Det næste punkt på dagsordenen er:

15) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 151:

Forslag til folketingsbeslutning om tilbageholdelse af udviklingsbistand til lande, der nægter at tage imod egne statsborgere.

Af Mikkel Bjørn (DF) m.fl.

(Fremsættelse 28.02.2025).

Jeg giver nu ordet til ordfører for forslagsstillerne hr. Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti for at give en begrundelse for forslaget.

Tak for det. Danmark sender hvert år 22 mia. kr. i udviklingsbistand til lande, hvoraf en del nægter at tage imod deres egne kriminelle statsborgere. Vi taler om lande, der med den ene hånd tager imod millioner af skattekroner fra danske skatteydere og med den anden hånd nægter at tage imod voldsmænd, voldtægtsforbrydere og bandemedlemmer, som Danmark gerne vil sende hjem. Imens går de mennesker frit rundt i Danmark. Det er grotesk. Hvis man vil have hjælp, må man også tage ansvar, for ellers må kassen lukkes. Det burde være selvfølgeligt.

Derfor foreslår Dansk Folkeparti, at vi 1) straks stopper bistanden til de lande, der nægter at hjemtage deres egne kriminelle borgere, og 2) at hjemtagelse bliver et ufravigeligt krav i fremtidige bistandsaftaler. Det er sund fornuft, det er retfærdigt, og det er på tide. Danske skatteydere skal ikke finansiere regimer, der modarbejder os, mens vi sparer på sygeplejersker, sosu'er og tryghed herhjemme i Danmark. Så jeg vil opfordre partierne til at bakke op om forslaget og vise danskerne, at vi selvfølgelig sætter hensynet til deres behov før diktaturstater og andre obskure mellemøstlige styrer osv., som nægter at tage imod deres egne kriminelle borgere. Tak.

Vi siger foreløbig tak til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti. Forhandlingen er nu åben, og den første, jeg byder velkommen til, er udenrigsministeren.

Tak for det. Lad mig lige starte med konklusionen først: Regeringen opfordrer til, at forslaget afvises. Når det er sagt, vil jeg dog gerne sige, at jeg ikke er uenig i forslagsstillernes grundlæggende pointe. Det er selvfølgelig ikke rimeligt, hvis Danmark og danske skatteborgere udbetaler økonomisk støtte til udviklingslande, der samtidig nægter at tilbagetage egne borgere. Derfor er det også regeringens politik, at Danmark i udgangspunktet ikke giver langsigtet udviklingsbistand til stater, der nægter at tage imod egne statsborgere. Det princip står i vores nuværende udviklingspolitiske strategi »Fælles om Verden«, som i øvrigt er baseret på en bred politisk aftale indgået her blandt folketingsmedlemmer tilbage i 2021, og som er en strategi, der løber indtil udgangen af juni i år, og som aktuelt jo er under revurdering.

Regeringens politik hviler således på det, der også er forslagsstillernes grundlæggende pointe, nemlig at der skal være sammenhæng i tingene, og at de lande, vi med skatteborgernes penge hjælper, også som udgangspunkt skal leve op til pligten til at tage egne statsborgere tilbage. Når vi støtter, skal vi også kunne forvente en velvillighed til samarbejde om fælles problemstillinger. Derfor vil jeg også gerne gentage det svar, som jeg selv og udlændinge- og integrationsministeren flere gange har givet til forskellige udvalg i Folketinget: Der er ikke tredjelande, der modtager langsigtet udviklingsbistand fra Danmark, som ikke i et vist omfang samarbejder om tilbagetagelse af egne statsborgere.

Samtidig er der sideløbende hensyn at tilgodese, når Danmark arbejder med sine udenrigspolitiske værktøjer, og når vi vægter, hvordan udviklingsbistanden skal udmøntes og ikke udmøntes. Vi lever, og det tror jeg vi alle sammen har fået syn for sagen på her den seneste tid, i en turbulent tid, hvor vi oplever voldsomme ændringer på den udenrigspolitiske scene. De seneste uger er jo et eklatant eksempel på det. Citatet om, at der er årtier, hvor der ikke er sket noget, og uger, hvor der er sket lige så meget som i årtier, er et af de citater, der med stor forståelighed bliver brugt flittigt i disse dage. I en sådan kontekst er der behov for, at Danmark bevarer og udbygger relationerne til andre lande, også til lande i Afrika og Mellemøsten, hvortil vi giver udviklingsbistand og der samtidig er personer, vi ønsker at hjemsende.

Dermed er det ikke sagt, at ikke stiller krav, for det skal vi gøre, og det gør vi, og som jeg sagde i min indledning, har vi et fortsat fokus på staters pligt til at tage egne borgere, og netop samarbejdet om tilbagetagelse af egne statsborgere udgør et af flere principper for den samlede danske udviklingsbistand. Men vi skal jo samtidig handle under hensyntagen til, at vores forhold og relationer til andre lande er vores vigtigste valuta i en tiltagende usikker tid, og det er bl.a. de betragtninger, der ligger bag regeringens nye Afrikastrategi.

Hvad angår forslaget om at indsætte et, må jeg forstå, ufravigeligt krav om tilbagetagelse af egne statsborgere i alle udviklingsaftaler med lande, der modtager udviklingsbistand, er vi underlagt nogle rammer for, hvordan man udmønter bistand. Et krav om tilbagetagelse af egne statsborgere i udviklingsaftaler med lande, der modtager udviklingsbistand, vil stride mod grundlæggende retningslinjer fra OECD om opgørelse af udviklingsbistand og kan derfor ikke indgå i udviklingsaftaler. Det betyder ikke, at vi ikke har mulighed for bruge deres bistand som løftestang i politiske dialoger med vores partnerlande om migration og hjemsendelse. Det er anerkendt i OECD's retningslinjer, at udviklingsprogrammer kan understøtte bredere migrationssamarbejde med modtagende lande og herigennem også bidrage til mere samarbejdsvillighed på tilbagetagelsesområdet.

Det er i den forbindelse også vigtigt for mig at understrege, at vi har andre værktøjer i værktøjskassen end udviklingsbistanden – værktøjer, der har vist sig virkningsfulde – og hvor vores fokus på stærke og brede partnerskaber med lande i og uden for EU kommer os til gode. Det er således min forståelse, at Danmark, når vi sammenligner os med andre europæiske lande, har opnået ganske gode resultater, når det kommer til hjemsendelse af personer uden lovligt ophold. Danmark havde med udgangen af februar ca. 1.035 verserende udsendelsessager i alt, hvoraf 860 omhandler statsborgere fra lande uden for EU, og ud af dem er ca. 320 afviste asylansøgere.

Og selv om Tyskland selvfølgelig er et noget større land og man derfor ikke bare kan sammenligne uden videre, synes jeg dog alligevel, at tallene kan give en slags mening i konteksten: Cirka 220.000 udrejsepligtige personer er der i Tyskland, heraf cirka 125.000 afviste asylansøgere. Vi har altså 1.035 verserende sager, 860 omhandlende statsborgere uden for EU og 320 afviste asylansøgere. De tal taler deres eget tydelige sprog. Vi har relativt set meget få personer i Danmark uden lovligt ophold, som skal hjemsendes, og det er samtidig mit indtryk, at de relevante myndigheder arbejder hårdt og godt på sammen at bringe det tal endnu længere ned.

Lad mig så afslutningsvis gentage, at vi selvfølgelig fortsat skal have fokus på staters pligt til at tage imod egne borgere, og vi skal fortsat arbejde for, at personer uden lovligt ophold ikke kan forblive i Danmark. Det arbejde tager regeringen på sig, og derfor deler vi sådan set også pointen om, at vi har et ansvar over for danske skatteborgere, når vi bruger deres penge som udviklingsbistand. Det er derfor også regeringens klare ambition at fastholde princippet om, at Danmark i udgangspunktet ikke giver langsigtet udviklingsbistand til stater, der nægter at tage imod egne statsborgere, i den kommende udviklingspolitiske strategi. På baggrund af alt, hvad jeg har fremført, kan jeg altså vende tilbage til det, jeg egentlig startede med at konkludere, nemlig at regeringen ikke kan støtte beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er foreløbig tre korte bemærkninger, og først er det hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Udenrigsministeren siger, at det ikke vil være i overensstemmelse med de krav, som OECD stiller, hvis vi i Danmark beslutter ikke at sende ulandsbistand til lande, der ikke vil tage imod deres egne kriminelle. Men hvorfor skal OECD bestemme, hvad vi som folkets repræsentanter vælger at bruge skatteborgernes penge på, når vi stiller rimelige krav om, at vi ikke kaster millioner danske kroner, eksempelvis 660 mio. kr. til Syrien, og jeg tror, det var 75 mio. kr. til Gaza for nylig, efter lande, som ikke vil tage imod deres egne kriminelle borgere? Hvorfor er det ikke Folketinget, der som folkets repræsentanter skal træffe beslutninger om brug af danske skatteborgeres penge?

Udenrigsministeren.

Jamen det gør OECD da heller ikke, så det kan man da bare vælge at se stort på. Altså, man kan da vælge at se stort på det meste, men jeg ved ikke, om det er klogt. Hvis man vil opgøre sin udviklingsbistand som udviklingsbistand efter OECD's regelsæt, altså ved at DAC'e det, så er man jo nødt til at følge de retningslinjer, efter hvilke der udbetales udviklingsbistand, og der er der ikke mulighed for at lave sådan et skarpt noget for noget-princip og skrive det ind i udviklingspolitiske aftaler.

Men selvfølgelig kan man se stort på det, det kan man da godt. Så ville man jo så ikke kunne bruge det forhold, at Danmark som et af kun fem lande i hele verden lever op til FN's målsætning om udviklingsbistand og i øvrigt har gjort det i 40 år i træk, som et argument, når man i øvrigt rejser rundt i verden eller indgår i andre dialoger, der handler om, hvordan vi skal opretholde et regelbaseret internationalt system og sørge for en klode, der udvikler sig i en eller anden retning af stabilitet. Altså, man kan jo gøre, hvad man vil, men det kommer regeringen så ikke til at gøre.

Hr. Mikkel Bjørn.

Udenrigsministeren bruger et ord som stabilitet, men stabilitet er jo også, at vi i Europa og i Danmark i særdeleshed har retten til selv at have kontrol over, hvem der kan opholde sig i Danmark, og at man, hvis folk begår kriminalitet, så kan sende dem hjem. Det kan jo være svært, hvis der er lande, der nægter at tage imod deres egne borgere og vi så 2 sekunder efter sender adskillige hundrede millioner til selv samme lande. Hver gang Danmark sender x antal millioner til et eller andet styre i den tredje verden, er det jo penge, som kunne være gået ældre, velfærd, handicappede, hospitaler, skoler osv. herhjemme. Er det ikke den ansvarlige prioritering at prioritere danskerne først, særlig når vi har at gøre med lande, der ikke vil tage imod deres egne kriminelle statsborgere?

Udenrigsministeren.

Men det er jo præcis også derfor, at det fremgår af den udviklingspolitiske strategi, at vi tænker de aspekter ind, og nu gentager jeg bare mig selv: Vi yder ikke langsigtet udviklingsbistand til nogen lande, der ikke i et eller andet omfang samarbejder med Danmark om hjemtagelse af egne statsborgere.

Hr. Peter Skaarup, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak til udenrigsministeren for egentlig at gøre det klart i forhold til den her logik, som også er forslagsstillernes, altså at man ikke giver ulandsbistand til lande, der ikke vil tage afviste asylansøgere tilbage. Det er et sundt og godt princip, og det er godt, hvis regeringen håndhæver det. Hvis man så alligevel lige skal være djævelens advokat i forhold til det, udenrigsministeren siger – og det skal vi; vi er jo nogle, der er i opposition til udenrigsministeren også på det her punkt – vil jeg sige, at det, når man kigger i finansloven, er lidt påfaldende, at Danmark i 2025 vil give 200 mio. kr. til Afghanistan, uden at vi har den her sammenhæng, altså uden at Afghanistan tager deres egne borgere retur. I 2026 er det det samme, og det samme er planlagt for 2027 og 2028.

Altså, er det ikke langsigtet, hr. udenrigsminister, at man bliver ved med at give 200 mio. kr. til Afghanistan, og så tager de ikke deres egne tilbage?

Udenrigsministeren.

Jeg står ikke her for at skjule meningsforskelle, og der er klart nuancer i vores position. Min pointe er netop at have nuancerne med. Jeg siger, at vi ikke giver langsigtet udviklingsbistand, og det vil sige, at vi ikke har udviklingssamarbejde og partnerskabsaftaler med lande, som ikke i et vist omfang også samarbejder med os. Jeg bruger ordene som udgangspunkt, og jeg bruger ordet langsigtet. For hvis man lægger et princip ned over, at man aldrig nogen sinde vil sende en krone et sted hen til et land, som ikke har et samarbejde med os om hjemtagelse af egne statsborgere, så ville man jo altså også – ud over det sådan, kan man sige, bogføringsmæssige problem i, at man så ikke ville kunne opgøre udviklingsbistand som udviklingsbistand, og det kunne man så vælge at være ligeglad med – være afskåret fra f.eks. at kunne give humanitær bistand til nogle lande, hvor man, hvis ikke man håndterer en aktuel katastrofe, vil skabe et enormt migrationspres for os selv, altså ud fra et eller andet princip om, at vi så ikke vil investere i at afværge en katastrofe, fordi I ikke på forhånd har givet os en accept af, at vi kan sende borgerne hjem igen. Og det vil være en dårlig håndtering af en nations interesser, altså også vores egne, hvad kan man kalde det, mere sikkerhedsmæssige interesser.

Spørgeren.

Altså, jeg vil jo kalde det langsigtet, når man i år og næste år og næste år igen osv. giver Afghanistan penge. Og vi ved jo fra diskussionerne, at Tyskland har klar bane for at kunne sende nogle mennesker tilbage til Afghanistan, som Danmark ikke har. Og regeringen vil ikke gøre det samme som Tyskland. Så kunne jeg godt tænke mig at spørge udenrigsministeren, om regeringen så vil sikre, når man nu giver 200 mio. kr. om året til Afghanistan – langsigtet eller kortsigtet, og jeg synes langsigtet – at man så får en aftale med Afghanistan om, at de tager deres egne borgere tilbage.

Udenrigsministeren.

Nu har vi ikke noget samarbejde med Talebanstyret i Kabul. Det ved jeg ikke om spørgeren synes vi skal have. Jeg ved heller ikke, om spørgeren er sådan rigtig interesseret i, at vi en til en skal kopiere den tyske håndtering af alle de her spørgsmål. Jeg nævner lige tallene igen. Der er 220.000 udrejsepligtige mennesker i Tyskland. Der er 125.000 afviste asylansøgere i Tyskland. Der er 320 i Danmark. Der er 320 afviste asylansøgere i Danmark, og der er 125.000 i Tyskland. Altså, uden at gøre det her til en konkurrence står jeg tilbage med en opfattelse af, at vi måske har håndteret den her udfordring på en måde, der i hvert fald godt kan måle sig med den tyske, og så har jeg endda udtrykt det diplomatisk.

Fru Brigitte Klintskov Jerkel, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Mange tak. Og tak til udenrigsministeren for talen. Jeg er en af dem, som udenrigsministeren nævner i sin tale, som er lidt optagede af den her sag og også har stillet spørgsmål til udlændinge- og integrationsministeren. Og jeg synes bare på en eller anden måde, når jeg læser svarene, at de ikke er helt klare. Der bliver brugt formuleringer som: Det er min opfattelse, at der ikke er tredjelande, der modtager langsigtet udviklingsbistand fra Danmark, som ikke i et vist omfang samarbejder om hjemtagelse af egne statsborgere. Der står også i den her udviklingspolitiske strategi, at Danmark som udgangspunkt ikke giver langsigtet udviklingsbistand til stater, som nægter at tage imod deres statsborgere.

Jeg synes ikke, det er helt klart. Det er det, der egentlig bekymrer mig lidt, og derfor, at jeg er lidt optaget af den her sag. Det er det mere principielle i det; jeg synes, det er forkert, at man modtager udviklingsbistand fra Danmark, hvis man ikke vil tage imod sine hjemsendte, udviste statsborgere. Og det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi har Udrejsecenter Kærshovedgård, hvor det er frygteligt for de beboere, der er omkring Kærshovedgård, hvad der foregår.

Så derfor er jeg ret optaget af det, og jeg kunne egentlig godt tænke mig at få et klart svar. Kan vi ikke få et klart ja- eller nejsvar, altså få det afkræftet eller bekræftet – eller i hvert fald få en forklaring på, hvad årsagen er til, at vi ikke kan få et helt klart svar?

Udenrigsministeren.

Tak for det. Altså, når vi har den linje, vi har, er det jo bl.a. på grund af et udmærket samarbejde med Det Konservative Folkeparti, som mig bekendt også står bag den her udviklingspolitiske strategi, som man så åbenbart selv nu har lidt svært ved at forstå hvad rigtig betyder. Men det må vi jo snakke om, når vi skal forlænge den, og det er jo et arbejde, der er sat i gang.

Der er jo afsendt en del svar. Nu er noget af det her jo udlændinge- og integrationsministerens ressort og ikke mit ressort. Noget af det er også omgærdet med fortrolighed, for det er ømtålelige emner. Altså, det er det. Og det er desværre sådan, at i en verden, der ikke er sort-hvid, er der sådan set nogle gange, hvor det kan lade sig gøre at lave nogle aftaler, netop fordi man ikke profilerer dem. Så hvis vi skal ned i en debat, der sådan bliver meget, meget konkret med land for land og sådan noget, så er vi nødt til at flytte den her debat et andet sted hen, hvor der kan være en fortrolighed, der ikke er her.

Så understreger det her vel pointen om, at ja, principielt er vi jo alle sammen enige, og at det i øvrigt var sådan, at hvis hele verden efterlevede samtlige principper, så ville der jo hverken være flygtninge, asylansøgere, krig eller ufred eller noget som helst, men det er jo ikke den verden, vi lever i. Og en god interessevaretagelse fra dansk side er at forholde sig til verden, som den er, og ikke, som vi ønsker den skulle være – og så prøve på at presse vores principper maksimalt igennem.

Det er også derfor, at jeg sådan set er glad for at kunne sige og gentage her, at vi ikke yder langsigtet udviklingsbistand til lande, som ikke i et eller andet omfang også samarbejder med danske myndigheder om hjemtagelse af egne borgere. Og det er jo en af grundene til, at vi har så relativt få afviste asylansøgere i Danmark i sammenligning med andre lande; jeg nævnte de tyske tal før.

Spørgeren.

Mange tak for svaret. I Det Konservative Folkeparti har vi det egentlig lidt sådan, at vi sådan set er imod, at man yder udviklingsbistand til lande, som ikke tager imod deres udviste statsborgere, og det gælder egentlig uanset tidsrammen – om det er på kort eller lang sigt. Så det er i hvert fald vores tilgang til det, men det kan da godt være, at man skal sætte sig ned og snakke sammen igen omkring den her strategi, der er blevet lagt fra 2021. Det må vi så se om bliver muligt.

Ministeren.

Det er så Det Konservative Folkepartis position. Jeg noterer mig, at den så står noget skarpere og anderledes end i alle de år, hvor Det Konservative Folkeparti har deltaget i skiftende danske regeringer. For i ingen regeringer, jeg kender til og jeg selv har deltaget i, og hvor De Konservative har været med, har man haft det fuldstændig stålsatte, firkantede princip, at man ikke har kunnet yde f.eks. humanitær bistand til lande, som man ikke havde en forudgående hjemsendelsesaftale med. Og jeg tror også, at det vil vise sig i virkelighedens verden at være et noget forsimplet sort-hvidt uhensigtsmæssigt princip at sætte igennem.

Men altså, hvis det er Det Konservative Folkepartis position, er det jo bare endnu et sted, hvor Det Konservative Folkeparti måske har sluppet nogle nuancer, i takt med at man også har sluppet det at tage ansvaret for at forvalte magten.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til udenrigsministeren, og vi starter nu på ordførerrækken. Den første ordfører, jeg byder velkommen til, er hr. Flemming Møller Mortensen fra Socialdemokratiet.

Tak for det. Jeg vil sige til forslagsstillerne fra Dansk Folkeparti, at Socialdemokratiet støtter ikke det her beslutningsforslag. Til gengæld kan jeg sige, at i Socialdemokratiet er og har vi meget længe været enige i og ment, at Danmark som udgangspunkt ikke skal give langsigtet udviklingsbistand til stater, der nægter at tage imod egne statsborgere. Det indgik i Socialdemokratiets udviklingspolitiske udspil, som kom helt tilbage i 2018, og som hed »Retfærdig og realistisk«. Det var et led i, at vi kom med et forslag til en hjemsendelsesreform, og det blev også siden hen indskrevet som et fast princip i Danmarks udviklingspolitiske strategi for perioden 2021 til 2025, hvad udenrigsministeren også har nævnt.

Dengang sad jeg selv som udviklingsminister. Jeg ved, hvordan debatten pågik, og jeg registrerede med meget stor glæde, at ikke mindre end otte partier i Folketinget støttede og bakkede op omkring den udviklingspolitiske strategi. Jeg mener så absolut, at det er et princip, vi skal fastholde, også i kommende udviklingspolitiske strategier.

Som udenrigsministeren allerede har redegjort for, er der på nuværende tidspunkt ingen af de tredjelande, der modtager langsigtet udviklingsbistand fra Danmark, som ikke i et vist omfang samarbejder med os om tilbagetagelse af egne statsborgere. Og selv om der i konkrete sager godt kan være ting, der volder problemer, er der altså ingen lande, der modtager vores bistand, uden at de har et samarbejde med os.

Som ministeren på samme måde har redegjort for, er det altså ikke muligt, i forhold til de principper, vi dækker os ind under i forhold til OECD og deres DAC-principper, at indsætte krav om at tilbagetage af egne statsborgere på baggrund af konkrete udviklingsaftaler. Og det var aftalepartnerne enige om, da vi drøftede det tilbage i 2021.

Jeg anerkender, at Dansk Folkeparti ikke var med der. DF var med langt ind i forhandlingerne, og jeg tror måske, at årsagen til, at Dansk Folkeparti ikke tilsluttede sig aftalen, var, at de ikke gik ind for 0,7 pct. i udviklingsbistand, som alle andre partier gjorde. Vi vedkendte os dengang, at vi ikke kunne indskrive det mere tydeligt, set i forhold til hvad der er OECD's DAC-principper.

Jeg vil også dvæle ved det, som udenrigsministeren har sagt om, hvordan det i øjeblikket står til med antallet afviste asylansøgere, og der må vi bare sige, at for ganske få år siden, var tallet ikke 320, som udenrigsministeren siger; der var det over 1200. Det siger jeg for også at vise, hvilken positiv udvikling der har været på det her område, og hvordan politiske initiativer og aftaler og flertal i Folketinget har sat rammerne for, at det her skulle være stramme aftaler med konsekvens.

Jeg er rigtig stolt af, som det allerede er nævnt, at kun ganske få lande i verden bakker op om FN’s principper om at yde mindst 0,7 pct. af bni til udviklingsbistand. Det er et kendetegn ved Danmark, at vi gør det, og jeg anerkender i den grad, at udenrigsministeren allerede har sagt, at det princip, vi også gjorde brug af i 2021, er at sige, at hvis man vil være med i en ny udviklingspolitisk aftale, skal man også bakke det princip op, altså princippet om at yde mindst 0,7 pct. i udviklingsbistand.

Det er et hæderstegn ved Danmark, og jeg har selv oplevet, også i min tid som minister, hvordan der blev klappet anerkendende og givet udsagn om, at det er rigtig godt, og vi gør det jo sammen med meget ligesindede lande. Så lad der hermed være argumenteret for, hvorfor Socialdemokratiet ikke støtter det her beslutningsforslag. Jeg er blevet bedt om her fra talerstolen at give udtryk for det samme i forhold til SF, som også stemmer i mod beslutningsforslaget. Tak.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning. Hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Det her forslag om ikke at give ulandsbistand til lande, der ikke vil tage imod deres egne kriminelle borgere, er en del af Socialpartiets eget udlændingeudspil op til forrige valg – og nu vil man så ikke bakke op om det! Altså, skal vi forstå det sådan, at det bare var løgn over for borgerne, da man op til valgkampen sagde, at man ønskede at gøre præcis det, der nu stilles forslag om, lige så vel som man ønskede at indføre et loft over ikkevestlig indvandring, hvilket også var en del af udspillet? Man ønskede at lukke muslimske friskoler; det var også en en del af udspillet. Man ønskede at indføre permanent grænsekontrol; det var også en del af udspillet. Man ønskede at stramme familiesammenføringsreglerne; det var også en del af udspillet.

Hvert eneste af de her forslag stemmer Socialdemokratiet nu ned i salen. Det ene her i dag, og de andre i sidste uge, tror jeg det var. Er det ikke en dybt utroværdig måde at føre politik på, altså at man på den måde brager ud i valgkampe med alle mulige store løfter om, hvad man vil gøre på den anden side af valg, og når forslagene bliver fremsat af andre partier efter valget, så stemmer man imod?

Ordføreren.

Det, der jo er tilfældet i diskussionen her i dag, er, at diskussionen omkring at yde langsigtet udviklingsbistand til lande, der ikke hjemtager egne statsborgere, handler om noget, der ikke sker. Udenrigsministeren har sagt det, og jeg har sagt, at det har været et fast socialdemokratisk princip tilbage fra 2018. Vi forfølger det, og vi kan se på tallene, at det virker. Så jeg synes, hr. Mikkel Bjørn skyder fuldstændig forbi i den her sammenhæng.

Spørgeren.

Undskyld mig, men skyder jeg forbi ved at spørge Socialdemokratiet, hvorfor man stemmer imod præcis det forslag, der var en del af ens eget udspil op til forrige valg? Altså, hvordan skyder man ved siden af ved at stille spørgsmål om, hvorfor Socialdemokratiet stemmer imod deres egen politik?

Det kan da godt være, at der er noget med, at langsigtet bistand ikke som udgangspunkt – men måske i mange andre tilfælde – gives til lande, der ikke tager imod deres egne borgere, men det her er meget konkret. Det er præcis det forslag, som Socialdemokratiet havde med i deres eget udspil »Retfærdig og realistisk«. Hvorfor støtter Socialdemokratiet ikke selvsamme forslag nu, hvor de sidder i regering?

Ordføreren.

Det gør vi, fordi tingene er implementeret, og det har såvel udenrigsministeren som jeg, i min ordførertale, stået og sagt. Det, Dansk Folkeparti siger, er, at man skal standse udviklingsbistanden til de lande, der ikke har en aftale, og som ikke samarbejder med Danmark. Og det, som udenrigsministeren har sagt, og som jeg har sagt, er altså, at der ikke er nogen lande, der modtager langsigtet udviklingsbistand, som man ikke i et vist omfang har en aftale med.

Så siger Dansk Folkeparti, at vi skal indskrive det i alle udviklingspolitiske aftaler med andre lande. Det er tydeliggjort, hvorfor man ikke kan det jf. de regler, der ligger her. Så jeg synes, Dansk Folkeparti i den grad skyder fuldstændig ved siden af.

Hr. Peter Skaarup, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Nu har jeg lige prøvet at læse op på, hvad det var, Socialdemokratiet skrev i maj 2019. Man udgav den her plan »Retfærdig og realistisk – Helhedsplan for dansk udlændingepolitik«. Det var sådan set en god plan på en del punkter. På side 8 skriver man så: »Samtidig skal Danmark i udgangspunktet ikke give udviklingsbistand til lande, der nægter at tage imod deres egne statsborgere.« Det handler ikke om langsigtet noget som helst. Det handler om udviklingsbistand. Og vi kan jo konstatere her i dag, at man fortsætter med at give f.eks. Afghanistan her i 2025 200 mio. kr. 200 mio. kr. er jo mange penge. Det samme vil man gøre i 2026, og det samme vil man gøre i 2027. Kan hr. Flemming Møller Mortensen ikke godt se, at det stritter i alle mulige forskellige retninger, når Socialdemokratiet skriver, at man stopper den her bistand – man sidder i regeringen, og man har siddet i regering i lang tid – og det så ikke sker?

Ordføreren.

Nej, det kan jeg virkelig ikke forstå, for det har jeg argumenteret for. Udenrigsministeren har også meget tydeligt udfoldet, hvad det vil sige at give humanitær bistand. Og det er fuldstændig rigtigt, at det gør vi, og at det gør vi med det rette hjerte, og der må man så gøre op, hvor man ideologisk og holdningsmæssigt har sine tanker og vurderinger. Jeg kan sige, at da jeg forhandlede den sidste udviklingspolitiske strategi, var Dansk Folkeparti en del af forhandlingen langt ind i forhandlingen, men så stod man af, og det gjorde man, fordi man havde nogle helt andre holdninger til udviklingsbistand og rammesætning end det, som langt de fleste partier i Folketinget havde. Det, vi indskrev i den udviklingspolitiske strategi, blev indført som ikke bare en lille passus, men rent faktisk som et princip. Vi vil i udgangspunktet ikke give langsigtet udviklingsbistand til stater, der nægter at tage imod deres egne statsborgere. Det var der et meget, meget bredt flertal i Folketinget der bakkede op omkring. Det er det, der administreres efter, og det er fuldstændig jævnført socialdemokratisk politik og holdning.

Spørgeren.

Så der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet. Alt er i orden; alt er helt på plads – altså undtagen at det, man skrev i Socialdemokratiet i 2019, ikke er gældende praksis. For der er jo ikke tale om humanitær bistand til Afghanistan. Det er ikke, fordi der er hungersnød eller en stor katastrofe, der gør, at man giver de her 200 mio. kr. Det er det jo ikke. Det ved jeg ikke om hr. Flemming Møller Mortensen er klar over. Det er jo ikke humanitær bistand, man giver til Afghanistan. Og vi har et problem med, at der på Kærshovedgård bor mennesker fra Afghanistan, som vi gerne vil sende tilbage. Det er bare ét eksempel. Se nu at få gennemført jeres egen politik, hr. Flemming Møller Mortensen. Alt andet er da dybt utroværdigt.

Ordføreren.

Nej, det, jeg synes ikke er troværdigt, er ikke at læse ind i det, der er konsekvensen af den politik, der bliver ført i Danmark og nu er blevet ført gennem de sidste år. Jeg overværede selv debatten her i salen mellem hr. Mikkel Bjørn og hr. Frederik Vad i sidste uge, hvor det var tydeligt med den konfrontation, der lå i at sige, hvor mange afviste asylansøgere vi har i Danmark i dag versus for ganske få år siden. Der lå det på over 1.200, og udenrigsministeren har i dag sagt, at det aktuelle tal er helt nede på 320. Det viser, at der bliver ført en konsekvent politik, og at det virker. Jeg vil sige, at det fuldstændig flugter med det, der har været og er den socialdemokratiske politik.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Flemming Møller Mortensen fra Socialdemokratiet. Jeg byder nu velkommen til hr. Michael Aastrup Jensen fra Venstre.

Tak for det, formand, og også tak til forslagsstillerne for beslutningsforslaget. Jeg er jo – meget overraskende måske – helt på linje med både det, som udenrigsministeren og min socialdemokratiske kollega har sagt: at på den ene side er det en meget, meget fornuftig holdning at have, at man selvfølgelig kun giver udviklingsbistand, hvis landet også er åben over for at tage nogle af deres egne borgere tilbage. Og det gode er jo, at lige siden vi havde den smalle Venstreregering og vi første gang begyndte at sige, at det her er det, vi skal arbejde for i den danske udviklingspolitik, så har det også været normen. Derfor er jeg rigtig, rigtig glad for de tal, som udenrigsministeren jo klart demonstrerede, og som viser, at det har haft en effekt og ikke bare en effekt, men en rigtig positiv effekt.

Derfor er vi jo her i dag, at Dansk Folkeparti sådan lidt står og prøver at sparke en ladeport op og har lidt svært ved det, for den står allerede på vid gab. Hele intentionen og hele idéen i det beslutningsforslag, som Dansk Folkeparti fremsætter, skal man sådan ihærdigt prøve at overbevise regeringen om, selv om regeringen allerede fører den politik, som man egentlig efterspørger.

Så har jeg jo godt hørt, hvad der allerede er blevet sagt i debatten fra visses side omkring Syrien og Afghanistan. Så lad os holde fast i, hvad det egentlig er, der er sker i Syrien og i Afghanistan. Punkt 1 er i forhold til Afghanistan: Vi har ingen dialog med regimet i Afghanistan. Det er bare vigtigt at holde fast i, og jeg håber ikke, at Dansk Folkeparti eller Danmarksdemokraterne nu mener i fuld alvor, at vi skal til at samarbejde med Talebanregimet i Afghanistan. For det kan jeg i hvert fald klart sige fra Venstres side at vi er lodret imod – lodret imod. Vi mener faktisk, at det, Talebanregimet står for, er direkte i modsætning til alt det, vi står for, og derfor kan det aldrig komme på tale, at vi lige pludselig skulle til at indgå i en eller anden form for samarbejde med terrorister, som Danmark i 20 år har kæmpet aktivt imod, og som desværre også har kostet tapre danske soldaters liv. Så at mene i fuld alvor, at vi skulle have et samarbejde med dem, er så lodret imod alt, hvad jeg har stået for i mine 20 år i det her Folketing.

Så er der spørgsmålet om Syrien. Der er det jo bare vigtigt at holde fast i, at hvis man mener det, som jeg en gang imellem hører Dansk Folkeparti sige at man mener, nemlig at vi gerne vil have færre flygtningestrømme til Europa, er det så en god idé at begynde at sige, at så skal de millioner af mennesker, der er i Syrien, ikke have mad, at så skal de ikke have telte og andre basale fornødenheder, som er præcis den støtte, vi giver i Syrien? For så kan jeg godt afsløre, at man ikke skal have store kandidatgrader i, hvordan flygtningestrømmes udvikling er, for at forudsige udviklingen. Hvis folk ikke har noget at spise, og hvis folk ikke har noget sted at sove, hvad gør folk så? Bliver de så stående og siger: Nå nej, Dansk Folkeparti siger, at vi bare skal blive stående her, og så sker der nok et eller andet? Eller begynder man at bevæge sig i en retning for at se, hvor man kan få de her basale fornødenheder? Jeg kan godt afsløre, at svaret er nr. 2. Derfor er det så vigtigt, hvis man mener det, man siger, nemlig at vi skal have færre flygtningestrømme, at vi selvfølgelig skal sikre de basale fornødenheder, så flygtningestrømmene ikke etableres.

Jeg tror ikke, det kommer som nogen stor overraskelse, at Venstre ikke kan støtte beslutningsforslaget, som det ligger.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning. Hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Altså, prøv at høre, det skriger jo til himlen. Uha, Venstre vil ikke røre Syrien eller Afghanistan med en ildtang, men det er jo regeringen, der sender penge derned i hundredvis af millioner kroner. Kan det efterhånden blive mere absurd?

Så siger man, at det er en åben dør, og at det allerede er den politik, der er implementeret i dag, og at der ikke bliver givet nogen langsigtet bistand. Undskyld, tror man ikke, det er et problem, hvis der bliver sendt hundredvis af millioner danske skattekroner ned til mellemøstlige diktaturstater i kortsigtet bistand? Det er kun, hvis det er langsigtet bistand, det er et problem. Nej, kortsigtet bistand er helt okay; det er helt i tråd med det her forslag.

Nej, det er det ikke. For det her forslag handler om at sætte en stopper for, at vi sender millioner af danske skattekroner ned til lande, der nægter at tage imod deres egne kriminelle borgere. Der kunne man have håbet, at Venstre som regeringsparti havde bakket op om det helt fornuftige og rimelige synspunkt. Men det kan vi så ikke regne med.

Ordføreren.

Jamen så lad os da igen udbrede lidt mere om, hvad det er, der sker i Afghanistan. For det, der sker i Afghanistan, er jo, at vi giver støtte til internationale organisationer. Vi giver støtte til internationale organisationer, som gør et arbejde for at sikre de basale fornødenheder til civilbefolkningen i Afghanistan uden om regeringen. Det gentager jeg lige: uden om regeringen.

Vi har ingen, som i ingen dialog med regimet i Afghanistan. For vi ønsker faktisk ikke at have et samarbejde med terrorister. Derfor er det, vi giver, udelukkende via internationale organisationer, som giver de her basale fornødenheder, så vi ikke får etableret flere flygtningestrømme, hvilket er noget af det, jeg faktisk troede vi var enige om mellem Venstre og Dansk Folkeparti, men åbenbart ikke.

Spørgeren.

Jeg ved godt, at Venstre åbenbart tror på den der drømmefortælling om, at hvis bare vi sender hundredvis af millioner af skattekroner ned til den tredje verden, så er det det, der begrænser indvandringen i stedet for en effektiv og ansvarlig grænsekontrol. Det tror vi ikke på i Dansk Folkeparti. Men ordføreren vil så gerne tale om Afghanistan og Syrien. Vi kunne også bare tale om Irak eller Somalia. Hvorfor skal vi sende hundredvis af millioner af danske skattekroner ned til sådan nogle lande, når de ikke vil tage imod deres egne kriminelle borgere? Det er et meget ydmygt og rimeligt spørgsmål, synes jeg, og jeg synes, danskerne fortjener et ærligt svar.

Ordføreren.

I forhold til at det kun er Venstre, der siger, at det, at man sender udviklingsbistand, så folk kan få basale fornødenheder, f.eks. humanitær bistand, skulle stoppe flygtningestrømmen, jamen så er der et hav af undersøgelser, der viser det. Der er faktisk ikke en undersøgelse, der viser det modsatte, i hvert fald ikke en undersøgelse, jeg har set. Jeg vil da gerne åbne op og sige, at hvis Dansk Folkeparti kan fremvise sådan en undersøgelse, så tager jeg vel imod den, og så vil jeg gerne se den, men jeg har ikke set noget i den stil i de 20 år, jeg har siddet herinde i Folketinget. Det her handler jo ene og alene om at gøre det, som også burde være Dansk Folkepartis politik, nemlig at sikre, at flygtningestrømmene ikke etableres.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere bemærkninger, og vi siger tak. Den næste er hr. Peter Skaarup fra Danmarksdemokraterne. Velkommen.

Tak for ordet. Beslutningsforslaget her går jo ud på, at Danmark skal stoppe udviklingsbistanden til lande, der nægter at tage imod egne statsborgere. Forslaget er rigtigt, og det ligger i forlængelse af, hvad der er almindelig sund fornuft, og derfor kan Danmarksdemokraterne selvsagt også støtte det. Der er jo faktisk heldigvis også den generelle praksis, man gerne vil følge, og det bliver egentlig også sagt meget fint af vores udenrigsminister, nemlig hvad der er forudsætningen for at give en langsigtet udviklingsbistand, og jeg vil så lige vende tilbage til det med det langsigtede. For udenrigsministeren har jo også i et svar på spørgsmål 72 fra Udenrigsudvalget til Folketinget understreget, hvad der er regeringens pointe, og oplyst, at man ikke giver langsigtet udviklingsbistand til stater, der nægter at tage imod egne statsborgere, og det fremgår også af svaret, at der ikke er tredjelande, der modtager langsigtet udviklingsbistand fra Danmark, som ikke i et vist omfang samarbejdet om en tilbagetagelse af egne statsborgere.

Men når man så nærlæser svaret fra udenrigsministeren – og det skal man jo nok helst også gøre, ikke mindst også, hvis man er i oppositionen og man gerne lige vil kigge regeringen lidt i kortene og se, om den også gør det, den siger – så udelukkes det ikke, at der rent faktisk gives udviklingsbistand til lande, der nægter at modtage egne statsborgere. Det kan så være lande, der modtager kortsigtet udviklingshjælp, eller lande, der kun i et vist omfang samarbejder. Det fremgår jo af svaret, og derfor er der også en rigtig god grund til at have fokus på det her. For jeg tror vel også, at skatteborgerne har en forventning om, at vi herinde i Folketinget sikrer, at man kun giver bistand til lande, der samarbejder med os på det her punkt, og det skal selvfølgelig være sådan, at modtager man udviklingsbistand fra Danmark, skal man også tage imod egne statsborgere, som så ikke skal være i Danmark, hvis de f.eks. har begået kriminalitet, og det er heller ikke nogen ny tilgang, som man her giver udtryk for. Flere partier har gennem årene netop også haft fokus på at koble udviklingsbistanden med modtagelsen af egne statsborgere. Jeg kan også huske gode, gamle anekdoter om daværende integrationsminister Bertel Haarder, som ikke syntes, at det her var en god idé, men som så af daværende finansminister Thor Pedersen blev kaldt over i Finansministeriet og fik at vide, at det altså var en god idé, og at det var godt at gøre det.

Vi kan også se, at Socialdemokratiet i maj 2019 kom med den her meget fine plan, »Retfærdig og realistisk – helhedsplan for dansk udlændigepolitik«, og hvor man på side 8 skriver: »Samtidig skal Danmark i udgangspunktet ikke give udviklingsbistand til lande, der nægter at tage imod deres egne statsborgere«. Det lyder også flot og godt, og jeg er fuldstændig enig. Jeg nævnte som sagt her lidt tidligere også svaret fra udenrigsministeren, som oplyste, at Danmark altså ikke giver den her langsigtede udviklingsbistand, og jeg kan jo så, når jeg kigger rundt på, hvad der er den faktiske tilstand i vores gode fædreland, konstatere og undre mig over, at der sidder en række udviste udlændinge, f.eks. afghanere, på Kærshovedgård i det jyske, når man på finansloven for 2025 har afsat 200 mo. kr. til reintegrationsindsatser i Afghanistan og i nærområdet i det hele taget, og det er også en bistand, man kører videre med i 2026 og 2027 osv., og det er da sådan rimelig langsigtet. Jeg tror også, de fleste mennesker, der sidder og planlægger deres økonomi ud fra de tal, de nu har med at gøre, vil synes, at det, hvis man bruger penge i både 2025, 2026 og 2027, er langsigtet. Men det er det åbenbart ikke i regeringens definition, her er det meget, meget kortsigtet, og man må sådan også forstå, at det bare er en lille sjat penge. Men for 200 mio. kr. kan man altså få ret meget. Man kan, hr. udenrigsminister, også få ret mange par sko.

Så det er store penge, det er mange penge, og det er mange penge for skatteborgerne. Så derfor må der være den forudsætning, og jeg vil så også godt håbe, at regeringen lægger sig på sinde, at man fremover sørger for, at der er aftaler om, at lande, der på forskellig vis modtager bistand, også tager deres egne borgere retur, og hvis de ikke gør det direkte, må man gøre det indirekte, ligesom Tyskland gør det i forhold til Afghanistan, og det er jo ikke mindst i forhold til Afghanistan også relevant at se på Taleban. For mange af dem, som har opholdt sig på Kærshovedgård og i Danmark i lang tid, er jo tidligere talebankrigere, og derfor er det hele endnu mere dobbeltmoralsk. Så jeg vil til regeringen og ikke mindst også til Socialdemokratiet, som har haft den her politik, sige: Kom i arbejdstøjet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til hr. Mikkel Bjørn.

Djævlen ligger jo virkelig i detaljen her, og detaljen er så åbenbart flere 100 millioner danske skattekroner. Man bruger udtrykket »ingen langsigtede bidrag«. Okay, men hvad så med kortsigtede bidrag over en årrække på måske 3 år på flere 100 millioner danske skattekroner? Det skulle så være helt i tråd med Socialdemokratiets Retfærdig og Realistisk-udspil, hvor de siger, de vil stoppe udbetalingen af ulandsbistand til lande, der ikke tager imod egne statsborgere. Det bliver jo mærkværdigt. Så taler man om det her med lande, der ikke i et vist omfang samarbejder. Okay, så hvis et land tager imod 1 statsborger om året, men afviser de 30 andre, der står i udsendelsesposition, så er det heller ikke et problem? Prøv at høre: Det er jo folk, der forsøger at sælge 1 æg til os som 12 høns. Det er jo en uærlig måde at føre politik på, og det vil jeg bare bede hr. Peter Skaarup om at bekræfte.

Det kan jeg hundrede procent bekræfte, og det er også derfor, vi støtter det her forslag. Og vi undrer os også over, at Socialdemokratiet kører kæmpe kampagner om Udrejsecenter Kærshovedgård og siger, at det er alle de andres skyld, at der ikke sker noget derovre, hvor der er en del af de her kriminelle afghanere, der opholder sig. Man kunne jo se at gennemføre sin egen politik, altså noget for noget, vil man have udviklingsbistand, så tager man sine egne borgere tilbage – det gør man ikke.

Så kan det godt være, at udenrigsministeren og hr. Flemming Møller Mortensen siger: Ja, Tyskland har mange flere. Ja, ja, men det gør da ikke sagen bedre. Hvad skal de stakkels ofre for alle mulige kriminelle handlinger, som folk, der bor på Udrejsecenter Kærshovedgård, alligevel begår, mens de er der, tænke om Socialdemokratiet, der lover guld og grønne skove i fine pjecer til valgkamp? Man sidder på hænderne, og man gør ikke nok eller noget.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Vi går videre til den næste, og det er hr. Lars-Christian Brask fra Liberal Alliance. Velkommen.

Tak, formand. Jeg troede jo, at det her var en åben dør, der blev sparket ind med 'Fælles om Verden' fra 2021, regeringens udviklingspolitiske strategi, men ved at lytte til det, der er blevet sagt, både med hensyn til et OECD-regelsæt og til de nuancer, der er blevet fremlagt, kan jeg jo konstatere, at der er nogle nuancer her i forhold til beslutningsforslaget. Ikke desto mindre støtter Liberal Alliance beslutningsforslaget.

Der er en kort bemærkning til hr. Mikkel Bjørn.

Tak. Og tak for opbakningen. Det er jo altid godt, når debatten i Folketingssalen her kan hjælpe med at bidrage til en mere konstruktiv og oplyst debat omkring de beslutningsforslag og lovforslag, som bliver fremsat. Så jeg vil bare takke for Liberal Alliances opbakning.

Ordføreren.

Tak for det.

Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Henrik Frandsen fra Moderaterne. Velkommen.

Tak for ordet, formand. Først og fremmest vil jeg gerne sige, at jeg sådan set er enig i, at vi ikke skal yde langsigtet udviklingsbistand til lande, der ikke vil tage imod egne statsborgere. Det er vi sådan set enige i. Det fremgår også af den gældende udviklingsstrategi, at vi ikke bør gøre det, og det er jo også den praksis, der er på området, altså at vi jo i dag ikke yder langsigtet udviklingsbistand til lande, der ikke vil hjemtage deres statsborgere. Så det er sådan set, som det er.

Det er jo så noget andet, når vi snakker om kortsigtet bistand eller det, man kalder for humanitær bistand. Det følger af det forslag, der ligger fra forslagsstillernes side, at man sådan set heller ikke skal give humanitær bistand til lande, der ikke vil hjemtage egne statsborgere, og der mener jeg virkelig, at man overskrider nogle meget, meget vigtige linjer. Skal vi så bare lade folk dø af sult, lade flygtningestrømme udvikle sig osv.? Nej, det kan vi ikke være med til.

Så af flere grunde kommer Moderaterne ikke til at støtte det her forslag.

Ved siden af det er det også sådan, at hvis man skriver vilkår ind i udviklingsbistand, f.eks. vilkår om, at man skal give en modydelse for at få langsigtet udviklingsbistand, tæller det ikke med i OECD's opgørelse af udviklingsbistand. Derfor er det så bare yderligere en grund til, at Moderaterne ikke kan støtte op om det her beslutningsforslag.

Så alt i alt synes vi ikke, det er et godt beslutningsforslag, og vi kommer ikke til at bakke op om det. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til hr. Mikkel Bjørn.

Jeg beklager sprogbruget, men det bliver jo ynkeligt. Regeringen vil ikke være med til at stille krav om ikke at give støtte til lande, der ikke vil tage imod deres egne borgere, for uha, så tæller det ikke med i OECD's opgørelser. Undskyld, men hvad med at varetage danskernes interesser, før man varetager OECD's interesse i deres opgørelser, hvad med at sætte danskerne først? Hver gang vi sender hundredvis af millioner danske skattekroner til tredjelande, som vi kunne have brugt herhjemme på hospitaler på skoler, på velfærd, på psykologhjælp til unge, jeg ved ikke hvad, så er det en prioritering, som regeringen foretager. Det er en fraprioritering af danskerne, danske skatteydere og danske borgere, som selv er med til at finansiere hele gildet. Er det ikke en uansvarlig prioritering af hensyn til OECD's opgørelser?

Ordføreren.

Nu er det jo sådan, at det allerede fremgår af den gældende udviklingsstrategi, at vi i udgangspunktet ikke yder langsigtet bistand til lande, der ikke hjemtager egne statsborgere. Så vi er jo langt hen ad vejen ude ad det spor. P.t. forekommer det ikke, og det er jo alene grund nok. OECD-begrundelsen er jo en blandt mange begrundelser for, at Moderaterne ikke kan støtte det her forslag. Det er noget, der bare ligger oven i de andre begrundelser, jeg kom med, som bl.a. er, at det her forslag også lukker for humanitær bistand. Hvis der er hungersnød, krig, sult, katastrofer i et land, kan vi heller ikke gå ind at gøre det, hvis landet ikke vil hjemtage egne statsborgere, og det mener jeg er helt forkert. Så det er ikke udelukkende OECD-begrundelsen, men det kommer bare oven i.

Spørgeren.

Ordføreren bliver ved med at bruge den her formulering om langsigtet bistand, og det er det skjold, som regeringen holder op foran sig selv. Men det her forslag handler ikke om langsigtet bistand, det handler om bistand i det hele taget. Og det er vel sund fornuft, at vi ikke sender hundredvis af millioner danske skattekroner i hænderne på lande, som afviser at tage imod deres egne kriminelle voldtægtsforbrydere og bandemedlemmer, terrorister osv. Det er i hvert fald vores synspunkt i Dansk Folkeparti. Jeg ved ikke, hvad regeringens synspunkt er, for det kan jeg ikke helt gennemskue.

Ordføreren.

Med det er jo heller ikke det, vi gør, så hvor er problemet? Jeg mener til gengæld, at det er meget, meget vigtigt, at vi til hver en tid kan give humanitær bistand, hvis der opstår katastrofer, sult osv. rundtomkring i verden. Så jeg fastholder mit synspunkt.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Brigitte Klintskov Jerkel fra Det Konservative Folkeparti. Velkommen.

Mange tak. Tak til Dansk Folkeparti for at fremsætte forslaget om tilbageholdelse af udviklingsbistand til lande, der nægter at tage imod egne statsborgere. Et af principperne i Danmarks udviklingspolitiske strategi fra 2021 er, at Danmark som udgangspunkt ikke giver langsigtet udviklingsbistand til stater, der nægter at tage imod deres egne statsborgere.

Det Konservative Folkeparti har flere gange forsøgt at få bekræftet eller afkræftet, hvorvidt der stadig ydes udviklingsbistand til lande, der nægter at tage imod egne statsborgere. Udlændinge- og integrationsministeren har bl.a. svaret: Det er også min opfattelse, at der ikke er tredjelande, der modtager langsigtet udviklingsbistand fra Danmark, som ikke i et vist omfang samarbejder om tilbagetagelse af egne statsborgere.

Det Konservative Folkeparti deler ikke opfattelsen af, at det skulle være mere legitimt at give disse lande udviklingsbistand på kort sigt end på lang sigt. Vi er principielt imod, at man yder udviklingsbistand til disse lande uanset tidsrammen. Danmark giver hvert år 0,7 pct. af vores bruttonationalindkomst i udviklingsbistand. Det Konservative Folkeparti bakker op om udviklingsbistandens niveau, og det gør vi særlig nu, hvor den geopolitiske situation spidser til, men vi mener ikke, at disse midler skal gå til lande, der ikke vil samarbejde med Danmark.

Det er vigtigere end nogen sinde at have de rigtige prioriteringer. Det er principielt forkert at yde bistand til lande, der ikke vil samarbejde om hjemtagelse af deres egne statsborgere. Samtidig er det et faktum, at udvisningsdømte på landets udrejsecentre forvolder store gener for de borgere, der bor i nærområdet, hvilket har været grundigt beskrevet i medierne flere gange. Det er et rimeligt krav, at de lande, der modtager udviklingsbistand, også skal samarbejde med Danmark om hjemtagelse af udviste statsborgere. Og hvis kravet ikke honoreres, kan Det Konservative Folkeparti ikke bakke op om udviklingsbistanden. Med andre ord støtter Det Konservative Folkeparti beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til hr. Flemming Møller Mortensen.

Tak for det, og tak til ordføreren for så tydeligt at sige, at Det Konservative Folkeparti står fast på det tidligere standpunkt om at yde som minimum 0,7 pct. af bni i udviklingsbistand. Det er jeg rigtig glad for, her forud for at vi skal til at drøfte en ny udviklingspolitisk strategi.

Men jeg har lyst til at spørge ordføreren, om ordføreren ikke kan se en sammenhæng, når vi tænker tilbage på Syrien tilbage i 2015 og 2016, hvor hundredtusindvis, millioner af mennesker flygtede ud, med baggrund i at den sikkerhedsmæssige situation var blevet så alvorlig, at de ikke kunne være der, i forhold til at der kan være en naturlig positiv sammenhæng i at udvise og støtte med kortsigtet humanitær bistand til områder, præcis som min kollega hr. Michael Aastrup Jensen fra Venstre sagde det i forhold til fuldstændig basale livsfornødenheder som mad og ly.

Ordføreren.

I Det Konservative Folkeparti mener vi, at ud fra princippet i, at hvis man modtager udviklingsbistand fra Danmark, så tager man selvfølgelig også imod statsborgere, som er udvist fra Danmark. Det synes vi er et godt princip, og det er det, vi ligesom står fast på er det vi bakker op om.

Spørgeren.

Det er klar tale, og det er virkelig et skifte i Det Konservative Folkepartis holdning set i forhold til de drøftelser, vi havde, da vi indgik den sidste udviklingspolitiske strategi. Der så vi netop på lande, hvor vi ikke kan samarbejde fra dansk side med de regimer, der er der, men hvor vi var enige om, at den humanitære bistand både var et spørgsmål om af hjertet at gøre noget menneske til menneske, men også et spørgsmål om at værne den danske og den europæiske interesse i at prøve at minimere de flygtningestrømme, som ellers var en fuldstændig forudsigelig konsekvens af en krise.

Ordføreren.

Jeg må bare sige, at jeg er meget optaget af, hvordan danskerne har det, og jeg kan i hvert fald konstatere, at de danskere, der bor omkring Kærshovedgård, udrejsecenteret i Ikast, lever en meget utryg hverdag, og det synes jeg simpelt hen ikke rimeligt. Og så synes jeg, det er fuldstændig urimeligt, at der kan sidde udviste statsborgere på det udrejsecenter, og at deres lande ikke vil tage imod dem, men så kan landene samtidig modtage udviklingsbistand fra Danmark. Det synes jeg er helt forkert, og det er det princip, vi er imod, altså at det skal kunne lade sig gøre, at man skal kunne få bistand, når man ikke tager imod sine statsborgere.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Så er det hr. Martin Lidegaard fra Radikale Venstre.

Radikale Venstre kan ikke støtte dette beslutningsforslag. Vi føler os egentlig godt dækket ind af de bemærkninger, som udenrigsministeren har fremført. Altså, på den ene side synes vi selvfølgelig, at der, hvor det giver mening, skal man forsøge at arbejde for hjemsendelse af de folk, der ikke har opholdsgrundlag i Danmark. Det er klart; det følger af hele logikken omkring flygtningekonventionen.

På den anden side er der jo så nogle tilfælde, hvor det ikke kan lade sig gøre, enten fordi man ikke vil samarbejde med regimet som med Afghanistan, fordi der er brug for noget nødhjælp til sagesløse borgere, men der jo er altså også situationer, hvor der simpelt hen knap nok er en stat, der er i stand til at modtage de flygtninge, som vi i givet fald skulle hjemsende.

Så jeg synes, balancen er i orden. Det er noget, der virker, og vi håber da, at regeringen vil fortsætte den praksis i den nye udviklingspolitiske strategi.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Så er det fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten.

Dansk udviklingsbistand er ikke en byttehandel, og det skal dansk udviklingsbistand heller ikke være. Ressourcer, magt, velstand, demokrati, rettigheder og velfungerende samfund er stadig væk ekstremt ulige fordelt, når man kigger på kloden i 2025, selv om det faktisk kunne være anderledes.

Hvis der skal lidt mere balance i det regnskab, og hvis vi i øvrigt også på globalt plan skal blive bedre til at bekæmpe klimakatastrofer og forebygge krige og sult, er det bydende nødvendigt, at vi yder et bidrag til at bekæmpe fattigdom og ulighed og til at understøtte udviklingen af mere retfærdige, demokratiske og fredelige samfund rundtomkring på kloden.

Som andre ordførere også har været inde på, forebygger man migration og flygtninge ved faktisk at arbejde aktivt og forebyggende for at sikre bæredygtig udvikling i verdens udviklingslande, så mennesker kan leve gode liv der, hvor de fødes. Udviklingsbistand er et hjørne af det.

Når det er sagt, er det jo åbenlyst, at der er autokratiske regimer og stater, hvor Danmark ikke kan eller skal støtte regeringer og statsapparater. Det ændrer bare ikke ved, at også i de lande er der jo en befolkning, som kan have brug for, at man er til stede, at man støtter piger og kvinders rettigheder, at man bekæmper fattigdom, og at man støtter organisationer, som arbejder på at skabe forandring og forbedring.

Derfor handler det jo i høj grad om at finde veje og midler, så man kan støtte igennem uden om autokratiske regimer. Det foregår typisk via aktive civilsamfund, sådan at de midler, vi bruger fra dansk side, kan komme befolkningerne til gode og meget gerne jo også bidrage til at skubbe landet væk fra diktatur og autokrati over mod pluralisme, frihed og demokrati. Det er ting, som jo også er indfanget i de 17 principper, som der vitterlig er i den danske udviklingspolitiske strategi, nemlig at vi skaber muligheder, så mennesker kan få alternativer til fordrivelse, migration osv. I det hele taget er der faktisk en lang række gode principper for den danske udviklingspolitik.

I Enhedslisten mener vi ikke, at udviklingsbistanden skal knyttes rigidt sammen med spørgsmålet om, hvorvidt et land accepterer at modtage sine egne statsborgere, hvis de udsendes som afviste asylansøger eller som udvisningsdømte lovovertrædere. Det er fuldstændig korrekt, at ethvert land har folkeretlig forpligtelse til at modtage egne statsborgere, men hvis et lands regering i strid med folkeretten nægter at leve op til den her forpligtelse, skal det ikke være sådan, at landets befolkning pr. definition skal straffes for det.

På samme måde skal udviklingsbistanden heller ikke bruges til at kræse for udvalgte autokratiske ledere, fordi de vil hjælpe Danmark med at føre en stram og problematisk asylpolitik, sådan som især den tidligere socialdemokratiske mindretalsregering gjorde, da det pludselig blev en idé at sætte støtte til det lille afrikanske land Rwanda på dagsordenen.

Rwanda er ikke noget mønsterdemokrati. Det er et land, der er styret af en autokratisk præsident, som er kendt for at undertrykke enhver opposition i sit eget land og snigmyrde politiske modstandere i udlandet. Men fordi præsident Kagame erklærede sig villig til at huse et dansk modtagecenter for asylansøgere, begyndte man at kanalisere bistandsmidler til Rwanda. Den form for belønning til udemokratiske regimer er vi heller ikke for i Enhedslisten.

Så vil jeg gå tilbage til forslagsstillernes forslag. Spørgsmålet er jo, som flere ordførere har været inde på, om det problem, som beslutningsforslaget skal løse, egentlig er der. I hvert fald er det, og nu kan jeg kun citere noget, som andre ordførere, herunder regeringsordførerne, har gjort før mig, i udenrigsministerens svar på spørgsmål nr. 72 i Udenrigsudvalget fra tidligere på denne måned, sådan at – og jeg citerer – »der ikke er tredjelande, der modtager langsigtet udviklingsbistand fra Danmark, som ikke i et vist omfang samarbejder om tilbagetagelse af egne statsborgere.«

Så hvor er problemet egentlig? Jeg kan ikke sige mig fri for at tænke over , at af de 17 principper, som dansk udviklingspolitik er skruet sammen omkring og hviler på, vælger Dansk Folkeparti så at slå ned på ét. Ét. Hvad det skal tjene, kan man jo kun gisne om. Enhedslisten stemmer nej til beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til hr. Mikkel Bjørn.

Hvor er problemet? spørger fru Trine Pertou Mach og henviser igen til regeringens ubrugelige svar om »langsigtet udvikingsbistand« og »i et vist omfang«. Det, der er problemet, er jo, at så snart man bruger et udtryk – hr. Lars Løkke Rasmussen tror jeg var den første, der brugte det – som »i et vist omfang«, har man allerede sagt alt, hvad der skal siges, for »i et vist omfang« kan betyde alt. Det kan jo betyde, at hvis land tager imod en borger om året og afviser at tage imod nogen andre, lever man i et vist omfang op til at samarbejde med den danske regering om tilbagetagelse af eksempelvis kriminelle, og så kan man få hundredvis af millioner af danske skatteborgeres penge. Det er det, der er problemet, hvis fru Trine Pertou Mach ikke bemærkede det i løbet af debatten her i Folketinget. Det er det, der er problemet, og det er det, at Dansk Folkeparti ikke kan stå på mål for.

Hr. Lars Løkke Rasmussen er udenrigsminister, og hvis man omtaler udenrigsministeren, skal man sige udenrigsministeren og ikke navnet på vedkommende. Det regner jeg med at man gør for eftertiden.

Så er det ordføreren.

Tak. Jeg mener sådan set, at det svar, der er blevet givet af hr. Lars Løkke Rasmussen, udenrigsministeren i Danmark, er ganske klart. Der står det, der står, og som nu er blevet citeret af adskillige ordførere, inklusive jer selv, og jeg synes, at det ganske fint afspejler, hvordan det princip ud af de 17 i dansk udviklingspolitik bliver realiseret i virkeligheden.

Spørgeren.

Det er da dejligt, men det, som Dansk Folkeparti mener er problemet, er, at når man bruger udtryk i en aftale som »i et vist omfang« og »langsigtet udviklingsbistand«, så har man allerede sagt, at der i vidt omfang gives udviklingsbistand i hundredvis af millioner danske skattekroner til lande og diktaturstater, der ikke vil tage imod deres egne statsborgere. Det synes Dansk Folkeparti er en uholdbar løsning. Det kan jeg så forstå at Enhedslisten ikke synes, og det er jo en fair politisk uenighed. Men vi må ikke desto mindre kunne blive enige om, at ordbrugen afslører, at der gives udviklingsbistand til lande, der ikke tager imod deres egne borgere.

Ordføreren.

Jeg tror ikke, at jeg har yderligere at tilføje, men jeg tænker jo også, at Dansk Folkeparti har fået nok mediemateriale til sine sociale medier.

Vi siger tak til ordføreren, og så er det hr. Jon Stephensen, uden for grupperne.

Befolkningen i Afrika og lande som Afghanistan og Syrien lider allerede voldsomt under en verden i forandring og en verdensorden, hvor alt er kastet op i luften. Den største bidragsyder til udviklingshjælp, USA, er næsten væk, og England, Frankrig og Holland ser ud til at følge trop ved at reducere – næsten halvere – landenes udviklingsbistand for at finde penge til mere oprustning. Det er en reaktion, som er en fuldstændig destabiliserende faktor for et i forvejen skrøbeligt kontinent og nogle lande, hvor det nationale beredskab slet ikke er i stand til at overskue de nedskæringer, man nu ser frem mod.

Der findes ikke en koncentreret bouillonterning, der løser dette tomrum. Men skal Danmark grundet et fåtal af afviste asylansøgere – 320 – tilbageholde udviklingshjælp og humanitær bistand til pågældende lande? Nej. At efterlade Syrien alene, at efterlade Afghanistan alene og at efterlade Afrika alene er den største fare for fred og sikkerhed, også Danmarks. De lande og Afrikas unge demokratier med unge befolkninger er skrøbelige. Konflikter, klimakriser og sult lurer nu meget mere end længe, og heraf følger også flygtningestrømme.

Udviklingshjælp er også sikkerhedspolitik, især når Rusland og Kina står parat. Fred og sikkerhed går gennem økonomisk samarbejde og støtte. Vores sikkerhed er også lig med en fortsat positiv udvikling i lande, der er truet, også selv om de ikke vil modtage deres egne statsborgere. Blikket for det og den forståelse må vi ikke miste i en tid, hvor det globale er afløst af nationale interesser, som er voldsomt destabiliserende. Derfor kan jeg ikke støtte beslutningsforslaget.

Vi siger tak til hr. Jon Stephensen. Der er ingen korte bemærkninger. Så går vi til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti. Velkommen.

Forslaget i dag er et forslag, som enhver ansvarlig politiker uanset partifarve bør kunne støtte. Det er udtryk for almindelig sund fornuft, nemlig at Danmark ikke skal sende milliarder af kroner i udviklingsbistand til lande, der nægter at tage imod deres egne kriminelle statsborgere.

Danmark bruger årligt 22 milliarder skattekroner på udviklingsbistand. Det er penge, der bliver taget fra danske familier, danske pensionister og danske skatteydere og sendt ud i verden med en forestilling om, at vi dermed køber os fred og stabilitet. Men hvad får vi så til gengæld? Ja, vi får lande fra typisk Mellemøsten og Afrika, der modtager millioner fra Danmark med den ene hånd og med den anden hånd nægter at tage imod deres egne kriminelle statsborgere. Vi har set det igen og igen: kriminelle udlændinge dømt for vold, voldtægt, bandekriminalitet eller terror, som ikke kan sendes hjem med tvang, fordi deres hjemlande kun vil tage imod dem, hvis de rejser frivilligt. Imens render de frit rundt i Danmark på danske gader og stræder blandt danske borgere. Det er absurd, det er farligt, og det er uansvarligt. Hvis du have hjælp, må du også tage ansvar. Det er sund fornuft, det er retfærdigt, og det er på tide.

Regeringen med Socialdemokratiet i spidsen ynder at tale om stramninger, om kontrol og om ansvarlighed, men når virkeligheden banker på døren og de får muligheden for at stemme for noget konkret, sågar noget, der har været en del af deres eget udenrigspolitiske udspil, så stemmer de imod igen og igen. Der holdes taler om hjemsendelser, men i praksis giver man milliarder til lande, der nægter at tage imod de mennesker, som vi gerne vil sende hjem. Hvor længe skal danskerne finde sig i det hykleri?

Med det her forslag sender vi et klart signal: Danmark vil ikke længere være bankautomat for regimer, der modarbejder os, og Danmark vil ikke længere være et tag selv-bord for lande, der nægter at tage ansvar. Derfor foreslår vi, at der øjeblikkeligt stoppes for al udviklingsbistand til lande, der ikke tager imod deres egne borgere, og at kravet om hjemtagelse bliver skrevet ind som en forudsætning i fremtidige bistandsaftaler. For hvis du ikke vil tage ansvar for dine egne borgere, skal du ikke have en krone fra Danmark. Det burde være selvfølgeligt, men i en politisk virkelighed, hvor bl.a. Socialdemokratiet hellere vil please FN, EU og islamiske vælgergrupper i ghettoerne end at passe på danskerne, er det desværre ikke længere selvfølgeligt.

Vi skal ikke sende penge til lande, der gør grin med vores tillid og truer vores sikkerhed. Hver gang Danmark sender hundredvis af millioner af skattekroner ud af landet i udviklingsbistand, også til regimer, der nægter at tage imod deres egne kriminelle borgere, fravælger vi samtidig danske børn, ældre og svage. Derfor er vi nødt til at stille nogle meget simple spørgsmål. Hvor er det humanitære hensyn til den ældre dansker, der sidder alene på et plejehjem, mens der ikke er personale nok til at passe på dem og opfylde deres basale behov? Hvor er det humanitære hensyn til den handicappede borger, der får besked om, at der ikke er råd til ledsagelse eller hjælpemidler, som konsekvens af at regeringen sender hundredvis af millioner af kroner til den tredje verden? Hvor er det humanitære hensyn til de familier, der kæmper med lange ventelister på hospitalet, alt imens Danmark sender milliarder til korrupte stater, der end ikke vil tage imod deres egne voldsmænd og voldtægtsforbrydere?

Vi har vænnet os til, at humanitær hjælp kun handler om, hvad vi sender af penge til den tredje verden, men hvem taler om de humanitære forpligtelser over for danskerne, altså dem, der har bygget det her samfund op, dem, der betaler verdens højeste skatter og afgifter, og dem, der bliver svigtet, fordi deres penge sendes til regimer, der griner os lige op i ansigtet? Det er på tide at redefinere begrebet humanitær ansvarlighed. Der er ikke noget humant i at bruge danske skattekroner på stater, der nægter at tage ansvar, i stedet for atbruge dem på sygeplejersker, sosu-assistenter, lærere og tryghed på gaderne. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til hr. Flemming Møller Mortensen.

Tak for det. Jeg vil bare gerne bede om en afklaring. Ordføreren taler om fremtidige bistandsaftaler, og vi har i dag talt om den nuværende og fremtidige udviklingspolitiske strategi for Danmark. Hvor ligger Dansk Folkepartis holdning henne, i forhold til hvor meget udviklingsbistand vi skal give fra dansk side? Udenrigsministeren har annonceret, at kriteriet for en drøftelse af den fremtidige udviklingspolitiske strategi vil være en accept af minimum 0,7 pct. af bni til udviklingsbistand. Hvor står Dansk Folkeparti henne? For der har været sådan lidt forskellige udsagn om holdningen.

Ordføreren.

Der skal være 0 kr. i dansk ulandsbistand. Danske skattekroner skal ikke sendes i hundredvis af millioner til diktaturstater i den tredje verden. Det skal de ikke. Jeg ved godt, at det er Socialdemokratiets politik at bruge hundredvis af millioner af danske skattekroner på den tredje verden. Det er ikke Dansk Folkepartis linje, og derfor er svaret meget simpelt: 0 kr.

Spørgeren.

Mange tak for et meget klart svar. Det kan vi jo så, alle partier her i Folketinget, tage med os, når vi skal til at drøfte den nye strategi. Dansk Folkeparti var med langt inde i drøftelserne, da vi lavede strategien tilbage i 2021. Jeg kan i hvert fald her registrere med det klare udsagn, ordføreren kommer med, at der er sket et stort skred væk fra en global humanisme til nu at have en meget skarpere holdning uden at se til verdens ubalancer. Tak for det.

Ordføreren.

Jeg tror aldrig, at Dansk Folkeparti har stået på en platform af global humanisme. Vores synspunkt har altid været, at vi som danske repræsentanter her i Folketinget først og fremmest har et ansvar over for danskerne. Det er ikke vores ansvar at bruge danskernes skattekroner på at redde den tredje verden. Det er vores ansvar at bruge danskernes skattekroner på at varetage danskernes interesser og forbedre danskernes hverdag. Det har altid været og vil altid være Dansk Folkepartis synspunkt.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Udenrigsudvalget. Er der ingen, der gør indsigelse mod dette, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.