Tak for forespørgslen. Jeg er rigtig glad for i dag at have muligheden for at redegøre for og også have en debat om regeringens planer og foreløbige prioriteter for det kommende danske EU-formandskab. Danmark træder ind i en ledende rolle på et afgørende tidspunkt for Europas fremtid, og det er en kæmpe opgave og selvsagt også et stort ansvar. Verden er i forandring, og samtidig er der også udfordrende tider for Europa. Vores indflydelse i verden skrumper, vores sikkerhed er under pres, konkurrenceevnen er udfordret, og nu blæser der også nye vinde fra USA, som presser de transatlantiske relationer og skaber en uforudsigelighed.
Ingen havde regnet med, at verden ville se ud, som den gør i dag, for blot få år siden eller måske bare for få måneder siden. Men netop i sådan en tid er det vigtigt, at vi holder sammen, og at vi viser, hvad det europæiske fællesskab kan. Som statsministeren sagde i går: Europa er ikke først og fremmest et sted, det er en idé, en måde at anskue verden på.
Det er jeg helt enig i. Gennem vores fælles værdier har EU bragt os fred, velstand og frihed. EU symboliserer samarbejde og fælles løsninger, og EU er fortsat vores stærkeste værktøj til at løse de problemer, vi ikke kan løse alene. Vi har før set, hvordan Europa rykker sammen og handler klogt og beslutsomt, når vi står over for store udfordringer. Det er særlig i krisetider, det europæiske samarbejde viser sine styrker og vokser med opgaven. Der skal træffes vigtige beslutninger. De løsninger, vi finder i dag og i de kommende måneder, vil være med til at sætte retningen for Europa mange år frem i tiden.
Her har Danmark en vigtig rolle som EU-formandskab. I dag er der 39 dage og lidt over 8 timer til formandskabet, men vi er klar, og vi vil gå ambitiøst til værks. Det viser de forudgående måneder og års forberedelse også. Regeringens ministre har haft travlt med at skabe tæt kontakt til europæiske kollegaer og til Europa-Parlamentet og til Kommissionen. Jeg har selv rejst til samtlige medlemslande og efterhånden også de fleste kandidatlande. Jeg har mødtes med mine europaministerkollegaer og lyttet til deres idéer om, hvordan vi bringer det europæiske samarbejde og fællesskab videre, og jeg må sige, at det er tydeligt for mig, at Europa er stort, og at vi er 27 forskellige lande. Men jeg har også oplevet, hvordan vi rykker tættere sammen.
Der er en politisk vilje hos stort set alle til at gøre Europa stærkere. Når jeg siger »stort set«, er det, fordi der jo desværre er ét EU-medlemsland, nemlig Ungarn, som har et fundamentalt anderledes syn på nogle af de spørgsmål, især i forhold til Ukraine, og det har selvfølgelig hele regeringens opmærksomhed. Vi vil gøre, hvad vi kan, for at finde løsninger og presse på for at bevæge Europa i den rigtige retning, for det handler om Europas fremtid.
Vores høje ambitionsniveau viser sig også ved, at der er planlagt hele 15 uformelle ministermøder, som skal afholdes rundtomkring i Danmark. Det er det højeste antal uformelle ministermøder, Danmark har afholdt under et formandskab. Derudover har vi også to topmøder, et uformelt møde blandt EU's stats- og regeringschefer den 1. oktober samt et møde i det europæiske politiske fællesskab, EPC, den 2. oktober. Den pakkede mødekalender viser, at vi tager opgaven alvorligt. Formandskabet er en sjælden og unik mulighed for at sætte retning for det fællesskab, vi er en del af. Det er en mulighed og et ansvar, vi skal gribe.
Med ansvaret følger også et stort ansvar for at sætte politisk retning. Vi er på vej ind i en ny verdensorden, hvor der ikke længere er én supermagt, men flere stormagter, og her skal Europa også være en stormagt. Som formandskab vil regeringen arbejde for et stærkt, handlekraftigt og selvstændigt Europa, der tager ansvar for egen sikkerhed og egne interesser uden at lukke sig om sig selv.
Som I ved, er de politiske prioriteter, der er med til at sætte retning, endnu ikke vedtaget af regeringen. Vi forventer, at de vil blive offentliggjort den 19. juni. Men ligesom sidst Danmark havde formandskabet, er det godt, at vi her i Folketinget har en debat forud for det. Derfor vil jeg også gerne opridse de foreløbige prioriteringer, som regeringen arbejder ud fra.
Som det første vil det danske formandskab arbejde for et sikkert og modstandsdygtigt Europa, der kan levere på presserende fælles udfordringer. EU skal tage ansvar for egen og øvrig atlantisk sikkerhed i tæt samspil med NATO. Det indebærer først og fremmest fremdrift på forsvarsdagsordenen. For at sikre europæisk sikkerhed skal der skrues op for den europæiske forsvarsindustri og -produktion. Ambitionen er, at Europa senest i 2030 skal kunne forsvare sig selv.
Samtidig er det svært at nævne forsvar og sikkerhed uden også at nævne krigen i Ukraine. EU's fortsatte støtte til Ukraines kamp for fred og frihed vil være en helt central prioritet for det danske formandskab. Det gælder både politisk, økonomisk, civil og militær støtte. Det er klart, at der kan ske meget i Ukraine fra i dag, til formandskabet starter, men EU's og Danmarks støtte forbliver helt central.
Forebyggelse og bekæmpelse af irregulær migration er også afgørende for Europas sikkerhed. Der skal være ro ved EU's ydre grænser. Irregulær migration må ikke få lov til at udfordre den europæiske sammenhængskraft og sikkerhed. Danmark har længe stået i spidsen for arbejdet med nye og innovative løsninger i EU. Nu er der kommet konkrete forslag på bordet, og det danske formandskab vil arbejde for at sikre mærkbare resultater, så der er kontrol med tilstrømningen til Europa.
Også en styrket demokratisk modstandsdygtighed vil være i fokus under formandskabet. EU skal sikre gode rammevilkår for frie og pålidelige medier og levere effektiv regulering af techgiganterne, så de lever op til deres ansvar, både når det kommer til at bekæmpe misinformation og desinformation, og når det gælder beskyttelse af børn og unge online.
Den geopolitiske udvikling har også tydeliggjort nødvendigheden af en udvidelse af EU. En ambitiøs meritbaseret udvidelse skal sikre et geopolitisk stærkere EU, og det gælder ikke mindst forhold til Ukraine, hvor det danske formandskab vil arbejde målrettet for fremdrift, men det gælder også Moldova og Vestbalkan.
Opretholdelsen af det europæiske værdifællesskab, herunder retsstatsprincippet, vil også stå centralt under formandskabet. Mens de vestlige og demokratiske værdier udeomkring i verden er under pres og autoritære kræfter vinder frem og truer den orden, vi har kæmpet for at opbygge, så kan vi bryste os af nogle stærke fælleseuropæiske værdier. Dem skal vi værne om, for det er dem, der gør EU så attraktivt både for borgere og virksomheder.
Netop pointen om, at EU skal være attraktivt for borgere og virksomheder leder mig til den anden politiske prioritet, det danske formandskab foreløbig arbejder ud fra. Det danske formandskab vil nemlig arbejde for et konkurrencedygtigt og grønt Europa. Den skærpede globale konkurrence kræver målrettet fælles og national handling for at styrke EU's konkurrenceevne, og her er den grønne omstilling en central del af løsningen.
Sidste år kom den tidligere direktør for Den Europæiske Centralbank Mario Draghi med en rapport om EU's konkurrenceevne, og jeg vil ikke lægge skjul på, at det var bekymrende læsning. Draghis rapport peger på et klart behov for at styrke EU's produktivitet og vækst, så vi også fremadrettet kan have stærke og sunde økonomier og virksomheder, der konkurrerer globalt. Det handler bl.a. om for kompleks regulering, en faldende arbejdsstyrke, en voksende innovationskløft og for høje energipriser.
Men vi skal ikke forfalde til dommedagsstemning. Vi skal sætte strøm til gode løsningsforslag, nye såvel som kendte, og i møder med mine europaministerkollegaer har jeg ikke oplevet én, der ikke vil tale om konkurrenceevne og løsninger. Det er blevet en topprioritet, og vi er allerede rykket tættere på hinanden og dermed også tættere på at kunne enes om løsningerne. For eksempel er der behov for at lette byrder for virksomheder, borgere og myndigheder.
Det danske formandskab vil derfor arbejde for mindre bureaukrati og færre byrder for europæiske borgere og virksomheder. Vi skal have de store europæisk opsparinger ud at arbejde på kapitalmarkederne i stedet for at stå på bankkontoen. Det vil bidrage til at skabe finansiering til europæiske virksomheder. Vi skal udvikle vores indre marked for kapital, hvor grænseoverskridende investeringer bliver nemmere og investeringer i EU bliver mere attraktive. Som formandskab vil vi derfor bidrage til udviklingen af en opsparings- og investeringsunion.
EU's konkurrenceevne, modstandsdygtighed og globale indflydelse styrkes også gennem relationer til strategiske tredjelande. Formandskabet vil derfor også prioritere udbygningen af netværket af handelsaftaler og økonomiske partnerskaber.
Det danske formandskab vil også arbejde for øget tempo i den grønne omstilling, bl.a. inden for vedvarende energi og bedre infrastruktur. Forsyningssikkerheden på energimarkedet skal styrkes, og EU skal være uafhængigt af russisk gas. Når det gælder klima, vil vi arbejde for, at EU fortsat udviser lederskab, så mål og ambitioner fastholdes, også i en tid, hvor mange har blikket rettet i en anden retning. Det er vigtigt, også fordi klimaindsatsen og den grønne omstilling jo understøtter den europæiske konkurrenceevne. EU har allerede vist, hvordan vækst og grøn omstilling kan gå hånd i hånd. Beskæftigelsen i EU's grønne økonomi er steget fra 3 millioner fuldtidsjob i år 2000 til 6,2 millioner fuldtidsjob i 2022, og netop de styrkepositioner succeshistorie skal vi bygge videre på.
Gennem vores formandskab skal vi også medvirke til at sætte en reformambitiøs og økonomisk ansvarlig retning for forhandlingerne om EU's næste flerårige finansielle ramme for 2028. Vi kan ikke lande en aftale i 2025, men vi kan sætte et markant fingeraftryk på retningen, så skinnerne er lagt for de efterfølgende formandskaber.
Som jeg startede med sige, står vi midt i en verden i forandring. Det danske formandskab falder på et historisk afgørende tidspunkt. Vi har sat en ambitiøs dagsorden for formandskabet. Tiden tilsiger det, og regeringen er også klar til at levere på det. Jeg håber, at alle folketingspartier vil stå sammen om at løfte den opgave, som formandskabet jo er, for når vi står sammen, står vi stærkere, også i Europa. Derfor er jeg også særlig glad for den opbakning, der er til regeringens linje, og som der indtil videre har været givet udtryk for i min løbende dialog med Folketingets Europaudvalg, og det vil jeg gerne kvittere for her. Jeg ser frem til et fortsat tæt og bredt samarbejde med Folketinget om gennemførelsen af det danske EU-formandskabs målsætninger. Tak for ordet.