Det næste punkt på dagsordenen er:

6) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 129:

Forslag til folketingsbeslutning om et forbud mod halalvarer

Af Mikkel Bjørn (DF) m.fl.

(Fremsættelse 26.02.2025).

Jeg vil give ordet til hr. Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti for at give en begrundelse for forslaget. Værsgo.

Tak. I dag bringer Dansk Folkeparti en vigtig sag frem for Folketinget med et forslag, der handler om noget så grundlæggende som, hvilket land Danmark skal være i fremtiden. Det handler om værdier, om kultur, om identitet og om retten til som forbruger at kunne vælge til og fra. Det handler om halal, og det handler om, at vi siger fra over for en udvikling, hvor islam stille og roligt får lov at vinde indpas – ikke bare i moskéer, men på vores slagterier, i vores supermarkeder og i vores børns madpakker.

I Dansk Folkeparti har vi fremsat beslutningsforslaget med et klart formål: at stoppe og vende den snigende islamisering af Danmark, som halalproduktionen er en del af. Vi ønsker at forbyde produktion, indførsel og salg af halalvarer i Danmark. Og vi glæder os til debatten. Tak, formand.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne for begrundelsen.

Så er forhandlingen åbnet, og den første, der får ordet, er udlændinge- og integrationsministeren. Værsgo.

Tak til Dansk Folkeparti for forslaget. Selv om det jo ikke er første gang, vi står og behandler forslaget, kan vi ligesom de andre gange ikke støtte forslaget, og lad mig starte med at forklare hvorfor. For det første er det væsentlige efter min mening ikke, om en person med udenlandsk baggrund spiser noget bestemt, men om de tager de danske værdier til sig. Regeringen er fuldt ud opmærksom på de udfordringer, der er med indvandring fra Mellemøsten og Nordafrika, men som jeg også tidligere har nævnt, mener jeg, at det er et pres, som kommer fra det muslimske samfund, og som forsøger at udfordre de fælles normer og fundamentale værdier, vi har i Danmark, som demokrati, ytringsfrihed og ligestilling mellem kønnene, og jeg mener, at der er en række tiltag, vi skal tage, bl.a. i forhold til negativ social kontrol og i forhold til at afdække den tavshedskultur, der er mange steder, og en masse af andre ting, som vi jo diskuterer løbende her i Folketingssalen.

At forbyde et bestemt udtryk som halal mener jeg er den forkerte vej at gå, og jeg må ærlig talt sige, at jeg bliver forvirret over, hvad det er, man vil fra det borgerlige Danmarks side. For nylig kunne jeg se, at De Konservative mente, at udtryk, som var arabiske – jeg ved ikke engang, om man må nævne dem her, men nu står der jo halal i beslutningsforslaget, så det tror jeg i hvert fald at jeg godt må nævne – slet ikke skulle have lov til at stå i ordbogen, men Dansk Folkeparti vil samtidig have, at de skal stå i lovgivningen. Dansk Folkeparti vil have, at sharia skal fylde noget i vores lovgivning; de vil have, at halal skal fylde noget i vores lovgivning; de vil have, at alle de her arabiske udtryk, som deres venner i Det Konservative Folkeparti slet ikke synes må stå i ordbogen, nu skal stå i lovgivningen. Jeg synes, det er farverigt, og jeg synes, at man skulle prøve at finde en eller anden form for fælles forståelse for, hvordan man håndterer de her ting.

Jeg synes, det er helt forkert at begynde at købe den islamiske præmis omkring halal eller ikke halal og gøre det til en del af vores lovgivning. Jeg synes, det er helt skørt, og jeg forstår faktisk ikke, at Dansk Folkeparti køber ind på det. Hvis man gerne vil forhindre noget, skal man jo sige: Vi vil gerne forhindre en bestemt måde at slagte på. Og hvis man vil forhindre, at der bliver afsagt en bøn over et dyr, når det bliver slagtet på et kyllingeslagteri, eller hvor man er henne, så skal man jo sige: Vi vil gerne forhindre, at der skal afsiges en bøn. Hvorfor gå ind på imamernes præmisser? Man må jo sidde i Grimhøjmoskéen og klappe i hænderne over, at Dansk Folkeparti køber præmissen om, at det er deres ortodokse islam, som er definerende, og som nu skal til at skrives ind i dansk lovgivning – halal, sharia og andre af de her udtryk. Så jeg forstår det ikke. Jeg kan ikke gennemskue det, og regeringen er imod det her beslutningsforslag. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Det affødte en kort bemærkning fra hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Jeg har endnu til gode at se Hizb ut-Tahrir eller nogle af de islamiske organisationer glæde sig over Dansk Folkepartis udlændingepolitik, og det er nok, fordi Dansk Folkepartis udlændingepolitik er den strammeste i Danmark. Jeg kan så forstå, at regeringen og Socialdemokratiet ikke er enig i, at vi skal forbyde halal, og det er jo fair nok, men så synes jeg bare, at man skal være ærlig om, at det er det, det handler om, og der er forskel på, hvilke ord der indgår i den danske ordbog som en del af det danske sprog, og hvilke fænomener vi forbyder fra det danske parlaments side. Så jeg synes, det bliver en mærkelig sammenblanding af debatter. Det afgørende her for Dansk Folkeparti er, at den praksis, der er omkring halal, hvor man betaler gebyrer for certifikater i forbindelse med slagtninger og i forbindelse med produktionen af fødevarer osv., ikke hører nogen steder hjemme i et land som Danmark.

Ministeren.

Jamen jeg forstår det slet ikke. Altså, hvis man ikke ønsker, at Grimhøjmoskéens og Hizb ut-Tahrirs og andres forestillingsverden skal fylde noget, eller at deres måde at italesætte verden på skal være dominerende, hvorfor gør man det så selv? Hvorfor vil man have skrevet halal og sharia og en masse andre arabiske udtryk ind i vores lovgivning? Det forstår jeg slet ikke. Ønsker man at forbyde den slagtemetode, skal man jo forbyde den slagtemetode, og så skal man jo ind i dyreværnsloven og finde ud af, hvordan man gør det. Men at vi skulle understøtte Grimhøjmoskéens og andre folks verdensbillede og købe hele deres vokabularium, kan jeg slet ikke forstå hvorfor Dansk Folkeparti skulle ønske sig.

Spørgeren for anden runde, værsgo.

Det er jo en meget søgt logik, Socialdemokratiet forsøger at male op her. Altså, det svarer lidt til, at en bankrøver skulle juble over, at et bankrøveri er skrevet ind som forbudt i dansk lovgivning. Nej, det er ikke sådan, verden hænger sammen. Når der er fænomener, som rent faktisk findes ude i virkeligheden, altså i det her tilfælde halal, som ikke burde høre hjemme i et demokratisk land som Danmark, så skal det selvfølgelig skrives ind i lovgivningen, at de fænomener ønsker vi ikke mere af.

Ministeren.

Forskellen er vel, at det at være bankrøver jo er et dansk udtryk. Det er jo en forbrydelse, som også har været en del af dansk kultur. Men det er da farverigt, at Det Konservative Folkeparti siger, at halal og sharia slet ikke må stå i ordbogen, men at Dansk Folkeparti siger, at det skal stå i vores lovgivning, og at vi skal købe hele den begrebsverden, som Grimhøjmoskéen og andre bygger deres verdensbillede på, og at det skal vi definere vores lovgivning ud fra. Det forstår jeg ikke, og jeg synes, at det er et dårligt forslag.

Tak. Så er det hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten.

Jeg ved ikke rigtig, hvorfor det ikke er landbrugsministeren eller erhvervsministeren, der står oppe på podiet i dag, fordi det her er jo et forslag, som vil forbyde, at virksomheder producerer halalvarer i Danmark. Det er jo sådan, at vi har en temmelig stor eksport fra landbruget, bl.a. en ret stor fjerkræeksport, også til nogle arabiske lande, som efterspørger, at det er halalslagtet. Ser man konkret på slagtningen, er det sådan, at fjerkræet bliver bedøvet, inden halsen bliver skåret over, og det er sådan set helt den samme slagtning, der foregår der, hvor der ikke er en transistorradio, der siger, at Allah er stor, som det er, når der bliver afspillet en lille strofe.

Så jeg vil da høre, om ministeren er blevet udstyret med nogle papirer, der ligesom indikerer, hvor stor en del af vores landbrugseksport, som ikke længere kan foregå, hvis det er sådan, at det her beslutningsforslag bliver vedtaget.

Ministeren.

Nej, jeg er desværre ikke bekendt med det, men jeg er jo enig i ordførerens betragtninger om, at hvis man synes, at der er dyremishandling forbundet med halalslagtning, så er det jo der, det skal finde sted. Jeg har svært ved at se, hvorfor vi skal overtage hele den begrebsverden, som man bruger i en doktrinær islamisk retning.

Spørgeren for anden runde, værsgo.

Det er jo sådan, at dyrene skal slagtes på slagteri, og der er så nogle, der er certificeret til at blive halalslagtet, bl.a. noget af vores kvæg og vores fjerkræ, og der er sådan set ikke nogen forskel på aflivningen af dyret. Så jeg bliver ikke så forarget over, at det er halalslagtning. Jeg er mere fokuseret på, hvordan dyret har haft det, inden det kommer til slagteriet. Vi står altså her med en fjerkræeksport på 2,8 mia. kr. fra Danmark. Det kan man mene mange ting om, men det er jo en eksport, som ville blive væsentlig mindre, hvis man vedtog det her forslag. Er ministeren bekendt med det?

Ministeren.

Det synes jeg også er et fint argument i den retning. Jeg er ikke ekspert i dyrevelfærd, men jeg har en forestilling om det og kender til, hvordan fjerkræ bliver behandlet, fordi jeg selv kommer fra landet. Jeg ved jo, at de lever et hårdt liv, og at rigtig mange fjerkræ også kommer til skade osv., mens de er i hallerne. Så jeg tror ikke, at halalslagtning er det, der udgør det dyrevelfærdsmæssigt største problem i vores kyllingeproduktionen.

Tak. Så er det hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Det undrede mig, da jeg lige overværede ordvekslingen mellem hr. Mikkel Bjørn og ministeren, i forhold til hvem der fremmer hvad. Nu handler det her jo ikke kun om fødevarer, altså det er jo et udbredt problem i hele det vestlige samfund, at multiple varer bliver halalcertificeret og på den måde understøttes netop den islamistiske propaganda, der udgår fra både de danske moskéer, men også fra Mellemøsten, bl.a. fordi ministeren har forsømt at realisere sit løfte om at forhindre overførsler til de danske moskéer.

Men det, der interesserer mig, er, om ministeren, hvis man laver en mærkning af f.eks. halalcertificeret tandpasta eller babymad, medicinvarer, parfume osv., så tror, at det vil have en tillokkende effekt for hovedparten af kunder til de her produkter, eller tror ministeren i virkeligheden, at det for mange også vil have en afskrækkende effekt?

Ministeren.

Først vil jeg sige, at vi har lavet et forbud for en række organisationer imod at donere tilskud til danske moskéer, eksempelvis en række organisationer fra Golfstaterne. Så det er ikke rigtigt, når hr. Morten Messerschmidt siger, at der ikke er lavet noget forbud for specifikke organisationer. Det, vi arbejder på, er at blive ved med at forlænge den liste, der er. Og jeg tror, at der er nogle kunder, som vil synes, at det er tillokkende, at der er et halalstempel, men jeg tror såmænd også, at der er mange kunder, der synes, at det har de ikke lyst til at købe.

Spørgeren.

Nu var løftet fra Socialdemokratiets side, at specifikke lande skulle undtages og ikke organisationer, hvor man bare kan finde nogle andre, en fætter eller kusine, der så overfører pengene. Men tilbage på sporet her. Hvis det var godt for omsætningen af parfumevarer og alle de her ting, ville det så ikke være nærliggende, at producenterne bare gjorde det selv? Jeg mener, det har jo ikke været svært for dem at markere europæiskproducerede varer over for amerikanskproducerede varer, det har man set en økonomisk fordel i, så det har man gjort ganske hurtigt. Så det forhold, at man ikke vælger fra producenternes side at markere alle disse rigtig, rigtig mange varer rundtomkring i Danmark, som er halalcertificerede, er det ikke et udtryk for, at der i virkeligheden er ganske mange forbrugere, der køber dem uden at ane, at de så er med til at understøtte et ekstremt formørket synspunkt?

Ministeren.

Jo, jeg tror, der er mange, som vil fravælge det, hvis man kan se det tydeligt. Men omvendt har jeg det også sådan, at det vel er muligt at fremsøge den information, ligesom mange, hvis de præcis vidste, hvad de forskellige P-numre og E-numre og andre ting står for, også ville lade være med at købe varen. Jeg forstår bare ikke, hvorfor vi i Danmark skal overtage det verdensbillede, det vokabularium, som man bruger i de her miljøer. Nu havde Dansk Folkeparti et forslag den anden dag om at skrive sharia ind som specifikt punkt, og nu er det så halal. Hvor mange arabiske ord kan vores lovgivning bære?

Tak til ministeren. Så er der ikke flere korte bemærkninger, og så går vi over til næste ordfører, og det er nu hr. Frederik Vad, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, formand. Så står vi i en debat, der handler om, at Dansk Folkeparti vil pålægge regeringen at udarbejde et lovforslag, der forbyder virksomheder at producere, indføre og sælge halalvarer i Danmark. Jeg skal starte med at sige, mens jeg husker det, at Moderaterne har meddelt mig, det har jeg lovet at sige, at de ikke bakker op om det her beslutningsforslag, og det gør Socialdemokratiet heller ikke.

Til en start har jeg brug for lige at sige, at Dansk Folkepartis madpolitik jo er temmelig inkonsistent. Jeg har hørt nogle af mine kolleger, da jeg fremlagde det her i min folketingsgruppe, sige, at når det handler om vegetarmad og grønt køkken osv., mener Dansk Folkeparti, at det er et lokalt anliggende, det er noget, man må finde ud af lokalt. Det her kan man så ikke finde ud af at håndtere lokalt, må så være logikken, selv om jeg da husker et par konstitueringsaftaler efter kommunalvalg tilbage i 2013 f.eks. i Hvidovre, hvor Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet gik sammen, og hvor frikadeller kom på menuen i børnehaverne som udtryk for en lokal beslutning. Så det kan godt lade sig gøre der, hvor Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti arbejder sammen lokalt. Det er det ene, jeg ikke forstår.

Det andet, jeg ikke forstår her, er, at når man tænker på, hvor store problemer vi har med islamisering generelt i Europa, så er det jo et meget mærkeligt sted at begynde den kamp og bruge Folketingets tid. Vi har kvindekrisecentre, der er fyldte, fordi æresrelaterede konflikter vokser, vi har dokumentarudsendelser på TV 2, der dokumenterer, at det er svært for os at lukke moskéer fordi de bare genopstår i lokaler, der egentlig kun er godkendt til pizzeriaer, i Østjylland, vi har imamer, som nægter kvinder skilsmisse, vi har mennesker, som nægter at forlade landet, selv om de er blevet udvist, vi har grænser i Europa, som ikke er tilstrækkeligt sikre, og så er det, Dansk Folkeparti ønsker vi skal bruge vores tid på, at diskutere fødevarer. Det er et meget, meget forkert sted at begynde den her værdikamp.

Så er der det tredje, ministeren var også inde på det, som jeg simpelt hen nærmest mener er udtryk for, at Dansk Folkeparti har lavet et værdipolitisk selvmål af dimensioner. Det er den her insisteren på at skrive og legitimere arabiske kulturer, udtryk, symboler i vores lovgivning. Det er jo absurd. Vi har stået her for et par uger siden i Folketingssalen og diskuteret, om sharia skulle legitimeres gennem vores lovgivning, en de facto-legitimering, når man anerkender det. Nu er det så halal i dag, og jeg tror, det var i sidste uge, Dansk Folkeparti ønskede, at vi skulle have kollektiv skyld indført, altså et woke-princip i vores retssystem for folk, der er kommet hertil. Kollektiv skyld, kollektivt ansvar, kollektiv kultur er også noget, vi kender fra arabisk islam. Igen er det en meget, meget mærkværdig form for selvmål, at man simpelt hen for at bekæmpe en kultur indfører den kulturs tankegang i vores lovgivning.

Nu ved jeg, at hr. Morten Messerschmidt og hr. Mikkel Bjørn sikkert om lidt vil sige, at man jo er nødt til at anerkende de fænomener, vi har i Danmark, og at man ikke bare kan viske virkeligheden væk. Men det, der sker ved at skrive det ind i vores lovgivning, er, at så bliver det potentielt et forhandlingsspørgsmål. Hvorfor er det, at Dansk Folkeparti tror, at imamerne kommer til os og beder om at få lavet statslige shariaråd for at håndtere skilsmisser? Det er, fordi de ved, at når de er inde i varmen i et eller andet omfang, bliver det et forhandlingsspørgsmål. Så den dag Enhedslisten og Radikale Venstre og Alternativet får 90 mandater – jeg var lige ved at påkalde mig de højere magter, og det må man ikke – Gud forbyde det, er det et forhandlingsspørgsmål, og så kan man sige: gud, hvad er sharia, hvordan definerer I sharia? Undskyld, ikke noget med gud her. Hvordan definerer I sharia eller halal, hvordan bliver det defineret, kan vi lege med definitionen, kan vi ændre grænserne for, hvad sharia og halal egentlig er i vores lovgivning? Det er faren ved at anerkende de her ting. Det er jo bl.a. derfor, at regeringen har sagt, at vi ikke vil have noget med f.eks. statslige sharia råd at gøre, for vi mener, at den legitimering kan være en glidebane, hvis nu magten skifter på et tidspunkt.

Så Dansk Folkeparti har gode intentioner, men værdikampen starter et helt forkert sted. Det her er et af de mindste problemer i forhold til kampen mod islamisering – et af de mindste.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger, og den første er til hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Vi nærmer os en erkendelsens tid, hr. Frederik Vad, det begynder at se trængt ud. Vi har et forbud mod pædofili i Danmark. Er pædofili til forhandling? Vi har et forbud mod røveri i Danmark. Er røveri til forhandling? Vi har et forbud mod manddrab i Danmark. Er manddrab til forhandling? Nej, det er bare forbudt. Det er desværre noget, vi er nødt til at forbyde, fordi det finder sted i Danmark. Sådan er det også med halal, som i øvrigt ikke kun handler om fødevarer, men som handler om en lang række forbrugerprodukter, som i dag har udviklet sig til en milliardindustri verden over. Vi fik en rapport i 2018, der viste, at halalindustrien andrager til 9.000 mia. kr. på globalt plan – penge, som går til islamisering i Mellemøsten og i Danmark. Hr. Frederik Vad har stadig væk til gode at forklare ét argument imod det her forslag.

Det får hr. Frederik Vad muligheden for nu. Værsgo til hr. Frederik Vad.

Jeg troede, hr. Morten Messerschmidt var konservativ. Så ville hr. Morten Messerschmidt også vide, at de ting slet ikke kan sammenlignes. Hvorfor? Fordi når vi har forbud mod manddrab, er det jo ikke sådan, at foreningen for dømte for manddrab møder op og gerne vil have defineret, hvad manddrab egentlig er, og om man kan presse grænsen lidt. Det her handler jo om ånd, det er jo kultur – det er jo en kulturkamp. Hr. Morten Messerschmidt ved lige så godt som jeg, at hvis man begynder at anerkende den her kultur eller legitimere kulturen i vores lovgivning, har man et pressions- eller forhandlingsmiddel.

Hvad er det for nogle imamer, der skal være konsulenter på at finde ud af, hvilken form for sharia eller halal der skal skrives ind i lovgivningen? Er det ham fra Imam Ali Moskeen? Er det den såkaldt progressive fru Sherin Khankan ude fra kvindemoskéen? Det kan slet ikke sammenlignes. Det her er ånd og kultur. Det er ikke simpel kriminalitet; der er en ideologi bag. Der er jo ikke en ideologi bag manddrab. Der er jo ikke en ideologi bag røveri. Der er en ideologi bag det her, og det skal vi ikke legitimere. Det er jo i øvrigt forbudt i forvejen.

Så er det hr. Morten Messerschmidt for anden runde. Værsgo.

Jeg tror, man må tillægge den aggressive retorik, at hr. Frederik Vad godt ved, at han er på dybt, dybt vand. I dag ved virksomheder udmærket godt, om de halalcertificerer deres produkter, for de betaler for det. De betaler det islamiske broderskab eller andre fundamentalistiske organisationer for det, for at man så kan sende ud i verden, at Colgatetandpasta, parfume og babymos er halalcertificeret. Det er det, der er virkeligheden i dag. Det er lov.

Forleden dag brugte hr. Frederik Vads egen statsminister netop udtrykket lovreligion. Det er det, der er virkeligheden med islam. (Anden næstformand (Karina Adsbøl): Tak!). Hvis vi skal presse islam tilbage (Anden næstformand (Karina Adsbøl): Tak!), er vi nødt til at forbyde deres lovregler.

Tiden er gået. Så er det ordføreren.

Hvis der er konkrete organisationer, som finansierer islamisering med halalkroner, skal vi stoppe det. Og det gør vi med donationslister, det gør vi ovre hos justitsministeren, og det gør vi med en lang række lovgivninger. Det kan vi sagtens stoppe, men kampen starter simpelt hen ikke her. Der er et hav af andre problemer, der skal løses, før det her bliver relevant at kigge på, vil jeg sige.

Så er der en kort bemærkning til hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg har endnu til gode at have islamiske organisationer på mit kontor, der tigger og beder om et halalforbud i Danmark, men det er åbenbart den virkelighed, hr. Frederik Vad lever i, hvor det fænomen forekommer. Men jeg vil gerne sige, at det her jo handler om at drive islamiseringen tilbage. Socialdemokratiets ordfører siger, at det er useriøst at stå og behandle sådan et forslag med alle de problemer, vi har med parallelsamfund og alt mulig andet. Det her handler jo netop om at drive den islamisering tilbage, som i særdeleshed Socialdemokratiet har været motor for de seneste mange årtier. Det handler om at mindske parallelsamfund, det handler om at mindske shariaudbredelse – alle de fænomener, som hr. Frederik Vad har erkendt og nu har opdaget er et stort problem. Vi kan ikke drive islamiseringen tilbage, hvis ikke vi er villige til at bruge lovgivningsmagtens værktøjer.

Ordføreren.

Så start med imamerne og deres hemmelige rum i moskéerne. Så start med alle dem, der gør, at kvinderne strømmer til krisecentrene på flugt fra islamisk æreskultur. Så start med den vold, vi har i skoleklasserne på skoler, hvor der er en overvægt af børn med en anden kulturel baggrund. Så start med at kigge på, hvordan vi kan få flere mennesker hjem. Der ved jeg så, at Dansk Folkeparti har en politik, der i den grad sparker bagdel, var jeg lige ved at sige. Lad os begynde dér; det er dér, kampen starter.

Vi skal ikke have skrevet alle mulige arabiske udtryk ind i vores lovgivning. Det er dumt, det er en glidebane, og der er imamer derude, der ønsker, at vi tænker på den måde, fordi det er en indirekte legitimering af deres verdenssyn og deres kultur. Det skal slet ikke stå i Danmarks Riges lovgivninger.

Spørgeren.

Dansk Folkeparti begyndte præcis der i 1995, da partiet blev stiftet i protest og med advarsler mod den islamisering, som Socialdemokratiet dengang benægtede ville blive et problem, hvis man implementerede den udlændingepolitik, som Socialdemokratiet dengang var bannerfører for. Så vi har i 30 år advaret om de her fænomener, og vi har sagt nej, stop op, vi kan ikke fortsætte ad den her vej. Hvis vi fortsætter, kommer alle de problemer, som hr. Frederik Vad står og snakker om, til at vokse. Måske er det hr. Frederik Vad, der skulle starte med at se sine egne erkendelser i øjnene og se sit eget partis fejl i øjnene?

Ordføreren.

Jeg er født i 1994, altså et år før Dansk Folkeparti blev stiftet. Ordføreren har fuldstændig ret i, at min generation af 90'er-børn skylder Dansk Folkepartis entré på den politiske scene meget, i forhold til at vi ikke er Sverige i dag. Det er jeg fuldstændig enig med ordføreren i. Men derfor kan det stadig være relevant at prøve at forklare Dansk Folkeparti, når de enten vælger at føre værdikampen et forkert sted eller begår deciderede politiske selvmål, som det er at ville skrive sharia og kollektiv skyld ind i vores lovgivning.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre. Nu er det hr. Hans Andersen fra Venstre.

Tak for ordet, og tak til forslagsstillerne for at rejse en debat, som vi har haft før, og som vi med jævne mellemrum vender tilbage til, men i forskellige udformninger. For os handler politik ikke om symboler, men om substans, og det her forslag løser ganske enkelt ikke et reelt problem. Det retter skytset mod nogle produkter i supermarkedet, men fjerner ikke de udfordringer, vi faktisk står med i forhold til integrationspolitikken. Det væsentlige er ikke, om nogen spiser halalkød eller har brug for bestemte mærkninger, men om de mennesker, der bor i Danmark, uanset baggrund tager vores fælles værdier til sig, og om man deltager aktivt i samfundet, bidrager og bliver en del af fællesskabet, som vi alle sammen lever i.

Vi skal ikke blande os i, hvilke fødevarer mennesker vælger at spise, eller hvordan virksomheder indretter deres sortiment, så længe det sker under de regler og rammer, vi har som samfund. Vi skal derimod sætte ind, hvor problemerne er reelle – der, hvor mennesker og især unge bliver holdt fast i parallelsamfund, underlagt social kontrol eller frataget muligheden for at leve deres liv som frie borgere i Danmark. Der er brug for en målrettet indsats og ikke et forbud mod bestemte madvarer. Derfor støtter vi også op om de konkrete initiativer, der allerede er sat i gang for at bekæmpe negativ social kontrol og fremme ligestilling og integration. Det handler bl.a. om rådgivning til unge kvinder, opgør med fætter-kusine-ægteskaber og en klar linje over for de religiøse normer, der kolliderer med vores grundlæggende frihedsrettigheder. Vi kommer ikke til at løse de udfordringer ved at forbyde halalvarer. Det flytter fokus væk fra det, der virkelig betyder noget, og risikerer i stedet at forvride den offentlige debat.

Vi vil gerne møde udfordringerne i øjenhøjde, men vi skal gøre det med proportioner, med respekt for religionsfriheden og med blik på, hvad der faktisk virker. Det er baggrunden for, at vi ikke kan støtte beslutningsforslaget. Tak.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg bemærkede, at den liberale ordfører ikke overraskende nævnte det frie valg, og derfor kunne det jo være rart at høre, hvis man vil søge penge til denne frihed: Hvad er det for et frit valg, man kan træffe? Hr. Frederik Vad var tidligere inde på alle de her E-numre, og hvad ved jeg, men det er sjovt nok ikke angivet, når der er tale om halalcertificerede produkter, altså produkter, hvor en måske ganske lille sum i forhold til prisen, men dog alligevel i den store sammenhæng ganske mange penge, bliver kanaliseret af sted til Halal Quality Control eller HALAL EUROPE eller Islamic Cultural Center Of Scandinavia, altså alle de organisationer, som vi kender, der samler pengene ind og så bruger dem til udbredelse af islamismen rundtomkring i Europa.

Hvis nu man som forbruger gerne vil undgå at betale til den bevægelse, til den her ideologi, hvis man gerne vil benytte sin frihed til ikke at betale til islamiseringens udbredelse, hvordan gør man så det i Danmark, hr. Hans Andersen?

Ordføreren.

Èn mulighed er jo konkret at tage fat i de producenter, der sælger de pågældende varer, og spørge dem. Noget andet er, at vi som samfund jo skal sikre os, at der ikke bliver formidlet penge fra virksomheder til formål, som vi sådan set har lovgivet om, og som vi ikke ønsker. Så det er sådan set den mulighed, der er der helt konkret. Tak.

Spørgeren.

Hvis vi tager det bagfra, er det sidste et noksagtargument, for der er jo ikke tale om ulovlige overførsler. Det burde der vel at mærke være, men fordi hr. Hans Andersen og andre inkompetente typer på venstrefløjen er blevet enige om, at det ikke skal være ulovligt, så er det jo ikke ulovligt. Det vil vi gerne gøre det, så hvis man vågner op på et tidspunkt, kan vi godt gøre det ulovligt, men indtil da er det ikke ulovligt.

Så er der spørgsmålet om, om man kan opsøge virksomhederne, der producerer varerne. Men skal man så spørge alle producenter til varer i supermarkederne, om de er halalcertificerede? For i dag er der ikke nogen markering – det er jo det, der er hele pointen. Man ved ikke, om det er Colgate eller Sensodyne, man skal købe, hvis man vil have en tandpasta, der ikke er halalcertificeret.

Tak. Selv om debatten er heftig, håber jeg på, at man kan holde en ordentlig og sober tone.

Så er det ordføreren.

Men som vi begge to var vidner til tidligere, skitserede Enhedslistens ordfører jo, hvordan det foregik på slagterierne, altså at der reelt ikke var forskel i måden, hvorpå den pågældende kylling blev slagtet. Så der er den her mulighed for, at forbrugeren kan få information om det. Og så synes jeg, vi skal sætte ind der, hvor jeg tror vi enige, altså at der ikke skal kanaliseres penge fra halalproducenter til f.eks. moskéer.

Tak. Så det hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Venstres ordfører nævner ligesom andre ordførere slagtemetoder, og det er selvfølgelig en mindre del af halal, men det her handler jo helt generelt om, at danskerne ikke skal tvangsindlægges til at finansiere islams udbredelse i Danmark eller andre steder rundt i Europa ved at være tvunget til at betale penge til islams udbredelse.

Der synes jeg jo, det stikker lidt i hver sin retning, når Venstres ordfører står og siger, at vi skal have frit valg, og at forbrugerne skal have mulighed for at træffe oplyste beslutninger osv. Den mulighed er der jo ikke i dag, og derfor er den logiske konsekvens jo enten, som Dansk Folkeparti foreslår her, at forbyde halal eller alternativt at sikre en mærkningsordning. Mig bekendt går Venstre ikke ind for nogen af delene, og derfor bliver den her tale om et frit valg jo i virkeligheden meget, meget hul.

Ordføreren.

Jeg er sådan set af den holdning, at det jo også er derfor, vi har myndigheder, der kan sætte ind, hvis der kanaliseres penge f.eks. fra produkter af halalslagtede dyr til organisationer, som vi ikke ønsker at understøtte. Jeg er sådan set tryg ved, at myndighederne sætter ind over for det.

Spørgeren for anden runde.

Hvad er det, myndighederne skal sætte ind over for? Det er jo noget, der ikke er ulovligt. Det er jo derfor, Dansk Folkeparti fremsætter det her forslag. Det er jo, fordi vi ikke ønsker, at danskerne skal tvangsindlægges – heller ikke inden for lovens rammer – til at bidrage til islams eller islamiske organisationers udbredelse i verden. Så hvad er det helt præcis, myndighederne skal skride ind over for? Man er jo nødt til at komme med nogle lovgivningsmæssige initiativer, der giver myndighederne værktøjerne til at kunne skride ind over for det her, og de lovgivningsmæssige værktøjer har jeg ikke hørt Venstre ytre ønske om skal implementeres.

Tak. Ordføreren.

Men vi har jo værktøjer. Hvis der kanaliseres penge f.eks. til organisationer, der understøtter terrorisme, er der jo sådan set allerede i dag lovgivning, der sikrer, at man kan gribe ind over for det, og det har jeg tillid til at myndighederne gør. For vi ønsker ikke, at der skal kanaliseres penge fra halalproduktion eller salg af halalvarer til at understøtte terrorisme hverken i Danmark eller i resten af verden. Så det har jeg sådan set tillid til at man gør fra myndighedernes side.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken. Nu er det hr. Kristian Bøgsted fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for ordet, og tak til Dansk Folkeparti for det her beslutningsforslag.

Vi behandler i dag et beslutningsforslag, der har til formål at pålægge regeringen at udarbejde et lovforslag, som forbyder virksomheder at producere, indføre og sælge halalvarer i Danmark. Det er ikke første gang, vi har den her debat i Folketingssalen om halalvarer i Danmark, og det er vigtigt, at vi har debatten, fordi den berører problemstillingen, vi har med, at islam fylder i indkøbskurven nede i supermarkedet.

I Danmarksdemokraterne er vi ikke tilhængere af halal og halalslagtning, og vi er meget kritiske over for, at vi ser, at halalcertificeringer i forbindelse med salg af halalvarer går til at finansiere islamiske organisationer. Nogle af dem er muligvis organisationer, der modarbejder danske værdier og fremmer islamiseringen af Danmark. Derfor mener vi også, at vi skal have undersøgt, hvor pengestrømmene fra salg af halalprodukter ender, så vi kan sætte hårdt og konsekvent ind over for det, hvis de havner i de forkerte lommer, for det hører ikke hjemme i Danmark.

Men når vi ikke kan støtte beslutningsforslaget, er der flere grunde til det. For det første mener vi ikke, at det er Christiansborgs opgave at bestemme, hvad man serverer derhjemme i spisestuerne. Det ønsker jeg ikke som politiker at begive mig ud i at lovgive om.

For det andet kan et dansk forbud mod produktion af halalvarer i Danmark være meget indgribende over for danske virksomheder og dansk landbrug, der i dag producerer og eksporterer halalprodukter på et internationalt marked, hvor halalprodukter er normen. Et direkte forbud mod produktion af halalvarer i Danmark kan medføre mindre eksport af danske fødevarer, ikke kun til lande i Sydøstasien eller Mellemøsten, men også i Europa, hvor danskproduceret oksekød og kylling blot vil blive erstattet af eksport fra andre lande. Det vil resultere i mindre eksport, og vi kan i værste fald også risikere, at landbrug og slagterier kan lukke ned med tab af arbejdspladser til følge. Det ønsker vi ikke i Danmarksdemokraterne.

På den baggrund stemmer Danmarksdemokraterne gult til forslaget, men vi takker Dansk Folkeparti for debatten.

Tak. Der er en kort bemærkning til hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg tror, at hr. Kristian Bøgsted har fuldstændig fat i noget. Det kan sagtens føre til mindre eksport. Det er der slet ikke nogen tvivl om. Så man kan sige, at vi står i et valg med det her forslag: Hvad er vigtigst – eksporten eller islamiseringen?

Der kunne jeg bare godt tænke mig at høre, om hr. Kristian Bøgsted måske kunne sætte nogle tal på. Altså, jeg fornemmer, at ingen af os ønsker islamiseringen. Men så ønsker Danmarksdemokraterne det måske alligevel lidt, hvis det bliver for dyrt at undgå. Så hvad er prisen for, at Danmarksdemokraterne sådan kan acceptere lidt islamisering? Hvor stort skal tabet af eksport være, for at man ligesom bøjer sig i forhold til islamiseringen? Er det 1 mia. kr., 5 mia. kr., 10 mia. kr., 100 mia. kr.? Altså, kan vi komme det lidt nærmere? For det er tydeligt, at for Danmarksdemokraterne er det bare et spørgsmål om, hvor meget man kan tjene på det.

Ordføreren.

Vi går ikke ind for islamiseringen af Danmark, og vi går ikke ind for, at pengene bag de her landemærker går til at understøtte, at der kommer mere islamisering. Men vi tænker også videre ud af boksen og ser, hvordan det så rent faktisk også påvirker ude i landdistrikterne og arbejdspladser og eksportmarkedet der. Det tager vi bare med i beregningen. Men som jeg siger: Vi er glade for at få debatten, fordi det er vigtigt, at vi får kigget på det her, i forhold til hvor pengene så går hen, for de skal ikke gå til at understøtte islamiseringen af Danmark.

Spørgeren.

Nej, men det gør de jo så. Altså, det er jo ligesom at sige: Jeg er imod regnvejr. Nogle gange regner det. Sådan er det bare. Det her går til islamiseringen af Danmark. Altså, man betaler for varer, der er halalcertificerede. Man ved ikke, hvornår man gør det, for der er ikke nogen mærkning. De penge går så til muslimske organisationer, som sender dem ud til moskéerne, der så bruger det til udbredelse af islam. Det er det, og det synes Danmarksdemokraterne er helt fint, hvis det ellers har en pris.

Så spørger jeg bare: Hvor stor er prisen? Altså, hvor meget skal Danmarksdemokraterne ligesom have for, at man kan leve med den her islamisering af Danmark?

Tak. Ordføreren.

Det er jo lige præcis det. Det behøver jo ikke at være sådan, at pengene fra et halalmærke går til islamisering. Det er derfor, vi siger, at vi godt kan bevare dansk landbrug, eksportmarkedet og arbejdspladser, men samtidig følge op på, hvor pengene ryger hen, og stramme op over for det. Det er netop, så vi ikke får pengene sendt ud til islamisering.

Tak. Så er det hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Nej, det kan faktisk ikke lade sig gøre at have halal, uden at pengene bliver brugt på certificering, fordi de her organisationer, som er de eneste, der har mandat til at udstede halalcertifikaterne, bruger pengene på islamisering.

Så medmindre hr. Kristian Bøgsted har en særlig kontakt hos de her islamiske organisationer, hvis eneste formål er at udbrede islam i verden, og på den kant kan kommunikere til dem og bede dem stoppe med at udbrede islam i verden og ovenikøbet også få dem til at stoppe med at udbrede islam i verden, ja, så kan det faktisk ikke lade sig gøre at fastholde halalproduktion i Danmark og samtidig sige, at man ikke bidrager til islamisering af Danmark og andre europæiske lande.

Ordføreren.

Jeg synes, at Dansk Folkeparti nu bliver meget ensporet, i forhold til at man ikke kan stramme op på certificering omkring halal. Selvfølgelig kan man det, hvis det er det, man ønsker. Vi vil gerne være med til at kigge på, hvordan vi får strammet mere op på det, sådan at pengene ikke ryger ud til Islamisk Trossamfund, der underløber det danske samfund. Det vil vi meget gerne være med til at kigge på.

Spørgeren.

Hvad er det helt præcis, Danmarksdemokraterne forestiller sig? Er det, at de her store mastodonter, de her kæmpestore islamiske organisationer, hvis eneste formål er at udbrede islam i verden, og som har solomandat på at udstede de her halalcertifikater, på baggrund af en henvendelse fra hr. Kristian Bøgsted og Danmarksdemokraterne pludselig stopper med at udbrede islamisme i verden? Det kan næsten ikke blive mere naivt. Hvad er det for en løsning, som Danmarksdemokraterne forestiller sig der skulle kunne fastholde halal i Danmark, uden at det bidrager til en islamisering af Danmark og andre europæiske lande?

Tak. Ordføreren.

Jeg er bare nødt til at stå heroppe og sige, at jeg også troede, at det vigtigste for Dansk Folkeparti var, at pengene ikke gik til islamisering – ikke så meget, hvordan det blev produceret. Og bare for at understrege, hvorfor jeg troede, at det her var vigtigt for Dansk Folkeparti, så vil jeg gerne have lov til nu at citere fru Pia Kjærsgaard fra debatten tilbage i 2023:

»Jeg er også fuldstændig ligeglad med, hvad folk spiser – om vi spiser frikadeller, flæskesteg, hakkebøf, vegetarmad, thaimad eller kebab. Jeg er helt ligeglad. Jeg ønsker bare ikke, at pengene skal gå til Islamisk Trossamfund.«

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så går vi videre, og nu er det hr. Mads Olsen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for ordet. Det virker, som om vi i øjeblikket modtager et halalforslag cirka hvert år, og at man hvert år ligesom skubber grænsen for, hvor vidtgående de er. Jeg er ikke hundrede procent sikker på historikken, men jeg mener, at det første forslag var en mærkningsordning, som vi vist ikke støttede, men vi var faktisk rimelig åbne over for, hvordan vi kan skabe bedre forbrugeroplysning. Det går vi ind for helt generelt. Så har man foreslået at fjerne fradrag og foreslået et forbud i offentlige institutioner osv. osv. indtil nu, hvor det altså bare er et bredt forbud, man foreslår.

Jeg har sådan set enig med forslagsstillerne et godt stykke hen ad vejen i forhold til de ting, der problematiseres i forslaget, herunder især industrien i forhold til de penge, der går til suspekte islamiske foretagender. Det var også derfor, at daværende integrations- og fødevareordfører hr. Carl Valentin om ikke andet ytrede en forståelse for idéen om en mærkningsordning i sin tid. Alligevel føler jeg, at alle de forslag, der er fremsat på området, har båret tydelige præg af, at man er mere interesseret i rammen for forslaget, nemlig islam, end konsekvenserne af halalindustrien, og her er hvorfor.

For det første må målet, hvis man er så interesseret i dyrevelfærd, være at lave rammer for god dyrevelfærd, som alle skal overholde, og som halal så også kan falde ind under. Men vi oplever absolut ikke, at de partier, der fremsætter forslag som dette, altid står side om side med os, når der skal kæmpes for bedre dyrevelfærd ude i landbruget. For det andet er metoden, hvis det handler om at begrænse de pengestrømme, der går de forkerte steder hen, som hr. Kristian Bøgsted citerede fru Pia Kjærsgaard for, vel ikke et forbud mod halal, men at indstifte metoder til at imødegå de pengestrømme. Med andre ord handler det her forbud i mine øjne ikke om bolden, altså dyrevelfærd og religiøs korruption, men om at ramme et hjørne af en religion. Er der nogle argumenter for at gøre det, som er gode? Ja, er metoden, der benyttes her, fornuftig? Så afgjort nej. Derfor kan SF ikke støtte beslutningsforslaget.

Inden jeg stopper, vil jeg også gøre opmærksom på, at det her jo er endnu et beslutningsforslag fra Dansk Folkepartis side, som man selv anerkender kommer til at ramme dansk økonomi sådan rimelig hårdt – det gjorde hr. Morten Messerschmidt i hvert fald – men alligevel har man ikke skrevet ind, hvor meget det drejer sig om, hvad man tænker konsekvenserne bliver, hvordan man skal stoppe de konsekvenser, eller hvad man vil pege på af finansiering for at imødegå de økonomiske tab, der vil være som følge af det her. Det må vi jo bare føje til listen. Jeg synes, at det er en smule ærgerligt.

Jeg skal også hilse fra Enhedslisten og sige, at de heller ikke vil stemme for. Nu vil jeg så sige tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken. Nu er det hr. Steffen Larsen, Liberal Alliance. Værsgo.

Mange tak, fru formand. Det frie marked er godt og sundt.Det leverer de varer, der efterspørges, det giver goder, det gør os mere velstående, og det er oftest kun en sag for staten at gribe ind af sikkerhedsmæssige hensyn, i det fald det bliver nødvendigt for borgernes sikkerhed at gøre noget. Så vi går ikke som sådan ind for et forbud mod halalvarer. Et stykke kyllingebryst kan være både sundt, nærende og alt muligt andet, uanset hvordan kyllingen blev slagtet og metoden dertil.

Vi var meget åbne, dengang Dansk Folkeparti foreslog en mærkningsordning, og vi støttede også forslaget dengang, for vi går egentlig ind for forbrugeroplysning. Det synes vi er en ganske udmærket ting. Det gør markedet mere gennemsigtigt og gør også, at man kan se, hvad det egentlig er, man er ved at lægge i kurven og bruger sine penge på, og det synes vi jo sådan set er en fornuftig ting, for så kan markedet jo fungere mere optimalt.

Men vi føler på samme tid også, at der er et behov for, at man også ser på de her pengestrømme. Det kan være ganske udmærket at undersøge. Men vi kan ikke støtte det her forslag, da et decideret forbud mod halalvarer ikke rigtig understøtter den tænkning, vi har på området. Jeg skal hilse fra Konservative og sige, at de ligeledes heller ikke kan støtte forslaget. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Jeg skulle høre, om der var en ordfører fra Moderaterne. Nej. Så skal jeg høre, om der er en ordfører fra Radikale Venstre. Nej. Det er der heller ikke fra Alternativet. Så er vi jo faktisk ved ordføreren for forslagsstillerne, hr. Mikkel Bjørn. Værsgo.

Tak for det. Halal er ikke bare et ord. Det er ikke bare en måde at slagte et dyr på. Det er en islamisk praksis, som er en del af en større religiøs dagsorden. Når halalvarer bliver normen, bliver det i praksis islamiske normer, der dikterer vilkårene i vores eget land. Vi har i årevis i Dansk Folkeparti advaret mod udviklingen. Hvad har vi set i mellemtiden? En voksende halalindustri, hvor virksomheder ansætter imamer, der afsiger islamiske bønner over dyr og produkter, og betaler afgifter, der i sidste ende kan kanaliseres til moskéer og islamiske organisationer.

Mange danske forbrugere aner intet om det. Det handler om en hel industri, der breder sig langt ind i vores dagligdag, ofte uden at vi aner det. Tandpasta, kosmetik, slik, shampoo, ja, selv helt almindelige dagligvarer som Colgatetandpasta, Hariboslik og Nestléprodukter findes i halalcertificerede versioner. Der er ingen mærkning, ingen gennemsigtighed og dermed heller ingen reel mulighed for at sige nej.

Det er ikke kun et spørgsmål om dyrevelfærd. Det er et spørgsmål om værdier og om, om vi ønsker, at Danmark skal forme sig efter islam, eller om islam skal tilpasse sig Danmark i det omfang, at det overhovedet er muligt. Og nej, det handler ikke om religionsfrihed. Religionsfrihed betyder ikke, at man har krav på at indrette hele samfundet efter egne religiøse regler. Det betyder ikke, at danskerne skal betale for eller uforvarende støtte udbredelsen af islamisk praksis. Grundlovens § 68 er krystalklar: »Ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen.« Når halalafgifter støtter moskéer og imamer, krænker det netop dette princip.

I Dansk Folkeparti bringer vi derfor dette forslag til bordet. Det er, fordi vi vil have, at Danmark forbliver dansk, og fordi vi ikke vil finde os i, at supermarkedernes hylder, vores børns frokost og vores eget hjem stille og roligt og uforvarende bliver underlagt islamiske regler. Vi siger derfor helt klart: Halal hører ikke hjemme i Danmark. Det er ikke en del af vores tradition, vores kultur eller vores værdier. Vi ønsker ikke at tilpasse os islam. Vi ønsker, at dem, der vælger at bo i Danmark, tilpasser sig det danske samfund, vores værdier, vores regler og vores måde at leve på.

Derfor har vi fremsat dette beslutningsforslag, og vi håber, at Folketinget tør træffe en beslutning, der sætter Danmark først. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til hr. Mads Olsen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Tak for talen. Ordføreren og jeg er jo åbenlyst uenige om det her spørgsmål, men lad det ligge. Jeg har jo fornøjelsen af at stå hernede i Folketingssalen på baggrund af beslutningsforslag fra hr. Mikkel Bjørn rigtig tit, og jeg værdsætter de debatter, vi har, men jeg synes, der er noget i, at man gentagne gange ikke skriver ind, hvor økonomien skal komme fra, selv om det er meget dyre forslag. Man gjorde det ikke, da man ville sætte lås på Kærshovedgård og omdanne det til et fængsel; man gjorde det ikke, da man ville have os ud af Schengen; og man gør det heller ikke med det her forslag, som hr. Morten Messerschmidt jo selv anerkender kommer til at koste Danmark mange penge i tabte eksportkroner, tabte arbejdspladser osv. Hvorfor er det, at Dansk Folkeparti principielt aldrig skriver økonomiske overvejelser ind i deres forslag?

Ordføreren.

Jamen den beregning ville ikke kunne laves på forhånd, for det afhænger jo helt af, hvordan man indretter det system i fremtiden. Er det et system, hvor vi har forbudt halalproduktion og halalcertificering i Danmark, men at de produkter eventuelt, når de er blevet eksporteret, stadig kan halalcertificeres i det udland, der importerer dem? Jeg skal ikke kunne afgøre, hvordan det helt præcis skal gøre sig gældende, men det afgørende for Dansk Folkeparti er, at vi ikke i Danmark, når vi går ned og køber produkter fra køledisken eller hylden i supermarkedet, er med til at understøtte og finansiere islamiske organisationer, der betaler penge til moskéopførelser og andet i Danmark og andre europæiske lande.

Vi mener ikke, at danskerne uforvarende skal tvangsindlægges til at betale til islams udbredelse i Danmark og i Europa, og det er derfor, vi har fremsat det her beslutningsforslag.

Spørgeren.

Vi deler jo de intentioner et stykke hen ad vejen i forhold til de her problematiske pengestrømme, der er til nogle trossamfund; det vil vi godt være med til at kigge på. Jeg går også ind for mere forbrugeroplysning generelt. Men er det ikke en kende økonomisk uansvarligt, når DF bliver ved med – de har gjort det gentagne gange – at komme med meget dyre beslutningsforslag her i Folketingssalen uden at pege på finansieringen? Nu har man lavet en samlet hjemsendelsespolitik, og kunne man forestille sig en eller anden samlet økonomisk politik fra DF, der skal finansiere de her nogle gange milliarddyre forslag?

Ordføreren.

Jeg tror, det bredt gælder oppositionens partier, at det er sværere for en opposition end for en regering at finde fuldtonede økonomiske beregninger for de forslag, man fremsætter. Altså, SF har lige for en halv times tid siden stået her i Folketinget og tilkendegivet opbakning til tre af Enhedslistens udlændingepolitiske forslag, som vil lempe udlændingepolitikken markant i Danmark. Der var heller ikke nogen økonomisk beregning på, hvad det ville koste. Og det tror jeg godt jeg tør love hr. Mads Olsen vil blive markant dyrere, men SF tilkendegav jo alligevel, at man blindt ville bakke op. Så jeg tror egentlig ikke, at det er så forskelligt på det område.

Tak. Så er det hr. Frederik Vad, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Jeg tager egentlig ikke ordet for at botanisere så meget i det konkrete beslutningsforslag her, men bare for at spørge ordføreren – for han er jo en flittig gæst i Folketingssalen, ligesom jeg selv er, når det handler om udlændingeområdet – om ordføreren også ser den samme tendens, som jeg gør, nemlig at en større og større del af Folketingets partier ikke rigtig interesserer sig for behandlingerne på udlændingeområdet her i salen. Det eneste, vi, der er i Folketinget, egentlig sådan skal lave, er jo at være i Folketingssalen eller til udvalgsmøder eller et eller andet. Det er jo faktisk det eneste, vi skal, men det er, som om der er færre og færre partier, der møder op til behandlingerne på udlændingeområdet. Jeg vil bare høre, om ordføreren også ser den tendens.

Ordføreren.

Jeg er enig, og jeg synes, det er en mildest talt meget, meget ærgerlig tendens. Udlændingeområdet er et af de vigtigste områder for Danmarks fremtid, og vi har en lang række partier, der ikke er mødt op i dag. Moderaterne er ikke mødt op, Radikale Venstre er ikke mødt op, og Enhedslisten er ikke mødt op. Jeg tror, der er flere partier, der ikke er her. En ting er, at man ikke møder op til en enkelt behandling, det kan der jo være gode grunde til, men hvis man mere systematisk ser, at der er partier, der generelt og meget ofte er fraværende i centrale og vigtige udlændingepolitiske debatter, så synes jeg, det er udtryk for en bekymrende mødekultur.

Så er det hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg vil bare sige, at jeg tror, at hr. Mikkel Bjørn skal se det som et kæmpe adelsmærke, at det netop er sådan, siden han tog sæde i det her ting, at de, som på den mest skændige vis har svigtet deres fædreland, ikke tør stille op og få den fuldstændig adækvate afklapsning, som hr. Mikkel Bjørn er i stand til at give dem. Så se det endelig som et adelsmærke, at dem, der har svigtet historisk, ikke engang tør møde op for at blive konfronteret med det svigt, de har gennemført. Tillykke med det!

Ønsker ordføreren ordet? Værsgo.

Jeg tager det bestemt som et adelsmærke. Jeg synes måske bare, at debatten nogle gange bliver lidt kedeligt, hvis man står og debatterer med sig selv, men jeg tager det bestemt som positive ting for mit vedkommende.

Det gode ved en debat med sig selv er, at man altid får ret. Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Udlændinge- og Integrationsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.