Tak. I min baghave er der i øjeblikket rapsmarker. Det er jeg sådan set rigtig, rigtig glad for. Marken ud til min baghave er fyldt med raps, og det er virkelig smukt at se på. Og jeg er slet ikke enig med Enhedslistens ordfører om, at det er noget skidt; jeg synes, at det er noget rigtig, rigtig godt.
Der er bare noget grundlæggende helt galt, når man sidder i sin have og kigger ud over markerne og i stedet for at nyde naturen bliver mødt af stål og stål i lange baner. Og det er virkeligheden for mange af de her små landsbyer i landdistrikterne. Det skyldes bl.a., at regeringen har nogle mål om at gøre Danmark til et batteri for Europa.
Danmarksdemokraterne siger nej til det her, ikke til grøn energi, men til de her statslige energianlæg. Jeg kalder dem statslige energianlæg og ikke parker, for det har ikke noget som helst at gøre med parker. De sænker huspriserne, og de gør livet mere utrygt for almindelige mennesker, der skal bo i det her.
Vi foreslår i dag et øjeblikkeligt stop for udrulningen af statslige energiparker, indtil vi har fået svar på de her to enkle spørgsmål: Hvor meget grøn strøm har Danmark egentlig brug for – og det er Danmark, vi snakker om? Og hvordan kan vi sikre, at udbygningen sker med mindst mulig gene for borgerne, dvs. hvordan kan vi afsøge de alternativer, der er, og hvor langt kan vi komme med dem?
Det er ikke nok, at regeringen siger, at det her er nødvendigt. Det skal bevises. Vi har Brian Vad Mathiesen fra Aalborg Universitet, der siger, at vi er på vej ind i en overproduktion, hvor strømmen ikke engang kan bruges. Og så må alarmklokkerne da ringe. Så må vi spørge, hvem vi bygger for. Er det for Danmark, eller er det for store udenlandske energiselskaber, som skal eksportere strøm sydpå?
Men vi bliver også nødt til at tale om det demokratiske underskud, der følger med den grønne udbygning. I mange lokalsamfund oplever folk, at beslutningerne bliver truffet hen over hovederne på dem, når der pludselig skal bygges et kæmpe solcelleanlæg bag hækken og borgerne først bliver informeret, når det hele nærmest er afgjort. Jeg har oplevet et eksempel på et kommunalt anlæg, hvor de skulle læse det i ugeavisen, at der nu kom et anlæg i deres baghave. Det er jo ikke ordentligt over for de her mennesker.
Mange føler, at deres bekymringer ikke tæller, og at de bliver reduceret til nogle fodnoter; de skal bare lige igennem en proces med en eller anden høring i en hal, hvor de ikke bliver lyttet til, og hvor politikerne ikke svarer på deres spørgsmål. Det er det, som rigtig mange mærker i øjeblikket derude. Det er ikke godt nok. Hvis den her grønne omstilling skal lykkes, er det vigtigt, at lokalbefolkningen er med og ikke imod den. Jeg vedkender mig da også hundrede procent, at der er eksempler på anlæg, der bliver sat op i vores land, hvor der har været borgerinddragelse, og hvor de har lokale folkeafstemninger og sådan nogle ting, og så fungerer det jo. Men det gør det bare bestemt ikke alle steder.
Usikkerheden omkring de her nye energianlæg påvirker ikke bare de enkelte borgere, men hele lokalsamfundets fremtid, fordi det kan gå ud over befolkningsantallet. Og det kan svigte grundlaget for skoler, dagligvarebutikker og foreningslivet i de områder, og det vægtes jo enormt højt, hvis et lokalsamfund skal fungere.
Samtidig er det så tydeligt, at de nuværende kompensationsordninger, især værditabsordningen, langtfra står mål med de reelle økonomiske tab, som naboerne til energianlæggene oplever. Analyser viser, at huspriser i nærområder falder mærkbart, men borgerne får jo kun dækket en brøkdel, selv om regeringen har sat kompensationerne en lille smule op. Det betyder i praksis, at almindelige familier i landdistrikterne betaler prisen for en politisk beslutning, de ikke har haft indflydelse på, og det kan vi ikke være bekendt.
Den grønne pulje virker heller ikke altid efter hensigten, fordi man i en kommune kan søge til ethvert projekt. Så der kan være en landsby 20 km væk fra det her anlæg, som får penge fra en pulje, som man har fået, fordi der blev sat VE op 20 km væk. Det fungerer heller ikke.
Vi ved, at regeringen vil etablere statslige energianlæg. Det her handler ikke om grøn omstilling. Det handler om at læsse byrden over på de samme lokalsamfund igen og igen. Imens kan vi se, at tagfladerne på vores skoler, rådhuse og sportshaller er tomme. Det er jo helt skørt, at man altid først vælger markerne og bagefter undersøger tagene. Vi burde da gøre det omvendt.
Derfor vil vi gerne have undersøgt, hvordan alle offentlige bygningers tage kan bruges til solceller, få belyst, om de planlagte landvindmøller i stedet kan placeres til havs, lave bedre kompensationsordninger til de borgere, der bliver ramt af energiparkerne, og også få stoppet etableringen af de statslige energiparker, indtil vi kender det reelle behov for grøn energi.
Danmarksdemokraterne mener, at den grønne omstilling skal bygges på sund fornuft og hensynet til borgerne. Vi skal ikke tromle over lokalsamfund med de her meget høje mål og flotte planer, for vi kan se, at regningen ender hos de mennesker, der bor der. Det må ikke føre til fraflytning, faldende boligpriser og splittede landsbyer. Det er jo også endnu en ting, der sker. Der sker en splittelse i landsbyerne i øjeblikket. Engang var det et lokalsamfund, hvor landmændene havde jorden og der boede folk ved siden af, og det fører til splittelse, fordi det er landmændene, der sætter det op i de her områder.
Vi tror på et Danmark i balance – ikke et Danmark, hvor hovedstaden slipper og landdistrikterne må betale. Derfor siger vi stop nu. Det er ikke, fordi vi er imod det grønne, men fordi vi er for retfærdighed og fællesskab og for et Danmark i balance – og for de mennesker, der hver dag holder hjulene i gang i Danmark, også ude i landdistrikterne, hvor jeg virkelig, virkelig gerne vil have at der også i fremtiden bor mennesker, som har en dagligdag derude. Det kan ikke nytte noget, at vi laver landdistrikterne om til et grønt batteri, som ikke er rart at bo i. Tak for ordet.