Tak for det. Jeg ved godt, at vi alle sammen rigtig gerne ud af den her sal, fordi vi skal til folkemødet, så jeg beklager, men jeg tænker, at I kender fornemmelsen.
Det her beslutningsforslag omhandler anerkendelsen af en selvstændig palæstinensisk stat, ikke bilateralt fra dansk side, men at Danmark skal arbejde for det i FN. Tæt på 150 af FN'S 193 medlemslande har anerkendt staten Palæstina. Sidste år var det Spanien, Irland, Norge og Slovenien. I forvejen havde vores nordiske venner i Island og Sverige gjort det. Det samme gælder også en snes andre europæiske lande. Danmark kan snart ende i mindretal. Vi er det i FN og i Norden og kan meget snart være det i Europa.
På det seneste har den franske præsident, Macron, antydet, at en fransk anerkendelse af staten Palæstina kunne være på vej som et modsvar til Israels vedvarende krigsforbrydelser i Gaza. Det gælder også Storbritannien. Det var faktisk så konkret, at der var tale om at erklære det i næste uge på den internationale konference i New York om netop Palæstina. Men så begyndte USA åbenbart at lægge pres på – og Israel. Israel begyndte offentligt at true med at udvide sine bosættelser, hvis Frankrig og England gjorde alvor af deres anerkendelse, altså udvide bosættelserne som i at stjæle endnu mere land fra palæstinenserne og fordrive dem fra deres jord, hjem og ejendom. Prøv lige at lytte til det en gang til: Vi taler om en besættelsesmagt, som truer med at annektere endnu mere territorium, hvis de to europæiske stater gør alvor af at anerkende Palæstina som en selvstændig stat.
Man må give israelerne, at de siger det åbenlyst. For nogle få uger siden kom der en fælles udtalelse bl.a. fra forsvarsministeren og finansministeren i den israelske regering, hvor de begejstres over, at det israelske sikkerhedskabinet har givet grønt lys for opførelsen af 22 nye bosættelser på Vestbredden og betegnet det som et skridt, der vil ændre området – et skridt, som er en del af en langsigtet strategisk vision, hvor målet er at styrke Israels greb om og kontrol med området og at afværge oprettelsen af en palæstinensisk stat.
Nu er det så, som om både Frankrig og Storbritannien har sat det, som Macron ellers betegnede som deres moralske pligt og noget, der var en politisk nødvendighed, på pause, for bøllerne, der truer, vinder igen. Den normalisering af noget ekstremt er virkelig, virkelig skræmmende. Man skal selvfølgelig altid vare sig med at tale med alt for store ord, for man har siden den 8. oktober 2023 kunnet se, at det, vi fandt var katastrofalt i starten, mangler vi nu så faktisk ord til at beskrive hvad så er.
Men ikke desto mindre er det, som vi gerne vil anerkende som staten Palæstina, i fare for at forsvinde, og tostatsløsningen er i fare for at havne i historiebøgerne som et løfte, der aldrig blev indfriet, fordi verdens lande tøvede for længe. Palæstinensernes ret til selvbestemmelse risikerer aldrig at blive gjort til virkelighed. Det er faktisk nu, det gælder. Det er lige nu, det tæller, hvad vi gør i Danmark, og hvad vi gør i resten af verden. Jeg vil også sige det på den måde, at når vi stemmer lige om lidt, er man også med til at afgøre, hvordan Danmark står i historiebøgerne.
For et år siden støttede Danmark en FN-resolution, som gav øgede rettigheder til Palæstina i FN, og nu foreslår vi så med det her beslutningsforslag, at Danmark følger det op med aktivt at arbejde for, at FN tager de sidste afgørende skridt i retning af, at Palæstina kan få fuldt FN-medlemskab. Jeg vil bare lige gentage her, inden vi trykker på knapperne, hvorfor det er så god en idé ud over det helt åbenlyse, selvfølgelig, at man jo ikke bare kan »annektere et andet land«. Hvis nogen synes, det lyder som et velkendt citat, er det jo, fordi det er det, vores egen statsminister har sagt, når vi taler om truslerne mod Grønland fra USA. Men det er også først og fremmest, fordi retten til selvbestemmelse er fundamental i hele konflikten mellem Israel og Palæstina, fordi en endelig retfærdig og fredelig løsning mellem de to folk forudsætter, at de to lande, de to folkets repræsentanter, kan mødes som ligeværdige partnere og ikke som en besætter og en besat, og fordi retten til selvbestemmelse ikke er noget, man skal forhandle med sin besætter om; det skal være en grundforudsætning for de forhandlinger om at finde en varig og retfærdig løsning.
En anerkendelse af Palæstina og Palæstinas fulde FN-medlemskab vil ikke være afslutningen på noget, men det kan være med til at skabe en ny og reel begyndelse på en proces, som kan føre frem til den tostatsløsning, som den danske regering og det internationale samfund i årevis har talt om, men ikke for alvor har fået handlet på for at realisere. Og det, at FN anerkender Palæstina, kan være med til at bryde det dødvande. Men så længe den nuværende situation består, er den tostatsløsning meget, meget langt væk og i virkeligheden ved at forvitre.
Danmark har for tiden en helt særlig placering og en særlig indflydelse og dermed også et helt særligt ansvar for verdens fred og sikkerhed og for den globale retsorden. Vi sidder midlertidigt i FN's Sikkerhedsråd i år og næste år, og der forsvarer Danmark jo, som det hedder, folkeretten, og lige om lidt overtager vi også EU-formandskabet. Så en anerkendelse og et konsekvent arbejde for Palæstinas fulde FN-medlemskab vil være en klar besked om, at man fra dansk side ikke accepterer Israels tilsyneladende grænseløse vilje til nye krigsforbrydelser og nye fordrejninger og nye løgne om situationen i Gaza og resten af det besatte Palæstina. Og når europæiske lande ligge under for presset fra Israel, er FN-anerkendelse netop et stærkt redskab, og om lidt kan det være for sent.
Derfor er det afgørende, at det sker, og derfor har vi fremsat det her beslutningsforslag. For palæstinensernes fundamentale ret til selvbestemmelse har været mødt med så mange hensigtserklæringer i de seneste årtier, at jeg simpelt hen ikke aner, hvor stort et område de ville dække af vores pladser, hvis vi lagde papirerne ud. Ja, selv den internationale domstols juridiske vurdering fra sidste sommer er de facto blevet mødt med ligegyldighed, ikke bare fra Danmarks, men også fra EU's og fra store dele af verdens side.
Arbejdet for en anerkendelse af Palæstina i FN er at give palæstinenserne en chance for selv at bestemme, hvordan deres fremtid skal se ud, og jeg må sige, at det er mig en gåde, at det ledende regeringsparti, Socialdemokratiet, som engang var et internationalt orienteret parti med solidaritet som omdrejningspunkt, ikke kan bakke op om, at Danmark i sin udenrigspolitik skal arbejde for det, vi siger er vores fælles politik. Vi kan ikke lade os diktere af en Trump eller en Orbán, men vi lader os diktere af en Trump og en Orbán, og vi lader bøller intimidere os. Krigsforbryderen Netanyahu, hvis land står anklaget for folkedrab, han selv for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, bøjer vi nakken for og lader være med for alvor at tage livtag med. Det er de facto at vende tostatsløsningen ryggen, og det er et stort og monumentalt svigt af et folk, som vi har lovet selv skulle bestemme, hvordan deres fremtid skulle se ud, og det er et svigt af vores egne principper.
Så lad mig slutte af med at sige, at Gaza og situationen dér er vores tids spejl, og når man kigger i det, er vores tid sort, grusom og helt igennem katastrofal. Tak for ordet.