Det næste punkt på dagsordenen er:

45) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 175:

Forslag til folketingsbeslutning om at arbejde for, at Irans Revolutionsgarde sættes på EU’s terrorliste.

Af Charlotte Munch (DD), Alex Ahrendtsen (DF), Helle Bonnesen (KF) og Lars‑Christian Brask (LA).

(Fremsættelse 04.04.2025).

Ønsker ordføreren for forslagsstillerne at begrunde forslaget? Det gør man, og jeg giver nu ordet til ordføreren for forslagsstillerne, fru Charlotte Munch fra Danmarksdemokraterne, for at give en begrundelse for beslutningsforslaget.

Tak, og tak for ordet. Den Iranske Revolutionsgarde har eksisteret siden 1979, hvor præstestyret tog magten i Iran og indførte en islamisk republik. Revolutionsgarden spiller en betydelig rolle, har stor politisk og militær indflydelse og står bag landets atomvåbenprogram. Revolutionsgarden støtter terrororganisationer som Hamas, Hizbollah, militser i Yemen, det tidligere Assad-styre i Syrien og stort set alle, der bekæmper Israel.

I 2019 satte USA Revolutionsgarden på listen over terrororganisationer, og EU har lige siden overvejet det samme. I 2023 sagde EU's udenrigschef, at EU ikke kan stemple Irans Revolutionsgarde som en terrororganisation, før en retsinstans i EU har sagt ok kun for det.

Siden er der sket det, at der er faldet dom i Tyskland. Dommen slår fast, at et angreb mod synagogen i Bochum i 2022 var udført af et iransk agentur, underforstået: af Revolutionsgarden. Den dom er ifølge en intern analyse foretaget af EU's udenrigstjeneste tilstrækkelig til at opfylde kriterierne for at sætte Revolutionsgarden på EU's terrorliste.

På den baggrund har Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance fundet sammen om dette beslutningsforslag, der pålægger regeringen at arbejde for, at Revolutionsgarden kommer på EU's terrorliste. Jeg håber på en god debat og selvfølgelig også på opbakning til forslaget. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren for forslagsstillerne, fru Charlotte Munch fra Danmarksdemokraterne, så vi siger tak.

Jeg byder nu velkommen til udenrigsministeren.

Tak for ordet. Lad mig starte med at understrege, at regeringen tager afstand fra Den Iranske Revolutionsgardes destruktive rolle, ikke bare i Iran, men i hele mellemøstlige region. Det gælder i forhold til Revolutionsgardens hårdhændede og dybt uacceptable undertrykkelse af den iranske befolkning. Det så vi jo ikke mindst i kølvandet på protesterne efter Mahsa Aminis tragiske død i moralpolitiets varetægt tilbage i 2022. Men det gælder jo også i forhold til Revolutionsgardens tilsvarende uacceptable ageren udadtil, herunder, som ordføreren for forslagsstillerne jo også var inde på, den støtte til terrororganisationer og militser såsom Hamas i Gaza, Hizbollah i Libanon, houthierne i Yemen og jo ikke mindst Assadregimet i Syrien, som nu heldigvis hører fortiden til.

Regeringen har gentagne gange fordømt Irans adfærd, og vi har ligget med helt i front, når det kommer til at fastholde presset på Iran i EU-regi. EU har som bekendt vedtaget mange og også ganske omfattende sanktioner mod Iran. Det gælder både på menneskerettighedsområdet i forhold til Irans støtte til Rusland og i relation til Irans destruktive ageren i regionen. Specifikt i forhold til Irans Revolutionsgarde gælder det, at Revolutionsgarden i forvejen enten helt eller delvis er sanktioneret under fire forskellige regimer i EU, henholdsvis Iran, Ukraine, Syrien samt regimet vedrørende spredning af masseødelæggelsesvåben. En terrordesignering af Revolutionsgarden medfører derfor rent teknisk heller ingen yderligere restriktioner eller restriktive tiltag end dem, som Revolutionsgarden allerede er underlagt gennem disse forskellige regimer.

Når jeg har sagt det, vil jeg også gerne sige, at regeringen naturligvis er helt med på betydningen og symbolikken relateret til sådan en terrordesignering. Jeg har derfor også ad flere omgange udtrykt offentlig støtte til en sådan designering, så der er ikke nogen tvivl om, at det ser regeringen gerne. Nu er det sådan, at EU's forhandlinger om terrordesigneringer er fortrolige og ofte omgivet af stor politisk sensitivitet, og derfor kan jeg heller ikke her på Folketingets talerstol gå i detaljer. Det er forslagsstillerne også udmærket bekendt med, for det har vi diskuteret i andre regi. Dog kan jeg bekræfte, at regeringen har støttet terrordesignering, når muligheden har været der.

Helt generelt kan jeg sige, at flere kriterier skal være opfyldt, for at Irans Revolutionsgarde kan tilføjes på EU's terrorliste. For det første kræver det, at der er en national domstolsafgørelse eller beslutning truffet af en kompetent juridisk myndigheder, der fastslår, at Revolutionsgarden har været involveret i terrorhandling eller forsøg herpå. På grund af fortrolighedshensyn kan jeg ikke komme nærmere ind på, hvorvidt den nævnte Düsseldorfdom, som der også blev refereret til her for et øjeblik siden, og som også er nævnt i beslutningsgrundlaget, af EU vurderes at udgøre et tilstrækkeligt juridisk belæg for at tilføje Revolutionsgarden på EU's terrorliste. Og for det andet kræver en beslutning enstemmighed blandt EU's 27 medlemslande. Og heller ikke på det punkt kan jeg af fortrolighedsmæssige hensyn udtale mig om andre EU-landes holdning ud over at konstatere, at der altså fortsat ikke er truffet en beslutning i EU om at terrordesignere Revolutionsgarden.

Hvad fører det så til? Jamen det fører jo til, at jeg opsummerende kan bekræfte, at regeringen støtter og arbejder for EU-terrordesignering af Revolutionsgarden, altså så det helt uagtet dette beslutningsforslag er regeringens politik og en, vi forfølger. Af samme grund ser vi så heller ikke behov for at vedtage et beslutningsforslag, der jo ville risikere at antyde det modsatte, hvilket ville være forkert. Så i virkeligheden er vi jo altså helt på linje med forslagsstillerne i et ønske om at få terrordesigneret Den Iranske Revolutionsgarde. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til udenrigsministeren, og den første ordfører, jeg byder velkommen til, er hr. Flemming Møller Mortensen fra Socialdemokratiet.

Tak, formand. Også tak til forslagsstillerne og tak til udenrigsministeren, for udenrigsministeren har jo netop nu meget klart og utvetydigt givet udtryk for regeringens holdning i forhold til Irans Revolutionsgarde. Og jeg skal sige, at det flugter fuldstændig med den socialdemokratiske holdning. Vi tager afstand, vi har taget afstand, og vi vil fortsat tage afstand fra det. Det her er jo en organisation, som er kendt vidt og bredt omkring for at lave undertrykkelse og lave støtte til de værste terrororganisationer, i hvert fald set ud fra vores værdiladning og samfundsstrukturer, når vi kigger ud i verden.

Det, der jo er sigtet med beslutningsforslaget her, er, at regeringen skal arbejde for at sætte Irans Revolutionsgarde på EU's terrorliste. Som det er nævnt både af forslagsstillerne, men også af udenrigsministeren, er Revolutionsgarden jo uhyre magtfuld, og det er også, som jeg siger, en meget problematisk organisation, der både kan kritiseres for sin ageren i Iran, men også lige nøjagtig, som det også er skrevet i beslutningsforslaget, for at destabilisere hele regionen. Det er der for mig at se og fra socialdemokratisk side at se fuldstændig enighed omkring. Og det er jo sådan, at vi igennem EU støtter op omkring de meget omfattende sanktionspakker, der allerede er, og som jo har ramt både på individniveau, sådan at man enten helt eller delvis er omfattet af flere af EU's sanktionsregimer. Det er jo det, vi også fra socialdemokratisk side holder fast i, altså at det skal være det pres, vi skal lægge videre frem.

Men som regeringen har udtalt både tidligere, men også nu her i salen, er det jo et spørgsmål om, at man stadig væk støtter op om den her terrordesignering af Den Iranske Revolutionsgarde under det, der skal være EU's sanktionsregimer. Men det er jo altså en vanskelig juridisk sag. Det har udenrigsministeren også givet udtryk for. Det er juridisk kompliceret, og det er også forbundet med den store fortrolighed, som vi netop har hørt, og det vil det altid være, når man i EU skal lave diskussioner og drøftelser af den her grad med så høj en sensitivitet også i forhold til sikkerhedsaspekterne. Men processen skal jo så også i EU have Rådets fulde opbakning. Der skal være konsensus, og det ved vi jo godt også kan være en udfordring.

Jeg vil sige det sådan, at fra socialdemokratisk side er vi rigtig tilfredse med, at der bliver udtrykt den her meget hårde, men også utvetydige linje, og at presset mod Iran og sanktionerne i forhold til Irans Revolutionsgarde skal fortsættes. Det er jo udtrykt flere gange, at det er regeringens holdning, hvorfor jeg også kan undre mig lidt over, at vi skal have beslutningsforslaget her, fordi for mig at se er det udtrykt utvetydigt tidligere, og det er også blevet udtrykt utvetydigt her i dag. Men det er årsagen til, at Socialdemokratiet ikke kan støtte beslutningsforslaget, som det ligger her.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning. Det er fra hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Jeg forstår på hr. Flemming Møller Mortensen, den socialdemokratiske ordfører, at det her er en sag, der er omgærdet med virkelig meget hemmelighed. Altså, hvem der stemmer for, og hvem der er imod osv., er alt sammen hemmeligt for befolkningen; det må man ikke oplyse noget om. Det siger måske en del om åbenheden i EU, men lad det nu ligge. Det, der ikke er hemmeligt, er, hvornår Socialdemokratiet er slået ind på den kurs, at man vil terrorstemple den iranske revolutionsgarde. Derfor vil jeg bare bede ordføreren om at oplyse, hvornår det skete.

Ordføreren.

Det kan jeg simpelt hen ikke. De data har jeg simpelt hen ikke med mig. Jeg ved bare, at det er udtrykt fra regeringens side adskillige gange.

Spørgeren.

Det er helt i orden. Så vil jeg bare opfordre hr. Flemming Møller Mortensen til at medbringe det ved andenbehandlingen. Så kan vi spørge dér, så vi kan få afklaret, om det var i går eller for en uge eller en måned siden. Og så kan vi selvfølgelig i udvalgsbehandlingen spørge regeringen, hvornår den skiftede holdning. Jeg går ikke ud fra, at det er hemmeligt. Så kan vi også få det afklaret.

Tak for det. Værsgo.

Det er en aftale.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Flemming Møller Mortensen fra Socialdemokratiet. Jeg byder nu velkommen til hr. Christian Friis Bach fra Venstre.

Tak for det. At støtte demokrati, frihed og menneskerettigheder i Iran er afgørende. Det iranske regime har i årtier begået alvorlige, systematiske krænkelser af befolkningens grundlæggende rettigheder. Antallet af henrettelser er steget markant. Fredelige demonstranter, kvinder og minoriteter udsættes for vold, fængsling og tortur – blot fordi de kræver frihed og retfærdighed.

Så når det internationale samfund viser støtte til og solidaritet med de iranske aktivister, sender det et vigtigt signal om, at de ikke står alene. Deres kamp for frihed bliver set og anerkendt. Opmærksomhed og pres udefra kan være med til at beskytte dem mod overgreb og mindske risikoen for dødsstraf. Et mere demokratisk Iran vil kunne skabe fredeligere forhold i regionen, og det vil være en stærkere partner for verdenssamfundet. Derfor er det vigtigt at støtte dem, der kæmper for et frit og retfærdigt samfund i Iran.

At styrke sanktionerne mod Irans Revolutionsgarde kan her være et vigtigt skridt, og derfor er vi glade for, at der er en række sanktioner mod Irans Revolutionsgarde. Vi støtter også, at de bliver placeret på terrorlisten. De destabiliserende handlinger, Revolutionsgarden har stået bag, er handlinger, som regeringen jo har reageret på ved at bakke op om de omfattende sanktioner. Vi skal øge presset på Iran og Revolutionsgarden med det formål at skabe en mere sikker region og et mere fredeligt og demokratisk Iran til gavn for verden og til gavn for ikke mindst de iranere, der i dag bliver ramt af det undertrykkende regime.

Derfor har regeringen også udtrykt støtte til at terrordesignere Irans Revolutionsgarde. Der skal være juridisk belæg for det. Vi har fået en dom, som kan tage os den rigtige vej. Det kræver enstemmighed i Rådet. Forhandlingerne er i gang, og Danmark bakker op og ligger rigtigt. Det er vi tilfredse med, og det håber vi at Folketinget vil respektere. Derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslaget, men vi støtter jo intentionen og den retning, som beslutningsforslaget udtrykker. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning. Fru Charlotte Munch, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak. Jeg både forstår det og forstår det ikke helt. For jeg er selvfølgelig godt med på, at det ikke bare er noget, der lige gøres, og jeg kan jo også forstå, at der er utrolig meget hemmelighed eller i hvert fald nogle usagte ting omkring det her.

I april 2024 udtalte ordføreren, at tiden er kommet til at få skabt det juridiske grundlag for, at vi få Irans Revolutionsgarde på EU's terrorliste. Det er der mange grunde til, altså overgreb på civilbefolkningen i Iran, terrorangreb i og uden for Mellemøsten, støtte til Ruslands aggression i Ukraine og nu angrebet på Israel. Jeg hører også godt, at ordføreren siger, at han egentlig støtter det, men at han ikke stemmer for det.

Men hvorfor egentlig ikke stemme for forslaget her? Jeg er jo godt klar over, at der skal være enstemmighed i EU, men det her er jo i bund og grund et mandat til vores udenrigsminister om, at vi står bag det.

Ordføreren.

Det er jo rigtigt, at jeg i mit tidligere parti, og at jeg også i mit nuværende parti har talt for, at der skal skabes et juridisk grundlag for at terrordesignere Irans Revolutionsgarde, og det vil jeg stadig væk gerne udtrykke min og også Venstres stærke opbakning til. Men det er jo en juridisk proces, der er undervejs, det er forhandlinger, som kan være svære og fortrolige, og derfor mener vi ikke, at det er det rigtige tidspunkt eller den rigtige anledning, at vi her i Folketinget fremsætter en folketingsbeslutning om det. Vi er trygge ved regeringens holdning og linje, vi er trygge ved, at det håndteres, og at det juridiske grundlag bliver tilvejebragt, og vi håber, at vi ender der, hvor Irans Revolutionsgarde bliver sat på EU's terrorliste.

Spørgeren.

Tak. Nu var det en udtalelse på dr.dk, og det var under overskriften, der hedder »Efter Irans angreb på Israel: Nu vil Venstre stemple magtfuld revolutionsgarde som terrorister«, og jeg er godt klar over, at ordføreren var i et andet parti, da han udtalte sig. Men jeg vil blot høre, om han dog er enig med sin nuværende partifælle, altså Morten Løkkegaard fra Europa-Parlamentet, der udtaler:

»Revolutionsgarden er en omfattende og operationelt levedygtig terrorenhed, som vi selvfølgelig skal bekæmpe. Den har til formål at sørge for, at terror bliver sat i system i den iranske krig mod omverdenen, siger han«.

»Vi er nødt til at manifestere, at det hverken er gratis eller lovligt at handle med de her forbrydere. I det øjeblik, man sætter garden på terrorlisten, kan man sanktionere og komme efter de personer, der er en del af den«.

Jeg vil blot høre, om ordføreren er enig i det.

Ordføreren.

Det er ordføreren enig i, og jeg har jo også udtrykt fra talerstolen, at vi støtter, at den iranske revolutionsgarde bliver sat på EU's terrorliste, og at vi dermed styrker det samlede pres, der er imod revolutionsgarden. Men at vi her i Folketinget vedtager at pålægge regeringen det, giver jo al den stund at regeringen i forvejen arbejder for det, ikke rigtig mening. Det juridiske grundlag er jo ved at blive tilvejebragt, og der foregår forhandlinger herom. Derfor kan man jo så sige, at det sådan lidt er en symbolsk beslutningshandling, vi foretager, og den støtter vi ikke.

Hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg forstår på ordføreren, at ordføreren finder den her sag meget vigtig. Hvad er så ordførerens holdning til, at borgerne i EU ikke skal oplyses om, hvem der støtter, at revolutionsgarden kommer på terrorlisten, og hvem der er imod det?

Ordføreren.

Det kan de europæiske borgere jo også få indsigt i, hvis de spørger deres egne regeringer, håber jeg. Man kan jo sige, at Folketinget har spurgt den danske regering, og den danske regering har udtrykt sin holdning hertil, og det er relativt klart. Jeg har igennem en længere periode været i tæt kontakt med både de iranske dissidenter og aktivister, der kæmper for et fredeligere, et demokratisk og frit Iran, og jeg lytter til dem, også når det drejer sig om at fastlægge den holdning, vi har som parti, og jeg er personligt, og det samme er Venstre, nået frem til den konklusion, at vi ønsker, at de bliver sat på terrorlisten.

Spørgeren.

Er ordføreren vidende om, hvornår den danske regering tidligere har udtalt sig om sin holdning til det her spørgsmål, som vi nu har fået oplyst her?

Ordføreren.

Jeg er helt med på, at den holdning er respekteret med Düsseldorfdommen, og som det er fastslået, at der skal være et juridisk grundlag, og den holdning mener jeg at den danske regeringen igennem en længere periode har fremlagt, i hvert fald i indeværende regeringstid.

Der skal være et juridisk grundlag for det, og det pålægger EU-proceduren også. Man kan ikke terrordesignere nogen, hvis ikke der foreligger en national dom og en udtalelse fra EU-Domstolen, og jeg har faktisk respekt for, at vi ikke bare tilfældigt, og det er ikke for at pege fingre, hen over Atlanten eller andre steder terrordesignerer, men at vi har en juridisk grundig proces for at gøre det, og det synes jeg regeringen har udtrykt respekt for, men samtidig også udtrykt sin holdning til.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Christian Friis Bach fra Venstre, og jeg byder nu velkommen til hr. Karsten Hønge fra Socialistisk Folkeparti.

Tak. SF støtter forslaget. Revolutioner har det jo med at bære et håb, indtil alting alligevel formørkes. Den iranske revolution i 1979 må stå som en af de situationer, hvor det bliver dokumenteret, selv om revolutionen som sådan lykkedes. For det, der lykkedes, har siden været et fængsel for iranske kvinder og alle progressive kræfter i landet, alle der elsker friheden. Det er kvinder, homoseksuelle og systemkritikere; ingen kan vide sig sikre. Revolutionsgarden terroriserer sin egen befolkning. Jeg husker faktisk meget tydeligt situationen i 1979 og det håb, der var knyttet til revolutionen, om at komme af med den højreorienterede lakaj for USA, den daværende shah i Iran.

Men man kan jo spørge sig selv, hvad det var, mine på det tidspunkt jævnaldrende teenagere i Iran, der indtil revolutionen levede i et sekulært samfund, kunne se frem til. Det, der var håbet, var, at de kunne blive teenagere med muligheder og med appetit på tilværelsen, med håb for fremtiden og med drømme om en fremtid, som var defineret af dem selv, et mere demokratisk Iran, et mere lige i Iran. Men hvor, det er endt med, at jeg kunne vokse op i et samfund med frihed, hvor jeg kunne bestemme over mit eget liv, så slog lyttet ned i iranerne. Titusinder blev dræbt, endnu flere blev fængslet, og utallige forsvandt, fordi de ikke lagde sig ned for det nye fundamentalistiske, islamiske styre, eller fordi de på andre måder kom i vejen for det, der nu i 45 år har martret det iranske folk.

Ikke mindst kvinderne blev hårdt ramt. Fra den ene dag til den anden blev de gjort til andenrangsborgere med en forudbestemt skæbne – en skæbne dikteret af religiøse normer og praktiseret af et patriarkalsk præstestyre. I alle årene har den iranske revolutionsgarde været det her vulgære samfundssystems ultimative vogtere. De har spredt terror og rædsel blandt den iranske befolkning, som de påstås at skulle passe på. Samtidig har de også eksporteret terror til hele regionen: voldelige militser i Irak, houthierne i Yemen, Hizbollah i Libanon og Hamas terror mod Israel samt egen befolkning i Gaza. Og ikke mindst understøttede de Bashar al-Assad i hans morderiske styre i Syrien. Utallige af de ulykker, som Mellemøsten i de seneste årtier har gennemlevet, har haft netop Revolutionsgarden som gennemgående udgangspunkt.

Tilløbene til oprør har været mange. Hver gang har Revolutionsgarden og moralpolitiet, smag lige engang på det ord, svaret igen med vold, ødelæggelse og død, som da de i 2022 myrdede den 22-årige Jina Mahsa Amini for ikke at bære sit tørklæde korrekt. Der synes jeg da også, at vi i dag skulle tale direkte til de tusindvis af danskere med iranske rødder:

Vi ser jer, og vi hører jer. Vi ved, hvad I og jeres familier derhjemme har gennemgået i de seneste 45 år, hvor meget det smerter jer at se jeres hjemland taget som gidsel af en vulgær ideologisk islamisme, hvor meget I ønsker, at regimet en dag vil falde, og hvor meget ild I sætter i de oprørske, demokratiske kræfter, der ulmer i landet. For I og de, der vil et andet Iran og en anden fremtid, et Iran, hvor mænd og kvinder har samme rettigheder, og en fremtid, som I igen tør drømme om, en sekulær, demokratisk fremtid, har min og SF's fulde støtte og solidaritet.

SF støtter beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Karsten Hønge fra Socialistisk Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til hr. Lars-Christian Brask fra Liberal Alliance.

Tak, formand. Der tegner sig ligesom et mønster, når man lytter til de ordførere, der har været oppe på talerstolen. Indtil videre er vi alle enige om, at Irans Revolutionsgarde er nogle banditter. De støtter Hamas, og de støtter Hizbollah og houthierne, både med våben, midler og træning, og det kan vi selvfølgelig ikke være for. Fangarmene når faktisk også ind i Rusland, hvor de leverer ekspertise – og også våben, siger nogle, men jeg ved ikke, hvor veldokumenteret det er.

Jeg hører også, hvad udenrigsministeren siger, og hører argumentationen om at ville støtte, at Irans Revolutionsgarde kommer på EU's terrorliste, og der arbejdes på det. Regeringen er helt opmærksom på denne sag, og det synes jeg jo er rigtig positivt. Nu har Liberal Alliance jo selv været med til at fremsætte beslutningsforslaget, så derfor støtter vi det også. Men jeg lytter også til den argumentation, der er fra udenrigsministerens side og fra de andre regeringspartiers side, og så må vi forholde os til det fremadrettet. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Lars-Christian Brask for Liberal Alliance. Jeg byder nu velkommen til fru Helle Bonnesen fra Det Konservative Folkeparti.

Tak for ordet. Den iranske Revolutionsgarde har været det iranske styres magtgrundlag siden revolutionen i 1979. Revolutionsgarden har en enorm indflydelse. Vi kender alle til den frygtindgydende organisation, som er involveret i op til 30 pct. af landets økonomi og har sin egen eliteenhed, og til de utallige borgeres tragiske skæbner og til kvindeundertrykkelse af ufattelige dimensioner. Og så støtter den Hamas i Gaza, Hizbollah i Libanon og houthierne i Yemen. Så det er flere af Mellemøstens sikkerhedspolitiske udfordringer samlet i ét.

For cirka et år siden så vi, hvordan Revolutionsgarden bekræftede angreb på Israel som en allieret til Hamas. Derudover har vi diskuteret Revolutionsgarden længe og med rette. Som sagt har USA og Canada allerede sat organisationen på terrorlisten.

Vi kan som sagt ikke sætte den på terrorlisten alene; vi går gennem EU. Og selv om vi alle har haft et ønske om det, har det jo ikke været muligt indtil videre. Det element, som har manglet, ser på tragisk vis nu ud til at være på plads, nemlig med angrebet mod synagogen tæt på Düsseldorf, hvorved den juridiske del er et faktum. Så næste skridt er enstemmighed i EU; det er der, vi er nu. Vores fred er under pres. Det er altid et spørgsmål om omstændighederne, og lige nu spidser situationen til – kvindeundertrykkelse og politisk indflydelse har hersket længe, men nu er der angrebet på synagogen, en domfældelse og støtten til Hamas.

Formålet med at få Revolutionsgarden på terrorlisten er vokset gennem årene, fra en dyb afstandstagen til at være en nutidig brik i den mellemøstlige konflikt mellem Gaza og Israel. Jeg anerkender, at der er jura, der ligger til grund her, for jeg anerkender, at der er fortrolighed forbundet med at få den registreret som en del af terrorlisten, en fortrolighed, som vi som opposition ikke har mulighed for at blive en del af. Og Konservative vil gerne støtte forslaget her og vise en massiv opbakning til at få Revolutionsgarden endeligt på den terrorliste. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Helle Bonnesen fra Det Konservative Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til hr. Søren Søndergaard fra Enhedslisten.

Det iranske præstestyre er et af verdens mest undertrykkende regimer. Voldelig undertrykkelse af befolkningen, fængsling, tortur og henrettelser af regimets modstandere hører til dagens orden. Samtidig er det iranske præstestyre en trofast allieret med andre undertrykkende og reaktionære regimer og organisationer i verden. Et centralt redskab i regimets terrorisering af befolkningen i Iran, støttet af udenlandske undertrykkere, er den såkaldte Revolutionsgarde, og de står for overvågning og forfølgelse af regimets modstandere overalt i verden, også i Danmark. Derfor støtter Enhedslisten ethvert skridt, som kan svække det iranske præstestyre, og ethvert skridt, som kan svække Revolutionsgarden. Derfor synes vi også, at der er brug for endnu stærkere sanktioner mod Iran, end vi ser i dag.

Spørgsmålet er så, om det er et særlig effektivt skridt at sætte Revolutionsgarden på EU's terrorliste, eller om det alene har en symbolsk betydning. Hvad er det for et skridt, som myndighederne i de europæiske lande i så fald kan tage mod Revolutionsgarden, som de ikke allerede kan tage i dag? Det vil vi godt spørge nærmere til i udvalgsbehandlingen. Jeg forstod på udenrigsministeren, at det ikke var ret meget. Men okay, symboler har også betydning, og derfor kan en symbolsk beslutning også være rigtig.

Men jeg vil godt i denne sammenhæng sige, at vi i Enhedslisten ikke har den store respekt for EU's terrorliste. Det er der en række grunde til. Frem for alt er den gang på gang blevet brugt som et vilkårligt politisk redskab uden rod i principper, og det vil jeg godt give to eksempler på. Vi havde jo, hvis nogen kan huske tilbage til Rushdie-sagen, en iransk modstandsgruppe, som var relativt aktiv, i hvert fald i udlandet, og den iranske modstandsgruppe, som ingen kunne beskylde for at være venner med regimet, da den løbende får folk henrettet, blev placeret på EU's terrorliste. En modstandsgruppe mod det iranske regime blev placeret på EU's terrorliste! Hvorfor blev den så sat på? Det kunne man ikke få at vide. Det var selvfølgelig, fordi de var terrorister, det var enstemmigt besluttet. Så begyndte der at opstå en kampagne i forskellige lande, og forskellige lande begyndte så at kræve, at den blev taget af, for der var ikke nogen beviser. Men den kunne ikke tages af. Hvorfor kunne den ikke tages af? Fordi ligesom det at komme på kræver enstemmighed, kræver det også enstemmighed at få den af. Det vil sige, at så længe ét land insisterede på, at den skulle blive, kunne den ikke blive trukket af.

Så kom det så frem, at et af de lande, der havde bedt om, at den kom på terrorlisten, var Storbritannien, for Storbritannien var interesseret i at indgå en gasaftale med det iranske regime. Til gengæld for den gasaftale med det iranske regime krævede de så, at PMOI, som organisationen hed, blev placeret på den her terrorliste. Den kunne ikke komme af, fordi Storbritannien satte sig imod det. Så blev der rejst en sag i Storbritannien, og efter lang tids tovtrækkeri besluttede den allerhøjeste domstol i Storbritannien, at det var en fuldstændig usaglig og forkert beslutning at placere den på terrorlisten, og så kunne Storbritannien ikke opretholde, at den skulle være på terrorlisten, og så blev den fjernet. Forestil jer, at iranske modstandsfolk, folk, der bekæmper mullahregimet, skal bruge deres tid nede i EU's gange for at blive fjernet fra EU's terrorliste. Det er jo absurd! Det er én grund til ikke at have den store tillid til EU's terrorliste.

En anden grund er det, vi oplever i øjeblikket. Nu ved jeg faktisk ikke, om al-Golani, altså ham, der kalder sig præsident i Syrien, står på EU's terrorliste. Hvis ikke han gør det, burde han i hvert fald gøre det. Er der nogen, der er terrorister og undertrykker folk, er det ham. Men hvad sker der? Ligesom USA betaler EU penge til regimet – penge til et regime, der ledes af en mand, som hvis ikke han står der, i hvert fald burde stå på EU's terrorliste. Det er politik.

Var det måske så ikke bedre ikke at have sådan en terrorliste, men gå efter forbrydelser, dømme for forbrydelser, straffe for forbrydelser, være benhård, og når der så sker ændringer, kunne man handle fleksibelt i stedet for at have en situation, hvor selv modstandere af det iranske regime i årevis skulle stå på terrorlisten uden at komme væk?

Vi støtter ikke terrorlisten, men hvis der er én organisation, der fortjener at stå på den, er det Irans Revolutionsgarde, og derfor støtter vi det her forslag.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt til korte bemærkninger. Det er hr. Christian Friis Bach fra Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg tager bl.a. ordet for at meddele, at Moderaterne og hr. Henrik Frandsen heller ikke støtter forslaget, og jeg skulle hilse, hvis jeg glemte det på talerstolen. Og nu jeg er her, vil jeg da gerne spørge hr. Søren Søndergaard, om ikke han er tryg ved den juridiske procedure, der i virkeligheden nu foreligger, som er meget mere åben, og som er fastlagt netop ved Düsseldorf-dommene, altså at der skal være en afgørelse fra en national retsinstans, der derefter stadfæstes ved EU-Domstolen, hvis der er juridisk grundlag for det. Er det ikke en procedure, som hr. Søren Søndergaard bakker op om?

Ordføreren.

Jo, men der skal jo være et formål med at have en terrorliste. Hvis det er et politisk vilkårligt redskab, er det jo ikke nogen god idé; altså, så kan man jo opstille et hvilket som helst kriterie for at få folk på den terrorliste. Men som sagt eksisterer den, og nu eksisterer den fint, og så sætter vi da bestemt Revolutionsgarden på den; for er der nogen, der fortjener at stå der, så er det den.

Spørgeren.

Det er jo på mange måder en besynderlig debat. Der er nogle, der er for, men alligevel er imod; og der er nogle, der er imod, men som alligevel er for, altså imod terrorlisten, men for, at Revolutionsgarden kommer på terrorlisten. Men det, jeg spurgte om, var bare, om ikke den juridiske procedure giver mening. Der skal være en konkret dom, der siger, at den pågældende enhed har deltaget i terrorlignende handlinger eller terrorhandlinger, og der skal derefter ske en stadfæstelse ved EU-Domstolen. Er det ikke en fornuftig juridisk procedure?

Ordføreren.

Jo, det er en fornuftig procedure, hvis den terrorliste gjorde en forskel, men den terrorliste gør jo ikke nogen forskel. Det er jo det, der er problemet. Vi synes, at enhver, der begår terror, altså enhver, der støtter terror, skal retsforfølges. Det skal de gøre alle steder. De skal ikke på nogen terrorliste for at gøre det. Hvis de holder op med det – eller hvis det viser sig, at de aldrig har gjort det – så skal det slettes. Man skal ikke have en liste, hvor man kan blive stående, fordi der er ét land, der ønsker at opretholde en på listen, mens alle de andre egentlig synes, man skulle væk.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så vi siger tak til hr. Søren Søndergaard fra Enhedslisten, og jeg byder nu velkommen til hr. Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti.

Tak, formand. Først vil jeg sige en tak til Danmarksdemokraterne for at have taget initiativ til beslutningsforslaget, som Dansk Folkeparti er medforslagsstiller på. Det er et godt initiativ, og det er nødvendigt, at vi sætter lys på Iran og Revolutionsgarden.

Dernæst kan man ikke lade være med at undre sig lidt over regeringen, og man kan heller ikke lade være med at undre sig over regeringsordførerne, for de er alle sammen for, hvad der står i beslutningsforslaget, men de stemmer imod. Nu har jeg været i Folketinget i 14 år, og det er nogle af de ting, der stadig væk kan undre mig: man er for, men stemmer imod. Hr. Christian Friis Bach var jo så venlig at sige det i sit spørgsmål til hr. Søren Søndergaard. Man er for, men stemmer imod.

Hvad er det, der står i beslutningsforslaget? Der står egentlig bare, at regeringen skal arbejde for, at Revolutionsgarden kommer på terrorlisten. Udenrigsministeren og regeringsordførerne har så forklaret, at det netop er det, de gør. De arbejder for, at Revolutionsgarden kommer på terrorlisten, men de kan ikke stemme for. Så havde der været langt mere musik i at argumentere for ikke at stemme imod, hvis man havde holdt en tale, som hr. Søren Søndergaard holdt lige før mig; for det er jo fuldstændig rigtigt, at terrorlisten er et politisk instrument, og at det nogle gange er lidt tilfældigt og absurd, hvad der foregår dernede i EU. Jeg er til fulde enig i alt, hvad hr. Søren Søndergaard har sagt om terrorlisten og EU.

Se, det kunne regeringen og regeringsordførerne have gjort. Det havde været et sagligt argument for ikke at støtte forslaget, men at sige, at man ikke vil støtte det, fordi man arbejder for sagen, selv om beslutningsforslaget siger, at vi skal arbejde for at få dem på terrorlisten, er absurd. Jeg kan godt forstå, at vælgerne nogle gange synes, at det er underligt, hvad vi går og laver herinde.

Iran er på mange måder et utrolig spændende land med en befolkning og nogle borgere, som har en hukommelse, der rækker 3.000 år tilbage – en kultur, der rækker 3.000 år tilbage – men som på mange måder også er blevet taget som gidsel af muhammedanismen. Den slange er blevet værre efter revolutionen i 1979, og det system, man har bygget op med en snylteplante som Revolutionsgarden, der suger al kraft og energi og initiativ ud af dette stolte folk, er simpelt hen en skændsel.

Alt, hvad vi kan gøre for, at dette stolte folk en dag igen bliver frit, støtter vi i Dansk Folkeparti, og derfor støtter vi også beslutningsforslaget. Vi er med i beslutningsforslaget, selv om jeg på mange måder også deler hr. Søren Søndergaards analyse af terrorlisten og EU's ageren, som på mange måder er skammelig. Alt, hvad der kan hjælpe iranerne med at blive et frit folk igen, støtter vi. Iranerne har meget at byde på, hvis de får lov, men det får de ikke lov til med den Revolutionsgarde og de præster, der sidder og suger livet ud af dette folk. Det er en kæmpe skændsel.

Jeg håber, at jeg en dag skal opleve, at Iran bliver i et frit land igen med demokrati. Jeg vil se frem til det. Jeg er ikke sikker på, at jeg når det, men jeg vil bede en stille bøn i ny og næ for, at det sker. Tak endnu en gang til Danmarksdemokraterne for et fint lille initiativ. Så håber vi, at regeringen på et eller andet tidspunkt vågner op. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken. Og nu er det hr. Martin Lidegaard fra Radikale Venstre. Værsgo.

Tak til Danmarksdemokraterne for beslutningsforslaget. Den 16. september 2022 måtte den unge kvinde Jina Mahsa Amini fra Iran lade livet, fordi hun viste sit hår. Siden er Armita Geravand, 16 år, blevet dræbt på samme måde ligesom Nika Shakarami på 17 år, Hadis Najafi på 18 år, og sådan kunne jeg sådan set blive ved.

Irans problem er ikke bare Irans problem, det er også vores. Det, Revolutionsgarden udfører af terror, rammer ikke kun kvinder i Iran, det rammer også uden for Iran, og det er det, der kvalificerer den til at komme på EU's terrorliste. Det signal, vi sender i dag, når vi trykker på en jaknap eller en nejknap i overført betydning, er også et signal til de iranske kvinder og flygtninge, der bor i Danmark. De lever også i utryghed. Vi har selv medlemmer i Radikale Venstre med iransk baggrund, der føler sig utrygge, selv i Danmark, over Revolutionsgardens lange fangarme. Derfor er det for os en klar forpligtelse at sende det, kan man sige, hårdeste og mest vidtgående signal overhovedet til de kvinder om, at vi vil gå til det yderste for at beskytte dem og derfor også ønsker Irans Revolutionsgarde på EU's terrorliste.

Det er jo godt, at regeringen arbejder for det i EU, og det vil vi gerne anerkende, men af samme grund er det også lidt svært at forstå, at man ikke kan støtte beslutningsforslaget, som det ligger. Det gør vi i Radikale Venstre af hensyn til iranerne og ikke mindst iranske kvinder i Iran, men også uden for Iran og i Danmark, og jeg håber, at vi kan få fuld samling i Folketinget omkring det, fordi det vil sende et højst tiltrængt signal til alle iranere i Danmark.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til fru Sascha Faxe fra Alternativet. Værsgo.

Tak, formand. Tak for talerne og for jeres beskrivelser af, hvordan det ser ud i Iran, og af den fare, som Revolutionsgarden udgør. Men først og fremmest vil jeg sende en varm tanke til alle de iranere, som står op for demokrati og frihed, til alle dem, der ligesom Jina Mahsa Amini er blevet dræbt, alle dem, som er fængslet, tortureret eller helt forsvundet, og en varm tanke til alle de mange pårørende. Med til det hører også en varm tanke til alle jer i Danmark med iransk baggrund, som lever i frygt for Irans lange arm, som når langt ud over Irans grænser og helt ind i Europa.

Da vi i sin tid åbnede Folketinget efter valget med den første lange debat, som var den 19. januar, var det også dér, jeg stillede mit første spørgsmål som folketingsmedlem. Jeg var pænt nervøs, kan jeg huske, og spørgsmålet til regeringen, til Moderaterne, var faktisk, om de ville være med til at støtte det at sætte Revolutionsgarden på terrorlisten. Sådan et spørgsmål glemmer man ikke rigtig, hverken selve spørgsmålet, eller når det er det første spørgsmål, man stiller.

Alternativets politik står til troende. Vi støtter helhjertet at sætte Revolutionsgarden på terrorlisten. Det er der mange gode grunde til, og nogle af dem er blevet nævnt, men for os er den allerallervigtigste grund Revolutionsgardens rolle i den voldsomme undertrykkelse med alle tænkelige midler af deres egen befolkning. Derfor støtter vi forslaget.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Charlotte Munch, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak. Tak for opbakningen, også til regeringen. Jeg undrer mig nu alligevel over, at regeringen så stemmer imod. Men som hr. Alex Ahrendtsen også sagde tidligere, er det pudsige jo her, at forslaget går ud på, at Folketinget pålægger regeringen at arbejde for at føje Revolutionsgarden til terrorlisten. Det undrer mig naturligvis præcis lige så meget som hr. Alex Ahrendtsen, at regeringen ikke ønsker det. Jeg synes jo i bund og grund, at vi giver udenrigsministeren et mandat her, men lad nu det ligge.

Tak, fordi vi har kunnet debattere det på en rigtig fin og ordentlig måde. Tak til Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet for at bakke op om forslaget. Jeg ved fra flere eksiliranere i Danmark, at det er meget vigtigt for dem, at Revolutionsgarden kommer på EU's terrorliste. Jeg håber, at debatten i dag kan være med til at skubbe på i den rigtige retning, så det ender med, at Revolutionsgarden kommer på EU's terrorliste. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Udenrigsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)