Det sidste punkt på dagsordenen er:

8) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 157:

Forslag til folketingsbeslutning om at give mulighed for at fravælge en sagsbehandler i sager med æresrelateret vold og social kontrol.

Af Susie Jessen (DD) m.fl.

(Fremsættelse 28.02.2025).

Jeg kan forstå, at ordføreren for forslagsstillerne ønsker at begrunde forslaget, og det er der mulighed for nu. Værsgo.

Tak for det. Et af de allerstørste svigt, som vi som land kan begå over for piger og kvinder, der flygter fra negativ social kontrol, må være, at de ikke gribes, når de prøver at søge hjælp hos danske myndigheder. Jeg kunne læse i medierne i dag, at regeringen ikke kommer til at stemme ja til vores beslutningsforslag om at kunne fravælge en sagsbehandler i sager om negativ social kontrol. Man vil åbenbart lave en afgrænsning af en art og fokusere på krisecentre, så man taber piger på gulvet. Ærlig talt er det jo, som det plejer at være med Socialdemokratiet. Man slår sig op som noget stort i medierne og har da også rigtig meget held med nogle flotte overskrifter, men når det kommer til stykket, vil man ikke stemme for hernede i Folketingssalen. Da vi fremsatte et forslag om et forbud mod tørklæder for elever i grundskolen, blev det et nej fra Socialdemokratiet og regeringen. Og for nylig, da vi havde et forslag om et forbud mod bederum på uddannelserne, stemte Socialdemokratiet og regeringen også nej til det. Og i sidste uge, da vi havde et forslag om et forbud mod burka og niqab på vores uddannelser, ville Socialdemokratiet og Venstre pakke det ind i en betænkning, og Moderaterne anede slet ikke, hvad de mente om det, så det bliver nok også et nej her i Folketingssalen.

Nu er der det her – selve muligheden for at komme i gang med et opgør imod den tredje erkendelse. Nej. Nej. Nej. Så kan hr. Frederik Vad jo få alle de erkendelser, han vil, i virkeligheden, men når regeringen svøber deres udlændingepolitik ind i flotte ord, analyser, undersøgelser, men kun stemmer rødt nede i Folketingssalen, når det gælder negativ social kontrol, må jeg bare sige, at det kun er én ting: vælgerbedrag. Det er det, det er. Og det bliver det også, hvis Socialdemokratiet stemmer nej til det her beslutningsforslag. Men lad os da tage debatten, jeg glæder mig til det. Tak for ordet.

Så er forhandlingen åbnet. Den første, der får ordet, er udlændinge- og integrationsministeren. Værsgo.

Tak for det, formand, og også tak for beslutningsforslaget her. Jeg er sådan set enig med forslagsstillerne i, at negativ social kontrol er et stort problem, og at alt for mange, jo især piger og kvinder med indvandrerbaggrund, lever i parallelsamfund, som bygger på forstokkede og formørkede værdier. Det er et usynligt fængsel, man lever i, når man er udsat for negativ social kontrol, og det vil vi selvfølgelig ikke acceptere, og vi har fra regeringens side taget en række initiativer for at bekæmpe det. Jeg tror også samtidig, at det er vigtigt at sige indledningsvis, at alle borgere i Danmark allerede har mulighed for at anmode om en anden sagsbehandler, men man har ikke en ret til at få en ny sagsbehandler. Hvis en borgers ønske om en ny sagsbehandler er velbegrundet og inden for rimelighedens grænse, er det muligt, og derfor opfordres myndighederne allerede i dag til at være imødekommende over for den type af ønsker. Den tillidsfulde dialog mellem sagsbehandler og borger er afgørende, særlig i alvorlige sager, hvor en person er i kontakt med myndighederne for at få hjælp, og der kan være mange personlige og individuelle forhold, der kan have betydning for, at man ønsker sig en anden sagsbehandler.

Ønsker man så at udvide den her mulighed med en egentlig ret, tror jeg personligt, at man skal tænke sig meget godt om. For det første må man stille spørgsmålene: I hvilke tilfælde skal man kunne bede om en ny sagsbehandler? Hvilke argumenter skal der ligge til grund for ønsket? Hvor mange gange skal man kunne bede om en ny sagsbehandler? Hvad skal man gøre i de mindre kommuner, hvor der er et begrænset antal sagsbehandlere til rådighed?

Det er egentlig ikke, fordi jeg tror, at fru Susie Jessen vil gå det her ærinde, men jeg tror, at man skal være opmærksom på, at allerede i dag – det er det, jeg hører, når jeg snakker med sagsbehandlere – er der jo rigtig mange, der beder om at få en sagsbehandler med samme etnicitet som dem selv, og der snakker jeg ikke om flertallet. Altså, hvis der i Gellerupparken sidder indvandrere, som måske søger om førtidspension, så beder de om at få en sagsbehandler, der er fra den samme etniske gruppe som dem selv, og som selv taler arabisk eller afghansk eller et andet sprog. Det kan vi jo se. Vi kan i hvert fald se, at f.eks. førtidspension er noget, der bliver tildelt i meget vid udstrækning til nogle grupper af indvandrere, og jeg ville personligt være meget bekymret, hvis det var sådan, at man som indvandrer kunne sige: Jeg ønsker mig en anden sagsbehandler. Og det er sådan set lige meget, hvilken slags sag det er, altså om det er i sager om æresrelateret vold eller i andre sager. Det tror jeg er en glidebane, som vil gøre, at man vil kræve sagsbehandlere af samme identitet som en selv.

Det ændrer ikke ved, at det er vigtigt, at vi slår ned på negativ social kontrol og også slår ned på det, at nogle offentlige medarbejdere misbruger deres funktion til at hjælpe folk, der måske er relateret til dem på den ene eller anden måde. Vi har for nylig offentliggjort en undersøgelse, der viser, at der er negativ social kontrol i forbindelse med sager om æresrelaterede konflikter, og at der er medarbejdere i det offentlige, som misbruger deres position, og det synes jeg ærlig talt er foruroligende læsning, som beviser det, som hr. Frederik Vad sagde her fra talerstolen sidste år, og som rigtig mange mennesker jo havde travlt med at sige var forkert eller ikke passede eller bare var nogle røverhistorier, som hr. Frederik Vad havde fortalt, og som kunne gå på krykker i Aalborg. Men det viste sig jo så faktisk, at det var rigtigt. Det kan ikke være sådan, at man som borger i Danmark ikke kan henvende sig til offentlige myndigheder, uanset om der er tale om sociale myndigheder, læge eller politi, uden at være nervøs for at blive udsat for negativ social kontrol. Det gælder selvfølgelig i særlig grad folk, der er på eksempelvis kvindekrisecentre.

Mit forslag til det her er, at vi arbejder videre med en løsning, hvor man i nogle sager, f.eks. sager med dem på kvindekrisecentre, kan give udvidede rettigheder, men at man ikke generelt giver mulighed for at skifte sagsbehandler. Jeg tror, at der er udfordringer ved at give den rettighed til alle, og jeg tror, at det kan ende med at virke modsat i forhold til det, som Danmarksdemokraterne, i hvert fald som jeg opfatter det, ønsker at opnå.

Så vil jeg sige noget generelt, i forhold til at der nu bliver nævnt nogle forskellige forslag fra Kommissionen for den glemte kvindekamp. Jeg mener, at de har gjort et fantastisk stykke arbejde, og vi er også i regeringen samlet set ved at kigge på de anbefalinger, de er kommet med, og kommer selvfølgelig også med vores konklusioner på, hvordan vi vil implementere mange af de rigtig gode forslag, som er kommet. Det er selvfølgelig afgørende, at vi hjælper de kvinder og piger, som bliver udsat for negativ social kontrol.

Som det sidste vil jeg bare sige som sådan en generel bemærkning, at det i forbindelse med et beslutningsforslag om at kunne få lov til at ændre sagsbehandler så i ordføreren for forslagsstillernes tale bliver til et ensidigt fokus på, hvad Socialdemokratiet gør i en række andre sager. Det er fint nok, og vi har brede skuldre, og de skal jo som bekendt bære det tungeste læs, så vi kan sådan set godt holde til det. Men hvis man virkelig gerne vil forandre noget i det her samfund, er én ting, jeg har lært af at være i politik, at man skal starte med at lave sin egen analyse. Man skal ikke alene spille bold op ad andre eller forholde sig til, hvad andre gør, som afsæt for, hvad man selv gør. Hvis man selv finder ud af, hvad man synes er rigtigt, og så laver sine forslag og sin politik ud fra det, så tror jeg ærligt, at man kommer meget længere, end hvis man, når man får behandlet sine forslag, bruger størstedelen af tiden på at være efter nogle andre partier i forbindelse med nogle helt andre forslag end det, der er på dagsordenen. Og det er ment venligt, for jeg synes, at det er det, vi selv har gjort i Socialdemokratiet, og det er derfor, at vi er lykkedes med at få rekordlave asyltal og gennemføre en lang række stramninger på udlændingeområdet. Så det kan jeg kun anbefale Danmarksdemokraterne også at gøre. Tak for ordet.

Så er det fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne.

Tak. Det her handler jo også om en stor frustration fra min side. Jeg har i det her forår stået hernede tre-fire gange med beslutningsforslag, som netop skal modvirke negativ social kontrol, men som regeringen ikke vil stemme for. Det er derfor, jeg nævner det. Jeg skal også lige skynde mig at sige, at det her jo ikke er et beslutningsforslag, som vil komme til at betyde, at Hassan får ret til en konsulent eller en sagsbehandler af samme etnicitet som ham selv – det vil det ikke kom til at betyde.

Jeg kan forstå, at der allerede nu bliver talt om en afgrænsning, altså at man vil afgrænse det her til at handle om f.eks. krisecentre. Det synes jeg også er bekymrende, for MÆRK's rapport viste jo i virkeligheden, at der måske var behov for en udvidelse i forhold til det, vi er kommet med; der snakkes jo også om politimænd, og der snakkes også om læger. Nu vil man afgrænse det til kun at handle om krisecentre, så vidt jeg kan forstå. Men hvad med den pige, som henvender sig til kommunen for første gang, fordi hun har været udsat for noget? Hun bliver ikke grebet af det her, og hun har jo også været udsat for mange ting.

Jeg synes simpelt hen ikke, man rammer plet med den afgrænsning, man lægger op til her.

Ministeren.

Først vil jeg sige, at hvis man bliver så frustreret og kører træt i det af at have tre-fire beslutningsforslag, skulle man prøve generelt at være på udlændingeområdet. Jeg tror, vi har haft 30-35 beslutningsforslag, og hr. Mikkel Bjørn har jo fremsat de fleste af dem. Det kan godt være, at hr. Mikkel Bjørn bare er en duracellkanin i forhold til fru Susie Jessen, der er kørt træt allerede efter tre-fire forslag. Jeg tror, det er godt at tage de her diskussioner.

I forhold til beslutningsforslaget vil jeg sige, at der jo ikke står noget om, at man ikke som eksempelvis syrisk statsborger eller irakisk statsborger har ret til at sige, at man vil have en henholdsvis syrisk eller irakisk sagsbehandler hos kommunen. Jeg kan ikke se, at det står her. Og jeg tror oprigtigt, at det med al den debat, der er på det her område, er det, man risikerer at åbne for med den her type forslag. De sagsbehandlerne, som jeg har diskuteret det her forslag med, folk, der har erfaring som sagsbehandlere, bl.a. i Gellerupparken, siger til mig: I skal virkelig passe på, når I gør det her, for I risikerer, at det får præcis den modsatte effekt. Og det synes jeg er værd at lytte til.

Fru Susie Jessen.

Det, jeg bliver træt af, er jo, at man skal stå hernede i Folketingssalen og høre Socialdemokratiet gang på gang stemme nej til ting, de til avisen har sagt var rigtig, rigtig vigtige. Så kan man godt blive træt af det. Det kan godt være, at de i Socialdemokratiet ikke bliver trætte af at stå her dag efter dag og sige nej til ting, som de egentlig har givet indtryk af at de er for, men det må jo være Socialdemokratiets egen hovedpine.

Det her forslag handler om at kunne fravælge en sagsbehandler i sager om æresrelateret vold og social kontrol. Det står i overskriften; man kan ikke være i tvivl om, hvad det her handler om. Så det synes jeg godt nok er lidt underligt at bringe på banen.

Ministeren.

Jamen jeg kan igen kun sige, at man skal passe på med at bruge al sin politiske energi på at fokusere på andre partier. Man skulle i stedet bruge energien på at udvikle sine egne forslag, og det er jo det, som adskillige partier, også på udlændingeområdet, gør her i Folketinget. Jeg tror oprigtigt, man kommer længere, når man gør det på den måde, og at man får rykket nogle ting, når man gør det på den måde, i stedet for at gå kold allerede efter tre-fire forslag. Det er en meget lille andel af det, vi har haft her i Folketingssalen.

Så vil jeg sige, at der ikke står noget her om, at det ikke skal gå begge veje, altså at man ikke som f.eks. syrisk statsborger skal kunne vælge en sagsbehandler med syrisk etnicitet.

Hr. Lars Boje Mathiesen, Borgernes Parti.

Tak. Jeg er glad for, at ministeren har forberedt sig med en duracellkanin i Mikkel Bjørn, for så kan han godt gøre sig klar til, at der kommer en bulldog på nitrogen hernedefra. Så det bliver en fornøjelse. Det er godt, at man er kommet i form.

Jeg bed mærke i, at ministeren mere end bare sådan lidt indikerede, at der foregår ting med socialrådgivere og måske også på andre områder, hvor man baseret på sin etnicitet giver andre med samme etnicitet nogle fordele, som ikke er helt i trit med lovens hensigter. Er det korrekt?

Ministeren.

Nej, jeg siger ikke, at man ikke overholder loven. Jeg siger, at der er et stort ønske fra nogle etniske grupper, og det er det, som jeg får at vide fra folk, der har arbejdet bl.a. som socialrådgiver i udsatte boligområder: at man fra etniske grupper anmoder om at få en sagsbehandler af samme etnicitet. Der er loven jo i dag sådan, at man kan anmode om det, men man kan ikke kræve det; man har ikke ret til at skifte sagsbehandler. Hvis der er en saglig begrundelse, og det kan der jo rimelig vis være, så kan man få lov at skifte, men hvis der kommer en og siger, at vedkommende ikke vil have en dansk sagsbehandler, men en sagsbehandler, der taler samme sprog som vedkommende, tror jeg, det er meget vigtigt, at socialforvaltningerne fortsat har mulighed for at sige, at det kan vedkommende ikke selv bestemme; det er en myndighedsperson, som vi sætter på sagen.

Spørgeren.

Okay. Det er jo bare lige, om vi har en tredje erkendelse her eller ikke af, om vi rent faktisk mener, at der foregår noget i det offentlige, hvor folk sidder og er lidt for lempelige i forhold til reglerne over for nogle landsmænd eller ej. Så det mener ministeren så ikke foregår. Jeg synes jo, at vi på nogle lægeområder har set, at bestemte læger med en bestemt etnicitet har været meget sådan med sygemeldinger og andre ting, også omkring førtidspension. Jeg synes også, at jeg har hørt, at man fra regeringens side har sagt, at det er et område, vi skal kigge på.

Er det en erkendelse, der er i regeringen, af, at der sidder folk, som er kommet hertil med en bestemt etnicitet og giver forlommer til nogen fra deres egne lande, eller mener ministeren overhovedet ikke det foregår?

Ministeren.

Jeg tror, det er vigtigt at sige, at når jeg udtaler mig som minister, bliver jeg selvfølgelig nødt til at have dokumentation for det, jeg siger, hvis jeg skulle sige, at der var sket noget ulovligt.

Jeg kan jo konstatere, at der i forbindelse med en rapport, som MÆRK har lavet, er sket ulovligheder. Altså, der er folk, der har brudt reglerne, og derfor kan jeg sige med sikkerhed, at det sker. Hvad for et volumen det er i, er det, vi nu har sat 2 mio. kr. af til at lave en undersøgelse af, for jeg er selvfølgelig, og det tror jeg også hr. Lars Boje Mathiesen er, interesseret i at finde ud af, hvor tit det sker, og hvor mange steder vi har det her problem, og ikke bare konstatere det, som vi nu har dokumentation for, altså at det sker nogle steder.

Dermed siger vi tak til ministeren. Vi går i gang med ordførerrækken. Hr. Frederik Vad, Socialdemokratiet.

Tak for det, formand. Tak til Danmarksdemokraterne for beslutningsforslaget. Da Kommissionen for den glemte kvindekamp kom med sin rapport for noget tid siden, besluttede regeringen sig for at gennemgå den rapport og finde ud af, hvordan vi bedst muligt kunne realisere mange af de ambitioner, der ligger i den rapport. Det, der så sker – og det er udmærket, for det er jo en del af det parlamentariske system, og det hilser jeg velkommen – er, at oppositionspartierne selv bestemmer, hvornår de laver beslutningsforslag. Det kan være beslutningsforslag, der kommer, inden regeringen har drøftet en politisk dagsorden færdig. Det kan være beslutningsforslag, der kommer timingsmæssigt, lige så det passer. Det kan være beslutningsforslag, der kommer, længe efter at problemet er løst.

Det er derfor, regeringspartierne har meldt ud, at vi sådan set gerne vil kigge på det, som er en meget, meget vigtig pointe for Kommissionen for den glemte kvindekamp, nemlig at der er kvinder – det er primært kvinder, men det kan også være andre, men det er typisk kvinder, der bliver udsat for æresrelateret vold og negativ religiøs social kontrol – som oplever, at de ikke bliver mødt af en fortrolig, troværdig og varm hånd i den offentlige sektor, men i enkelte tilfælde og i særlige situationer bliver mødt af nogen, der ender med at afsløre f.eks. deres tilholdssted og f.eks. stikker dem til deres familiebagland. Det problem vil vi gerne løse.

I stedet for bare at afvise det her beslutningsforslag på gråt papir og fyre en sludder for en sladder af, er vi faktisk villige til at kigge på at lande en tekst, som ikke bare Danmarksdemokraterne har skrevet, men som flere partier her i Folketinget går sammen om at skrive, så vi får landet noget, der faktisk vil gøre en rigtig forskel og vil afgrænse det og sørge for, at det er i tråd med det, Kommissionen for den glemte kvindekamp har foreslået, og som også retssikkerhedsmæssigt giver mening. Hvorfor vil vi så gerne det? Det er jo, fordi især kvinder, men generelt ofre for religiøs social kontrol, er noget, der ligger ikke mindst Socialdemokratiet meget på sinde.

Det mest rørende og følelsesmæssigt udfordrende, jeg har været ude for i de lidt over 2 år, jeg har siddet i Folketinget, har været at have kvinder på mit kontor, som lever under jorden, er på flugt og ofte bliver flyttet rundt i landet, fordi der er religiøse miljøer, som går langt ud over deres eksmand og deres forældre, og som i værste tilfælde gerne vil slå dem ihjel. Det, som virkelig har pint og plaget mig, og som jeg ved piner og plager mange, er, at mange af de her ofre faktisk engang imellem oplever, at de er et problem, når de møder den offentlige sektor. Altså, det er irriterende eller på tværs, at de har været udsat for f.eks. shariavold i det religiøse ægteskab, de blev trælbundet til i en tidlig alder. Det er dyrt, og det er irriterende for sagsbehandlere osv. Historierne om de der oplevelser af at blive mødt med modstand og med bebrejdelser og de der oplevelser af, at man er i vejen, fordi man har været udsat for det her, er det, der gør, at jeg er glad for, at Kommissionen for den glemte kvindekamp foreslår det her.

Nu synes jeg ikke, at kvinderne fyldte så meget i fru Susie Jessens indlæg. Det handlede primært om undertegnede og om Socialdemokratiet. Jeg ved ikke, om det er det, der er motivationen for at fremsætte det her forslag. For mig handler det om kvinderne. Jeg kan love fru Susie Jessen, at vi mener det, når vi siger, at vi gerne vil løse det her problem. Kommissionen for den glemte kvindekamp siger, at de ønsker, at man i særlige tilfælde – særlige tilfælde – strammer de rammer, der er i dag i forhold til at vælge en anden sagsbehandler. Det med de særlige tilfælde vil vi gerne tage alvorligt. Det er ikke det, Danmarksdemokraterne skriver i deres beslutningsforslag. Det er alle sager vedrørende social kontrol og æresrelaterede konflikter. Det er det ene. Det andet er, at vi gerne vil gøre noget, som især kommer dem, som er allermest truede, til gavn. Hvis det er børn og unge, er det nogen, der befinder sig på døgninstitutioner eller er anbragt. Hvis det er voksne, er det på krisecentre. Det vil vi gerne fikse.

Så vil jeg bare sige til fru Susie Jessen og til Danmarksdemokraterne, at det er fint nok, at man bliver ved med at beklikke Socialdemokratiets troværdighed i forhold til de her ting, men jeg kan love fru Susie Jessen, at der kommer et maskeringsforbud mod burkaer og niqab på de uddannelsesinstitutioner, som var genstand for det beslutningsforslag, der blev behandlet sidst, og at vi også kommer til at lande noget i forhold til krisecentre, som kommer til at gavne de her kvinder, som har det rigtig svært. Tak for ordet.

Fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne.

Tak. I forhold til først og fremmest maskeringsforbuddet kunne man jo bare have stemt ja til vores beslutningsforslag, for så havde vi jo været i gang allerede nu. Hr. Frederik Vad taler om ord. Vi har skrevet, at man skal give mulighed for at kunne få en anden sagsbehandler i sager om negativ social kontrol. Hr. Frederik Vad efterlyser, at vi skulle have skrevet »i særlige tilfælde«. Helt ærligt, det her er jo en virkelig dårlig undskyldning for, at man ikke bare kan stemme ja til det her beslutningsforslag. Den del af det i hvert fald.

Vedrørende den anden del af det hører jeg, at det her er for meget. Altså, at man vil afgrænse det til kun at handle om krisecentre og anbragte børn, som hr. Frederik Vad hvad også nævner, synes jeg er bekymrende. For som jeg også spurgte ministeren om, hvad så med den unge pige, som bor hjemme hos sin familie, og som er blevet udsat for fysisk og psykisk vold, er overvåget af det omkringliggende samfund og søger hjælp hos myndighederne og møder en, som hun ikke mener hun kan stole på og regne med i det offentlige? Hvad med hende? Hun ville jo ikke blive grebet af det, som Socialdemokratiet lægger op til i deres afgrænsning.

Ordføreren.

For det første kom jeg med et eksempel på, hvad der kunne være inden for den afgrænsning. Det kunne være krisecentre. Man kunne også kigge på, om den forpligtelse, kommunerne har til at lave en § 12 a-handleplan i forbindelse med æresrelaterede konflikter, også skulle være omfattet af det her. Som ministeren var inde på før, har man jo en mulighed for i dag at anmode om en anden sagsbehandler. Det, som vi hører fra krisecentrene, er, at i nogle enkelte helt særlige tilfælde oplever de, at ledere kan gå på tværs af et ret relevant ønske fra en meget, meget truet person, ofte en kvinde. Så vi har ikke færdigkonkluderet på afgrænsningen.

Vi vil gerne skrive det her sammen med Folketingets partier. Jeg vil bare sige til fru Susie Jessen, at det jo er fru Susie Jessen, der beslutter, hvad der står i det her beslutningsforslag. Så det der med at spørge, hvorfor vi ikke bare kan stemme for noget, fru Susie Jessen har skrevet, holder jo ikke. Det er ikke alt det, der står i det her beslutningsforslag, som er inden for rammerne af det, regeringen ønsker, og derfor foreslår vi, at vi laver en beretningstekst, som flere partier kan se sig selv i. Det er da bedre end bare at afvise det sort på hvidt.

Fru Susie Jessen.

Først og fremmest vil jeg sige, at vi jo ved, at problemerne er der. Det har vi set i MÆRK's rapport, og vi har også set, at problemerne strækker sig ud over krisecentrene. Så det er bare vigtigt at få det slået fast. Det, jeg bare hører her, er, at Socialdemokratiet ikke vil stemme for et beslutningsforslag, som man godt kunne stemme ja til og tage ind som et lovforslag og få arbejdet med det i samarbejde med os som forslagsstillere. Det kan man godt. Og så er der jo en proces i regeringen, som så går i gang i forhold til al det lovhjemmelsmæssige, retssikkerhed og alt det andet. Det kan man godt, og det gør man nogle gange med et beslutningsforslag, trods alt.

Ordføreren.

Hvorfor er det et problem, at regeringspartierne rækker ud til oppositionen for at prøve at se, om vi kan finde fælles fodslag, der retssikkerhedsmæssigt er forsvarligt, så vi ikke kommer ind i de faldgruber, ministeren var inde på, og som løser et problem for de mest truede kvinder? Hvorfor er det et problem? Nu siger fru Susie Jessen, at man jo bare kan stemme for det. Der er jo flere beslutningsforslag end et i det her, hvis fru Susie Jessen læser sine egne bemærkninger. Ud over det forslag om sagsbehandlere står der, regeringen skal lave to undersøgelser.

Det drejer sig om en undersøgelse om omfanget af usaglig forvaltning og en anden undersøgelse om, hvordan man kan gøre det lettere for personer, der er i kontakt med de offentlige myndigheder, at gøre opmærksom på oplevelser med problematiske forvaltningspraksisser. Så der er to undersøgelser i det her B-forslag plus noget handling, og derfor er det jo ikke så let, som fru Susie Jessen siger. Det er jo fru Susie Jessen, der har besluttet, hvad der skal stå her. Vi har ikke haft nogen indflydelse på det, og den indflydelse vil vi gerne have.

Dermed tak til Socialdemokratiet. Der er ikke flere korte bemærkninger, og så går vi videre til Venstre og hr. Hans Andersen.

Tak for det. Danmarksdemokraterne har fremsat det her beslutningsforslag, og tak til Danmarksdemokraterne for at rejse den her problemstilling også her i Folketingssalen. Negativ social kontrol skal vi aldrig acceptere, og vi skal bekæmpe negativ social kontrol og æresrelateret vold på alle mulige måder. Der jo været den her kommission, som den socialdemokratiske ordfører har henvist til, og som også ministeren har henvist til, og den har også stillet forslag, der handler om det her med, hvordan man kan sikre, at kvinder, som er i en meget, meget sårbar situation, og som har brug for hjælp, kan få den bedst mulige hjælp, også af det offentlige.

Når jeg læser kommissionens forslag her, skriver kommissionen, og jeg citerer: »Et flertal i kommissionen opfordrer derfor regeringen til at afsøge muligheden for, at personer i forbindelse med sager om æresrelateret vold og social kontrol i det offentlige ved lov får en rettighed til i særlige tilfælde at vælge en anden sagsbehandler, hvis de ikke er trygge ved den tildelte. Det er vigtigt for flertallet i kommissionen at understrege, at forslaget om at afsøge muligheden herfor ikke skal opfattes som mistillid til sagsbehandlerne, men som en anerkendelse af, at tryghed er en subjektiv følelse«.

Jeg vil gerne sige, at jeg synes, at det her er en alvorlig problemstilling. Her har Danmarksdemokraterne fremsat et beslutningsforslag, vi rækker hånden ud og siger: Skal vi ikke finde sammen her, finde en løsning på den her konkrete problemstilling, og skulle vi ikke finde ud af at lave en beretning, så vi faktisk arbejder sammen om det her? Det arbejde håber jeg på Danmarksdemokraterne, når ordføreren lige får reflekteret lidt over det, måske også vil gå med i. For jeg synes, at det er for vigtigt til, at det bliver sådan et slagsmål om, at hvis ikke vi stemmer for det her beslutningsforslag, vil regeringen og regeringspartierne ikke lige præcis det her. Det er sådan set regeringen, der har nedsat kommissionen, og kommissionen er sådan set kommet med nogle anbefalinger, som jeg synes er nuancerede og reflekterede, over det her, og derfor synes jeg, at fremgangsmåden må være – det er bare en anbefaling – at hvis man vil have indflydelse i politik, må man tage den hånd, der bliver rakt frem. Og jeg synes, det her forslag om at lave en beretning på baggrund af Danmarksdemokraternes beslutningsforslag faktisk er at søge den indflydelse, der er mulig, så vi faktisk også her, forhåbentlig, i fællesskab kommer til at hjælpe kvinder, som har brug for endnu mere tryghed, når de rækker ud til en offentlig myndighed, i forbindelse med at de har brug for hjælp for ikke at blive udsat for f.eks. æresrelateret vold.

Så jeg synes, at vi skal tage fat, sætte os ned og se, om ikke vi kan mødes og få formuleret en beretning, der sådan set forpligter regeringen til at arbejde målrettet for at hjælpe de her kvinder. Jeg synes jo ikke, at vi kommer ret langt, hvis det her ender med, at vi så skal forholde os til det konkrete beslutningsforslag, som jo indeholder flere ting end lige det her, vi står og diskuterer mest – den socialdemokratiske ordfører refererede jo os til, at det indeholder flere ting – og så vil jeg forudse, at prognosen dårligere for, at Danmarksdemokraterne får indflydelse på det her, for så tænker jeg sådan set, at regeringen arbejder videre. Men vi vil sådan set gerne have Danmarksdemokraterne med på det her arbejde, og jeg tror sådan set også, at Danmarksdemokraterne gerne vil have indflydelse på at hjælpe kvinder, der har brug for endnu mere støtte, så de kan gå op imod den vold, den undertrykkelse, de møder i hverdagen.

Så med de ord vil jeg bare anbefale, om ikke vi kunne mødes med en beretning. Og det er altså set før. Jeg synes bare, at Danmarksdemokraterne skal hilse det velkommen og klappe sig selv på skulderen over, at det faktisk er på baggrund af et beslutningsforslag fra Danmarksdemokraterne, at vi nu gå videre. Tak.

Fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne.

Jeg vil lige starte med at sige, at det jo også hænder, at regeringen haft flere emner i et lovforslag. Jeg tror, jeg har behandlet et i Landdistriktsudvalget, hvor der var 18 eller sådan noget. Men lad nu det ligge.

Der er nogle grunde til, at vi ikke vil parkere det her i en beretning. Vi er simpelt hen bange for, at det kommer til at tage for lang tid. Vi synes, det er vigtigt at få løst det her problem nu og især, når man allerede nu her ved førstebehandlingen begynder at lægge op til den her afgrænsning, altså at der er nogle piger, der ikke kan blive hjulpet, fordi de ikke allerede er på et krisecenter. Det synes jeg simpelt hen ikke er den rigtige vej at gå, for vi ved, at der i forvejen er mange piger, der skal have hjælp, og som bor derhjemme. Så jeg synes ikke, det er den rigtige vej at gå.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge Venstres ordfører om noget. I forbindelse med MÆRK's stikprøveundersøgelse var Venstre ude at sige, at man mener, at de her mennesker, som sidder og udnytter deres positioner til at fremme sådan nogle forældede og forstokkede værdier i islamismen, skal fyres. Det sagde man meget klart og tydeligt – at de her mennesker skal fyres. Jeg vil gerne vide, hvordan Venstre vil sikre det.

Ordføreren.

Hvis man begår noget ulovligt og er i en myndighedsrolle, mener jeg sådan set ikke at man skal arbejde i kommunen længere. Så skal der være en ledelse, der tager konsekvensen af det og afskediger pågældende. Det er vores tilgang til det.

Men det ændrer jo ikke på, at hvis vi skal nå målet – og jeg håber vi er enige om at nå målet om at hjælpe kvinder, der er udsat for æresrelateret vold, og hjælpe dem til faktisk at turde række ud efter hjælp hos en offentlig myndighed – så er den hurtigste vej da, at vi, her inden Folketinget går på sommerferie, vedtager en beretning, der sådan set forpligter regeringen til at arbejde med det. Så jeg har svært ved at se, at den hurtigste vej er, at beslutningsforslaget fra Danmarksdemokraterne bliver sat til afstemning. Den tilgang forstår jeg sådan set ikke.

Spørgeren.

Det er jo kort og kontant, fordi det kan lande i en beretning, og så kan der gå noget tid, fordi man begynder at lægge op til undersøgelser og alle mulige andre ting.

Vores beslutningsforslag lægger jo op til, at der skal ske noget inden udgangen af 2025. Vi lægger også op til undersøgelser. Det er helt rigtigt. Vi vil gerne hjælpe de mennesker, som står i de her problemer, de piger, som står med de her udfordringer lige nu. Derfor synes jeg også bare, når Venstre har været ude at sige, at de vil have de her mennesker fyret, og vi jo ved, at det ikke sker, at man må spørge, hvad Venstre så vil gøre for at sikre sig, at vi får dem fyret. Det vil jeg bare gerne have svar på, når nu man har været ude med det.

Ordføreren.

På baggrund af den forundersøgelse, der er lavet, og som viser eksempler på, at myndighedspersoner misbruger deres stilling, vil vi sådan set gå videre og lave en undersøgelse af, hvad dybden af det her er, og på baggrund af det vil vi tage de nødvendige konsekvenser. Der er vores, Venstres, tilgang, at hvis man misbruger sin stilling som offentligt ansat, så skal man ikke længere have det job. Så skal man fyres. Det er sådan set vores svar. Men igen vil jeg opfordre til, at vi laver en fælles beretning på det her emne.

Hr. Lars Boje Mathiesen, Borgernes Parti.

Tak. Jeg bed mærke i, at Venstre sagde, at man var villig til at gøre hvad som helst for at komme den her negative sociale kontrol til livs. Det hilser jeg meget velkommen. Betyder det så, at Venstre er villig til at stemme for, at udlændinge, der udøver negativ social kontrol, bliver udvist konsekvent efter første dom?

Ordføreren.

Venstre vil gøre alt, hvad vi kan inden for den gældende lovgivning og de konventioner, som vi har tilsluttet os. Det er nok det korte svar her. Og så griner ordføreren, men det vidste ordføreren jo godt at jeg ville svare. For i Venstre er vi i modsætning til i Borgernes Parti sådan set af den opfattelse, at vi skal overholde gældende lovgivning og overholde konventionerne. Det er vores tilgang.

Spørgeren.

Okay. Så nu falder maskerne selvfølgelig igen. Så Venstre er ikke villig til at gøre hvad som helst, men man vil bare gerne sælge det, som om man er villig til at gøre hvad som helst.

Kan ordføreren ikke bare lige forklare, hvad det er for en konvention, der står i vejen for, at vi kan lave en lovgivning, hvor vi vælger at sige i dansk lov, at du konsekvent bliver udvist, hvis du overtræder det her med negativ social kontrol? Hvilken konvention er det, der gør, at man ikke kan indskrive det i straffeloven på det område her?

Ordføreren.

I forhold til det her beslutningsforslag, der handler om, at vi skal hjælpe kvinder, der bliver udsat for æresrelateret vold, siger vi, at vi skal gøre alt, hvad vi overhovedet kan. Derfor er vi så optaget af at opfordre Danmarksdemokraterne, som fremsætter forslaget, til at lave en beretning, der faktisk gør, at vi arbejder videre. Det mener vi sådan set er den hurtigste vej til overhovedet at kunne hjælpe og beskytte kvinder, der har brug for hjælp fra en offentlig myndighed. Det er sådan set svaret.

Dermed siger vi tak til hr. Hans Andersen fra Venstre og går videre til Socialistisk Folkeparti og hr. Mads Olsen.

Tak for ordet, formand. Og tak til Danmarksdemokraterne for at fremsætte et forslag, der er meget vigtigt, også inden for det her generelt afsindig vigtige emne, som vi også har meget fokus på i SF.

Jeg har nærmest to taler med i dag, en gul og en grøn. For den grønne tale handler egentlig om, at vi i SF støtter indstillingen fra Kommissionen for den glemte kvindekamp, som Danmarksdemokraterne jo tager op i salen i dag. For ganske kort tid siden lykkedes det jo f.eks. endelig for Odenses politi at få taget sig sammen til at sparke en betjent, der efter alt at dømme har været skoleeksemplet på hr. Frederik Vads tredje erkendelse, ud af biksen – desværre alt for sent. Men endelig lykkedes det at tage sig sammen.

I januar sidste år var det tre kvinder, der tilsammen stod for mere end 1.000 opslag, som umiddelbart lignede, at det også kunne være relateret, samtidig med at Nationalt Center mod Æresrelaterede Konflikters forundersøgelse identificerede nogle af de mest graverende sager, jeg kan huske jeg har set på det her område. Vi har direktør for RED safehouse Anita Johnsons ord for, at flere af de kvinder, de arbejder med, oplever den sociale kontrol direkte fra egne sagsbehandlere, og vi ved fra spørgeskemaundersøgelser, at der er kvinder, der sidder med den udfordring derude. Derfor mener SF ligesom kommissionen, at der er behov for en ordning, der muliggør sagsbehandlerskifte i de her helt særlige sager.

Så er der den gule tale. Den er egentlig meget kort. Det handler om, at når man indretter sådan en ordning, kan det hurtigt blive helt enormt vidtrækkende, dyrt og bøvlet, hvis ikke man indretter den helt rigtigt. Alle, der kender bare overfladisk til f.eks. jobcentersystemet, ved, at selv de allerbedste sagsbehandlere, socialrådgivere og sosu-hjælpere i Danmark virkelig, virkelig skal høre meget og blive udsat for en hel del urimeligheder.

Så vi i SF er meget optaget af, at den her ordning, som den er foreslået, også beskytter vores dygtige socialrådgivere og andre, der slæber hver dag for at hjælpe deres borgere mod urimeligheder. Det synes vi sådan set også kommissionens indstilling tager godt forbehold for ved at afgrænse deres forslag til særlige tilfælde. Når jeg nævner det her alligevel, er det jo, fordi Danmarksdemokraternes forslag er lidt mere bredt formuleret i forslagsteksten, om end det uddybes lidt i bemærkningerne. Så jeg vil egentlig bare sikre mig, at vi alle sammen er med på, at forslaget skal indrettes mere fornuftigt end som en generel rettighed til alle til alle tider.

Vi i SF vil også gerne være åbne over for at kigge på en beretningstekst, hvis det er det, forslagsstillerne også kan nikke til, og jeg skulle hilse fra Enhedslisten og sige, at de også godt vil kunne bakke op om at finde hinanden i en beretningstekst. Tak for ordet.

Fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne.

Tak til ordføreren for, som jeg hørte det som udgangspunkt, at bakke op om vores beslutningsforslag. Jeg er også glad for at have deltaget i de her debatter med SF sådan helt generelt, for jeg synes også, at man har behandlet det her med en vis alvor. Der bliver kredset meget om det her udtryk særlige tilfælde, og det er jo nok noget af det, som vi ikke har taget med i forhold til det, der står i Kommissionen for den glemte kvindekamps anbefalinger. Vi har så skrevet »mulighed« i stedet for, hvilket jo også gør, at det her ikke betyder, at alle skal have den her ret uanset hvad.

For ordføreren har fuldstændig ret i, at der f.eks. er socialrådgivere ude i kommunerne, der gør et rigtig godt stykke arbejde, men som også sidder med nogle komplicerede sager, hvor der selvfølgelig nok vil være nogle, der gerne vil have en anden sagsbehandler. Det er ikke dem, det her handler om. Det her handler om de her piger, der er udsat for negativ social kontrol, som skal kunne få en anden sagsbehandler, hvis de ikke føler sig trygge ved den, som de sidder over for. Så det er bare for at præcisere, at det er det, vores beslutningsforslag handler om.

Ordføreren.

Nu har der jo været den her diskussion om, hvordan vi kan gøre det helt rigtigt, og om der skulle have stået »helt særlige tilfælde« eller ej, men som sagt hælder vi ligesom Enhedslisten i SF nok mest til, at vi prøver at lave en beretning, hvis forslagsstillerne også vil være med på det. Det håber jeg vi kan finde hinanden i, for jeg synes, at det her er et vigtigt emne, og jeg har været meget glad for Danmarksdemokraternes beslutningsforslag, ikke kun på det her område, men også på de andre områder med bederummene og tildækningsforbuddet, som vi jo har bakket op om i varierende grad, eller hvad man nu skal kalde det.

Fru Susie Jessen.

Det, jeg så bliver bekymret over, er, at vi allerede nu her i dag kan høre, at man vil lave en afgrænsning, så det kun handler om visse unge piger og kvinder. Der er jeg bare bekymret for de unge piger, som henvender sig til myndighederne for første gang, og som ikke er kommet på krisecenter endnu osv. Det er derfor, jeg ikke mener, at vi kan have det her i en eller anden beretning, hvor det hele bliver udvandet. Jeg synes sådan set, det her skal til afstemning, så vi kan komme i gang så hurtigt som muligt. Det var egentlig bare en kommentar til den del.

Ordføreren.

Jeg bliver også lidt nysgerrig på, hvad regeringen ender med at spille ud med, og om det kun vil handle om de her krisecentre. Hvad så med dem, der ikke har været på krisecenter osv.? Det bliver spændende at følge, men jeg glæder mig i hvert fald til at se, hvad regeringen spiller ud med, når de vel kommer med et samlet udspil om Kommissionen for den glemte kvindekamps anbefalinger. Jeg er også spændt på, om det går videre end de anbefalinger, der har fundet deres vej herind i salen gennem f.eks. Danmarksdemokraternes beslutningsforslag. Der er jo også mange andre rigtig gode og rigtig vigtige anbefalinger, man kan og bør tage hul på, mener jeg. Ellers må vi jo fremsætte det som beslutningsforslag i næste samling.

Hr. Frederik Vad, Socialdemokratiet.

Argumentet for ikke at samarbejde er fra Danmarksdemokraternes side noget med tempo. Jeg vil bare gerne høre SF's ordfører, om han deler den holdning. Hvis man læser Danmarksdemokraternes beslutningsforslag, står der, at regeringen i indeværende år skal fremsætte et lovforslag – i indeværende år. Det vil sige, at det kunne fremsættes i oktober eller november, og så kunne det tredjebehandles i december, og så kunne man lave en lovgivning, der gjaldt fra næste år.

Så er ordføreren ikke enig med mig i, at det sådan set ikke behøver at gå langsommere at lave en beretningstekst, for det er højst sandsynligt kun lovgivningen, hvis det er det, det ender med, som først kan træde i kraft fra næste år. Det er bare lige for at få det der tempoargument uddybet lidt, for jeg synes, det er lidt mærkeligt at bilde Folketingssalen og dem, der måtte se med, ind, at det vil gå væsentlig hurtigere, hvis bare vi stemmer for det her.

Ordføreren.

Det er jo altid en svær diskussion. Og som nyt medlem af Folketinget, der faktisk kun har lavet en beretning før, skal man stadig væk lige lære det hele at kende, også i forhold til de forskellige tempoer, tempi, eller hvad man nu kalder det, der kan være.

Det kommer også an på, hvad Socialdemokratiet og regeringen lægger op til der skal være i den beretningstekst. Hvis det er, det skal træde i kraft den 1. januar 2026, kan der måske godt være noget om snakken, det skal jeg ikke lige helt kunne lægge mig fast på. Men man kan vel også foreslå, det træder i kraft senere hen, i beretningsteksten, hvis man har travlt med at indføre nogle af de andre anbefalinger, som Kommissionen for den glemte kvindekamp kommer med. Men jeg ved ikke helt, hvad Socialdemokratiet tænker om det.

Som nyt folketingsmedlem må jeg også sige, at det er svært for mig at svare sådan helt entydigt på, hvad der vil være den hurtigste løsning. Men jeg forstår jo sådan set også godt signalet i som oppositionsparti, at man egentlig gerne vil have det til afstemning og ligesom høre, hvad regeringen mener. Det er også en væsentlig del af, hvad Folketinget bør beskæftige sig med, tænker jeg.

Hr. Frederik Vad.

Det er rigtigt nok, det er fint at høre, hvad regeringen mener. Det er bare, hvis man gerne vil have, at det her skal træde i kraft meget hurtigt, kunne man jo have skrevet: Folketinget pålægger regeringen at fremsætte et lovforslag inden for 2 måneder. Men der står, at vi skal fremsætte et lovforslag inden udgangen af 2025, og det kan jo tidligst gælde fra den 1. januar 2026, højst sandsynligt den 1. maj 2026 eller noget i den dur, alt efter hvor hurtigt man kan få noget på plads. Jeg ville bare lige konstatere, at det behøver ikke at gå langsommere, bare fordi man prøver at samles om at lave en beretningstekst. Det var sådan set bare min pointe.

Ordføreren.

I SF vil i hvert fald gerne bakke op om, at vi prøver at finde hinanden i en beretningstekst. Fra mit eget synspunkt i mit eget arbejde på nogle andre områder synes jeg egentlig, beretningstekster kan have stor værdi i forhold til at presse regeringen, ikke bare i den konkrete sag på det pågældende tidspunkt, men også i forhold til ligesom at blive ved med at presse og sige: Hey, det er altså nu, vi skal levere, og ikke om længere tid. Så det vil vi egentlig være klar på.

Dermed tak til ordføreren fra Socialistisk Folkeparti. Vi går videre til Liberal Alliance og hr. Steffen Larsen.

Mange tak, hr. formand. Sihaam, Amal og flere andre somatiske pigenavne er jeg stødt på de seneste måneder, siden jeg rakte ud til netop Sihaam. Sihaam blev sendt på genopdragelsesrejse til Somalia ligesom hendes mor før hende havde været, men Sihaam endte med at tage sit liv i sine egne hænder og bryde med den islamiske kulturelle undertrykkelse, som hun ellers havde levet under, og som også havde medført, at hun blev sendt på genopdragelsesrejse.

Det er her, man så er nødt til at se på, hvad det var, der svigtede, for hvordan kan en ung pige, der går i den danske folkeskole, og som ikke engang har udrejsepapirer, ende med at komme til et andet land, hvor hun kan blive underlagt den sociale kontrol, hun kan blive genopdraget til islamiske normer og komme i islamisk skole, hvor der er tæsk, hvor der er koranvers, og hvor det reelt set er en formørket kultur, hun opdrages i? Det kan hun, fordi danske myndigheder enten lukkede øjnene eller hjalp til. Udrejsepapirer fik hun, på trods af at der var bekymringssamtaler og diskussioner om, hvorvidt tingene kørte, som de skulle, og ja, dermed skrev den danske stat de dokumenter, der skulle bruges, for at hun kunne komme på genopdragelsesrejse.

Da hun kom retur fra genopdragelsesrejsen, endte hun med at komme tilbage til en folkeskole, hvor man bare optog hende, som om intet var hændt, man ignorerede de blå mærker, for uha, man skulle jo nødig virke racistisk eller på anden måde problematisk, når man havde med hende og hendes familie at gøre. Jeg kan godt forstå, at der er mange i det miljø, der har svært ved at stole på myndighederne, når myndighederne jo endda kan hjælpe med til den undertrykkelse og negative sociale kontrol.

Alligevel kan man have modet til at bryde fri, og det er Sihaam et godt billede på. Det samme er Amal, som netop også har været i avisen. Det er unge mennesker, som bryder fri.

I rapporten fra Udlændinge- og Integrationsministeriet med 25 eksempler på negativ social kontrol, som er skrevet af gruppen MÆRK eller Nationalt Center mod Æresrelaterede Konflikter – som jeg husker navnet – er der en interviewperson, der fortæller om en ung kvinde, der udsættes for omfattende vold og kontrol af sin familie. Jeg citerer lige her:

»Et nærtstående familiemedlem, som arbejder som myndighedssagsbehandler i familiens kommune, har ifølge kvinden truet hende med følgende: »Jeg holder øje med, hvor du bor. Hvis du skifter adresse, kan jeg slå dig op. Jeg kan slå dig op, hvis du har hemmelig adresse og bor på krisecenter.««

Så bliver det svært at stole på myndighederne.

En anden sagsbehandler i en kommune, er til en samtale med en ung pige i en æresrelateret konflikt og rådgiver pigen til ikke at flytte på krisecenter med begrundelsen: Det gør vi arabere ikke.

Et tredje eksempel er jo så en sundhedsperson, der i forbindelse med en mulig abort angiveligt siger til en borger, at det er haram.

Så er det svært at kontakte myndighederne med de problemer, man har – om de er sociale, om de er fysiske, om de er af alle mulige karakterer: Så bliver det svært, for kan man stole på myndighederne?

De her nævnte og citerede indlæg fra rapporten fra Udlændinge- og Integrationsministeriets eget Nationale Center mod Æresrelaterede Konflikter fortæller jo ganske levende om behovet for, at man kan vælge andre rådgivere, at man kan få et andet valg, at man kan træffe en afgørelse i sit eget liv, hvor man faktisk også kan få lov til at være med til at få en eller anden form for indflydelse på, hvem det er, der skal hjælpe en ud af de her problemer, hvis man går til det offentlige. Det er vigtigt, fordi det offentlige er infiltreret, og det er jo korrekt. Det kan vi konstatere er sket. Og hvis vi kigger til nogle af vores nabolande, kan vi konstatere, at det er sket i meget høj grad. Det er vi selvfølgelig nødt til også at få løst fra bunden af, og vi e rogså nødt til at sørge for, at det ikke kan forekomme. Men i mellemtiden er vi også nødt til at kigge på, hvordan vi så også kan løse det, sådan at folk faktisk tør gå til det offentlige og få den hjælp og støtte, som de har brug for. Derfor er det ret frustrerende at se, at det skal blive til en anden diskussion om en beretning, eller om man skal stemme for eller imod og alle mulige andre ting, for jeg tror, vi alle sammen herinde forhåbentlig vil det samme og vil i samme retning med det her. Men i Liberal Alliance støtter vi Danmarksdemokraternes forslag. Tak.

(Talen er under udarbejdelse)

Tak, formand. Og tak for debatten her sent på aftenen. Jeg er sådan set meget enig i meget af det, der er blevet sagt i dag, om, at det – også når det gælder de eksempler, vi lige hørte fra Liberal Alliance – er meget, meget afgørende, at man, når man kontakter de danske myndigheder, kan være tryg ved, at der er en person på den anden side, som er villig til at hjælpe, uanset hvad et drejer sig om, og uanset baggrund, etnicitet, religion osv.

Noget andet, jeg tænkte på under debatten, er, at der jo også godt kan være sagsbehandlere, som måske finder det grænseoverskridende, at de skal hjælpe en fra deres eget kultur, for der er nok nogle oplysninger, de helst vil være foruden osv. Det slog mig bare, at der også godt kunne være noget den vej, hvor man måske også kunne være lidt bange for det og have en eller anden berøringsangst.

Men jeg er sådan set med på intentionen i det her forslag. Det er også derfor, vi i regeringen relativt hurtigt fandt ud af, at vi skal prøve at se, om vi kan lave en eller anden form for beretning for at prøve at imødekomme det her.

Men der, hvor jeg også godt kan blive en smule nervøs i forhold til sådan et beslutningsforslag, er, om det kan skabe præcedens for, at man lige pludselig også kunne finde på at sige, at man ikke vil have en bestemt tandlæge, eller at man ikke vil have en bestemt sygeplejerske osv. Jeg kunne godt være lidt nervøs for, at man, hvis man åbner op på den her måde, jo lige pludselig åbner relativt meget op i forhold til det offentlige.

Jeg er sådan set meget med på, at hvad angår de eksempler, hr. Steffen Larsen kom med, og også de eksempler, som fru Susie Jessen selv har læst op i dag, så er det noget, vi skal gøre alt, hvad vi kan for at imødegå, forstået på den måde, at det ikke skal eksistere på nogen som helst måde. Altså, vi lever i Danmark, og hvis du har et problem, hvis du skal have noget hjælp fra de offentlige myndigheder, skal du trygt, stille og roligt kunne henvende dig til en myndighed for at få hjælp.

I forbindelse med det har vi jo en beretningstekst, der sådan set er klar, og vi håber jo også, at gode kollegaer fra Danmarksdemokraterne læser ned i beretningen og måske kan finde et eller andet her. Det her er alvorligt, og det er jo også derfor, at Kommissionen for den glemte kvindekamp var ude og bemærke, at der er noget her, vi skal være opmærksomme på. Det tager vi jo også ned i regeringen, og det synes jeg sådan set også ministeren var ret klar omkring. Der er ikke nogen her, der spænder ben for noget som helst. Jeg synes bare, vi skal finde den rette balance.

Jeg skulle hilse fra Alternativet og sige, at de ikke stemmer for forslaget. Tak for ordet.

Så er det fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne.

Tak til hr. Mohammad Rona for talen, og jeg vil da også sige, at jeg, hvis beretningsteksten er klar, gerne vil læse den, men at jeg måske dermed også, hvis jeg ikke er helt så tilfreds med, hvad der står i den, kan nå at få tingene sendt til afstemning.

Jeg vil gerne spørge hr. Mohammad Rona om noget. For da hr. Frederik Vad sidste år kom med sin tale omkring den tredje erkendelse, handlede meget af det jo f.eks. om sagsbehandlere, som ud fra et andet verdenssyn agerer forkert som sagsbehandlere. Hr. Mohammad Rona sagde bl.a. til DR, at han følte sig personligt ramt over hr. Frederik Vads tale, men sagde også, og jeg citerer: Vi er tre forskellige partier, som har forskellige ståsteder og grundholdninger til det her område.

Så jeg vil gerne høre hr. Mohammad Rona, om han også mener, at der i sager med æresrelateret vold og social kontrol skal være en mulighed for at fravælge en sagsbehandler, altså det forslag, som vi her har fremsat. Så er der jo alle mulige formuleringer og andet, men er Moderaterne enige i selve kernen i det her?

Ordføreren.

Jeg husker tydeligt den debat, der var dengang med hr. Frederik Vad og den tredje erkendelse, og jeg vil også bare gøre opmærksom på, at man ikke på noget tidspunkt vil kunne finde et eneste citat fra Moderaterne eller fra mig, hvor jeg har sagt, at det, hr. Frederik Vad sagde, var forkert, at det ikke fandtes, eller at det tror vi ikke på. De har vi ikke sagt på noget som helst tidspunkt.

Det er også rigtigt nok, at jeg personligt har været opmærksom på de ting, som hr. Frederik Vad dengang sagde fra talerstolen, men jeg har ikke på noget tidspunkt sagt, at det ikke fandtes, og når man så ser den rapport, der er fra MÆRK i forhold til den forundersøgelse, hvor der er de der 20-25 forskellige eksempler, så kan man jo også se, at det er noget i det her. Altså, det er der, og det bliver vi simpelt hen nødt til at tage seriøst. Jeg tror jo også, det er fuldstændig rigtigt, at det vigtigste for os alle sammen i dag er – uanset om man så går med en beretning, man går med det her forslag, eller hvad vi så finder ud af, og det er vi sådan set alle sammen ret enige om – at vi skal prøve at se, om vi kan finde en eller anden løsning på det. Vi er klar til at gå skridtet, i forhold til om vi kan gøre noget for pigerne.

Fru Susie Jessen.

Tak. Det er i hvert fald godt at få det konstateret. Det, jeg jo så også bliver bekymret over, er afgrænsningen i det, altså det her med, at man kun vil kigge på særlige områder. Jeg vil høre, om det har været vigtigt for Moderaterne, at der var en form for afgrænsning i det, altså at man så udelukkende kiggede på krisecentre og anbringelsessteder osv. Så kan jeg også forsikre hr. Mohammad Rona om, at det ikke handler om, at man er utilfreds med sin tandlæge.

Ordføreren.

Nej, det er også rigtigt. Jeg er utilfreds med min tandlæge, men det er så en anden sag. Nej, det er jo ikke, fordi vi havde et eller andet krav om, at det skulle være sådan, eller at det skulle være den type afgrænsning. Jeg tror jo netop også bare, at det, som jeg personligt var nervøs for, var, at man så lige pludselig gik ud sagde, at man heller ikke vil have en sosu med tørklæde eller lignende. Altså, det var den flanke, jeg var nervøs for. Vi kunne også være landet i sådan en situation, hvor vi slet ikke gjorde noget som helst. Men den her lille afgrænsning, vi har gjort, synes jeg trods alt er et vigtigt skridt.

Dermed tak til hr. Mohammad Rona. Vi går videre i ordførerrækkefølgen til fru Brigitte Klintskov Jerkel fra Det Konservative Folkeparti.

Mange tak, og tak til Danmarksdemokraterne for at rejse debatten her om at sikre, at personer i sager om æresrelateret vold og social kontrol i det offentlige system kan få en lovgivningsmæssig mulighed for at kunne fravælge en sagsbehandler, hvis man ikke føler sig tryg ved den sagsbehandler, man har fået tildelt.

I Det Konservative Folkeparti mener vi, at det er vigtigt, at man kan være tryg ved den sagsbehandler, som behandler ens sag, da det modsatte kan medføre, at man er mere tilbageholdende med at tale om volden og den sociale kontrol, som man udsættes for. Det vil betyde, at det vil være svært at komme ærerelateret social kontrol til livs.

Så derfor kan Det Konservative Folkeparti godt støtte op om forslaget her fra Danmarksdemokraterne. Tak for ordet.

Tak til Det Konservative Folkeparti. Så går vi videre i ordførerrækken, og det er hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Når en borger – typisk en kvinde – henvender sig til myndighederne, fordi hun er udsat for æresrelateret vold eller social kontrol, så skal hun kunne stole på, at hendes sag bliver behandlet sagligt, fortroligt og loyalt. Men virkeligheden er desværre nogle gange en anden. Det viser de sager, som Nationalt Center mod Æresrelaterede Konflikter for nylig har afdækket: 25 konkrete episoder, hvor offentligt ansatte i politiet, tolke, sagsbehandlere og sundhedspersoner enten har udvist uagtsomhed, pligtforsømmelse eller direkte har gentaget æresnormer i mødet med kvinder i dyb krise. Der er f.eks. en betjent, der siger til en kvinde i livsfare, citat: Du er en arabisk muslimsk kvinde, du må ikke have en kæreste, citat slut. Og der er en sagsbehandler, der fraråder et krisecenter med ordene, citat: Det gør vi arabere ikke. Citat slut.

Det er ikke hypotetiske skræmmebilleder. Det er dokumenterede udsagn, og det er ikke nok at sige, at der også er danskere, der begår fejl. Nej, for sagen her handler ikke om fejl, men den handler om en kultur, der slet ikke hører hjemme i Danmark, om æresbegreber, religiøs underkastelse og klanloyalitet, som undergraver myndighedernes neutralitet indefra.

Dansk Folkeparti støtter derfor beslutningsforslaget. For vi ønsker et Danmark, hvor kvinder uanset baggrund trygt kan gå til myndighederne og vide, at den sagsbehandler, de møder, først og fremmest er loyal mod dansk lov, ikke mod familien, ikke mod klanen, ikke mod imamens syn på køn og ære. Tak for ordet.

Tak til Dansk Folkeparti. Så går vi videre i ordførerrækkefølgen, og jeg kan ikke se Radikale Venstres ordfører i salen. Er det korrekt? Det er korrekt, og vi går så videre til hr. Lars Boje Mathiesen, Borgernes Parti. Værsgo.

Tak. Med en islamisk indvandring kommer der islamiske skikke, kultur og værdier, med en øget islam i Danmark kommer der øgede islamiske værdier og kodekser. Det burde være en naturlighed, at Folketinget har forstået det universelle faktum, men når man hører debatterne, lyder det, som om det kommer som en overraskelse, at det foregår i det offentlige rum, og at der er mennesker, der bliver ansat i det offentlige, som tager deres værdier, deres skikke, deres ideologi og deres lovreligion med i deres arbejde.

Socialdemokratiet er nu kommet til den tredje erkendelse, altså at det foregår. Ja, det kunne vi godt have fortalt jer, og vi er nogle partier, som har gjort opmærksom på, at det foregår. Men resultatet, hvis man bliver ved med at acceptere, at andelen af mennesker, som køber ind på de islamiske værdier i Danmark stiger, er, at andelen af mennesker, som bærer de værdier med ind i deres positioner, så også vil stige, og at problemet vil blive øget. Jeg er med på at lave løsninger, som kan adressere nogle af de her elementer, men det er og bliver symptombehandling.

Jeg synes, det er fornuftigt, at vi sikrer, at piger og kvinder, som vil bryde ud af de her islamiske spilleregler, får støtte, og at de selvfølgelig skal have en mulighed for at kunne få en sagsbehandler, som ikke deler de islamiske værdier, og derfor støtter vi i Borgernes Parti selvfølgelig også det her beslutningsforslag. Men jeg vil godt ringe med alarmklokkerne og sige, at hvis Folketinget ikke kommer op i et helt andet gear, og hvis Folketinget stadig væk accepterer, at andelen af folk, der køber ind på de her islamiske værdier, også næste år stiger, så bliver problemerne blot forøget, og når vi kigger 5 år ud i tiden og andelen af folk, der køber ind på islam, er blevet det større, så er problemerne også blevet det større.

Forestillingen om, at vi med vores nordiske værdier på en eller anden måde kan overbevise dem om, at de tager fejl, er naiv, glem det, det kommer ikke til at ske. Det kommer aldrig til at ske, og derfor er løsningen, at andelen af folk, som køber ind på islam i Danmark skal ned, og hvis der er mennesker, som f.eks. i forbindelse med deres arbejde som sagsbehandlere sætter deres islamiske værdier, kultur og æreskodeks over det, skal de fyres, og de skal straffes. Tak.

Tak til Borgernes Parti. Der er ingen korte bemærkninger. Den sidste ordførertale fra talerstolen i dag er fra ordføreren for forslagsstillerne, fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Ministeren indledte den her førstebehandling med at indikere, at jeg har fremsat det her beslutningsforslag sådan lidt for at genere regeringen. Det synes jeg ærlig talt er under lavmålet. Jeg var 16 år gammel i 2002. Jeg boede i Vordingborg; jeg gik til fester; jeg arbejdede ved købmanden; jeg passede mit gymnasie og havde fundet min første rigtige ungdomskæreste; vi kørte rundt i hans blå Mazda 323 og besøgte venner. Det var en teenagetid som de fleste andre unges, vil jeg mene. Der var dog én historie i 2002, som jeg virkelig husker som definerende for mit syn på, hvad der er vigtigt at kæmpe for, når man taler ligestilling i Danmark. Det var historien om Sonay Mohammad.

Sonay kendte jeg ikke, selv om vi boede under 10 km fra hinanden. Der var kun et par år imellem os; hun var 14 år, og jeg var 16 år dér i starten af 2002. En kold vinterdag i februar blev hun fundet død i vandet i Præstø Havn. Hendes hoved havde læsioner, og teknikerne vurderede, at hun havde været i live, men sandsynligvis bevidstløs, da hun blev smidt i vandet af sin drabsmand – hendes egen far. Hun blev slået ihjel, fordi hun levede for dansk. Faren havde været voldelig mod hende i årevis af samme grund. Han havde bl.a. forsøgt at kvæle hende med en ledning, så hun havde været bevidstløs i 7 timer. Det endte med, at hendes liv sluttede i vandet en kold vinterdag i Præstø.

Hendes historie er én ud af mange, men nok den primære grund til, at jeg selv fra en tidlig alder fandt ud af, at det her område er så enormt vigtigt, for den historie satte sig i mig – måske fordi vi boede så tæt på hinanden og havde nogenlunde samme alder. Derfor er et af de store mål for mig her i Folketinget at være med til at rykke på det her område, så vi får sikret de her piger bedre. Det er vores ansvar som samfund at hjælpe pigerne ud af de her helt forkvaklede og ødelæggende fængsler, som mange muslimske piger befinder sig i.

Vi har i Danmarksdemokraterne løbende haft beslutningsforslag her i salen, der skulle medvirke til et opgør med negativ social kontrol. Vi har også lavet et helt udspil på området. Det fylder en del hos os. Omfanget af det her er stigende, og jeg synes også, at historierne kommer igen og igen med unge kvinder med muslimsk baggrund, der stiller sig frem og fortæller om det liv, de har haft i de her fængsler af æresbegreber, vold og overvågning, og om, hvordan det danske samfund i en blanding af ekstrem berøringsangst og manglende viden ikke greb dem, da de havde allermest brug for det. For nogle ender det desværre, som det gjorde for 14-årige Sonay, der blev smidt i havnen i Præstø, eller som det gjorde for den 27-årige syrisk-kurdiske Huda Ali Ahmad fra Fyn, der blev lokket med til Syrien og blev stenet ihjel af sin mand, fordi hun bare gerne ville skilles, eller som det gjorde for den dansk-pakistanske Ghazala Khan, der blev dræbt foran Slagelse Banegård af sin egen bror, fordi hun havde valgt en mand med hjertet.

Det kan ende med drab, men ofte starter det jo med et råb om hjælp hos vores myndigheder. Det skal være en sikker havn for dem. Det er bare så afskyeligt, når vi hører om myndighedspersoner, der ikke har et udgangspunkt om at hjælpe de her kvinder, men som derimod har et udgangspunkt om, at de skal have indprentet islamisme, ærbarhed og undertrykkelse.

Problemet strækker sig jo langt ud over sagsbehandlerne. Vi ved, at udfordringerne også ligger hos politiet og hos læger, sådan som det kommer til udtryk i eksemplet, vi har læst i MÆRK's rapport, om en læge, der lavede et mødomstjek på en ung pige og sendte hende hjem til familien med besked om, at hun ikke var jomfru. Den situation er vi jo nogle der ved potentielt kunne have været livsfarlig for den her unge pige, når man også ved, hvor højt sådan noget som renhed og ære vægtes i nogle muslimske kredse. For de her kvinder kan det tit blive et spørgsmål om liv eller død, om overlevelse. Derfor skal det simpelt hen være nærmest umuligt, at de mødes af den samme islamisme og det samme had, når de kontakter myndighederne.

I Danmarksdemokraterne har vi med stor interesse læst Kommissionen for den glemte kvindekamps anbefalinger. Vi har arbejdet med dem, og vi har allerede nu haft en del forslag i salen, der netop er udsprunget af deres anbefalinger, hvilket jeg også nævnte i min indledning. Der vil jeg bare sige, at jeg i min kerne bliver rasende over, hvordan Socialdemokratiet håndterer det her, altså at det sådan handler om ord, og at man derfor ikke kan bakke op, når man egentlig har sagt, at man vil gøre det op. Jeg synes, det er fint, at man siger noget i medierne – det skal man da gøre – men så skal man også følge det til dørs bagefter. Hvis man virkelig er imod bederum på uddannelser og siger i medierne, at man vil lukke bederummene, så skal man da gøre det. Og hvis man ikke går ind for burka og niqab på landets uddannelser og man står og siger det nede i Folketingssalen, skal man da se at få det stoppet. Og hvis man bruger en hel ordførertale på at tale om den tredje erkendelse, om, hvordan nogle mennesker udnytter deres position i samfundet til at udbrede de her forstokkede værdier, hvis man virkelig i sin kerne mener, at det er helt forkert, hvorfor er der så gået over et år siden den tale, uden at der er sket noget endnu?

Lad os nu få grebet chancen og få sikret, at vi kan få det her standset. Jeg er bange for, at det her ender i undersøgelser, i beretningstekster og i hensigtserklæringer, og at vi så stadig kommer til at se, at de her piger møder det, som de flygter fra, når de henvender sig til de danske myndigheder. Jeg synes, det er skuffende og frustrerende. Men jeg vil også sige tak for debatten i dag og tak til de partier, der har bakket op om forslaget. Tak for ordet.

Hr. Frederik Vad, Socialdemokratiet.

Ordføreren bruger det meste af sin indledning på at tale om mig, og hun får for alvor her til sidst ild i øjnene, når hun taler om, hvor vred hun er på Socialdemokratiet. Jeg vil bare sige til ordføreren: Når det gælder ordførerens beslutningsforslag om et maskeringsforbud, var meldingen fra regeringspartierne klar: Det kommer vi til at levere på. Og når det gælder det at lave løsninger, der gør, at de kvinder, der er bange for, at mødet med den offentlige sektor skal resultere i, at de bliver stukket til deres familie, vil vi også gerne gøre noget ved det. Og vi har inviteret Danmarksdemokraterne ind i en diskussion af, hvordan vi i fællesskab kan finde en metode, som retssikkerhedsmæssigt er forsvarlig, og som samtidig løser det her problem for kvinderne. Jeg forstår simpelt hen ikke, hvorfor ordføreren bliver så vred og er så provokeret af, at vi ikke står hernede og afviser det blankt, men faktisk siger, at vi gerne vil løse det her sammen med Danmarksdemokraterne, fordi vi selv er optaget af det her.

Ordføreren.

Det tog halvandet år, før regeringen overhovedet gik i gang med at gennedsætte Kommissionen for den glemte kvindekamp. Det tog flere spørgsmål i salen. Det tog så lang tid, at jeg skulle lave et beslutningsforslag om at få gennedsat Kommissionen for den glemte kvindekamp, inden man overhovedet gjorde det i regeringen. Det er over et år siden, at hr. Frederik Vad holdt sin tale om den tredje erkendelse. Der er ikke kommet nogen løsninger på det her endnu. Hr. Frederik Vad siger, at vores beslutningsforslag handler om inden udgangen af 2025. Ja, for vi giver tid til, at regeringen jo så kan få lavet noget med udgangspunkt i vores beslutningsforslag. Da vi stod og lavede et beslutningsforslag om tildækningsforbuddet, var det det omvendte argument, jeg hørte: at der ikke var tid nok, og at man derfor ville lave en beretning.

Så det, jeg oplever, er, at når man står hernede i Folketingssalen og man tager udgangspunkt i kommissionens egne anbefalinger og vi kommer med forslag til, at nu skal vi få de her ting standset, så stemmer Socialdemokratiet nej. Og en beretning kan godt ende med alt for lange udsigter, og jeg er bange for, at man bare skyder det her til efter et valg.

Hr. Frederik Vad.

Det bliver ikke skudt til efter et valg, hverken maskeringsforbuddet eller det her. Det bliver ikke skudt til efter et valg. Og jeg vil bare sige til ordføreren: Der er sket noget siden talen om den tredje erkendelse. Vi har stoppet shariasvømning i kommunale svømmehaller. Det skal afvikles i løbet af det her år i de 11 kommuner, hvor det foregår. Vi har strammet udvisningsreglerne. Vi har strammet reglerne for straksudvisning. Vi har strammet reglerne for, hvornår man kan miste sit asylophold, hvis man opholder sig i udlandet. Der er en strafreform på vej. Vi har sat penge af til at undersøge omfanget af problemet ved den tredje erkendelse. Det er forkert, når ordføreren siger, der ikke sker noget som helst på det her område.

Ordføreren.

Kommunerne siger selv, at shariasvømning kommer til at fortsætte i samme form som nu. Det er der flere kommuner, der har sagt. Jeg mener, at det, som Socialdemokratiet har lavet med shariasvømningen, er ren pseudopolitik. Det, der bare sker her, er, at man pakker det her ind i undersøgelser. Hele regeringens social kontrol-udspil handlede om undersøgelser, om alle mulige udvalg, der skulle nedsættes, og det ene og det andet og det tredje. Man pakker det her ind i, at det kun skal være langt ude i fremtiden, at der sker noget som helst, og jeg synes ærlig talt ikke, man kan være det bekendt.

Hr. Lars Boje Mathiesen, Borgernes Parti.

Tak. Jeg er enig i, at det er en lang række symbolpolitiske tiltag, der er kommet fra regeringen – lidt ligesom det skete, da fru Inger Støjberg lavede 144 stramninger og fejrede med kage, selv om det alligevel ikke løste problemet på udlændingeområdet. Så der har de to partiformænd vist ikke noget at lade hinanden høre.

Jeg er lidt i tvivl om, hvor dybt den her forståelse af islam stikker hos Danmarksdemokraterne. Erkender Danmarksdemokraterne, at der kun er to muligheder: Enten får vi mere islam i Danmark, eller også tager vi politisk ansvar for, at der kommer mindre islam i Danmark. Det betyder, at færre mennesker køber ind på de islamiske værdier. Er der den erkendelse hos Danmarksdemokraterne, at det er nødvendigt at lave den ændring?

Ordføreren.

Jeg tror, at de fleste mennesker, som kender min formand, slet ikke er i tvivl om, hvor vigtig udlændingepolitikken er for min formand fru Inger Støjberg. Hun har som udlændinge- og integrationsminister i sin tid sørget for læssevis af stramninger, det er der slet ikke nogen tvivl om. Jeg er fuldstændig overbevist om og ved i øvrigt, hvor farlig islamismen er for Danmark. Det er også derfor, at vi jævnligt fremsætter beslutningsforslag hernede om netop det. Så vi gør et stort arbejde, og det håber jeg da også, at hr. Lars Boje Mathiesen vil bakke op om i det blå fællesskab, for jeg tror faktisk, at vi kan komme rigtig langt med en stram udlændingepolitik på den borgerlige fløj.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Man kan tage Inger ud af Venstre – spørgsmålet er, om man kan tage Venstre ud af Inger. Det, jeg godt kunne tænke mig at komme lidt tættere på, er, at Danmarksdemokraterne jo ikke har stemt imod statsborgerskaber til folk, som køber ind på islam. Man vil jo ikke stemme imod det; man stemmer ikke imod at give borgere statsborgerskab til de mennesker. Det vil sige, at Danmarksdemokraternes handlinger hernede i Folketingssalen skaber jo mere islam i Danmark. Jo flere mennesker med islamiske værdier, vi tillader at være i Danmark, jo mere infiltrerer de det offentlige rum og de offentlige institutioner. Er det ikke korrekt?

Ordføreren.

Nu handler det her beslutningsforslag ikke om statsborgerskaber, men jeg kan oplyse hr. Lars Boje Mathiesen om, at vi jo har stemt gult de sidste par gange, fordi der er nogle åbenlyse udfordringer med mange af de folk, der har været på listen. Når det så er sagt, er der jo også nogle på listen, der er f.eks. er englændere eller amerikanere, som jeg egentlig synes har en god plads i det her danske samfund. Der kan jeg ikke se, at man skal tage dem alle sammen under et og så stemme imod – det synes jeg ikke om. Det er derfor, vi stemmer gult, og det synes jeg egentlig er en fornuftig tilgang til det.

Dermed tak til fru Susie Jessen fra Danmarksdemokraterne. Så er det hr. Frederik Vad i anden runde.

Det er bare, fordi der blev sagt noget direkte usandt her oppe fra Folketingets talerstol omkring den pakke mod negativ social kontrol, som regeringen fik på plads i januar i år. Derfor vil jeg bare for folkeoplysningens skyld læse nogle af de initiativer op, der er i den pakke.

Ordføreren for Danmarksdemokraterne, fru Susie Jessen, fik sagt, at det hele bare var undersøgelser og arbejdsgrupper osv. Nu vil jeg bare læse op, hvad det egentlig er, der er på vej: Forbud mod fætter-kusine-ægteskaber; styrkelse af sikkerhedskonsulentordningen; styrkelse af civilsamfundets rolle i at hjælpe ofre for negativ social kontrol og æresrelaterede konflikter; etablering af krisecenterpladser for familier med børn, som flygter fra æresrelaterede konflikter; etablering af efterværn, meget vigtigt, efter ophold på krisecenter, altså hvis man er over en vis alder; rådgivning af kvinder for at imødegå afgivelse af forældremyndighed som følge af negativ social kontrol; rettighedsvejledere på ungdomsuddannelser; skræddersyet rådgivning om negativ social kontrol i grundskolen og på ungdomsuddannelser; samtaler med elever som værktøj i det risikobaserede tilsyn og enkeltsagstilsyn på frie grundskoler.

Så nej, regeringens politik om social kontrol er ikke undersøgelser. Der er nogle ting, der bliver undersøgt, men vi har fremlagt helt konkrete forslag, når det gælder forbud mod fætter-kusine-ægteskaber, når det gælder om at styrke kvindekrisecentrenes arbejde, og når det gælder om at beskytte nogle af de her mennesker, der har det rigtig, rigtig svært. Det vil jeg bare lige oplyse til Folketinget og de få, der måtte se med her så sent på aftenen. Tak for ordet.

Fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Det er rigtigt, at der var et forbud mod fætter-kusine-ægteskaber, men når jeg kigger ned over listen: Nedsættelse af en tværministeriel arbejdsgruppe på ægteskabsområdet; mere viden om politisk islam; undersøgelse af mæglingsråd; undersøgelse og målrettet indsats mod negativ social kontrol; analyse af tavshedskultur; undersøgelse af muligheder for at skærpe regler om certificerede tilsynsførende i grundskolen.

Meget af det her er analyser og arbejdsgrupper og det ene og det andet og det tredje; derfor tog jeg det her op. Jeg synes, det er en tynd omgang, fordi man skyder det her ud i fremtiden og venter på nogle afdækninger, som jeg mener der allerede er lavet. Der er jo lavet afdækninger i Frankrig. Hr. Frederik Vad har selv talt om rapporter fra Sverige. Vi har jo allerede rigtig, rigtig meget at stå på, og det er derfor, at jeg kritiserer, at meget af det her handler om at putte det hen i en kasse, der bare hedder undersøgelser og analyser, og så slipper man egentlig for at gøre noget ved det lige nu.

Hr. Frederik Vad.

Ja, noget af det er undersøgelse og analyse. Altså, Susie Jessen stod heroppe på talerstolen og sagde, at det hele var undersøgelser og analyser, og nu siger fru Susie Jessen, at det er meget af det, der er undersøgelser og analyser. Når jeg reagerer, fordi ordføreren står heroppe og påstår, at regeringens politik om social kontrol er rent undersøgelse og analyse. Derfor siger jeg bare: I forhold til fætter-kusine-ægteskaber, i forhold til krisecentre, i forhold til efterværn, i forhold til rådgivning, i forhold til sikkerhedskonsulentordningen, som er en af de bedste ordninger i arbejdet med at komme af negativ social kontrol til livs, er der helt konkret politik.

Det er derfor, jeg må reagere. Det kan ikke nytte noget, at Danmarksdemokraterne bliver ved med at lægge til i deres kritik af Socialdemokratiets politik, og når man så ligesom forholder ordføreren, at det er forkert, hvad der bliver sagt, så trækker man lidt fra og siger: Jamen det var heller ikke det, jeg sagde. Det var det, der blev sagt, og det var derfor, jeg reagerede.

Fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne.

Jeg har stået hernede i salen i det her forår og hørt på, at man ikke vil lave et forbud mod bederum f.eks., fordi man har brug for yderligere undersøgelser. Det er fuldstændig langt ude, når det er, at hr. Frederik Vad selv har stået og sagt, at vi kan lukke de bederum i morgen, hvis det er det, der skal til. Og så står man hernede i Folketingssalen og siger, at man lige har behov for noget yderligere afdækning, og at man ikke lige har helt på plads, hvor stort omfanget er, endnu. Et bederum er da et bederum for meget, og derfor synes jeg, at når regeringen laver et udspil mod negativ social kontrol, hvor langt det meste af det handler om analyser, så er det simpelt hen ikke ambitiøst nok, hr. Frederik Vad.

Hr. Frederik Vad.

Det er forkert, at langt det meste af det handler om analyser. Nu er det så noget omkring bederum, som ikke har noget med det udspil at gøre.

Apropos beslutningsforslag: I ordførerens beslutningsforslag i forhold til bederum stod der, at al religion skulle ud af universiteterne, som jeg forstod det – al religion. Det handlede om, at religion ikke skulle spille nogen rolle. Det viser jo bare, hvorfor man ikke altid kan tage det, som oppositionspolitikere har skrevet på et papir og så sige, at det skal være udgangspunktet for at lave lovgivning.

Jeg forstår ikke, hvorfor ordføreren ikke tager imod den fremstrakte hånd. Hun har fremsat tre beslutningsforslag med udgangspunkt i kommissionens rapport. Vi prøver at imødekomme Danmarksdemokraterne på to af dem – tag dog imod den fremstrakte hånd.

Hr. Lars Boje Mathiesen, Borgernes Parti.

Tak. Danmarksdemokraterne havde mere end svært ved at komme til den erkendelse, at når der er flere mennesker i Danmark, som køber ind på islamiske værdier, bliver der også mere islam i Danmark, og der bliver også en større infiltrering af islam i offentlige institutioner og på offentlige arbejdspladser. Jeg kunne godt tænke mig at vide, om Socialdemokratiet har den samme erkendelse som Danmarksdemokraterne. Er det gået op for Socialdemokratiet, at jo større andelen af folk, der køber ind på islam i Danmark, er, jo større bliver de her problemer også?

Ordføreren.

Jo flere der kommer hertil med det, jeg vil kalde forstenet arabisk islamisk kultur, jo større problemer får vi i Danmark, for jo mere vil den her arabiske islamiske kultur fylde, og jo mere vil det også komme til udtryk i dele af den offentlige sektor. Det er jeg helt enig med ordføreren i.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Godt forsøgt, hr. Frederik Vad. Men det er jo ikke et spørgsmål om dem, der kommer hertil – jeg forstod godt den lille retoriske vending – men dem, der er her. Det er jo det, der er problemet. Før vi har løst det, så andelen af dem, der er her, bliver mindre, har vi ikke løst problemerne. Er Socialdemokratiet enig i, at vi bliver nødt til at have andelen af folk, som køber ind på islam, ned i Danmark?

Ordføreren.

Det var ikke for at lave en retorisk finte. Jo flere der er her med det, jeg vil kalde en arabisk islamisk kultur, jo værre – for det handler ikke bare om islam, der er forskellige muslimske lande. Bosniere og persere er nogle helt andre historier end somaliere osv., sådan generelt set. Men jo mere arabisk islamisk kultur der er i Danmark, jo værre bliver mange ting. Det er der ingen tvivl om.

Dermed tak til hr. Frederik Vad, og dermed også tak for anden runde.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Udlændinge- og Integrationsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.