Fremsat 18-02-2025
1. behandlet/henvist til udvalg 25-04-2025
Beretning afgivet 13-05-2025
Ministerområde:
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Beslutningsforslaget pålægger regeringen at fremsætte et lovforslag, der lovliggør facilitering og salg af håndkøbsmedicin via digitale platforme og leveringstjenester, således at brugere og registrerede butikker via digitale leveringstjenester har adgang til et mere fleksibelt og sikkert køb og salg af håndkøbsmedicin.
Sundhedsudvalget afgav beretning over forslaget.
Udvalget noterede sig bl.a. i beretningen, at det er vigtigt, at håndkøbsmedicin er tilgængelig for borgere på sikker og forsvarlig vis, herunder at digitale teknologier skal understøtte og sikre tilgængeligheden af håndkøbsmedicin for borgerne som led i den digitale transformation af samfundet og sundhedsvæsenet. Der er enighed om, at fleksibelt og sikkert køb og salg af håndkøbsmedicin er til gavn for både patienter og erhverv.
Udvalget noterede sig også, at patientsikkerheden er vigtig ved køb af håndkøbsmedicin, herunder at det i den forbindelse er tydeligt, hvem der har ansvaret for salget og dermed bl.a. for krav til udleveringsbegrænsninger, destruktion og tilbagekaldelser af håndkøbsmedicin.
Udvalget tilsluttede sig, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet vil arbejde for at sikre rammerne for et fleksibelt og sikkert onlinekøb samt levering af håndkøbsmedicin fra digitale platforme i dialog med branchen. Det er vigtigt, at der er lige konkurrencevilkår, og at alle onlineplatforme, der under sikrede og ordnede vilkår kan levere håndkøbsmedicin, får muligheden for det.