Det næste punkt på dagsordenen er:

28) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 128:

Forslag til folketingsbeslutning om en national handlingsplan for børn og unge med skolevægring.

Af Lise Bertelsen (KF) m.fl.

(Fremsættelse 26.02.2025).

Fru Lise Bertelsen ønsker at give en begrundelse for forslaget.

Tak for ordet, formand. Det er jo fra det ene til det andet, kan man sige. Formålet med beslutningsforslaget er at pålægge regeringen at iværksætte arbejdet med en national handlingsplan for at reducere skolevægring. Handlingsplanen skal kortlægge årsager til skolevægring og identificere løsninger til at støtte børn, unge, familier og skoler. Skolefraværet på de danske skoler er tårnhøjt – det er alt for højt. 110.000 danske børn har bekymrende højt skolefravær, eller også kommer de slet ikke i skole. Mere end 15.000 forældre er på overførselsindkomst, fordi de må blive hjemme og passe deres børn. Det går ud over børns og familiers trivsel, og det koster samfundet milliarder af kroner hvert eneste år. Det kan vi gøre bedre.

Jeg er rigtig glad for, at vi sidste år indgik et folkeskoleforlig, hvor vi blev enige om at afdække omfanget af skolefravær og typerne af fravær samt at få udarbejdet en national definition. Jeg er også rigtig glad for, at vi med samme forlig har taget initiativ til flere indsatser målrettet skoleelever med højt skolefravær, herunder forsøg med onlineundervisning til dem, der allerede er fraværende. Men der er brug for, at vi tager endnu et skridt.

Derfor har Det Konservative Folkeparti fremsat et beslutningsforslag, der pålægger regeringen at udarbejde en national handlingsplan for at reducere skolevægring. Handlingsplanen skal kortlægge årsagerne til skolevægring og identificere mulige løsninger. Handlingsplanen skal sikre en automatisk opfølgning på og vurdering af, hvilke initiativer der faktisk kan nedbringe skolefraværet. Endelig bør handlingsplanen indeholde konkrete mål for, hvor meget skolefraværet skal reduceres inden for en given årrække.

Jeg ser frem til debatten.

Mange tak for det. Så er forhandlingen åbnet, og den første, der får ordet, er børne- og undervisningsministeren. Værsgo.

Mange tak til formanden for ordet. Vi skal behandle beslutningsforslag nr. B 128 om skolevægring. Vi er jo alle sammen enige om, at vi skal forebygge langvarigt bekymrende skolefravær, og at vi skal hjælpe de elever og deres familier, som allerede har de her problemer tæt inde på livet. Jeg er helt sikker på, at vi er flere her i salen, der enten selv har haft de her udfordringer inde på livet, eller har mødtes med mennesker, som har børn, som ikke kan komme ud af døren om morgenen af mange forskellige årsager. Der er jo dels de økonomiske argumenter, som vi også hørte fra ordføreren for lidt tid siden, dels det menneskelige aspekt i, at børn glider længere og længere væk fra deres kammerater og fra det fællesskab, de ellers normalt ville have været en del af. Det gør ondt i maven på os alle sammen.

Derfor er jeg også glad for, at der sidste år netop blev indgået et folkeskoleforlig med en række initiativer, som skal være med til at imødegå problemer med netop langvarigt bekymrende fravær. Vi har f.eks. nedsat en lovforberedende ekspertgruppe, som bl.a. skal se på reglerne om sygeundervisning, herunder også fravær. Det er en ekspertgruppe, som afrapporterer faktisk lige om lidt, inden sommerferien, og herefter vil folkeskoleforligskredsen drøfte de anbefalinger, der kommer fra den ekspertgruppe. Men det er også, at der skal gennemføres en undersøgelse, der afdækker omfanget af langvarigt bekymrende fravær og årsagerne til det. Særlig det sidste betragter jeg egentlig som meget af det, der også står i det beslutningsforslag, vi behandler i dag.

Ud over det er der også igangsat et meget stort forsøg, som altså ikke afventer undersøgelser eller ekspertgrupper eller handlingsplaner, men som handler om at igangsætte forsøg med onlineundervisning målrettet børn med langvarigt bekymrende fravær. Det var noget, der blev rejst af Liberal Alliance i forbindelse med forhandlingerne, og som er blevet meldt ud til kommunerne. De har meldt tilbage, og 17 kommuner fra hele landet, både store og små, er med i forsøget, og det er noget, jeg selv virkelig tror er en rigtig god idé, og som jeg glæder mig til kommer ordentligt i gang.

Det langvarige bekymrende fravær hænger jo bl.a. sammen med manglende faglig trivsel, men også social trivsel, og derfor er det også er jo interessant at nævne nogle af de øvrige initiativer i det folkeskoleforlig, vi indgik. Vi kan ikke nævne dem alle sammen her, men hvis jeg bare skal slå ned et par enkelte steder, vil jeg sige, at vi jo har fjernet den understøttende undervisning, men brugt ressourcerne i en ny timebank, som skolerne får adgang til her fra august 2025, og som giver øget fleksibilitet til at indrette undervisningen efter lokale forhold. Og eleverne i udskolingen, hvor vi kan se at motivationen er faldende blandt eleverne, får mere frihed til selv at påvirke det skema de skal følge, bl.a. ved at få mulighed for at afslutte folkeskolen mere praktisk, end de gør i dag, ved at komme i juniormesterlære i 8. og 9. klasse, altså et par dage i en virksomhed og 3 dage i skole. Der vil også være flere valgfag – ikke bare de praktiske, kreative fag – men også lokale valgfag, som vi også regner med kan være med til at øge og bevare elevernes motivation i de ældste klasser. Endelig er der jo også afsat et trecifret millionbeløb til styrkede socialpædagogiske kompetencer tæt på eleverne.

Men det handler jo ikke kun om at hjælpe elever, som allerede har langvarigt bekymrende fravær. Vi skal først og fremmest forebygge. Det må vi alle sammen kunne blive enige om. Elever, der mistrives, er i særlig risiko for at få problemer med fravær. Vi har også lige modtaget anbefalinger fra Trivselskommissionen, der har anbefalet, at børn og unge, som mistrives, skal have lettere adgang til hjælp, inden problemerne vokser sig store. Det er også derfor, det er en del af regeringens udspil til en stærkere psykiatri, som blev fremlagt tidligere på den her måned, at der er fremlagt en række vigtige forslag, som netop skal hjælpe de børn og unge, som mistrives.

Jeg er enig med Det Konservative Folkeparti i, at selv om der er igangsat en række gode tiltag, har vi endnu til gode at se effekterne af de indsatser, der allerede er besluttet. Men jeg er usikker på, hvad det konkret er, Det Konservative Folkeparti ønsker af nye tiltag, som kan indgå i en sådan handlingsplan. Af selve beslutningsforslaget kan man ikke læse noget konkret ud over det, vi allerede har aftalt.

Et andet relevant spørgsmål er, hvem eventuelle nye indsatser skal gennemføres af. Det siger jeg også som undervisningsminister i et ministerium, hvor vi har nedlagt omkring hver syvende stilling. I bemærkningerne til forslaget foreslår Det Konservative Folkeparti, at der skal laves konkrete mål for, hvor meget skolefraværet skal reduceres inden for en given årrække. Jeg er ikke sikker på, det er den rigtige vej at gå at opstille nye mål, der skal følges, og nye tilsyn, der skal etableres, og mere bureaukrati, der skal opstå. I folkeskoleforligskredsen har vi tværtimod gjort os umage med at prøve at frisætte folkeskolen og prøve at rydde ud i regler og dokumentation og mål, så kommuner og skoler kan fokusere på kerneopgaven. Vi ønsker nemlig ikke, at staten skal vokse sig større med flere statslige årsværk. Vi er glade for de årsværk, der er blevet reduceret med i den statslige administration, og vi ønsker ikke, at vi skal gå i den forkerte retning igen. Det er i øvrigt en ambition, som jeg fornemmer at der er forholdsvis bred opbakning til. Jeg vil derfor gerne være fortaler for, at eventuelle nye indsatser iværksættes i dialog og tæt samarbejde med kommuner og skoler og uden for meget nyt statsligt bureaukrati.

Endelig er der jo hele spørgsmålet om, hvordan vi skal finansiere eventuelle yderligere tiltag. Mit budskab er derfor – ud over at vi er i fuld gang – at vi egentlig gerne vil være med til at gennemføre yderligere tiltag, også selv om vi ikke har set resultaterne af de allerede besluttede, men at det starter med, at vi diskuterer nogle konkrete politiske forslag, ligesom det blev gjort, da onlineundervisningen blev foreslået i forbindelse med forhandlingerne, og at vi i øvrigt så skal være opmærksomme på, at det ikke betyder flere administrativt ansatte, og at forslaget skal finansieres. Men det ændrer ikke på, at vi synes, at det er en relevant debat at tage, og vi ser frem til både debatten her i salen og den efterfølgende udvalgsbehandling.

Mange tak for det. Der er en enkelt til en kort bemærkning. Hr. Sigurd Agersnap.

Tak for det. Og tak til ministeren for talen. Jeg vil bare spørge til det her med et mål, som der jo ligger i beslutningsforslaget her; altså at det, at man sætter et mål over fraværet og udviklingen i fravær, skulle lede til meget mere bureaukrati. Det synes jeg alligevel er en lille smule svært at forstå. Som jeg læser beslutningsforslaget, er det jo et mål, vi politikere vil nå. Vi vil vende udviklingen, vi vil have mindre fravær i vores skoler. Det betyder jo ikke, at det er et mål, man skal leve op til på den enkelte skole eller i den enkelte klasse – det står der jo intet om her. Kan ministeren ikke bare nuancere det her med, at det skulle lede til en masse bureaukrati? Altså, det leder vel ikke til, at vi skal indhente nye tal? Det er tal, vi har, på fraværet, også på det lange fravær. Det er bare et politisk mål, at vi en gang imellem sætter os sammen og spørger: Hvordan får vi faktisk nedbragt fraværet?

Ministeren.

Det kommer an på, hvad man mener med bare et politisk mål. Hvis det skal være et mål, der skal forfølges, og som vi skal have en forventning om, at kommuner og skoler også forfølger – det må vel trods alt være det, det handler om – så bliver der jo bygget et administrativt setup omkring at få indhentet dokumentation og få verificeret tallene og få dem fremlagt. I sig selv er det jo ikke noget, der vælter statens administration, men det er jo mængden af alle de mål og procesregler, vi opbygger her fra Folketingssalen, der har fået den statslige administration til at vokse gennem mange år. Det er jo ikke, fordi de sidder og spiller syvkabale i hverken styrelser eller departementer; det er jo, fordi de forfølger alle de politiske aftaler, vi har lavet. Derfor prøver vi at være ret nidkære med ikke at opbygge for mange nye målstyringsregimer.

Så det er bare en bemærkning, som jeg vil insistere på at nævne hver eneste gang, der er nogle, der foreslog, der skal bygges et nyt regime op, for det sker flere gange om ugen, og sammenlagt er det bare det, der får det hele til at vokse. Der er for mange høvdinge og for få indianere i den offentlige sektor. De lever stærkt ude ved borgerne, og vi vokser og vokser herinde på Slotsholmen. Det er det, der ikke går i længden.

Hr. Sigurd Agersnap.

Hvad er formålet med, at ministeren nævner alle de initiativer, regeringen har taget, hvis ikke det er at sænke det lange skolefravær. Altså, hvad er målet så? Det må da være målet. Og det er da klart, at når man har tallene til rådighed, der allerede findes, så må vi da kunne kigge hinanden i øjnene og sige til hinanden, at det er målsætningen for den politik, vi laver, at vi skal nedbringe det lange skolefravær. Hvad er ministerens målsætning? Hvad er ministerens formål med at lave en masse initiativer mod skolevægring, hvis ikke det er at sænke det lange skolefravær?

Ministeren.

Jamen målsætningen er selvfølgelig at få eleverne tilbage i skolen, den fysiske skole. Jeg tror så, at metoden kan være onlineundervisning, hvor man måske starter med bare at logge på uden at tænde kameraet, hvor man lige så stille får tændt for kameraet og måske kommer i skole en dag om ugen og til sidst kan komme tilbage til klassekammeraterne. Det håber jeg bliver resultatet af onlineundervisningen, og der vil det da være interessant at følge, om de 17 kommuner, der er en del af det forsøg, får flere tilbage i den fysiske undervisning end de øvrige 81 kommuner. Så det er ikke, fordi jeg har noget imod tal og målsætninger – overhovedet ikke – men det er klart, at jo mere vi bygger op som nationale måltal, vi ønsker at forfølge, jo flere opfølgningsregimer bliver der også bygget op.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ministeren. (Børne- og undervisningsministeren (Mattias Tesfaye): Selv tak). Så kan vi gå i gang med ordførerrækken, og den første ordfører er Socialdemokratiets ordfører, og det er fru Sara Emil Baaring. Værsgo.

Tak til formanden for ordet. Se, for et års tid siden var jeg på besøg på Vestfyn, i et hyggeligt lille landhus i en mindre by, og det første, jeg så efter at være kommet ind ad hoveddøren var en lille brun hestehale, et springvand på toppen af et hoved, der lige forsigtigt tittede ud bag en dørkarm. Det var Victoria. Hun går i 3. klasse, og hun havde nok allerede luret, hvorfor jeg var kommet på besøg. Hun har ikke været i skole længe, og som så mange andre børn med langvarige bekymrende skolefravær kunne hun ikke rigtig forklare hvorfor. Hun havde bare ondt i maven, men smerten sad ikke rigtig i hendes krop, den sad i livet, og den dag trak hun sig. Hun trak sig fra venner, hun trak sig fra fritiden, og hun trak sig fra omverdenen, og Victoria er ikke alene. Skolevægring – eller langvarigt bekymrende skolefravær, som jeg rigtig gerne vil kalde det – er ikke bare et tal i statistikkerne, men det er virkelighed for tusindvis af børn, børn, der gemmer sig under dynen, forældre, der kæmper hver morgen og bebrejder sig selv hver aften. Jeg har selv været folkeskolelærer, og jeg har mødt de børn, og jeg har talt med forældrene, og jeg har mærket den der afmagt, der opstår, hvis skolen, der burde være et sted for fællesskab og for læring, i stedet bliver et sted for angst og nederlag.

Så derfor vil jeg rigtig gerne sige tak til Det Konservative Folkeparti for at rejse debatten. For vi er enige om målet, altså at der skal være færre børn i mistrivsel, og at der skal være flere børn, der oplever, at de hører til. Men vi kan ikke støtte beslutningsforslaget i sin nuværende form, og det er ikke, fordi vi ikke vil handle. Men vi synes faktisk, vi allerede gør det. Sammen i folkeskoleforligskredsen har vi sat nogle konkrete initiativer i gang. Vi tester onlineundervisning til børn med langvarigt fravær, vi har nedsat en ekspertgruppe, der kommer med anbefalinger her før sommer, vi har sat gang i en stor undersøgelse, der kortlægger årsager og løsninger, og vi har investeret i pædagogiske kompetencer, praktisk læring og en mere fleksibel skolegang, og vi ser allerede lys i mørket rundtomkring.

I Aalborg mødte jeg en skolesocialrådgiver, der opdagede, at et barns mistrivsel skyldtes sorg over familiens hund, der var død. Hun tog naboens hund med i skole, og de gik ture, og sorgen kom frem, og barnet begyndte stille og roligt at komme tilbage. Sådan nogle tiltag kan vi ikke skrive ind i en eller anden central national plan, men det kræver faglighed, og det kræver tillid, og det kræver frihed tæt på barnet og ikke flere papirplaner, men mere nærvær, og ikke mere bureaukrati, men mere handling ude i praksis.

Så derfor spørger vi også ærligt: Hvad skal en ny national handlingsplan føre til, som vi ikke allerede har sat i gang? Hvilke konkrete forslag bringer forslagsstillerne til bordet? For det fremgår ikke rigtig, og vi må samtidig være varsomme. For når vi insisterer på endnu en plan uden nye midler, uden konkrete løsninger, uden ansvarspunkter, så risikerer vi at bruge kræfterne på papir i stedet for på børnene. Vi deler bekymringen, og vi deler ansvaret, men vi må ikke forhaste os ind i symbolpolitik, mens vi stadig afventer resultaterne af det, som vi allerede har aftalt i fællesskab. Vi har ikke brug for mere tempo. Vi har brug for mere retning, og det skylder vi Victoria og alle dem, hvis skoletasker ikke længere dukker op i skolegården, og vi skylder dem at gøre det rigtigt og ikke bare hurtigt og ikke bare højlydt, men virkningsfuldt. Så derfor kan vi ikke bakke op om forslaget.

Mange tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Så kan vi gå videre til Venstres ordfører, og det er fru Anni Matthiesen. Værsgo.

Tak for ordet, formand, og tak til Det Konservative Folkeparti for at rejse den her vigtige debat om skolevægring i Folketingssalen i dag. Jeg er af den overbevisning, at alle, der befinder sig her i Folketingssalen lige nu, synes, det er et utrolig vigtigt problem, som vi er nødt til at gøre noget ved.

Det er et problem – kan jeg også hilse at sige til den tidligere ordfører, der så glimrende beskrev det – som jeg også selv personligt har haft tæt på i nogle år, hvor jeg havde en søn, som havde svært ved at tage i skole. Så jeg ved også godt, hvad det betyder, når man forsøger at få et barn af sted, men hvor barnet både skriger og for den sags skyld ikke vil have jakken på, fordi han ikke vil af sted til skole. Så jeg ved godt, hvor store konsekvenser det har i familien og ikke mindst for barnet selv.

Som det er blevet sagt af ministeren, har det jo også på den lange bane en betydning for, hvordan vi får de her børn bragt godt videre og forhåbentlig også ind i et arbejdsfællesskab på et tidspunkt og forhåbentlig undgår, at forældrene er nødt til at blive hjemme fra arbejde for at passe børnene i stedet.

Det er sådan, som både ministeren og tidligere ordførere også har omtalt, at vi jo sammen sat gang i nogle gode ting. Og ja, vi kan måske alle sammen stå her og drømme om, at vi måske allerede for 5 år siden eller 7 år siden havde gjort mere, men jeg må sige, at jeg jo faktisk synes, at vi er godt på vej , uanset om vi snakker om den nye ekspertgruppe, som rent ud sagt har en opgave i at komme med anbefalinger til os i forhold til folkeskoleforligskredsen om, hvordan man kan gøre tingene bedre både i forhold til inklusion, specialundervisning, sygeundervisning og også onlineundervisning, som vi har sat i værk, hvor der jo kører forsøg nu her, som vi også skal afvente resultaterne af, og for den sags skyld også komme med initiativer til forebyggende indsatser.

Derfor har jeg svært ved at forstå, hvorfor man synes, at der nu pludselig skal laves en ny form for handlingsplan og der skal sættes nogle måltal op, som jeg læser beslutningsforslaget, for jeg tror ikke på, det er måltal, der hjælper; jeg tror simpelt hen, det er konkrete ting, som vi jo nu sammen har sat i værk, og som forhåbentlig skal hjælpe til, at rigtig mange børn, som ellers i dag har det svært, kommer i skole igen.

Så jeg vil runde af med at sige, at vi ikke kan støtte forslaget. Jeg håber rigtig meget også, at ting som det her er noget, som Det Konservative Folkeparti vil bringe med ind til forligskredsmøderne fremadrettet, for jeg tror, vi alle sammen, når vi sidder til de møder, er interesserede i at drøfte det, hvis der er partier, der har nye idéer eller nye forslag osv.

Så bed om at få det på som et punkt på en dagsorden. Skriv til ministeren: Det her vil vi gerne drøfte på næste møde. Så tager vi en snak om det i forligskredsen i stedet. Men Venstre siger nej til beslutningsforslaget.

Mange tak for det. Der er en kort bemærkning til fru Lise Bertelsen.

Tak for det, og tak for ordførertalen. Det er jo godt at kunne konstatere, at vi alle sammen er enige om, at skolefraværet er alt for højt i Danmark. Når Socialdemokratiets ordfører siger, at der ikke er brug for mere tempo, så er det bare, jeg får lyst til at spørge fru Anni Matthiesen, som selv bringer frem, at hun har haft det her tæt inde på livet: Synes du, at der var tempo nok i forhold til at hjælpe din søn, da han stod i en svær situation?

Vi kan også bringe det væk fra at handle om fru Anni Matthiesens egen familie. I mit arbejde i børne- og ungdomspsykiatrien har jeg mødt de her forældre, og deres ønske er, at der er handling, og at der er metoder ude i kommunerne, som kan gøre, at deres børn kan komme i skole igen, og at de som forældre kan få en almindelig hverdag, hvor de faktisk kan komme på arbejde igen. De har sandelig brug for tempo. Jeg medgiver fuldstændig, at vi har sat nogle helt vildt gode initiativer i gang, men vi har simpelt hen bare prøvet at lægge et lag mere ovenpå, og vi glæder os til at drøfte det her i fremtiden, hvilket vi jo også håber på at alle andre gør.

Så er det ordføreren.

Jeg tror, at når man er i den situation som forældre, som jeg også selv beskrev, så vil man jo gerne have, at det hele var løst i morgen. Det må den socialdemokratiske ordfører jo selv svare på, men jeg tror, at det, der var ment, selvfølgelig var, at det ikke hjælper noget, hvis vi haster noget igennem. Vi er nødt til at have et solidt fundament at stå på i forhold til de beslutninger, vi tager.

Så ved vi også godt, at der er ting, der håndteres forskelligt fra kommune til kommune. De enkelte kommunalbestyrelser har måske her en lidt vigtig opgave i forhold til også at bringe ting frem, så tingene kommer til at fungere lokalt. Der kan jeg da kun komme med en opfordring. Der er snart kommunalvalg, og så må man jo også holde nogle kommunalpolitikere op på nogle af de her tiltag.

Fru Lise Bertelsen.

Kan vi være enige om, at man kunne have et ønske om at få knækket kurven for det her langvarige ufrivillige skolefravær, som mange familier oplever? Jeg håber, vi kan være enige om at få knækket den kurve. Jeg tænker, at når man skal knække den, kunne det jo være relevant med en national handleplan, hvori man samler de bedste metoder overhovedet og ser på, hvordan man kan sætte det her i system på en måde, som gør, at mange flere børn ikke oplever det nederlag og mange flere forældre ikke oplever mistrivsel i den samlede familie.

Ordføreren.

Jeg tror, vi alle sammen ønsker at knække kurven. Så er jeg også nødt til at sige, at før vi eventuelt kan anbefale helt nøjagtigt, hvad det er for værktøjer, man skal tage i brug, så synes jeg faktisk også, det er vigtigt, at vi afventer ekspertgruppens arbejde og for den sags skyld også kigger på, hvordan de her forsøg med onlineundervisning kommer til at forløbe. For ellers risikerer vi jo at melde nogle ting ud, som rent ud sagt måske næsten risikerer at gøre det endnu værre, og det ønsker vi ikke.

Mange tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Så kan vi gå videre til Danmarksdemokraternes ordfører, og det er fru Marlene Harpsøe. Værsgo.

Først en tak til Det Konservative Folkeparti for at fremsætte dette vigtige forslag om en national handlingsplan for børn og unge med skolevægring. I dag står vi i en situation, hvor vi må erkende, at skolevægring er et alvorligt og kraftig stigende problem i vores samfund. Tal fra Børne- og Undervisningsministeriet viser, at over 21 pct. af vores folkeskoleelever, altså mere end 110.000 børn, har et fravær på mere end 10 pct. – mere end 10 pct. For næsten 11.000 af disse børn var fraværet mere end 3 måneder. Det er en bekymrende udvikling, og den kan ikke ignoreres.

Skolevægring er ikke blot et spørgsmål om fravær. Det er en meget kompleks problemstilling, der har dybtgående konsekvenser for de berørte børn, deres familier og samfundet som helhed. Disse børn oplever ofte angst, sociale vanskeligheder og mistrivsel, hvilket kan føre til dårligere faglige resultater, frafald og manglende muligheder i voksenlivet. Derudover påvirker det familierne, hvor forældrene kæmpermed stress, frustration og økonomiske byrder, når de forsøger at støtte deres børn igennem vanskelighederne.

Det er ret tydeligt, at den nuværende indsats ikke er tilstrækkelig. Vi kan ikke nøjes med sporadiske initiativer eller små tiltag, der ikke formår at vende udviklingen. Derfor er det nødvendigt, at vi tager et større, mere koordineret og systematisk greb om problemet. Vi har brug for en national handlingsplan, der ikke blot kortlægger årsagerne til skolevægring, men også implementerer konkrete løsninger og målrettede indsatser.

Derfor mener vi i Danmarksdemokraterne, at regeringen må handle nu. Vi skal samarbejde på tværs af skoler, sundhedsvæsen og kommuner for at skabe et skolemiljø, hvor alle børn føler sig trygge, inkluderet og motiveret for at møde op hver dag. Forebyggelse skal prioriteres højt, og der skal investeres i trivsel, sociale færdigheder og mental sundhed. Vi skal sætte klare mål for, hvor meget skolefraværet skal nedbringes inden for en given periode, og følge op på resultaterne med konsekvens og ansvar. Det er en investering i vores børn, i deres fremtid og i vores samfund som helhed.

Skolevægring kan have livslange konsekvenser, men med en målrettet koordineret indsats kan vi vende udviklingen. Derfor støtter vi i Danmarksdemokraterne fuldt ud De Konservatives forslag om en national handlingsplan, og vi opfordrer alle her i dag til at bakke op om den nødvendige og vigtige indsats. Tak for ordet.

Mange tak for det. Der er en kort bemærkning til fru Anni Matthiesen.

Tak. Og tak for ordførertalen. Jeg kunne godt tænke mig at prøve at komme et spadestik dybere i alle de flotte og gode ord, som Danmarksdemokraternes ordfører lige har udtalt fra talerstolen. For jeg tror jo på en eller anden måde, at der er mange af de ting, der bliver sagt, som vi alle sammen kan være enige i. Men så vil jeg godt spørge helt konkret: Hvad er det så, Danmarksdemokraterne helt nøjagtigt mener der skal gøres ud over at lave en handlingsplan?

Ordføreren.

Jeg er stor fortaler for, at man ligesom på sundhedsområdet og alle mulige andre områder spørger nogle eksperter, dem, der ved noget om det område, og lader dem sætte sig ned og lave nogle anbefalinger, som kan sættes ind i den her handlingsplan. Derfor tænker jeg ikke, at det skal være os som politikere, der lige sådan stikker en finger i vejret og siger, at vi tror, det vil hjælpe med nogle flere fritidsjob eller et eller andet. Det skal ikke være os, der definerer det. Det skal være nogle eksperter, der sætter sig ned og definerer, hvad det er, der er det rigtige at gøre, ligesom vi har gjort med det her faglige oplæg fra Sundhedsstyrelsen, der skal definere, hvad det er for en retning, vi skal gå i med 10-årsplanen for psykiatrien. Og det samme kan man sige i forhold til det her. Det er i hvert fald det, som vi i Danmarksdemokraterne har af holdning til, hvem det er, vi skal inddrage i det her.

Fru Anni Matthiesen.

Men det er jo netop det, vi har gjort. Der er jo en ekspertgruppe, der arbejder lige nu, og som, som ministeren også lige sagde, formentlig inden sommerferien kommer med nogle anbefalinger. Så det har vi jo gjort.

Så hvad er det mere, vi skal gøre, ud over at vi jo har sat nogle eksperter sammen, der skal komme anbefalinger til os?

Ordføreren.

Men jeg kunne måske spørge Venstres ordfører om det samme, altså: Hvad er det så, der er udfordringen i – når man har nogle eksperter til at kigge på det, som definerer, hvad det er, der skal til – at sætte det ind i en strategi, en national handlingsplan? Det synes vi i Danmarksdemokraterne ligger lige for, altså at man tager fat i regeringen og siger: Så tager vi de anbefalinger, som de her eksperter kommer med, og så sætter vi dem ind i en handlingsplan, hvor vi sætter hånden på kogepladen og lover hinanden, at det er noget, vi følger op på.

Så er det fru Sara Emil Baaring.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Nu nævner ordføreren selv sundhedsområdet, og så skal jeg bare høre, om man inden for sundhedsverdenen starter behandlingen op uden at kende en diagnose.

Ordføreren.

Nej, ikke som regel.

Fru Sara Emil Baaring.

Det er det, der undrer mig lidt ved det her. Man vil rigtig gerne have, at en hel masse initiativer blev sat i gang, men vi kender jo ikke omfanget endnu, vi kender ikke årsagerne, og det er jo det, vi har sat i gang. Vi er jo i gang med at definere, hvad det her egentlig er. Hvad skal vi overhovedet kalde det? Skal vi kalde det skolevægring, skal vi kalde det skolefravær, skal vi kalde det bekymrende skolefravær, hvor mange er der tale om, registrerer man det forskelligt rundtomkring i kommunerne? Jeg synes bare, at det virker lidt som papir for papirets skyld, i stedet for at vi reelt går ind og gør noget, som vi jo allerede er i gang med.

Ordføreren.

Jeg synes egentlig, at socialdemokraten hernede svarer på sit eget spørgsmål. For der står sådan set her i B 128, som jeg har her: Handlingsplanen skal kortlægge årsagerne til skolevægring og identificere løsninger til at støtte børn, unge og familier og skoler. Det er jo lige præcis det, der skal ske. Så det vil sige, at vi jo ikke sætter ind med en behandling, inden vi ved, hvad diagnosen er. Det er i hvert fald det, der er blevet lagt op til. Så det fremgår allerede af beslutningsforslaget, som vi har valgt at støtte.

Så er der en kort bemærkning til hr. Rasmus Lund-Nielsen.

Det er lidt i forlængelse af mine to ordførerkollegaer her. Jeg bliver også bare nysgerrig på, om Danmarksdemokraterne ønsker at nedsætte en ekspertgruppe yderligere foruden den, vi jo allerede har besluttet at nedsætte, som er i gang med at arbejde, og som jo netop skal finde årsagerne til skolefravær, så vi på baggrund af det, de kommer frem med, jo så eventuelt kan lave en handlingsplan eller måske bare implementere de anbefalinger, de nu engang vil komme med.

Så jeg er interesseret i at høre det, for det var det indtryk, jeg fik, da jeg hørte ordførerens tale, altså at vi skulle sætte en ny ekspertgruppe i gang med at undersøge årsagerne.

Ordføreren.

Vi går i Danmarksdemokraterne ikke ind for unødigt bureaukrati, og hvis der allerede sidder en ekspertgruppe, der skal komme med en lang række anbefalinger, som med fordel kan skrives ind i den her nationale handlingsplan, så synes vi i Danmarksdemokraterne, at det er fint.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Det er godt at høre, for det er i hvert fald det, som vi har besluttet. Det er, at der er en ekspertgruppe, der først og fremmest er i gang med at finde ud af, hvad årsagerne til langvarigt, bekymrende skolefravær er, og også at få nogle karakteristika på det. Det er, sådan at vi netop kan handle klogere og vi så at sige har diagnosen på plads, inden vi igangsætter behandlingen. Så det var godt at få det præciseret.

Ordføreren.

Der er ikke så meget at præcisere, men det er fint at få spørgsmålet. Generelt tror jeg også bare, man skal være meget opmærksom på, at det her bare fylder ekstremt meget. Nu sidder jeg selv også i en kommunalbestyrelse, og jeg har børn i folkeskolen og sidder tæt på forældre hver dag, som oplever et system, som bare ikke rummer børnene godt nok i dag.

Det er jo frustrerende at se, hvordan den her skolevægring rammer høj som lav i den danske folkeskole, og det skal vi gøre noget ved. Det er vi i Danmarksdemokraterne hamrende optaget af, fordi vi kan se, hvordan det er med til at nedbryde både børnene, men også familier som helhed, fordi de rigtige indsatser ikke sker. Derfor er vi optaget af også at støtte beslutningsforslaget i dag fra Det Konservative Folkeparti.

Så er det fru Lise Bertelsen.

Tak for det. Mig bekendt kigger den ekspertgruppe, der er nedsat, kun på specialelever og på onlineundervisning, og det her er et lag ovenpå. Jeg forstår det ikke; vi må åbenbart ikke være ret tydelige i vores kommunikation. For det, vi ønsker, er selvfølgelig at inddrage det, som vi i øvrigt begge to har kæmpet for og står på mål for. Vi kunne godt tænke os, at man også forholder sig til almindelige børn i forhold til forebyggelsen, så der ikke bliver behov for onlineundervisning. For det er jo dem, der allerede er fraværende. Vi ønsker simpelt hen at sætte ind langt før. Det gør man i øvrigt også i sygehusvæsenet. Der er forebyggelse jo den eneste vej til at undgå overbelægning på sygehuset. Så det er det, vi ønsker os.

Ordføreren.

Tak til fru Lise Bertelsen for at tydeliggøre det, altså det her med, at der altså er nogle begrænsninger i forhold til nuværende ekspertgruppe, der er nedsat. Det er jo selvfølgelig rigtig vigtigt at få det frem i debatten. For hvis vi skal sikre en høj grad af trivsel hos folkeskoleeleverne, handler det også om, at man kommer hele vejen rundt, også i forhold til forebyggelsesdelen. Det er vi i Danmarksdemokraterne, ligesom man er i De Konservative, også optaget af.

Fru Lise Bertelsen. (Lise Bertelsen (KF): Jeg har ikke yderligere. Tak). Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Så går vi til SF's ordfører, og det er hr. Sigurd Agersnap. Værsgo.

Tak for ordet, formand. Josefine på 9 år sagde det sådan her til DR: »Jeg bider mig i læben. Engang havde jeg et sår helt hernedetil, fordi min skole var så irriterende.« Senere, 8 år efter, sagde hun: »Fordi jeg ikke har lært grundtingene, da jeg var lille, fordi det gik så galt i min skole, er jeg blevet sat så langt tilbage, at jeg bare er begyndt at give op på skolen.« Det er hjerteskærende. Det er for mange af os også svært at forstå, men for rigtig mange familier er det også virkeligheden.

Skolevægring er ikke bare fravær. Det er ofte meget mere voldsomt og symptom på noget dybere. Det er børn, der måske ikke føler sig trygge i skolen, børn, der måske ikke har oplevet at blive mødt med forståelse, og børn, der har mistet modet og overskuddet til det fællesskab, skolen skal være. I nogle tilfælde er der også familier, der helt mister tilliden til systemet og til den fælles folkeskole.

Tallene desværre taler desværre et meget tydeligt, men også meget bekymrende sprog. Over 110.000 børn i folkeskolen havde i 2023/24 et fravær på mere end 10 pct. – det er over 20 pct. af eleverne – og af dem var mere end 10.000 børn væk i over 3 måneder. Som der også står i beslutningsforslaget, er det historisk højt, og det er desværre også højere end i lande som Norge, Sverige og England. Dobbelt så mange børn kommer næsten aldrig i skole, altså mindre end 50 dage om året, som for 10 år siden, og sidste år var 3.200 elever i skole mindre end halvdelen af tiden.

Vi har en kæmpe udfordring med fraværet i skolen. Det stiger, både det meget lange og også det fravær, der blot er over 10 pct. Vi ved, at det har store konsekvenser. På kort sigt betyder det dårligere trivsel og lavere faglige resultater. På lang sigt betyder det større risiko for frafald i uddannelsessystemet og større risiko for psykiske, sociale og økonomiske udfordringer. Det rammer ikke kun barnet, som også tidligere talere har været inde på. Det rammer hele familier. Vi havde i 2023 over 15.000 forældre, der fik kompensation for tabt arbejdsfortjeneste og dermed stod uden for arbejdsmarkedet, og udgifterne til kompensation for tabt arbejdsfortjeneste nåede sidste år 2,1 mia. kr. – et kæmpe beløb.

Vi har en stor udfordring med skolevægring. Det oplever jeg egentlig at vi alle sammen anerkender. Spørgsmålet er jo, hvad vi gør ved det, og i hvilken rækkefølge vi gør noget ved det. Vi er i SF positive over for beslutningsforslaget fra Det Konservative Folkeparti. Vi vil gerne sige tak for at sætte fokus på problemet, også her i Folketingssalen. Det er et problem, som alt for længe har fået lov at vokse, og som alt for længe har været usynligt for mange, men meget, meget synligt for dem, der har det tæt på.

Vi synes, at en national handlingsplan giver mening at lave, og vi har brug for at samle den viden, vi har. Det behøver ikke at træde i stedet for de initiativer, man har lavet i folkeskoleforligskredsen. Det kan sagtens indarbejdes. Det kan vi gøre i udvalgsbehandlingen, hvis det skal være, og så kan vi lande noget fælles omkring det her. For jeg oplever ikke, at vi er uenige om, at der skal gøres noget.

Vi skal turde at tænke på tværs af faggrænser. Vi skal turde at tænke ud over klasselokalet, både i forhold til fritidsordninger og frikvarterer. Vi skal tænke i psykologisk støtte, i en socialfaglig indsats og også i en skole, der kan rumme forskellighederne og de børn, der har brug for langsomt at komme tilbage. Jeg tror på, at vi kun får det overblik ved at lave en fælles handlingsplan.

Så diskuterede vi lidt tidligere, om der også skal følge mål med. Jeg synes, at det er meget klart, at når man ser den her udvikling i skolefravær, er vi nødt til at følge med i det inde i Folketinget, og det er vi nødt til at gøre år efter år. For de ting, vi sætter i værk, skal jo gerne svare på udfordringen med at få fraværet ned. Jeg hører heller ikke til den skole, der mener, at vi skal vide alt, og at vi skal have diagnosticeret problemet fuldstændig ned i detaljen, før vi kan gøre noget, vi tror på virker. Der er jo en årsag til, at man er nødt til at prøve nogle ting af. Måske kan onlineundervisning være en del af løsningen. Andre steder vil det være flere timer med to lærere eller det at få en socialfaglig støtte ind i klasserne.

Hvis vi tror, at vi skal kende et problem fuldkommen i detaljen, før vi kan sætte initiativer i værk, tror jeg, at vi kommer alt for sent i gang. Så for os i SF handler det om at få taget problemet mere alvorligt, få samtænkt vores indsatser, få hjulpet de skoler, hvor man kan se problemet og gerne vil gøre noget, og få hjulpet de familier, der har det meget, meget tæt på. Det kræver både en indsats i skolen og en indsats uden for skolen. Det kræver et fokus på kompensation for tabt arbejdsfortjeneste og de ydelser, som træder i stedet i familierne.

Vi støtter forslaget i SF. Tak for ordet.

Mange tak for det. Der er en kort bemærkning til fru Sara Emil Baaring.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Jeg er faktisk fuldstændig enig i, at grundlæggende er det nok også noget af den struktur, som vi har skabt i vores skole. Det er derfor, jeg er så frygtelig stolt over den aftale, som vi har lavet, og som kommer ud at virke sådan rigtigt for alvor her den 1. august, hvor der bliver kortere skoledage, og hvor der bliver mulighed for, at skolen kan flytte ressourcer på tværs af hele skolen i det, vi kalder timebanken, så man kan sætte ind der, hvor der virkelig er brug for det, og hvor man måske kan vælge at bruge midler på noget andet end undervisning, f.eks. noget mere støtte, hvis det er det, der er brug for. Så jeg tror faktisk, at vi også vil kunne se en ændring på det her felt i forhold til at få en skole, der kan indrettes på forskellige måder. Jeg vil bare høre, om ordføreren er enig i, at den her nye tilgang til skolen måske kan gøre noget.

Ordføreren.

Ja, det tror jeg egentlig at den kan. Jeg har sagt om den aftale, man har lavet, og som SF jo desværre ikke er en del af, at jeg synes, den har mange gode takter. Det, jeg har været bekymret for, er, om den overlever mødet med virkeligheden, for jeg synes ikke helt, at den svarer økonomisk på alle de udfordringer, man har i skolen, og hvis man læser det fælles indlæg fra Skoleøkonomisk Forum – det er en række økonomer og en række parter omkring skolen – så siger de jo også, at vi har en skole, der er voldsomt udfordret på økonomien og af, at der er flere og flere, der vælger en privatskole, samtidig med at man også nu siger, at skolen skal kunne rumme flere, og at man vil lave en inklusionsindsats. Så jeg synes, at der er nogle gode initiativer, som vi også har en vis forhåbning til, men jeg er bekymret for økonomien og for, om de overlever mødet med virkeligheden, hvor man står med så mange problemer i hverdagen.

Fru Sara Emil Baaring.

Tak for det. Jeg ser i hvert fald frem til, at mine kolleger kan få mulighed for at indrette en skole, der passer lidt mere til de børn, der nu engang var på Verninge Skole, frem for at vi herindefra har trukket noget ned over alle skoler. For at komme tilbage til det med måltallene vil jeg bare høre, om ordføreren tænker, at man opgør fravær ens på alle landets skoler og i alle landets klasser og for den sags skyld blandt alle landets ledere.

Ordføreren.

Nej, det tror jeg ikke man gør. Men vi har jo i forvejen tal, som bliver oplyst til Folketinget og til ministerierne, over, hvordan fraværet udvikler sig, og det synes jeg egentlig er fint. Jeg forestiller mig ikke, at vi skal lave et eller andet hårdt regime for, hvordan man registrerer det i Aula, eller hvad man ellers bruger af platforme. Jeg synes, at vi ud fra de tal, som vi har og kender i forvejen, sagtens kan have et politisk mål om, at selvfølgelig bliver fraværet nedbragt i fremtiden. Ellers lykkes vi jo simpelt hen ikke med at løse udfordringen.

Så er det fru Anni Matthiesen.

Tak for ordførertalen. Jeg vil egentlig gerne tage fat der, hvor SF's ordfører sluttede, altså i forhold til det med, om vi ikke er nødt til at have styr på, hvad det helt nøjagtig er, vi gerne vil måle på, når vi nu, som jeg kan forstå det, gerne vil lave måltal. For der er jo en risiko der, hvis vi ikke er enige om, hvad det helt nøjagtig er, vi skal måle på. Der er jo flere former for skolefravær, skal vi være ærlige at sige. Der er den bekymrende form, som er den langvarige, og som jeg i hvert fald kalder for skolevægring. Og så er der selvfølgelig også det kortere fravær. Så alene det at skulle sætte det i gang vil vel også koste nogle penge og medføre ekstra bureaukrati. Er ordføreren ikke enig med mig i det?

Ordføreren.

Jeg synes, der er en tendens til, at man lige overvurderer en smule, hvad det er, vi snakker om af mål og målsætninger. Det, jeg i hvert fald snakker om, er jo, at vi også i dag har opgørelser over, hvor mange børn der har mere end 10 pct.s fravær, hvor mange der har mere end 20 pct.s fravær, og hvor mange der har mere end 75 pct.s fravær. Der siger jeg bare, at vi da politisk kan sætte os sammen og sige: Bekymrende skolefravær, som måske i første omgang er det, der er over 33 pct., skal nedbringes. Det er målsætningen for det arbejde, vi laver. Og jeg vil sige, at hvis man i regeringen har igangsat initiativer uden at have den målsætning at nedbringe det bekymrende lange fravær, synes jeg, det er mærkeligt. Jeg forestiller mig ikke et meget stort måltalsregime. Jeg forestiller mig, at vi i Folketinget følger med i, om det fravær faktisk kommer ned, og det er tal, vi har i forvejen.

Fru Anni Matthiesen.

Det betrygger mig altid lidt, når det er noget, som man så bare kan følge. Det kan godt være, at brændt barn skyr ilden. Jeg kan jo godt huske, da vi satte måltal i forhold til inklusionsdagsordenen, hvor 96 pct. af eleverne skulle tilbage i normalklasserne. Der kan jeg kun sige, at det fungerede ikke så godt, og derfor valgte man jo så efter nogle år at fjerne det tal igen. Så jeg skal også bare lige bekræftes i, at det ikke decideret er et tal, som SF synes at vi skal sige det skal være, når vi taler om nye målsætninger.

Ordføreren.

Jo, jeg forestiller mig, at målsætningen skal være et tal, altså jeg forestiller mig, at fraværet skal nedbringes med en bestemt procentsats. Så er det rigtigt, at da man satte inklusionsmålsætningen, var det jo en presbold ud til kommuner og skoler om, at flere skulle inkluderes, for at man kunne leve op til de ca. 96 pct. Det her er jo et måltal, vi skal forpligte hinanden på herinde i forhold til at sige, at det altså er en politisk opgave, at vi giver muligheden for, at det lange fravær bliver nedbragt. Så jeg synes, det er væsensforskelligt fra de måltal, man har brugt til at presse en forandring igennem. Det her er en målsætning, vi skal sætte for at følge med i, om vi lever op til det, vi gerne vil.

Så er det fru Lise Bertelsen.

Jeg vil gerne takke ordføreren for en rigtig fin ordførertale og takke for opbakningen til beslutningsforslaget. Er det rigtigt forstået, at i forhold til at måle på noget kunne det være interessant, om det i forhold til de der 110.000 børn er et tal, der falder? Det kunne være interessant i forhold til de 15.000 forældre, der hvert år koster samfundet over 2,2 mia. kr. – det er det seneste tal – at følge, om de initiativer, man iværksætter, faktisk også virker, eller om der skal skrues på noget andet. Er det ikke den oplevelse, som ordføreren også har?

Ordføreren.

Jo, det er det helt klart. Og jeg synes faktisk, det er så indlysende målsætninger, at det næsten ikke er kontroversielt at sige, at det selvfølgelig er målsætningen med den politik, vi laver, at der skal være færre familier, der oplever, at de er nødt til at trække sig fra arbejdsmarkedet for at passe et barn med skolevægring derhjemme, at der skal være færre, der har et meget langt fravær. Jeg tror da, det er en målsætning, vi alle sammen deler herinde, og derfor forstår jeg ikke den bekymring om, at vi så også kan skrive det ned. Og selvfølgelig betyder det ikke, at man skal indføre et stort regime for, hvordan man følger op på tallene.

Så vil jeg bare sige, fordi tabt arbejdsfortjeneste jo bliver nævnt, at for mig at se, er det ikke en ideel ydelse for de familier, hvor man har et barn med skolevægring. Med hensyn til tabt arbejdsfortjeneste bliver man jo visiteret til et bestemt timetal, man forlader, og når man har et barn med skolevægring, kan det jo gå op og ned uge for uge. Så jeg mener faktisk også, der er et hul der, hvor det kan være noget andet, der skal være løsningen.

Fru Lise Bertelsen.

Jeg er rigtig glad for, at vi kan tage den her debat, for selvfølgelig er vi nogle, der sidder i folkeskoleforligskredsen, som har også diskuteret det her. Men jeg vil jo faktisk gerne brede det ud til alle partier, for jeg tror simpelt hen ikke på, at der ikke er partier i Folketingssalen, som gerne vil være med til at nedbringe det her. Det er derfor, jeg tænker, at jo flere vi er om at få lavet en national handleplan, som egentlig skal bygge oven på det, som folkeskoleforligskredsen i øvrigt har iværksat, jo bedre; det mener jeg kunne være rigtig fornuftigt at vi sammen gør.

Ordføreren.

Det er jeg helt enig i, og jeg mener også, at der er initiativer, der rækker væsentlig ud over folkeskoleforligskredsen. Så det er klart, at der vil være ting, der hører til inden for folkeskoleforligskredsen, men der er også noget, der hører til uden for. Det kunne f.eks. være, om tabt arbejdsfortjeneste er en ideel ydelse for de familier, hvor man har et barn med skolevægring. Det mener jeg ikke. Jeg tror, der er brug for nogle mere fleksible ydelser. Og det hører til uden for folkeskoleforligskredsen. Så jeg synes, det er et bredere arbejde, der skal til.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, og så siger vi tak til ordføreren. Så kan vi gå videre til Liberal Alliances ordfører, og det er fru Helena Artmann Andresen. Værsgo.

Tak for det. Lilje er 10 år, og hun har ikke været i skole i et halvt år. Hun elsker at lære, og hun savner sine klassekammerater. Men hver morgen, når vækkeuret ringer, gør maven ondt, og tanken om at skulle i skole føles som et bjerg, hun ikke kan bestige. I dokumentaren »Kernen – Jeg føler, ingen kan li' mig« fortæller Lilje, hvordan hun sad derhjemme, kiggede ud ad vinduet, alt imens hun vidste, at hendes klassekammerater legede i skolegården. Hun følte sig klemt, og som om verden var gået videre uden hende. Lilje er ikke alene, som det er blevet nævnt mange gange herinde i dag.

I skoleåret 2023-24 havde over 110.000 børn i folkeskolen et fravær på mere end 10 pct., og næsten 11.000 af dem var væk i mere end 3 måneder. Det er en forfærdelig statistik, for bag den er der børn, der mistrives, og der er familier, der kæmper. Det rammer hele familien, når et barn har ufrivilligt skolefravær. Sidste år blev der udbetalt 2,2 mia. kr. i tabt arbejdsfortjeneste til forældre, som må blive hjemme, fordi deres børn ikke kan komme i skole. De tal viser alene, hvor stort og alvorligt problemet er, og hvor meget det påvirker hele familien. Forældre føler ofte, at de står alene med ansvaret og med følelsen af at kæmpe imod systemet. De forsøger at støtte deres børn og samtidig holde styr på resten af livet.

For os i Liberal Alliance var det afgørende, at vi kommer langvarigt bekymrende skolefravær til livs, og derfor fik vi bl.a. forhandlet et forsøg med onlineundervisning for børn med langvarigt bekymrende fravær ind i folkeskolens kvalitetsprogram. Det giver børn som Lilje mulighed for at vende tilbage til undervisningen på en måde, der føles tryg og overskuelig, fordi det handler om at møde barnet der, hvor det er, og give det tid og plads til at finde ind i fællesskabet igen. Det samme gælder, når det kommer til undersøgelsen om langvarigt bekymrende fravær, og når vi også har sikret, at der kommer en national definition på det nu. Det betyder, at vi fremover bedre kan måle, følge op og skabe løsninger, der rent faktisk virker på tværs af kommuner og skoler. Og vi vil ikke acceptere, at der er så mange børn, der falder ud af fællesskabet, og at de mister troen på sig selv og på fremtiden.

Så sent som i går havde jeg et møde med en mor til en dreng, der har været i ufrivilligt skolefravær i mere end 4 år og nu har været sygemeldt i 3 måneder. For hendes dreng var onlineundervisning ikke den rigtige løsning, og hun vil gerne hjemmeundervise ham, fordi hun ser det som den sidste udvej for, at han ikke fagligt falder alt for langt bagud. Men hun fortæller mig, at hun mister sin tabte arbejdsfortjeneste, hvis hun begynder at hjemmeundervise ham, og derfor er faren begyndt på det. Men jeg synes, at hvis det virkelig forholder sig sådan, er det noget, vi skal have kigget på.

Vi vil fortsætte med at kæmpe kampen for, at skolen bliver et sted, hvor alle børn har mulighed for at trives, og et stort skridt var at rulle folkeskolereformen tilbage. Vi vil også sikre, at forældre ikke skal stå alene med ansvaret og navigere i et system, der ikke altid er helt klar til at hjælpe dem, og det skal gælde for Lilje, for hendes familie og for tusindvis af børn, der lige nu sidder derhjemme og føler sig udenfor. Det her beslutningsforslag har vi ikke i LA helt kunnet finde ud af om var forligsbelagt, men jeg vil i hvert fald sige, at vi meget gerne vil være med til at lægge pres på i forligskredsen, at der sker noget på det her område, og at der bliver fulgt op på undersøgelsen. Tak for ordet.

Mange tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Så kan vi gå videre til Moderaternes ordfører, og det er hr. Rasmus Lund-Nielsen.

Tak for det, formand. Først og fremmest mange tak til Det Konservative Folkeparti for at rejse den her vigtige debat om skolevægring og langvarigt bekymrende fravær. Det er en af de vigtigste udfordringer, som vi skal have løst. Som psykolog har jeg mødt mange forældre, som har befundet sig i dyb stress, sorg og desperation over, at deres barn ikke kan komme i skole, og også over, at hjælpen ofte enten er mangelfuld eller kommer alt for sent. Derfor deler vi i Moderaterne intentionen med beslutningsforslaget, og vi skal have løst problemet med skolevægring, og det mener jeg også man kan sige vi er godt i gang med.

Mange af de initiativer, som vi vedtog i forbindelse med folkeskolens kvalitetsprogram, havde jo et eksplicit fokus på at forebygge skolevægring. Man kan vel nærmest sige, at det var en af de overskrifter, der har guidet vores arbejde, og det var bl.a. det her forsøg med onlineundervisning målrettet elever, der skolevægrer, som er i gang nu, og som 17 kommuner er med i. Personligt tror jeg på, at digital undervisning kan være en reel overgangsbro tilbage til fællesskabet for elever med langvarigt fravær. Og vi tog også initiativ til at iværksætte en national undersøgelse for at afdække både omfanget af og karakteristika ved skolefravær, og vi styrkede trivselsindsatsen på flere forskellige måder, bl.a. afsatte vi betydelige midler til at opkvalificere lærere og pædagoger, bl.a. med specialpædagogisk viden og praksisnær sparring fra PPR, som jeg også tror kommer til at gøre en forskel. Så gav vi også eleverne i udskolingen mere frihed til at præge deres eget skema, herunder med praktiske valgfag og muligheden for juniormesterlære.

Vi kan, som ministeren også var inde på, se, at der er en klart faldende motivation blandt mange elever i udskolingen, og jeg tror faktisk, at den her øgede fleksibilitet kan gøre forskellen mellem skoleglæde og skolevægring for en del af dem. Men jeg er meget villig til også at gøre meget mere, og det tænker jeg også kunne ligge i naturlig forlængelse af den her igangværende undersøgelse om omfanget af skolevægring og årsagerne til det. For jeg er også utålmodig og mener, at det er virkelig vigtigt, at vi sætter ind her. Derfor bør skolevægring også være en guidende overskrift for den psykiatriaftale, som vi netop nu også er gået i gang med at forhandle om, og jeg ved, at forslagsstilleren her, fru Lise Bertelsen, også repræsenterer Det Konservative Folkeparti i de forhandlinger.

Personligt kæmper jeg for, at vi bl.a. får styrket det lettilgængelige tilbud, og også at vi får oprettet adhd- og autismeklinikker over hele landet, så vi kan nedbringe ventetiderne og give børn og unge i mistrivsel hurtigere og mere målrettet hjælp. Vi kan jo se, at det i høj grad er de to diagnoser, der har været i meget stor vækst, og som samtidig så også har ført til mere skolevægring, da det ofte er en af de to diagnoser, man har, når man skolevægrer. Så det vil være noget af det bedste, vi kan gøre, tror jeg, for at forebygge skolevægring, at man ikke skal vente 2 år på at få hjælp, hvis man har en af de her diagnoser og så udvikler en masse følgelidelser. Så lad os også lytte til Trivselskommissionen, som jo både anbefalede mellemformer, og at vi gjorde mere i forhold til det lettilgængelige tilbud, og så anbefalede de også, at vi fik mobilerne ud af folkeskolerne. Der er også et spændende studie fra Norge, der jo har vist, at mobningen falder meget, når man får mobilerne ud af folkeskolerne, for der er rigtig meget mobning, der foregår digitalt i dag, og det førte faktisk også til en mindre tilgang til psykiatrien på de skoler, hvor man fik mobilerne ud. Så det synes jeg også er noget vi bør gøre.

Så der er med andre ord sat en bred, ambitiøs indsats i gang, og en handlingsplan ville i vid udstrækning nok pege på mange af de samme ting, vi allerede har igangsat, men som jo desværre ikke har fået effekt endnu, så lad os vente og se på, hvad resultaterne af vores mange gode initiativer bliver, inden vi beslutter at igangsætte en handlingsplan. Det vigtige må være, hvad handlingen skal bestå af, og der har vi så en ekspert til bl.a. også at guide os i, hvad omfanget af problemet er.

Så meget er vi allerede i gang med at implementere, og jeg vil meget gerne drøfte med Folketingets partier, hvad vi yderligere kan gøre, men for nu kan vi ikke støtte beslutningsforslaget. Tak for ordet.

Mange tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Så kan jeg se, at vi kan gå videre til Radikale Venstres ordfører, fru Lotte Rod. Værsgo.

Tak for det, og tusind tak til De Konservative for at tage skolevægringen så alvorligt, at man har fremsat et forslag om det. Der er nemlig én ting, som jeg ikke forstår i dansk politik. Vi har alle muligheder for at lave de bedste skoler, vi er et af verdens rigeste lande, vi står på en af de stærkeste pædagogiske traditioner, og alligevel bliver vi ved med at have en regering, som ikke prioriterer det, der skal til, for at lave de bedste muligheder for vores børn.

Vi ved, at det kun er en ud af ni vuggestuer, som har en god kvalitet – det har vi vidst i 2 år – og der er stadig ikke blevet fulgt op på det. Vi ved, at der hver eneste dag er børn, som slår og sparker, og at det mest er de små børn sidst på dagen, og vi ved, at der lige nu, som flere af jer andre også har været inde på, er 15.000 forældre, som ikke er på arbejde, fordi de er nødt til at være hjemme ved deres børn, fordi deres børn har det så skidt, at de ikke kan komme i skole. Vi ved alle de her ting, vi bliver ved med at få dem at vide, og vi har vidst dem i årevis, og alligevel bliver regeringen ved med ikke at prioritere det, og det koster at gøre det ordentligt, og Trivselskommissionen har sagt det meget tydeligt: Vi skal sygeliggøre mindre, og vi skal have mere pædagogik. Og alligevel er regeringens svar – vi hørte det lige før fra Moderaternes ordfører – at man vil lave autisme- og adhd-klinikker og bruge pengene på at udrede flere. Men hvad så? Skal hele børnegrupper udredes for adhd og autisme, og hvad så?

Jeg synes jo, vi skal gribe det helt anderledes an. Vi skal jo skabe en skole, som er god for alle børn. For vi har jo alle sammen en eller anden grad af autisme eller adhd i os, og nogle har det meget, men det behøver jo ikke at være et problem. Det kan faktisk være lidt af en superkraft, hvis bare rammerne er rigtige. Men lige nu er der jo hver eneste morgen børn, som græder – vi har hørt flere eksempler på det her i dag – børn, som ikke kan komme ud af sengen, som ikke vil komme ud af deres værelse, som græder, som slår, som sparker, som helt vildt gerne bare vil være ligesom andre børn, men som ikke kan være henne i skolen, og vi har forældre, som gør alt, hvad de kan, for at prøve at hjælpe deres børn, og som er spændt ud mellem det at prøve at være der for deres børn og samtidig skulle passe deres arbejde. Vi har også lærere, som, når de går hjem efter skoledagen, ved, at der sidder nogle børn i deres klasse, som de kunne have nået, men som de ikke havde en chance for at nå, som havde brug for hjælp, men som de ikke havde tid til at hjælpe.

Derfor gentager jeg bare igen, at det er os politikere, der har ansvaret for rammerne. Det er os politikere, der bestemmer rammerne for skolen, og dermed er det et politisk valg, hvor mange børn der kommer til at falde igennem i skolen. For det er os, der kan give de rammer, der skal til, for at skolen kan være god for alle børn. Jeg vil have en skole med overskud, jeg vil have en skole, hvor alle børn kan være dygtige til noget og de kan have venner, hvor de kan fordybe sig, hvor de kan få lov til at bidrage til fællesskabet, og hvor der altid er en ekstra lærer eller pædagog, sådan at man kan hjælpe med det samme, når der er konflikter eller problemer, og sådan at utrygheden, ensomheden og meningsløsheden ikke får lov til at vokse. Det er jo også derfor, vi i Radikale Venstre gerne vil lave en økonomisk plan. Vi vil gerne give børn et løfte om, at vi skal lave gode vuggestuer og børnehaver med uddannede pædagoger, vi skal lave skoler, hvor der er en ekstra lærer eller pædagog i hver anden time, så man kan sætte ind med det samme og man ikke skal vente i månedsvis på hjælp, og hvor der er gode fritidshjem og klubber, så man kan være en del af fællesskabet om eftermiddagen. Det prioriterer vi i vores 2030-plan, og jeg vil i en tid, hvor vi skal bruge mange penge på forsvar og sikkerhed, også gerne igen opfordre regeringen til at lave en økonomisk plan, sådan at vi prioriterer de penge, der skal til, for at lave gode skoler for børn.

Så jeg vil meget gerne gøre alt, hvad jeg kan, for at bakke De Konservative op i at lægge et pres, og jeg synes, at vi skal være så mange som muligt, som lægger et pres. Jeg kan så forstå på regeringen, at man opfatter beslutningsforslaget som værende i strid med folkeskoleforliget, og det skal vi selvfølgelig have boret ud. For jeg holder utrolig meget af vores folkeskoleforlig, og jeg vil gerne værne om det, så det må vi lige finde ud af i processen. Men for nu vil jeg i hvert fald bare sige tak til De Konservative for at rejse det.

Tak for det. Der er først en kort bemærkning til hr. Rasmus Lund-Nielsen.

Det er egentlig bare for at udrede den misforståelse, at den her ekstra hjælp og hurtigere hjælp, vi gerne vil give til børn og unge med adhd og autisme, og for den sags skyld også voksne, skulle være en form for diagnosefabrik, hvor alle, der skulle komme derind, fik diagnosen.

Nej, meningen var jo netop bl.a. at følge Trivselskommissionens anbefaling, som er, at man skal kunne få hjælp uden at have en diagnose, og at de her klinikker jo så kunne stå for at give den hjælp, og at den hjælp jo heller ikke behøver at være f.eks. adhd-medicin, men at det netop skulle følge de nationale kliniske retningslinjer, hvor den første intervention jo er psykoedukation. Så det er bare lige opklarende i forhold til det: Det er ikke, fordi alle så skulle have diagnosen, kun dem, der har diagnosen.

Ordføreren.

Men hvorfor vil Moderaterne ikke være med til at prioritere de penge, det koster at have en stærk almen undervisning, altså at vi har lærere og pædagoger nok i skolen til, at børn, som har brug for at være i små hold, børn, som har brug for struktur, og børn, som har brug for faste, trygge voksne, kan få det? Den største barriere for det i dag er, at skolerne ikke har ressourcerne til det, og derfor har vi et politisk ansvar for at prioritere de penge, det koster.

Hr. Rasmus Lund-Nielsen.

Det vil Moderaterne meget gerne. Det var også derfor, vi var ude at foreslå de her intensiverede eller skræddersyede læringsforløb, som jo så kom igennem med, at vi har afsat midler til hele 10 pct. af alle elever i folkeskolen, altså 0,5 mia. kr. årligt til, at de kan blive pillet ud og få en mere skræddersyet anbefaling, præcis som Trivselskommissionen anbefaler. Det er altså en type mellemform, hvor de ikke behøver at blive tvunget ind i noget, der ikke passer til dem, men hvor vi kan tilpasse rammerne til dem.

Ordføreren.

Det, skolerne beder os politikere om, er jo ikke at få små øremærkede midler. Det er, at man kan få flere lærere og pædagoger, sådan at man har mulighed for på en overgang at kunne dele klasserne op i små hold, og at det bliver nemmere at forberede undervisningen, sådan at alle børn får chancen for at mestre noget.

For det, som børn går i stykker af, er jo både, hvis man føler sig alene og ikke har nogen venner, men jo også, hvis man føler sig dum i undervisningen. Derfor betyder det noget, at vi herindefra prioriterer de lærere og pædagoger, der skal til, for at der kan være rigtig god undervisning på vores skoler.

Så er det fru Sara Emil Baaring.

Tak for det. Og tak til ordføreren for endnu en meget passioneret ordførertale. Det lyder næsten på ordføreren, som om der slet ikke er nogen gode elementer i den aftale, som vi har lavet i fællesskab, om en, som jeg egentlig ser det, helt ny måde at gå i skole på, og som træder i kraft den 1. august. Fremadrettet vil jeg og mine kollegaer ikke være bundet på hænder og fødder, i forhold til hvad det er for en undervisning, som vi laver med vores elever. Jeg tror faktisk, det betyder rigtig meget, hvad for et indhold man lægger i hverdagen, og måske ikke så meget, om der er en ekstra kollega. Det handler mere om, hvad det egentlig er, man har frihed til at gøre med sine elever.

Jeg skal bare lige høre ordføreren, om der slet ikke er noget positivt i den aftale, vi har lavet.

Ordføreren.

Jo, det er der da bestemt. Halvdelen af det er godt, og det er den del, der handler om den frihed, vi giver. Og jeg deler fuldstændig den socialdemokratiske ordførers begejstring over, at vi kommer til at sætte lærerne mere fri. Det bliver nemmere at lave kortere skoledage, og lige så vigtigt er det, at vi har sat hele fagfornyelsen i gang, sådan at lærere kan få lov til at lave den undervisning, som de brænder for. Så den del er jeg rigtig glad for.

Men det, vi så siger i Radikale Venstre, er, at hvis det skal kunne lade sig gøre i virkeligheden, hvis vi skal vende underskud til overskud ude i skolerne, så lærerne har tid til at forberede god undervisning, så de har mulighed for at tage på tur, og så de har mulighed for at dele holdene op, så kræver det, at der er flere lærere, og det har kommunerne bare ikke en chance for at gøre, fordi deres økonomi er så stram. Det hænger jo sammen med, at vi herindefra skal lave den økonomiske plan, det skal til, for at skolerne faktisk kan have så mange lærere, som der er brug for, for at vi kan få den pædagogik, vi gerne vil have.

Fru Sara Emil Baaring.

Tak for det. Men den økonomiske plan gør jo så også bare lige, at det skal gå ud over alle dem, der er nedslidte i forhold til at varetage et eventuelt faglært job i seniorårene, så den del er jeg absolut ikke enig i.

Hvis vi skal vende tilbage til det her med børn, som har bekymrende skolefravær, så tror jeg faktisk, der er rigtig meget at hente i den timebank, som vi i fællesskab har indgået aftale om, altså at man kan flytte ressourcer på tværs af hele skolen, så det ikke skal være så kategorisk, at bestemte ressourcer enten skal tages fra 4. a eller gives til 4. a, men at man godt kan flytte dem rundt. Der vil jeg gerne høre: Synes Radikale, det er en god idé med den timebank – ja eller nej?

Ordføreren.

Jeg er vild med timebanken. Jeg synes, det er en af de vigtigste opfindelser, vi har gjort, for det er jo første gang, vi har muligheden for at binde penge i skolen, som ikke er knyttet til skoledagens længde, men som netop skal gå til flere lærere. Problemet er bare, at den er alt for lille. Den aftale, vi lavede, er jo underfinansieret med 1 mia. kr. i forhold til de initiativer, der er, og det er derfor, vi i Radikale Venstre bliver ved med at insistere på, at vi her i Folketinget skal prioritere de penge, der skal til, for at vi har lærere nok i skolen. Og det er jo et spørgsmål om prioritering.

Det er derfor, at vi, mens der er mange andre politiske partier i Folketinget, som prioriterer utrolig mange penge til de ældre, så siger åbent, at vores prioritering er at give et børneløfte. Vi vil gerne af vores samlede velfærd prioritere 15 mia. kr. til at kunne lave gode børnehaver, skoler og fritidshjem.

Så er det fru Lise Bertelsen.

Tak for det, og tak for ordførertalen og støtten. Jeg vil gerne lige starte op med at sige, at det her ikke er et brud på, hvad vi allerede har aftalt. Vi står 100 pct. på mål for de tiltag, som vi har lavet i fællesskab i folkeskoleforligskredsen. Det her skal ses som et lag oven på.

Så vil jeg bare lige til oplysning sige til Moderaternes ordfører, som jeg sidder sammen med i psykiatriforhandlingerne også, at I kalder det af adhd- og psykiatriklinikker. Adhd og autisme er psykiatriske diagnoser. Så bare lige for at rydde den helt af vejen, vil jeg sige, at det kalder på en diagnose. Det er bare lige for at sige det lidt korrigerende.

Jeg har jo selv arbejdet i psykiatrien i 25 år, hvor jeg har set de her børn, og når de er henvist, er det jo, fordi de har symptomer på de her diagnoser. Jeg er enig i, at vi skal gøre noget mere. Ikke alle skal have en diagnose.

Ordføreren.

Hvis jeg bare lige må lægge noget til, vil jeg sige, at det, som jeg synes er ulykkeligt ved situationen i dag, er, at mange af de børn, som kommer i psykiatrien, jo har belastningssymptomer. Altså en adhd- og en autismediagnose behøver jo ikke at være et problem, som jeg sagde i min tale; det kan jo faktisk være en superkraft. Det kunne jo faktisk være noget fedt, man kunne bruge til noget, hvis bare skolen var sådan, at man kunne få lov til det. Derfor har jeg jo et ønske om, at vi starter diskussionen med, hvordan skolen skal være, for at man, selv om man er lidt en Pippi Langstrømpe eller lidt en Emil fra Lønneberg, faktisk kan være i skolen. Så vil jeg bare hurtigt understrege, at jeg er glad for samarbejdet med De Konservative i folkeskoleforligskredsen. Det var bestemt også sådan, jeg selv læste forslaget.

Fru Lise Bertelsen.

Jeg er rigtig glad for, at I også taler om det her med de børnepsykiatriske diagnoser. For hvis man har adhd, eller hvis man har autisme, er det, fordi man har fået stillet en diagnose. Hvis man har symptomer på uro eller Pippi Langstrømpe-adfærd, behøver det ikke at være en diagnose. Så bare her i Folketingssalen har vi brug for en anden retorik. For adhd og autisme er diagnoser, der er stillet, og symptomerne kan sagtens se ud på alle mulige forskellige måder, og dem kan man sagtens omgås ved at få den rette specialpædagogiske indsats fra bl.a. PPR og alt mulig andet. Men vi er nødt til at omtale hende, der er Pippi Langstrømpe, som Pippi Langstrømpe og ikke som hende med adhd, hvis ikke hun har fået stillet diagnosen.

Ordføreren.

Tak for det. Derfor er det jo også så vigtigt, at vi tager det, som Trivselskommissionen sagde, alvorligt, nemlig at vi skal sygeliggøre mindre og have mere fokus på pædagogikken. Det, jeg så efterlyser i dag, er, at vi ikke bare siger det, men at vi så også prioriterer de rammer, der skal til, for at det faktisk kan lade sig gøre i virkeligheden.

Så er det fru Anni Matthiesen.

Det kan så måske få mig til at starte med at sige, at også blandt autister og børn med adhd er der kæmpe forskellighed.

Tak for ordførertalen. Nogle gange tænker jeg, at den radikale ordfører, fru Lotte Rod, jo altid siger det med, at bare vi får mange flere pædagoger og mange flere lærere, så løser vi det hele. Nu vil jeg godt prøve at vende den om og spørge: Vil det sige, at hvis vi propper, nu ved jeg ikke hvor mange ekstra lærere og pædagoger ind i klasserne, så ville der ingen skolevægring være?

Ordføreren.

Men det handler jo om, hvad det er for nogle rammer, der skal til, for at den pædagogik, som vi snakker om, kan lade sig gøre. For selvfølgelig handler det jo først og fremmest om fagligheden og om relationerne mellem lærerne og børnene.

Men der, hvor det bliver afgørende, hvor mange lærere og pædagoger der er, er jo f.eks. i forhold til børn, som er i konflikter, børn, som der ellers ikke vil blive samlet op på, børn, som måske er helt stille, børn, som vi overser i dag, simpelt hen fordi lærerne har så travlt, at de er nødt til at løbe ind og ud af timerne, og hvor det gør en forskel, at man kan tage sig tiden til at snakke med det enkelte barn og få fulgt op, eller at man med nogle af dem, som er endt i skolevægring, har muligheden for at planlægge et forløb, som kan involvere eleven og dermed få eleven tilbage i skole. Det tager bare noget ekstra tid, og derfor gør det jo en forskel, om det overskud er i skolen, eller om det ikke er der.

Fru Anni Matthiesen.

Nu ved jeg jo, at fru Lotte Rod sammen med bl.a. mig også var en tur i Skotland. Noget af det, jeg bed ekstra godt mærke i i Skotland, var, da fru Lotte Rod spurgte ind til, hvor mange elever der så var i klasserne, og hvor mange voksne der var i klasserne. Der formåede man jo trods alt at have, nu siger jeg bare 30 børn i klasserne og for den sags skyld ikke flere lærere og pædagoger, end vi har herhjemme.

Så jeg tænker også lidt i, at det jo ikke bare er et spørgsmål om at proppe flere ind. Det er vel også nogle af de værktøjer, vi bruger i klasserne, vi er nødt til at kigge på.

Ordføreren.

Selvfølgelig er det det. Men det, der jo bare er sket over de senere år, er, at mange af de små landsbyskoler er blevet nedlagt på grund af besparelser. Det vil sige, at den mulighed, man tidligere havde som familie, for at søge en lille skole med en lille klasse jo er blevet meget mindre de steder, hvor man bare har enormt store klasser, hvor skolerne måske er bygget til, at man har et ret lille klasselokale og har svært ved at dele op. Derfor betyder ressourcerne jo noget for, at man faktisk har det overskud i skolen til at kunne arbejde med, hvad det er for nogle strukturer omkring klassen, som gør, at alle børn får mulighed for at trives og lære og have venner.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Så kan vi gå videre til Alternativets ordfører, og det er fru Helene Brydensholt.

Tak. For Alternativet er det ekstremt vigtigt at sørge for at skabe skoler med de bedste rammer for læring og trivsel. Derfor mener vi ligesom forslagsstillerne, at det er bekymrende, at der er en tendens til, at flere og flere elever i folkeskolen har mere og mere fravær.

Vi ved, at et højt skolefravær ikke bare handler om dovenskab eller manglende vilje. Det handler oftest om mistrivsel, om psykisk sårbarhed og om børn, der ikke føler sig trygge eller set i skolen. Det kan føre til dårlige faglige resultater, det kan føre til ensomhed og senere frafald, og konsekvenserne stopper, som flere også har sagt her på talerstolen, jo ikke bare ved eleven selv; det breder sig også ud til familierne. Over 15.000 forældre har måttet forlade arbejdsmarkedet for at passe deres barn. Det er en dybt bekymrende udvikling, både ud fra et menneskeligt og et samfundsøkonomisk perspektiv.

Derfor er vi også glade for, at Konservative har fremsat det her forslag, og vi støtter en national handlingsplan, der systematisk afdækker årsagerne til skolevægring, og som udvikles i tæt samarbejde med forskere, fagfolk og unge selv, så vi finder løsninger, der rent faktisk virker. Vi har brug for, at skoler, kommuner og sundhedsvæsen arbejder sammen i helhedsorienterede indsatser, der fremmer tryghed, trivsel og tilstedeværelse i skolen.

Så vil jeg også bare lige støtte op om det slag, som SF også har slået her i den her debat omkring måltallet og den underdebat, der har været omkring det. Vi har ligesom SF læst det, altså forslaget omkring måltallene, som om det jo er et internt politisk værktøj, der skal bruges til, at vi holder hinanden herinde på Christiansborg op på, at vi faktisk kontinuerligt laver nogle indsatser, der kommer frem til det mål, der jo er, at vi skal nedsætte skolevægringer.

Det er jo ikke noget, vi ikke har set før. Det gør vi jo på alle mulige politikområder. Der er sat måltal for, hvor mange flere læger der skal uddannes på sundhedsområdet. Det har jeg i hvert fald været med til at drøfte. Vi har også sat måltal inden for klimaområdet. Vi sætter måltal hele tiden her internt på Christiansborg, hvilket jo også er et symbol på og et reelt værktøj til, at vi faktisk handler på et stort problem. Så ja, det er bare lige også en opbakning til det slag, der er slået for det. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Så kan vi gå videre til ordføreren for forslagsstillerne, og det er fru Lise Bertelsen. Værsgo.

Tak for ordet, formand. Jeg vil gerne sige jer alle sammen utrolig mange tusind tak for den her debat. Det er ingen hemmelighed, at det ligger Det Konservative Folkeparti rigtig meget på sinde at få bugt med det her ufrivillige skolefravær. Og jeg synes faktisk, at vi har haft en rigtig fin debat. Jeg synes også, at der er kommet nogle opklaringer, i forhold til at vi ikke er ude på at gå imod det forlig, vi selv har kæmpet for, ved at iværksætte tiltag på det her område.

Det her skolefravær er simpelt hen alt, alt for tårnhøjt, og det skal vi gøre noget ved. Flere af jer har været inde på, at der er over 110.000 børn, der hvert evigt eneste år har det her bekymrende fravær. Nogle af de her børn kommer slet ikke i skole, og de går glip af hele skolelivet og alt, hvad det kan give. Mere end 15.000 forældre går derhjemme; de har ondt i maven, og de tør ikke tage på arbejde og overlade børnene til ingenting. Vi kan simpelt hen ikke være det bekendt. Det er ganske enkelt det, Det Konservative Folkeparti mener. Det går ud over både børns og familiers trivsel, at børnene ikke kommer i skole. Det koster vores samfund 2,2 mia. kr. Tænk, hvad vi kunne bruge 2,2 mia. kr. til.

Vi kan simpelt hen gøre det bedre. Og derfor er jeg også glad for de initiativer, vi allerede har taget. Jeg prøver virkelig på at anerkende alle dem, der har været med til at tage ansvar tidligere, i folkeskoleforligskredsen. Jeg anerkender det, vi har sat i gang, men vi taler hele tiden om de her onlinetilbud, og det er rigtig godt, men det er jo for de børn, der allerede er syge; det er for de børn, der for længst burde have været hjulpet tilbage i noget, der lignede en skoledag. Det er en midlertidig løsning til de syge, til dem, der er derhjemme. Vi vil gerne langt mere forebyggelse, og det er faktisk det, vi håber på, at det her kunne lægge op til. Vi ser det her som et lag mere på de fantastiske initiativer, vi i fællesskab har taget.

Så jeg håber, at man fra regeringens side vil være med til at genoverveje og være med til at tage endnu et skridt, også når vi har hørt, at det faktisk er mange, mange af partierne – jeg kan ikke helt holde styr på det; der var vist et enkelt parti, der ikke var helt klar i mælet – der gerne vil være med til at løfte den her opgave og tage det her ansvar. Og det mener jeg faktisk at regeringen bør lytte til.

Vi fremsætter det her beslutningsforslag, fordi vi rigtig gerne vil være med til at udarbejde en national handlingsplan for at reducere skolevægring – en handlingsplan, der skal kortlægge årsager til skolevægring og identificere mulige løsninger. Handlingsplanen skal sikre en systematisk opfølgning på og vurdering af, hvad det er for initiativer, der rent faktisk hjælper de her børn; hvad det er for initiativer, der hjælper skolen; hvad det er for initiativer, der hjælper forældrene – så vi kan få nedbragt det her skolefravær en gang for alle.

Endelig bør handlingsplanen indeholde nogle fuldstændig konkrete mål, som vi har talt ret meget om allerede, for hvor meget skolefraværet skal reduceres med inden for en given årrække. Vi bliver da nødt til at se på, om det her reducerer de 110.000 børn, der ikke kommer i skole, de 15.000 forældre, der går på overførselsindkomst, fordi de har ondt i maven over, at deres børn ikke kan fremmøde i skolen.

Jeg har arbejdet i psykiatrien i 25 år, og jeg har mødt de her børn og familier, og jeg har set, hvad det gør ved det enkelte barn, og hvad det gør ved familien, for slet ikke at tale om søskende. Alle de pressede familier, jeg har mødt igennem mine mange år, har haft et eneste ønske: De har ønsket med deres barn kunne komme tilbage i skole, så de kunne passe arbejdet. Barnet har ønsket: Kunne jeg ikke bare få lov til at gå i skole ligesom alle andre? Men de her forældre har været nødt til at passe deres børn, for de kunne ikke tage hjemmefra, og sådan er det. Mit håb er, at vi med en national handlingsplan kan hjælpe flere af vores børn tilbage i skole og flere forældre ud på et arbejdsmarked, der har brug for deres arbejdsindsats.

Jeg vil gerne igen sige mange, mange tak for debatten. Og jeg mener virkelig af hele mit hjerte, at det her ikke er et spørgsmål om, om man er fra SF, Radikale Venstre, LA, eller hvor man end er fra partipolitisk. Det her er noget, vi som Folketing, folkevalgte, bør have en fælles interesse i at løse med en national handlingsplan. Og så skal i øvrigt hilse fra DF, der er positive over for forslaget, og Enhedslisten, der stemmer for det. Mange tak for ordet.

Mange tak for det. Der er et par korte bemærkninger, og den første er til fru Sara Emil Baaring.

Tak for det, og igen tak til Det Konservative Folkeparti for, at vi kan få debatten her i dag. Jeg synes, den er helt enormt vigtig, og som ordføreren også påpeger, lyder det jo til, at vi alle sammen har det meget, meget højt oppe på vores liste.

Noget af det, som lige får mig til at tage ordet, er, at ordføreren tidligere i et svar til en anden ordfører fik sagt, at det kun var én ekspertgruppe, vi havde nedsat, og som kun kiggede på specialundervisning. Men vi har jo også iværksat en undersøgelse, som ligesom kigger på hele det med årsagerne til og definitionen af skolevægring eller bekymrende skolefravær. Det er jo den, som jeg synes er nøglen til det her, i stedet for at vi begynder at putte plaster på alle mulige steder og vi ikke ved, hvad det er, problemet er. For jeg tror, det er helt enormt komplekst. Så derfor afventer jeg virkelig det der grundlæggende fundament, som vi får i den undersøgelse.

Ordføreren.

Det er fuldstændig korrekt, at vi i folkeskoleforligskredsen har været med til at sætte nogle rigtig gode initiativer i gang, hvor man netop undersøger de her ting, som ordføreren siger. Men at få en definition, en fælles definition af, hvad skolevægring er, hjælper simpelt hen ikke børnene tilbage i skole.

Hvorfor er det, vi ikke gør det på tværs af ministerier? Nu kunne vi høre, at det både er Beskæftigelsesministeriet, Børne- og Undervisningsministeriet og sågar psykiatrien i det lettilgængelige tilbud. Jeg sidder også som psykiatriordfører. Det er jo flere ministerier, der skal ind over det her. Lad os nu få samlet det. Lad os få lavet en handleplan.

Så er det fru Sara Emil Baaring.

Tak for det. Men alle de initiativer, som ordføreren også lige har peget på, er jo allerede i gang. Det er derfor, jeg egentlig hellere vil bruge tid på, at vi får fulgt det, som vi har sat i gang, ordentligt til dørs, i stedet for at vi starter en ny papirtiger et eller andet sted og prøver at samle alt muligt, som vi ikke ved om virker. Så jeg vil egentlig bare anbefale, at vi i stedet for virkelig kaster noget kærlighed på alle de initiativer, vi har sat i gang.

Ordføreren.

Jeg må simpelt hen beklage, at ordføreren ikke lyder til overhovedet at have hørt efter, hvad der er foregået i salen. Det, vi gerne vil, er at samle alt det, der er i gang, og så vil vi gerne bygge oven på det i en national handleplan. Det har intet at gøre med, at det, der allerede er i gang, ikke skal anvendes. Så hvis det ikke er helt klart nu, vil jeg gerne drikke en kop kaffe med ordføreren.

Så er det fru Anni Matthiesen.

Tak til den konservative ordfører for ordførertalen. I ordførertalen sagde fru Lise Bertelsen bl.a. noget med, at man gerne vil have nogle helt konkrete måltal. Der kunne jeg rigtig godt tænke mig at spørge: Hvad er Konservatives forslag til et konkret måltal?

Ordføreren.

Det helt konkrete måltal er, at der ikke fremadrettet, når I har siddet i den her regering og vi har siddet som Folketing, skal være 110.000 børn, der har skolevægring. Der skal ikke længere være 15.000 forældre, der er på overførselsindkomst, fordi de er nødt til at gå hjemme og passe deres børn. Det synes jeg faktisk er rimelige måltal, så vi kan se, at vi får knækket kurven. Problemet er jo, at det her ufrivillige skolefravær bare fortsætter og fortsætter. Man kunne forstå det under corona og lige efter corona, hvor der var nogle børn, der skulle hjælpes særligt tilbage, men vi er jo ikke kommet i mål overhovedet.

Spørgeren.

Det tillader jeg mig så at sige at jeg synes er uambitiøst, hvis man er tilfreds med, at man kommer f.eks. ned på 109.500. Jeg tror da, vi alle sammen herinde har et ønske om, at det bliver væsentligt færre. Det er også derfor, vi jo allerede har lavet en aftale om nu at sætte rigtig mange gode ting i gang. Jeg håber da virkelig, vi kan få det ned – det vil jeg gerne kæmpe for – men det er jo også for at sige, at det ikke er måltallene i sig selv, der løser det her. Det er jo bl.a. det, vi er enige om at vi har sat i gang, og hvor vi nu også inden sommerferien forhåbentlig får nogle anbefalinger fra ekspertgrupper.

Ordføreren.

Jeg tror, fru Anni Matthiesen forsøger at lægge ord i munden på mig, og det vil jeg gerne frabede mig. Du spørger ind til, hvilke måltal jeg er tilfreds med. Jeg er tilfreds med, at vi får knækket kurven. Det er sådan set mit mål: Det er, at vi får en væsentlig nedgang i antallet af børn og forældre, det her går ud over hver evig eneste dag.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Børne- og Undervisningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse mod dette, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.