpet tilgang til de her spørgsmål, som er rigtig svære, og hvor der kan være rigtig meget polemik. Jeg synes, at man skal have en respekt for, at vi kan stå forskellige steder her.

Jeg er meget tæt med en, som blev nødt til at få en abort, fordi fosteret var så skadet i uge 21, og jeg var med til fødslen; det hedder det, for man bliver nødt til at føde et foster på det tidspunkt. Derfor synes jeg også, at uanset hvor vi står henne – SF står jo som parti et andet sted end Liberal Alliance – så bør vi også have den respekt over for hinanden og behandle det her på den her meget ordentlige måde, og det synes jeg også i grove træk at debatten i dag har vist. Så selv om vores partier står et forskelligt sted, vil jeg bare gerne anerkende dét.

Ordføreren.

Tak, i lige måde.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så nu går vi videre i ordførerrækken. Nu er det fru Rosa Lund, Enhedslisten, der har ønsket ordet. Værsgo.

Tak, og også tak for en god debat indtil videre, synes jeg. Jeg synes faktisk, at det er godt, at vi giver hinanden muligheden for at tage den her debat en gang til, for det er historisk. Den 24. maj 1973 får kvinder ret til abort indtil uge 12. Den 17. december 2022 vedtages samtykkeloven. Og i dag, den 24. april 2025, tager vi endnu et skridt mod at sikre, at man har ret til sin egen krop, og at man som kvinde har friheden til selv at vælge.

De tre lovforslag, vi skal stemme om om lidt, sikrer nemlig, at hvis man bliver uønsket gravid, kan man selv vælge, om man vil have en abort eller ej, ikke ens mor og far, ikke staten, ikke ens ægtefælle, ikke ens partner og ikke alle mulige andre – man kan selv vælge. Det er egentlig lidt vildt, at det først er i 2025, at vi beslutter det. Men ikke desto mindre skal det jo ikke tage glæden fra det, at vi faktisk beslutter det nu.

Det er en fuldstændig afgørende frihedsrettighed, at man selv bestemmer over sin egen krop, og jeg er stolt af, faktisk også en lille smule lettet over, at i en tid, hvor man i resten af verden indskrænker kvinders frie valg, udvider vi det. Det synes jeg godt vi kan være stolte af. For det er det eneste modsvar til de indskrænkninger i rettigheder, vi ser rundtomkring. Det eneste modsvar er at udvide rettighederne for kvinder. Så selv om vi står her og har en hård, svær og følelsesladet debat, synes jeg,at vi skal ranke ryggen og være stolte af det, vi beslutter i dag. Det er historisk. Så tak for det.

Så vil jeg til sidst her bare lige minde om, at når vi snakker om, at vi skal tage den her debat med værdighed og respekt, og det er jeg jo fuldstændig enig i at vi skal, så synes jeg, at vi skal huske også at tage den her bred debat med respekt for de kvinder, som har fået en abort efter uge 12, og med respekt for de kvinder, som har ansøgt staten om at få en abort i dag. Det gælder både de kvinder, som har fået lov til det, og især de kvinder, som fik afslag. Lad os også lige huske dem, når vi taler om, at vi skal have en respektfuld debat.

Det har altid undret mig, at når det handler om kvindens krop, er alting et spørgsmål om etik og moral. Det bliver altid pålagt en, hvis man definerer sig selv som kvinde, at se det sådan, at de valg, man tager om sin egen krop, altid er et spørgsmål om etik og moral. Det synes jeg er en ret stor byrde at lægge på kvinder, og jeg kan kun forestille mig, hvor svært det må være at stå efter uge 12 og få at vide, at man er i gang med at tage en moralsk og etisk forkert beslutning, samtidig med at der foregår noget i ens krop, som man ikke ønsker. Jeg synes bare lige, at vi skal huske de kvinder, når vi taler om, at den her debat skal foregå respektfuldt. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak til ordføreren for en rigtig fin tale, om end vi ikke er enige i alle synspunkter. Men synspunktet om, at vi skal have en værdig og respektfuld samtale herinde om fri abort, er vigtigt. Det er også vigtigt, at vi selvfølgelig tager de værdighedshensyn, der er i forhold til dem, som allerede måtte have gennemført en abort. For der er jo ikke nogen tvivl om for nogen, at det er noget, der har været en svær beslutning. Så jeg vil bare tilkendegive, at jeg er fuldstændig enig i det synspunkt.

Ordføreren.

Tak for det. Jeg anerkender også, at vi står to meget forskellige steder i Danmarksdemokraterne og Enhedslisten – også her, kan man måske sige. Men at vi kan tage den her debat på en ordentlig måde, vil jeg også gerne kvittere for den anden vej.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre til den sidste ordfører, der har meldt sig. Det er fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tusind tak. I dag er en sort dag for Danmark. I 18. uge er baby mellem 17 og 20 cm og vejer ca. 200 g. Den sparker. Øjne og ører er, hvor de skal være. Baby kan opfange lys og lyd, og baby kan høre mors stemme og hjerteslag. Jeg har selv båret to små hjerteslag under mit eget. Jeg ved, hvad det betyder, om nogen. Derfor stemmer vi også med stolthed imod en hævet abortgrænse i dag i Dansk Folkeparti. For lovgivningen i dag er, præcis som den skal være.

Inden for 12 uger har man rig mulighed for at finde ud af, at man er gravid, og tage en beslutning. Hvis man kommer ud over de 12 uger, kan man søge om en senabort, og i 2023 var der 851, der ansøgte, og der var kun 57 afslag. Langt de fleste får altså lov til at få en senabort. Så det handler altså ikke om, at man ikke kan få en senabort, hvis eksempelvis barnet er så sygt, at det ikke har mulighed for at leve videre. Der kan også være mange andre gode grunde til, at man får bevilget en senabort. Men lovgivningen i dag er altså, som den skal være.

Når man rykker på den her abortgrænse, rykker man også på den meget, meget fine balance, der er imellem morens ret til egen krop og det lille liv i mors maves ret til livet. At hæve abortgrænsen og det, vi drøfter her i dag, er betonfeminisme på speed. Jeg er ked af at sige det. Det her er en etisk beslutning, og derfor stemmer vi i Dansk Folkeparti både imod en hævet abortgrænse, og vi stemmer også imod, at børn skal stå alene med en voksenbeslutning. Det må aldrig nogen sinde være en 15-årig, der skal stå med en beslutning om at få en abort. Langt de fleste lever resten af livet med konsekvenserne af at have fået en abort.

Man vil helt sikkert også opleve, at der vil være jordemødre, der nægter at udføre de her senaborter, når der ikke er en begrundelse for dem. Så den problematik kommer man også til at stå med. Man kommer også til at kunne stå med den problematik, at man i den ene stue forsøger at redde et lille liv, der har næsten samme alder som det lille liv, som bliver aborteret i det andet lokale. Og som der fuldstændig rigtigt er sagt fra talerstolen her sidst, er det sådan, at når man aborterer så sent, er det et lille barn, der skal fødes, og man vil også kunne opleve, at de ligger og udånder på mors mave. Det mener vi ikke i Dansk Folkeparti er etisk forsvarligt, og det handler ikke om kvinderettigheder. Det handler om balance. For vi skal også respektere det lille liv, der ligger inde i mors mave. Når man dyrker sex, følger der selvfølgelig også et ansvar med. Det ansvar betyder også, at man kan risikere at blive gravid. Sådan er det.

Vi stemmer imod en hævet abortgrænse. Vi stemmer imod, at børn skal kunne tage beslutningen uden forældresamtykke i forhold til at få en abort. Dem, som er udsat for social kontrol osv., har allerede i dag mulighed for at få en abort uden. Så der er altså muligheder for det. Grunden til, at vi stemmer imod det her med de her abortråd – der er sagt en masse forkerte ting her fra talerstolen tidligere – handler grundlæggende set om, at vi gerne vil have nogle bedre abortråd; vi sad med i forhandlingerne hele vejen. Men vi vil ikke finansiere de nye abortråd med blodpenge fra en hævet abortgrænse. Det vil vi ikke.

Det er en skammens dag i dag. Det er en sort dag i dag. Og jeg er stolt af at være i et parti, som er hele Danmarks familieparti, og som stemmer nej til den her betonfeminisme. Tak for ordet.

Tak til ordføreren.

Jeg vil lige gøre opmærksom på, at siden der blev indkaldt til afstemninger, er der fem, der har ønsket korte bemærkninger, og så er der en ordfører, der har meldt, at vedkommende vil på talerstolen efterfølgende. Det er til jeres orientering.

Så er det fru Lea Wermelin, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Jeg var et øjeblik i tvivl om, om jeg var vågnet op i Trumps USA, men jeg er så lykkelig over, at jeg står i den danske Folketingssal, fordi vi jo faktisk ikke taler om svære spørgsmål på den måde, som ordføreren her ellers gør fra talerstolen.

Lad mig holde mig til det faktuelle. Anerkender Dansk Folkepartis ordfører, at et foster mellem 12. og 18. uge ikke er levedygtigt? Det vil sige, at det ikke er et foster, som ved en abort kan overleve og blive til det liv, som ordføreren ellers taler om. Anerkender ordføreren det helt faktuelt?

Ordføreren.

Det ville være fjollet ikke at anerkende, at lægevidenskaben jo siger, at levedygtighedstidspunktet er i 22. uge, men jeg anerkender ikke, at det ikke er et lille liv. Jeg synes, det er ret håbløst ikke at anerkende, at det er et lille liv. Det går faktisk i tiende uge fra at være et embryo til at være et foster. Det er et lille liv.

Ordføreren.

Okay, det var sådan set meget dejligt lige at få noget faktuelt på plads, fordi der var meget patos i den tale. Jeg har også selv to børn, og jeg tror ikke, det er det, der afgør, hvordan man stiller sig i den her sag. Men når så ordføreren taler om fostre, der skal ånde ud, og alt muligt andet, hvor man jo får det til at lyde, som om det er børn, vi taler om, og det er helt forkert, vil ordføreren så være med til at lovfæste, at alle de aborter, der i dag bliver foretaget mellem uge 12 og uge 18, og som de abortnævn jo giver lov til, sådan set godt kunne blive lovfæstet, altså at man godt kunne skrive de kriterier ind i lovgivningen, og så ville Dansk Folkeparti bakke op?

Tak. Ordføreren.

Jeg tror ikke helt, jeg forstår, hvad ordføreren siger, men som jeg siger meget klart og tydeligt, mener vi, at den lovgivning, der er i dag, er ganske, ganske fin. Hvis man har brug for en senabort, får man det for langt de flestes vedkommende også bevilget. Vi ville gerne have været med til at sikre nogle bedre abortråd, for vi synes faktisk, det er problematisk, at der er forskel på, hvordan man vurderer det forskellige steder i landet. Det ville vi gerne have været med til at ensrette, men som jeg sagde før, vil vi bare ikke finansiere de nye abortråd med blodpenge fra en hævet abortgrænse. Det vil vi ikke.

Så er det hr. Jan E. Jørgensen fra Venstre. Værsgo.

Tak for det. Dansk Folkeparti og Venstre er enige om at bekæmpe tvangsægteskaber og arrangerede ægteskaber. Vi synes, det er en uskik. Vi synes, det er et uvæsen, og at det skal bekæmpes. Og hvis den ene part er under 18 år, altså er et barn, så er det jo ekstra alvorligt, og derfor forstår jeg ikke, at Dansk Folkeparti så vil tvinge det barn, som er blevet tvunget af sine forældre til at blive gift med en ældre mand, til at få et barn, hvis hun er blevet gravid med den, hun er gift med, enten i et formelt eller et uformelt ægteskab. For det er jo konsekvensen af, at man vil have forældrenes samtykke. Mon det forældrepar, som har tvunget deres barn til at blive gift, vil give samtykke til, at det barn kan få en abort, hvis barnet nu er blevet gravid med sin ældre mand?

Ordføreren.

Som nummer et vil jeg sige, at med Dansk Folkepartis politik ville vi slet ikke have de problemer i Danmark. Som nummer to vil jeg sige, at vi allerede har fremsat et forslag om at forbyde barnebrude. Det blev desværre stemt ned af alle andre partier end Dansk Folkeparti mig bekendt. Og som det sidste vil jeg sige, at der allerede er den mulighed i lovgivningen i dag, at man kan give dispensation, hvis man har den præcise bekymring, og det bliver der også gjort i dag med lige præcis de piger, som ordføreren nævner. Så ja, lovgivningen er, fuldstændig som den skal være, i dag. Men lad os da endelig stå sammen om at få løst problemerne med den forfejlede indvandring, men det giver ikke mening at pålægge danske familier noget, fordi et lille fåtal af de muslimske storfamilier ikke kan finde ud af, hvordan man agerer og lever i Danmark.

Spørgeren.

Jeg er helt sikker på, at langt, langt flere de fleste piger, der kommer i en situation, hvor de overvejer at få en abort, ville drøfte det med deres forældre. Men der er altså også piger, som ikke ville kunne tage den snak med deres forældre, og hvor forældrene ville nægte dem en abort, og det kan fru Mette Thiesen altså ikke snakke uden om. Det, fru Mette Thiesen står og plæderer for, er, at disse børn skal tvinges til at blive forældre, og det er korrekt, at der kan gives dispensation, men forældrene vil stadig væk have ret til at få aktindsigt i lægejournalen og vil jo så dermed kunne opdage, at deres datter har fået en abort mod forældrenes vilje. Vil Dansk Folkeparti ikke nok forholde sig til det faktum?

Tak! Tiden er gået. Så er det ordføreren.

Men jeg snakker sådan set ikke udenom. Jeg kender bare loven, altså den gældende lovgivning, og de her dispensationsmuligheder er der allerede i dag, hvis der er nogle piger, der står i den her situation. Og nej, jeg synes ikke, at alle danske forældre skal miste retten til, hvad skal man sige, indsigt i deres barns journal, fordi der f.eks. er nogle muslimske familier, som ikke kan finde ud af, hvordan man agerer i Danmark; så vil jeg hellere løse det problem i stedet for at pålægge alle familier dårlig lovgivning. Så nej, jeg er bare ikke enig med ordføreren.

Så er det fru Lisbeth Bech-Nielsen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Det er i samme spor. Det handler ikke om abortgrænsen, der synes jeg igen, at det er ikke en nem diskussion, men det er en diskussion, vi skal tage med værdighed og ordentlighed, også der, hvor vi er uenige. Jeg synes faktisk også, at den diskussion er svær. Men der, hvor jeg ikke synes, det er svært, er i forhold til unge, som er over den seksuelle lavalder, og som har sex – jeg hører ikke, at DF vil hæve den seksuelle lavalder – i en situation, hvor de er vokset op, om det er i et indremissionsk miljø, eller om det er i et muslimsk miljø, eller i hvilket miljø det er, hvor man simpelt hen siger, at en 15-årig skal bære et barn, og det skal præge den unges liv, fordi man ikke vil lade det være op til den, der jo så er gammel nok til at være over den seksuelle lavalder. Det forstår jeg simpelt hen ikke at vi ikke alle sammen kan være enige om.

Tak. Ordføreren.

Jamen det er, fordi det er børn, det handler om. Som jeg sagde tidligere, da jeg stillede et spørgsmål, er der meget stor forskel på, om Julie på 16 vælger at knalde med Frederik fra 1. g ude på toilettet til en gymnasiefest, eller om hun skal have en abort. Altså, man kan slet ikke sammenligne den beslutning at dyrke sex med en anden med at skulle afslutte en graviditet. Det mener jeg er en fuldstændig mærkelig måde se tingene på. Altså, alle dem, jeg kender, som både har fået aborter, da de var helt unge, men også dem, der har fået senere, har alle sammen været dybt, dybt påvirket af at få en abort, og det synes jeg er dybt uansvarligt at overlade til børn. Hvis man bare ved en lille smule om hjernens udvikling, ved man jo også, at frontallapperne, altså i forhold til det her med at konsekvensberegne og forudse, hvilke konsekvenser ens handlinger har, er jo først udviklet langt op i tyverne – jeg tror, at det for drenge er ved 25 år eller sådan noget i den stil. Så nej, jeg mener ikke, at det overhovedet er forsvarlig at lade børn stå med den beslutning alene – overhovedet ikke.

Tak. Jeg vil anmode om, at vi holder en sober tone. Så er det spørgeren for anden runde. Værsgo.

Men konsekvensen kan jo også for den unge være, at der er nogle ekstremistiske forældre, der tvinger det barn til at bære til termin, og så skal det barn måske endda bortadopteres, eller man skal blive mor som 15-årig. Det kan jo også være konsekvensen af det, Dansk Folkeparti foreslår. For hvis man lever i et meget ekstremistisk miljø og ens forældre kan få indsigt i, man får en abort eller ej, er der jo også den sociale kontrol, der gør, at det her måske kommer til at ødelægge en 15-årigs liv.

Tak. Ordføreren.

Der er allerede muligheder for dispensation i den nuværende lovgivning. Jeg mener ikke, at vi i det danske Folketing skal lave dårlig lovgivning for alle danskere, fordi der er nogle enklaver i Danmark, som lever efter et middelalderligt forbillede, hvor kvinder er mindre værd end mænd, og flere andre ting. Så synes jeg hellere, vi skal løse den problematik. I Dansk Folkeparti har vi en meget klar politik, som rent faktisk ville løse problemerne, som det eneste parti i Folketinget, men man vil jo ikke støtte op om det fra de andre partiers side, fordi man både er bange for konventioner og alt muligt andet. Så lad os da løse det problem for sig og så tale om abortlovgivningen for sig.

Tak. Så er det fru Trine Bramsen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Jamen lad os blive i patos. Tabita var 38 år gammel, da hun troede, hun havde kræft i underlivet og derfor gik til lægen. Hun brugte prævention, og derfor havde hun ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at hun kunne være gravid. Hun ønskede ikke et barn, og hun mente ikke, at hun var i stand til at tage vare på et barn, men hun var i uge 13 og fik derfor afslag på abort og måtte tage turen til Sverige for at få en abort. Mener ordføreren, at det er en værdig behandling af kvinder i Danmark?

Ordføreren.

Ja, det synes jeg faktisk. Jeg kender godt Tabitasagen, og jeg tror faktisk, at det var Tabita, der stod frem i et program på Radio IIII, hvor jeg også kommenterede på det. Og som jeg sagde klart og tydeligt, vil der jo altid være enkeltsager, hvor man kan sige, at nå, det havde måske været fint, hvis hun havde kunnet få en abort eksempelvis. Men jeg er bare også nødt til at sige, at vi er nødt til at lægge snittet et sted. Nu har jeg selv været gravid med to børn, og inden for de første 3 måneder kan man altså godt, hvis man kender sin krop bare en lille smule, fornemme, om man er gravid og så tage den her beslutning. Det er i øvrigt også det, langt de fleste gør. Jeg mener, at det er omkring uge 8, at langt de fleste aborter er.

Så man vil altid kunne finde sådan nogle gråzonetilfælde, men som jeg sagde før, når man dyrker sex, følger der også noget med, og hvis man står i den situation, som de ganske, ganske få kvinder, der får afslag, for som jeg nævnte før, er det ganske, ganske få, så må man jo tage konsekvensen. Og jeg er helt sikker på, at der er rigtig mange danske par, som ikke har mulighed for at få børn selv, som vil elske at give det barn en dejlig opvækst.

Tak. Tiden er gået. Ønsker spørgeren endnu en kort bemærkning? Værsgo.

Så lad os tage et andet eksempel. Julie, som er et opdigtet navn, er 29 år og har altid drømt om at få børn. Hun og hendes kæreste er blevet gravid, men i 15. uge viser det sig, at barnet har så svære skader, at det vil gå bort, når det på et tidspunkt bliver født. Mener Dansk Folkeparti, at det er værdigt, at Julie skal sidde foran et abortråd og trygle om at få lov til at få en abort?

Ordføreren.

Jeg synes, det er så værdigt, at Julie og hendes kæreste taler med de dygtige fagprofessionelle, som der er, og som højst sandsynligt har lavet de her scanninger osv., og så indstiller til abortsamrådet om at få en abort, og jeg er helt sikker på, at Julie og hendes kæreste også vil få lov til det. For netop i sådan nogle særskilte tilfælde her, hvor barnet eksempelvis ikke er levedygtigt eller har så store skader, så det ikke vil kunne leve, når det kommer ud på den anden side, får man lov til en sen abort. Og så skal de jo igennem en sorg, og de skal højst sandsynligt begrave det her lille menneske, alt efter hvor langt henne man er, og så kan de forhåbentlig blive gravid igen med et sundt og rask barn på et andet tidspunkt.

Tak. Så er det hr. Christoffer Aagaard Melson, Venstre.

Tak for det. Jeg blev lidt ked af ordførerens tone, for jeg synes, det bliver meget sort-hvidt. Og jeg er trods alt glad for at høre, at det blev bekræftet, at man går ind for adgang til abort op til 12. uge.

Det, jeg også vil spørge ordføreren om, er, om ordføreren ikke godt kan følge det argument om, at for langt, langt de fleste, der får abort mellem 12. og 18. uge, drejer det sig om, at det er i forbindelse med fosterdiagnostikken, at man finder ud af, at barnet har så svære misdannelser, at det ikke kan leve, eller at det vil få et så forfærdeligt liv, at man alligevel vil få lov til en abort. Synes ordføreren ikke, at det for det her kæmpe flertal giver mening, at de hurtigst muligt kan få en abort, i stedet for at de skal gå og vente på et ja fra et abortsamråd, de alligevel altid får? Kan ordføreren ikke følge os så langt, at det er godt, at der er fundet sådan en løsning, så det her store flertal kan få aborten hurtigst muligt?

Ordføreren.

Altså, vi bakker hundrede procent op om, at der skulle være nogle bedre abortråd; vi kan bare ikke bakke op om finansieringen af det. Men det går forholdsvis hurtigt at få den her vurdering.

Så nej, jeg synes, det er helt fair, at man gennem de her fagprofessionelle, der eksempelvis har stillet diagnosen på det barn, sender det ind til abortrådet, og så er der også nogle fagpersoner, som sidder og siger: Ja, selvfølgelig giver det her god mening. Så svaret er nej. Lovgivningen, som den er i dag med 12 uger og og så de her abortråd i forhold til senaborter, er fuldstændig, som den skal være. Ved at sætte det op til 18 uger er det i min optik og i vores optik bare et spørgsmål om, at man udelukkende fokuserer på kvindens ret og ikke det lille liv, som ligger og spirer i mors mave.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Jeg har jo svært ved at følge, at man ikke mener – når teknologien har udviklet sig og vi ved, at kvinder får lov til en abort – at man for den her store, store gruppes vedkommende kan anerkende, at det er meget, meget svært at gå med f.eks. et barn, man ved der er lige ved at dø, inde i maven i længere tid end højst nødvendigt, og at det kan være meget, meget svært følelsesmæssigt. Der synes jeg, det er lidt ærgerligt, at Dansk Folkeparti ikke læner sig lidt mere ind i en debat om at finde en løsning for de her kvinder, så de ikke skal vente i unødig lang tid. Men tak for debatten.

Ordføreren.

Det lyder jo, som om ordføreren tror, at hvis man selv vælger at få en abort, sker det samme dag eller dagen efter; det er jo ikke det, der er tilfældet. Man kommer jo uanset hvad til at vente på at få den abort.

Så nej, jeg synes faktisk, at lovgivningen er fuldstændig, som den skal være, for det er en kæmpestor beslutning. Det er jo i et samarbejde med dygtige fagpersoner, at man har fundet ud af det, og de skal jo højst sandsynligt også hjælpe de her forældre, som pludselig står i den situation, at ønskebarnet så ikke bliver til noget alligevel, og det er jo også en stor sorg. Så der er jo mange ting, der skal sættes i gang i forhold til det her. Så nej, jeg synes, som jeg også sagde før, at lovgivningen er, som den skal være.

Tak. Det er vigtigt, at der er ro i salen, så hvis man skal tale, må man gerne gå ud bagved. Lyden er meget dårlig, og jeg kan se, at flere tager deres høretelefoner på.

Nu er det fru Rosa Lund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. For historieskrivningens skyld synes jeg, fru Mette Thiesen, at vi skylder her i Folketingssalen at tage det med, som også ligger bag det her lovforslag, nemlig at der bliver sat penge af til at rådgive unge mennesker, som gerne vil have en abort. Der er da ikke nogen herinde i Folketingssalen, som tænker, at det er en nem beslutning at få en abort. Det er i hvert fald ikke det, jeg tænker om mine kollegaer herinde. Det er selvfølgelig en svær beslutning. Det er den, lige meget hvor gammel man er. Og præcis derfor – og det ved fru Mette Thiesen også udmærket godt – har vi sat penge af til, at der selvfølgelig bliver en styrket rådgivning, hvis man skal have en abort, når man er under 18 år, altså mellem 15 og 17 år.

Så jeg synes bare, fru Mette Thiesen, at man skylder at være ærlig i forhold til lovforslaget og have respekt for debatten.

Ordføreren.

Det har jeg sådan set også, og det er jeg sådan set også. Jeg ved godt, at der er sat penge af til bl.a. Sex & Samfund, som jeg mener er en aktivistisk forening. Så det var ikke noget, vi støttede. Det gælder også de her såkaldte blodpenge, som jeg nævnte før, i forhold til en hævet abortgrænse. Mødrehjælpen får også nogle penge til rådgivning, og det synes vi sådan set er fint nok; den del kunne vi godt bakke op om. Men grundlæggende set synes jeg, det er noget underligt noget, at man siger, at eksterne rådgivere er bedre end familierne selv. Altså, den præmis kan jeg simpelt hen ikke følge. Dansk Folkeparti er et familieparti, og når man som barn skal tage en så vigtig beslutning, der kommer til at have indflydelse på resten af ens liv, skal det selvfølgelig involvere ens forældre, medmindre det er de her helt særskilte tilfælde, som jeg også nævnte før, hvor der allerede i dag er en mulighed i lovgivningen for at gøre undtagelser. Det skal der også være. Men ellers er lovgivningen i dag fuldstændig, som den skal være, inden man hæver den her abortgrænse.

Spørgeren for anden korte bemærkning. Værsgo.

Jeg har næsten lyst til at sige: Så kender vi Dansk Folkeparti igen. Jeg har haft den tvivlsomme fornøjelse, må jeg godt nok sige, at være Enhedslistens udlændinge- og integrationsordfører fra 2019 til efteråret 2024, og der har jeg diskuteret negativ social kontrol med Dansk Folkeparti stolpe op og stolpe ned. Nu kommer der rent faktisk her et lovforslag, hvor man kan tage et opgør med det. Hvad vælger Dansk Folkeparti at gøre? Stemme imod. Jeg må bare sige, fru Mette Thiesen: Det klinger så hult.

Ordføreren.

Nej, for i modsætning til Enhedslisten, som har inviteret social kontrol til Danmark, inviteret problemerne til Danmark, vil vi i Dansk Folkeparti faktisk gerne rydde op i det, for vi mener netop, at kvinder er lige så meget værd som mænd, og derfor vil vi gerne have et opgør med den massive infiltration, med den massive kontrol, der er hovedsagelig i de her muslimske miljøer. Så nej, det klinger sådan set ikke hult. Vi er det eneste parti i Folketinget, som rent faktisk vil løse problemerne i stedet for at invitere dem til Danmark.

Så er det fru Gunvor Wibroe, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Jeg vil lige følge op på det her med, at vi giver rettigheder til de 15-17-årige. Det, som ordføreren, fru Mette Thiesen, siger, hænger jo ikke sammen. Ordføreren bruger selv det eksempel, at unge mennesker, der er til gymnasiefest, selv kan tage konsekvenserne af, at de har seksuelt samvær. Det var det, jeg tror der blev sagt. Det kan de godt selv tage konsekvenserne af, men hvis det er sådan, at der kommer en graviditet ud af det her, kan de ikke tage konsekvenserne. Er det det, man skal forstå?

Så siger ordføreren også, at man bare må kende sin krop en smule, men det er netop sådan, at de unge menneskers cyklusser kan være meget uregelmæssige. Det er jo sådan noget, der sker. Deres cyklus er jo noget, de skal lære at kende. Kan ordføreren ikke se, at det ikke hænger sammen?

Ordføreren.

Nej, overhovedet ikke. Det kan godt være, at det her med grundlæggende familieværdier ikke er noget, der ligger Socialdemokratiet supertæt, og det ved jeg jo sådan set godt at det ikke gør.

Men nej, jeg mener, det er helt legitimt at sige, at den seksuelle lavalder er på 15 år. Så kan man gå ud at dyrke sex og eksperimentere lidt med nogle forskellige ting osv., men hvis man står i en situation, hvor man faktisk bliver gravid, er det da grundlæggende, at man kan inddrage sine forældre, familien i den her beslutning, for det er noget, der kommer til at påvirke en resten af ens liv. Jeg tænker altså, at de færreste af os tænker over de måske mere eller mindre heldige seksuelle samkvem, vi har haft i de spæde teenageår, men hvis man har fået en abort, er det noget, der ligger i en for langt de flestes vedkommende resten af livet, og derfor kan man overhovedet ikke sammenligne det.

Jeg så også gerne, at det i langt højere grad skete på eksempelvis sundhedsområdet. Der ser man jo også masser af tilfælde, hvor 15-16-årige kan udelukke deres forældre fra deres journaler på forskellige områder. Det mener jeg da også er dybt forkert, fordi man altså ikke er voksen, når man er 15 år eller 16 år. Det er man, når man bliver 18 år og måske endda lidt ældre.

Tak. Så er det spørgeren. Værsgo.

Jeg vil bare sige, at det jo ikke hænger sammen. Man kan tage konsekvenserne, hvis man er sammen. Det mener ordføreren. Men man kan ikke selv beslutte, om man vil have foretaget en afbrydelse af graviditeten.

Så vil jeg lige tage fat i noget andet. I starten siger ordføreren, at det er betonfeminisme på speed. Så ordføreren står og kalder de 800-900 kvinder, der hvert år søger om at få foretaget en abort, betonfeminister, der tager stoffer. Er det værdigt? Er det det, ordføreren siger og mener?

Tak. Ordføreren.

Ordføreren sejler rundt i sin argumentation. At hæve abortgrænsen er betonfeminisme på speed, fordi der lægger du udelukkende – udelukkende – vægten på kvindens ret til krop uden konsekvenser eller noget som helst andet uden at tænke på den anden del, som altså er et lille liv, som er så langt i processen, at der ikke er mange uger til, at det er levedygtigt. Det er betonfeminisme på speed.

Men der er nogle kvinder, som ansøger om at få bevilget en senabort, fordi deres barn eksempelvis har så svære handicaps, at det ikke vil være levedygtigt, og det er allerede muligt med lovgivningen i dag, og jeg synes, det, ordføreren har gang i, er en hån.

Tak til ordføreren – tak til ordføreren! Tiden er gået. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så går vi videre til fru Rosa Eriksen, som har anmodet om at holde et ordførerindlæg. Værsgo.

Tak for det. Jeg skal nok prøve at gøre det kort. Jeg har bare brug for at sige: Vi står herinde og taler om at »få lov«. Kan man »mærke«, om man er gravid? Det er jo det, der er hele problemet. Jeg vil gerne takke sundhedsministeren og regeringen for at have lavet et så grundigt stykke arbejde, hvor vi netop har sat det sundhedsfaglige i fokus. Antallet af aborter er faldende i Danmark. De fleste kvinder får abort inden uge 8. Nu strømliner vi de her abortsamråd, så der ikke bliver ulighed i, om man får den eller ej. Og vi i Moderaterne er meget stolte af den her lovgivning. Det giver ikke mening, at kvinder i udsatte positioner, som måske tager en enormt svær beslutning, oveni skal sidde og redegøre for over for nogle mennesker, de aldrig har mødt, om de skal have den her abort.

Til argumentationen om, at grænsen er for høj, og at man ikke ønsker, at det skal ske så sent, vil jeg sige: Det sker jo i dag. Det er jo bare nogle mennesker, man aldrig har mødt før, der skal tage den beslutning. Og jeg er virkelig uforstående over for, hvis man tror, at det er nogle supermennesker, der sidder og træffer de her beslutninger. Man er klogest på sit eget liv selv. En abort er aldrig en nem beslutning, og ingen kvinder går med en uønsket graviditet længere tid end højst nødvendigt. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger.

Ønsker flere at udtale sig?

Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse. Afstemningen starter.

Så er vi vist ved at være der. Afstemningen slutter.

For stemte 74 (S, V, SF, M, EL, RV, ALT, Jeppe Søe (UFG), Jon Stephensen (UFG) og Helena Artmann Andresen (LA)), imod stemte 29 (DD, LA, KF, DF, BP, Mike Villa Fonseca (UFG) og Søren Gade (V)), hverken for eller imod stemte 0.

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.