Tak for det, formand. Alkoholmisbrug er forbundet med øget risiko for en lang række sygdomme og for ulykker, vold og selvmord, og ud over konsekvenserne for det enkelte menneske af et alkoholmisbrug påvirker misbruget også de pårørende i en helt ekstremt høj grad, hvor selvfølgelig særlig børn er særligt sårbare. Derfor er der mange gode grunde til, at vi i Danmark skal have et ordentligt behandlingstilbud til dem, som ønsker at komme ud af deres alkoholmisbrug, og vi skal hjælpe flest muligt til det. Så vidt deler regeringen forslagsstillernes ambitioner.
I dag er alkoholbehandling et kommunalt ansvar. Efter sundhedsloven er kommunerne forpligtet til at tilbyde vederlagsfri alkoholbehandling – de må altså ikke tage penge for det – og det skal de gøre, senest 14 dage efter en borger har henvendt sig. Så har borgerne også i dag inden for gældende lovgivning og inden for visse rammer ret til at kunne få anonym behandling og ret til frit valg af behandlingssted. Kommunerne behøver ikke selv at have deres eget behandlingssted i kommunen, de kan vælge at indgå aftale om at levere alkoholbehandling via en anden kommune, en region eller et privat behandlingssted og på den måde sikre, at deres borgere får den behandling, som de har ret til.
En række kommuner, heriblandt Københavns Kommune, har henvendt sig til mig, i forhold til at der efter deres opfattelse også er knyttet nogle udfordringer til gældende lovgivning. Det gælder i relation til de styringsmæssige udfordringer, og der er også blevet peget på udfordringer, med hensyn til hvordan vi kan sikre behandlingskvaliteten i tilbuddene – opmærksomhedspunkter, som jeg også kan læse forslagsstillerne har refereret til i sine bemærkninger. Lad mig derfor også sige helt klart, at hvad der måtte være af styrings-og kvalitetsmæssige udfordringer, er det selvfølgelig nogle, vi skal tage dybt alvorligt. Det skal vi, ikke mindst, som jeg nævnte i indledningen, fordi vi skal sørge for, at vi skal have ordentlige behandlingstilbud til dem, som ønsker at komme ud af deres alkoholmisbrug, og vi skal i øvrigt hjælpe flest muligt til at komme det.
De overvejelser og input, jeg har modtaget, ikke bare fra Københavns Kommune, men også fra en række andre, indgår derfor også i det igangværende kulegravningsarbejde på det her område i regi af Sundhedsstyrelsen. Og med kulegravningsarbejde tænker jeg her på det arbejde, som vi blandt den brede kreds af folketingspartier med aftalen om finansloven for 2023 blev enige om i fællesskab at afsætte 3 mio. kr. til i 2024. Kulegravningen er lagt i hænderne på Sundhedsstyrelsen, som indledte arbejdet med først at mødes med en bred kreds af forskellige aktører, og for så yderligere og også at kvalificere arbejdet har Sundhedsstyrelsen nedsat en bredt sammensat følgegruppe, hvor der bl.a. sidder Alkohol & Samfund, Rådet for Socialt Udsatte samt relevante læge- og sygeplejefaglige selskaber. Det samme gør Center for Rusmiddelforskning ved Aarhus Universitet og Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet. Og de behandlingsansvarlige og behandlingsstederne, både de offentlige, de private, men i øvrigt også de selvejende, er også repræsenteret. Det er de igennem henholdsvis Kommunernes Landsforening, Danske Regioner, Dansk Erhverv, Selveje Danmark samt Blå Kors og Fonden Novavi og Ringgården. I følgegruppen sidder også Socialstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed, som begge fører tilsyn med behandlingsstederne.
Så det er altså en, må man sige, solidt sammensat følgegruppe, som nu også har igangsat et stort arbejde med at få kulegravet det her område. Jeg ved, de har afholdt en række møder i Sundhedsstyrelsens følgegruppe, hvor de bl.a. også har drøftet en ekstern undersøgelse som led i kulegravningen, hvor formålet med den eksterne undersøgelse er at afdække bl.a. behandlingskvaliteten og styringsmulighederne i den eksisterende alkoholbehandling. De forventes at afholde et tredje og formentlig sidste møde her medio eller ultimo marts, hvorefter Sundhedsstyrelsen vil færdiggøre sit arbejde med kulegravningen, som jeg forventer at modtage inden sommerferien.
Før kulegravningen er færdiggjort, mener jeg ikke, at det giver mening, at vi begynder at tage stilling til forlods, om vi skal foretage den ene, den anden eller den tredje eller den fjerde ændring på det her område. Sagt på en anden måde: Der var ingen grund til, at vi bevilgede 3 mio. kr. til at gå i gang med et stort og omfattende arbejde med at lave den her kulegravning, hvis det var, at vi i øvrigt ikke også var interesseret i at få dens bidrag til, hvordan vi kan styrke kvaliteten på det her område, hvordan vi kan adressere nogle af de styringsmæssige udfordringer, som kommunerne har påpeget og så fremdeles. Derudover synes jeg også, at vi, når vi fra Folketingets side, herunder Liberal Alliance, der er forslagsstiller her i dag, selv har været med til også at aftale den her kulegravning, også skylder de mange folk, vi har involveret i det her arbejde, og som har brugt, og som fortsat bruger deres tid og kræfter i Sundhedsstyrelsens følgegruppe, at vi så også venter på nu at modtage deres arbejde til så også at kunne kvalificere den politiske diskussion og drøftelse af, hvad det så er for nogen initiativer og skridt, som der er behov for vi tager på det her område.
Vigtigst af alt er det, at de mennesker, der er havnet i et alkoholmisbrug, deres pårørende, også fortjener, at vores beslutninger her i Folketinget omkring behandling, bliver taget på det bedst mulige grundlag, og derfor afviser regeringen det her beslutningsforslag, fordi vi synes, at det er mest ordentligt, at vi nu også beslutter at afvente det arbejde, vi i fællesskab har sat i værk, og som kommer her inden sommerferien, inden vi forlods begynder at drage forskellige konklusioner. Jeg er udmærket opmærksom på, at der er en række udfordringer på det her område, som der er behov for vi politisk adresserer, men vi bør simpelt hen også i respekt, som jeg sagde, og i ordentlighed over for alle de mange mennesker, vi har involveret, afvente modtagelsen af det arbejde, inden vi begynder at fremsætte forslag i Folketingssalen, hvor vi lige 1, 2, 3 og hurtigt kan komme med nogle løsninger, uden at der er gennemført det fornødne faglige stykke arbejde bag. Men regeringen kan ikke støtte beslutningsforslaget.