Tak for det. Der er et berømt digt af den palæstinensiske forfatter Refaat Alareer, som er en af de mange tusind palæstinensere i Gaza, der er blevet dræbt af israelske bombardementer. Det berømte digt hedder: »If I Must Die«, altså hvis jeg må dø. Det starter med: Hvis jeg må dø, så må du leve for at fortælle min historie. Det er altså historien om et palæstinensisk folk. Det er mennesker, som vil leve og have børn, der sætter drager op og lever liv i frihed og tryghed, som alle andre mennesker på den her klode vil. Jeg starter med det for at sige, at det, vi taler om her, jo ikke bare er en politisk slåskamp, men handler om mennesker af kød og blod, som er blevet udsat for nogle krigsforbrydelser i et omfang, vi igennem mange, mange år ikke har kendt magen til. Palæstinensere er ikke bare et tal. De er mennesker som os selv.
Det her beslutningsforslag er jo et udslag af et borgerforslag, altså et udslag af et folkeligt engagement i det, som for Enhedslisten har været en meget vigtig mærkesag, nemlig at vi fra dansk side hverken skal eksportere militært udstyr til Israel eller købe militært udstyr fra Israel. Det er et udslag af et folkeligt engagement i sagen om våbenhvile i Gaza, om stop for krigsforbrydelserne, om ophævelse af blokaden og om at stoppe med at bruge sult som et våben mod mennesker, fordi de tilfældigvis er født på den plet på jordkloden, og fordi de er det folk, de er, nemlig palæstinensere.
Der har i Danmark været manifestationer af dette, støttearrangementer, ikkeroyale løb og koncerter. Ude i verden er der det samme. Der er nødhjælpsbåde, der sejler ned for at ville bryde blokaden. De bliver hånet, spottet og latterliggjort, ja ja, men de gør det, fordi de tror på det, de gør. Det er mennesker, som i virkeligheden tager over, fordi de ikke synes, at deres beslutningstagere leverer det, der skal til, og det giver midt i alt det her frygtelige, katastrofale noget i virkeligheden et stort håb. Det her, vi diskuterer nu, er jo lige præcis et udslag af et folkeligt engagement. Det er mennesker, der har skrevet under på et borgerforslag, som så er blevet til det her beslutningsforslag.
Efterhånden mangler vi simpelt hen ord til at beskrive de helt ufattelig voldsomme og brutale krigsforbrydelser, som Israel begår mod Gazas civilbefolkning. Vi har talt om det utrolig mange gange i det her folketingsår og i det forgangne, men der er stadig væk en næsten fuld værktøjskasse for, hvordan man kan gøre noget for at bidrage til at stoppe dem. Et af de vigtigste våben, som Israel har til sine massakrer på de uskyldige palæstinensere, er jo de frygtede F-35-kampfly. Dem eksporterer Danmark til, både direkte og indirekte.
Den direkte eksport foregår fra et F-35-reservedelslager på flyvestation Skrydstrup, som, hvis I husker lovforslaget, vi diskuterede lige før, er et af de steder, hvor amerikanerne nu skal have en base. Vi ved fra Forsvarsministeriets besvarelser, at der flere gange i 2024 er sendt reservedele af sted fra lageret direkte til Israel. Det nøjagtige antal gange har regeringen af en eller anden grund valgt at holde som fortroligt.
Når det gælder den her direkte eksport fra lageret i Skrydstrup, vælger regeringen bevidst at lukke øjnene, til trods for at der ellers er en dom, som den hollandske regering har måttet efterleve på den måde, at de har skullet stoppe den direkte F-35-eksport til Israel. I Norge foretager myndighederne toldbehandling af udførsel af dele fra det norske F-35-lager, og Norge sender ikke dele direkte til Israel. Et lille bidrag, Danmark kunne yde her, var at gøre det samme og stoppe vores direkte eksport til Israel. Men ikke nok med at vi ikke stopper det, regeringen insisterer også på, at der ikke skal foretages dansk told- eller eksportkontrol ved udførsel af F-35-reservedele til Israel.
Ofte, når vi diskuterer det her, havner vi på det, som forsvarsministeren gennem adskillige redegørelser har sagt, nemlig at et dansk farvel til F-35-programmet efter regeringens mening ikke er en option. I parentes bemærket er der ingen, der ved, om vi overhovedet ville blive smidt ud af F-35-samarbejdsprogrammet. Det er en politisk påstand. Men derudover er jeg også uenig. Jeg er uenig i, at det ikke er en option, og det er de vælgere, der har skrevet under på det her borgerforslag, også. For der må altid være en option – altid være en option for at vælge menneskerettigheder, folkeretten og internationale forpligtelser til og sige fra over for krigsforbrydelser.
Vi er som land forpligtet af EU's fælles regler for kontrol med våbeneksport, og vi er forpligtet af FN's våbenhandelstraktat, og de regelsæt siger, at Danmark juridisk er bundet, og det er vi uden undtagelser. Så vi er forpligtet til at stoppe en eksport af militært udstyr, når der er en klar eller en overvejende risiko for, at udstyret kan bidrage til bl.a. krigsforbrydelser, og man skal være usædvanlig stædig for at påstå, at der ikke er en overvejende risiko for, at den eksport bidrager til krigsforbrydelser. Der er den ene dokumentationsrække efter den anden.
Derudover er der jo den faktuelle virkelighed, at Den Internationale Domstol, FN's vigtigste dømmende organ, lige nu har en åben sag mod Israel for muligt folkedrab. Der er to arrestordrer ved Den Internationale Straffedomstol mod den israelske premierminister, Netanyahu, og en tidligere forsvarsminister, Galant – arrestordrer, der går på krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Flere og flere rundtomkring i verden, også israelske holocaustforskere, taler om intentioner om folkedrab, og vi kender alle, for den har vi diskuteret før, Amnesty Internationals rapport fra sidste år, som konkluderer, at det, der foregår i Gaza, er et folkedrab. Der har vi en forpligtelse til at forhindre det og til at lade være at bidrage til det.
En ting er selvfølgelig det moralske, altså at man simpelt hen lever med, at Israel sønderbomber en befolkning, stjæler deres land og åbent siger, at de skal fordrives fra deres egen jord, at de skal udrenses og måske endda forflyttes til et andet land; og at man ser til, at befolkningen udsultes, at der drives klapjagt på nødhjælpsorganisationer og på FN, og at nødhjælpsarbejdere bliver slået ihjel, fordi de er nødhjælpsarbejdere et sted og forsøger at redde liv. Men en anden ting er det politiske. Danmark sidder i FN's Sikkerhedsråd, og den kampagne, som vi som land førte for at komme i Sikkerhedsrådet, var netop en kampagne om, at vi ville forsvare folkeretten, herunder den internationale humanitære folkeret, og arbejde for et mere ansvarligt, effektivt og repræsentativt Sikkerhedsråd.
Så er der altså de her internationale forpligtelser, både i FN-regi og i EU-regi. Jeg ved godt, at det sjældent bekommer folketingsflertallet vel at tale om det folkedrab, der udspiller sig for øjnene af os, men det betyder jo ikke, at det ikke sker. Vores accept af det ved fortsat at sende våbendele direkte og indirekte til Israel kan i sidste ende gøre Danmark medansvarlig. For det, der ligger i konventionen, er, at vi skal bidrage til at forhindre det. Og ud over det, der foregår konkret i Gaza, er våben og militærudstyr også afgørende for den ulovlige besættelse af det palæstinensiske territorium.
Hvis vi som land gerne vil stå fast på folkeretten og med rette fortsætte fordømmelsen af de russiske krigsforbrydelser i Ukraine og samtidig stå som en troværdig part på den internationale scene, er vi nødt til at anlægge den samme vinkel på den måde, Israel fører sin brutale krig mod palæstinenserne på. Det kan fra det globale syds side vanskeligt ses som andet end udtryk for dobbeltmoral, når vi ikke lige så klart siger fra over for Israels krigsforbrydelser i Gaza, og når vi endda fodrer og bidrager til at fodre den israelske krigsmaskine med dele til kampfly. Det må og skal stoppe.
Jeg vil gerne slutte af med først at takke Radikale Venstre for også at bakke op om det her borgerforslag, som ikke er vores, men et fælles beslutningsforslag. Jeg ville ønske, at centrum-venstre kunne have stået samlet. Det ville have været et stærkt signal, også til tiden efter et valg. Men så vil jeg gerne opfordre alle herinde, inden de trykker på knappen og klasker hånden på den knap, det nu er, til at spørge sig selv, hvad det er for nogle beslutningstagere, vi gerne vil være, hvad vi gerne huskes for, og hvordan vi gerne ses, og også hvilke principper og værdier, det er, vi vil kendes for at stå vagt om. Tak for ordet.