Tak for ordet. Og tak for den indledende motivering af forslaget. I dag behandler vi jo beslutningsforslag B 108, der er fremsat af Enhedslisten. Forslaget skal pålægge regeringen at hæve maksimumsbeløbet for alment byggeri i hovedstadskommuner og Aarhus Kommune inden udgangen af 2025.
Forslagsstillerne ønsker at sikre, at flere almene boliger kan opføres i områder med høje byggeomkostninger, og argumentet er, at det nuværende maksimumsbeløb kan udgøre en barriere for nybyggeri, fordi det ikke følgere udviklingen for byggeomkostningerne.
Det er jo en vigtig problemstilling, som Enhedslistens ordfører også netop var inde på. Der er behov for at bygge flere almene boliger, særlig i de større byer, hvor presset på boligmarkedet er stort. Det er afgørende, at vi skaber gode rammevilkår for alment byggeri, så vi sikrer en blandet by, hvor alle har råd til at bo.
Spørgsmålet er jo, hvordan vi bedst understøtter opførelsen af flere almene boliger der, hvor behovet er størst. Og der må jeg så også sige som minister, at en forhøjelse af maksimumsbeløbet jo ikke er den eneste faktor, der spiller ind.
Alment byggeri er afgørende for et velfungerende boligmarked, men man skal også vide, at en regulering af maksimumsbeløbet jo er vigtigt at balancere nøje for at sikre, at almene boliger fortsat er økonomisk tilgængelige for dem, der skal bo i dem. Hvis maksimumsbeløbet forhøjes alene eller isoleret, kan man i hvert fald risikere, at det bliver en problemstilling, der ikke sikrer en stabil og forudsigelig udvikling for projekterne, og det kan også medføre, at de almene byggeprojekter bliver unødigt dyre.
Så der er flere hensyn, der skal balanceres, og det tror jeg sådan set også at Enhedslisten er helt med på. For det første er det jo vigtigt, at vi skaber rammevilkår for alment byggeri i områder med høje grund- og byggeomkostninger.
For det andet vil en forhøjelse af maksimumsbeløbet selvfølgelig betyde højere huslejer i de nyopførte boliger. Og der skal man jo være opmærksom på, at det kan skabe barrierer for netop de mennesker, vi ønsker at hjælpe.
For det tredje har maksimumsbeløbet en effekt på kommunernes grundkapitalindskud og statens ydelsesstøtte. Og det er derfor afgørende, at en regulering selvfølgelig sker på et grundlag, der både sikrer økonomisk bæredygtighed og samtidig sikrer flere boliger.
Maksimumsbeløbet er jo ikke det eneste redskab, vi skal se på, når det gælder rammevilkårene for alment byggeri. Der er iværksat en række tiltag, der også skal gøre det lettere at bygge almene boliger. Og her i 2024 ser vi faktisk også en lille stigning i antallet af påbegyndte almene boliger, bl.a. fordi man i en periode har haft mulighed for at overskride maksimumsbeløbet med op til 20 pct. for byggerier med tilsagn fra før 2022. Det var det, man gjorde for at holde hånden under en række byggerier, som var blevet besluttet, og hvor corona ramte og pressede priserne ekstra højt op.
Derudover har jeg jo også selv som overborgmester været med til at kæmpe for – det var noget af det, regeringen jo også lyttede til – at man forlængede fristen for at sætte byggeriet i gang, altså fra man har fået tilsagn, til man går i gang med byggeriet; at det blev forlænget med op til 36 måneder for en række projekter, hvilket også har gjort det lettere at lave tilpasninger og sikre, at man kan være inden for rammebeløbet.
Samtidig er der i dag en række ordninger, der giver mulighed for, at man enten kan overstige grænsebeløbet eller supplere det gældende maksimumsbeløb. Det gælder f.eks. grundkøbslån, som kan bruges i områder med høje grundpriser, og støtte til, at erhvervsejendomme bliver til almene boliger, altså hvor man går fra at have kontorer eller hoteller til at omdanne dem til almene boliger. De totaløkonomiske merinvesteringer, hvor merudgifter kan være med til at reducere driften af boligerne senere hen, f.eks. til bedre isolering, giver også mulighed for, at man kan gå over maksimumsbeløbet.
I nye boligområder kan kommunerne stille krav om, at op til 25 pct. af boligerne skal være almene – det ved Enhedslisten udmærket godt – og det gør jo, at man som kommune også kan sælge grundene billigere, fordi der jo kun kan bygges almene boliger. Og endelig gælder der særlige regler for friplejeboliger med offentlig støtte, hvor det er muligt at overskride maksimumsbeløbet, hvis man selv finansierer den del, der går ud over grænsen.
Så maksimumsbeløbet er jo ikke en uigennemtrængelig grænse. Der eksisterer en række støtteordninger og undtagelser, som gør det muligt at realisere flere almene boligbyggerier.
Men når jeg så har sagt alt det, er der heller ingen tvivl om, at vi er i gang med at se på, hvordan vi bedst sikrer, at der fortsat kan opføres flere almene boliger, også i en tid, hvor byggeomkostningerne stiger.
Derfor er der iværksat en analyse af de økonomiske rammevilkår for alment byggeri. Og vi kigger bl.a. på, hvordan man også kan realisere mere grønt byggeri inden for maksimalgrænsebeløbet, altså inden for maksimumsbeløbet. For er der noget, der er vigtigt, er det jo, at vi både bygger betalbare boliger, men vi skal selvfølgelig også bygge boliger, som er grønne, og som skal stå der i mange år i fremtiden.
Noget af det skal jo sikre, at vi får et solidt grundlag, når der skal træffes beslutninger om en eventuel justering af maksimumsbeløbet. Jeg er også i dialog med branchen, så de løsninger, der udvikles, også afspejler de faktiske behov og udfordringer.
Så lige nu ser regeringen på flere værktøjer, der kan understøtte opførelsen af almene boliger, og ikke kun på en hævelse af maksimumsbeløbet. Jeg mener selv, at det også er en ansvarlig vej at gå. Vi skal jo sikre bæredygtige løsninger, der både giver flere boliger og fastholder en økonomisk ansvarlig tilgang, men selvfølgelig også er med til at støtte en mere bæredygtig retning.
Så det allervigtigste at sige til sidst er bare, at regeringen anerkender problematikken fuldstændig. Vi er enige med Enhedslisten i, at det skal sikres, at vi bygger flere almene boliger, særlig også i de områder, hvor byggepriserne er høje. Men alene at kigge på en forhøjelse af maksimumsbeløbet er ikke isoleret set en god løsning.
På den baggrund kan regeringen ikke støtte forslaget i sin nuværende form, men jeg kan betrygge med, at vi arbejder videre med vores boligpolitiske udspil og forhåbentlig meget snart kan præsentere nogle løsninger for, hvordan vi bygger flere almene boliger.