Tak for det, formand. Tak til Danmarksdemokraternes ordfører for at rejse en vigtig debat, nemlig hvordan vi styrker hjemmeværnet, og hvordan vi får de unge med, når vi taler om at styrke hjemmeværnet. For det er jo en rigtig vigtig debat. Jeg synes egentlig, at intentionen i det her forslag er rigtig, rigtig god.
Jeg tror, at ordføreren har fuldstændig ret i, at vi bliver nødt til at gøre mere for at få de unge med. I anledning af Befrielsen var jeg ude at holde tale for hjemmeværnet på Vestlolland, og der havde man faktisk oplevet en forholdsvis stor søgning, især på grund af den sikkerhedspolitiske situation i kølvandet på krigen i Ukraine, og fra netop den unge gruppe. Der sad flere nye unge, både mænd og kvinder, som engagerede sig i det lokale arbejde, og som faktisk var aktive, og det er jo enormt positivt og rigtigt set, at der er behov for mere end den måske lidt ældre generation i hjemmeværnet, hvis vi skal styrke det og dets opgaveløsning i fremtiden.
Jeg kan have min tvivl om, om Forsvarets Dag er det rigtige sted at rekruttere flere unge til hjemmeværnet fra, og om det måske snarere var uddannelsesinstitutionerne, man skulle ud på, og over en lidt mere kontinuerlig periode. På Forsvarets Dag er de unge der jo af en årsag: De skal til session, og de er formentlig nervøse, det er nyt, og det er angstprovokerende for nogle, og jeg er ikke sikker på, om man nødvendigvis har det overskud, der skal til for at overveje, om hjemmeværnet kunne være noget for en, i sådan en situation. Til gengæld tror jeg, at Socialdemokratiets ordfører tidligere havde fat i noget, nemlig at overgangen fra værnepligten og ind i hjemmeværnet ville indebære et stort rekrutteringspotentiale, hvis man gjorde en indsats der.
Så jeg er ikke helt sikker på, at midlet er det rigtige. Det er egentlig ikke det, der afholder mig fra at støtte forslaget. Det, der afholder mig fra at støtte forslaget, er, at ordføreren i sit beslutningsforslag ikke rigtig få sat tal på, hvad det her koster. Der står, at det formentlig kræver et par årsværk, og det kunne jeg principielt godt tilslutte mig på SF's vegne. Man henviser til aftalen om veteraner som et sted, hvor man kunne finde finansieringen, og i øvrigt ros til ordføreren for at have peget på en finansiering – det er jo ikke alle, der fremsætter beslutningsforslag, der gør det – men så længe jeg ikke ved, hvad det her koster, og om det står mål med prisen, samtidig med at vi i SF måske har den betragtning, at andre initiativer kunne være mere relevante for at få de unge yderligere engageret i hjemmeværnet, gør det simpelt hen, at jeg ikke sådan umiddelbart vil støtte forslaget. Jeg synes godt, at man kan lande en beretning i udvalget, som det har været oppe i debatten tidligere i dag, og jeg synes sådan set også, det er noget, vi kan drøfte i regi af forligskredsen, hvor ordføreren jo selv sidder, og hvor en udmøntning af pengene i så fald ville finde sted. Her har vi måske også en mulighed for at få svar på, hvad der er af alternative muligheder for at engagere de unge yderligere i hjemmeværnet, og hvad det vil koste at lave de forskellige initiativer, så vi ligesom kan prioritere og tage stilling til, hvilken indsats der vil være bedst.
Så overordnet set ros til intentionen og ros for, at man rejser debatten, men SF støtter ikke forslaget, simpelt hen fordi vi er i tvivl om, om det her er den mest effektive måde at gøre det på, og hvad det koster.