Mit andet forslag er også til afstemning i dag, og derfor vil jeg lige motivere, inden I skal stemme om det. Det her beslutningsforslag er nemlig udtryk for en radikal og anderledes tilgang til klima- og miljøpolitikken. Det handler i sin grundessens om, at vi regner rigtigt fra starten af. Vi kender godt fagligt grænserne for vores ressourceudnyttelse, men jeg mener, at de burde være juridisk bindende, så det ikke bare er virksomhederne og borgeren, der bestemmer ressourcegrundlaget, men at det er staten, der gør det. Klimapolitik og miljøpolitik i dag er blevet et bureaukratisk monster, hvor små reduktioner i udledning af forurening skal indhentes via kæmpestore indrapporteringssystemer. Vi har pålagt virksomhederne kolossale mængder af bureaukratiske data- og beregningsindberetninger, som i virkeligheden gør meget lidt nytte og har meget lidt effekt. Er det virkelig den vej, vi skal fortsætte nedad?
Vi lader virksomhederne og borgerne overforbruge vores ressourcer, og så bagefter beder vi dem om at kvantificere skaderne for at motivere dem til at ændre grundstrukturen i vores samfund. Men det er selvfølgelig ikke muligt som ene virksomhed eller ene mand eller kvinde. Der er brug for en kollektiv og politisk restrukturering. For at komme derhen kræver det, at vi forstår, at vores samfunds produktive kræfter til at skabe fantastiske bygninger, institutioner og samfund er forbundet med enormt destruktive ressourcer. Det produktive og destruktive er nemlig ikke hinandens modsætninger. De er bygget op og hænger uløseligt sammen, og det er den måde, vores samfund er bygget op på. Vi har som art skabt renæssanceslotte og oplysningsfilosofi, samtidig med at vi udviklede klyngevåben og en slaveøkonomi. Det er den sammenhæng, vi bliver nødt til at være bevidst om for at forstå vores forhold til naturen.
Vi kan som art i et samfund lade være med at blive overrasket over, at vores produktive og fantastiske sider også har en destruktiv side, dvs. et meget stort ressourcetræk. Det vil sige, at vi bliver nødt til at have et bedre overblik over, hvad det her ressourcetræk er, når vi laver politik. Så når vi laver noget, skal udgifterne ikke kun beregnes til projektering og logistik og indkøb af materialer, fuldstændig afkoblet fra den materiale virkelighed. Grøn politik bliver i den her verden til et figenblad, der bliver sat oven på en sort økonomi, men hvis vi vil det grønne, klima, natur og miljø, kræver det altså, at vi ændrer grundstrukturerne i vores økonomi og i vores politik. Derfor har jeg fremsat det her beslutningsforslag, som handler om at oprette et nationalt ressourcebudget for kulstof, kvælstof og fosfor.
Når vi økonomisk budgetterer, ser vi, hvor mange penge vi har, inden vi begynder at bruge dem. Når vi laver arbejdsmarkedspolitik, begrænser vi økonomien trække på de menneskelige ressourcer. På samme måde skal vi lave et ressourcebudget, som giver os en forståelse af, hvor stort et ressourcetræk vi har råd til på naturens præmisser. Naturen og atmosfæren har en række funktioner, som er grundlæggende for vores liv her på jorden. Det er funktioner som dem, regnormene udfører, dem, der gør jorden fertil, og det vil sige, at vi bliver nødt til at have en politik for regnorme, vi er nødt til at inkorporere de økologiske funktioner i vores politiske og økonomiske tænkning, fordi de har høj værdi, fordi vi tager funktionærerne for givet, og fordi de er nødvendige for vores liv.
Jeg vil gerne takke ordførerne ved førstebehandlingen af det her forslag for at anerkende forslagets radikalitet og nytænkning og faktisk også i et ret stort omfang anerkende behovet for det. Men de fleste sagde, at de ikke kunne støtte forslaget, fordi, som de sagde: Vi er på et andet spor, og det hedder klimaloven, det hedder grøn trepart.
Men det er en illusion at tro, at man ved at fortsætte ned ad den samme motorvej lige pludselig kommer et andet sted hen. Det er en grøn illusion at tro, at vi ligesom kommer et andet sted hen ved at lappe, men samtidig køre ned ad den samme motorvej med skyklapper på, og derfor er der altså ingen, der skal blive overrasket over, at vi kommer til at fortsætte ned ad ressourcetrækket, hvis vi ikke radikalt ændrer tankegangen på den motorvej, vi er på. Jeg mener, at vi skal ændre vores tankegang og droppe det med at basere det på frivillige aftaler og mere bureaukrati. I stedet for skal vi have et nationalt ressourcebudget, som ikke kræver, at virksomhederne indrapporterer i meget komplekse systemer. Det betyder grundlæggende, at vi indregner politisk, at hver gang vi gør noget positivt, produktivt skal ressourcetrækket også indregnes, for det er der altid. Heldigvis er metoden meget simpel: Vi kan lave den her politiske regulering, som jeg foreslår i forslaget i dag. Så jeg håber, at I tager godt imod det og vil stemme for.