Det næste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 108:

Forslag til folketingsbeslutning om at hæve maksimumsbeløbet for alment byggeri i hovedstadskommuner og Aarhus Kommune hurtigst muligt i 2025.

Af Søren Egge Rasmussen (EL) m.fl.

(Fremsættelse 04.02.2025).

Jeg giver ordet til ordføreren for forslagsstillerne, Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten, for en begrundelse af forslaget. Værsgo, 2 minutter.

Tak. Det er jo et forslag fra Enhedslisten om at hæve maksimumsbeløbet for alment byggeri i hovedstadskommunerne og Aarhus Kommune hurtigst muligt i 2025, og det lyder: »Folketinget pålægger regeringen hurtigst muligt og inden udgangen af 2025 at hæve maksimumsbeløbet for alment byggeri i hovedstadskommuner og Aarhus Kommune«.

Kan det gøres så hurtigt? Ja, det kan det. Det kræver bare en bekendtgørelse fra boligministeren om at hæve maksimumsbeløbet, og det skal selvfølgelig ud i en høring, så skal man læse høringssvarene, og så skal ministeren skrive under på det. Flertalsregeringen kan sikre sig, at der bliver bygget flere almene boliger.

Den 24. maj 2024 opfordrede den daværende overborgmester i København Sophie Hæstorp Andersen til, at boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil skulle hæve maksimumsbeløbet, og der blev i den sommer også nævnt et forslag om, at det kunne hæves med 20 pct. Den opgave løste Pernille Rosenkrantz-Theil ikke, og der er nogle ministre, der ikke kender deres område, og man kan godt forstå, at de ikke kommer med de rigtige forslag. Men nu er vi så i den heldige situation, at vi har en ny boligminister, som kender området og kender til løsningerne, og vi kunne jo sådan set godt løse det her på en fredag, hvis det er sådan, at boligministeren lige om lidt siger, at nu er regeringen klar til at hæve maksimumsbeløbet.

Vi har hørt, at den her lidt mærkelige regering har en idé om at komme med et boligudspil – det står i regeringsgrundlaget fra 2022 – og det boligudspil kunne man jo gøre færdigt meget hurtigt, og her kunne man hæve rammebeløbet med så og så mange procent. Så ville vi stå med den løsning, som Enhedslisten efterspørger med det her forslag om at hæve maksimumsbeløbet, og jeg ser meget frem til, at boligministeren lige om lidt leverer løsningen på det og imødekommer Enhedslistens forslag.

Tak til ordføreren for begrundelsen.

Så giver jeg ordet til social- og boligministeren. Værsgo.

Tak for ordet. Og tak for den indledende motivering af forslaget. I dag behandler vi jo beslutningsforslag B 108, der er fremsat af Enhedslisten. Forslaget skal pålægge regeringen at hæve maksimumsbeløbet for alment byggeri i hovedstadskommuner og Aarhus Kommune inden udgangen af 2025.

Forslagsstillerne ønsker at sikre, at flere almene boliger kan opføres i områder med høje byggeomkostninger, og argumentet er, at det nuværende maksimumsbeløb kan udgøre en barriere for nybyggeri, fordi det ikke følgere udviklingen for byggeomkostningerne.

Det er jo en vigtig problemstilling, som Enhedslistens ordfører også netop var inde på. Der er behov for at bygge flere almene boliger, særlig i de større byer, hvor presset på boligmarkedet er stort. Det er afgørende, at vi skaber gode rammevilkår for alment byggeri, så vi sikrer en blandet by, hvor alle har råd til at bo.

Spørgsmålet er jo, hvordan vi bedst understøtter opførelsen af flere almene boliger der, hvor behovet er størst. Og der må jeg så også sige som minister, at en forhøjelse af maksimumsbeløbet jo ikke er den eneste faktor, der spiller ind.

Alment byggeri er afgørende for et velfungerende boligmarked, men man skal også vide, at en regulering af maksimumsbeløbet jo er vigtigt at balancere nøje for at sikre, at almene boliger fortsat er økonomisk tilgængelige for dem, der skal bo i dem. Hvis maksimumsbeløbet forhøjes alene eller isoleret, kan man i hvert fald risikere, at det bliver en problemstilling, der ikke sikrer en stabil og forudsigelig udvikling for projekterne, og det kan også medføre, at de almene byggeprojekter bliver unødigt dyre.

Så der er flere hensyn, der skal balanceres, og det tror jeg sådan set også at Enhedslisten er helt med på. For det første er det jo vigtigt, at vi skaber rammevilkår for alment byggeri i områder med høje grund- og byggeomkostninger.

For det andet vil en forhøjelse af maksimumsbeløbet selvfølgelig betyde højere huslejer i de nyopførte boliger. Og der skal man jo være opmærksom på, at det kan skabe barrierer for netop de mennesker, vi ønsker at hjælpe.

For det tredje har maksimumsbeløbet en effekt på kommunernes grundkapitalindskud og statens ydelsesstøtte. Og det er derfor afgørende, at en regulering selvfølgelig sker på et grundlag, der både sikrer økonomisk bæredygtighed og samtidig sikrer flere boliger.

Maksimumsbeløbet er jo ikke det eneste redskab, vi skal se på, når det gælder rammevilkårene for alment byggeri. Der er iværksat en række tiltag, der også skal gøre det lettere at bygge almene boliger. Og her i 2024 ser vi faktisk også en lille stigning i antallet af påbegyndte almene boliger, bl.a. fordi man i en periode har haft mulighed for at overskride maksimumsbeløbet med op til 20 pct. for byggerier med tilsagn fra før 2022. Det var det, man gjorde for at holde hånden under en række byggerier, som var blevet besluttet, og hvor corona ramte og pressede priserne ekstra højt op.

Derudover har jeg jo også selv som overborgmester været med til at kæmpe for – det var noget af det, regeringen jo også lyttede til – at man forlængede fristen for at sætte byggeriet i gang, altså fra man har fået tilsagn, til man går i gang med byggeriet; at det blev forlænget med op til 36 måneder for en række projekter, hvilket også har gjort det lettere at lave tilpasninger og sikre, at man kan være inden for rammebeløbet.

Samtidig er der i dag en række ordninger, der giver mulighed for, at man enten kan overstige grænsebeløbet eller supplere det gældende maksimumsbeløb. Det gælder f.eks. grundkøbslån, som kan bruges i områder med høje grundpriser, og støtte til, at erhvervsejendomme bliver til almene boliger, altså hvor man går fra at have kontorer eller hoteller til at omdanne dem til almene boliger. De totaløkonomiske merinvesteringer, hvor merudgifter kan være med til at reducere driften af boligerne senere hen, f.eks. til bedre isolering, giver også mulighed for, at man kan gå over maksimumsbeløbet.

I nye boligområder kan kommunerne stille krav om, at op til 25 pct. af boligerne skal være almene – det ved Enhedslisten udmærket godt – og det gør jo, at man som kommune også kan sælge grundene billigere, fordi der jo kun kan bygges almene boliger. Og endelig gælder der særlige regler for friplejeboliger med offentlig støtte, hvor det er muligt at overskride maksimumsbeløbet, hvis man selv finansierer den del, der går ud over grænsen.

Så maksimumsbeløbet er jo ikke en uigennemtrængelig grænse. Der eksisterer en række støtteordninger og undtagelser, som gør det muligt at realisere flere almene boligbyggerier.

Men når jeg så har sagt alt det, er der heller ingen tvivl om, at vi er i gang med at se på, hvordan vi bedst sikrer, at der fortsat kan opføres flere almene boliger, også i en tid, hvor byggeomkostningerne stiger.

Derfor er der iværksat en analyse af de økonomiske rammevilkår for alment byggeri. Og vi kigger bl.a. på, hvordan man også kan realisere mere grønt byggeri inden for maksimalgrænsebeløbet, altså inden for maksimumsbeløbet. For er der noget, der er vigtigt, er det jo, at vi både bygger betalbare boliger, men vi skal selvfølgelig også bygge boliger, som er grønne, og som skal stå der i mange år i fremtiden.

Noget af det skal jo sikre, at vi får et solidt grundlag, når der skal træffes beslutninger om en eventuel justering af maksimumsbeløbet. Jeg er også i dialog med branchen, så de løsninger, der udvikles, også afspejler de faktiske behov og udfordringer.

Så lige nu ser regeringen på flere værktøjer, der kan understøtte opførelsen af almene boliger, og ikke kun på en hævelse af maksimumsbeløbet. Jeg mener selv, at det også er en ansvarlig vej at gå. Vi skal jo sikre bæredygtige løsninger, der både giver flere boliger og fastholder en økonomisk ansvarlig tilgang, men selvfølgelig også er med til at støtte en mere bæredygtig retning.

Så det allervigtigste at sige til sidst er bare, at regeringen anerkender problematikken fuldstændig. Vi er enige med Enhedslisten i, at det skal sikres, at vi bygger flere almene boliger, særlig også i de områder, hvor byggepriserne er høje. Men alene at kigge på en forhøjelse af maksimumsbeløbet er ikke isoleret set en god løsning.

På den baggrund kan regeringen ikke støtte forslaget i sin nuværende form, men jeg kan betrygge med, at vi arbejder videre med vores boligpolitiske udspil og forhåbentlig meget snart kan præsentere nogle løsninger for, hvordan vi bygger flere almene boliger.

Tak til ministeren. Der er en række korte bemærkninger, og den første er til hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Det er jo meget muligt, at der er andre virkemidler til at sikre, at der bliver opført flere almene boliger. Men jeg har nu altså lyttet mig til, at der er et par større kommuner, som har efterspurgt, at maksimumsbeløbet skal hæves.

Hvis vi ser meget konkret på det, er der bl.a. i forhold til plejeboliger i København nogle rettigheder for borgere, altså en ventelisterettighed, en lovbestemt ventelistegaranti på et plejebolig på højst 2 måneder, og hvis Københavns Kommune ikke har de plejeboliger, kan man jo ikke overholde den rettighed, som borgerne har, og jeg synes egentlig, det er rigtig grelt. For hvis man havde de plejeboliger, ville der være et flyttemønster. Så ville der sådan set være store lejligheder, som blev ledige til børnefamilier, og så kunne den ældre flytte derhen, hvor man har behov for det på det tidspunkt i ens liv.

Jeg kunne godt tænke mig høre, om boligministeren ikke synes, at der er et problem med, at man kommer til at mangle plejeboliger i København, hvis ikke vi kommer frem til at finde løsninger for en opførelse af flere almene boliger.

Ministeren.

Det korte svar er jo, og det har jeg også haft en dialog med sundheds-og omsorgsborgmesteren i København om. Derfor er regeringen også ved at se på, hvordan vi kan tilvejebringe flere almene boliger bredt set, også ældreboliger og plejeboliger.

Spørgeren.

Jeg synes jo, det er godt, at boligministeren har den dialog med de borgmestre, som kender virkeligheden. Når boligministeren så også selv kommer fra den virkelighed, burde det jo være ret enkelt at komme frem til, at der nu skal findes en løsning. Jeg bliver lidt betænkelig ved, at man kan være så nølende med de løsninger, som skal komme. Det der boligudspil har jeg hørt om meget længe, og det er måske der, løsningen kommer, og det er altid noget, der kommer snart. Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvornår det er sådan, at regeringen er klar til at komme med et boligudspil, som kan fremme, at vi får opført flere almene boliger.

Ministeren.

Regeringen har jo et klart ønske om at skabe en blandet by, både med almene boliger, andelsboliger, ejerboliger og også privat udlejning. Men den udvikling, vi ser, er jo, at den private udlejning tager mere og mere fart, og at den kommer til at fylde mere og mere. Derfor arbejder regeringen på et boligpolitisk udspil, der både skal adressere, hvordan vi får flere almene boliger, men også hvordan vi kan få det sådan, at flere mennesker kan eje deres egen bolig, og det arbejde er i gang. Jeg kan ikke sige konkret, hvornår vi kommer med et udspil, men jeg forventer, at det bliver i den her politiske sæson.

Tak. Så er det hr. Pelle Dragsted.

Tak for det. For omkring et år siden udtalte nuværende boligminister, at nu skulle der ske noget i forhold til byggeri af almene boliger, og også: »Regeringen nøler med at gribe ind«.

Siden da er der gået 11 måneder, og ministeren har været minister i en længere periode. Nu hører vi så formuleringer som: Vi er i gang med at se på, og vi har iværksat en analyse. Hvis det, som ministeren som borgmester kaldte at nøle om den daværende boligminister, hvad vil ministeren så kalde sin egen håndtering af det her spørgsmål nu?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Det er klart, at mit sigte som overborgmester var at sikre, at København kan opføre de almene boliger, som der er behov for. Mit sigte som minister er at sørge for, at vi har en udvikling i hele landet, hvor vi ser på, hvad det er for behov, man har. Der er det klart, at byernes problemstillinger er noget, jeg som minister arbejder med, men jeg arbejder jo også med de problemstillinger, som er uden for de større byer. Jeg må jo bare konstatere, at Enhedslisten i dag alene har fokus på Aarhus og København. Det kan jeg jo isoleret set være rigtig glad for som tidligere overborgmester, men jeg vil bare sige, at der også er problemstillinger uden for de større byer, og dem bruger jeg selvfølgelig også min tid på at løse.

Noget af det handler jo også om, at regeringen ønsker en balanceret boligpolitik, hvor vi både ser på flere almene boliger såvel som på, hvordan vi kan få flere ejerboliger, også i de større byer, og det arbejde er i gang. Jeg har brugt de ca. 6 måneder, jeg har været minister, på at få fremdrift i at komme med det boligpolitiske udspil, men det er klart, at det ikke kun har et fokus på almene boliger.

Spørgeren.

Men som Enhedslistens ordfører var inde på, kan det her jo ordnes med en bekendtgørelse. Det er jo et relativt enkelt indgreb, som den almene boligbevægelse har efterspurgt, og som ministeren selv har efterspurgt i lang, lang tid.

Hvorfor er det, at vi skal afvente, at Socialdemokratiet – undskyld, jeg siger det, som det er – skal blive enige med Venstre om et boligpolitisk udspil? Der kan jeg godt forstå, at det er svært at få enderne til at mødes. Hvorfor er det, at man ikke tager det her skridt, som ministeren selv som overborgmester har råbt på? Behøver det være så svært, når det er så vigtigt for vores store byer? Og det er rigtigt, at det her er først og fremmest et problem i de store byer.

Ministeren.

Uagtet hvordan man vender det, er vi jo en regering af tre partier, men det er faktisk ikke det, der er udfordringen. Det, der er udfordringen, er, som jeg sagde i min tale, at hvis man går ind isoleret set og løfter maksimumsbeløbet – og det skal man jo i så fald gøre med fuldstændig åbne øjne – så skal man også bare vide, at huslejen i de almene boliger vil stige, og der skal man selvfølgelig også kunne give et svar på, dels hvordan man vil finansiere det, dels hvordan man så vil sikre, at de almene boliger stadig væk er målrettet dem, der har mest behov.

Hr. Sigurd Agersnap.

Tak for det. Jeg tror, jeg er enig i 95 pct. af det, som ministeren har sagt oppe fra talerstolen, men det, der ligesom overrasker mig, er konklusionen, altså at man ikke kan stemme for det her beslutningsforslag, fordi det ikke løser alle problemer på boligmarkedet. Og det er rigtigt, men det gjorde sig bare også gældende, da vi lavede en lille boligpolitisk aftale for, er det 2 år siden? Det gjorde sig også gældende, da vi lavede en aftale om bæredygtigt byggeri. Man løser næppe alle problemerne på boligmarkedet med bare én aftale. Der er nok flere ting, der skal til.

Så jeg forstod ministeren sådan, at det var det, der var problemet med det her beslutningsforslag. Nu hørte jeg det så her til sidst, som om ministeren har noget principielt imod at hæve maksimumsbeløbet, og det synes jeg bare er et helt andet argument. Så jeg vil bare forstå, om det er, fordi ministeren mener, at man ikke løser alle problemer samtidig, eller om det er, fordi man har noget imod at hæve maksimumsbeløbet.

Ministeren.

Ministeren og regeringen har ikke principielt noget imod at hæve maksimumsbeløbet. Det er bare vigtigt, at vi ser på det helhedsorienteret, så vi er sikre på, at vi stadig væk bygger boliger til dem, der har mest behov for det, og at boligerne er til at betale. Derfor kigger vi ikke kun på én ting i værktøjskassen. Vi ser f.eks. også på den aftale, der ligger, om fonden for blandede byer. Der er flere af de puljer til at sikre etablering af boliger, bl.a. almene boliger, skæve boliger og andre ting, og hvorfor er der ikke afløb for alle de her puljer? Det er nogle flere elementer, som vi også kigger på. Jeg tror ikke, at vi kommer til at løse alle problemer på en gang, men vi arbejder videre med vores politiske udspil, som skal adressere mere end kun maksimumsbeløbet.

Spørgeren.

Det glæder jeg mig også til at se. Det har vi ventet noget tid på. Det er godt at få præciseret, at der ikke er noget problem fra regeringens side med at hæve maksimumsbeløbet, men hvad er så problemet ved at stemme for det her beslutningsforslag? Altså, det er rigtigt, at det kun er ét af flere skridt, men der er vel ikke noget som helst, der ville være kritisk, ved at man inden udgangen af 2025 hævede maksimumsbeløbet. Kan ministeren se noget som helst problem, ved at man hævede maksimumsbeløbet inden udgangen af i år?

Ministeren.

Ja, det, der er problemet, er, at der er behov for en gennemtænkt tilgang til tingene, som både tager højde for, at vi skal bygge almene boliger, men også, at de samtidig skal være til at betale for dem, der gerne vil bo i dem. Det er jo noget, vi gerne vil sikre. Vi vil gerne sikre, at der er en økonomisk ansvarlig tilgang. Det er det helt korte svar. Og så vil jeg bare sige, at det næppe kommer som en overraskelse for SF's ordfører, at det ikke bliver Enhedslistens beslutningsforslag i dag, der fastsætter regeringens politik.

Så er det hr. Kim Edberg Andersen.

Tak for det. Altså, jeg blev simpelt hen overrasket lige en overgang, dengang jeg hørte en minister sige: Lad os endelig ikke lave en aftale, der ligesom løser problemerne på en gang. Der skal jo helst være noget at lave, kan man forstå. Så det giver jo ingen mening. Det var da en kommentar. Men jeg ville da håbe, vi havde ministre, som tænkte, at hvis de ligesom kunne se, at man kunne løse problemet på en gang, så gjorde man det. Men okay, det falder meget godt i tråd med, hvordan jeg ellers ser regeringens politik.

Men jeg vil jo godt hjælpe ministeren lidt med problemstillingen, jeg ser, for et parti, som nok ikke får 19 mandater i Københavns midtby. Virkeligheden er jo bare, at hvis man hæver maksimumsbeløbet i København og Aarhus, risikerer man at lukke fuldstændig ned for al udvikling uden for de store byer, altså ude i de små byer, hvor vi i forvejen kan se, at for entreprenøren kan det ikke svare sig at bygge, fordi det er nemmere, hvis man bygger i de store byer. Jeg kan godt se, at København og Aarhus mangler almene boliger, og det skal vi også have fundet en løsning på. Men i forhold til det med at hæve maksimumsbeløbet, er der så ikke en problematik i, at vi risikerer at mindske lysten til at bygge uden for de store byer?

Ministeren.

Hvis man ser lidt bort fra ordførerens sådan generelle polemik, er jeg jo enig i, som jeg sagde før, at én ting er at være overborgmester og have et fokus på København. Noget andet er at være minister og skulle have fokus på, hvad det er for nogle udfordringer, der er i både de store byer såvel som uden for byerne. Derfor er det også rigtig vigtigt, at vi kommer med de rigtige løsninger, og jeg ser frem til også at drøfte med Danmarksdemokraterne, hvordan vi sikrer betalbare boliger både i vores byer, men selvfølgelig også uden for byerne, hvor vi i øvrigt også ser problemstillinger nogle steder i forhold til at kunne finansiere bl.a. almene boliger.

Spørgeren.

Hvis ministeren ikke ønsker, jeg skal være polemisk, så skal man jo lade være med at sige, at man ikke ønsker at løse problemerne. Så var vi jo kommet ud over det. Men jeg fik stadig væk ikke et svar, for virkeligheden er jo, at hvis du er entreprenør, bygger du de steder, hvor der er størst mulighed for, at du ligesom kan få mest muligt for dine færdige varer. Og det er i de store byer; det kan vi se. Der er så en problemstilling med at komme ind på markedet, og at hæve maksimumsbeløbet kunne sagtens være en delløsning. Men det betyder jo så også bare, at så vælger du at bygge i København og ikke i Hadsund. Det er det, vi kan se allerede nu er en problematik. Det er bare, for at ministeren anerkender, at det er en reel problemstilling at hæve maksimumsbeløbet, for det vil være meget mere til gavn i de store byer end uden for de store byer.

Tak. Ministeren.

Det tror jeg faktisk også at jeg anerkendte, altså at vi skal løse problemstillingerne både i byerne såvel som uden for byerne. Men så vil jeg godt lige gøre opmærksom på, at almene boliger jo er not for profit. Så det er ikke sådan, at man får mere ud af bygge en almen bolig det ene sted, end man gør det andet sted. Det handler jo om at få bygget de almene boliger både i København og Aarhus, men sådan set også i Hadsund og andre steder. Og det er noget af det, som regeringen kigger på, og det er også derfor, vi bl.a. ikke kan stemme for det her beslutningsforslag i dag.

Vi siger tak til ministeren. Der er ikke yderligere spørgsmål. Så går vi til ordførerrækken, og den første er fru Anne Paulin fra Socialdemokratiet. Velkommen.

Tak for det, formand, og tak til Enhedslisten for beslutningsforslaget. I Socialdemokratiet deler vi ønsket om at få mere gang i det almene boligbyggeri, og at vi får kigget på nogle af de bremser, som der kan være for byggeriet særlig i hovedstadsområdet og nogle af de større byer. Det almene boligbyggeri er vigtigt, hvis vi skal have blandede byer, som er tilgængelige for forskellige mennesker med forskellige indkomstgrundlag, og det gælder ikke mindst i nyetablerede boligområder i de større byer, hvor der ellers er en risiko for, at områderne kun bliver for de mest velhavende eller, som vi også ser her i hovedstadsområdet eksempelvis, bliver med mange dyre private lejeboliger.

Vi forstår som sådan godt, at Enhedslisten retter fokus på maksimumbeløbet, da vi jo kan se, at der har været en stor stigning i priserne i byggebranchen i de senere år, og det gør det sværere at få opført nogle af de almene boliger i de store byer. Der er dog også nogle hensyn, der skal tages, bl.a. i forhold til huslejeniveauer osv., som ministeren også har været inde på, som vil blive påvirket af maksimumbeløbet. Derfor mener vi også, det er fornuftigt, at Social- og Boligministeriet er i gang med et analysearbejde, som kan kigge på rammevilkårene for det almene boligbyggeri, og som forhåbentlig kan blive et rigtig godt fundament for, at vi politisk kan arbejde videre. Vi stemmer derfor nej til Enhedslistens beslutningsforslag, men vi ser frem til at deltage i arbejdet med at få flere almene boliger og sikrer blandede byer. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning. Hr. Søren Egge Rasmussen.

Jeg synes jo, at når man har en flertalsregering og der så er et regeringsbærende parti som Socialdemokratiet, som synes, at der her er et problem, der skal løses, burde det jo ikke være så kompliceret. Man har et regeringsgrundlag, hvor der står, at man vil komme med et boligpolitisk udspil. Det er et regeringsgrundlag, man har skrevet i 2022. Og så har vi Aarhus og København, som klart siger, at det er for svært at opføre almene boliger. Det burde da være nemt at komme frem til, at der så skal opføres flere almene boliger. Så jeg kan ikke forstå alt det der nøl.

Man kan altid sige, at nu har man nogle embedsmænd til at lave en analyse, og de skal lave et eller andet, som er meget kompliceret, i stedet for komme i gang. Jeg frygter virkelig, at når man ikke har et højere maksimumbeløb, laver man for skrabet byggeri, og så medfører det nogle driftsudgifter senere, som er højere, end hvis man havde brugt ordentlige byggematerialer. Det er det, vi kigger ind i, altså at man får noget byggeri, som er igennem sparerunder for lige at holde sig under rammebeløbet, og så kommer udgifterne til lejerne på et senere tidspunkt. Er ordføreren enig i den udlægning?

Ordføreren.

Jeg synes egentlig, ministeren redegjorde meget godt for, at der er nogle forskellige hensyn, som også skal tænkes ind i det, i forhold til hvordan vi får sikret flere almene boliger. Så jeg synes ikke, det er nøl, at der også er nogle forhold, som skal undersøges, om som skal udgøre det beslutningsgrundlag, som man skal lave en aftale på baggrund af. Men vi deler som sagt Enhedslistens appetit på, at vi får flere almene boliger, også i de store byer.

Spørgeren.

Jeg har været med til at lave en del boligaftaler de sidste 9 år i Folketinget. Jeg kender godt til de der processer. Hvis man ikke indkalder til forhandlinger, sker der ikke noget. Nu er vi så i den situation, at vi har en flertalsregering, som ikke behøver at indkalde til forhandlinger, fordi man jo bare kan vedtage det, man vil vedtage. Men jeg tror egentlig, kvaliteten ville blive bedre, hvis man indkaldte partierne til drøftelser om det her. Det er da meget muligt, man kan finde på flere tiltag end at hæve maksimumbeløbet for at få flere almene boliger, men så indkald da til de forhandlinger. Kan ordføreren ikke se, at det her er for megen nøl og noget, der bare skal være embedsmandsdrevet, men ikke er drevet af de partier i Folketinget, som sådan set gerne vil prioritere boligpolitikken?

Ordføreren.

Jeg forstår godt interessen for at lave en boligpolitisk aftale, og det står jo også i regeringsgrundlaget, og det gør det jo, fordi de partier, som er i regering, også mener, det er vigtigt. Så jeg håber, at ordføreren kan finde en lille smule tålmodighed frem, og så er jeg sikker på, at vi nok skal kunne komme frem til nogle gode fælles resultater.

Hr. Pelle Dragsted.

Jeg synes bare, at man bliver en lille smule rundforvirret over, hvad Socialdemokratiets position er på det her spørgsmål, ikke? For vi har en boligminister, som, da hun var overborgmester, krævede, at rammebeløbet skulle hæves. Der skulle ikke nøles; det skulle ske hurtigt. Nu er den tidligere overborgmester så boligminister og vil ikke længere gøre det. Nu har vi så en overborgmesterkandidat fra Socialdemokratiet, som vil af med maksimumbeløbet, men som ikke ville af med det, dengang hun var boligminister, hvor den nuværende boligminister, som dengang var overborgmester, krævede det.

Hvis københavnerne bliver sådan lidt rundforvirrede over, hvad Socialdemokraternes position er på spørgsmålet om at få bygget nogle flere almene boliger – det er jo nærmest desværre gået i stå på grund af de her økonomiske rammevilkår – kan ordføreren så godt forstå det?

Ordføreren.

Det, jeg kan sige, er, at i Socialdemokratiet er vi optaget af, at vi får flere almene boliger. Vi er optaget af, at vi får blandede byer. Vi er glade for, at der i regeringsgrundlaget også står, at vi skal lave en boligpolitisk aftale, og det ser vi frem til. Vi er ikke afvisende over for at kigge på maksimumsbeløb, men som ministeren også var inde på, skal det jo ske i forbindelse med overvejelser om andre ting, som også er vigtige, bl.a. huslejeniveauer. Så det arbejde ser vi frem til at komme i gang med.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Så går vi videre til den næste, og det er fru Heidi Bank fra Venstre. Velkommen.

Tak for det. Beslutningsforslaget, som er fremsat af Enhedslisten, er forslag til folketingsbeslutning om at hæve maksimumsbeløbet for alment byggeri i hovedstadskommuner og Aarhus Kommune hurtigst muligt i 2025.

Selv om vi i Venstre nok mest italesætteer – og vi har gjort det længe – behovet for, at der skal bygges flere ejerboliger, fordi vi ved, at behovet for at kunne finde en ejerbolig, der er til at betale, særlig i og omkring de største byer, er enormt, så har vi også den tilgang, at der skal være et blandet boligmarked, hvor man kan bo til leje, eje eller købe en andel. For vi mennesker er nu engang forskellige, og vi har forskellige behov og drømme alt efter, hvor i livet vi er. Jeg er optaget af, at det at have et rart hjem, et hjem, hvor man trives, ikke kun er for de få, men for de mange. Derfor er jeg selvsagt også bevidst om, at stigende materialepriser har været en udfordring for byggeriet siden 2020, særlig i det almene byggeri, men ikke kun i det almene byggeri. Byggesektoren har som helhed kunnet mærke de øgede omkostninger, og derfor gælder det også for det almene byggeri, at et maksimumsbeløb bør indgå i en politisk drøftelse. Den del er vi enige i.

Men det skal vægtes sammen med andre hensyn, f.eks. behovet for, at vi tilsikrer en ordentlig vedligeholdelsesstand af den almene boligmasse, så beboerne oplever boliger, de trives i, ikke bare her og nu, men også om 10, 15 eller 30 år. For vi skal under ingen omstændigheder tilbage til en fortid, hvor for mange mennesker boede i alt for dårligt vedligeholdte boliger og alt for usunde boliger. Der skal være en sund økonomi, således at den almene boligmasse bliver vedligeholdt til glæde for de mange mennesker, der bor der, ligesom huslejeniveauet selvsagt også spiller ind i overvejelserne. Boligerne skal være til at betale for de almene lejere, og det er helt centralt.

Venstre og jeg anerkender altså fuldstændig problematikken, og i 2022 var jeg selv i medierne med et debatindlæg om emnet. Vi mener bare ikke, at det skal stå alene, som det gør i beslutningsforslaget fra Enhedslisten. Som sagt vil det bl.a. give udfordringer i forhold til vedligeholdelsesstanden af de almene boliger og en højere månedlig husleje for beboerne. Omvendt skal vi politisk være realistiske i forhold til det høje niveau, boligomkostningerne ligger på. For der er nok en del mennesker i de store byer – unge, ældre, små familier – der hellere lever med en lidt højere husleje for deres almene lejemål, så længe det bare ligger lavere, end hvad der ellers kan opdrives i et ophedet boligmarked.

I Venstre er vi som sagt åbne – og vi har været det længe – for at se på, hvad der kan gøres, forudsat at det sker balanceret og velovervejet og med tanke for de mennesker, der i sidste ende skal bo i boligerne, og dem, der allerede bor i en almen bolig. Det mener vi ikke beslutningsforslaget tager højde for, og derfor kan Venstre ikke støtte forslaget i dets nuværende form. Jeg skal hilse fra Moderaternes ordfører og sige, at de ikke kan stemme for forslaget. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til hr. Søren Egge Rasmussen.

Jeg synes, det her er meget velovervejet, og hvis det er sådan, at man hæver rammebeløbet, altså maksimumsbeløbet, er jeg da sikker på, at de boligforeninger, som skal opføre noget, vil lave en god planlægning. Dilemmaet lige nu er jo, at man er nødt til at lave noget skrabet byggeri, som så kan medføre, at man får nogle højere driftsomkostninger senere, fordi man har valgt nogle billigere byggematerialer. Det er jo den virkelighed, der er. Så det er jo sådan set meget afbalanceret at hæve rammebeløbet og så lade det være op til boligforeningerne i forhold til de udbud, der bliver holdt om at få opført noget byggeri. Der er jo en dialog med de entreprenører, som skal opføre det. Der er jo typisk en sparerunde, hvor man ser på, hvordan man kan få det til at hænge sammen. Det er jo helt normalt. Så det er jo ikke, fordi jeg herinde i Folketinget står og dikterer, hvordan det skal være. Den proces kender jeg sådan set udmærket, også fra en større boligforening. Så sådan er det. Jeg synes, det er lidt søgt, at man ikke vil støtte det her forslag. Det kan da kun være, fordi man sidder i regering.

I forhold til det her med at komme frem til blandede boliger, vil jeg sige, at det jo fordrer, at der er rammevilkår, så man får opført de her almene boliger. Kan boligordførerne ikke se det?

Ordføreren.

Jo, det kan vi sagtens se, og det er jo også derfor, at jeg selv har italesat problematikken ved en tidligere lejlighed. Jeg mener, at man er nødt til at se på maksimumsbeløbet, og det hører jeg sådan set også at ministeren siger, altså at det skal der ses på. Men jeg synes også, det er rimeligt, at der kommer betragtninger fra ministeriet, hvor vi kommer ind og får set grundigere på det her. Jeg kunne jo vende spørgsmålet om og spørge Enhedslistens ordfører: Hvor meget må huslejen stige for den enkelte lejer i de her nye boliger? Hvor dyre må de blive? Må det være sådan, at der er nogle lejere, som lige pludselig slet ikke har mulighed for at bo i en almen bolig, men så i virkeligheden skal over på det private lejemarked?

Spørgeren.

Jamen det med huslejeniveauet er meget relevant, og der er så lavet en analyse, som BL har lavet i maj 2021, hvor man sammenligner huslejer i byggeri, hvor der både er opført privat udlejning og almene boliger i den samme boligblok. Og det er helt vildt, hvor mange tusinde kroner man sparer ved at bo til leje i en almen bolig. Altså, vi kigger ind i noget, hvor starthuslejen vil være lidt høj, og det er også derfor, at vores forslag kun vedrører Københavnsområdet og Aarhusområdet. Det er ikke et beslutningsforslag, der vedrører hele landet, fordi vi godt er klar over, at den virkelighed, der er i København og Aarhus, er speciel.

Så har ordføreren kendskab til, at der faktisk er den her analyse fra BL, der kigger nøjere på, hvad det er for en udvikling, der er derude?

Ordføreren.

Jamen det synes jeg egentlig også fremgik af min ordførertale. Jeg står jo netop og italesætter, at jeg tror, der er rigtig mange, der hellere vil have en almen bolig, der er lidt dyrere, end den er nu, når de ser på maksimumsbeløbet, end at de måske skal over at finde noget, der er endnu dyrere. Så det anerkender jeg sådan set fuldt ud. Jeg synes bare også, det er rimeligt at se på det i forhold til de øvrige niveauer, der er, altså hvilke almene beboere det så er, der ikke vil kunne få råd til at bo i de her nye almene boliger, så vi ved det i forhold til nogle faktuelle tal.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger, så vi går videre til den næste ordfører, og det er hr. Kim Edberg Andersen fra Danmarksdemokraterne. Velkommen.

Tak til Enhedslisten for beslutningsforslaget. I Danmarksdemokraterne anerkender vi faktisk, at der er en problemstilling lige nøjagtig både i Aarhus og København med boligmangel. Vi kan godt være lidt bekymret for, at hvis man bare laver det her til en bekendtgørelse, der er gyldig til evig tid, så vil der være nogle problematikker. Det kommer jeg lige ind på senere.

I Danmarksdemokraterne kommer vi i forhold til det her forslag nok til at sætte os sådan lidt mellem to stole. Havde det været en midlertidig bekendtgørelse, som ligesom akut afhjalp nogle problemer, så tror jeg, vi ville have været meget positivt indstillet over for det. Problemstillingen for Danmarksdemokraterne kan skæres ned til nogle helt specifikke ulemper. Vi kan se, at der bliver en risiko for højere huslejer. Maksimumsbeløbet er jo det, som kommer til at bestemme, hvor meget en boligorganisation må bruge på opførelsen af en bolig, og de penge skal ind igen, selv om det er et nulsumsspil. Det vil så også føre til en høj husleje for beboerne.

Vi er bange for, at der kan være en risiko for en skævvridning, hvis det kun er i København og Aarhus, man får et højere maksimumsbeløb. Så kan der, sådan som vi ser det, komme en skævvridning på den måde, at det bliver mindre attraktivt at bygge i andre byer. For der er simpelt hen ikke det samme økonomiske råderum i Hadsund, som der er i København, og hvis en bygherre kan vælge mellem to steder at bygge, et, hvor han ikke behøver at lave et skrabet byggeri, men kan lave et byggeri efter alle kunstens regler, og et andet, f.eks. Hadsund, så er vi simpelt hen bange for, at sådan en permanent løsning vil gøre, at der vil ske en skævvridning.

Det vil jo så også gøre, at det økonomiske råderum, der i forvejen er mere til stede både i Aarhus og København, bare bliver endnu større dér set på landsplan, hvilket jeg kunne forstå ministeren var blevet fortaler for, efter hun var blevet minister. Det gør det så mindre attraktivt at bygge i de mindre byer. Byggebranchen vil næsten med garanti prioritere projekter i København og Aarhus, hvor der er det her store økonomiske råderum. Lige nu kan man sige, at fordi muligheden for at bygge i København er begrænset, frigør det nogle ressourcer i byggebranchen, sådan at man så bygger de steder, hvor man kan få byggerierne til at hænge sammen.

Det her vil føre til, at der kommer færre nybyggerier i almenboliger i alle de andre kommuner uden for de to kommuner, man vælger. Det fører så igen til den her øgede urbanisering, hvor man kommer til at bygge flere almene boliger i store byer – her er det kun København og Aarhus. Det kommer så til at få endnu flere borgere til at flytte dertil, især unge og lavindkomstgrupper. De forsvinder så fra de andre kommuner. Vi ser i forvejen, at landdistrikterne affolkes. Det kommer ikke til at ske i mindre grad, hvis man ligefrem kan få en bolig. Det lyder brutalt, men hvis ikke man kan få en bolig i København, når man ønsker at komme dertil, så bliver man jo nødt til at blive boende ude hos mig.

Så flere lejligheder i København vil, på trods af at man gerne vil noget godt, jo alt andet lige, hvis vi har det samme antal mennesker, føre til, at der er færre, der kommer til at bo uden for byerne. Og det kommer simpelt hen til at forværre nogle boliger. Vi har tomme boliger ude på landet, og dem får vi flere af. Vi kommer til at svække vores lokalsamfund derude, jo færre mennesker vi bliver. Jeg kan sagtens forstå attraktionen for unge mennesker i at flytte ind til byerne, men vi kan også godt lide at have dem ude hos os, for vi kan faktisk også godt lide unge mennesker og ikke kun midaldrende som os selv eller ældre.

Som det sidste tror vi faktisk også, at der kommer til at være en større ulighed i boligstandarden. Almene boliger i København og Aarhus vil kunne bygges i højere kvalitet og i bedre materialer i forhold til den begrænsning, der er sat nu. Andre kommuner vil være begrænset af et maksimumsbeløb, som så ikke får lov til at blive hævet endnu. De kan så ikke gøre det samme, for materialerne koster det samme, hvad enten de skal sættes op i København eller i Hadsund. Hvis man ikke har det samme beløb dér, bliver man nødt til at vælge noget, der er billigere, og det kommer til at skabe forskel. Hvis det her ikke bliver midlertidigt, kommer det over tid til at betyde, at man kun får moderne, toptrimmede boliger i København og Aarhus, for der er beløbet højt, og i Hadsund får vi så affaldstræet, for det er det, vi har råd til. Det skyldes det der med kun at gøre det for de to kommuner.

Vi anerkender problemstillingen og vil også godt se positivt på at lave en midlertidig bekendtgørelse. Det er vi fuldstændig enig i kan gøres. Så vi kan ikke støtte beslutningsforslaget, som det er nu, men såfremt det drejede sig om noget midlertidigt for at løse et fuldstændig faktuelt problem med, at lige nøjagtig de to byer mangler almene boliger, så kunne jeg se positivt på det. Det er primært en skævvridning, vi er bekymret for, og så er virkeligheden jo også, at vi ikke har et ubegrænset antal entreprenørselskaber. De kommer altså til at bygge der, hvor pengene er størst, og pengene er nu engang størst i de store byer. Det er et faktum.

Så modsat ministeren havde vi slået til, hvis vi kunne løse det hele på en gang. Det kan man ikke. Så jeg er enig med SF's ordfører i, at det her er en elefant, der skal spises i skiver. Havde det været midlertidigt, havde vi nok været med på den første skive.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger. Først er det hr. Sigurd Agersnap.

Jeg er nødt til lige at kommentere noget af det, ordføreren fik sagt om affolkning af landdistrikterne, for på mig lød det, som om ordførerens argument var, at hvis der bliver bygget billige boliger i byerne, som folk har råd til, så flytter de jo ind til byerne, og det vil skabe affolkning på landet. Det er vel ikke Danmarksdemokraternes politik, at man skal sikre, at folk bliver boende i landdistrikterne, ved at de simpelt hen ikke har råd til at flytte ind til byerne? Det er da et land, der knækker fuldkommen over, hvis man ikke har muligheden. Man er da nødt til at have nogle investeringer i landdistrikterne, der gør, at det er attraktivt at bo der, og at det ikke er, fordi man ikke har mulighed for at bo i byerne.

Så siger ordføreren, at det her vil lede til højere huslejer. Altså, det vil jo lede til højere huslejer i den almene boligsektor, men det vil lede til lavere huslejer i byerne samlet set, for opførelsen af en almen bolig vil være billigere end af en privat udlejningsbolig. Så det her gør jo netop, at folk med almindelige indkomster vil få den fleksibilitet, der gør, at de både kan bo på landet og i byerne, som det ellers kun er dem, der har en bolig i København, der har i dag.

Ordføreren.

Jeg tager den sidste præmis først. Det ser ud, som om det er billigere at bo i en almen bolig end en privat bolig i København, så ja, det er jo fuldstændig rigtigt. Det er også derfor, vi siger, at vi anerkender, at der er en problemstilling i forhold til alment boligbyggeri i København, og derfor bør det være midlertidigt. Men at vi skal tvinge folk til at bo ude på landet, fordi der ingen boliger er i København, er jo ikke det, Danmarksdemokraterne siger. Jeg siger bare faktuelt, at der er et pres fra land mod by i forvejen, og man kan sige, at når Danmark uden for byerne kan se ind i, at alle arbejdspladserne forsvinder, og at fiskeriet skal lukkes og landbruget skal lukkes – alt andet skal lukkes, vi har ingen arbejdspladser tilbage – så gør det, at man ikke kan komme til København, hvor alt det gode er, og hvor vi godt kan finder ud af at hjælpe danskerne, at man ikke flytter fra landdistrikterne nu.

Så det var bare en konstatering af, at hvis ikke du har et job, når du bor uden for de store byer, og du ikke har nogen fremtid, så flytter du selvfølgelig til byen, hvis der er flere boliger. Lige nu begrænses det selvfølgelig af, at du ikke har et sted at bo i byen. Så det er jo ikke, fordi danskerne skal tvinges til noget. Danmarksdemokraterne er et blåt parti, og vi går modsat SF ind for, at folk skal være frie til at bo, hvor de vil. Lige nu hjælper det så bare på landdistrikterne, at de ikke kan komme derind.

Spørgeren.

Det synes jeg er en helt utrolig dyster landdistriktspolitik, altså at folk skal blive boende i landdistrikterne, fordi de ikke har råd til at flytte ind til byerne. Der vil jeg håbe, at vi kan få lidt mere optimisme og glæde ind i landdistriktspolitikken, og at man kan investere i landdistrikterne og gøre dem til et attraktivt sted at bo, i stedet for at folk skal blive boende, fordi de ikke har råd til at flytte til byerne. Det problem, som jeg synes Danmarksdemokraterne også skulle melde sig ind i kampen om at løse, er jo, at folk, der ejer en bolig i København, kan flytte til hele landet, for de har råd til at bo alle steder, mens folk, der ejer en bolig i Hadsund, ikke kan flytte til de større byer. Det er jo det helt store problem i forhold til at få et land til at hænge sammen.

Ordføreren.

Men det er, fordi man lægger den der socialistiske præmis ned over det, jeg står og siger. Man skal jo lytte efter, hvad jeg siger. Jeg siger ikke, at vi ikke ønsker, at folk i Hadsund kan flytte til byerne. Det ønsker vi bestemt. Men det er jo et faktum, at venstreorienterede regeringer de facto nærmest altid gør det dårligt, inklusive dem, Venstre er med i. Man fjerner alt det, vi lever af derude, og hvis ikke vi har noget at leve af, bliver vi nødt til at flytte til byerne. Det, Danmarksdemokraterne siger, er jo, at vi ønsker, at folk skal bo i hele Danmark. Det, der rent faktuelt sker med regeringen, er, at man gør det så umuligt at bo andre steder, at folk skal flytte til byerne. Det handler jo ikke om en dyster politik fra vores side. Det er bare, fordi vi kan konstatere, hvad den nuværende regering gør.

Tak. Hr. Søren Egge Rasmussen.

Det her beslutningsforslag er ikke noget, der forringer livet i Hadsund. Det er et lille beslutningsforslag, som gør det lidt nemmere at opføre almene boliger i Aarhus og Københavnsområdet, og hvis det er sådan, at man gerne vil opføre almene boliger i kommuner, der ligger uden for det i beslutningsforslaget, så kan man jo putte det ind i sit budget i kommunen og prioritere almene boliger. Det ville jeg synes var rigtig godt, for det kan sådan set være med til at sikre nogle flyttemønstre.

Da min svigermor blev alene, havde hun heldigvis den mulighed at flytte i en almen bolig i den samme by, som hun boede i. Så hendes parcelhus kunne sælges til en børnefamilie, som kunne flytte til byen, så der stadig væk er børn til den lokale skole, og hun kunne flytte til en halvt så stor almen bolig i den samme by. Derfor er der jo sådan set noget liv, også i landlige omgivelser, som kan være bedre, når man har almene boliger

Det her beslutningsforslag generer altså ikke Hadsund på nogen måde. Jeg forstår godt, at man ønsker at bo på landet. Jeg glæder mig over, at der er unge mennesker, der flytter ud af Aarhus og ud på Djursland, for det er sådan set også en del af flyttemønstrene i øjeblikket, fordi der er billige boliger.

Ordføreren.

Det er ikke ret mange almene boliger, der bygges op uden for de store byer. Så længe byggebranchen har nok at lave i de store byer, vælger de det. Det er faktuelt velbeskrevet, og det ved ordføreren også godt.

Det, jeg siger nu, er, at lige nu er der en dum begrænsning, fordi man med det maksimumsbeløb, der er, ikke kan bygge i København i den kvalitet, man gerne vil. Det anerkender vi i Danmarksdemokraterne. Det, som ordføreren skal høre, er: midlertidighed. For vi er bange for, hvis vi skævvrider markedet og gør det muligt konsekvent i al fremtid at kunne bygge bedre i byerne, at man jo så vælger det. Så bliver det bedre byggerier, og så skævvrider man på lang sigt. Så det er midlertidigheden, vi taler om.

Vi forsøger faktisk at erkende, at der er en problemstilling, som vi skal have løst i de to byer. Man kunne muligvis godt tage Odense med også. I Aalborg ved jeg at vi har masser af almene boliger, der blev bygget på noget EU-tilskud, og som nok er tomme. Men problemstillingen er, at hvis vi laver en skævvridning af, hvor dyrt du må bygge de forskellige steder, så vil man flytte derhen, hvor pengene er, og pengene er i de store byer, og så vil man bare på den lidt længere bane ødelægge det; så bliver det fuldstændig umuligt at flytte internt i Hadsund.

Spørgeren.

Så hvis Danmarksdemokraterne lyttede til sine egne argumenter, ville man egentlig godt kunne gå ind at støtte det her beslutningsforslag. Det er sådan, at en bekendtgørelse om maksimumsbeløbet jo ikke er af permanent karakter. Altså, man kan jo lave en ny bekendtgørelse, som sætter maksimumsbeløbet ned. Det kan ministeren gøre og sende i høring, og så kører det derfra. Så det her er jo ikke et permanent forslag. Det er jo et spørgsmål om, at vi i 2025 får hævet det her maksimumsbeløb.

Hvis det er sådan, at der skulle ske det uforudsigelige, at byggematerialer falder i pris og lønningerne også falder, og at man dermed kan klare sig med et lavere maksimumsbeløb, så kan ministeren da bare udstede en ny bekendtgørelse og sende den i høring, og så kører vi derfra. Så jeg synes egentlig, Danmarksdemokraterne skulle stemme for det her beslutningsforslag.

Tak. Ordføreren.

Hvis der bare stod, at vi så forventede, at der ville komme en bekendtgørelse med en tilbagevenden til det oprindelige, f.eks. den 1. januar 2027, så var det jo faktisk også det, vi siger. Havde der været en indbygget midlertidighed i det her, kunne vi sagtens se problemstillingen.

Det er alligevel vildt at høre en fra Enhedslisten opfordre til, at lønningerne falder, sådan at byggerier bliver billigere. Det havde jeg ikke tænkt at skulle høre fra en fra Enhedslisten, men det synes jeg da vi skal lade være op til markedsvilkårene og så lade håndværkerne tjene alle de penge, de overhovedet kan. Så socialistiske er vi heldigvis aldrig i Danmarksdemokraterne, at vi skal til at bestemme, at lønningerne skal sættes ned, for at man kan opføre almene boliger i København.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger, så vi går videre til den næste. Det er hr. Sigurd Agersnap fra SF. Velkommen.

Tak for ordet, formand, og tak til Enhedslisten for at fremsætte beslutningsforslaget her. Vi har et boligmarked, som er ved at knække over. Det har det været i lang tid, men vi er meget tættere på grænsen for, hvornår man knækker. Altså, vi har et boligmarked i København, hvor priserne er mere end fordoblet siden 2008 på ejermarkedet, mens vi på Lolland stadig væk ikke er nået tilbage på det samme niveau, som priserne havde i 2008. Det skaber den klokkeklare urimelighed, at ejer man en bolig i København, kan man bosætte sig overalt i hele landet. Man kan tilmed få rigtig mange kvadratmeter og måske havudsigt. Men bor man et andet sted i landet, er det meget tvivlsomt, om man kan finde en bolig i København. Prisudviklingen er simpelt hen sådan, at dem, der er inden for boligmarkedet i de store byer, er dem, der i fremtiden også har mulighed for at være inde på boligmarkedet i de store byer. Den alvor, det skaber, synes jeg ikke vi har taget ind i Folketinget. Det er en kæmpe kilde til ulighed. Det er en kæmpe kilde til, at det land, der burde være for lille til store forskelle, faktisk kommer til at få nogle kæmpestore forskelle.

Det løser man jo så ikke alene med det her beslutningsforslag. Det er jo rigtigt. Det kræver en samlet regering, der prioriterer det her som noget af det vigtigste, og som siger, at den der skævhed, der er i boligpriserne, i lejepriserne, gør, at nogle dele af landet ikke har de samme frihedsgrader, som man har, hvis man bor i København. Det gør, at vi får byer, der er mere og mere opdelte, hvor folk med almindelige indkomster ikke har mulighed for at bo. Det gør, at vi har et land, der bliver mere og mere opdelt. Det gør, at vi er et lille land, men at vi får større og større forskelle. Så jeg synes, at der burde indkaldes til et kæmpestort boligpolitisk udspil, og der burde indkaldes til forhandlinger snart. Det står jo i regeringsgrundlaget, og jeg tror, vi stadig væk venter.

Men jeg vil så sige, at det jo ikke skal holde os tilbage fra at gøre noget i mellemtiden. Og der synes jeg, det her beslutningsforslag er rigtig godt. De stigende byggepriser og de stigende grundpriser presser opførslen af almene boliger – almene boliger, som er de billigste boliger, og som gør, at vi stadig væk har en grad af blandede byer. Derfor synes jeg også, det er et lidt ejendommeligt argument, at fordi det ikke løser alle problemer på boligmarkedet, kan man ikke støtte det her beslutningsforslag. Det er jo heller ikke sådan, at fordi vi i SF støtter det, har vi deponeret vores egen politik hos Enhedslisten. Det er jo, fordi vi stemmer for ting, som vi er enige om på tværs af partierne. Sådan troede jeg egentlig man gjorde i Folketingssalen: Man kiggede ikke så meget på, hvem der fremsatte forslaget; man kiggede på, hvad indholdet var. Og indholdet her er godt.

De almene boliger, som vil blive opført med et højere rammebeløb, vil selvfølgelig have en højere husleje. Det er klart, især i starten. Men de vil stadig væk være billigere end det, der bliver opført på det private lejemarked. Og derfor tror jeg, at det, at vi igen får opført almene boliger, er en vigtig kilde til, at vi har et boligmarked, der hænger sammen, og hvor folk har mulighed for at flytte på tværs af landet, så selv om man bor i Hadsund og finder et job i Aarhus eller København, har man faktisk mulighed for at få foden indenfor på boligmarkedet. Så vi støtter det helhjertet i SF. Vi synes, det er et godt forslag, og tak til Enhedslisten for det.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre til den næste. Det er hr. Carl Andersen fra Liberal Alliance. Velkommen.

Mange tak. Med dette forslag vil Enhedslisten have os til at hæve maksimumsbeløbet for alment boligbyggeri i hovedstadskommunerne og i Aarhus inden udgangen af 2025. I dag er maksimumsbeløbet differentieret imellem hovedstadskommunerne, 15 udvalgte større provinskommuner og øvrige provinskommuner. Forslagsstillerne vil bl.a. løfte Aarhus ud af denne gruppe og derved give den en særstatus. Det synes vi skaber en unødig forvirring og forskelsbehandling.

Liberal Alliance erkender dog, at byggeomkostningerne er steget, men vi konstaterer også, at maksimumsbeløbene løbende justeres for at følge med udviklingen. Om de bliver justeret, fuldstændig som de skal, er der noget, der tyder på ikke er tilfældet. Men det er jo det, vi håber på at kunne få en god snak med regeringen og de øvrige partier om, når vi på et eller andet tidspunkt forhåbentlig skal til en boligpolitisk forhandling, som vi glæder os til at blive indkaldt til.

Samtidig skal vi jo også bemærke, at priserne særlig drives op af politisk pålagte krav om mere grønt og bæredygtigt byggeri, som kun strammes yderligere i fremtiden. Vi ser også, hvordan nye byggekrav gør byggeriet mindre billigt. Det er en balance, som vi meget gerne vil kigge på. Derfor glæder vi os til den gennemgribende revision af bygningsreglementet, som er på vej. Det er en revision, hvor Liberal Alliance kæmper for at gøre det enklere, billigere og mere fleksibelt at bygge, også for den almene boligsektor. Det er en løsning, som reelt sikrer billigere boliger, både i hovedstaden og i Aarhus, men faktisk også i hele landet, uden at hæve et loft, som er til ugunst for skatteyderne.

Maksimumsbeløbene er nemlig til for at sikre, at de almene byggeprojekter holder sig inden for en økonomisk ramme, der retfærdiggør skatteydernes medfinansiering. Det er en bremse for unødige udgifter og et værn for, at almene boliger, der er skattefinansieret, reelt forbliver billige og ikke bare billigere end private alternativer. Enhedslisten vil med dette forslag løsne denne bremse, men vi spørger: Hvorfor skal skatteyderne betale mere, så helt almindelige danskere kan bo billigere? Vi har ikke noget imod, at fællesskabet målrettet hjælper mindrebemidlede borgere med husly, f.eks. igennem boligstøtte, men vi er grundlæggende imod, at skatteyderne skal finansiere en hel boligsektor.

Liberal Alliance har en anden vision for den almene boligsektor; vi vil sætte den helt fri. Vi vil afskaffe maksimumslofter, kommunal anvisningsret og politisk styring af Landsbyggefonden. Vi vil have, at boligforeningerne agerer frit på markedet uden detailregulering fra Christiansborg eller kommunalbestyrelserne. Det kræver naturligvis, at vi fjerner det årlige grundkapitaltilskud og omprioriterer de penge til andre indsatser. En friere almen sektor vil levere billigere boliger uden at belaste skatteyderne. Enhedslistens forslag går i den modsatte retning. Derfor kan Liberal Alliance ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Vi går videre til den næste ordfører, og det er fru Helle Bonnesen fra Det Konservative Folkeparti.

Jeg har overtaget for fru Mai Mercado, som normalt er den rigtige ordfører på området her. Vi vil gerne starte med at sige tak til Enhedslisten for at fremsætte forslaget om at hæve maksimumsbeløbet for alment byggeri i Hovedstadsområdet og Aarhus Kommune.

Til at starte med vil jeg sige, at det jo virker lidt underligt, at vi her skal diskutere en permanent regel for to udvalgte byområder, og man kan spørge sig selv: Hvorfor dækker forslaget ikke hele landet, eller hvorfor dækker det ikke i en tidsperiode? Udfordringen med, at det er dyrt at bygge lige nu, er naturligvis særlig centreret i de to største byer, men det er alle former for byggeri jo. Og derfor mener vi ikke helt, at forslaget hænger sammen, for det rammer alle personer og alt byggeri i alle boligformer.

Når vi så kigger på København, er der jo i dag et forholdsvis højt niveau af almennyttige boliger. Derfor kan det bekymre lidt, når den sidste sætning i bemærkningerne til beslutningsforslaget lyder:

Hvis flertalsregeringen vil have bygget flere almene boliger, kan maksimumsbeløbet hurtigt hæves.

For lige nu er der jo kun 19 pct., der bor i en ejerbolig i København, selv om der faktisk er 70 pct., der gerne ville. Så i en udvikling med endnu flere almennyttige boliger kommer vi til at presse de øvrige ejerformer, herunder andelsboliger, som er meget populære. København skal være en blandet by, også når det kommer til boligformer, og der må være andre greb til at drive udviklingen samlet set i den retning. Konservative kommer ikke til at støtte forslaget. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning til hr. Søren Egge Rasmussen.

Jeg kan berolige den vikarierende ordfører med, at SF og Enhedslisten har formuleret et beslutningsforslag, der vil vil give kommunerne mulighed for, at man også i lokalplaner kan definere, at der skal opføres ejerlejligheder. For det er en meget uheldig udvikling, vi er kommet ind i, at man i en række større byer kan tjene større penge på at opføre noget, som er privat udlejning til markedsleje, end på at opføre ejerlejligheder, som så bliver solgt med måske en fortjeneste en enkelt gang. Det er der mindre profit i end at have en udlejning til markedsleje hen over mange år. Så ordføreren kan se frem til, at der kommer et beslutningsforslag, som åbenbart ligger inden for det, De Konservative gerne vil have.

Så vil jeg sige, at hvis man hæver rammebeløbet i København og Århus, er det jo noget, der løser problemerne i her 2025 og 2026, så der bliver opført lidt flere almene boliger. Det er ikke, fordi det er det store ryk fremad; det er et spørgsmål om at løse et akut problem.

Ordføreren.

Det forslag vil vi se frem til at se, altså det andet forslag. Men vi ville nok have set allermest frem til, hvis det ligesom var en samlet strategi, så vi ikke er inde og sådan nålestiksoperere hver gang i stedet for at se på, hvordan vi løser det samlet. For der er ingen tvivl om, at udviklingen i den ene boligform påvirker de andre boligformer.

Spørgeren.

Hvis man vælger at lytte til borgmestre, der sådan set ønsker, at man løser et problem i Københan og Århus, så er det jo ikke, fordi vi kommer med en boligpolitik, som dækker alle områder. Så er vi helt rigtigt inde med kirurgisk præcision for at løse et problem, som flere borgmestre i København har gjort opmærksom på. Det er derfor, at hvis man vedtaget det her forslag, skal boligministeren udstede en bekendtgørelse, som skal i høring, og så kører vi derfra.

Ordføreren.

Nogle borgmestre, ja, har haft den holdning, ikke alle borgmestre i København. Der har været stor uenighed. Jeg er godt klar over, at der er en tidligere overborgmester, der har haft de holdning, men det er ikke et samlet billede for byen som sådan.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger, og vi iler videre til den næste. Det er fru Lotte Rod fra Det Radikale Venstre.

Tak til forslagsstillerne for at tage et vigtigt problem op, nemlig hvordan vi sikrer, at vores byer er blandet. Vi er jo rigtig mange, som er meget utålmodige for at få nogle boligforhandlinger. Mine egne folk i København med Christopher Røhl i spidsen har lavet et stort boligpolitisk udspil netop for at tage fat på nogle af de her ting. Så jeg synes, det er godt, at vi også får diskussionen i salen i dag, for det er et problem.

I København er det så dyrt at bo, at for nogle medarbejdere er det simpelt hen for dyrt til, at man kan bo i kommunen. Det er også et problem for unge, enten på studie- eller på lærlingebudget, at kunne bo i byen. Noget af problemet hænger selvfølgelig sammen med, at der de seneste år nærmest udelukkende er blevet bygget private udlejningsboliger, og at det ikke går så godt med at leve op til målet om, at en fjerdedel af det nye byggeri skal være alment.

Der bliver også bygget meget få ejerboliger i København, hvad nogle også har været inde på, og prisniveauet er simpelt hen for højt, i forhold til hvad forskellige former for medarbejdere har råd til at betale.

Så selv når renten stiger, kommer den store efterspørgsel til at holde prisen oppe, og den skævvridning af markedet, som jo blev drevet af Anders Foghs boligskattestop, er faktisk aldrig blevet overvundet. Samtidig gør de finansieringsmodeller, vi har i dag for andelsboliger, at det de facto er umuligt at føre nye andelsboliger. Derfor har vi i Radikale Venstre især tre principper, som vi gerne vil arbejde for.

For det første skal der være en balance mellem de forskellige former i byen, altså mellem almen, privat udlejning, andel og ejer, og vi ser gerne, at der skal være nogenlunde lige meget af hver, altså en fjerdedel af hver type bolig.

For det andet skal vi også have nogle byer, hvor alle mulige forskellige kan være der og der er boligtyper til det, altså til unge, til børnefamilier, til singler, til ældre og til bofællesskaber.

For det tredje skal der være en økonomisk balance, som jeg sagde, sådan så alle mulige forskellige medarbejdere også har råd til at bo i byen.

Enhedslisten har så fremsat et forslag her i dag. Noget af det, som vi selv siger i vores udspil, er, at vi tror på, at hvis det skal lykkes os at leve op til målet om de 25 pct.s alment, så skal vi have en større samtidighed i, at når man bygger privat, så skal man også med det samme samtidig med bygge alment. Derfor tror vi på, at noget af det, som vil have den største effekt, i virkeligheden er, at man pålægger bygherren for de 75 pct. privat byggeri, at de 25 pct. alment bliver bygget samtidig. Så jeg vil meget gerne være med til at kigge på det, som bliver foreslået her i dag.

Jeg kan også godt lytte mig til, at det vil regeringen overhovedet ikke, så jeg ved ikke, hvor langt vi kommer lige med forslaget i dag. Jeg ved ikke, om forslagsstillerne kunne være med på, at vi forsøger at skrive en fælles tekst. Måske kan vi bruge den her anledning til at lægge endnu et pres på regeringen, så der snart bliver indkaldt til nogle forhandlinger, så der kommer til at ske noget.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger. Den første er til fru Heidi Bank.

Tak for det. Jeg blev egentlig bare lidt nysgerrig på det udspil, som ordføreren står og nævner i forhold til det her med en fjerdedel til hver boligform. Kan ordføreren svare på, hvorfor man har sat sig på en fjerdedel til hver type boligform?

Ordføreren.

Det er ud fra de principper, som jeg også sagde før, med, at vi ønsker, der skal være en balance i byen, sådan at der er forskellige tilbud til forskellige mennesker, og sådan at der er jo både er noget til studerende, så der er noget til børnefamilier, og så der er til singler, til ældre og til bofællesskaber, og at der skal være den her økonomiske balance i det, så forskellige medarbejdertyper skal kunne have råd til at bo i byen.

Derfor er det så afgørende, at vi, når vi i dag diskuterer, hvordan vi får mere alment, så også diskuterer, hvordan vi også får flere ejerlejligheder, sådan at det netop bliver blandet.

Spørgeren.

Vi deler jo sådan set den vision, at der skal være noget til forskellige typer mennesker og alt efter, hvor man er i livet, og om man er ung eller gammel. Men når vi samtidig ved, at et flertal af danskere ikke bare efterspørger en bolig af en eller anden boligtype, men faktisk efterspørger en ejerbolig, hvordan kan det så være, at man har lagt sig fast på en fjerdedel til hver?

Ordføreren.

Problemet er jo lige nu, at det er de private udlejningslejligheder, som er det, der bliver bygget. Derfor har vi jo både en opgave i at få mere andel, få mere ejer og få mere alment. Så det er i virkeligheden et ønske fra os om at få presset på, sådan at det reelt bliver blandet.

Hr. Sigurd Agersnap.

Tak for det. Og tak til ordføreren for talen. Jeg deler meget ambitionen om at lave betingede byggetilladelser, altså at man kan opføre det private byggeri i et område, hvis man samtidig opfører alment boligbyggeri.

Jeg vil bare sige, at jeg synes, de to udfordringer hænger sammen, og jeg vil høre, om ordføreren ikke er enig i det, altså at hvis ikke maksimumsbeløbet bliver hævet, stopper det, at man faktisk laver betingede byggetilladelser.

Det stopper både opførelsen af det private og af den almene bolig. Så derfor ser jeg de to ting som forudsætningen for hinanden. Ser ordføreren det på samme måde?

Ordføreren.

Jeg tror, vi skal kigge på begge dele. Det er også derfor, jeg prøver at være positiv her i dag. Så vil jeg bare spørge forslagsstillerne tilbage, om man kunne se for sig, at vi prøver at lande en fælles tekst. For vi har jo virkelig brug for at presse på i fællesskab, for at der kommer til at ske noget og der ikke bare sker det, der plejer at ske, nemlig at regeringen stemmer et beslutningsforslag ned og så sker der så ikke mere.

Spørgeren.

Jeg er jo desværre ikke forslagsstiller. Det er kun Enhedslisten. Men jeg har ikke noget imod at lande en tekst. Jeg har nok bare ikke helt samme forhåbning til, at det rykker regeringen helt vildt, som ordføreren har. Men hvis det er den vej fremad, der er , så synes jeg, det er fint, og så kan man også beskrive bredere, hvad det er, man mener, der skal gøres.

Vi siger tak til ordføreren. Så går vi videre til fru Karin Liltorp fra Alternativet. Velkommen.

Først tak til Enhedslisten for at have fremsat forslaget. Hvis jeg skal starte med det negative – det skal man ellers helst ikke – er min anke, at forslaget på overfladen lyder virkelig kedeligt. »Opførelse af almene boliger udsættes, fordi rammebeløbet ikke er blevet justeret i takt med omkostningerne.« Kan I høre det? Når man hører om rammebeløb til almene boliger, er det umiddelbart svært at få pulsen op. Men bag de kolde tekniske detaljer gemmer der sig potentielt en varm vision om fremtidens by. Og vi er helt enige; vi har brug for flere almene boliger.

For Alternativet handler boligpolitik ikke kun om mursten og kvadratmeter. Det handler om mennesker og om, hvordan vi skaber byer, hvor mange flere har råd til at bo og ikke mindst har lyst til at leve. I København, hvor boligpriserne er stukket af, og hvor byggegrunde ofte sælges til højestbydende, ser vi konsekvenserne: store, dyre lejligheder og mangel på små, grønne og betalbare hjem. Så ja tak til mange flere almene boliger, så byerne bliver tilgængelige for alle.

Vi må også gentænke, hvordan vi bygger. Vi må sætte krav til kvalitet, til bæredygtighed og til fællesskab, for vi skal ikke bare bygge flere almene boliger; vi skal bygge bedre boliger – boliger, der tager hensyn til klimaet, boliger, hvor mennesker mødes, og boliger, der gør os rigere på liv. I så vidt omfang det er muligt, skal vi selvfølgelig undlade at bygge nyt, men i stedet renovere og genanvende det, vi allerede har. Det kunne være butikslokaler, som vi ser flere steder på Vesterbro, hvor små erhvervslokaler er forvandlet til boliger for unge og singler, eller forladte kontorbygninger som i London og New York, hvor man har skabt moderne coliving – det var et engelsk ord – med fællesskaber og fælles faciliteter.

Hvorfor ikke i det hele taget gentænke vores brug af rum og materialer? I København har vi allerede gode eksempler på alternative løsninger, f.eks. Urban Rigger, der udlejer flydende containerboliger til studerende med grønne løsninger og havudsigt. Så derfor synes jeg jo også, at vi samtidig skal bruge lejligheden til at tænke videre. For Alternativet ønsker ikke alene flere almene boliger; vi ønsker, at disse boliger bliver motor for en ny måde at bygge på. Flere af de almennyttige boligselskaber har allerede fokus på alt det, der ligger ud over ønsket om tag over hovedet, bl.a. DAB, der har sørget for, at der er fællesskabspolitikker. De tænker på, hvordan man kan være med til at styrke den sociale lim i boligområderne. Vi vil gerne have meget mere af det, tak. Så jeg kan jo kun bekræfte, at vi også glæder os rigtig meget til boligforhandlingerne.

Nu hørte jeg ministeren sige, og måske misforstod jeg det, at Enhedslisten ikke definerer regeringens politik. Det er vi nok ikke i tvivl om, men håber ikke, at det er begrundelsen for at stemme nej til et forslag, som i virkeligheden er godt. Jeg håber, at man er åben over for gode idéer, uanset hvor de kommer fra. Vi synes i hvert fald, at den her idé er god, og at det er et nemt snuptag, der kunne hjælpe de her kommuner, der er kommet i knibe. Så vi støtter op om forslaget.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten. Velkommen.

Hvis det her beslutningsforslag var en suppe, var den velsmagende, sund og dejlig varm, og straks er der nogen, der begynder at lede efter, om der ikke er et hår i suppen, altså et hår fra en næsten skaldet mand, som man ligesom kunne fiske op og sige, at den alligevel ikke er helt perfekt.

Det er jo nogle gange specielt at fremsætte beslutningsforslag i Folketingssalen. I går oplevede jeg, at et beslutningsforslag om at fremme solceller på kommunale bygninger jo faktisk opnåede, at flertallet i Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget var for det, og at regeringen var isoleret i forhold til at være imod det. Det er nok den præmis, der er, altså at den her flertalsregering ikke vil vedtage et beslutningsforslag, medmindre det er et beslutningsforslag, de selv er kommet med, og som er udformet som et beslutningsforslag, fordi det åbenbart er mere hensigtsmæssigt end at lave et lovforslag. Det er den virkelighed, vi har, og jeg synes, det er ærgerligt. For kommer man med et konkret problem og spørger, om det ikke skal løses, så er det altid et nej.

Jeg vil gerne sige tak til SF, Radikale og Alternativet for fuldt ud at støtte op om vores forslag om at hæve maksimumsbeløbet i København og Aarhus, og det lyder også, som om Socialdemokratiet og Venstre, hvis det var sådan, at de ikke var i regering, kunne være med på at stemme for det. Men nu er der så den virkelighed, at vi har den her mærkelige regering , hvad der så gør, at vi skal vente på et eller andet boligudspil. Der er nogle, der omtaler det sådan, at der bliver boligforhandlinger. Det ved jeg faktisk ikke om der gør. Der står i regeringsgrundlaget, at regeringen vil komme med et boligudspil, og hvis de har et boligudspil, hvor der er noget, de gerne vil gennemføre, så kan de jo bare gennemføre det. For det er i hvert fald stadig væk en flertalsregering, men det kan jo ændre sig.

Der er nogle, der ligesom har efterspurgt, at vi skulle tage hele boligpolitikken på én gang, og det har vi altså ikke lagt op til, og jeg beklager. Der er meget boligpolitik, der er spændende, og der er nogle meget store skævheder i Danmark, og jeg synes, det er ret vildt. Jeg havde for noget tid siden en medarbejder, som havde en forældrkøbt lejlighed på Vesterbro, og det var ikke, fordi det var noget luksus. Men det var ligesom springbrættet til, at man så kunne købe en lille villa i Valby til en pris, som var helt vild. Jeg gik ind og google, hvad man kunne få en bolig til i Norddjurs, og man kunne her ikke finde en bolig, der var så dyr som det der lille hus i Valby, og det er jo det spring, som en familie kan gøre, hvis det er sådan, at man har startet op i København og man ligesom har boet i noget, som bare har haft en voldsom prisstigning. Hvordan laver vi om på det? Ja, det gør vi jo bl.a. ved at bygge flere almene boliger i København, så borgere i København har muligheder for at få en almen bolig, og det er jo sådan set det, der er hensigten med det her forslag, altså ligesom at sikre, at der også her i 2025 kan blive opført de almene boliger, som er planlagt i København og i Aarhus.

Der er nogle ordførere, der har været inde på, hvorfor det her ikke dækker hele landet. Ja, det er jo, fordi byggeomkostningerne ud over hele landet ikke er ens, og der også er en afgrænsning i forhold til, hvor meget man så skal tage med i sådan et forslag. Jeg har selv været i tvivl om, om det udelukkende skulle være i Aarhus, eller det også skulle være i den kreds af kommuner, som normalt har det samme maksimumsbeløb som Aarhus. De håndværkere flytter sig jo efter, hvor der er noget at bygge, og hvis der er nogle, der synes, at det var det helt rigtige snit, at man lige tog et et par kommuner mere med, og det kunne gøre, at man kunne vedtage det her beslutningsforslag med et flertal, så er vi da helt åbne over for det.

Jeg synes, at man, hvis man ikke kommer frem til i år at hæve rammebeløbet, altså maksimumsbeløbet, så efterlader nogle store problemer i København. Altså, de plejeboliger, man vil bygge i København, vil man jo bygge, fordi der er nogle ældre mennesker, der krav på det, som har en lovbestemt ventetidsgaranti på 2 måneder, hvis de kommer i en situation, hvor de har brug for en plejebolig, og så kan det jo ikke nytte noget, at vi har rammevilkår, som gør, at de plejeboliger ikke kan opføres i København. Det er jo det ansvar, som regeringen påtager sig, hvis ikke de vil være med til at beslutte dette forslag.

Kan vi lande en beretningstekst? Ja, det er jo meget muligt, hvis det kan være et pres ind i regeringsudspillet, altså et forsøg på, at regeringen bliver enig med sig selv om et eller andet udspil. Jeg frygter, at det der boligudspil er noget, som mere tænkes ind i en eller anden spindoktorkampagne op mod kommunalvalget, og at det kommer så sent, at det ikke har nogen effekt i år, men at det sikkert kan signalere, at Socialdemokratiet nu igen vil sikre billige boliger i København. Ja, jeg tror godt, at københavnerne kan gennemskue, at det bliver der ikke så meget af.

Det, som har en effekt, er jo, at boligministeren besinder sig og lynhurtigt kommer frem til, at der skal laves en bekendtgørelse om at hæve maksimumsbeløbet, som skal sendes i høring, og så kører vi derfra. Jeg håber, at den her debat har medvirket til at fremme, at det er det, der sker. Tak for debatten.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Boligudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.