Det næste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 67:

Forslag til folketingsbeslutning om at give børn ret til op til fire juridiske forældre.

Af Christina Olumeko (ALT), Carl Valentin (SF) og Rosa Lund (EL).

(Fremsættelse 15.11.2024).

Forslagsstillerne har tilkendegivet, at man går direkte til forhandling. Så forhandlingen er hermed åbnet, og den første, der får ordet, er social- og boligministeren.

Tusind tak for ordet. Med beslutningsforslag B 67, som vi skal drøfte her nu, foreslås det at pålægge regeringen inden udgangen af indeværende folketingsår at indkalde til forhandlinger om at indføre mulighed for at registrere op til fire juridiske forældre til et barn. Formålet med forslaget er at sikre, at børn i flerforældrefamilier får ret til alle deres forældre.

Efter dansk ret har et barn to juridiske forældre. Det er et bærende hensyn i børneloven, der bl.a. understøtter den retlige relation til et genetisk barn og barnets ret til forældre samt retten til at kende sit genetiske ophav. Som juridisk forælder har man en række pligter og rettigheder. Jeg kan f.eks. nævne forsørgelsespligten for et barn, retten til at modtage forskellige velfærdsydelser og muligheden for at overlade eller overdrage dele af ens ret til fravær og barsel til eksempelvis en social forælder. En juridisk forælder har oftest også forældremyndigheden over barnet sammen med den anden juridiske forælder, men det kan også være sammen med en social forælder. Ud over muligheden for at få del i forældremyndigheden har sociale forældre i visse situationer også mulighed for samvær med barnet i tilfælde af brud.

Som forældremyndighedsindehaver har man ret og pligt til at træffe beslutninger om barnet for at drage omsorg for det. I løbet af et barns liv skal der tages mange væsentlige beslutninger, eksempelvis om barnet skal døbes, hvilken religion det er en del af, hvis det overhovedet er en del af en religion, hvilken skole barnet skal gå på, og om barnet skal vaccineres eller modtage anden form for medicinsk behandling. Samtidig vil et barns liv være fyldt med en lang række af praktiske spørgsmål om alt fra sportsaktiviteter til legeaftaler, uddannelsesvalg m.v.

Jo flere der skal være enige om både de væsentlige beslutninger og de praktiske spørgsmål i hverdagen, jo sværere kan det være at træffe en beslutning, og jo større uenighed der er, og jo længere den måtte vare, jo mere kan det påvirke barnet. Det gælder jo, uanset om man er to forældre eller fire. Her må barnets bedste altid være det bærende hensyn. Det er jeg ret sikker på vi alle er enige om.

I de seneste år er der taget flere vigtige skridt mod en større anerkendelse af andre familieformer end kernefamilien – gudskelov for det. Vi har smidiggjort registrering af medmoderskab, sådan at to kvinder kan blive forældre sammen uden involvering af sundhedsvæsenet, og senest er der ved årets begyndelse indført medfaderskab som et retligt forældrebegreb i børneloven. Det betyder, at når to mænd får et barn ved en surrogataftale, bliver den genetiske fars partner medfar med samme rettigheder og pligter som de øvrige forældreskaber.

Regeringen har naturligvis fokus på, om der kan tages andre skridt for at understøtte forskellige familieformer bedre. I august sidste år, altså i august 2024, kom regeringen derfor med et udspil med særlig fokus på familier med tre eller fire forældre. Udspillet omfatter i alt otte initiativer, og på mit eget område, altså på socialområdet, er et initiativ målrettet deling af forældremyndighed ved en forælders død.

I dag er det sådan, at hvis en forælder dør, overgår forældremyndigheden til den anden forælder, hvis de delte forældremyndigheden ved dødsfaldet. Her vil den tilbageværende forælder og nu eneforældremyndighedsindehaver kunne dele forældremyndigheden med en social forælder til barnet, dog forudsat at de er ægtefæller eller samlevende. For at skabe størst mulig stabilitet omkring barnet i den sårbare situation, det er, når en forælder dør, ønsker regeringen fremadrettet at gøre det muligt for en social og genetisk forælder at få del i forældremyndigheden, også selv om den sociale forælder ikke er gift eller samlevende med den efterlevende forældremyndighedsindehaver.

Udspillet omfatter også initiativer på andre områder, herunder lavere beskatning af arv og gaver fra en social forælder samt smidiggørelse af fertilitetsbehandling for lgbt+-familier. Forslagsstillerne nævner selv sociale forældres udfordringer med at blive anerkendt i digitale systemer forbundet med daginstitutioner og skoler, f.eks. i Aula. Regeringen anerkender udfordringerne forbundet med manglende digital adgang for sociale forældre i familiernes hverdag, og den problematik tager udspillet således også fat på. Der skal ses nærmere på, hvordan børns voksenansvarlige, herunder sociale forældre, kan få lettere adgang til offentlige digitale løsninger.

Ud over at pege på allerede vedtagne forbedringer eller planlagte initiativer vil jeg gerne understrege, at regeringen fortsat vil være opmærksom på de særlige udfordringer, familier med tre eller fire forældre kan opleve. Hensynet til barnet skal altid veje tungest, og det gælder ikke mindst i tilfælde af skilsmisse eller brud i familien.

Med forslaget, vi behandler her i dag, vil man gøre det muligt, at et barn kan have op til fire juridiske forældre på baggrund af en aftale mellem alle forældrene inden barnets fødsel. Samtidig skal det gøres muligt for forældrene at indgå en aftale om barnets bopæl, dog sådan at barnet alene kan have to bopæle. Forslaget lægger også op til en deling af retten til samvær. En sådan deling vil også skulle ske ved aftale, hvor barnet får ret til fuld samvær med to af forældrene, mens der i forhold til de to andre vil være tale om begrænset samvær. Forslagsstillerne angiver, at et begrænset samvær ifølge forslaget vil svare til det samvær, som børn også kan have med f.eks. bedsteforældre.

Jeg anerkender naturligvis intentionen bag forslaget om at give børn i familier med tre eller fire forældre ret til alle deres forældre. Men når det kommer til at sikre barnets interesser inden for den model, som forslaget indeholder, bliver jeg faktisk lidt bekymret. Lige meget hvordan man vender og drejer det, vil der altid være forældre, der ikke kan blive enige. Der kan være mindre uenigheder i dagligdagen, i forhold til om barnet skal gå til svømning eller badminton eller skal med til Norge eller blive hjemme i vinterferien. Det tror jeg at vi heldigvis ofte overkommer. Men uenighederne kan dog også være større, f.eks. i forhold til hvor barnet skal bo eller hvem der skal nøjes med et begrænset samvær i tilfælde af et brud i familien.

Som jeg nævnte indledningsvist, vil det være sådan, at jo flere juridiske forældre der skal være enige, jo sværere kan det være at træffe beslutninger ogogså lave aftaler om noget, der er så potentielt konfliktfyldt som kontakten til barnet. Her skal hensynet til barnet veje tungest. Det skal være den vej, kompasnålen peger, når andre hensyn fremhæves i drøftelsen af muligheden for mere end to juridiske forældre.

Jeg er bekymret for, at risikoen for konflikt øges, hvis der åbnes op for, at et barn kan have op til fire juridiske forældre. Selv om forældrene langt hen ad vejen kan blive enige både om hverdagens forhold og større væsentlige spørgsmål, øges risikoen for en belastning af barnet ved brud i familien. Her skal vi sikre størst mulig stabilitet for barnet, og derfor mener jeg, at barnets ret til to juridiske forældre skal fastholdes.

På den baggrund kan regeringen ikke støtte forslaget, men vi arbejder videre med at sikre størst mulig indflydelse og stabilitet, også til sociale forældre. Tak for ordet.

Mange tak for det. Der er en række korte bemærkninger, og den første er til hr. Carl Valentin.

Tak til ministeren for en nuanceret tale, synes jeg. Tak for i hvert fald at anerkende nogle af de udfordringer, som der er i familier, hvor der er mere end to forældre. Jeg synes dog, det er lidt ærgerligt, at regeringen ender på en position, hvor man ikke kan støtte op om forslaget. For humlen er jo, at de her familier findes. Altså, de er i samfundet i dag, og der er familier, hvor man agerer således, at der er tre eller fire forældre, som er ligeværdige i relationen. Men lovgivningen negligerer det så lidt i dag, fordi man ikke kan registrere sig på den måde, som man faktisk fungerer på, nemlig som forældre med en ligeværdig relation til barnet.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre, om ministeren ikke godt kan se, at der kan opstå nogle problemstillinger, som også rammer barnet, f.eks. i skilsmissesager, når man på forhånd har skullet vælge to, som er overforældre eller superforældre og har sådan helt særlige rettigheder i den situation.

Ministeren.

Det er jo sådan i dag, og der er jeg fuldstændig enig med ordføreren, at der er mange forskellige typer af familier. Derfor har vi jo også lavet lovgivning, hvor vi opererer med, at sociale forældre i dag har flere rettigheder og muligheder i deres rolle som forældre. F.eks. kan en social forælder have forældremyndigheden over barnet sammen med barnets ene forælder, og en juridisk forælder kan også dele dele af sin orlov i forbindelse med barsel. Et barn kan også få en social forælders efternavn, hvis efternavnet ikke er beskyttet. Så faktisk har vi givet flere og flere rettigheder, også til sociale forældre.

Derudover er jeg enig i, at der stadig væk er områder, hvor vi også kan tage flere skridt i retning af at give mere ligestilling, men når det kommer helt ned til spørgsmålet omkring, hvem der er juridiske forældre, er det der, hvor vi bliver uenige med forslagsstillerne om, at der er behov for også juridisk at give op til fire forældre rettigheder på det område.

Hr. Carl Valentin.

Vil regeringen så gøre det, som vi skriver i beslutningsforslaget, nemlig indkalde til nogle forhandlinger, så vi kan få drøftet, hvordan vi giver de her familier bedre rettigheder? For det kan jeg jo høre på ministeren at hun egentlig gerne vil.

Ministeren.

Med det udspil, der kom i august, er det jo sådan, at regeringen lige nu sidder og arbejder på at tilvejebringe flere af de ting, som ligger i udspillets otte initiativer, både i forhold til lavere beskatning af arv og gaver fra sociale forældre, muligheden for bedre fertilitetsbehandling, når det f.eks. er i forhold til lgbt+-familier, deling af forældremyndighed ved en forælders død osv. osv. Så der vil være flere af de her initiativer.

Jeg tror, at særlig den her foranalyse omkring digital adgang til en social forælder eller til, at man også kan komme ind i Aula og andre steder, jo er noget af det, som er rigtig vigtigt. Men det foregår inden for flere forskellige områder, og derfor kan jeg ikke sige, at vi kommer til at invitere til en bred drøftelse af spørgsmålet.

Så er det fru Christina Olumeko.

Også tak til ministeren for talen. Jeg vil gerne gribe fat i den del af ministerens tale, der handler om de sociale forældre. Det er jo helt rigtigt, som ministeren er inde på, at regeringen præsenterede et udspil i sommer med initiativer til at forbedre sociale forældres rettigheder. Det er så bare sådan med det udspil og de initiativer, der ligger deri, at vi skal ind og pille ved rigtig mange forskellige lovgivninger. Ministeren er inde på arvereglerne, der skal justeres, deling af forældremyndighed, beskatning og andre elementer.

Anerkender ministeren ikke, at meget af det i sidste ende jo også bliver lappeløsninger og gør det mere bureaukratisk, fordi vi skal ind og ændre på mange, mange forskellige lovgivninger frem for en gang for alle at få anerkendt juridiske forældre?

Ministeren.

Jeg anerkender ikke, at det skulle være lappeløsninger, men hvis det er sådan, at nogle opfatter det sådan, vil jeg omvendt også sige, at der jo altså også er nogle særlige komplikationer, hvis det er sådan, at vi giver muligheden for, at et barn kan have fire juridiske forældre. Der ville vi også skulle ind og se på forskellige lovgivninger og også på, hvilke konsekvenser det ville have, og der mener regeringen altså, at der er langt større konsekvenser ved nogle af de komplikationer, der kan opstå, f.eks. ved et brud, end der er ved at gå ind og kigge på lovgivning på andre områder og give bedre rettigheder til sociale forældre.

Fru Christina Olumeko.

Jeg vil også gerne tage fat i ministerens andet modargument, som netop var det her med brud, som ministeren også nævner her. De her familier findes jo i forvejen. Det vil sige, at potentielle konflikter findes i forvejen. Man bliver uvenner i forvejen, ligesom man gør i alle andre familier. Der kommer jo ikke flere konflikter af, at man anerkender flere juridiske forældre. Tværtimod vil familierne få et mere sikkert juridisk grundlag.

Så mit spørgsmål til ministeren er, om ministeren kan forstå, at for et barn vil det at have et sikkert juridisk grundlag og det at vide, at man har ret til samvær ved en eventuel skilsmisse, kunne mindske konfliktgrundlaget sammenlignet med det, vi ser i dag.

Ministeren.

Vi ser desværre tit, at når man er nået dertil, hvor konflikten er dyb og vedvarende, vil det ikke alene være spørgsmålet omkring, hvem der har ret, der i sidste ende afgør, hvordan man finder ud af det her omkring samvær. Jeg er helt med på, at forslagsstillerne prøver at komme med forskellige ting om, at barnet jo maks. skal have to bopæle og ikke fire, eller at man skal kunne sige, at der er nogle, der har mere ret til samvær end andre. Men jeg vil bare sige, at jeg desværre ikke tror, at det vil mindske konflikten i de her sager, at der er fire juridiske forældre.

Så er det fru Rosa Lund.

Tak for det, og tak til ministeren for talen. Hvis man følger ministerens argumentation, skal et barn jo kun have en juridisk forælder, for når der er to, vil der altid være mulighed for konflikt. Vi ser jo også i dag, at 50 pct. af gifte par bliver skilt. Så det er bare for at sige, at hvis vi følger ministerens argumentation til dørs, så skal et barn kun have én juridisk forælder. Det tror jeg ikke at ministeren mener.

Derfor vil jeg gerne spørge, om vi ikke skal anerkende i familier, som vi ved eksisterer i dag. Som hr. Carl Valentin sagde, eksisterer de familier, som vi har fremsat beslutningsforslag om, allerede, uanset om regeringen vil det eller ej, og det bliver altså kun mere besværligt af ikke at give alle forældrene juridiske rettigheder. Altså, regeringen er i gang med at gøre det mere besværligt for de her børn, selv om det er præcis det modsatte, den ønsker, i hvert fald hvis man skal lytte til, hvad ministeren siger i dag.

Ministeren.

Tak. Jeg kunne da godt selv have fået samme tanke, da jeg forberedte mig i dag. Jeg tænkte: Er det, vi argumenterer for, at man kun skal have en forælder? Nej, det er det jo ikke. Vi argumenterer sådan set for, at man skal have to juridiske forældre. Derudover kan man sådan set også have sociale forældre, og det er jo også, fordi vi heldigvis mere og mere anerkender som samfund, at familier kommer i alle regnbuens farver, og det er ikke altid, at man, når man sidder her i Folketinget, har fantasi til forestille sig forskellige familiekonstellationer.

Det er også derfor, regeringen kom med sit bud på otte nye initiativer, der skal gøre, at man netop kan få de her familier til at fungere i hverdagen med alt, hvad der er af forskellige ting i dagligdagen. Men der er ét sted, hvor det virkelig skal stå sin prøve, og det er jo netop, når man ender i en konflikt, hvor man går fra hinanden, og hvor man står i familieretten og der skal træffes afgørelse om et samvær eller en forældremyndighed. Der er det bare klart at vi har brug for nogle ret klare regler om, hvad man kan holde sig til, og også hvad børnene kan holde sig til.

Fru Rosa Lund.

De ret klare regler ville man jo netop have, hvis barnet havde ret til alle sine forældre. Som det er i dag, er det jo uklart for børnene, hvis der er en konflikt. Hvad er ens rettigheder som barn til at se den person, der har været forælder i hele ens liv, men som den anden forælder nu er blevet skilt fra, eller som den tredje forældre nu er blevet skilt fra? Det er jo der, det bliver uklart. Det bliver netop uklart, når der ikke er nogen juridiske regler, og det er præcis derfor, vi gerne vil have juridiske regler. For så bliver det klart for barnet. Det er det, der sætter barnets tarv forrest.

Ministeren.

Jamen regeringen er meget enig i, at vi skal kigge på barnets tarv, og at vi skal kigge på, hvordan vi kan forbedre mulighederne og rammerne for lgbt+familier og også familier med mere end to forældre. Men det, der også er vigtigt, er jo, hvad der sker, hvis det er sådan, at parterne eller forældrene til sidst er uenige. Vi skal sikre nogle regler, der fungerer, når man er enige og skal træffe beslutninger i hverdagen. Der er jeg enig i, at der f.eks. skal være større adgang til nogle af de digitale systemer, vi bruger osv. osv. Noget af det er jo oldgammelt. Det har vi også set på sundhedsområdet, og vi har i øvrigt også set, at det i lang tid har været meget almindeligt, at man kun sendte data til moren. Det prøver vi også at gøre op med i de her år.

Men det, der også er ret vigtigt, er, at vi har klare regler for, hvad der sker, når man er uenige, og der er det altså vurderingen, at det ikke skal være forældrenes behov, der kommer til at overskygge barnets behov for at få nogle klare meldinger, når det er sådan, at man går fra hinanden.

Så er det fru Samira Nawa.

Tak. Jeg synes ikke helt, at ministeren får svaret på fru Rosa Lunds spørgsmål, for i dag findes de her familier. Det kunne være, at man som barn havde to juridiske forældre og en social forælder.

Men det, jeg får lyst til at spørge ministeren om, er: Tror ministeren, at barnet i sådan en familie kan kende forskel på, hvem der er den juridiske far, hvem der er den sociale forælder, og hvem der er den juridiske mor? For det er jo rigtigt, hvad ministeren siger om, at der kan man ende i en konflikt, uanset om man er en regnbuefamilie eller en anden type familie. Men det er jo, for at barnet har lige ret til alle sine forældre og ikke skal stå i en situation, hvor man lige pludselig skal skelne imellem sine sociale forældre og sine juridiske forældre.

Så tror ministeren egentlig, at barnet i de familier med flere forældre, der i dag eksisterer, på forhånd ved, hvem der ligesom er den her superforælder, som hr. Carl Valentin beskrev det?

Ministeren.

Bare for lige at slå det fast anser jeg jo ikke en social forælder som værende en mindre super forælder end en juridisk forælder. Det er også sådan i dag, at forældreansvarsloven jo fastsætter forskellige muligheder for, hvordan man som social forælder f.eks. kan fastsætte samvær med et barn, også selv om parterne er gået fra hinanden. Det er ikke kun sådan, at det er de juridiske forældre, der kan få samvær, selv om man er uenige om de her ting.

Så det, der bare er rigtig vigtigt at slå fast, er, at regeringen meget gerne vil kigge på, hvordan vi hele tiden kan forbedre forholdene for regnbuefamilier, men lige på det her punkt mener vi altså ikke, at det bedst mulige for at forbedre de forhold er at give barnet ret til fire juridiske forældre. Der mener vi, at man skal beholde den eksisterende retspraksis. Til gengæld vil vi gerne styrke indsatserne for sociale forældre, og det kan netop være i form af bedre muligheder for samvær, indsigter og hjælp.

Fru Samira Nawa.

Jeg kan sådan set godt følge flere af de udfordringer, som ministeren peger på i sin tale, i forhold til hvilke udfordringer der vil opstå, hvis man lige pludselig står med fire juridiske forældre. Men derfor synes jeg jo faktisk også, at det her beslutningsforslag egentlig er ret godt skrevet, fordi der lægges op til, at regeringen kunne indkalde til nogle forhandlinger, nogle drøftelser, hvor man kommer det nærmere, også set fra barnets synspunkt. For jeg forstår ikke, hvordan det barn, der skal stå i en situation, hvor forældrene f.eks. ender i en skilsmisse eller en konflikt, skal kunne stå og skelne imellem, hvem der er de sociale, og hvem der er de juridiske forældre.

Ministeren.

Ministeren stiller sig jo altid gerne til rådighed for det, hvis der ønskes et oplæg, f.eks. i udvalget, der skal behandle forslaget her bagefter, omkring hvad børnenes retsstilling er i forskellige situationer. Derudover vil regeringen også gerne arbejde videre med hele tiden at se på, om vi har en god nok retsstilling for også sociale forældre.

Det eneste, jeg bare siger her i dag, er, at for regeringen er det ikke sådan, at vi lige nu ser, at den bedste løsning for børnene eller forældrene i flerforældrefamilier er at give dem muligheden for, at man kan få fire juridiske forældre. Det tror vi har langt større implikationer, end man lige sådan kan afdække i dag.

Mange tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ministeren. Så kan vi gå i gang med ordførerrækken, og den første er Socialdemokratiets ordfører, og det er fru Gunvor Wibroe.

Tak for ordet. Jeg vil indlede med at takke forslagsstillerne for at sætte fokus på et vigtigt emne, som også optager Socialdemokratiet meget, nemlig hvordan vi sikrer de bedste muligheder for lgbt-personer, herunder familier i alle regnbuens farver.

Ifølge VIVE er der over 58.000 lgbt+-familier med børn under 18 år herhjemme. Det er positivt, og det er i fuld tråd med det arbejde for lgbt+-personer, som vi i Socialdemokratiet har knoklet for i mange år. Det er bl.a. vedtagelsen af registreret partnerskab, som Socialdemokratiet sammen med SF fremsatte forslag om og fik gennemført. Det er beslutningen om, at par af samme køn har ret til at blive viet i kirken, som den socialdemokratisk ledede regering så gennemførte tilbage i 2012. Og der er meget mere.

Men det er vigtigt, at vi også løbende holder øje med, at vores lovgivning sikrer, at alle mennesker i Danmark kan leve et godt liv med den, de elsker, herunder anerkender, at der findes mange forskellige familier. Det er bl.a. familier med mor og mor, far og far, mor og far, mor og mor og far osv. Det er vigtigt, at vi lægger gode trædesten ud, for at vi alle kan få det godt, et godt og dejligt liv med dem, vi elsker, uanset hvem man er og vælger at være sammen med.

I Socialdemokratiet arbejder vi for at sikre gode muligheder for familier i alle mulige konstellationer, herunder også at regulere, ændre og lave lovgivning for at tilgodese regnbuefamilier. Vi har for ikke længe siden sikret, at juridiske forældre kan dele deres barselsorlov og dagpenge med sociale forældre; vi har smidiggjort registreringen af medmoderskab; og så har vi sikret, at partnere kan donere æg uden sundhedsfaglig begrundelse. Det er jeg mega stolt af.

Vi arbejder med at forbedre retsstillingen i forbindelse med surrogataftaler samt bedre forhold i forbindelse med nationale, altruistiske surrogataftaler, og derudover har vi indført medfaderskab som et retsligt forældreskab. Senest har regeringen i 2024 lanceret familier i alle regnbuens farver, der består af otte initiativer, som skal forbedre vilkårene for regnbuefamilier. Men mange regnbuefamilier oplever stadig, at de har udfordringer med, hvordan de tilrettelægger familielivet i hverdagen, og det er i en grad noget, der optager os og bør blive ved med at optage os.

I dag er det sådan, at børn kan have op til to juridiske forældre, og det gælder selvfølgelig også for regnbuefamilier. Med beslutningsforslaget foreslås det, at der kan registreres op til fire juridiske forældre for et barn i en regnbuefamilie, bl.a. med den begrundelse, at der skal være adgang til Aula og sundhedsoplysninger.

Hensynet til barnets tarv vægter tungest for Socialdemokratiet. Et forældreskab med op til fire juridiske forældre vil højst sandsynligt fungere godt for barnet, så længe der er enighed omkring det, og så længe alt er godt og tegner lyst i et parforhold; men vi ved også, at over 40 pct. af alle ægteskaber ender i separation og skilsmisse, og så kan enigheden om, hvad der er det bedste for barnet, meget hurtig ophøre. Skilsmisser kan desværre give voldsomme konflikter omkring barnet, og konflikterne rammer barnet hårdt og kan trække spor ind i ungdom og voksenliv.

Én ting er, at juridiske forældre går fra hinanden, og at to skal enes om barnets bopæl og skolegang, men hvis der er to sæt juridiske forældre, som går fra hinanden, så har vi pludselig fire spillere, som alle skal enes om, hvad de hver især mener er i barnets bedste interesse. Det er om noget opskriften på konflikt.

Børns Vilkår, som om nogen er eksperter i børns tarv, har tidligere udtrykt bekymring over udsigten til, at et barn får fire juridiske forældre, for det kan ramme endnu voldsommere, ja, måske dobbelt så hårdt. Efter en skilsmisse kommer dagligdagen, hvor der skal træffes beslutning om barnets bedste. Også her vil der være væsentlige beslutninger: Hvilken daginstitution og skole skal barnet gå på? Skal barnet konfirmeres? Og hvad med det sundhedsmæssige? Skal det være den ene eller den anden medicinske behandling?

Fra Socialdemokratiets side har vi stor sympati for intentionen bag forslaget, og vi har også forståelse for de udfordringer, mange regnbuefamilier oplever, når de stifter familie. Derfor vil vi også følge området tæt.

Når vi i dag endnu en gang diskuterer muligheden for mere end to juridiske forældre, skal vi have med i vores overvejelser, at der er forældrehensyn, der skal varetages, og de kan være meget forskellige og decideret modstridende. I sidste ende er det altid barnet, som rammes hårdest, når forældrene er i konflikt med hinanden. Forældrenes behov må aldrig overskygge barnets, og hensynet til barnet må altid være bærende for os alle. På den baggrund kan Socialdemokratiet ikke støtte beslutningsforslaget. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en række korte bemærkninger, og den første er til fru Rosa Lund.

Tak for det, og tak for talen. Der var mange ting, som ordføreren sagde, som jeg er meget enig i, f.eks. at alle skal leve et godt liv med dem, de elsker. Det gælder jo også de her familier, og når man er den forælder, som ikke har de juridiske rettigheder over sit barn, så har man ikke et godt liv, fordi man ikke har ret til sit barn, men barnet heller ikke har ret til en. Derfor er det også vigtigt for mig at sige, at motivationen for at fremsætte det her forslag jo netop er med udgangspunkt i barnet og ikke i forældrene. Det her handler om børns ret til deres forældre, og jeg tror måske, Socialdemokratiet kunne se lidt anderledes på det, hvis de tog barnets udgangspunkt i det her.

For i de situationer, hvor der vil opstå en konflikt, som åbenbart er det, vi altid skal snakke om, når vi snakker om det her, vil det jo være mere klart for barnet, når barnet har ret til alle sine forældre.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Det er nemlig rigtigt, at det er barnets tarv, vi prioriterer. Det er det hensyn, der er vigtigt for Socialdemokratiet, og vi lytter også til eksperter på området, og når bl.a. Børns Vilkår siger og de også tidligere har sagt, at det her er noget, der vækker bekymring, så lytter vi til dem. Derfor vejer barnets tarv tungest, og det er vigtigt for os.

Fru Rosa Lund.

Jeg prøver igen: Vi fremsætter det her forslag, fordi vi går op i barnets tarv. Hvis man spørger børn af regnbueforældre, børn, der kommer fra regnbuefamilier, som i dag er voksne, så vil de faktisk gerne have ret til alle deres forældre. Ordføreren siger, at Socialdemokratiet vægter barnets tarv, og ordføreren siger også, at man lytter til eksperterne. Jeg vil vove at påstå, at dem, der er de største eksperter her, er dem, der selv har levet eller lever i sådan nogle familier, og de vil gerne have ret til deres børn og ret til deres forældre.

Ordføreren.

Igen tak for spørgsmålet. Jeg vil sige, at vi selvfølgelig skal lytte til, hvad forældrene siger. Der er mange forskellige familiekonstellationer derude, og vi skal i dialog og vi skal drøfte det, det er vi helt med på. Men vi lytter også til Børns Vilkår, som vi om nogen mener er eksperter herhjemme, i forhold til hvad der er barnets tarv, og de er bekymrede ved udsigten til fire juridiske forældre. Og det er jo ikke første gang, de har sagt det.

Så er det hr. Carl Valentin.

Så synes jeg, ordføreren skulle kontakte Børns Vilkår efter debatten her og høre, hvad de siger til forslaget, for vi har faktisk været i dialog med dem, og det, der var særlig centralt for dem, var, at der var styr på bopælspligt og samværsret. Det har vi sådan set også sikret med det forslag her. Det sikrer netop barnets tarv.

Jeg kunne godt tænke mig høre ordføreren om noget. I de her konfliktsituationer vil det jo ofte være sådan, at det ender hos Familieretshuset, der så træffer afgørelse om en løsning, der er den bedste for barnet. Men er der kun to juridiske forældre i en familie, hvor der reelt er tre forældre, så kan Familieretshuset jo ikke træffe den afgørelse, der er bedst for barnet, men kun den afgørelse, der er bedst for de to juridiske forældre, fordi man ikke i samme omfang kan tilgodese den, der ikke har den juridiske tilknytning til barnet. Så kan ordføreren ikke se, at ved ikke at anerkende, at alle forældrene er juridiske forældre, ender man et sted, hvor man ikke kan tage hensyn til barnet, men kun tage hensyn til dem, der reelt er juridiske forældre?

Ordføreren.

Nej, jeg anerkender ikke den præmis. Og selvfølgelig vil vi altid gerne i dialog med Børns Vilkår. De er som sagt nogle af eksperterne i forhold til barnets tarv. Det er sådan, at vi også anerkender de sociale forældre, og det er også noget af det, vi har på pladen i vores arbejde. Det er også i forbindelse med vores udspil omkring regnbuefamilier, at vi har fokus på de sociale forældre, og det skal vi fortsætte med at have. Vi skal fortsætte med at kigge på det og vende de sten, der er, i forhold til at man kan leve et godt og dejligt liv med den, man elsker, og i forhold til at man, når det bliver svært, også kan få hjælp til det, man skal have hjælp til, fordi det er svært at blive skilt. Det må ikke ramme børnene, og det er derfor, vi skal sikre, at der er et godt apparat, og det kan vi hjælpe med i forhold til de initiativer, der er sat i gang. Så derfor ser jeg også frem til, at det bliver foldet ud.

Hr. Carl Valentin.

Er det ikke lidt sjovt, at man i Socialdemokratiet gerne vil udvide de sociale forældres rettigheder en hel del, men der er alligevel en eller anden grænse, hvor man ikke må gå videre og gøre dem til reelle juridiske forældre? Hvad er det specifikt, man gerne vil afskære de her reelle forældre fra? Er det retten til samvær med barnet i forbindelse med skilsmisse? Er det ligesom der, grænsen går for Socialdemokratiet, altså at der skal man i sådan en familie vælge, hvem det er, der er de rigtige forældre i sådan en situation?

Ordføreren.

Jeg synes, det er noget hårdt sat op. Når det er sådan, at regeringen laver et udspil omkring familier i alle regnbuens farver og netop decideret drøfter den sociale stilling for sociale forældre, så er det jo ikke sådan for at skubbe det ud til siden. Det, der er vigtigt for os, er, at vi ved, at i skilsmisser – og 41 pct. af alle ægteskaber ender desværre med separation og skilsmisse – er konfliktniveauet højt, og vi tror, at konfliktniveauet bliver noget højere, hvis der kommer flere juridiske forældre ind, end der er i dag.

Så er det fru Christina Olumeko.

Tak til ordføreren for talen. Jeg lægger jo mærke til, at ordføreren lægger meget vægt på barnets tarv, og det går vi jo alle sammen op i her i Folketinget. Og ordføreren og Socialdemokratiet virker jo meget bekymret for potentielle konflikter ved skilsmisse. Kigger vi på de undersøgelser, vi har, kan vi jo se, at regnbuebørn trives på lige fod med alle andre børn. Så der er, så vidt jeg kan se, ikke evidens for at sige, at børn mistrives i potentielt højere konfliktniveau i den her type familier.

Jeg tror, at vi tre partier, der fremsætter det her beslutningsforslag, er pragmatiske. Vi vil gerne have Socialdemokratiet med på den her vogn, så mit spørgsmål er egentlig: Hvad skal der til, for at Socialdemokratiet tror på de tal, vi har derude, tror på de oplevelser, vi ser, og tror på familierne og de børn, der siger, at de brændende ønsker sig flere juridiske forældre? Skal vi lave en undersøgelse, som kan understøtte nogle af de tal, vi allerede har? Skal vi få undersøgt, om konfliktniveauet er højere i flerforældrefamilier?

Ordføreren.

Vi tror ikke, at konfliktniveauet er højere i regnbuefamilier. Det, vi siger, er, at konfliktniveauet i alle mulige familier er højt ved en skilsmisse. Hvis det er sådan, at der den i mere traditionelle konstellation med to juridiske forældre er et højt konfliktniveau ved skilsmisse – det kan der være, og der er 41 pct., der ender i skilsmisse – så er det bare, vi siger, at vi kan være meget bekymrede for, at med fire juridiske forældre kan konfliktniveauet være dobbelt så højt. Men jeg vil rigtig, rigtig gerne drøfte området videre. Der er altid kaffe på mit kontor, og ordføreren skal være velkommen, for det er et vigtigt område.

Fru Christina Olumeko.

Jeg takker for kaffeinvitationen. Det er bestemt noget, som vi i Alternativet gerne vil tale videre med Socialdemokratiet om. Jeg har stadig svært ved at forstå logikken omkring konflikt og skilsmisse, men det har andre ordførere været inde på, så jeg vil egentlig hellere spørge ind til det med de sociale forældre.

Som ordføreren rigtigt nok er inde på, er det jo her, Socialdemokratiet har lagt sit fokus, også med et udspil fra regeringen for nogle måneder siden. Flere af de initiativer var godt nok gamle, men det er, hvad det er. Det var godt, de kom. Mit spørgsmål er, hvor mange lovgivninger vi i sidste ende skal ind at ændre på, får vi når derhen, hvor vi nærmest har anerkendt flere juridiske forældre. Hvor langt vil regeringen gå?

Ordføreren.

Jeg siger tak for et godt spørgsmål, og tak for rosen. Det her er et vigtigt arbejde. Jeg noterede mig også tidligere, at ordføreren sagde, at den lovgivning, der var, var lappeløsninger. Det mener jeg bestemt ikke det er. Socialdemokratiet stod sammen med SF, som jeg sagde i min tale, tilbage i 1989. Der var det os, der fik skubbet på i forhold til registrerede partnerskaber. Der kom ikke kirkevielser på det tidspunkt, men det var et kæmpe skridt.

Så det her er ikke lappeløsninger. Det er trædesten, i forhold til at mennesker kan leve gode og lykkelige liv.

Mange tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre til Venstres ordfører, og det er Christian Friis Bach. Værsgo.

Tak for det. For Venstre er familien jo kernen i vores samfund. Derfor er det virkelig vigtigt, at vi giver familierne gode muligheder for at indrette sig, som de gerne vil, så de skaber trygge rammer for familien og ikke mindst skaber trygge rammer og gode forhold for deres børn. Derfor anerkender vi fuldt ud, at det er vigtigt at tage skridt imod at anerkende forskellige familieformer – også regnbuefamilierne i al deres diversitet – og have fokus på de sociale forældres rettigheder. Det var også derfor, regeringen kom med udspillet, som både ministeren og ordførerne før mig har nævnt, om familier med op til fire forældre og har taget skridt til at anerkende forskellige familieformer, og medmoderskab og medfaderskab er nu anerkendt som retlige begreber. Og der er givet mulighed for, at man ved en juridisk forælders død kan dele forældremyndigheden med en social forælder, og der er skabt en række forbedringer også for regnbuefamilier.

Det her forslag er vi ikke med på. Det vil virke i den perfekte og harmoniske verden, og i den perfekte og harmoniske familie vil det virke for både børn og forældre. Men netop der er forslaget jo ikke lige så vigtigt. Der tænker jeg at man ofte finder løsninger sammen og samarbejder om det. Men verden er jo ikke perfekt, og forældre og familier er ikke altid perfekte og ikke altid harmoniske, og i de ikkeperfekte og ikkeharmoniske familier er det helt afgørende for os, at barnet har en stærk stemme, og at vi hører den stemme. Her er vores bekymring, at hvis der er fire juridiske forældre, der alle skal have en stærk og ligeværdig stemme, så hører vi ikke barnets stemme. Så kan der være børn, som kommer i klemme. Derfor er vores bekymring, hvordan det vil virke ved skilsmisser og brud og konflikter, for det skal jo være en holdbar konstruktion, og den skal kunne holde også der, hvor vi ser komplicerede brud i familier. Der vil fire juridiske forældre gøre det kompliceret, og det kan gå ud over børnene.

Jeg noterer mig, at en række ordførere henviser til enkelte børn og til trivslen blandt børn i regnbuefamilier. Den er god, og det anerkender jeg fuldt ud, i rigtig mange af familierne. Der er ikke forskel på regnbuefamilier og andre familier. Men vi har nul evidens for, hvordan trivslen hos børn vil være, hvis vi giver børn ret fire juridiske forældre, og slet ikke evidens for, hvordan trivslen vil være hos børn, hvor der er fire juridiske familier, der ender i konflikter og skilsmisser og brud. Det ved vi ikke af den simple grund, at der, så vidt jeg ved, ikke er det eneste land i verden, hvor man har godkendt fire juridiske forældre. Derfor har vi heller ikke lyst til at begive os ud i det eksperiment. Vi vægter hensynet til barnets bedste og til barnets stemme allerhøjest, og af den grund vil vi i Venstre stemte nej til beslutningsforslaget.

Tak for det. Der en kort bemærkning fra fru Christina Olumeko.

Tak til ordføreren for talen. Jeg hæfter mig ved den forsigtighed og måske i virkeligheden også, synes jeg, lidt ubegrundede bekymringer for, hvad der kunne ske ved en potentiel skilsmisse. Som vi allerede har været inde på, findes de her familier jo i forvejen, bruddene findes i forvejen, om vi anerkender det eller ej i lovgivningen. Jeg er også godt klar over, at det ikke er nok til, at ordføreren føler sig tryg.

Derfor er mit spørgsmål egentlig lidt det samme som det, jeg stillede til Socialdemokratiets ordfører før, for at vi nu kan pege lidt fremad og måske finde en løsning. Det, vi spørger om her, er jo forhandlinger. Noget, der kunne indgå i nogle af de forhandlinger, kunne jo være en undersøgelse af det, som ordføreren er bekymret for, altså undersøgelsen af, hvad det betyder for barnets tarv i de her konflikter, som der jo er i alle familier, og om det skulle være værre end i andre familier.

Tak for det. Så er det ordføreren.

Jamen vi vil bestemt gerne fortsætte samtalerne, når vi får udvalgsbehandlingen, og vi kan drøfte det og lave forskelligt – der kan indkaldes til samråd. Vi fortsætter gerne debatterne.

Men jeg kan ikke se for mig, at Venstre kommer til at anerkende, at der skal være op til fire juridiske forældre. Det er jo ikke, fordi vi ikke anerkender, at der er familier derude, der fungerer med fire forældre – fint og godt, og hvor børnene har det rigtig godt. Men det er en anerkendelse af, at ved brud og skilsmisser kan det være meget kompliceret, og der vil barnets stemme alt andet lige komme til at vægte lavere, hvis der er fire juridiske forældre, der alle skal høres og inddrages på lige fod. Og det er barnets stemme, der er det vigtige for os. Derfor ønsker vi ikke at bakke op om det her beslutningsforslag.

Fru Christina Olumeko.

Noget af det, som Venstre også går meget op i, er afbureaukratisering. Jeg tror, Venstre og Alternativet og sådan set hele Folketinget har tilfælles, at vi ikke ønsker at have unødige regler, der besværliggør lovgivningen. Det spor, vi bevæger os ned ad i Folketinget lige nu, er det spor, der sådan set er med ret meget bureaukrati, nemlig fordi vi heldigvis jo forbedrer rettighederne for de sociale forældre. Men det er også et spor, som betyder, at vi skal ind og ændre på rigtig, rigtig mange små lovgivninger – forbedre lovgivningen for arveregler, forbedre den for deling af barsel, vi skal ind at kigge på Aula – frem for at tage den simple, nemme løsning, som det jo er at anerkende flere juridiske forældre en gang for alle. Anerkender ordføreren ikke, at det at anerkende flere juridiske forældre en gang for alle er den nemmeste løsning?

Ordføreren.

Jeg anerkender fuldt ud, at det vil være den nemmeste løsning i den perfekte og harmoniske familie og verden, men det er jo ikke sådan, verden er. Jeg kan med sikkerhed sige, at bureaukratiet og kompleksiteten vil stige massivt, hvis vi har skilsmisser og alvorlige konflikter og brud i familier, hvor der eksisterer fire juridiske forældre. Når jeg ser på Familieretshuset i dag og på, hvor svært det er at håndtere skilsmisser mellem to juridiske forældre, og hvor dybt komplicerede og konfliktfyldte de situationer kan være, er det, jeg frygter, at der med fire juridiske forældre kan være situationer, hvor det bliver betydelig endnu mere kompliceret, bureaukratisk og konfliktfyldt, og det vil gå ud over børnene. Det er vores stilfærdige pointe i den her debat, og det er derfor, vi ikke ønsker at bakke op om det her beslutningsforslag.

Så er det fru Rosa Lund.

Tak, og tak for talen. Der er en ting ved talen fra hr. Christian Friis Bach, som jeg studser over, og det er, at Danmark ikke må være det eneste land i verden, som godkender familier med fire forældre. Det synes jeg er et underligt argument, fordi Danmark da skulle kunne være et land, som turde at gå forrest. Altså, det har vi gjort på så mange andre områder, altså været et land, der har turdet at gå forrest. Det var os, der gik forrest i at lave flygtningekonventionen – den er så lidt udskældt i den her sal, men lad nu det ligge. Det var os, der gik forrest i at lave registrerede partnerskaber, og det var os, der gik forrest i at lave en klimalov, osv. osv. Det er da en god ting at være et foregangsland. Det mener jeg også det er på det her område, og det er det da særlig for de her børn, som har ret til flere forældre.

Ordføreren.

Jeg sagde på ingen måde, at vi ikke skulle turde gå forrest. Jeg sagde bare, at når indtil flere åbenbart ordførere til, at det jo fungerer fint i de her regnbuefamilier, og at vi derfor godt kunne gennemføre det her forslag, så er der nul evidens for, at det her forslag vil bevirke, at de børn stadig væk vil have en god trivsel, og at det vil fungere fint. Der er ikke et eneste land i verden, der har gjort det, så der er ikke nogen evidens for, at det her forslag vil være harmonisk og være til barnets bedste. Den evidens findes ikke. Det var min stilfærdige pointe. Og det eksperiment tør vi ikke begive os ud i.

Fru Rosa Lund.

Så beklager jeg, at jeg misforstod ordføreren. Det, der til gengæld er evidens for, hr. Christian Friis Bach, er jo, at i familier, hvor der er to forældre, er der en ret høj skilsmisserate. Det er der evidens for. Skal vi så gøre det forbudt? Skal vi bare sådan sige: Her kan vi se, at der er et stort problem med, at børn af skilte forældre mistrives, og at der er en høj skilsmisserate i familier, hvor der er to forældre? Det er bare, hvis man følger argumentationen til dørs. Altså, jeg synes bare, hr. Christian Friis Bach, at vi skal tænke lidt over, at de her familier i forvejen eksisterer i Danmark, og både forældrene og børnene råber på det her med retten til flere juridiske forældre og retten til sit eget barn. Jeg kan ikke forstå, at man ikke vil lytte til det.

Ordføreren.

Nu er der jo gode biologiske grunde til, at man engang har tænkt, at det måske var naturligt, at man havde to juridiske forældre, og det vil vi bestemt stå ved. Men jeg kunne jo spørge tilbage: Hvorfor stoppe ved fire juridiske forældre? Hvad er logikken i at stoppe ved fire? Hvorfor ikke fem eller seks eller syv? Der kan være mange sociale forældre, der omgiver et barn. Der kan være de biologiske forældre og de juridiske forældre – hvorfor stoppe ved fire? Sådan kunne jeg jo spørge tilbage. Så der er en naturlig grund til, at man har to juridiske forældre, i en historisk kontekst, og det er det, vi ønsker at fastholde. Men vi ønsker at styrke mulighederne for, at regnbuefamilier kan organisere sig omkring deres børn og deres familier, som de gerne vil, og det har vi gjort betydelige fremskridt for at sikre i de seneste år.

Så er det fru Gunvor Wibroe.

Tak for talen. Det var blot en kommentar til ordføreren for Alternativet. Fra Socialdemokratiets side, og jeg er sikker på også fra Venstres side, tror vi ikke, at konfliktniveauet er højere end os regnbuefamilier. Vi tror, at det er helt præcis det samme som i alle andre typer familier. Det, vi ved, er, at konfliktniveauet er højt ved skilsmisser med to parter, og så kan man jo bare tænke sig til en skilsmisse med fire parter, der skal nå at komme til enighed. Det lyder lidt som opskriften på en stor konflikt.

Ordføreren.

Det er den bekymring, vi også har. Det beror ikke i, at vi ikke vil sikre gode forhold for regnbuefamilier. De skal kunne organisere sig i den forhåbentlig lykkelige, fredelige og harmoniske familie, som de har, som de gerne vil, men det juridiske træder i kraft i det øjeblik, konflikten kommer, og der skal vi være meget varsomme.

Ønsker spørgeren en anden runde? Frafalder. Så siger vi mange tak. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi kan gå videre til Danmarksdemokraternes ordfører, og det er fru Karina Adsbøl. Værsgo.

Tak for det, formand. Med det her forslag foreslås det, at der laves en revision af forældreansvarsloven, så familier med flere forældre kan opnå juridisk anerkendelse med de rettigheder og pligter, som følger med. Med forslaget vil forslagsstillerne sikre, at børn i flerforældrefamilier får ret til alle deres forældre, og forslaget peger så på en række udfordringer, som flerforældrefamilier oplever i dag, når der kun er to juridiske forældre. Bl.a. har ikkejuridiske forældre ikke adgang til barnets sundhedskort og pas, og de har derfor ikke mulighed for at følge barnet til læge, tandlæge eller følge med i skolen på Aula. Det kan godt være, at der var nogle, der ville være glade for ikke at følge med på Aula, det skal jeg ikke kunne sige, men forslagsstillerne mener så, at forældreansvaret ikke afspejler nutidens mange familieformer. Som det også er sagt, kan forældre i flerforældrefamilier være opdelt i to kategorier: de juridiske forældre og de sociale forældre.

Der findes jo rigtig mange måder i dag at leve på, og det er også skønt, at der er flere personer, der elsker at drage omsorg for et barn. Det er jo sådan også, at folk må leve og bo, med hvem de vil, men jeg må også sige, at man også har vidst fra starten af, hvordan lovgivningen er indrettet, altså at udgangspunktet er to juridiske forældre. Men jeg forstår så ikke af de eksempler, der bliver nævnt, at man ikke kan få en samtykkeerklæring. F.eks. står der i forslaget, at man ikke har mulighed for at følge et barn til læge eller tandlæge. Det kan jeg da godt undre mig over. Jeg har da i min tid som forældre haft andre end mig eller min mand til at følge vores barn til tandlæge, hvis vi var optaget.

Men det er nok ikke nogen overraskelse, at vi i Danmarksdemokraterne stemmer imod forslaget, fordi vi i udgangspunktet mener, at der kun skal være to juridiske forældre. Vi kan også være bekymret for, at det her forslag tager mere hensyn til barnets voksne forældre end til barnet, og det er også en bekymring, der har været rejst i dag. Man risikerer, at barnet står i et limbo mellem flere potentielle forældre, herunder i forbindelse med skilsmisse og konflikter, som jo er nævnt, og det giver i hvert fald ikke barnet stabilitet, og det kan også være mere traumatiserende for et barn med så mange forældre, som er i konflikt. Forslagsstillerne nævner da også selv udfordringen med skilsmisser, men der er min bekymring så en anden. Jeg kan også huske, at der tidligere har været et samråd omkring det her med den tidligere minister, som sagde: Skal man så have en syv-syv-syv-syv-ordning, og er det barnets behov, eller er det forældrenes behov? Selv om forslagsstillerne foreslår, at barnet kun må deles mellem to bopæle, og at samværsret skal begrænses til to af forældrene, vil det også stadig væk kompliceret barnets position, tænker jeg, mellem forældrene. Med flere forældre at vælge imellem vil barnet være nødsaget til at vælge nogle af forældrene over nogle andre, og dermed vælger de også nogle fra, hvilket jeg jo ikke mener et barn skal bekymre sig om. Vi har også noteret os, at regeringen også tidligere har afvist ønsket om flere juridiske forældre, netop af hensyn til barnets tarv.

Derudover tænker jeg faktisk heller ikke, at forslaget er gratis, for med de juridiske pligter følger der så også fire gange barselsorlov med? Hvad er konsekvenserne egentlig i forhold til at åbne op for det her? Men vi ønsker simpelt hen ikke, at man skal have flere juridiske forældre end to. Det var ordene herfra.

Mange tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Vi kan gå videre til SF's ordfører, og det er hr. Carl Valentin. Værsgo.

Tak for det. I Socialistisk Folkeparti ser vi stor værdi i at sikre, at børn har de bedst mulige rammer for deres opvækst, og derfor er vi også rigtig glade for at præsentere det her forslag i dag sammen med Enhedslisten og Alternativet om at give børn ret til op til fire juridiske forældre. Det er et forslag, som på mange måder afspejler den virkelighed, som vi allerede lever i. Familier er mangfoldige. I dag findes der hele 37 forskellige former for familiekonstellationer i Danmark, som er registreret og anerkendt, og derfor er det også på tide, at vores lovgivning også rummer og anerkender de forskellige familieformer. Det er både af hensyn til barnets og forældrenes rettigheder.

Lad mig forklare, hvorfor det er så vigtigt gennem tre hovedpointer.

For det første: Lad os tage et eksempel med en regnbuefamilier, hvor der er to forældrepar – to lesbiske mødre og to homoseksuelle fædre. Problemet i dag er, at der kun kan være to juridiske forældre. De to resterende forældre er såkaldt sociale forældre, som det også er blevet nævnt i debatten, og har dermed ikke specielt mange formelle rettigheder. Men de her regnbuer findes, og de er ofte rigtig gode til at få det til at fungere, og det er de sådan set også nødt til. Det juridiske problem opstår i tilfælde af f.eks. en konfliktfyldt skilsmisse, hvor barnet risikerer at miste kontakten til to af de vigtige omsorgspersoner i deres liv, nemlig de to sociale forældre. Jeg synes, det er lidt paradoksalt, at der har været så meget fokus i debatten på konfliktsituationen som argument imod det her forslag, for det er jo netop i den situation, hvor der opstår konflikt, at det er et problem i dag, at der står nogle forældre, som er relativt rettighedsløse og derfor ikke kan tages med ind i ligningen, når Familieretshuset skal afgøre, hvad der er bedst for barnet. Vi mener i SF, at det aldrig kan være i barnets tarv at være uden rettigheder, hvis familien går fra hinanden. Et brud kan i sig selv være traumatiserende nok for et barn, og læg dertil at miste kontakten til to af sine forældre oveni. Det synes jeg ikke vi kan være bekendt over for nogen familier.

Det andet væsentlige argument for mig er, der i dag er adskillige udfordringer for de såkaldt sociale forældre. De kan have svært ved at tage deres eget barn med til lægen, blive registreret i Aula, og barnet kan ikke arve på samme måde i forbindelse med en social forælders død. Der opstår også situationer, hvor en social forælder vil tage sit barn med til udlandet, men pludselig bliver stoppet i lufthavnen af myndighederne, som mistænkeliggør dem, fordi de hverken står som juridiske forældre eller kan dele efternavn med barnet.

Det tredje vigtige argument for mig handler om at sætte barnet i centrum, og netop derfor må der være klare rammer her. Det er ikke bare et spørgsmål om at udvide rettigheder, det er et spørgsmål om at sikre stabilitet og tryghed, også for barnet. Med vores forslag her, som vi har brugt noget tid på, bliver det slået fast, at et barn højst kan have to bopæle f.eks. Hvorfor det? Fordi vi ikke vil udsætte børn for uoverskuelige ordninger eller konflikter mellem fire forældre, hvis et samlivsbrud skulle opstå. Vi ved, at skilsmisser og samlivsbrud kan være traumatiske nogle gange, og det gælder uanset familieform, og derfor synes jeg, at vi som lovgivere skal tage ansvar for at skabe forudsigelige og stabile rammer for børnene. Det samme gælder samværsretten. I dag har et barn ingen ret til samvær med forældre uden juridisk forældreskab ved skilsmisse, og det vil vi gerne lave om på. Men vi gør det med omtanke, for samværsretten skal altid tage udgangspunkt i barnets behov og ikke i de voksnes behov. Derfor foreslår vi også med forslaget, at samværsretten for ikkebopælsforældre kan fastsættes mere begrænset, f.eks. på niveau med samvær med bedsteforældre. Det giver mening, fordi det handler om at beskytte barnet mod stress og konflikter.

Jeg kan jo høre, at regeringen ikke har tænkt sig at støtte vores forslag, men jeg synes, at det ville være passende, at man, når man nu i hvert fald anerkender kritikken og giver udtryk for, at man gerne vil sikre bedre rettigheder til de sociale forældre, så også indkalder til forhandlinger herom. For vi vil rigtig gerne drøfte det her og sikre nogle bedre vilkår for de regnbuefamilier, der jo altså allerede er derude, men har lidt svært ved at blive betragtet på den måde, som de ser sig selv på. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til hr. Christian Friis Bach.

Tak for det. Jeg studsede bare over, at ordføreren siger, at det her ikke er så vigtigt i de velfungerende familier, at der, hvor det er rigtig vigtigt, er, når der opstår en konflikt. Men anerkender ordføreren så slet ikke, at fire juridiske forældre så måske alle fire har forskellige synspunkter, og at det kan udløse en endnu mere besværlig, bøvlet og bureaukratisk konflikt, hvor børnene faktisk går hen og bliver overset?

Ordføreren.

Nej, det mener jeg ikke. Altså, jeg synes, det er helt åbenlyst, at hvis man på forhånd har besluttet, at der f.eks. er to ud af tre forældre, som har mere ret til barnet end den tredje, kan man i en konfliktsituation ikke træffe det valg, som er bedst for barnet, fordi det på forhånd er afgjort, at der er to, der er lidt mere forældre end den tredje. Derfor kan Familieretshuset i en meget konfliktfyldt skilsmisse, hvor det ender dér, ikke tage højde for, hvad der vil være bedst for barnet, hvis det, der er bedst for barnet, f.eks. er at have meget tæt kontakt med den, der er registreret som social forælder. De er nødt til at tage hensyn til, at der ligesom er to forældre, der står over det.

Så jeg synes netop, at den lovgivning, man har lavet i dag, tvinger familier til at træffe et valg, som i sidste ende kan få konsekvenser for barnet, fordi man ikke kan træffe den rigtige beslutning i en konfliktsituation.

Spørgeren.

Jamen altså, man må sige, at med den praksis, vi ser med almindelige forældre, altså to juridiske, er det jo ikke altid sådan, at det så er barnet, der kommer til orde i de konflikter. Det vil jeg bare sige. Der synes jeg ordføreren lidt overser den virkelighed, som vi står i, og det vil kun blive endnu værre med fire.

Men så må jeg bare spørge ordføreren: Hvorfor stoppe med fire? Der kan vel godt være fem eller seks forældre? Er fire så i virkeligheden ikke et lidt vilkårligt tal? Hvorfor skal det være fire, hvis ikke to, og hvorfor ikke fem?

Ordføreren.

Lad mig først anerkende, at det ikke altid er sådan i konfliktsituationer, at man har barnets tarv allerøverst, men det burde man. Det er også det, der er udgangspunktet, når man har de her konflikter, og det er noget, der skulle vægte højt for Familieretshuset og også ofte gør det. Grunden til, at vi har sat det på fire, er som udgangspunkt, at det er den virkelighed, vi primært ser derude. Der er familier med især tre forældre, men også nogle få konstellationer, hvor der er fire. Hvis vi så, at der var en hel masse familier med fem eller seks forældre, syntes jeg, vi skulle tage en drøftelse af, hvordan man håndterer den situation. Det ser vi bare ikke for alvor.

Fru Birgitte Bergman.

Tak for det. Jeg synes simpelt hen, at det i den her debat mangler at blive anerkendt, at man sagtens kan være noget for et barn, selv om man ikke er juridisk forælder. Det ser vi jo f.eks. med papforældre, bedsteforældre og gode venner til forældre, som har et godt forhold til det pågældende barn.

Anerkender ordføreren ikke det? Jeg mener, som også den tidligere ordfører siger: Hvor stopper det her? Altså, nu siger I fire, men på et eller andet tidspunkt kommer der nogle her i salen og siger seks eller otte, og hvad betyder det? Der er jo primært her, som jeg læser det, tale om forældrenes tarv og ikke barnets tarv.

Ordføreren.

Nej, det her handler om børnene, og jeg synes, at ordføreren totalt misforstår mig, når hun siger, at vi ikke anerkender, at man som social forælder f.eks. kan være noget for barnet. Altså, man kan jo netop være rigtig meget for barnet; man kan måske endda være den vigtigste forælder for barnet. Hvis barnet har tre forældre, kan det godt være den, der ikke lige har den juridiske ret, som faktisk er den vigtigste relationelt for barnet. Problemet er bare, at hvis der så opstår en konfliktsituation, så overser man, hvilken forælder der har den nærmeste tilknytning, og prioriterer dem, som forældreparret eller de tre forældre ligesom har valgt at registrere som de juridiske.

Så man anerkender jo netop ikke vigtigheden af de andre forældre i forholdet, når man tvinger familierne til at skulle prioritere nogle højere end andre.

Spørgeren.

Der er vi bare fuldstændig uenige. For det, jeg hører ordføreren sige, er jo lige præcis, at nu handler det om forældrenes tarv og ikke om barnets tarv, og for os i Det Konservative Folkeparti vil det altid handle om barnets tarv, og to juridiske forældre er nu alt andet lige det, som vi i hvert fald står på.

Man kan godt være noget for et barn, uanset om man er juridisk forælder eller ej.

Ordføreren.

Ja, det kan man sagtens. Til gengæld tvinger det politiske system så de her familier til at underprioritere en af forældrene, og det kan være rigtig skidt for barnet. Og det er derfor, at vi gerne vil lave det om, altså fordi der kan opstå en konfliktsituation, hvor den forælder, som ikke er juridisk, risikerer ikke at få nær kontakt med barnet, selv om det var det, der ville være det bedste for barnet. Altså, jeg har sådan set tillid til, at hvis man træffer nogle afgørelser med fokus på barnets tarv, så kan man godt finde ud af det, i forhold til at der er flere juridiske forældre end to.

Fru Gunvor Wibroe.

Tak for talen. Jeg er lidt nysgerrig efter at høre og vil lidt følge op på det, som ordføreren fra Venstre sagde: Hvor stopper det? Hvor mange juridiske forældre – er det tre, fire, fem, seks, otte? Altså, familier findes jo i mange forskellige konstellationer. Der er kollektiv, hvor der jo er mange voksne, som måske har følt en særlig tilknytning til et barn. Hvor stopper det her? Skal det her gælde for alle? Er det hele lovgivningen, så alle familier skal dækkes ind under fire eller fem eller seks juridiske forældre? Hvor stopper det henne?

Ordføreren.

Det stopper jo som udgangspunkt ved fire, fordi det er det, der står i forslaget, og det er det, vi foreslår i dag, nemlig at der skal være en mulighed for op til fire juridiske forældre. Såfremt vi så en virkelighed derude, hvor der kom familiekonstellationer med reelt flere forældre end fire og det blev en omfattende ting, så synes jeg, at vi skulle have en diskussion herinde om, hvordan vi bedst indrettede lovgivningen og tilpassede den til den virkelighed; men det er ikke den virkelighed, vi ser.

Vi ser til gengæld en virkelighed, hvor det i hvert fald sker, at der er tre forældre, og at der også nogle gange er fire forældre, og det bliver vi nødt til at forholde os til og sige: Hvor mange af dem skal så kunne være juridiske forældre? Det er min bedste vurdering, at hvis man ønsker at tage barnets parti i det her og sikre, at barnet også kan have kontakt til alle sine forældre i forbindelse med en skilsmisse, f.eks. hvis det er vigtigt at have kontakt til alle forældrene i forbindelse med en skilsmisse, så kan barnet også have det. Men det kan man ikke i dag, når man er tvunget til kun maksimalt at have to juridiske forældre.

Der er ønske om endnu en kort bemærkning. Værsgo.

Jeg er fuldstændig med på, at det, der er på pladen i dag, er et forslag om op til fire juridiske forældre, men ordføreren refererer jo også til den virkelighed, som vi alle sammen lever i. Der findes jo konstellationer, hvor der er mange flere, som måske har et eller andet tilhørsforhold til et barn, og som opfatter sig som havende en eller anden forælderrolle. Så derfor spørger jeg igen: Hvor mange personer kunne ordføreren tænke sig, at der skulle have sådan et juridisk forældreskab i forhold til et barn? For det er jo ikke nødvendigvis ved fire, vi så skal stoppe, hvis det er sådan, at man skal forholde sig til virkeligheden og følge den tankegang, som ordføreren præsenterer.

Ordføreren.

Det er fire, og det er jo det, vi foreslår i dag. Det er der, vi umiddelbart sætter grænsen. Så kan det være, at der er nogle konstellationer derude, hvor der er sådan nogle lidt forælderagtige personer, hvis de bor i et kollektiv og får børn dér eller sådan noget, men så giver det jo netop mening, at man ikke er en primær forælder, altså en juridisk forælder, og er registreret på den måde.

Jeg synes, vi skal tage udgangspunkt i den virkelighed, vi ser. Det gør vi her ved at sikre, at man kan udvide retten til at have flere juridiske forældre, så det f.eks. er tre eller fire, hvis det er den familiekonstellation, man har.

Hr. Mikkel Bjørn.

Det er, fordi SF's ordfører brugte udtrykket, at det politiske system tvinger familierne til at underprioritere nogle forældre. Nu mener Dansk Folkeparti ikke, at det her er et fornuftigt forslag, men hvis man køber ind på den logik, tvinger SF jo med SF's beslutningsforslag her familierne til at underprioritere en femte forælder i de familier, hvor det er det, der er tilfældet, altså at man har fem personer, der opfatter sig selv som forældre. Så ordførerens egen logik rammer jo hans eget forslag, og det udstiller jo, at der ikke er nogen begrænsning på, hvor mange juridiske forældre SF vil tillade med det her forslag. Ordføreren siger selv, at hvis vi ser ind i en virkelighed på et tidspunkt, hvor der er mange familier, der pludselig har flere forældre, så kan det være, man skal ændre det. Altså, det her er jo en glidebane, der handler om opløsning af familien, som vi kender den, og det kan ikke være i børnenes interesse.

Ordføreren.

For det første er det jo ikke en opløsning af familien, som vi kender den; tværtimod er det at anerkende nogle familier, der allerede eksisterer. Og der er familier derude, hvor der er tre forældre eller fire forældre, og det, vi foreslår her, er, at man også anerkender det i loven.

Derudover synes jeg, at det er uordentligt, at man begynder at tale om, at SF nu vil have fem eller seks juridiske forældre, når det ikke er det, vi foreslår i dag, for det her stykke forslag til lovgivning, som vi præsenterer i dag, er jo netop noget, der tager udgangspunkt i den virkelighed, vi ser, og i de henvendelser, vi får. Vi kan se, at der er familiekonstellationer derude nu, som begynder at blive lidt mere udbredte, hvor man er tre eller fire forældre, og det bør også anerkendes klart i loven ved, at man kan have så mange juridiske forældre.

Hvis virkeligheden så ændrede sig, og der var en masse, der begyndte at gøre det på en ny måde, så siger jeg bare, at vi jo så skal have en diskussion om, hvordan vi håndterer det. Men det er jo ikke det samme, som at man nødvendigvis skulle sige, at nu kan man have seks juridiske forældre.

Spørgeren.

Jeg er med på, at det ikke er det, som det her forslag handler om, men det ændrer jo ikke på, at ordførerens argumentation er, at det politiske system ikke skal tvinge familier til at underprioritere nogen forældre, nogen, der måtte opfatte sig selv som forældre, og derfor kan man jo ikke sætte en begrænsning på det her. Så skal man bare sige: Hvis der er ti personer, der opfatter sig selv som forældre, så skal det også tillades; det skal vi ikke blande os i. Det er en farlig logik at købe ind på, hvis det står til os i Dansk Folkeparti.

Ordføreren.

Men det er heller ikke den logik, vi har. Vi foreslår jo bl.a. det her, fordi vi også vil sørge for, at i skilsmissesituationer, hvor tre mennesker f.eks. bliver skilt, altså går fra hinanden, at man så også vil kunne tilgodese barnets behov for at se alle forældrene. Det er det, det grundlæggende handler om her. Så det handler om at sikre barnets tarv, og det er derfor, vi fremsætter det her forslag.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere bemærkninger. Vi går videre til den næste, og det er hr. Alexander Ryle fra Liberal Alliance. Velkommen.

Tak for det. Først og fremmest tak til Alternativet, Enhedslisten og SF for at fremsætte det her beslutningsforslag og for at sætte fokus på en vigtig dagsorden, som jo generelt er rykket op i bevidstheden her på Christiansborg såvel som i befolkningen, nemlig familien, og i hvilken grad lovgivningen skal give frihed til, at familier kan indrette sig på den måde, de ønsker.

I Liberal Alliance er vi også meget optaget af at skabe mere fleksible rammer for familielivet. Som ordførerne skriver i det beslutningsforslag, vi behandler i dag, er der jo mange måder, man kan være familie på. Derfor finder vi i udgangspunktet forslagsstillernes intention med forslaget sympatisk. Men når det er sagt, kommer Liberal Alliance ikke til at støtte forslaget.

I mange situationer kan det være svært for bare to forældre at få det til at fungere mellem sig, herunder at opdrage et barn sammen. Næsten halvdelen af alle ægteskaber ender i skilsmisser, og barnet kommer indimellem i klemme mellem de to forældre. Familieretshuset har allerede lange ventetider, og det vil næppe hjælpe på sagsbehandlingspuklen, hvis der er fire forældre, der ligger i konflikt med hinanden. Men den primære grund til, at vi stemmer imod, er, at vi frygter, at barnet kommer i klemme, ikke blot mellem to negle, men mellem tre eller fire negle, og det mener vi ikke er den rigtige vej at gå.

Tak til ordføreren. Der er ingen bemærkninger. Den næste ordfører er fru Rosa Eriksen fra Moderaterne. Velkommen.

Tak for ordet. I dag handler det om at give mulighed for op til fire juridiske forældre. Det her forslag rejser mange vigtige spørgsmål om barnets rettigheder, familiens rolle og vores evne som samfund til at tilpasse os forandringer i familiemønstre. For Moderaterne er barnets tarv altid det vigtigste. Vi ønsker et Danmark, hvor alle børn har trygge og stabile rammer, uanset hvilken familieform de vokser op i. Diversitet, inklusion og åbenhed på familieområdet beriger vores samfund.

I Moderaterne ønsker vi at sikre gode rammer for alle familietyper. Derfor har vi taget initiativer til en lang række forslag, som styrker familiedannelse for lgbt+-personer. Først og fremmest har vi netop lovbehandlet et forslag, der skal muliggøre familiedannelse ved surrogataftaler. Dertil skal medfaderskab være et retligt begreb. Det skal også muliggøres at dele forældremyndigheden med en social forælder, der er genetisk forælder til barnet. Dette skal gælde, selv om man ikke er gift eller samlevende.

Afslutningsvis skal en social forælder have mulighed for at blive retlig forælder, hvis den retlige forælder dør. I Moderaterne mener vi, at vi allerede har taget en lang række initiativer og forhold, som sætter børnene først, og som styrker lgbt+-personers familiemuligheder. Vi er glade for den brede opbakning til de forslag, der allerede er vedtaget. Det viser, at vi i Danmark vil udviklingen. Vi ser dog, at beslutningsforslaget medfører nogle potentielle risici for barnet, hvorfor vi stemmer imod. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, og det vil sige, at vi går til den næste ordfører, og det er fru Birgitte Bergman fra Det Konservative Folkeparti.

Tak, formand. I Det Konservative Folkeparti går vi op i, at familierne kan få fleksibilitet til at skabe den bedste hverdag for sig selv. Selv om der kan være juridiske problemstillinger, når en familie ikke består af en far og en mor, er vi nødt til at tænke på barnets tarv, og i forslaget om at give ret til fire juridiske forældre er barnets tarv gået tabt. Individets og familiens ret til at bestemme over sig selv og deres liv er helt og aldeles afgørende. Nye og flere forskellige familietyper opstår, men det ændrer ikke på det grundlæggende faktum, at man som barn har to forældre. Sådan har det nemlig altid været.

Vi har stået her før. Tilbage i 2019, da Enhedslisten foreslog, at børn skulle have op til fire juridiske forældre, udtalte direktøren for Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, bl.a., at Børns Vilkår ikke tror, at det er i børnenes interesse, at så mange voksne kan få medbestemmelsesret over vigtige beslutninger, som angår børnenes liv. Siden da har vi stemt for, da beslutningsforslaget om medfaderskab var til afstemning, for naturligvis skal to fædre have de samme rettigheder som to mødre eller en mor og en far. Men nøgletallet er to, og der skal ikke være mere end to juridiske forældre i et barns liv, uanset køn.

Et barn kan selvfølgelig have bedsteforældre og papforældre. Vi ved, at de kan være en uundværlig og vigtig støtte i et barns liv. Det kan kærlige onkler, tanter og søskende også. Men man skal kun have to juridiske forældre. For når man bliver juridisk forælder får man krav og rettigheder i forhold til barnet, og det er jo det, det hele handler om, ikke om barnets tarv.

Der er desværre mange børn, der oplever skilsmisse i familien, og det er rigtig hårdt og tragisk, når det bare er mellem to forældre, men hvad så, når det bliver mellem fire forældre? Alternativet foreslår, at barnet kun må have to bopæle ved begrænset samværsret ved en eventuel skilsmisse. Mange forældre kan komme i en juridisk kamp om, hvem der skal være sammen om dem og hvor meget. Det, som i forvejen er smertefuldt og kompliceret, vil blive mere smertefuldt og kompliceret, og derfor er det uansvarligt at stemme ja til det her spørgsmål, hvis man har hensynet til børnene for øje.

Derudover vil det også have en praktisk indvirkning på en række juridiske problemstillinger, som jeg synes vi skylder hinanden at overveje og diskutere grundigt. Det gælder en række spørgsmål på det familiære arveretlige område, som jeg synes vi skal have mulighed for at dykke ned i og se de nærmere praktiske konsekvenser af.

I den her debat mangler vi, at det bliver anerkendt, at man sagtens kan være noget for et barn, selv om man ikke er juridisk forælder. Det er mange bedsteforældre et godt eksempel på, og det samme gælder papforældre. I mange konstellationer spiller de en lige så vigtig og stor rolle, og det ændrer jura ikke på. Det, juraen ændrer på, er, at flere voksne får krav på barnet, så det handler om de voksne og ikke om barnet. Derfor kan vi Konservative ikke stemme for det her forslag.

Som jeg indledningsvis sagde, går Det Konservative Folkeparti altid op i at skabe bedre vilkår og mere fleksibilitet for familierne, og vi anerkender, at der er forskellige familiekonstellationer, som ikke er juridisk ligestillede med en familie, der består af to forældre. Derfor er vi også åbne over for at undersøge nærmere, hvordan man kan sikre en højere grad af ligestilling i utraditionelle familiekonstellationer. Men det vigtigste for Det Konservative Folkeparti vil altid være barnets tarv. Derfor kan vi for nuværende ikke støtte idéen om at skulle have mere end to juridiske forældre. Det var en lang tale, men jeg havde meget på hjerte.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Rosa Lund.

Det er kun dejligt, at den konservative ordfører har meget på hjerte. Det er fuldstændig rigtigt, at vi i Enhedslisten fremsatte et lignende forslag i 2019, og der kan man jo så regne med Enhedslisten; vi mener præcis det samme i dag, som vi gjorde i 2019, i hvert fald på det her område.

Selvfølgelig kan man være noget i et barns liv uden at være dets juridiske forælder. Selvfølgelig kan man det. Jeg er da også noget i min nieces liv, jeg er noget i mine venners børns liv osv. osv. Forskellen er, at jeg ikke har sat mig ned sammen med mine venner og besluttet, at nu skal jeg have et barn sammen med mine venner. Det, der er situationen for de her familier, er jo, at her er der fire mennesker, som har sat sig ned sammen, haft nogle grundige snakke og sagt: Vi vil gerne have et barn sammen.

Det er det, der er forskellen. Selvfølgelig kan du også blive skilt, og så kan du få en ny partner, som så også bliver noget i dit barns liv, men det er bare ikke den person, du har besluttet at få barnet sammen med. Det er det, der er forskellen, og det er det, vi synes skal anerkendes.

Ordføreren.

Her har Det Konservative Folkeparti heller ikke skiftet holdning eller mening, for vi mener fortsat, at der skal være to juridiske forældre, og at det er det, der er det bedste ud fra barnets tarv.

Spørgeren.

Det mener jeg bestemt ikke er det bedste i forhold til barnets tarv, og hvis man spørger de børn, som har mere end to forældre, så ønsker de sig også, at den tredje og fjerde forælder bliver anerkendt.

Jeg vil gerne spørge ordføreren, fordi ordføreren i sin tale henviser til Børns Vilkår: Hvis nu Børns Vilkår går ud og siger, i morgen eller om et halvt år, at de faktisk synes, det ville være godt at anerkende flere juridiske forældre, ville Konservative så bakke op om forslaget?

Ordføreren.

Vi lytter altid til de kloge organisationer, der er derude. Selvfølgelig gør vi det. Men lige præcis på det her område tror jeg det ville blive rigtig svært for os, fordi vi står meget på, at der er to juridiske forældre. I forhold til om der kan være andre muligheder for at komme omkring det her, afslutter jeg sådan set også min tale med at sige, at der er forskellige og utraditionelle familiekonstellationer. Men på nuværende tidspunkt kan vi altså ikke stemme for det her forslag.

Dermed siger vi tak til ordføreren. Der er ikke yderligere bemærkninger. Den næste er hr. Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti. Velkommen.

Forslaget i dag har potentiale til at ændre hele fundamentet for, hvordan vi som samfund opfatter forældreskab og ansvaret for børn. Forslagsstillerne ønsker at give børn mulighed for at have op til fire juridiske forældre, og hvorfor ikke flere end det? Dansk Folkeparti må på det kraftigste tage afstand fra det her forslag, som vi mener vil skade børns trivsel, skabe unødige konflikter og også underminere selve fundamentet for vores samfund, nemlig familien.

Vi kan jo alle blive enige om, at børns rettigheder og trivsel skal beskyttes, men det her forslag risikerer at gøre præcis det modsatte. Et barn udvikler sin identitet og emotionelle stabilitet gennem tætte og klare relationer til sine forældre, og når man udvider kredsen af juridiske forældre fra to til fire end eller potentielt flere, så skaber det en unødig kompleksitet, der kan forvirre barnet, og det mener vi ikke er hensigtsmæssigt. Hvem er barnets primære omsorgspersoner? Hvem skal barnet knyttes til som de vigtigste autoriteter i dets liv? Hvad sker der, hvis de fire forældre bliver uenige om opdragelsen? Et forældreskab handler om stabilitet, overskuelighed og tryghed i opvæksten, og fire juridiske forældre risikerer at skabe splittelse og konflikter, og det er barnet, der betaler prisen.

Som lovgivere er vi også nødt til at forholde os til virkeligheden. Et forældreskab er ikke altid rosenrødt, og forholdet mellem voksne kan bryde sammen, og med fire juridiske forældre øges risikoen for kaotiske konfliktsituationer betydeligt. Hvad sker der f.eks. ved en konfliktfyldt skilsmisse? Hvordan afgøres spørgsmålet om bopæl og samvær, når fire forældre skal forhandle, måske med vidt forskellige holdninger og modsatrettede interesser? Hvordan undgår vi, at børn bliver en brik i voksnes magtkampe? Med fire juridiske forældre bliver skilsmisser ikke bare sværere, men de bliver potentielt også skadelige for barnet. For hvem skal træffe de afgørende beslutninger, når ingen kan blive enige? Hvem beskytter barnet mod at blive klemt mellem fire forældre, der alle har lovhjemmel til at kræve noget forskelligt?

Vi ser allerede i dag, at konflikter mellem to forældre kan udvikle sig til dybt problematiske og langvarige stridigheder, som belaster børnene, og når antallet af juridiske forældre fordobles, vil det også fordoble antallet af potentielle konflikter og dermed også risikoen for, at barnet bliver fanget midt i et kaos af de voksnes uenigheder. Vi ved alle, at et forældreskab kræver mange svære beslutninger, store som små, altså om barnet skal vaccineres, hvilken skole det skal gå på, hvordan barnets hverdag skal struktureres, om det skal konfirmeres osv., og når vi går fra to til fire juridiske forældre, fordobler vi også risikoen for uenigheder. Hvad gør vi, når én forælder insisterer på én løsning og de tre andre forældre mener noget helt andet? Hvad sker der, når forældre ender i konflikter om barnets opdragelse, bopæl og skolegang? Med fire juridiske forælder bliver det ikke bare vanskeligt, men det bliver også kaotisk, og hvem betaler prisen for de voksnes uenigheder? Ja, det gør barnet igen.

I Dansk Folkeparti tror vi på klart definerede roller og ansvar, og når man fordeler ansvaret for et barn på fire personer, bliver det uklart, hvem der egentlig har det endelige ansvar i kritiske situationer, og hvor stopper det? Hvis vi åbner op for fire, hvad forhindrer så, at vi om få år diskuterer fem, seks eller otte? Vi risikerer at underminere hele forældrebegrebet og gøre det meningsløst og at efterlade børn og forældre i en juridisk og social gråzone.

Det her forslag er i virkeligheden drevet af voksnes ønske om at få juridisk anerkendelse af deres valg om at lave i polyamourøse eller regnbuefamilier, men vi kan ikke lade barnets tarv komme i anden række for at tilpasse lovgivningen til voksnes livsvalg. Et barn har brug for stabilitet, forudsigelighed og entydige relationer og ikke for at blive gjort til en brik i voksnes komplekse relationer.

Vi anerkender, at samfundet udvikler sig, og at familiekonstellationerne kan være mangfoldige, men mangfoldigheden skal ikke føre til et juridisk kaos eller gå på kompromis med barnets tarv. To juridiske forældre er en simpel, velfungerende og stabil ramme, som vi ikke bør pille ved. Dansk Folkeparti stemmer imod det her forslag, for vi mener, at det svigter barnets tarv, at det skaber unødig kompleksitet, og at det underminerer de værdier, der har skabt et stabilt og et trygt samfund. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste er fru Samira Nawa fra Radikale Venstre. Velkommen.

Tak, og tak til forslagsstillerne for det her beslutningsforslag, som for mig at se helt grundlæggende handler om at anerkende flere familieformer, og det kan vi i Radikale Venstre bakke fuldt ud op om.

I dag er der en række udfordringer, som møder børn og forældre i de her flerforældrefamilier, og det er udfordringer, som jo ikke går væk af, at vi bare lukker øjnene for det, og på samme måde, som det også er blevet nævnt flere gange i løbet af dagens debat, eksisterer de her familietyper, og familierne forsvinder ikke. Debatten i dag har også kredset ret meget om de brud og de konflikter, der måtte opstå som følge af brud i flerforældrefamilier, men eftersom familierne allerede findes, giver det jo ikke mening, at der er et tomrum i forhold til lovgivningen. Tværtimod er det jo netop årsagen til, at der skal være en jura, at konflikterne, bruddene, allerede i dag finder sted.

Der har i dag også været en debat om, hvorvidt man antager barnets tarv eller forældrenes perspektiv, og jeg vil sige, at uanset om man antager et forældreperspektiv eller barnets perspektiv, så kommer jeg og Radikale Venstre i hvert fald frem til, at det bedste for både forældrene og børnene er, at forældrene får ret til deres børn, og at børnene får ret til deres forældre.

Da ministeren var på talerstolen, pegede hun på en række praktiske udfordringer, der kan opstå, ved at et barn har op til fire juridiske forældre, og det anerkender jeg sådan set. Men jeg læser også beslutningsforslaget sådan, at der lægges op til en forhandling, hvor man jo så netop skal tage hånd om de eventuelle praktiske udfordringer, der måtte følge af, at et barn har op til fire juridiske forældre. I hvert fald støtter Radikale Venstre beslutningsforslaget. Tak, formand.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Og så er det fru Christina Olumeko fra Alternativet. Velkommen.

Tak for ordet. Lovgivningen ændrer sig og bør ændre og udvikle sig. Vi tilpasser os nye realiteter og har lagt mange forældede forestillinger bag os, men når det gælder lgbt+personers rettigheder, har lovgivningen alt for ofte haltet bagefter. Det gælder også, når vi taler om retten til at stifte familie og anerkende familier. Vores lovgivning i dag er nemlig begrænset til, at børn kun kan have op til to forældre, og det er ude af trit med virkeligheden. Familier kommer i mange former, størrelser og konstellationer, og flere af de her familier har mere end to forældre. Det kan være skilsmissefamilier med bonusforældre. Det kan være familier, hvor et lesbisk par stifter familie med en homoseksuel mand. Eller det kan være en enlig kvinde, som stifter familie med et mandligt par. Flere flerforældrefamilier findes i dag, men anerkendes ikke.

Derfor er jeg rigtig glad for, at Alternativet sammen med SF og Enhedslisten i dag fremsætter forslag om at anerkende flere juridiske forældre. For situationen i dag er ikke holdbar. Når lovgivningen er ude af trit med virkeligheden, skaber det unødig utryghed og skaber ulighed for både børn og forældre. For forældrene betyder den nuværende lovgivning, at de lever med stor usikkerhed, og at de mangler helt basale rettigheder. Det er rettigheder, som de fleste betragter som en helt normal del af det at få en hverdag til at hænge sammen – eksempelvis i forhold til at tage sit barn til lægen, have ret til barnets sygedage og få oplysninger fra skolen. Og for børnene betyder lovgivningen i dag, at børnene ikke har ret til samvær med alle deres primære forældre.

Det kan vi simpelt hen ikke være bekendt. Når et barn vokser op med tre eller fire voksne, der alle fungerer som primære forældre, giver det en stærk base for omsorg og støtte. Og hvis lovgivningen ikke anerkender alle de her voksne som forældre, efterlades børnene med risiko for ustabilitet og utryghed. Vi tror på, at anerkendelse af flere juridiske forældre vil sikre, at alle forældreroller anerkendes, hvilket kan styrke barnets stabilitet og tryghed, men også give alle voksne mulighed for at bidrage fuldt ud til barnets liv. Det handler ganske enkelt om, at lovgivningen afspejler og understøtter de familier, som allerede findes. Så nu er tiden inde til et vigtigt skridt. Det at anerkende flere juridiske forældre er ikke bare et skridt mod ligestilling; det er et skridt mod et samfund, hvor ingen bliver efterladt, og hvor alle har ret til deres forældre.

Så vil jeg også gerne til sidst knytte en kommentar til debatten her. Jeg er jo ikke overrasket over, at regeringen og en stor del af Folketinget desværre ikke ønsker at anerkende flere juridiske forældre, men jeg er ærgerlig over, at debatten grundlæggende ikke har ændret sig; at det stadig er argumentet om skilsmisser, som fylder så meget. Så lad mig en gang for alle slå fast: De her familier findes i forvejen, børnene findes i forvejen, og ligesom i alle andre familier er der skilsmisser. De findes også i forvejen; der kommer ikke flere skilsmisser af at stemme for det her beslutningsforslag og anerkende flere juridiske forældre på længere sigt. Og derfor giver det for mig at se simpelt hen ikke mening at tale om skilsmisser, når vi har debatten her. Det er rigtigt, at hvis en skilsmisse er rigtig slem, så kan den komme i Familieretshuset, men så er det altså også i allerhøjeste grad i barnets tarv, at alle de primære forældre involveres.

Ikke desto mindre bliver det desværre ikke i dag, at vi finder flertal for at anerkende flere juridiske forældre. Men kampen fortsætter, både for flere juridiske forældre, men indtil da også for at få forbedret rettighederne for sociale forældre. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Rosa Lund fra Enhedslisten. Velkommen.

Tak for det. Nu er det jo hverken køn eller dna, der skaber en familie. Det er kærlighed. To mødre, to fædre eller tre eller fire forældre sammen, der elsker deres børn præcis lige så højt, som en mor og en far elsker deres børn, er det, der skaber en familie. Det er kærligheden. Det er, som om vi har glemt det, når vi taler om det herinde i Folketingssalen. Det synes jeg faktisk er ret ærgerligt. Jeg synes også, at den måde, som der herinde bliver talt på i forhold til at have flere end to forældre, på en måde er respektløs. Husk lige på, kære kollegaer, at I taler om familier, der findes i forvejen. Vi taler om mennesker og familiekonstellationer, som findes i forvejen. Vores lovgivning i dag anerkender ikke den kærlighed, der er i de familier, som vi kalder regnbuefamilier, på lige fod med den, der er i de familier, som hedder far, mor og børn. Men som jeg sagde før, findes de her familier, regnbuefamilierne, i Danmark, og dér er der altså flere end to forældre. De er bare ikke alle sammen forældre på papiret.

Som vi har diskuteret før inde i den her sal, og det har også været oppe at vende i løbet af debatten, er der altså meget stor forskel på, at tre eller fire voksne mennesker har besluttet at få et barn sammen, og så på at være en ressourceperson, en omsorgsperson, en ekstra voksen i et barns liv. Det er altså noget andet, end at tre eller fire voksne har sat sig ned og aftalt, at de nu skal have et barn sammen. Derfor mener vi, forslagsstillerne bag det her beslutningsforslag, at alle forældre skal anerkendes som juridiske.

Det er et problem, når man er i en familie med tre forældre eller flere, at der kun er to, der har forældremyndigheden. Den tredje kan ikke gå med sit barn til lægen, eller som Danmarksdemokraternes ordfører var inde på, kan man da godt følge sit barn hen til lægen, men man har sådan set ikke adgang til de informationer, der må komme omkring ens barn, hvis ikke man er den juridiske forælder. Man kan risikere at blive skåret helt ud af barnets liv i en konfliktsituation, og det er altså hverken i barnets interesse eller i forældrenes interesse.

Derfor ønsker vi en revision af lovgivningen, så den afspejler virkeligheden, for børn skal have ret til alle deres forældre. Og når deres virkelighed er, at de har tre eller fire forældre, så betyder det, at de skal have ret til tre eller fire forældre. Jeg synes, det er så interessant, at alle de ordførere, som står heroppe på talerstolen og taler imod det her beslutningsforslag, siger, at nu skal vi huske barnets perspektiv, men ingen lytter til de børn, som faktisk har tre eller fire forældre. Tag deres perspektiv. Deres perspektiv er, at de gerne vil have ret til alle deres forældre. Så I skal følge jeres eget argument til dørs, for så vil I lande præcis der, hvor man siger, at børn skal have ret til alle deres forældre.

Det samme gælder, hvis vi tager argumentet om konfliktsituationen. Mange parforhold i dag, faktisk 50 pct., ender i skilsmisse. Betyder det så, at man mener, at et barn kun skal have ret til en forælder? Det vil det jo betyde, hvis man følger argumentet til dørs. Så det duer jo heller ikke rigtigt. Jeg skal jo ikke lægge ord i munden på folk, men det synes jeg man skal tænke over, hvis man har det som argument. Jeg må faktisk sige, at det jo er præcis på grund af konfliktsituationer, at vi har brug for regler. I alle andre tilfælde i det her samfund har vi lavet nogle regler for, hvad vi gør, hvis der opstår en konflikt i en situation. Hvad vi gør, hvis der opstår en uenighed om, hvor en flagstang må stå? Hvad gør vi, hvis der opstår en uenighed om, hvor man må dreje til venstre på sin cykel, og hvor man må dreje til højre? Der laver vi nogle regler for det. Hvad vi gør, hvis der opstår en uenighed mellem to forældre til et barn? Vi laver nogle regler for det. Så er det da mærkeligt, hvis vi ikke også skulle lave nogle regler for, hvad vi gør, hvis der opstår en konflikt mellem forældre til et barn, hvor der er flere end to forældre. Så det argument synes jeg sådan set heller ikke holder.

Der er simpelt hen ikke evidens for at sige, at konflikterne er større i regnbuefamilier. De her familier eksisterer allerede, og det har de gjort i mange år. Og hvis der opstår en konflikt der, har den tredje eller fjerde forælder, sådan som loven ser ud i dag, ikke nogen rettigheder og kan risikere at blive skåret ud af barnets liv, og det er da ikke i barnets interesse, at en forælder bliver skåret helt ud af barnets liv. Så juraen er altså nødvendig, netop fordi der kan opstå konflikt, og det kan jeg ikke forstå at man ikke anerkender.

Så er der flere ordførere, der har været inde på, at der må være en grænse. Nu kommer Enhedslisten, SF og Alternativet med et forslag om ret til 4 forældre, men hvad så med i morgen, kommer man så med et forslag om ret til 10 forældre eller ret til 12 forældre? Jeg forstår godt, at man stiller spørgsmålet, men jeg vil sige, at det er en lidt søgt situation. Vi fremsætter det her beslutningsforslag ud fra den virkelighed, der eksisterer. Der er mange familier derude, hvor der er fire eller tre forældre. Det er derfor, vi har sat tallet til det. Vi har ikke bare sat os ned og slået med en terning og sagt, at det kan være, at det i morgen er syv. Vi har jo fremsat det her beslutningsforslag ud fra den virkelighed, der er lige nu, sådan som vi oplever den. Der kan andre ordførere jo rette mig, hvis de har hørt om et stort antal familier med 10 voksne, der gerne vil være forældre til et barn. Så må vi diskutere det. Det er bare ikke en virkelighed, jeg har hørt så meget om. Den virkelighed, jeg til gengæld har hørt rigtig meget om, er den virkelighed, hvor der er tre eller fire voksne mennesker, der har besluttet at få et barn sammen og har fået barnet, men hvor kun to af forældrene kan være juridisk anerkendte forældre. Så det er altså familier, der eksisterer i virkeligheden, om man vil det eller ej. Man kan godt lade være med at vedtage det her beslutningsforslag og så bare lukke øjnene for, at de her familier eksisterer, og bare lukke øjnene for, at de her børn har ret til alle deres forældre. Det forsvinder det bare ikke af.

Som jeg sagde før, forsikrer vi os alle andre steder i samfundet, hvor vi oplever, at der kan være en konflikt, ved at have nogle regler for, hvordan man løser konflikten. Det er præcis det, det her beslutningsforslag gerne vil. I Enhedslisten, SF og Alternativet har vi ikke lyst til at lukke øjnene for de her familier. Tværtimod mener vi, at de skal anerkendes, og derfor fremsætter vi det her beslutningsforslag. For som jeg indledte med at sige, er det ikke dna eller køn, der udgør en familie, det er kærlighed, og det skal vi anerkende.

Så vil jeg gerne sige tak for debatten, og tak til ministeren for velvilligt at stille op i udvalget i forbindelse med behandlingen af det her beslutningsforslag. Jeg er sikker på, at vi kan få en god snak, selv om det, vi ønsker os allermest, er at blive indkaldt til forhandlinger. Tak for debatten, og tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er nogle korte bemærkninger. Den første er fra hr. Christian Friis Bach.

Tak for det. Jeg vil bare starte med at sige, at jeg ikke synes, det er rimeligt, ordføreren siger, at vi ikke anerkender kærligheden, og at vi ikke anerkender den juridiske ret. Altså, jeg elsker mit barnebarn, men jeg kræver ikke en juridisk ret over hende, og det synes jeg ikke er et rimeligt argument eller en rimelig måde at stille det op på.

Men så siger ordføreren jo nu her, at hvis man siger, der kun må være to, hvorfor skal der så ikke kun være én? Jeg kan jo så sige her igen: Hvis ordføreren siger, der skal være fire, hvorfor så ikke fem eller seks? Og nu kan jeg forstå, at ordføreren siger ti. Er det rigtigt forstået, at hvis nu man havde et barn, og det blev en udbredt boform i Danmark, at børn boede i kollektiver, hvor mange ligesom følte, at de havde en vis form for ejerskab til det barn og elskede det barn, så var ordføreren faktisk villig til at gå op til ti? Er det rigtigt forstået?

Ordføreren.

Nej, det er ikke rigtigt forstået. Det, jeg prøvede at sige, og det, jeg så nu får mulighed for at opklare, er, at vi har fremsat det her beslutningsforslag med udgangspunkt i de familier, som vi ved eksisterer, nemlig familier, hvor der er flere end to forældre. Det er familier, hvor der er tre forældre. Det er familier, hvor der er fire forældre. Det var egentlig det, der var min pointe. Det var at sige: Vi fremsætter et beslutningsforslag ud fra de familier, som vi ved eksisterer ude i virkeligheden i forvejen. Så kan det godt være, hr. Christian Friis Bach kender mange familier, hvor der er ti voksne, der ønsker at være forældre til et barn, og så er hr. Christian Friis Bach jo medlem af et regeringsparti, og så glæder vi os til at se det lovforslag.

Spørgeren.

Jeg siger bare, at ordføreren sagde, at hvis der var familier derude, hvor der var ti forældre, så var man klar til at diskutere det. Det var det, jeg noterede; det var det, ordføreren sagde.

Det andet, jeg gerne vil gøre en indsigelse mod, er, at ordføreren siger, at ordføreren har været ude at tale med de her børn, og de vil gerne have juridisk ret til alle deres forældre. Nu er jeg ret imponeret, for der er jo rigtig mange børn i de her regnbuefamilier, og det, at ordføreren har talt med dem alle sammen, vil jeg sige er en imponerende indsats!

Nu har ordføreren jo ikke talt med børn i en regnbuefamilie, hvor der måske har været meget voldsomme konflikter og brud. Har ordføreren talt med de børn og spurgt dem, om de bagefter tænker, at det vil være en god idé at have en juridisk ret til den forælder, der måske har udsat den anden for vold, eller hvor der har været alvorlige konflikter? Er ordføreren også enig i, at der synes børnene så også, det var en god idé, at der var juridiske rettigheder?

Ordføreren.

Selvfølgelig har jeg ikke talt med alle regnbuebørn i det danske land. Det kunne jeg nu egentlig godt tænke mig, men så mange timer findes der ikke i døgnet.

Men faktisk er det i konfliktsituationerne, at børnene bliver kede af, at de mister kontakt til den ene forælder. Og det gør de jo, fordi der er en forælder, som ikke har nogen rettigheder. Det gør de jo, fordi der er en forælder, som ikke har rettigheder til at kunne se barnet, når der opstår en konfliktsituation. Det er præcis den situation, hr. Christian Friis Bach, vi gerne vil ændre på, sådan at en forælder ikke forsvinder ud af et barns liv.

Fru Karina Adsbøl.

I dag mister rigtig mange børn deres forældre. Det gør man også i forhold til skilsmissefamilier, hvor der bare er to forældre. Jeg kunne godt tænke mig at høre en ting, og det er bare et opklarende spørgsmål, for det her går jo på lgbt-personer. Så jeg kunne godt tænke mig at høre ordførerens holdning, i forhold til at der også ofte kan være familier, hvor der har været en skilsmisse og børnene er meget små, og så finder man nye partnere, og så bliver man papmor eller papfar. Tænker ordføreren også, at der i de familier skal være flere juridiske forældre? Der kan man jo risikere, at man lever sammen med et barn gennem hele livet, i hvert fald i mange år, og så sker der et brud; så har man jo heller ikke nogen som helst rettigheder. Eller er det kun ment i forhold til lgbt-regnbuefamilier?

Ordføreren.

Det, der er den afgørende forskel, er, om man har besluttet sig for at få et barn sammen eller ej. Det synes jeg egentlig også at jeg svarede rimelig klart på til den konservative ordfører. Hvis man har besluttet det, altså hvis man er fire voksne mennesker eller tre voksne mennesker, der har besluttet sig for at få et barn sammen, så skal barnet have ret til alle sine forældre. Hvis det er sådan, at man har et barn og er blevet skilt fra barnets mor eller far og man så får en ny partner, så skal den nye partner ikke have ret til barnet, og barnet skal heller ikke have ret til den nye partner, fordi den nye partner ikke har været med i beslutningen om, at barnet skulle blive til. Det synes jeg egentlig er rimelig logisk.

Spørgeren.

Okay, det synes ordføreren er logisk – men man kan ikke forestille sig, at der også ville være forskelsbehandling dér? For man går jo ind og påtager sig en forælderrolle, når man går ind i et forhold med en, der har et barn, også med det ansvar, der medfølger, men der er man jo heller ikke juridisk forælder. Altså, skal der sådan være en forskel på det ud fra ordførerens perspektiv? Det synes jeg bare er meget interessant, i forhold til at man ønsker flere juridiske forældre, men er det kun skal gælde for lgbt-personer.

Ordføreren.

Jeg mener ikke, at man kan sammenligne de to situationer, fru Karina Adsbøl, fordi forskellen er, om man har besluttet sig for at få et barn sammen eller ikke. Det er jo rigtigt nok, at hvis man kommer ind som en bonusforælder eller en papforælder, eller hvad vi nu skal kalde det, så bliver man jo en kæmpe ressourceperson og en omsorgsperson i barnets liv. Man påtager sig et kæmpe ansvar. Det anerkender jeg fuldt ud. Det svarede jeg også til De Konservatives ordfører tidligere i debatten. Forskellen vil stadig være: Har man besluttet sig for at få et barn sammen, ja, så er man barnets forældre. Det er en aktiv beslutning.

Hr. Mikkel Bjørn.

Tak for det. Ordføreren for Enhedslisten siger det her med, at hun har talt med nogle børn, som siger, at alting bare er fryd og gammen, og at det ikke er noget problem, og at det bare bør indrettes sådan, som Enhedslisten og Alternativet foreslår her, men er det ikke også lidt naivt at forestille sig, at børn selv skulle gå ud at sige, at nogle af deres nære omsorgspersoner ikke skal have specifikke juridiske rettigheder. Det synes jeg er lidt mærkeligt at forestille sig, at børn selv skulle gå ud på den måde og diktere, hvordan lovgivningen for deres egne nære omsorgspersoner skal indrettes.

Så siger ordføreren det her med, at vi skal lytte noget mere til børn. Det er nærmest børnene, der skal diktere, hvordan lovgivningen skal være. Men jeg tror, at hvis du spurgte unge knægte på 15 om, hvad alderen for kørekorterhvervelse eksempelvis skulle være, så ville de nok alle sammen sige 15 år, ligeså vel som de ville sænke alkoholgrænsen. Mange børn ville nok også mene, at de skulle have fri fra skole hver dag kl. 11. Altså, det er jo der, hvor vi som voksne er nødt til at påtage os et ansvar for at tilrettelægge lovgivningen på en hensigtsmæssig måde og ikke altid på børnenes præmisser.

Ordføreren.

Hr. Mikkel Bjørn. De her børn er voksne i dag. De er jo børn af nogen, men de er voksne i dag, fordi regnbuefamilier, uanset om hr. Mikkel Bjørn vil det eller ej, har eksisteret i Danmark i rigtig, rigtig mange år. Så der er altså her tale om voksne mennesker. Der er selvfølgelig også tale om børn, og det er jo de børn, som vi gerne vil beskytte og repræsentere, hvis der skulle opstå en konflikt mellem deres forældre; men det er også de børn, vi gerne vil sikre, hvis en af forældrene dør. Der er mange juridiske aspekter i det her, hr. Mikkel Bjørn. Men der er altså ikke tale om, at Enhedslisten og SF og Alternativet har været ude at interviewe børn på 3 år.

Spørgeren.

Hvor mange af de børn, som Enhedslistens ordfører har talt med, har stået i tilspidsede konfliktsituationer og skilsmisser, for det er jo det, der er omdrejningspunktet her. Hvis alle de børn, som Enhedslistens ordfører har talt med er en del af familier, hvor der er et godt samarbejde, og hvor forældrene kan finde ud af det med hinanden, så er det jo ikke særlig repræsentativt for det, vi taler om her i dag.

Ordføreren.

Omdrejningspunktet her er ikke konflikt. Det var omdrejningspunktet for højrefløjen herinde i salen, og det er sådan set det, vi har prøvet at svare på i hele debatten, nemlig at du har netop juridiske regler til, når der opstår konflikt. Men faktisk, hr. Mikkel Bjørn, er der mere konflikt i ægteskaber og familier, hvor der kun er to voksne, altså hvor der kun er to forældre – der er skilsmisseraten på 50 pct., hr. Mikkel Bjørn.

Fru Gunvor Wibroe.

Tak for talen. Jeg vil dog angribe, at det under de her drøftelser er blevet kaldt respektløst, at vi ikke vil støtte det her beslutningsforslag. Det synes jeg ikke er en rimelig måde at debattere på. Vi er uenige, vi debatterer, og vi lytter til hinanden og svarer hinanden. Vi skal huske på, at vi igennem flere årtier har arbejdet for regnbuefamiliers og for forældres rettigheder. Jeg kan sådan set høre på dem, der debatterer i dag, at der faktisk er rigtig mange, der går rigtig meget op i det. Så at kalde os respektløse over for regnbuefamilierne, fordi vi ikke er enige i Enhedslisten, SF og Alternativets beslutningsforslag, er altså ikke en rimelig måde at debattere på.

Ordføreren.

Det mener jeg faktisk det er. Jeg mener faktisk, at når der bliver talt om regnbuefamilier inde i den her sal, er det på en måde, som om det bare er tal på et stykke papir, og som om det ikke er familier, der findes derude. Det betyder ikke, at jeg ikke anerkender det store arbejde, som Socialdemokratiet har lagt i at skabe bedre vilkår for regnbuefamilier. Det er ikke det samme. Men vi er bare ikke helt i mål, for det, der mangler, er den juridiske anerkendelse. Og jeg håber da, at ordføreren godt kan høre, at der inde i den her sal, måske ikke lige af ordføreren selv, men af andre ordførere, bliver talt, som om de her familier ikke findes.

Spørgeren.

Jeg vil bare holde fast i, at jeg mener, det er vigtigt, at vi har en respektfuld debat herinde, og så vil jeg også bare lige minde om, at vi fra regeringens side og fra Socialdemokratiets side har arbejdet længe for regnbuefamiliers rettigheder. Det gælder bl.a. alt det her tilbage i 1989 med at få registreret partnerskab. Det var jo en kæmpe sejr og en kæmpe platform. Der er så nogle, der i dag har kaldt det en lappeløsning, men det var et kæmpestort skridt i forhold til at anerkende de her familier. Jeg vil også sige, at der jo findes partier her i dag, der støtter det her forslag, men som dengang gik imod registreret partnerskab, stemte imod registreret partnerskab. Nu støtter de det her. Så skal vi ikke lige falde ned og sige, at vi skal have en respektfuld debat om det her?

Ordføreren.

Jeg synes ikke, at det er undertegnede, der ikke debatterer respektfuldt, men det kan jeg så høre at Socialdemokratiets ordfører har en helt anden opfattelse af. Jeg anerkender, som jeg sagde lige før, at Socialdemokratiet har gjort mange ting for regnbuefamilier, og det er jo derfor, vi har lidt svært ved at forstå, at man ikke vil sparke bolden i mål. Det er, som om man bliver ved med at danse lidt rundt om det, der faktisk betyder noget, nemlig anerkendelsen af flere juridiske forældre,

Fru Rosa Eriksen.

Tak. Jeg er ret bekymret i øjeblikket, og det er jeg på grund af de ting, der sker i USA og i det hele taget i hele verden. Og jeg er bekymret for, at woke, som jo betyder »vågen«, er blevet et skældsord. Men jeg må også sige, at den her debat om eksempelvis at få flere juridiske forældre er jeg bange for bringer mere ved til bålet for dem, der er i den anden grøft, og som synes, at alt, der handler om lgbt+, er woke.

Jeg er med på, at der er én, der har været ude at sige offentligt: Jeg ville ønske, at jeg havde haft flere juridiske forældre. Jeg anerkender, at jeg kender til én, men jeg har også flere regnbuefamilier i mit netværk, og jeg aldrig hørt, at det er det her, der er problemet. Jeg har hørt om mistrivsel, mobning og manglende anerkendelse i skolen, og jeg har hørt om problemer med, at ikke alle kan komme på Aula, hvilket gør logistikken svær, men ud over den ene person, som næsten hedder det samme som os to, har jeg ikke hørt om andre. Så jeg kunne godt tænke mig at høre, hvor mange ordføreren har talt med, som siger, at det her faktisk er et problem.

Ordføreren.

I forhold til det første er jeg også meget bekymret, og jeg er især bekymret, fordi jeg tror, det er en afledningsmanøvre, som netop gør, at nu skal vi alle sammen tale om, hvad der er for woke, og hvad der er for identitetspolitisk, i stedet for at tale om det, der faktisk betyder noget, det, det faktisk handler om, nemlig rettigheder – og det er det, vi har fremsat et forslag om. Det handler meget konkret om rettigheder. Det er ikke et eller andet, der bare kører heroppe. Men jeg deler sådan set bekymringen, og jeg tror, at vi skal holdt fast i, at det er en afledningsmanøvre, og derfor ikke ligesom gå med på den galej.

Nu kan det her jo godt blive sådan en anekdotisk konkurrence om, hvem der kender flest regnbuefamilier, men jeg vil bare holde fast i, at vi har haft meget tæt kontakt med de organisationer, som repræsenterer regnbuefamilierne, bl.a. LGBT+ Danmark, som også efterspørger netop det her med ret til flere juridiske forældre.

Spørgeren.

Der er i hvert fald noget, vi er enige om der, og det er jo godt, i forhold til at vi skal være vågne – man må jo ikke sige engelske ord herinde – og at vi er lidt bekymrede. Det undrer mig bare, at jeg ikke har hørt de organisationer tage netop den her problemstilling op. Jeg mener oprigtig talt, at der er problemer på det område, f.eks. når transkvinder går på gaden og bliver spyttet på og kastet ting efter, og når der er mistrivsel og prostitution. Alt det her er et problem, men det er jo det her, der er med til at sætte ild til debatten. For er det et problem, eller er det noget, vi gør til et problem?

Ordføreren.

Det er min klare opfattelse, at det er et problem. De andre ting, som fru Rosa Eriksen nævner, er jo også et problem. Det er bl.a. derfor, vi lige har skærpet hadforbrydelsesparagraffen. Det er noget, som vi har kæmpet for i Enhedslisten i rigtig mange år, så vi er utrolig glade for, at det endelig er lykkedes at få skærpet den paragraf. Men jeg mener faktisk, at det her er et rigtigt problem. Det er ikke noget, vi har fundet på.

Fru Christina Olumeko.

Tak for talen. Alternativet og Enhedslisten er selvfølgelig enige her. Jeg trykkede mig egentlig ind, fordi jeg lige fik lyst til dels at rette på en misforståelse, tror jeg, fra Socialdemokratiets ordfører, dels selvfølgelig også for at stille et spørgsmål til Enhedslistens ordfører. Jeg vil i hvert fald sige, bare lige for at gøre det klart, at Alternativet jo ikke mener, at registrerede partnerskaber var en lappeløsning. Det, jeg kommenterede på før, var regeringens udspil fra i sommer, som jeg synes var en lappeløsning.

Det fører mig også til mit spørgsmål til Enhedslistens ordfører, nemlig regeringens udspil, hvor der i sommer var gammel vin på nye flasker, men også nogle nye initiativer, der handlede om, at sociale forældre skulle få en lille smule bedre rettigheder. LGBT+ Danmark var ude at kalde det et tøvende første skridt; der var ikke jubel i miljøet. Hvor står Enhedslisten i den kamp? Hvor ser Enhedslisten at vi kan gøre mere for de sociale forældre, og mener Enhedslisten ikke grundlæggende også, at det er anerkendelsen af juridiske forældre, der tager os i mål, frem for de små skridt?

Ordføreren.

Jamen altså, når jeg taler om, hvad kan man sige, at danse som katten om den varme grød, og man kan også bruge et andet begreb, nemlig at sparke bolden i mål, er det, fordi man hele tiden laver noget, der sådan er godt; det er fint nok, og det er ikke, fordi vi er imod det. Vi var da bestemt heller ikke imod registrerede partnerskaber. Det var da også, da Enhedslisten var parlamentarisk grundlag for den socialdemokratisk ledede regering, at det faktisk blev lovligt for homoseksuelle par at blive viet i kirken. Det er bare, fordi det, vi diskuterer i dag, er forældreskab og ikke partnerskab. Det er to forskellige ting. Men de initiativer, der er blevet taget, synes vi sådan set er gode. Jeg har bare lidt svært ved at forstå, at man ikke vil tage det skridt, som ville gøre den store, reelle forskel, og som er at anerkende flere forældre juridisk.

Spørgeren.

Alternativet deler sådan set det syn på sagerne. Noget af det, jeg kan være bekymret for, er sådan set, at vi ender med at lave et meget mere komplekst system. Altså, kigger man bare på regeringens udspil fra i sommer, skal vi til at lave en definition af genetisk forældreskab nu her, fordi det kommer ind i den måde, man vil definere, hvordan man kan arve fra sine sociale forældre, på. Det bliver meget, meget komplekst frem for netop den løsning, det er at anerkende flere juridiske forældre. Er Enhedslisten også bekymret for, at vi ender med at komplicere lovgivningen yderligere, ligesom Alternativet er?

Ordføreren.

Ja, det er vi meget bekymrede for, og det er derfor, jeg også siger det her med, hvorfor man ikke vil sparke bolden i mål, eller hvorfor vi ligesom skal blive ved med at gå sådan lidt forsigtigt rundt om det, der egentlig betyder noget, for vi kan ende med at gøre det meget mere besværligt. Selvfølgelig betyder det også noget, hvordan man kan arve, og hvad en social forælder kan få lov til at give sit barn i pengegaver. Det betyder da noget, men det er jo ikke det, der rigtig betyder noget.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Socialudvalget. Er der ingen, der gør indsigelse mod dette, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.