Det næste punkt på dagsordenen er:

5) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 146:

Forslag til folketingsbeslutning om en national undersøgelse af vold blandt folkeskoleelever.

Af Helena Artmann Andresen (LA), Karina Adsbøl (DD), Birgitte Bergman (KF) og Alex Ahrendtsen (DF) m.fl.

(Fremsættelse 28.02.2025).

Ønsker ordføreren for forslagsstillerne, Helena Artmann Andresen, at give en begrundelse for forslaget? Det gør ordføreren. Værsgo. Talerstolen er klar.

Tak for det. Historierne om vold i folkeskolen er mange, og de kommer fra hele landet. Vi har hørt om fødselsdagstæsk, vi har hørt om børn, der er blevet tvunget til at drikke hinandens urin, og vi har hørt om sakse i øjet og om en pige, der har fået slået sit hoved så hårdt ind i en mur, at hun havde nakkesmerter og hovedpine i flere måneder efter. Spark, slag og trusler er virkeligheden på nogle af folkeskolerne, men vi ved faktisk ikke ret meget om den vold, der er i folkeskolen. Vi kender ikke omfanget. Vi ved ikke, hvilke typer vold der er tale om, hvem der udøver volden, hvilke konsekvenser det har for dem, der udsættes for volden, dem, der udøver volden, de øvrige elever eller de ansatte, og hvad der er årsagerne til volden.

Vold i skolen har været et tabu i alt for mange år, og berøringsangst er aldrig godt, men her er det direkte skadeligt for børnene, lærerne, pædagogerne og familien, der berøres af volden. Der er stadig organisationer på skoleområdet, som ikke vil tage ordet vold i deres mund, og forvaltninger, der modarbejder lærerne, som ytrer sig om volden, der foregår på deres skoler. Vi skal have volden undersøgt, vi skal have brudt tabuet, og vi skal beslutte, at vold ikke er noget, vi vil acceptere i vores alle sammens folkeskole. Derfor har vi i LA sammen med Danmarksdemokraterne, Konservative og Dansk Folkeparti fremsat det her forslag om at pålægge regeringen inden udgangen af 2025 at igangsætte en national undersøgelse af vold i folkeskolen. Vi håber på jeres opbakning. Tak for ordet.

Tak til fru Helena Artmann Andresen for den begrundelse. Der er ikke mulighed for at komme med korte bemærkninger. Det bliver der senere.

Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er børne- og undervisningsministeren. Værsgo.

Tak til formanden for ordet. Det giver sig selv, at både elever, lærere og pædagoger selvfølgelig skal kunne møde trygt i skole og ikke være bange for at blive mødt med voldelig adfærd. Siden vi sidste år påbegyndte drøftelserne om voldelig adfærd på skolerne, foranlediget af sagerne på en konkret skole i Køge Kommune, er der sket en del. Der bliver nu talt offentligt om den udfordring, som findes, med nogle elevers adfærd. Der er taget de første skridt med ændringer af ordensbekendtgørelsen. De nye regler er trådt i kraft her den 1. januar 2025. Men jeg erkender, at der stadig er udfordringer, og diskussionen er ikke slut endnu.

Den seneste tids offentlige debat og eksisterende undersøgelser af vold på skolerne peger på, at der er udfordringer med voldelig adfærd mod både skolens personale, men også – og det synes jeg er lige så vigtigt – andre elever. Børne- og Undervisningsministeriet har i foråret 2024 udarbejdet en opsamling, som peger på, at der er flere sager, end der har været tidligere, hvor elever udviser voldelig adfærd mod andre børn og voksne. Det er i øvrigt en opsamling, der også påpeger, at det særlig er blandt de mindste børn, vi ser nogle af udfordringerne. Jeg tror således ikke, at der er nogen her, som er uenig i, at der eksisterer vold på skolerne, og at det er et problem for alle elever, for deres klassefællesskaber og for skolens personale.

Derfor skal en eventuel undersøgelse også give os en ny viden. Vi har simpelt hen brug for at blive skarpere på, hvad en undersøgelse skal bidrage med.

Samtidig er det meget vigtigt for mig, at en undersøgelse ikke må stå i modsætning til konkret handling. Jeg er selv optaget af at give skolerne de nødvendige redskaber til at håndtere voldelig adfærd så hurtigt som muligt. Jeg tror, at mange lærere – hvis man skal sige det ligeud – savner klarhed over, hvad de må, fordi retsgrundlaget og retsstillingen ikke er god nok i dag. De savner opbakning til at kunne være en autoritet i klasseværelset, til at kunne være de voksne og til at kunne udøve det omsorgsansvar, som de også er ansat til at udøve.

At klare rammer og respekt for både og elever og forældre vil medvirke til at skabe ro og orden i klassen og forebygge voldelig adfærd, er jeg sådan set enig i. Jeg siger også »forebygge«; tilspidsede situationer og voldelig adfærd kan aldrig fuldstændig undgås i en folkeskole, hvor der dagligt går ca. 500.000 elever, men vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at undgå konflikterne og være skarpere på, hvordan vi så håndterer dem, når de opstår. Derfor er min ambition først og fremmest at arbejde for at give skolens personale mulighed for at kunne gribe ind over for elever i visse tilfælde, og det vil kræve en ændring af reglerne for det, vi kalder fysisk indgriben.

Jeg er klar over, at det er en drøftelse, der er dilemmafyldt, men det er også mit ønske, at vi tager en debat om de regler, vi har. Min hensigt med at give adgang til fysisk indgriben i folkeskolen er ikke at øge brugen af fysiske indgreb over for elever, men at kunne forebygge, at det bliver nødvendigt, og – i de tilfælde, hvor det så er nødvendigt – at sikre, at retstilstanden er klar, også mere klar, end den er i dag. Det er både af hensyn til elevernes, skolens og personalets retssikkerhed, men egentlig også, fordiforældrene nogle gange lidt står tilbage med en oplevelse af at have en uklar retsstilling. Det er selvfølgelig en fin balance, og derfor skal vi være præcise. Reglerne for fysisk indgriben skal understøtte, at skolens personale ikke undlader at yde den tilstrækkelige omsorg over for eleven af frygt for at overskride deres beføjelser og ende i juridiske slagsmål med kommunens personaleafdeling eller forældrene.

Vi skal huske, at det ikke er frivilligt for barnet at være i skolen. Vi har 10 års undervisningspligt i Danmark, og det er indgribende at blive udsat for fysiske indgreb. Derfor skal der også være strenge krav til brug af fysiske indgreb i skoletiden, og de krav skal være tydelige. Fysiske indgreb skal kun ske undtagelsesvis og må aldrig erstatte omsorg, forebyggelse og specialpædagogisk bistand. Det er samtidig vigtigt for mig at slå fast, at voldelig adfærd, hvor man eksempelvis slår, sparker eller på anden måde gør andre elever eller lærere ondt, ikke har en plads i folkeskolen, som skal være et trygt sted for alle.

Tryghed skaber vi også ved tydeligt at vise, hvor grænserne går, og at det har konsekvenser at overskride dem. Som jeg efterhånden har sagt mange gange, skal folkeskolen kunne rumme alle elever, men den skal ikke kunne rumme al opførsel. Derfor er det også vigtigt, at fysisk indgriben kun benyttes i situationer, hvor andre pædagogiske tiltag ikke er tilstrækkelige. Men i sådanne situationer er der et ansvar over for resten af klassen for, at det er muligt at gennemføre undervisningen, og et ansvar over for skolens personale.

Når det er sagt, forstår jeg godt, at den seneste tids offentlige debat har skabt et ønske om at blive klogere på vold i skolen. Det er også sat på dagsordenen til det næste møde i folkeskoleforligskredsen, som vi har om ganske kort tid, altså senere i den her måned. Men jeg synes, at vi skylder sektoren, eleverne, lærerne og forældrene, at vi er skarpe på, hvad det egentlig er, vi vil med sådan en undersøgelse. Hvad mangler de ude på skolerne, og hvad har vi brug for at blive klogere på?

Regeringen støtter ikke beslutningsforslaget. Vi ser frem til diskussionen, både her i salen og på det kommende møde i folkeskoleforligskredsen.

Tak for den tale. Der er lige en kort bemærkning. Fru Helena Artmann Andresen fra Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Jeg synes ellers, det står ret klart i beslutningsforslaget, hvad det er, vi gerne vil undersøge, og hvad det er, vi gerne vil have mere viden om. For jeg tror egentlig, de fleste af os, der er herinde, er blevet lidt chokeret i løbet af det seneste år med alle de sager, der har været fremme i pressen, særlig det, Berlingske har afdækket, men det har jo primært været i København. Så at ministeren sætter det på dagsordenen til næste møde, er jeg glad for, men jeg kan ikke helt forstå, hvad det er, ministeren synes der er uklart i det her beslutningsforslag, i forhold til hvad vi gerne vil have afklaret.

Ministeren.

Jeg er glad for, at Liberal Alliance er glad for, at det er på dagsordenen, for det var på opfordring fra Liberal Alliance, at det er kommet på dagsordenen til næste møde i folkeskoleforligskredsen. Jeg synes blot, at det er vigtigt, både selvfølgelig, som jeg altid vil sige, at alt, hvad vi sætter i gang er finansieret, men også, at det peger frem mod løsninger. Og som jeg også nævnte i min tale, kan ordensbekendtgørelsen være første skridt. Jeg kunne godt tænke mig, at vi, inden sådan en undersøgelse ville kunne være færdig, også kunne gå i gang med forhandlinger omkring det, jeg taler om i min tale, om fysisk guidning eller fysisk indgriben i skolen inspireret af nogle gode erfaringer fra Norge, og at eventuelle nye oplysninger kan understøtte eventuelt fremtidige politiske beslutninger. Derfor kunne jeg godt tænke mig, vi også fik en diskussion med hinanden af, hvad det er, vi har behov for at blive klogere på.

Spørgeren.

Jeg bakker op om, at selvfølgelig skal vi handle nu og ikke vente, mens der er en eventuel undersøgelse, der går i gang. Jeg kommer til at tænke på: Har Socialdemokratiet selv været lidt berøringsangst over for den vold, der er i folkeskolen? For den tidligere børne- og undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil, lagde sådan set det arbejde i skuffen, som den borgerlige regering var gået i gang med omkring vold i folkeskolen. Dernæst var der jo en undersøgelse, der skulle være opfølgende på det arbejde, der var sat i gang, men det blev pænt lagt i skuffen. Hvorfor gjorde det det?

Ministeren.

Jeg synes ikke selv, jeg er berøringsangst. Jeg synes tværtimod, at jeg har prøvet at tage den her diskussion med åben pande også imod de forholdsvis mange mennesker, som er uenige, bl.a. i nogle af de ændringer, der er lavet af ordensbekendtgørelsen, og som også erklærer sig uenige i de, håber jeg, kommende regler omkring mulighederne for fysisk guidning i folkeskolen. Som jeg også sagde i min tale: Der er 500.000 elever, der møder ind hver morgen. Der er titusindvis af ansatte. Selvfølgelig opstår der konflikter. Det gør der, når mange mennesker er sammen. Det afgørende er, hvordan vi håndterer de konflikter. Der synes jeg, at det regelgrundlag, vi har i dag – og det er jo både ordensbekendtgørelsen, men det er også det manglende retsgrundlag omkring fysisk indgriben – er med til at få personalet til at træde et skridt tilbage, og så bliver det »Fluernes herre« i klasselokalet. Og der har vi brug for, at de voksne kan træde et skridt frem og være dem, der håndterer udfordringerne.

Fru Lisa Perkins, Liberal Alliance.

Tak. Jeg er ret ny herinde, så det kan godt være, at der er noget, jeg har misforstået, men jeg undrer mig over, at ministeren siger, at det skal på dagsordenen senere og der skal være mere klarhed over, hvad det præcis er, der skal undersøges.

Jeg er enig med fru Helena Artmann Andresen fra Liberal Alliance i, at det er ret klart, og så står der også i forslaget: Forslagsstillerne er åbne over for eventuelle justeringer og tilføjelser af elementer, der bør belyses i undersøgelsen.

Hvordan kan det være, at der ikke kan stemmes for det her forslag, hvis det alligevel er noget, der skal dagsordenen senere med eventuelle justeringer?

Ministeren.

Jeg ved ikke, om det handler om, at man er ny eller gammel. Nogle gange ser man mest klart, når man er den nyeste i den her sal.

Jeg synes egentlig, at de bemærkninger, der er til det her forslag, er et okay sted at starte diskussionen, men jeg synes også, det ville være underligt at sætte en undersøgelse i gang og så parallelt med det allerede begynde politiske indgreb, politiske forandringer, en eventuel ændring af regelværket mod noget, som vi går og afventer nogle resultater på. Derfor vil jeg også sige, at der er noget, vi allerede ved, bl.a. som følge af den kortlægning, som Børne- og Undervisningsministeriet sidste år, og det er der ingen grund til, at vi sætter et langt undersøgelsesforløb i gang for at få bekræftet. Så jeg tror, at vi har behov for at få det indskrænket eller afgrænset lidt.

Så er det også det med økonomien. Jeg har det svært ved at stemme for et lovforslag, der bare hedder, at så skal der fyres en masse mennesker i Børne- og Undervisningsministeriet i en situation, hvor der i forvejen har været store afskedigelsesrunder.

Ønskes opfølgning? Ja.

Jeg er bare nysgerrig på, hvad det præcis er, der er betænkeligheder ved med hensyn til finansieringen. Det kunne jeg godt tænke mig hvis ministeren ville uddybe kort.

Når ministeren nævner, at han godt kunne tænke sig, at det blev indskrænket, er jeg også nysgerrig på, hvilke af de her specifikke fem punkter ministeren mener ikke er noget, der skal med i en undersøgelse om omfanget af den her vold, vi taler om, i folkeskolen.

Ministeren.

Når jeg siger det med finansieringen, er det bare, fordi vi gerne vil have, at statens udgifter skal diskuteres i en samlet prioritering. Der har været meget store personalereduktioner i Børne- og Undervisningsministeriet det sidste stykke tid – hver syvende stilling er nedlagt – så jeg synes ikke, det vil være ansvarligt af mig at stå her og sige, at vi i et beslutningsforslag finansierer en undersøgelse ved så at gennemføre en ny afskedigelsesrunde. Det bliver nødt til at blive set i en større økonomisk sammenhæng.

I forhold til de fem punkter ... undskyld.

Tak. Hr. Lars Boje Mathiesen, Borgernes Parti.

Tak. Jeg lagde mærke til, at ministeren også nævnte ordet forebyggelse et par gange i sin tale. Det er klart, at det tror jeg vi alle sammen er enige i. Når vi har med unge mennesker at gøre, ligger der også forebyggelse i ordet konsekvens, og en ordentlig konsekvens er i sig selv ofte forebyggende, når vi taler om de områder her. Mener ministeren, at de nuværende konsekvenser, det har for elever, der begår vold i skolen, er de rette? Eller er det et område, vi også skal kigge på? Vi ved jo, at der ofte ikke sker politianmeldelse. Ofte bliver forældre anbefalet og anmodet om måske at holde igen med en politianmeldelse, og andre gange tager skoleinspektøren ikke selv f.eks. tiltag for at lave en politianmeldelse, selv om man ved, der er foregået vold blandt elever, som er plus 15 år.

Ministeren.

Jeg vil for det første erklære mig enig i det, jeg kan fornemme er baggrunden for ordførerens spørgsmål, nemlig at konsekvens også er pædagogik, og at konsekvens også skal virke forebyggende. Derfor har jeg også hele tiden sagt, at jeg ikke har noget imod, at børn og unge oplever, at deres handlinger har konsekvenser. Det skal selvfølgelig være på en ordentlig måde med respekt for, at det er børn, vi taler om, men det kan sagtens være god pædagogik at fortælle børn, at de f.eks. er hjemsendt 1 dag, eller at de skal rydde op efter sig selv, eller at der bliver igangsat et eller andet forløb på skolen for at følge op på, at der har været en konflikt mellem eleverne eller mellem en elev og personalet. Der synes jeg nogle gange, at det regelværk, vi har, har understøttet, hvad jeg har kaldt en slap pædagogik. Det er ikke en kritik af de ansatte på skolen, men det regelværk, vi har, understøtter, at de træder et skridt tilbage, fordi der er en uklar retsstilling.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Det er jeg enig i. Mener ministeren grundlæggende, at det er problematisk, hvis der er skoleledere, som ligesom indtager en partsrolle i det og anbefaler forældre ikke at anmelde det, hvis deres børn er blevet overfaldet i skolen af en anden, som er +15? Der kan være en skoleleder, der siger: Her synes jeg ikke I skal politianmelde.

Synes du, det er problematisk, at en skoleleder går ind og varetager sådan en rolle i sådan en situation?

Ministeren.

Jamen straffeloven gælder også på skolen. Så hvis der har været en straffelovsovertrædelse, synes jeg da, det skal anmeldes til det lokale politi, og så må de jo overveje, om der kan rejses tiltale. Men langt de fleste af de sager, vi taler om her, er jo ikke straffelovsovertrædelser. Det er bl.a. små børn i indskolingen, der reagerer på en meget uhensigtsmæssig og nogle gange voldelig måde over for andre elever eller over for personalet. Der synes jeg da altid som udgangspunkt man skal forsøge at håndtere det med de mindst muligt indgribende pædagogiske værktøjer. Men det skal også være i værktøjskassen, at man f.eks. har mulighed for at flytte et barn væk fra episoden. Hvis det kræver, at man f.eks. løfter en dreng på 2 år væk, synes jeg også, det er okay.

Tak til børne- og undervisningsministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går i gang med ordførerrækken, som begynder med fru Sara Emil Baaring fra Socialdemokratiet.

Tak for ordet, formand. Vi står med et stort ansvar. Vi skal sikre, at børn og unge kan gå i skole uden at være bange, og at lærere og pædagoger kan passe deres arbejde uden at frygte for deres egen sikkerhed. Derfor vil jeg rigtig gerne starte med at anerkende forslaget, som flere partier har fremsat. Det peger på et problem, som vi ikke længere kan vende ryggen til, nemlig voldelig adfærd i folkeskolen. Vi skal turde sige det, som det er – desværre er det ikke længere noget særsyn, at ansatte i skolen oplever vold eller trusler. Det sker blandt eleverne og i mødet mellem børn og de voksne omkring dem.

Sidste år blev debatten for alvor sat i gang efter nogle ubehagelige episoder i Køge og efterfølgende i Agedrup, og siden da er det heldigvis blevet lettere at tale åbent om det. Og vi har ikke kun talt, vi har også gjort noget. Ordensbekendtgørelsen er blevet opdateret; den trådte i kraft ved årsskiftet. Men den er ikke hele løsningen, og vi må ikke bilde os selv ind, at vi er i mål endnu.

Men undersøgelser gør det altså ikke alene. Jeg forstår godt ønsket om at ville have noget mere viden, og jeg siger heller ikke, at der er nogen undersøgelser, der er unødvendige. De kan sikkert give nye indsigter. Men vi ved jo allerede, at voldelig adfærd findes, og vi ved, hvad det gør ved børn og voksne: Det påvirker fællesskabet, og det ødelægger trygheden for os alle. Derfor skal vi først og fremmest styrke de redskaber, skolerne allerede har. Lærerne skal være helt sikre på, hvad de må, og hvad de kan, og de skal kunne skabe ro i klassen, sætte grænser og i alleryderste tilfælde gribe ind fysisk, hvis det er nødvendigt. Det handler ikke om magt, men det handler om ansvar.

Men lad mig lige understrege, at vi ikke ønsker en mere hård folkeskole. Vi ønsker en skole, hvor der er tydelige rammer og gensidig respekt, for det er grundlaget for både læring og trivsel. Fysisk indgriben skal kun bruges, når alt andet er prøvet. Men reglerne skal være klare. De voksne skal ikke stå alene, og eleverne skal mødes både med omsorg og med konsekvens. Vi skylder alle, både ansatte og elever, en tydelighed, så der ikke opstår usikkerhed om, hvad man må, og hvad man ikke må. Retssikkerheden skal gå begge veje.

Afslutningsvis vil jeg sige, at jeg godt ved, at det her er et svært emne, og at det vækker følelser, og der er enormt mange nuancer i det. Men netop derfor skal vi ikke lade os bremse af endnu en undersøgelse, før vi tager handling. Socialdemokratiet kommer ikke til at støtte beslutningsforslaget, men til gengæld glæder vi os rigtig meget over at høre, at ministeren tænker, at vi skal drøfte det her på det førstkommende møde i folkeskoleforligskredsen. For vi skylder både børnene, lærerne og forældrene at komme videre fra snak til handling og fra viden til løsninger. Tak for ordet.

Fru Helena Artmann Andresen, Liberal Alliance.

Tak for det. Jeg er enig i mange af de ting, som ordføreren har sagt fra talerstolen. Det er jo ikke, fordi en undersøgelse skal bremse noget af det arbejde, der allerede er i gang, og jeg synes egentlig, at ministeren fra ordførerens parti gør det rigtig godt på det her område, også når det kommer til vold.

Men jeg tror, jeg bliver nødt til at blive lidt klogere på, hvorfor det er, at man sætter det på et møde og gerne vil tale om det, men ikke vil stemme for det hernede i Folketingssalen. For hvis man sætter det på et møde, synes man vel, at det har noget relevans at få undersøgt det her til bunds, så vi ikke mest ved noget om volden i hovedstaden. Jeg så også, at der var en ekspert, der irettesatte en fra ordførerens parti med, at der ikke var mere vold på de skoler, hvor der var flere indvandrere, men det viser det, vi har fra Berlingske jo. Vi mangler simpelt hen noget grundlæggende viden, for vi ved ikke særlig meget om volden i folkeskolen.

Ordføreren.

Jeg synes faktisk, at den kortlægning, som Børne- og Undervisningsministeriet lavede sidste år, pegede i retning af, at vi skal have gang i nogle tiltag. For mig vil en diskussion ovre i folkeskoleforligskredsen lige så meget handle om, hvad det eksempelvis er, vores naboland Norge er i gang med på det her område, og hvor det er, de er foran.

Ud over at de har lavet nogle nye regler omkring fysisk indgriben, er de faktisk også på vej videre med et step to. Sådan noget synes jeg kunne være enormt interessant at kigge ind i; frem for en undersøgelse, som måske viser det, som vi allerede har fået kortlagt, vil jeg egentlig hellere steppet videre til, hvad der så egentlig er af handlemuligheder og løsninger, som vi kan gribe fat i.

Spørgeren.

Igen vil jeg sige, at jeg også synes, at vi skal handle nu. Men noget af det, den her undersøgelse jo også skal, er, at vi gerne skal kunne lave endnu flere tiltag, efter at den er kommet og vi har fået det kortlagt. Og jeg håber ikke, det var rigtigt, at jeg hørte det, som om det allerede var en afvisning fra ordføreren af den undersøgelse, der er indkaldt til at drøfte i forligskredsen.

Ordføreren.

Det er det ikke, men jeg synes, vi skal have en drøftelse af, hvor det er, at vi skal skære undersøgelsen til henne; hvilken vej det er, vi vil have kigget ned ad; og hvad det er for nogle løsninger, vi mangler svar på. For jeg synes faktisk, der ligger rigtig meget i de ting, som vi har gang i, men hvor er det, hullerne er, og hvor er det, vi skal sætte ind henne? Det synes jeg vi skal have en drøftelse af.

Dermed kan jeg sige tak til Socialdemokratiet. Så går vi videre til Venstre og fru Anni Matthiesen.

Tak for det, formand, og tak til Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti for at sætte fokus på det her vigtige emne i Folketingssalen i dag.

For i bund og grund tror jeg egentlig, at vi alle sammen kan være enige om, at alle børn og unge skal være trygge i deres skolegang, at man skal opføre sig ordentligt, som jeg tror jeg ville sige, både over for sine klassekammerater, men jo i hvert fald også og måske endda ikke mindst over for sine lærere. Derfor er det her emne et vigtigt emne at få drøftet. For Venstre er det ikke nok, at vi bare taler om problemet. Vi er nødt til at sikre, at der kommer til at ske noget, og det synes jeg faktisk også de eksempler, som der har været bragt i medierne, understreger.

Børn har jo til gengæld, og det skal vi selvfølgelig også være opmærksomme på, ikke den samme forståelse for konsekvenser ved deres handlinger, og derfor er det også utrolig vigtigt, at voksne kender til de værktøjer, de har og kan bringe i spil i en skolehverdag. Man har brug for rimelig klare rammer, og det gælder både børnene, men det gælder måske også børnenes forældre.

Det er ingen hemmelighed, at jeg også selv er fortaler for, at læreren skal have plads til mere autoritet i klasseværelset, og at jeg rigtig gerne også i den sammenhæng vil have forældrene mere på banen. Når jeg siger det, er det, fordi jeg tror, vi alle sammen har oplevet og måske også indimellem har været udsat for, hvordan man kan blive behandlet af både unge mennesker, men for den sags skyld også store børn, og hvor man indimellem tænker: Hvor er forældrene henne her i forhold til at opdrage børnene og sikre, at de faktisk kan indgå i et fællesskab?

Jeg glæder mig til, og som ministeren også sagde, at det bliver sat på dagsordenen ved næste møde i folkeskoleforligskredsen, og jeg glæder mig til, at vi der skal drøfte, hvordan vi kommer skridtet videre. Det er jo fint nok, som beslutningsforslaget her lægger op til, at der skal laves en undersøgelse og vi skal blive klogere, men jeg må også sige, at jeg tror helt bestemt, at der kan være ting allerede nu, som bør sættes i værk, og jeg kan næsten også blive bekymret, hvis der kommer til at gå alt for lang tid, inden vi også tager de næste skridt.

Venstre kan ikke støtte forslaget, som det er, og derfor vil jeg i stedet for henvise til, at vi får en god snak i folkeskoleforligskredsen.

Fru Helena Artmann Andresen, Liberal Alliance.

Jeg håber både, at vi får en snak og finder ud af nogle gode handlingsmuligheder, for igen er det ikke, fordi jeg siger, at man ikke kan sætte noget handling i gang nu, mens der kommer til at køre en undersøgelse. Tværtimod kan det jo være med til at følge op på det, at vi kan lave endnu mere handling bagefter.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge Venstres ordfører lidt ind til, hvorfor Venstres ordfører tror, at der er sket en stigning i vold. Det er i hvert fald det, der bliver berettet om i medierne og i de små undersøgelser, der bliver lavet rundtomkring.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Først har jeg lige en kommentar i forhold til det med, at man måske godt kan handle, selv når man sætter gang i en undersøgelse. Jeg har bare en del erfaring for, at nogle gange, når man sætter gang i en undersøgelse, så er man jo nødt til at afvente resultaterne af undersøgelsen, inden man måske kan tage nogle større skridt. Så nogle gange – jeg siger ikke altid, men nogle gange – kan en undersøgelse faktisk også være en form for midlertidig stopklods, og det er egentlig det, jeg kan være lidt bange for. Men det må vi jo tale om, når vi mødes og skal drøfte de her ting.

Selve årsagen til, hvorfor volden er stigende, er et stort spørgsmål. Jeg tror ikke, at der bare er ét svar på det. Jeg tror, at der er flere forskellige svar. Jeg tror bl.a., at et af svarene kan være, at både pædagoger og lærere måske ikke har været klædt godt nok på til også at kunne håndtere børn med særlige behov, og det kan nogle gange i klasselokalet udløse, at der faktisk opstår voldelig adfærd.

Spørgeren.

Tak for det, og det er jo også os, der beslutter os for, om den undersøgelse skal være en stopklods. Det kan vi jo bare beslutte at det ikke skal være.

Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad Venstre mener om de børnesyn, der bliver lagt ned over skolerne af kommunerne. F.eks. har der, hvor jeg kommer fra, Kolding, lagt et børnesyn ned over kommunen, der hedder: Alle børn gør det bedste, de kan. Det lyder meget sympatisk, men det har altså nogle ret store konsekvenser for de lærere, der står derude i dagligdagen. Hvad mener Venstre om, at kommunerne lægger sådan et syn ned over alle skoler og alle børnehaver, og at alle lærere skal lave deres undervisning og pædagogik om efter det?

Ordføreren.

Nu kender jeg ikke til det, som man har gjort i Kolding Kommune, skal jeg være ærlig og sige. Men det er det, kommunerne har en frihed til. Når det så er sagt, synes jeg faktisk ikke, at det behøver at være modstridende. Altså, jeg synes, det allervigtigste er, at man giver nogle klare rammer, som både børn og for den sags skyld forældre skal agere inden for. Derfor synes jeg jo godt, at man kan have en eller anden overskrift, der lyder noget i retning af, at alle børn rent ud sagt skal klare sig så godt, som de kan.

Fru Lisa Perkins, Liberal Alliance.

Tak. Det er simpelt hen helt fornøjeligt at være vidne til det her. Jeg synes faktisk, det er lidt spøjst at høre regeringspartierne på den ene side sige, at de gerne vil sikre, at der skal kunne ske noget, og de vil også gerne drøfte en undersøgelse af, hvordan det skal se ud, senere, men de er bange for, det bliver en stopklods. Er det en større stopklods at vedtage, at man skal undersøge noget, nu, end det vil blive senere?

Så lyder det simpelt hen på mig, som om at man siger, at man hellere vil undgå at blive klogere, for hvis nu man bliver klogere, kan det være, at de ting, man godt vil gøre nu, ikke var det rigtige. Mener regeringspartierne, det er bedre at træffe beslutninger på baggrund af mavefornemmelser, end det er på baggrund af konkret data og viden om, hvad der foregår? Så vil jeg gerne tilføje, som det også er blevet sagt, at man kan jo sagtens gå i gang med nogle tiltag, som er baseret på den viden, man har nu, og så samtidig igangsætte at blive klogere. Jeg kan ikke forstå, hvordan de ting skal være modstridende. I særdeleshed synes jeg, det er ulogisk, at regeringspartierne siger nej til det her nu, men samtidig får sagt, at de gerne vil drøfte det på et udvalgsmøde senere. Hvad er det konkret ved de her fem punkter, der er uenighed om, og som man gerne vil blive klogere på? Det kunne jeg godt tænke mig at høre.

Ordføreren.

Jamen jeg tror, jeg kan sige det helt kort: I forhold til økonomidelen er jeg ikke enig.

Det var vist det. Er der en opfølgning?

Kan det blive uddybet, hvor i økonomien, altså i finansieringen, der er utilfredshed? For det er jo ellers noget, jeg normalvis hører Venstre stå på mål for også, altså at vi skal skære ned på bureaukratiet. Når der er ansat 40 akademiske årsværk på 5 år, er jeg nysgerrig på, hvordan Venstre mener, det er noget, man kan retfærdiggøre, altså at der på 5 år er brug for nærmest 30 pct. ekstra akademikere. Hvad er der sket i de sidste 5 år, som retfærdiggør en så enorm stigning i akademiske årsværk?

Fru Anni Matthiesen.

Alene i forhold til det, at vi nu skulle finde de besparelser, som vi netop har vedtaget, og hvor ministeren også gav udtryk for, at der lige er blevet fyret rigtig mange i Børne- og Undervisningsministeriet, vil jeg sige, at når man sidder i forhandlingslokalet og skal tage stilling til hver enkelt ting, der så skal fjernes, så er der visse partier her, som også sidder i Folketingssalen i dag, som endda sagde nej til, at der skulle fjernes noget af det bureaukrati, måske endda nogle af de partier, som ellers plejer at sige, at der skal fjernes endnu flere medarbejdere.

Dermed tak til Venstre. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Danmarksdemokraterne.

Tak, hr. formand. Jeg står her i dag for tale om et emne, der har afgørende betydning for vores børn, vores lærere og for hele samfundet, nemlig volden i folkeskolen. Vi er i Danmarksdemokraterne medforslagsstillere på dette vigtige beslutningsforslag, fordi vi mener, at det er på høje tid, at vi får mere viden om omfanget og konsekvenserne af volden blandt vore unge.

Det er en trist realitet, at vold i folkeskolen er blevet en del af hverdagen for mange elever og lærere. Over de sidste år har vi set alarmerende eksempler på pludselige overfald, kvælertag, skub, ildspåsættelse, kast med genstande – offentligt situationer, hvor elever føler sig truet eller utrygge. Berlingske har rapporteret, at næsten 1.800 gange i løbet af de sidste 2 år er elever blevet sendt hjem midlertidigt på grund af vold. En undersøgelse viser, at over halvdelen af lærerne oplever en stigning i voldelige episoder mellem eleverne, og Arbejdstilsynet har udstedt adskillige påbud mod skoler for netop vold og traumatiske hændelser.

Disse tal er ikke bare statistikker. De afspejler virkeligheden for mange børn, der hver dag går i skole og frygter, at de kan blive udsat for vold. Det er unge mennesker, der søger at håndtere konflikter måder, der er skadelige for både dem selv og deres omgivelser. Det er vores ansvar at handle for at skabe en tryg og sikker skole, hvor alle børn kan lære at udvikle sig uden frygt. Volden har alvorlige konsekvenser. For den enkelte elev kan den føre til fysiske skader, men også til psykiske følger såsom angst, lavt selvværd og mistrivsel. For ofrene er det en belastning, der kan følge dem hele livet. For de elever, der udøver volden, kan det skabe et mønster, der forhindrer dem i at få et sundt socialt liv og en positiv skoleoplevelse. For lærerne er det en daglig kamp for at opretholde et trygt undervisningsmiljø, hvilket kan gå ud over deres arbejdsglæde og trivsel.

Derfor er det så vigtigt, at vi får skabt en dybdegående forståelse i forhold til voldens omfang, typer, årsager og konsekvenser. Det er nødvendigt for at kunne sætte målrettede indsatser i gang, både forebyggende og håndhævende, og for at sikre, at vores skole er et sted, hvor elever og lærere kan føle sig trygge. Med dette beslutningsforslag ønsker vi, at regeringen igangsætter en grundig national undersøgelse, der kan give os den nødvendige viden. Det er en investering i vores fremtid, for når vi ved mere, kan vi handle mere målrettet. Lad os tage dette ansvar seriøst. Lad os sikre, at volden i vores folkeskoler bliver en saga blot, og at alle børn kan få den skolegang, de fortjener – en skole præget af tryghed, respekt og muligheder for alle. Tak for ordet.

Fru Anni Matthiesen, Venstre.

Tak. Nu vil jeg gerne bruge muligheden her til også at grave lidt mere ned i, hvad Danmarksdemokraterne tænker. Jeg kan selvfølgelig helt klart se, at man gerne vil sætte en undersøgelse i gang nu. Men er der nogle ting, hvor Danmarksdemokraterne faktisk tænker, at vi bør rykke allerede nu og ikke vente på resultatet af en undersøgelse?

Ordføreren.

Vi deltager gerne i de møder, hvor man kan tage ting op, vi umiddelbart kan gøre, men vi synes bare, at der er så mange ting, vi ikke ved nok om. Der er så mange historier om, hvad der foregår, så vi mener faktisk, at vi samtidig har brug for at få en kortlægning af, hvad der er objektivt rigtigt, og hvad det rent faktisk er, der sker derude. Så derfor kunne vi sagtens have den her undersøgelse kørende, samtidig med at vi selvfølgelig tager en dialog om, hvilke tiltag vi kan gøre her og nu.

Spørgeren.

Hvad tænker Danmarksdemokraterne f.eks. om noget af det med fysisk guidning. Er det noget, som Danmarksdemokraterne sagtens kunne se sig selv i, i forhold til at vi her bør gøre mere for at give lærerne nogle flere værktøjer?

Ordføreren.

Jamen der er mange ting, vi skal have diskuteret. Nu må jeg jo sige, at jeg normalt ikke er ordfører på området, og derfor skal jeg også passe på med, hvad jeg sådan helt konkret får sagt at vi er for og imod af detaljer. Så det vil jeg overlade til vores ordfører på området at forholde sig til, når der nu kommer en dialog ovre i ministeriet.

Dermed kan jeg sige tak til Danmarksdemokraterne. Vi går videre i talerrækken til Socialistisk Folkeparti og fru Theresa Berg Andersen.

Tak for ordet. Vold i folkeskolen er dybt alvorligt. Det skal være trygt at gå i skole både for eleverne og for de voksne, som arbejder med vores børn hver dag. Folkeskolen skal være et trygt sted for alle, men vi har desværre også læst i Berlingske og kan høre fra de faglige organisationer, at det ikke altid lykkes i dag. Det kan være dybt problematisk, og derfor skal vi også gøre noget ved det. Men vi kommer ikke til at støtte beslutningsforslag B 146.

Det gør vi ikke, fordi vi mener, at forslaget primært fører til mere bureaukrati og ikke anviser de konkrete løsninger, som vi har brug for. Der mangler en klar idé om, hvad en national undersøgelse egentlig skal bidrage til. Hvad skal den føre til, og hvordan skal vi omsætte det her til bedre trivsel i praksis? Vi kender jo allerede mange af de redskaber, som virker. Vi skal sikre flere voksne omkring børnene. Der skal være flere pædagoger og lærere. Det betyder tryghed og bedre relationer, som vi ved er helt afgørende, når man skal forebygge konflikter. Vi skal også styrke PPR, så skolerne hurtigere kan få den hjælp til børn og unge og særlig til dem med særlige udfordringer. Vi skal investere i efteruddannelse, så lærere og pædagoger får de redskaber, de har brug for, til at håndtere konflikter og skabe inkluderende læringsmiljøer. Vi skal skabe klare rammer om lærernes fysiske beføjelser, så man aldrig er i tvivl om, hvad lærere eller pædagoger må i forhold til at træde imellem, så der ikke er noget, der udvikler sig voldeligt.

Egentlig har lærernes formand, Gordon Ørskov Madsen, haft et godt indlæg og sagt det meget godt i Skolemonitor den 26. juni sidste år – og jeg citerer:

»... vi skal sætte ind langt tidligere med et større fokus på forebyggelse, specialpædagogiske kompetencer ind i undervisningen og større fokus på stærke fællesskaber. Og alt det kræver økonomiske investeringer i et helt andet omfang, end vi ser i dag.

Den stigende vold mod lærere er et strukturelt problem, der kræver strukturelle løsninger. Folkeskolens økonomi og rammer er simpelthen nødt til at blive bedre, hvis vi skal problemet til livs.«

Det er vi i SF enige i. Det kræver ikke en stor kortlægning med et uklart formål. Det her kræver reel handling fra os herinde i salen. Desuden foreslår forslagsstillerne at finansiere den her kortlægning ved at skære i antallet af medarbejdere i Børne- og Undervisningsministeriet, og samtidig skal vi nok også bruge dem til arbejdet. Vi mener ganske enkelt ikke, at det her hænger sammen. Derfor stemmer vi nej til forslaget.

Fru Helena Artmann Andresen, Liberal Alliance.

Tak for det. Det var lidt den tale, jeg havde forudset komme fra SF, også, at noget af løsningen er flere penge. Men jeg tror også, at noget af det, der skal løse problemerne med volden, handler om noget mere strukturelt, og det er også, hvordan man går til pædagogikken derude.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge: Bakker SF op om det forslag, som ministeren er kommet med omkring fysisk guidning af elever? Jeg er ikke helt sikker på, om det var det, SF sagde.

Så kunne jeg også godt tænke mig at spørge lidt mere ind til, om SF også synes, at der nogle gange mangler konsekvens ude i folkeskolen.

Ordføreren.

Jeg tror, det er en bredere debat, og jeg står her i dag på vegne af Sigurd Agersnap. I forhold til de fysiske beføjelser har vi nok brug for at se noget konkret på et papir, for vi tror på, at der godt kan være nogle beføjelser til lærerne, men det skal ikke være voldsomme beføjelser. Så vi skal meget længere ind i det forslag for at se, hvad det konkret er, vores minister peger på. For det er ingen hemmelighed, at vi også er skeptiske over for måden, det blev fremlagt på af ministeren. Så vi skal nok se det konkrete forslag, før vi kan forholde os til den del.

Spørgeren.

Det er også helt fair. Jeg havde selvfølgelig håbet på en lidt mere klar opbakning til det forslag, for jeg tror, det er noget af det, der vil kunne gøre en forskel derude.

Hvilke af de her områder, som vi med beslutningsforslaget gerne vil have undersøgt, mener SF at der allerede er nok viden omkring? Og igen vil jeg sige, at jeg synes ikke, det er modstridende, at vi undersøger området til bunds, så det ikke kun nærmest af det, Berlingske har undersøgt, og at vi samtidig sætter nogle andre initiativer i gang.

Ordføreren.

Først og fremmest synes jeg, det er fuldstændig åndssvagt at bruge en masse penge på en undersøgelse, når vi ved, hvad det er, der virker. Der er skitseret fem punkter her. I forhold til omfanget af vold kan vi gå ind og kigge på det, for man skal jo indberette det her til Arbejdstilsynet, så her vil vi kunne hente nogle af elementerne. I forhold til typer af vold vil jeg sige, at vi alle sammen kender de typer af vold, der foregår i folkeskolen. Jeg kan også sige, i forhold til hvem der udøver vold, at jeg tror, vi har en klar idé om, hvilke konsekvenser og hvilke årsager der er.

Så jeg mener faktisk, at vi ved, hvad der skal til, men vi skal bare finde de midler og bruge dem rigtigt og ikke have en eller anden undersøgelse.

Fru Lisa Perkins, Liberal Alliance.

Tak. Jeg er lige nysgerrig på, hvad det er, der helt nøjagtigt menes, når SF siger, at vi ved, hvad der virker. Flere penge er også før blevet nævnt. Ihukommende det her problem med vold kunne jeg godt tænke mig konkret at høre, hvad det er, der virker.

Ordføreren.

Jeg har skitseret flere elementer her, som jeg mener virker. Jeg mener, det virker at sætte flere voksne, både lærere og pædagoger, ind i klassen, så man kan styrke relationerne. Vi ved alle sammen, at stærke relationer er noget af det, der gør, at man kan tage ting i opløbet. Jeg nævner også en stærkere hjælp til PPR. Jeg kommer selv fra Nordjylland, og lige nu er der sindssyg lange ventetider, og har vi nogle børn, der skal indstilles, så skal hjælpen finde sted nu.

Så tror jeg, at en af de ting, som Venstres ordfører peger på i forhold til stærk efteruddannelse af pædagoger og lærere, er noget af det, der skal til, så man har nogle håndtag at gribe i, og så går vi samtidig positivt til de forslag, som ministeren også har stillet, og som vi skal kigge på efterfølgende.

Fru Lisa Perkins.

Tak. Jeg synes jo, det lød rigtig sympatisk og dejligt, at det, der virker, er en tæt relation til en voksen, men nu er jeg selv mor til en del børn og ved fra konflikter mellem mine egne børn, at selv med en tæt relation og en rigtig god normering, kan det nogle gange være nødvendigt at komme med noget voksenguidning og komme med nogle konsekvenser. Så jeg er nysgerrig for at høre, hvad SF tror, det er, der virker, når man har lidt ekstra voksne, så man kan komme de her ting til livs, som er så voldsomme, uden flere redskaber til de voksne, som står i situationen.

Ordføreren.

Jeg er selv pædagog igennem 19 år, inden jeg kom herind, så jeg ved udmærket godt, hvor meget en klar relation imellem voksen og barn har af betydning. Så det her med at skabe stærke relationer tror jeg gør så meget. Det her med to voksne, og at man kan gå fra, inden problemerne opstår, tror jeg på, og så tror jeg overhovedet ikke, at det her tåler sådan sammenligning med, hvordan og hvorledes man er sammen med sine børn i hjemmet, og hvordan børn er i et andet pres, når de er blandt flere. Så jeg tror, der er kæmpestor forskel på de to ting.

Hr. Lars Boje Mathiesen, Borgernes Parti.

Tak. Ordføreren nævner, at SF vil bruge flere penge på området. Det er fuldstændig korrekt. Jeg husker også, at der var et udspil i 2024 fra SF, hvor man ville bruge op mod 8 mia. kr. mere på det her område, tror jeg det var. Finansieringen til det pegede SF dengang på var det økonomiske råderum. Men senere er det jo kommet frem, at SF også vil bruge det økonomiske råderum på at finansiere øgede udgifter til forsvaret. Det vil sige, at den finansiering jo ikke kan bruges begge steder. Så hvor vil SF finde pengene henne til de her øgede udgifter på skoleområdet?

Ordføreren.

Der er selvfølgelig nogle penge at hente i råderummet. Jeg anerkender også, at vi har brugt nogle penge på øgede forsvarsudgifter, men det har vi også gjort ved at lægge nogle af vores lån om, sådan som jeg forstår det. Men jeg ved også godt, at SF flere gange har peget på nogle skattefordele, der er kommet ud, hvor vi overhovedet ikke er enige i den prioritering, der er lagt. Så det her er en større del af SF's finansielle plan. Så om det specifikt er på skattelettelser eller råderummet her, må jeg være dig svar skyldig på. Men samtidig har jeg også lyst til at sige, at grunden til, at vi ikke bakker op, selvfølgelig også er nogle finansielle spørgsmål i det her.

Spørgeren.

Det er fuldstændig korrekt, at man fra SF's side har finansieret øgede forsvarsudgifter med, at man ville tilbagerulle nogle skattelettelser. Man har været specifik omkring nogen, og andre har man ikke. Men det, jeg snakker om, er den del af det økonomiske råderum, man nu bruger på forsvaret. Det er jo midler, som vi ikke har set før, som SF siger. Det vil sige, at når man så også vil bruge 8 mia. kr. af det på folkeskoleområdet, er de midler brugt to gange, indtil SF i hvert fald fremlægger en økonomisk plan, hvor man viser, at man ikke bruger dem to gange.

Derfor spørger jeg bare, om man så, når man nu går på talerstolen og siger, at vi gerne skal bruge flere penge på det her område, ikke kunne være konkret og specifik og sige, hvor de penge skal komme fra på folkeskoleområdet, når man nu har brugt det økonomiske råderum. Hvor er det, man vil spare henne for at finde pengene?

Ordføreren.

Jeg har lyst til at sige til hr. Lars Boje Mathiesen, at de 8 mia. kr. ikke er dem, jeg henviser til her. Vi har jo mulighed for at gå ind og forhandle i forbindelse med en finanslov om delelementer, som vi synes er vigtige, ligesom vi gjorde med skolemad, kan jeg sige. Her fik vi forhandlet nogle af elementerne ind. Men vi tror på, at alle de konkrete forslag, jeg nævner her, er en del af en løsning. Så må vi jo se, hvad vi kan nå til enighed om. I vælger at bruge pengene på en undersøgelse; vi vælger at lave handling. (Lars Boje Mathiesen (BP): Vi er ikke medforslagsstillere på det her).

Dermed er der ikke flere spørgsmål til Socialistisk Folkeparti. Tak. Så går vi til hr. Rasmus Lund-Nielsen, Moderaterne. Jeg kan faktisk ikke se ham i salen.

Beklager, formand. (Den fg. formand (Jeppe Søe): Lad gå). Lad mig begynde med at sige, at det ikke er småting, der foregår ude på nogle af vores folkeskoler. Når børn udsættes for spark, slag og kvælertag, er det noget, vi skal tage alvorligt og gøre, hvad vi kan, for at komme til livs.

For der er problemer med voldelig og grænseoverskridende adfærd på vores folkeskoler. Det hører vi jo både fra lærere, forældre og elever. Det er dybt uacceptabelt. Børn og lærere har krav på en tryg skoledag. Det er fundamentet for både trivsel og læring. Vi skal kunne tale om problemet uden at pakke det ind. Derfor er vi i Moderaterne også åbne over for at undersøge området nærmere, men vi kan ikke stemme for beslutningsforslaget, som vi behandler i dag. Det er der nogle forskellige grunde til. Mange af dem har jo været vendt af mine ordførerkollegaer i regeringen, men lad mig repetere nogle af dem.

Vi mener ikke, at det giver mening at sætte gang i en ny, stor undersøgelse, hvis man ikke samtidig også er klar på at tage en drøftelse af, hvad den her undersøgelse egentlig skal bruges til. Hvordan adskiller den viden, vi skal opnå, sig fra den, vi allerede har i dag? For vi har jo allerede viden og data fra bl.a. Danmarks Lærerforening, Arbejdstilsynet, Skole og Forældre og flere andre aktører, som viser, at problemet eksisterer. Det kan sagtens være, at vi skal undersøge problemet yderligere, men vi skal være sikre på, at vi undersøger det på den mest relevante måde.

Som det også har været nævnt, må det vigtigste jo være, hvad det næste skridt, vi skal tage, er på baggrund af den viden, vi har. Jeg savner, at beslutningsforslaget også ser fremad og kigger mere ind i løsninger. Hvordan hjælper vi skolerne med at gribe ind tidligt, tydeligt og professionelt? Hvilken støtte mangler lærerne? Hvordan sikrer vi, at rammerne er klare, og at personalet har de nødvendige redskaber? Det er derfor, vi fra Moderaternes side bakker op om regeringens linje, altså at vi i regi af folkeskolens forligskreds drøfter, hvor vi mangler viden, og hvordan vi bedst styrker både forebyggelsen og muligheden for at handle, når situationen kræver det. Det handler bl.a. om tydelige regler for fysisk indgriben, som ikke skal erstatte det pædagogiske arbejde, men tværtimod understøtte det pædagogiske arbejde, når man har prøvet alt andet.

Vi risikerer derudover, som det også har været fremhævet, at skubbe beslutninger foran os, fordi vi venter på resultaterne af en undersøgelse. Jeg kan forstå, at der er nogle ordførere fra de partier, der har fremsat det her beslutningsforslag, som ikke anerkender, at det kan være en risiko, altså at det ofte, når man sætter en undersøgelse i gang, er sådan, at man ikke samtidig parallelt sætter en masse initiativer i gang. Vi ved jo, at det i hvert fald historisk er sket, at en undersøgelse er blevet brugt som en syltekrukke. Så det kan i hvert fald være for en reel risiko. Vi mener jo, at der allerede skal gøres noget ved det her erkendte problem.

Vi er meget åbne over for at blive klogere, og derfor er det også positivt, at ministeren har sat temaet på dagsordenen på næste møde i forligskredsen. Her giver det mening at tage en samlet drøftelse af, hvor vi mangler viden, og hvad der så politisk kan tages handling på her og nu. Vi kan ikke acceptere, at vold er en del af skolelivet. Skolen skal være et trygt sted, og det kræver både blik for fællesskabets grænser og selvfølgelig også elevens behov. Det er der, der skal findes et balancepunkt. Så Moderaterne stemmer imod beslutningsforslaget. Tak for ordet.

Tak for den tale. Der er lige et par korte bemærkninger. Først er det fru Helena Artmann Andresen fra Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Jeg tror, jeg vil starte med at gentage mig selv og sige, at fordi man sætter en undersøgelse af området i gang, behøver det jo ikke at være en stopklods; det er os, der bestemmer, om det skal være en stopklods. Så er der det her med at kigge frem og med handling og sådan noget. Altså, jeg synes, det er nogle gode initiativer, som regeringen har taget fat i, og mange af dem er jo noget, som LA har været fortaler for i mange år. Stramningen af ordensbekendtgørelsen var noget, vi prøvede at komme igennem med, da vi sad i regering, og vi har også været fortalere for det her med fysisk guidning i længere tid.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren ind til, om ordføreren mener, man ved nok omkring den vold, der foregår ude på skolerne. SF nævnte bl.a., at man kan se det i arbejdstilsynene, men man kan samtidig også se, at der slet ikke bliver rapporteret lige så meget vold ude på skolerne, som Arbejdstilsynet selv rapporterer. Det er jo uholdbart, at skolerne ikke er ærlige omkring den vold, der foregår derude, for det har jo desværre været et tabu i mange år, og det er det stadig væk. Det kan man jo høre på nogle af de organisationer, der har med skolen at gøre. Derfor er jeg også glad for, at ordføreren lægger vægt på, at man ikke skal pakke det ind i alle mulige andre ord, end hvad det er.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Som jeg nævnte i min tale, har vi jo en del data, ikke? Vi har både Danmarks Lærerforening og Arbejdstilsynet – der er der jo trods alt også en del, der skal rapporteres ind – og Børne- og Undervisningsministeriet udarbejdede jo sidste forår en opsamling, som bl.a. byggede på data fra Danmarks Lærerforening, Skole og Forældre, KL og Arbejdstilsynet.

Så der er jo et vist vidensgrundlag, og så synes jeg da også, det er relevant at lægge et eller andet validt i den klare kortlægning, som Berlingske i hvert fald har lavet, hvor de viser, at omfanget er meget, meget stort, og også, at det er et omfang, der er uacceptabelt. Er det så præcis nok viden? Skal vi lige vide, om omfanget reelt er et par procenter større, end vi ved det er? Altså, det erkendte problem er, at der er vold, og at det er uacceptabelt, så det skal vi have gjort noget ved. Så derfor ser jeg ikke, at der er et stort behov for at skulle fyre medarbejdere i Børne- og Undervisningsministeriet for at finansiere en undersøgelse mere nu.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Jeg synes, det er lidt sjovt med det her omkring finansiering, for regeringen slår sig meget op på, at man gerne vil skære i bureaukratiet, men når vi så foreslår, at vi kan skære lidt i bureaukratiet, er det sådan her.

Jeg ved ikke, om ordføreren har beregningerne fra ministeriet af, hvad sådan en undersøgelse her ville koste, og hvor mange årsværk det var, at man ville skulle skære i Børne- og Undervisningsministeriet. Jeg synes, at det klinger en lille smule hult. Ellers må man jo blive enige om at sætte sig ned omkring et bord og så finde nogle regler, man vil fjerne, for at finansiere det her. Jeg troede egentlig, at Moderaterne var friske på den slags og ikke ville lægge sådan en undersøgelse ned, på baggrund af at man vil skære i noget bureaukrati.

Tak. Så er det ordføreren.

Som jeg nævnte i min tale, er det slet ikke sådan, at vi lægger undersøgelsen ned. Vi har jo netop sagt, at vi nu indkalder til en drøftelse af, hvad det præcis er for en viden, vi mangler. Så må vi jo også finde ud af, hvordan vi kan blive enige om en god finansieringskilde.

I Moderaterne er vi sådan set meget optaget af at nedbringe bureaukratiet, og derfor har vi da også været nogle af dem, som mente, at det var vigtigt, at vi bl.a. lavede det her prioriterede opgavebortfald, som jo så endte med, at hver syvende medarbejder blev fyret i Børne- og Undervisningsministeriet. Det er muligt, at der skal fyres flere, men jeg synes, at vi skal tage drøftelsen først.

Tak. Så er der en kort bemærkning til fru Lisa Perkins fra Liberal Alliance. Værsgo.

Tak. Der nævnes nu fra Moderaternes side, at der er en åbenhed for, at der skal igangsættes en undersøgelse, og det vil jeg gerne drøfte på et udvalgsmøde senere. Men der bruges også argumentet, at en undersøgelse vil være en stopklods for at komme i gang med noget. Så når det skal drøftes på udvalgsmødet, skal man så forvente, at der er åbenhed for det? Altså, hvornår skal den her undersøgelse så gå i gang, hvis den er en stopklods for at handle? Er der nogle bestemte handlinger, der skal ske først, før man vil gå i gang med en undersøgelse? Er det ikke lidt spild af tid at gå i gang med at drøfte en undersøgelse, hvis argumentet er, at det stopper vores nuværende arbejde?

Derudover hører jeg Moderaterne sige, at vi kender omfanget af det godt nok til at handle. Samtidig nævnes der nogle små justeringer, men en af de ting, vi godt vil undersøge, er årsagen til volden. Mener Moderaterne ikke, at det er ret relevant at vide, hvad årsagen er, når man skal gribe til nye tiltag?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Først må jeg lige korrigere ordføreren. Det er jo ikke et udvalgsmøde, vi lægger op til, det er et forligskredsmøde, som er datosat, og hvor vi så kan drøfte, om vi skal have en undersøgelse. Vi kan ikke foruddiskontere, at vi beslutter, at vi skal have en undersøgelse. Jeg nævnte jo også i min tale, at vi skal finde ud af, hvad det præcis er, vi skal undersøge.

Så er jeg også undersøgelsen mere optaget af, at undersøgelsen peger i retning af, hvad vi så på baggrund af undersøgelsen tænker at tage initiativ til at foretage af handlinger. For igen vil jeg sige, at jeg ikke synes, det er en undersøgelse omkring vold, der er det vigtigste, når vi allerede ved, at volden er på et uacceptabelt niveau. Så er jeg mere optaget af, hvordan vi kan løse det her problem. Og jo, vi kan også sagtens sætte nogle kloge mennesker til at undersøge de præcise årsager – jeg tror nemlig, at vi er mange, der godt ved, hvad nogle af årsagerne er – men jeg tror, det bliver svært at finde ud af, præcis hvad årsagerne er. Der tror jeg, det skal være en større kommissionsundersøgelse, og det arbejde kommer sikkert til at tage rigtig lang tid.

Så hvis man skal kortlægge alle årsager præcist, tror jeg det bliver rigtig, rigtig svært. Det kommer til at kræve meget på flere niveauer, så ... nå, min taletid udløber nu. Så nej, vi afviser ikke en undersøgelse, men lad os drøfte det.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Tak. Jamen det forekommer bare superunderligt, at man vil gå ind i noget, som vi tydeligvis ikke har nok data om.

Men jeg kunne egentlig godt bare tænke mig at høre, om Moderaterne kan bekræfte, at de mener, at der er nok data til at tage fuldbyrdede beslutninger, for så synes jeg, det forekommer mærkeligt, at man er åben for en undersøgelse. For det er en anerkendelse af, at der mangler information på det her område.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Men jeg synes ikke, der er noget modstridende ved det, som jeg nævner. Jeg nævner jo også, at det første, vi skal drøfte, er, hvad vi skal undersøge, herunder at vi måske skal have kortlagt, hvad det er for nogle initiativer, vi skal tage.

Det, jeg siger, er, at der er nok data til at vide, at problemet er der, og at problemet er uacceptabelt. Derfor kunne vi sætte gang i flere initiativer. Så det er måske i virkeligheden der, vi skal fokusere undersøgelsen, altså hvad det er, vi skal gøre for at komme det her problem til livs. For vi skal komme det her problem til livs. Det er et uacceptabelt problem.

Tak for de bemærkninger. Der er ikke flere korte bemærkninger til hr. Rasmus Lund-Nielsen fra Moderaterne, så vi siger tak. Næste i ordførerrækken er fru Mette Abildgaard fra Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for ordet, formand. Jeg står her i dag på vegne af vores undervisningsordfører, som desværre ikke havde mulighed for at være i salen i dag. Vold i folkeskolen skal på alle mulige måder tages alvorligt. Jeg har selv en lille datter, der startede i 0. klasse sidste år, og jeg tror, alle forældre kærer sig helt utroligt om deres børns velbefindende i folkeskolen, så naturligvis er det her noget, der berører andre. Derfor er vi også med til at fremsætte det her beslutningsforslag om en national undersøgelse på det her område.

Den 27. marts havde vi i Det Konservative Folkeparti sammen med andre gode kollegaer ministeren i samråd om den stigende vold i folkeskolen. Her gik debatten bl.a. på den vold, som børn og unge og deres lærere dagligt oplever i skolen. Vi Konservative spurgte ministeren: Hvorfor er der ikke gjort mere for at kortlægge omfanget af vold og trusler i folkeskolen? Det spørgsmål synes vi stadig står ubesvaret hen. Vold i skolerne er en alvorlig udfordring, både for lærere og for elever. Og det er fuldstændig uacceptabelt, at vi i dag har skoler, hvor der bliver slået og sparket truet og det er blevet en del af hverdagen. Sammen med kollegaerne i Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti har vi derfor fremsat det her beslutningsforslag, som skal tage fat om problemets kerne.

Folketinget skal pålægge regeringen at igangsætte en national undersøgelse af vold blandt folkeskoleelever. Vi er nødt til at få dokumenteret omfanget af volden, typen af volden, hvem, der udøver den, og hvad konsekvenserne er, både for dem, der udsættes for vold, og dem, der udøver den. Kun med et reelt overblik kan vi handle effektivt. Undervisningsmiljøet skal være trygt for både elever og lærere. Vi kan ikke acceptere, at stole og sakse flyver gennem lokalet, og at børn skal føle sig utrygge i deres hverdag. Vold i folkeskolen er og bliver uacceptabelt. Vi skal sætte ind nu, og det første skridt er viden. Det får vi genereret med det her beslutningsforslag, og derfor bakker vi det naturligvis op i Det Konservative Folkeparti.

Tak for den ordførertale. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Mette Abildgaard fra Det Konservative Folkeparti og går videre i ordførerrækken. Det skulle være Mai Villadsen fra Enhedslisten, som jeg ikke ser være til stede, så vi går videre i ordførerrækken. Det er hr. Alex Ahrendtsen som ordfører for Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak, formand. Det er lidt underligt, at centrum-venstre-flertallet i Folketinget ikke vil sige ja til dette beslutningsforslag om en national undersøgelse, især når man tænker på, hvor nidkært man forfølger Herlufsholm. Hvis det, som vi har været vidne til i den afdækning i Berlingske, havde været gældende for Herlufsholm, havde vi set et ministerium fare ud med bål og brand og også en regeringen og en minister, der havde gjort noget. Derfor er det lidt underligt, og jeg synes også, det er ærgerligt. Til gengæld er det godt, at vi så skal tale om det i folkeskoleforligskredsen – bedre sent end aldrig.

Det er jo en sag, der har optaget Dansk Folkeparti meget længe. Allerede for mere end 10 år siden foreslog vi at stramme op på ordensbekendtgørelsen, og vi foreslog det flere gange, der skete bare ikke noget. Så kan man selvfølgelig rose den nuværende minister for endelig at have gjort det nødvendige, nemlig at stramme ordensbekendtgørelsen. Det er nyttigt redskab.

Et andet område, som Dansk Folkeparti længe har været optaget af, er magtanvendelsen. Vi fik udarbejdet et notat af hr. Jørn Vestergaard, som klart viste, at der var en gråzone, og at lærerne ikke var sikret rent juridisk i folkeskolen, og vi havde endda nogle sager, der viste, at lærere kunne blive anklaget af politiet, hvis forældrene var sure over, at de havde grebet ind. Det er jo nogle uholdbare situationer for lærerne, fordi de så ikke kan opretholde disciplin, de kan ikke udøve deres myndighed. Jeg forsøgte også at få Lærerforeningen i tale. Man erkendte, der var et problemet, men man ville ikke gøre noget. Der var modstand i systemet, og der var modstand overalt i lærerstanden.

Nu er problemet så vokset lærerne over hovedet. Vi har endnu ikke så ilde stedt som i Tyskland, hvor det er helt galt. Men det, vi kan se, er, at hvor der har været en stor muhamedansk indvandring, er der også store problemer med vold. Det er måske en af grundene til, at man ikke har villet lægge sig ud med store dele af branchen, altså fordi man ikke ønskede at åbne den diskussion.

Derudover hidrører det selvfølgelig også, at man i den påstand måtte indrømme, at det, man har troet på siden slutningen af 1960'erne, simpelt hen ikke har virket. Socialliberalismen, socialismen, den venstreorienterede pædagogik er slået fejl. Den kan ikke løse problemerne. Vi skal tilbage til myndighed, vi skal tilbage til ansvarlige voksne, vi skal tilbage til disciplin, vi skal tilbage til, at det er den voksne, der bestemmer, og at eleverne skal lære at opføre sig ordentligt, og ikke mindst skal forældrene opdrage deres børn. Forældrerollen har jo været udsat for et voldsomt angreb siden 1960'erne og 1970'erne. Forældrene havde ikke forstand på at opdrage deres børn, og de måtte endelig ikke opdrage dem disciplineret. I dag ser vi resultatet af det, ikke bare i Danmark, men i hele Vesteuropa – flere generationer, der er mere og mere fortabte, fordi de ikke ved, hvordan de skal gebærde sig. Min oplevelse er, at unge og børn skriger efter rammer, efter regler, efter myndighed, efter voksne, og vi har svigtet dem i alle disse år.

Heldigvis ser det ud til, at tingene nu begynder at ændre sig. Jeg kan bare undre mig over, at man ikke har villet lytte til Dansk Folkeparti. Hvis man havde gjort det for 5 år siden, for 10 år siden, havde vi undgået nogle af de voldstilfælde, vi har rundtomkring i skolerne. For vi ved, det virker, når voksne sætter rammerne for børn, og hvad vi vil acceptere, og hvad vi ikke vil acceptere. Hvis de voksne ikke er der, opstår der et magttomrum, og hvor der er magttomrum, er der andre, der udfylder det. Og det er altid de stærke elever, det ikke dem med den her, men det er dem med dem her, musklerne. (Alex Ahrendtsen peger først på sit hoved og efterfølgende på sin arm). Det vil vi bare ikke have. Alle, der har udsat for mobning og vold, ved hvad jeg taler om, så vi har svigtet. Jeg håber på, at vi kan få rettet op på det. Når regeringen og centrum-venstre ikke vil sige ja til denne undersøgelse her i salen, kan vi håbe på, at vi kan få dem overbevist, når vi skal mødes i folkeskoleforligskredsen. Dansk Folkeparti støtter selvfølgelig initiativet og takker Liberal Alliance for det.

Tak for den ordførertale. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til fru Lotte Rod som ordfører for Det Radikale Venstre.

Tak for det, formand. Tak til forslagsstillerne for at tage et vigtigt emne op. Det kalder på politisk handling, når Danmarks Lærerforening kan fortælle, at flere end hver tredje lærer bliver ramt af slag, skub, spark eller spytklatter, og at over halvdelen af lærerne oplever en stigning i voldelige episoder mellem eleverne. Det skal vi tage alvorligt, og vi skal gøre det, der virker.

I forgårs var jeg med ministeren på Herstedlund Skole i Albertslund, som er en af de skoler, som er længst fremme med at arbejde systematisk med at forebygge vold og genoprette med restorativ praksis, som er noget, der er startet i den hårde ende hos politiet og nu bliver brugt i skolerne. Det er noget af det mest overbevisende, jeg har set, og derfor vil jeg gerne prøve at fortælle lidt om, hvad det er, de gør. De sagde det nemlig meget enkelt: Der er tre ting, der ikke virker, og så er der én ting, der gør.

Det hjælper ikke at gøre ingenting. Det er ikke okay at se væk og være ligeglad og ikke gøre noget. Jeg er helt enig med forslagsstillerne, når de siger, at vold aldrig må accepteres eller blive en del af hverdagen på landets folkeskoler.

Det duer heller ikke at gøre det for eleverne, og det er mormormetoden, som de kalder det i Albertslund, hvor man kan få lov til det meste uden at blive stillet til ansvar. For det lærer man ikke noget af, og jeg tror faktisk, det er noget af det, der har fået forslagsstillerne til overhovedet at rejse det her forslag.

Men det virker altså heller ikke at gøre det mod eleverne som en fodbolddommer, der giver det røde kort og sender en direkte ud i omklædningsrummet. For hvis en elev får en straf, som man ikke kan se meningen med, så lærer man heller ikke noget af det, for sådan fungerer vi som mennesker: Vi går i forsvarsposition og finder på undskyldninger for at retfærdiggøre os selv. Så bliver børnene bare mere vrede, og så kommer de højst sandsynligt til at gøre det igen.

Derfor er det noget andet, der skal til. For det, der virker, er at gøre det med eleverne. For de har både brug for en høj grad af at blive stillet til ansvar, samtidig med at de har brug for en høj grad af støtte. I Albertslund gør de det sådan, at de i fredstid laver sådan nogle klassesamtaler, hvor de træner det at snakke om svære ting, lytte til hinanden og skabe et trygt rum med stærke relationer – både mellem eleverne og lærerne. Og når tingene går galt, har de en plan for, hvordan de kalder de involverede elever – nogle gange også deres forældre, nogle gange lærerne og nogle gange skolelederen – ind til en samtale, hvor de lytter til hinanden, stiller hinanden til ansvar og sammen beslutter, hvad der skal ske. Det er konsekvens – på den virksomme måde.

Jeg har også set det, der ikke virker. Jeg har prøvet, at der efter nogle heftige konflikter på fodboldbanen blev indført forbud mod at spille fodbold. Og der kunne man virkelig mærke, hvad det gør ved et barn, der ikke oplever nogen mening, og som bliver vred og føler sig uretfærdigt behandlet, nemlig at det faktisk slukker for motivationen for at gå i skole. Så vi skal jo passe på, at vi i vores ønske om at handle ikke kommer til at forværre problemerne, og det er jeg lidt bange for at det her beslutningsforslag vil gøre.

For det er jo ikke at tage det alvorligt, nødvendigvis, at tale om vold i skolen. Jeg synes ikke, det er klogt at lave en undersøgelse af, hvilke typer af vold der udøves, og hvem der udøver volden. For det fastholder jo et særligt blik på både børnene og på konflikterne, som er en del af problemet. Vi har brug for at gøre det modsatte. Jeg er ret optaget af, at vi virkelig tager alvorligt, at vi kommer til at gøre det, der virker.

Folketinget og regeringen har et ansvar for at give skolen de rette rammer for, at alle børn er en del af et trygt fællesskab med stærke relationer både børnene imellem og til lærerne og pædagogerne. For det er jo dét, der gør, at de konflikter, den modstand og de grænseprøvninger, som jo er en vigtig og sund del af enhver dannelsesproces, bliver en god erfaring, altså fordi børnene bliver ansvarliggjort og får hjælp, så de kan lære af det, og sådan at det ikke kommer til at kamme over i de frygtelige tilfælde, vi har hørt om.

Vi skal tage alvorligt, at det mest er de små børn, der slår og sparker sidst på dagen. Vi har flere og flere børn, som får belastningssymptomer af at gå i skole, og som derfor slår fra sig. Jeg mener, vi skylder at lave en skole, som er så god, at man kan være Pippi Langstrømpe eller Emil fra Lønneberg og samtidig have en god skoledag, hvor man ikke bliver presset ud i tovene.

Lærerne og pædagogerne skal have overskud til at give et kram og lytte, når man har haft en lortemorgen, fordi ens forældre har drukket og været oppe at toppes det meste af natten, eller fordi man har mistet sin hund eller ens bedstemor har fået kræft. Der er altid en grund til, at børn gør, som de gør. Børn gør det godt – når de kan. Vi kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak for den ordførertale. Så er der foreløbig tre korte bemærkninger. Først er det hr. Mikkel Bjørn fra Dansk Folkepartin som spørger. Værsgo.

Jeg må sige, at jeg som skolelærer mildest talt bliver pikeret, når fru Lotte Rod siger, at Radikale hverken kan bakke op om en undersøgelse af, hvem det er, der skaber de her voldsproblemer i skolen, eller af, hvilke typer vold der bliver begået. Vi skal bare stikke hovedet i jorden, bare ignorere problemet – og så går det nok væk af sig selv.

Der må jeg sige, at jeg synes, det er håbløs ansvarsfralæggelse fra Radikale Venstres side. Jeg kan godt forstå, hvis der sidder skolelærere derude og ryster på hovedet og tænker: Radikale Venstre er i hvert fald ikke partiet, der repræsenterer skolelærernes interesser.

Fru Lotte Rod snakker om normale, naturlige grænseprøvninger, men de voldsproblemer, vi ser ude på skolerne, handler om elever, der truer og overfalder lærere og andre elever. Det er elever, der sågar i nogle tilfælde har truet lærere med voldtægt eller drab af lærernes børn. Det er jo ikke en naturlig grænseprøvning for elever. Det er helt og aldeles uacceptabel adfærd, som der skal sættes ind over for med hårde og kontante konsekvenser. Er fru Lotte Rod ikke enig i det?

Fru Lotte Rod.

Jo, selvfølgelig, og vi skal da gøre det, der virker. Derfor er det også en falsk modsætning at sige, at enten gør man ingenting, eller også så fastholder man et blik på, at det er bestemte børn, som udøver volden over for andre børn. Det, der virker, er jo, når vi støtter børnene og ansvarliggør dem, sådan så de kan få løst konflikterne, så det ikke eskalerer og bliver værre.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Men at ansvarliggøre nogen medfører også, at man stiller dem til ansvar for deres handlinger ved at sanktionere uacceptabel adfærd. Det er ansvar i sin essens, nemlig at få sanktioneret sin adfærd, når man foretager sig noget, der er uacceptabelt eller uden for de retningslinjer og rammer, der gælder i skolen. Og det er der, hvor fru Lotte Rod og Radikale ikke har forstået noget som helst af de problemer, der er ude på danske folkeskoler.

For Radikale Venstre, handler det hele bare om at sætte sig sammen i en rundkreds og snakke lidt om problemerne og høre eleverne, om ikke man måske kunne prøve at opføre sig anderledes. Men hvis man opfører sig uacceptabelt, har man ikke brug for støtte i den uacceptable adfærd. Så har man brug for sanktioner og konsekvens, og det er det, de her elever har brug for ude på skolerne.

Tak. Ordføreren.

Der er altid en grund til, at børn gør, som de gør, hr. Mikkel Bjørn. Børn gør det godt, når de kan, og derfor er det jo så vigtigt, at vi ikke bare sanktionerer på en måde, der ikke giver mening for eleven. Hvis man ikke forstår sanktionen – og hr. Mikkel Bjørn kan godt være uenig – så lærer man ikke noget af det. Og det, der må være vores opgave i Folketinget, må være at gøre det, det, der virker, og stå på grundlag af den forskning, der er. Og der betyder det noget, at vi tager børn alvorligt, og at vi sørger for både at ansvarliggøre dem og give dem den støtte, de har brug for.

Tak. Så er der en kort bemærkning. Fru Helena Artmann Andresen fra Liberal Alliance, værsgo.

Tak for det. Jeg kunne godt tænke mig at spørge lidt ind til noget af det, som fru Lotte Rod siger om konsekvenserne, altså at det altid skal give mening for børnene, hvilke konsekvenser det får. Skal det så være sådan en forhandling, der foregår mellem barnet, der har udøvet noget vold, og læreren? Og hvor er autoriteten så henne der, hvis man så skal forhandle om de konsekvenser, som der skal være for barnet for at have udøvet noget vold – hvis der overhovedet skal være nogen – ifølge Radikale Venstre? Så siger Lotte Rod flere gange, at børn gør det så godt, som de kan. Hvad er svaret til de lærere, der er ved at blive kvalt af det børnesyn, som nogle kommuner har? Er Lotte Rod enig i, at det lidt er en imødekommelse af dårlig adfærd ved at tage alt ansvaret væk fra barnet og udpege alle mulige rammer i stedet for?

Værsgo til ordføreren.

Det var mange forskellige spørgsmål. Børn gør det godt, når de kan. Det er derfor, vi har en vigtig opgave som Folketing i at sørge for at give skolerne rammerne for, at det er en god skole for alle børn, og at der altid er overskud til at interessere sig for det, når børn gør noget, som er forkert. Hvorfor gør de det? Hvad er det, der er sket forud for det? Hvis man bare giver en straf eller en sanktion, virker det ikke. Så gør det jo bare, at børnene bliver mere vrede og der formentlig så bare sker noget nyt igen. Så hvis vi er optaget af, at vi vil have mindre vold i skolen, færre voldelige episoder, skal vi jo gøre det, der virker.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Jeg noterer mig også, at hver gang man nævner ordet konsekvens, laver Radikale det altid om til »straf«. Hvis man ikke mener, at det er at lukke øjnene ikke at ville undersøge, hvem der udøver volden, og hvilke typer vold der er ude i folkeskolen, hvad er det så?

Værsgo til ordføreren.

Problemet med at lave sådan en undersøgelse er, at man jo holder fast i det blik, som vi jo ellers kender fra det juridiske system, at der er nogle børn, som er udøvere, og nogle børn, som det går ud over. Vi har jo brugt 10 år på at ændre vores mobbesyn, fordi vi kunne se, at det ligger i kulturen. Hvis man bare tager det ene barn ud, som gør noget, vil der bare være andre børn, der gør det, hvis ikke man arbejder med, at det er et trygt fællesskab. Det er bare derfor, jeg appellerer til, at vi – hvis vi nu alle sammen herinde er enige om, at vi gerne vil have folkeskole, hvor der er mere ro og trygt at være for både børn og lærere og pædagoger – da skal gøre det, der virker.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra fru Lisa Perkins fra Liberal Alliance. Værsgo.

Tak. Det bliver gentaget rigtig mange gange af Radikale Venstre, at vi skal gøre det, der virker. Det forekommer mig bare utrolig underligt, at man så ikke vil være med til at undersøge, hvad årsagerne kan være. For mig lyder det, som om Radikale Venstre mener, at vi har svarene, når der bliver sagt, at vi ikke skal fastholde nogen børn i nogle identiteter, at vi ikke skal fastholde dem i at være nogle, der udøver vold, og nogle, der udsættes for vold. Er det ikke at arbejde ud fra en præmis om, at vi ved, hvad den undersøgelse vil komme frem til? Jeg synes jo netop, at en undersøgelse skal belyse de ting, vi ikke ved. Så det forekommer mig underligt, at Radikale Venstre opererer ud fra en præmis om, at de ved, hvad det er, der kommer til at komme af svar fra sådan en undersøgelse her.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Det, der er problemet med den undersøgelse, som borgerlige politikere ønsker, er, at det fastholder et særligt blik på børnene og på konflikterne, som er en del af problemet. Jeg ønsker, at vi skal et andet sted hen. Jeg ønsker, at vi skaber en skole, som er god for alle børn, og hvor de voksne, når der er konflikter, har et overskud til at kunne hjælpe børnene med det samme, så der ikke er nogen børn, som går med en konflikt, der ikke er blevet løst, at der ikke er nogen konflikt, de voksne ikke har haft tid til at gøre noget ved, at børnene ikke bliver taget alvorligt, at de ikke bliver stillet ansvarlig. Det kræver jo, at der er den tid hos lærerne og pædagogerne til faktisk at kunne sætte sig ind i, hvad det er, der er på spil, og hjælpe børnegruppen med at blive tryg og få stærke relationer igen, hvis de er blevet brudt.

Værsgo til spørgeren.

Det beror jo igen på en præmis om, at Radikale Venstre ved med sikkerhed, at det, der er årsagen til den vold, vi ser – som ikke er ganske almindelige børnekonflikter og almindelige skærmydsler mellem børn på fodboldbanen, som også er blevet nævnt – er, at de her børn er utrygge. Det er det, jeg høre Radikale Venstre sige. Ved Radikale Venstre, at årsagen til den her voldsomme vold, som vi har fået beskrevet, er utrygge børn?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Som jeg har sagt et par gange, gør børn det godt, når de kan. Så når børn gør noget, som er forkert, er der jo gået et eller andet forud, som er grunden til, at de kommer til at reagere. Det er bare derfor, jeg gerne vil holde fast i, at det, der er vores politiske opgave herinde, er at sørge for at give skolerne en ordentlig ramme, hvor lærere og pædagoger har tid til at sætte sig ind i, hvad årsagen er, sådan at de kan støtte børnene. For som jeg sagde før, er det hverken en løsning at gøre ingenting eller bare at sanktionere. Det, der er brug for, er jo, at man har tid til at stille børn til ansvar, samtidig med at man kan støtte dem. For det er det, der gør, at børnene kan lære af det.

Tak. Så er der en kort bemærkning til hr. Lars Boje Mathiesen fra Borgernes Parti som spørger. Værsgo.

Børn gør det godt, når de kan. Ja. Der er også nogle børn, der gør det godt, når de vil. Og man skal huske at distingvere mellem de to. Jeg tror lidt, hr. Mikkel Bjørn og fru Lotte Rod taler forbi hinanden, for en del af pædagogikken er jo, at de børn, som i indskolingsalderen måske har en diagnose, skal have noget hjælp til de der ting. Noget er også det, vi kalder hverdagstrummerummen, hvor de der redskaber, som fru Lotte Rod taler om, er ganske givende og fine, synes jeg. Og så har vi også nogle elever, bl.a. grundet den forfejlede indvandring, vi har haft, som vælger ikke at acceptere tingene, ikke fordi de ikke kan, men fordi de træffer et valg. Det er altså sådan, at når vi har med unge mennesker at gøre, som er i 15-16-17-årsalderen, er der også nogle gange, hvor de vælger at ikke ville gøre det godt. Der har vi brug for, at der også er en konsekvens, og man har brug for nogle redskaber til at kunne håndtere det. Og det er jo der, hvor vi oplever rigtig mange af mine tidligere kollegaer, som løber panden mod muren, for de står magtesløse i de situationer.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Ja, konsekvenspædagogik er jo, at man kan vise de unge, at de altid har et valg, altså at man kan gøre det rigtige, og at man selv kan lave om på sine ting, fordi man kunne træffe et andet valg. Og der bliver det betydningsfuldt, at man har en stærk relation. For børn og unge vil gerne gøre det rigtige. Derfor betyder det jo noget, at man er knyttet til ens lærer eller pædagog, og at man kan mærke, at de vil en. For hvis man mærker det modsatte, hvis man mærker modstanden, hvis man føler, man ikke er holdt af, og hvis man føler sig udenfor, så bliver det jo til en vrede og til en modstand, som får nogle til at gøre dumme ting.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Det forstår jeg godt, og jeg forstår også godt den generalisering, man lægger ned over, som passer til måske 80-85 pct. af eleverne. Men der er altså en gruppe tilbage på 10-15 pct. af eleverne, som ikke passer ind i den kategori, som fru Lotte Rod skitserer. Og det er jo de elever, som i dag i folkeskolen skaber massive problemer, skaber stress hos lærerne og skaber sygemeldinger hos lærerne, fordi de bliver bange for at håndtere det, og også, fordi de møder en kommunalpolitisk ledelse, som ikke bakker op omkring at have noget disciplin derude. Men jeg hører ikke fru Lotte Rod have et redskab til den gruppe. Jeg hører, at man taler om de 80 pct., og der er altså den sidste gruppe, som jeg synes fru Lotte Rod glemmer i den her situation.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Men det kan jo aldrig blive en løsning bare at opgive dem, altså at du bare tænker: De skal ikke være her på vores skole. De er jo stadig væk unge mennesker i vores lokalsamfund, de er stadig væk i fodboldklubben, og vi skal stadig væk leve sammen. Så du kan jo ikke have den holdning, at vi så bare ikke kan hjælpe dem. Vi er da nødt til at gøre alt, hvad vi kan, for at vores skoler har et overskud også til de børn, som udfordrer os allermest. Vi skal gøre det ypperste, og vi skal stå på den stærkeste faglighed for at hjælpe dem ind i fællesskabet. For vi er flokdyr som mennesker, og hvis ikke vi får tilbudt et godt fællesskab i skolen, kommer vi til at søge dårlige fællesskaber andre steder.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger til fru Lotte Rod, så vi siger tak for denne omgang. Så går vi videre i ordførerrækken, og det er til fru Christina Olumeko som ordfører for Alternativet. Værsgo.

Tak for ordet. Og tak til forslagsstillerne for at fremsætte et meget vigtigt beslutningsforslag. I Alternativet støtter vi intentionen med beslutningsforslaget om at gennemføre en undersøgelse af vold blandt folkeskoleelever. Vi mener, det er afgørende, at vi som lovgivere har et solidt vidensgrundlag, hvis vi vil gøre noget ved en så alvorlig og bekymrende problematik.

Vi ved, at vold i skolen kan sætte dybe spor, både hos dem, der udsættes for vold, og dem, der udøver volden, og vi ved, at vold hænger sammen med trivsel, læringsmiljø og sociale forhold. Når børn begår vold, er det en reaktion på dårlige rammer omkring børnene. Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø udarbejdede i 2018 en undersøgelse af vold i folkeskolen rettet mod undervisningspersonale. Undersøgelsen sammenfatter bl.a. også en række data på området, men det er også tydeligt for Alternativet, at der mangler viden.

Derfor bakker vi faktisk op om forslagets intention om at lave en undersøgelse, så Folketinget og offentligheden får en fyldestgørende afdækning af omfanget og karakteren af den vold, der finder sted i og omkring vores skoler. Men jeg må også indrømme efter at have lyttet til debatten her, at jeg gerne vil gøre det klart over for ordførerne bag beslutningsforslaget, at Alternativet ikke ønsker at blive spændt for en vogn, der skulle handle om, at bestemte børn med vilje udøver vold, eller at løsningen på den vold, vi ser i folkeskolen, skulle være øgede og hårde sanktioner. Vi bakker op om det, der egentlig ligger i ordlyden, nemlig at vi får et oplyst vidensgrundlag, og det håber jeg også at ordførerne bag beslutningsforslaget fortsat mener.

Så er der også et vigtigt men: Vi kan ikke i Alternativet støtte den foreslåede finansiering. Forslagsstillerne lægger nemlig op til, at undersøgelsen skal finansieres ved at skære i antallet af embedsfolk. Det er vi grundlæggende imod. Embedsværket – og nu siger jeg noget kontroversielt – spiller en helt afgørende rolle i vores demokrati og vores velfærdssamfund. Det er embedsfolkene, der i sidste ende sikrer, at de love og de mange aftaler og reformer, vi vedtager her i salen, bliver implementeret klogt, retfærdigt og effektivt. Det er dem, der sikrer kontinuitet, faglighed og viden i den offentlige forvaltning, og i Alternativet ser vi med bekymring på den tendens, der er, til at udskælde embedsværket, som om embedsfolkene er en unødvendig udgiftspost, i stedet for at de bliver anerkendt som de kompetente fagpersoner, de er, på lige fod med en række andre offentligt ansatte.

Så vi kan ikke bakke op om den foreslåede finansieringsmodel, der er, uanset intentionen, fordi det sender et signal om, at man kan skære ned på embedsværket uden konsekvenser. Tværtimod mener vi, at vi bør styrke den offentlige administration og værne om embedsmændenes rolle og arbejdsvilkår. Så Alternativet kan støtte undersøgelsen, men vi er imod forslaget til finansiering, og vi håber også, at ordførerne bag beslutningsforslaget vil være åbne over for at forhandle finansieringen, hvis vi kommer så langt, at forslaget vedtages. Tak for ordet.

Tak. Der er lige en kort bemærkning fra fru Lisa Perkins, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak. Jeg tror nu egentlig ikke, at finansieringen sådan hundrede procent er den bakke, vi skal dø på, men jeg er da nysgerrig efter lige at høre Alternativet, hvordan det kan være, at de mener, at det er en god ting, at der hen over de sidste 5 år alene er blevet ansat 40 akademiske årsværk. Når Alternativet siger, at vi skal værne om embedsværket, betyder det så, at vi i de næste 5 år skal se yderligere en stigning på 40 årsværk? Hvor er grænsen for, hvor mange man skal have ansat i et embedsværk?

Værsgo til ordføreren.

Alternativet har i modsætning til, tror jeg, stort set alle andre partier her i Folketinget den ret nuancerede holdning til de offentligt ansatte, at vi ikke skal sætte tal på, om antallet skal op eller ned. Tværtimod skal vi sørge for, at vi har et embedsværk og de offentligt ansatte i det hele taget, der skal til for at løse de opgaver, som vi træffer beslutning om her i Folketinget. Det indebærer også, at vi har et embedsværk, der kan implementere lovgivningen.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Kan Alternativet redegøre for, hvad det er, der er sket de sidste 5 år, der retfærdiggør et løft på 40 årsværk, hvilket, hvis jeg har regnet rigtigt, er en stigning på næsten 30%? Hvilke opgaver og implementeringer af lovgivning er blevet så markant mere komplekse, at det kan retfærdiggøre en så markant stigning?

Værsgo til ordføreren.

Jeg tror, ministeren bedst selv vil kunne besvare det spørgsmål, men jeg kan fra min stol her i Folketingssalen sige, at jeg ser, at meget af den lovgivning, vi vedtager, ikke bliver implementeret tidsnok og ikke bliver implementeret efter intentionen i aftalerne. Det tror jeg har noget at gøre med, at vi blandt andet på en række områder skærer ned i embedsværket, og det synes jeg er problematisk.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Christina Olumeko fra Alternativet. Vi kan gå videre i ordførerrækken til hr. Lars Boje Mathiesen som ordfører for Borgernes Parti. Værsgo.

Vi har nu haft en debat om vold i folkeskolen, og som det oftest er i de her debatter, har fokus været på forulemperen, altså på den, som udøver volden og den truende adfærd. Det er, som om man ofte glemmer, at der også er et barn eller en person i den anden ende. Der er et barn, der bliver forulempet; der er et barn, der bliver overfaldet; der er et barn, der bliver slået; der er en voksen, der bliver truet. Vi bliver nødt til også at sætte fuldt fokus på den del og sige, at måske skal vi også rette på noget i forhold til retfærdigheden, for hvad er vigtigst: Er det, at den, der bliver forulempet, kan være i tryghed fremover og kan føle, at der er blevet taget hånd om det, eller er det forulemperen, der har førsteprioritet?

Når jeg kigger på mit virke den danske folkeskole, som nu har spændt over næsten 20 år, så kan jeg se et system, som konsekvent har fokus på forulemperen. Vi har haft sager, hvor folk bliver slået og bliver truet, men hvor skolen og lederen anbefaler, at det nok er bedst, at de flytter skole, og det er, hvad der er sket derude i lang tid, og jeg håber, at der sker et skifte. For langt de fleste for børn kan godt finde ud af at gå i en folkeskole, og jeg tænker på rimeligheden i, at de skal blive slået. Så siger man: Ja, han har jo en diagnose, så han kan ikke gøre for det. Nej, det er synd for et barn, der har en diagnose, og vi skal også sørge for, at et barn, der har en diagnose, kan få en skolegang, der giver mening, men det må aldrig blive på bekostning af et barn eller flere børn, som er velfungerende i folkeskolen, men som så skal opleve, at i løbet af en uge bliver de regelmæssigt slået af et barn, som har det svært. Så har vi fokus det forkerte sted.

I forhold til at kigge på en undersøgelse vil jeg sige, at det kan vi godt, og det kan vi såmænd støtte i Borgernes Parti. En undersøgelse går jo ud på, at man har en antagelse, som man gerne vil have bevist eller gerne vil have modbevist, fordi man ikke synes, at man har viden nok – fair nok. Her finansierer man det så med mindre bureaukrati i det offentlige, og det kunne være en fin måde. Jeg er ikke så meget i tvivl om, hvad årsagerne er derude, men det er nok også, fordi jeg har den erfaring, som jeg har. Så grundlæggende behøver jeg ikke undersøgelsen af det, må jeg erkende.

Jeg vil godt lige nævne to simple greb, som man faktisk ville kunne bruge til at håndtere og løse det her. Det ene er, at man igen skaber en lærerrolle ude i folkeskolen, som eleverne har tiltro til er en autoritet, og at man gerne vil lave det, der på moderne engelsk hedder classroom mangement. Det kan simpelt hen være, at du beder forældrene om at komme og hente deres børn, hvis de ikke opfører sig ordentligt. Det håndterer ca. 80-85 pct. af de problemer, man har derude. Det er et ganske simpelt greb, som er simpelt at håndtere. Det kræver bare, at du har en skoleledelse, der bakker op, og det kræver, at du har en kommunalpolitisk ledelse, som bakker op om den her simple strategi. Så ville langt de fleste af de her problemer være løst.

Dernæst synes vi i Borgernes Parti, at det ville være klogt ikke kun at lave en undersøgelse, men at tage et år, hvor man kræver at samtlige voldsepisoder, psykiske såvel som fysiske, og trusler skal registreres. Det ville komme til at have en vanvittig præventiv effekt – en vanvittig præventiv effekt derude – fordi skoleledelsen ved, at de skal stå til ansvar for de her sager op igennem systemet, og fordi lærerne ved, at de skal stå til ansvar over for de forældre derude, der oplever, at deres børn bliver slået, og fordi forældrene derude ved, at de bliver holdt ansvarlige, og bliver kaldt til møde hver eneste gang. Og ja, det ville betyde, at der måske i et år ville være andre opgaver, man ikke ville kunne løse lige så godt i folkeskolen, fordi det her ville være tidskrævende. Men jeg kan garantere – som en, der har været derude i 20 år – at de her to simple greb ville skabe en revolution på det her område, og så ville vi ikke på samme måde stå med de samme problemer, som vi har nu. Tak for ordet.

Selv tak. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Lars Boje Mathiesen fra Borgernes Parti. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Helena Artmann Andresen fra Liberal Alliance, som runder af. Værsgo.

Tak for det. Lige meget hvor meget vi alle sammen ville ønske, at vold i de danske folkeskoler ikke fandt sted, så gør den det. Lige meget hvor ihærdigt nogle kan forsøge at pakke det ind i ord som »uro« eller »grænseoverskridende adfærd«, ja, så har den lille pige stadig væk fået trukket en plastikpose over hovedet og fået slag. Vi står med et valg: Vil vi acceptere vold i folkeskolen, eller vil vi klart og tydeligt sige, at det ikke hører til?

Det er absurde løsninger, skoler kommer frem til, når de ikke tør at tage fat om voldsproblemerne: aflåste toiletter i Kolding, tissemakkere i Borup. Deres måde at håndtere vold på er ikke for børn; det er mere symptombehandling af voksnes afmagt. En skoleleder på Fyn sagde til TV 2: Her løser vi ikke tingene med konsekvenser, men med pædagogik. Men jeg vil altså sige, at de ting går bedst hånd i hånd.

Når man taler om børn, der bliver udsat for fødselsdagstæsk, og børn der bliver tvunget til at drikke urin, skal det altså have konsekvenser. At forstå, hvad der ligger bag, og at løse konflikter bag hændelsen, er også godt og sympatisk, men forestillingen om, at en skole skal kunne løse ethvert psykosocialt problem, der måtte findes i det omkringliggende samfund, er desværre helt urealistisk. Det har folkeskolen aldrig kunnet, og det kan den heller ikke, hvad jeg ved af, i nogen andre lande. Konsekvensen af, at man ikke vil udvise konsekvens over for vold i folkeskolen, er derimod krystalklar: I et klasseværelset, hvor volden styrer, er der er ikke plads til undervisning, læring og dannelse, og det bliver derfor eleverne, der betaler prisen.

Men der findes også modige skolelærere, der nægter at lukke øjnene. Kim Stenholm Paulsen, der er skoleleder på en af skolerne i København, insisterer på at registrere alle voldsepisoder, ikke fordi det ser godt ud, tværtimod jo, men fordi man ikke kan løse problemerne, hvis man nægter at se dem i øjnene. Nogle af hans skolelederkollegaer har opfordret ham til lige og slappe lidt af med at registrere, fordi det jo ikke ser så pænt ud, men Kim driver heldigvis ikke skole for sit images skyld, han driver skole for børnenes skyld. Han bruger dataene om vold til at forstå, hvorfor den opstår, og hvordan man kan forebygge den, i modsætning til på nogle af naboskolerne, hvor tavshed åbenbart er finere end ærlighed.

Som om volden ikke var slem nok i sig selv, står vi også over for et andet problem: Lærere, der taler åbent om volden, bliver mødt med tavshed og med udskamning. Lærere som Rikke Johansen og Geeti Amiri, der åbent har fortalt om, hvordan deres virkelighed ser ud, bliver tysset ned. Rikke er endda blevet kaldt til tjenstlige samtale i forvaltningen. Det er under al kritik. Ifølge Danmarks Lærerforening har 37 pct. af lærerne det seneste år har undladt at ytre sig offentligt om deres arbejdsplads, selv om de har haft lyst. Det er gift for vores demokratiske samtale og for folkeskolen, og når skolerne tier, må ministeren tale, og jeg vil derfor endnu en gang gerne opfordre til, at der bliver sendt et klart og tydeligt brev ud til kommunerne. Lærerne, der fortæller om vold, skal have vores hånd i ryggen; de skal ikke have en reprimande.

Jeg er glad for, at ministeren har lyttet til LA's forslag om at sætte emnet på dagsordenen i forbindelse med »Sammen om Skolen«. Jeg vil også gerne anerkende de stramninger, der er lavet af ordensbekendtgørelsen, og det arbejde, der er sat i gang med at præcisere rammerne for fysisk indgriben og også en udvidelse af dem. Det er også noget, som LA har kæmpet længe for. Selvfølgelig skal en lærer kunne gå imellem to elever, der er ved at slå hinanden til plukfisk, uden at læreren skal være bange for at kunne miste sit job på grund af det. I bund og grund handler det om, om vi som samfund vil acceptere, at der er vold i vores folkeskole, eller vi vil sige fra. Vi vil gerne undersøge det, og vi vil have brudt tabuet, og derefter er det jo at vi skal have taget en fælles beslutning om, at det ikke er noget, vi vil finde os i.

Jeg vil gerne både sige tak for debatten og sige, at jeg er lidt ærgerlig over, at regeringspartierne ikke kan støtte det primært af den årsag, at man ikke vil være med til at skære lidt i noget bureaukrati ovre i Børne- og Undervisningsministeriet. Jeg er også ærgerlig over, at venstrefløjen ikke vil være med til at undersøge det noget nærmere. Tak for debatten, men jeg havde da håbet, det var noget af det her, vi kunne være fælles om, så vi kan få løst problemerne en gang for alle. Der er jo ikke noget modstridende i, som det er blevet nævnt mange gange efterhånden, at man sætter en undersøgelse i gang og samtidig laver noget arbejde ved siden af for at gøre op med volden. Tak for ordet.

(Talen er under udarbejdelse)